FRa SkRalD, SkiDT og SkaRN Til miNDeR, væRDi og magi

Recommendations

Info

16 Omfang - 2012 SKOeN Er det far, der har skoene i dag? Sko var langt fra noget alle havde i middelalderen. De var dyre at fremstille og var derfor ikke allemandseje. I overklassen havde alle et eller flere par sko, mens andre familier kun havde råd til ét par sko, som familiemedlemmerne delte. Et stykke læder blev brugt til mindste skindstrimmel. Sko var kostbare og gik som en selvfølgelighed i arv. En sko blev repareret, syet om og modificeret og gik i arv til næste ejermand til den var slidt op. Den praksis fortsatte op i 1700-tallet og gjaldt al beklædning. Fruen gav sin kjole videre til fx tjenestepigen, som gik med den, til den var slidt næsten op. Resten blev måske syet til en barnekjole. Når den kjole gav op, blev stoffet til sidst skåret op og genbrugt til klude for til sidst at ende tyndslidt i en skraldebunke et sted. I 1518 sørgede Christian II for, at det ved lov blev forbudt at trampe affald ned i gaden, som man ellers altid havde gjort. Nu blev alle pålagt at ”feje for egen dør” og samle deres skrald i bunker, som blev fjernet af byens vognmænd. Så i 1700-tallet var det forbudt at smide skrald i gaderne, og lossepladsen var opfundet, men det var – dengang som i dag – svært at få folk til at ændre adfærd, når man nu gennem flere hundrede års praksis var vant til at smide skrald i rendestenen. Latrinkasserne i baggårdene fungerede også som skraldespande. Takket være blandingen af skrald, tis og lort kender arkæologerne og historikerne ret meget til 1700-tallets skrald i dag. Det skyldes, at tis og lort har en konserverende virkning, og at alt fra sko og parykker til smadret service fra datidens skraldebunker derfor i dag er velbevaret. Fx fandt man i en udgravning ved Mærsks nuværende hovedsæde bag Amalienborg over tusind sko og skodele. På de sko kan man se, at sko er blevet repareret og omsyet og genbrugt, til læderet er gået fra hinanden. Helt op til 1950’erne var det helt normalt kun at eje et enkelt par sko, som blev repareret og fik forlænget levetiden hos skomageren. Statistikker fra 1949 viser, at en familie i gennemsnit købte to par sko om året. Alt i alt. Herfra tog forbruget fat. I dag har mange et tocifret antal sko, hvis levetid mere bestemmes af moden end af antallet af huller i sålerne. Vores brugte sko ender ideelt set i genbrugscontaineren, men reelt går tusindvis af sko op i røg i vores forbrændingsanlæg. Men selve skoen er faktisk kun et minimum af den affaldsmængde, skoproduktion genererer. Alene det at producere en gummisål og syntetisk materiale til støvlefor skaber kilovis af industrielt affald. Det er et eksempel på, at vores forbrug er med til at skabe en massiv affaldsmængde, som er usynlig for de fleste. Føj, hvor klamt! Mennesker har altid taget afstand skrald. Lige fra middelalderen kan vi se, at man fortrinsvis lægger latriner og kompostbunker helt ude i kanten af matriklen – klos op af naboens grund – og det samme gør naboen. Når vi kategoriserer noget som affald, så har vi samtidig skubbet det fra os. Vi har svært ved at forholde os til alt det, der ikke er på rette sted. Altså; hår på hovedet er dejligt – hår i maden er ulækkert. Også de mennesker, der er tæt på vores skrald, har til alle tider måttet lægge ryg til tabuisering og afstandtagen. Skraldebilen går vi i en bue udenom, hvis vi kan komme til det. Og natmanden, som tidligere tømte lokumsspande og rensede gaderne for affald, blev stigmatiseret. Han var det laveste, man kunne være. Mange talte ikke til ham, og hans børn blev mobbet. Det siger noget om folks forhold til affald, at den person, der håndterer det, bliver Kainsmærket på den måde.
