FRa SkRalD, SkiDT og SkaRN Til miNDeR, væRDi og magi

28 Omfang - 2012
miN FoRTiD
i eN PaPkaSSe…..
ER DER NOGET I VERDEN JEG HAR ET AMBIVALENT FORHOLD til, så
er det mit loftsrum. For de af jer, der ikke bor i lejlighed, så er loftsrummet
lejlighedens svar på parcelhusets loft eller kælder. Bortset fra, at der som
navnet antyder, kun er tale om et rum – og et lille et af slagsen på kun 7 kvm.
Og det er, skal jeg hilse at sige, ikke særligt stort, når man er en familie på 5.
Derfor er vores loftsrum stablet op med kasser fra gulv til loft.
Vores loftsrum er selvfølgelig vendeplads for de sæsonafhængige ting, vi bruger
i familien. Her står ski, som venter på sneen. Der ligger soveposer, som venter på
kanoturen. Der ligger vinterfrakker, når det er sommer – og sommertøj, når det er
vinter. Men også rigtig mange kasser med ting, som med tiden har sneget sig op på
loftet. Og med den sparsomme plads vi har til rådighed, så giver det sig selv, at vi
ind i mellem må tage os nogle seancer, hvor vi rydder op og smider ud.
Jeg har taget flere tilløb til det sammen med min kone – men jeg har svært ved at
komme op af starthullerne. Ikke fordi det er tiden og selve arbejdet med at rydde
op, som jeg vægrer at tage hul på. Det er mere processen med at gennemgå alle kasserne
og så tage stilling. Det er nemlig den svære del: At tage stilling – igen – og for
sidste gang.
For de ting, som ligger på loftet, har jo været gennem mine hænder tidligere – og
blev fundet for gode til at smide ud. Men hvad så nu?
Jeg spekulerer på, om andre har det som jeg. Vi kender jo alle sammen ordsproget
”ude af øje – ude af sind”. Men lige netop hvad loftsrummet angår – i mit tilfælde
– ja så ved jeg jo, at ’den’, hvad ’den’ så end nu er, jo ligger oppe på loftet – og der
ligger ’den’ godt.
Faktisk er det min fortid, der ligger i papkasser deroppe på loftet. Brudstykker af
mit levede liv; erindringer lagt op i loftsrummets tidskapsel – der for mig virker som
en form for mindebank. Sådan føles det i hvert fald, når man går gennem papkassernes
gemmer, ting for ting og endeligt siger farvel til sweatshirten fra rusturen for
20 år siden og den gamle VHS-maskine – med videobånd.
Jeg spekulerer så på, om jeg overhovedet hører til den meget omtalte af ’brug og
smid væk’-generation. For mit vedkommende virker det mere som om jeg hører til
’brug og gem væk’-folket.
For mig har de sager, jeg har sendt på loftet lidt karaktér af radioaktivt affald – hvor
strålingen består af de minder og erindringer, som har knyttet sig til tingene dengang,
de var i brug, og som derfor fortjener at ligge hengemt og henfalde en rum tid,
til jeg er parat til at skille mig helt af med dem.
Så loftsrummet er meget mere end blot sæsonernes skiftestation. Det er også en
mental kompostbunke for mine minder. Og når minderne er formuldet i loftsrummets
mørke, så kan tingene ryge af sted til lossepladsen. OK – så er der selvfølgelig
også ting, som nok har godt af at ligge yderligere et par år på loftet. Det er jo et
spørgsmål om at tage stilling til fordums tiders forbrug.
Af Anders Buhl