FSC – Bryder grænserne - Naturstyrelsen

FSC – BRYDER GRÆNSERNE 

FSC-certificering og harmonisering af standarder i Østersø-området

Forfattere: 

Et samarbejde mellem deltagende lande i 

Baltic Project 2005/2006 

Kontakt til projektleder: 

FSC Sweden, Dragarbrunnsgatan 71, 

75143 Uppsala, Sverige 

Kontaktpersoner i projektlandene: 

Raimonds Bermanis (Letland), Søren 

Dürr (Danmark), Mikhail Karpachevskiy 

(Rusland), Robert Knysak (Polen), Kaupo 

Kohv (Estland), Peter Roberntz (Sverige), 

Uwe Sayer (Tyskland), Anna Väänänen 

and Pasi Miettinen (Finland) 

Layout: Loa Riis Dalgaard (Danmark) 

Coverfotografier: 

Puchan (for), and Peter Robertz (bag) 

Rapport status: 

August 2006, 1. edition 

Genoptryk kun tilladt med forfatternes 

tilladelse. 

© 1996 Forest Stewardship Council A.C. 

(FSC-SECR-0024) 

INDHOLD 

INDLEDNING 

- FSC – HISTORIE OG UDVIKLING 

- FSC – TROVÆRDIGHED PÅ MARKEDET 

- FSC – STANDARDER SOM REGULERER 

- RAPPORTENS FORMÅL 

HARMONISERING AF STANDARDER 

INDEN FOR SKOVFORVALTNING 

- HVORFOR HARMONISERING AF STANDAR- 

DER INDEN FOR SKOVFORVALTNING? 

- HARMONISERINGSPROCESSEN 

- HARMONISERINGSMETODE 

BETINGELSER FOR SAMMENLIGNING 

- VEGETATIONSZONER 

- SKOVHISTORIE 

- SAMMENLIGNEDE STANDARDER 

- Nationale kontra rammestandarder 

- Status over sammenlignede standarder 

BEVARING AF NATUREN & 

MILJØMÆSSIGE FUNKTIONER 

- REFERENCE ØKOSYSTEMER & SKOVE MED 

HØJ BEVARINGSVÆRDI 

- Reference økosystemer 

- Skove med høj bevaringsværdi (SHBV) 

- SKOVDYRKNING & MILJØMÆSSIGE 

OVERVEJELSER 

- Fældningsmetoder 

- Regenereringsmetoder 

- Dødt træ 

- Bibeholdelse 

- Dræning 

- Skovbrande 

- Jagt 

SOCIALE ASPEKTER VED SKOVFORVALTNING 

- OFFENTLIG RÅDFØRELSE & 

KLAGEBESTEMMELSER 

- SKOVARBEJDERE OG ENTREPRENØRER 

- LOKALSAMFUND & ØKONOMI 

- SKOVFORVALTNING & SAMIFOLKET 

HARMONISERINGENS FREMTID 

LITTERATURLISTE 

HARMONISERINGEN AF FSC-STANDARDER 

S. 3 - 6 

S. 3 

S. 4 

S. 4 

S. 5 

S. 6 - 9 

S. 6 

S. 7 

S. 9 

S. 10 - 12 

S. 10 

S. 11 

S. 12 

S. 12 

S. 12 

S. 13 - 24 

S. 13 

S. 13 

S. 15 

S. 16 

S. 16 

S. 17 

S. 19 

S. 21 

S. 22 

S. 23 

S. 24 

S. 25 - 28 

S. 25 

S. 26 

S. 27 

S. 28 

S. 29 

S. 30 

S. 31 

Foto: Carsten Brandt

INDLEDNING 

FSC – HISTORIE OG UDVIKLING 

FSC opstod i 1990, og var allerede fra starten en sammenslutning 

af både skovbranchen, virksomheder og 

repræsentanter fra miljø- og sociale organisationer. 

Disse folk med meget forskellige interesser gik sammen, 

fordi de så et behov for et nyt gennemarbejdet og troværdigt 

system, der kunne garantere bæredygtigt træ 

og papir til forbrugere verden over. Dette førte i 1993 

til grundlæggelsen af FSC - Forest Stewardship Council 

med det formål at udvikle et verdensomspændende certificerings- 

og godkendelsessystem omfattende alle typer 

af naturskove og plantager. På baggrund af dette blev et 

markedsdrevet system iværksat, hvilket gjorde det muligt 

for kunderne at vælge FSC-certificerede produkter og 

derved støtte den miljømæssigt anerkendte, socialt velgørende 

og økonomisk levedygtige forvaltning af verdens 

skove. FSC-systemet inkluderer skovforvaltningscertificering 

(FM) og Chain-of-Custody-certificering (COC) for at 

Foto: Uwe Sayer 

sikre forbindelsen mellem skoven og de produkter, der 

når slutmarkederne (se figur 1). 

Siden grundlæggelsen har FSC-certificeringen oplevet 

en fantastisk vækst. I de første fem år af det 21. århundrede 

voksede FSC SF-certificeringen med mere end 10 

millioner hektarer pr. år og mere end 700 nye COC- 

certifikater pr. år. I juni 2006 oplyste de officielle 

FSC-statistikker mere end 76 millioner certificerede 

hektarer i 72 lande og 4929 COC-certificerede producenter, 

importører, trykkere osv. i 73 lande. 