eMbAllAGe Skyl mig, skyl mig og brug mig igen Engangsemballage er et ungt fænomen. Kigger vi på både middelalderens og 1700-tallets handlende, pakkede de ting og madvarer ind i sækkelærred, hør og læderstykker, mens væske blev transporteret i flasker og dunke af lertøj. Alt blev naturligt genbrugt hundredevis af gange. Gik leret i stykker, kunne det klinkes og repareres igen. Først i 1950’erne indtraf den store intensivering på emballageområdet. Og det var ikke kun skidt. Opfindelsen af plastik, dåser og køleskabet havde en del af æren for, at kvinderne kunne komme ud på arbejdsmarkedet. De nye emballagetyper gjorde det muligt at effektivisere og forsimple hjemmets opgaver og dermed frigøre tid til den udearbejdende husmor. I 1950’ernes udgaver af magasinet Samvirke, fandt man annoncer for den nye banebrydende opfindelse: plastikposen, som kunne bruges og vaskes og bruges og vaskes – igen og igen og igen. I plastikposens barndom fandtes der endda et specialdesignet stålstativ, som husmoderen kunne hænge sin plastikpose til tørring på, når hun havde vasket den af. Siden 1950’erne er emballagemængden bare vokset og vokset. Mentaliteten synes at være, at den eneste grund til at spare på emballagen er at spare penge – men jo flere penge vi får mellem hænderne, jo mere kan vi bruge og smide væk. I 1970’erne vågnede tanken om, at vi skulle skrue ned for emballagen og forbruget for at skåne miljøet og ikke kun pengepungen. Dén tanke lever videre, men i dag er emballagen fortsat og i stigende grad en del af varens værdi. En madvare er typisk omgivet af flere lag emballage. En gennemsnitlig byfamilie genererer tre kilo emballageaffald om ugen, og storbyens kultur med appetitligt emballeret fast food og take awaykaffe gør emballage-affalds-udfordring stadigt større. er det rigtigt at København er bygget på skrald? Fuldstændig rigtigt. Nogle steder ligger der tre meter skrald under asfalten – under byens gamle grøntorv ligger der hele fem meter affald. København er altså vokset betragteligt både i bredden og i højden siden middelalderen. Dengang smed de fleste skrald på gaden, og når man mugede ud, møffede man også tit affaldet ud på vejen. Når gaderne så skulle renoveres, lagde man brosten oven på alt affaldet. Derfor er gadenivauerne langsomt steget. I dag bruger vi faktisk stadig noget af vores affald som vejbelægning. I København bruger man nemlig en del af den slagge, der bliver til overs, når vores affald bliver brændt, som underlag under asfalten i stedet for stabilgrus. Historisk skrald Københavns Museum har frem til 31. juni 2012 udstillingen SKRALD! på programmet. Følg skraldets vej gennem historien på gaden, lossepladsen, i baggården og derhjemme. Læs mere på museets hjemmeside copenhagen.dk sightseeing Omfang - 2012 17
Page 1 and 2: 4 14 + Shanes genbrugsverden: Om li
Page 3 and 4: 4 12 14 18 20 29 34 38 30 36 42 2 O
Page 5 and 6: en Egentlig tog jeg på besøg hos
Page 7 and 8: Nu sidder vi jo heroppe i lejlighed
Page 9 and 10: stationsangst. Produktet blev fint
Page 11 and 12: på operationsbordet, eller man ska
Page 13 and 14: Omfang - 2012 13
Page 15: æbleSKrOGeT Fra hønsemad til klon
Page 19 and 20: Jo mere publikum deltager aktivt, j
Page 21 and 22: Mens vi venter Omfang - 2012 21
Page 27 and 28: Mens takt vi og venter tone Omfang
Page 29 and 30: 1934: Henry Heerup: Danmark Nyt liv
Page 31 and 32: Vidste du … at brugte bildæk kan
Page 33 and 34: vi eR PaNTelSkeRe og vaNeDYR Fire s
Page 35 and 36: VelGJOrT VelDUFT Industrikvarterets
Page 37 and 38: ll TRaSh D fRaklip Omfang - 2012 37
Page 39 and 40: White trash Turèll rendyrker den u
Page 41 and 42: ”Husk at gå dybt,” siger Oskar
Page 43 and 44: LEAN and mean: Kigger man nærmere
Page 45: Spred Omfangs omfang ved at dele ar

FRa SkRalD, SkiDT og SkaRN Til miNDeR, væRDi og magi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?