FRa SkRalD, SkiDT og SkaRN Til miNDeR, væRDi og magi

Recommendations

Info

28 Omfang - 2012 miN FoRTiD i eN PaPkaSSe….. ER DER NOGET I VERDEN JEG HAR ET AMBIVALENT FORHOLD til, så er det mit loftsrum. For de af jer, der ikke bor i lejlighed, så er loftsrummet lejlighedens svar på parcelhusets loft eller kælder. Bortset fra, at der som navnet antyder, kun er tale om et rum – og et lille et af slagsen på kun 7 kvm. Og det er, skal jeg hilse at sige, ikke særligt stort, når man er en familie på 5. Derfor er vores loftsrum stablet op med kasser fra gulv til loft. Vores loftsrum er selvfølgelig vendeplads for de sæsonafhængige ting, vi bruger i familien. Her står ski, som venter på sneen. Der ligger soveposer, som venter på kanoturen. Der ligger vinterfrakker, når det er sommer – og sommertøj, når det er vinter. Men også rigtig mange kasser med ting, som med tiden har sneget sig op på loftet. Og med den sparsomme plads vi har til rådighed, så giver det sig selv, at vi ind i mellem må tage os nogle seancer, hvor vi rydder op og smider ud. Jeg har taget flere tilløb til det sammen med min kone – men jeg har svært ved at komme op af starthullerne. Ikke fordi det er tiden og selve arbejdet med at rydde op, som jeg vægrer at tage hul på. Det er mere processen med at gennemgå alle kasserne og så tage stilling. Det er nemlig den svære del: At tage stilling – igen – og for sidste gang. For de ting, som ligger på loftet, har jo været gennem mine hænder tidligere – og blev fundet for gode til at smide ud. Men hvad så nu? Jeg spekulerer på, om andre har det som jeg. Vi kender jo alle sammen ordsproget ”ude af øje – ude af sind”. Men lige netop hvad loftsrummet angår – i mit tilfælde – ja så ved jeg jo, at ’den’, hvad ’den’ så end nu er, jo ligger oppe på loftet – og der ligger ’den’ godt. Faktisk er det min fortid, der ligger i papkasser deroppe på loftet. Brudstykker af mit levede liv; erindringer lagt op i loftsrummets tidskapsel – der for mig virker som en form for mindebank. Sådan føles det i hvert fald, når man går gennem papkassernes gemmer, ting for ting og endeligt siger farvel til sweatshirten fra rusturen for 20 år siden og den gamle VHS-maskine – med videobånd. Jeg spekulerer så på, om jeg overhovedet hører til den meget omtalte af ’brug og smid væk’-generation. For mit vedkommende virker det mere som om jeg hører til ’brug og gem væk’-folket. For mig har de sager, jeg har sendt på loftet lidt karaktér af radioaktivt affald – hvor strålingen består af de minder og erindringer, som har knyttet sig til tingene dengang, de var i brug, og som derfor fortjener at ligge hengemt og henfalde en rum tid, til jeg er parat til at skille mig helt af med dem. Så loftsrummet er meget mere end blot sæsonernes skiftestation. Det er også en mental kompostbunke for mine minder. Og når minderne er formuldet i loftsrummets mørke, så kan tingene ryge af sted til lossepladsen. OK – så er der selvfølgelig også ting, som nok har godt af at ligge yderligere et par år på loftet. Det er jo et spørgsmål om at tage stilling til fordums tiders forbrug. Af Anders Buhl
1934: Henry Heerup: Danmark Nyt liv til affaldet Skrald er kunst. I hvert fald hvis man definerer kunst, som noget der udstilles på Louisiana i Humlebæk. Allerede i 1934 udstillede Henry Heerup døde rotter og gammelt skrot, og den dag i dag kan kunstnerens skraldefigurer ses på Louisiana, der for mange rummer essensen af moderne dansk kunst. Heerups renovationsrelieffer kunne umiddelbart ligne avantgardens montager og Salvador Dalis surrealistiske collager. Men hvor avantgarden ofte søgte provokationen, og surrealisterne gik efter at frisætte menneskets ubevidste, var det barnet og det legende menneske, som Heerup elskede. Mindst lige så stor var hans kærlighed til kasserede ting, og det var ikke mindst denne affaldssympati, Heerup demonstrerede i sine figurer og skulpturer. Heerup gav affaldet nyt liv. Han så – som få andre i dansk kunst – det liv og det potentiale, de kasserede ting rummede. En indtørret rotte blev i 1933 til en kristusfigur med en knækket, forgyldt ramme som glorie. Mulighederne var uendelige, og Heerup brugte dem, men hans potentielt provokatoriske skraldespandsroderier satte aldrig for alvor kunstbegrebet og -institutionen til debat. 