Ligeledes var der i år 2000 kun fem godkendte nationale 

initiativer, tre nationale standarder inden for skovforvaltning 

og seks anerkendte certificeringsorganer. I foråret 

2006 var dette øget til 37 godkendte nationale initiativer, 

24 nationale standarder inden for skovforvaltning og 15 

anerkendte certificeringsorganer. 

FORBINDELSEN FRA SKOV TIL FORBRUGER 

Skovforvaltning FM /CoC 

Forbruger 

Transport CoC 

Savværk CoC 

Videreforædling CoC 

Produktion CoC 

Importør 

CoC 

FM = Skovforvaltningscertificeret CoC = Chain of Custody certificeret 

Figur 1: Forbindelsen fra FSC-certificeret skovforvaltning til 

forbrugeren 

Foto: Martin Schwenninger

INDLEDNING 

FSC – TROVÆRDIGHED PÅ MARKEDET 

For øjeblikket er FSC den eneste ikke-statsstyrede 

internationale organisation, som oprigtigt inddrager 

økonomiske, sociale og miljømæssige interessenter til at 

promovere global ansvarlig skovforvaltning. 

Organisationen FSC er baseret på konsensus mellem 

parterne (se figur 2). Arbejdet er ikke uden udfordringer, 

eftersom den kræver, at interessenterne indgår 

kompromis for at nå pragmatiske overensstemmelser 

(fx Boström, 2006). Imidlertid har FSC vist sig at være 

tilstrækkelig fleksibel og stærk til at skabe en unik platform, 

der imødekommer overensstemmelserne mellem 

interessentgrupperne. 

FSC 

- en konsensusbaseret organisation på alle niveauer 

General 

forsamling 

Miljømæssig 

Økonomisk 

Social 

Nationalt/ 

Regionalt Initiativ 

Miljømæssig 

Økonomisk 

Miljømæssig 

Social 

Økonomisk 

Social 

Figure 2: FSC – a consensus based organization 

Bestyrelse 

FSC 

International 

FSC er anerkendt som et af de fremstormende inter- 

nationale netværk inden for global standardisering 

(Wadell, 2003, Gulbrandsen, 2004). Dette giver en 

uvurderlig fordel, når man kommunikerer på mar- 

kedet, hvilket gør FSC unik i sammenligning med 

andre skovcertificeringssystemer. 

FSC – STANDARDER SOM REGULERER 

FSC-interessenter har fastlagt nogle internationale 

regler i forbindelse med udvikling af nationale og/eller 

regionale indikatorer for ansvarlig skovbrug inden 

for FSC-ordningen. Disse regler kommer til udtryk i 

internationale FSC-standarder, politikker og vej- 

ledende dokumenter. To vigtige standarder med 

hensyn til udviklingen af standarder inden for skovforvaltning 

er FSCs Principper og Kriterier for skovforvaltning 

(FSC-STD-01-001) og Struktur og indhold 

af standarder inden for skovforvaltning (FSC-STD- 

20-002). Disse standarder danner grundlag for 

HIERARKIET AF NATIONALE/REGIONALE STAN- 

DARDER INDEN FOR SKOVFORVALTNING 

FSCS PRINCIPPER & KRITERIER (P&C) 

Generelle internationale retningslinjer: FSC P&C definerer, 

hvilke emner interessenterne skal fokusere på i deres 

udvikling af indikatorer i nationale/regionale standarder 

inden for skovforvaltning. P&K skal være en integreret del 

af alle standarder inden for skovforvaltning, der skal godkendes 

af FSC. Det skal bruges uden ændringer i enhver 

national FSC-standard. 

INDIKATORER 

De primære retningslinjer udviklet af interessenterne 

på et nationalt/regionalt plan: Indikatorerne definerer, 

hvad ansvarligt skovbrug er i en given skovtype og region. 

Under certificeringen vurderes det, om skovbruget overholder 

disse indikatorer. 

VERIFIKATION 

Bevis for at skovforvaltningen lever op til en indikator i 

standarden. 

EKSEMPEL 

(Indikatorer fra den danske FSC-Standard): 

FSC PRINCIP 6: MILJØMÆSSIG INDVIRKNING 

Skovbruget skal bevare biologisk variation og dets tilknyttede 

værdier, vandressourcer, jord og unikke og svage 

økosystemer og landskaber. Ved at gøre sådan bibeholder 

man de miljømæssige funktioner og skovens hæderlighed. 

DEL AF FSC KRITERIUM 6.3 

(OBS: Der er mange flere kriterier og indikatorer under 

Princip 6) 

Kriterium 6.3. Miljømæssige funktioner og værdier skal 

bevares intakt, forstærket eller genopført, [...]. 

INDIKATOR: 

Naturlig foryngelse anvendes. Undtagelser kan gøres 

hvor arealforholdene ikke er egnet. 

VERIFIKATIONER: 

• Driftsplan/ driftsstrategi. 