1961: Piero Manzoni: Italien Holy shit Debat og ramaskrig vakte til gengæld kunstværket ”Merde d’Artiste”, der blev skabt af den italienske kunstner Piero Manzoni i 1961. Her er det ikke en død rotte, der er blevet til Kristus, men det mest menneskelige af alt affald, der er blevet kaldt kunst. Manzonis kunstværk, som kan oversættes til ”Kunstnerens lort”, bestod af 99 dåser med hver 30 gram af Manzonis egen afføring, som han prissatte efter den gældende guldpris. Kunstværket var Manzonis kommentar til den etablerede kunstelite. Når man kunne kalde nogle klatter maling på et lærred for kunst, kunne man også besørge i en dåse og kalde det det samme, mente Piero Manzoni. Så sent som i 2009 blussede debatten omkring det meget berygtede stykke kunsthistorie op igen, da Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard erklærede, at det ikke var kunst. Det fik Holger Reenberg, direktøren for det danske museum Heart, der ejer en af Manzonis dåser, til at replicere: ”Sund fornuft siger, at det må være kunst, når det efter så mange år stadig kan provokere.” 2011: Justin Gignac: USA Kejserens nye affald? Lækkert skrald er til gengæld en vigtig del af konceptet i kunstfirmaet New York City Garbage. Justin Gignac ønskede at bevise, at alt kan sælges, bare det er pakket lækkert nok ind. Derfor begyndte han at sælge gadeaffald fra New York, fx knust glas, brugte togbilletter, krøllede papkrus fra Starbucks og kasseret engangsbestik – pakket ind i kunstfærdigt plastic med påskriften ”Garbage of New York City”. I et interview på sin hjemmeside afviser Justin Gignac, at der er tale om endnu en version af kejserens nye klæder: ”Folk ved godt, hvad de får. De får en stor tilfredsstillelse ud af få noget, som ingen ville have – og finder stor skønhed i dét.” Værkerne sælges for mellem 50 og 100 dollar, ca. 300 til 600 kroner, og blandt køberne er – rigtigt gættet – kunstsamlere fra hele verden. 3 neDslag i skRalDekunsten kuNST elleR gammelT loRT? Der er en lang tradition for at bruge skrald i skulptur- og billedkunsten. Men hvis man kalder affald for kunst, kan det stadig fremkalde voldsomme reaktioner og stor ståhej. Især hvis affaldet kommer fra kunstnerens egen krop. Hvis indpakningen er i orden, kan man til gengæld sælge og sandsynligvis institutionalisere ’lortet’. Her er tre nedslag i skraldekunstens historie. Af Christian Mohr Boisen heerup.dk heartmus.dk nycgarbage.com Omfang - 2012 29
Page 1 and 2: 4 14 + Shanes genbrugsverden: Om li
Page 3 and 4: 4 12 14 18 20 29 34 38 30 36 42 2 O
Page 5 and 6: en Egentlig tog jeg på besøg hos
Page 7 and 8: Nu sidder vi jo heroppe i lejlighed
Page 9 and 10: stationsangst. Produktet blev fint
Page 11 and 12: på operationsbordet, eller man ska
Page 13 and 14: Omfang - 2012 13
Page 15 and 16: æbleSKrOGeT Fra hønsemad til klon
Page 17 and 18: eMbAllAGe Skyl mig, skyl mig og bru
Page 19 and 20: Jo mere publikum deltager aktivt, j
Page 21 and 22: Mens vi venter Omfang - 2012 21
Page 27: Mens takt vi og venter tone Omfang
Page 31 and 32: Vidste du … at brugte bildæk kan
Page 33 and 34: vi eR PaNTelSkeRe og vaNeDYR Fire s
Page 35 and 36: VelGJOrT VelDUFT Industrikvarterets
Page 37 and 38: ll TRaSh D fRaklip Omfang - 2012 37
Page 39 and 40: White trash Turèll rendyrker den u
Page 41 and 42: ”Husk at gå dybt,” siger Oskar
Page 43 and 44: LEAN and mean: Kigger man nærmere
Page 45: Spred Omfangs omfang ved at dele ar

FRa SkRalD, SkiDT og SkaRN Til miNDeR, væRDi og magi

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?