• Feltinspektion

INDLEDNING 

indholdet af standarder inden for skovforvaltning, fx hvilke 

forskellige områder der skal omfattes, hvilket sprog 

der skal bruges, behovet for grænseværdier, tilpasning 

til mindre skovbrug osv. Certificeringen af skovbrug er 

styret af FSCs godkendelsesstandarder, som certificerings- 

organerne skal rette sig efter, når de udsteder certi- 

fikater. De internationale FSC-standarder er kernen i FSC- 

systemet, eftersom de udtrykker systemets funktion ud 

fra interessenternes godkendelse. 

RAPPORTENS FORMÅL 

Formålet med at lade interessenter verden over udvikle 

nationale/regionale standarder inden for skovforvaltning 

er at opnå standarder, som er anvendelige under meget 

varierede forhold, men som også er i tråd med internationale 

FSC-standarder (P&C), så de kan benyttes til certificering 

af skovbrug i hver sit land. 

Som tidligere nævnt skal disse interessenter følge visse 

internationale regler. Et vigtigt aspekt er, at al skovdrift, 

der er certificeret inden for FSCs rammer, skal 

symboliseres via det samme varemærke verden over. 

Budskabet er, at alle FSC-certificerede skove er lige velforvaltede. 

Derfor er der et behov for ensartet brug af 

FSCs Principper og Kriterier (P&Cs) verden over. Denne 

ensartede brug opnås ved konsekvent forklaring af P&C i 

nationale standardiseringsprocedurer og ved konsekvent 

implementering udført af skovejere, som er godkendte 

af certificeringsorganer. Som et resultat af forskellige 

nationale standardiseringsprocedurer under forskellige 

nationale forudsætninger, findes der nogle gange 

forskelle i nationale standarder. Som en del af systemet 

kræver FSC, at eksisterende forskelle mellem nationale 

FSC-standarder reduceres til et minimum ved hjælp af 

harmoniseringsprojekter udformet af dem, som udvikler 

nationale standarder inden for skovforvaltning. 

Denne rapport forsøger – som et resultat af et Østersø 

projekt – at tackle spørgsmålet om Harmonisering af 

Standarder 

inden for Skovforvaltning ved at: 

• tage udgangspunkt i tidligere erfaringer og udvikle yderligere 

retningslinjer omhandlende, hvordan harmoniseringen 

som en proces kan udføres. 

• sammenligne standarder inden for skovforvaltning (godkendte 

& udkast-standarder) i lande omkring Østersøen. 

• tillade interessenter fra Østersøregionen at mødes og 

diskutere standarder inden for skovforvaltning og certificering 

• kommunikere ud til interessenterne hvad harmonisering 

er, og hvordan det kan opnås samt deres rolle. 

• understrege over for interessenterne de ligheder og 

potentielle forskelle i standarder inden for skovforvaltning, 

som bruges/udvikles i Østersøregionen. 

Vi håber, at interessenterne kan bruge denne information 

til at udvikle yderligere diskussioner og samarbejde på 

tværs af grænserne. 

Følgende lande har deltaget i harmoniseringsopgaverne: 

Rusland, Polen, Estland, Letland, Tyskland, Danmark, 

Sverige og Finland.



HVORFOR HARMONISERING AF STANDARDER 

INDEN FOR SKOVFORVALTNING? 

Udviklingen af standarder inden for skovforvaltning 

under FSC er resultatet af politiske forhandlings- 

processer, der også skal imødekomme de internationale 

FSC-reglementer. Derfor er det vigtigt, at forhandlende 

interessenter kender til de regler, som de skal rette 

sig efter. Det er i sandhed en svær udfordring at opnå 

balance mellem på den ene side at overholde FSC-reglerne 

og på den anden side at opnå et politisk kompromis. 

Dog er det også en interessant læringsproces, som i sig 

selv er med til at åbne interessenternes øjne – ikke kun 

i respekt for den nationale kontekst, men ligeledes i respekt 

for internationale emner. Succesen for en sådan proces 

afhænger også meget af niveauet af åbenhed blandt 

de deltagende folk og organisationer. 

Diskussion mellem interessenter 

Foto: FSC Germany 

I udvikling af standarder skal de Nationale Initiativer 

(NI’erne) indlede/deltage i harmoniseringsprojekterne 

(FSC NI manual, 1998). Grunden til dette er, at alle 

FSC-certificerede skove forudsættes at være lige vel- 

forvaltede. Derfor bør fortolkningen af FSCs P&C i ud- 

viklingen af nationale/regionale indikatorer ikke afvige 

uden først at være blevet undersøgt nøje. Forskelle mellem 

standarder bør være forklarlige, hvad angår lovgivning, 

socio-økonomi eller miljømæssige vilkår, den fremherskende 

skovstruktur eller prioriteten af involverede interessenter. 

Processen med at identificere forskelle og 

forklare disse udføres gennem harmoniseringsprocessen 

(se figur 3). 

Det er essentielt at se harmoniseringen af standarder 

som en langsigtet proces. Faktisk bør harmoniseringen 

anses som et værktøj til at gøre interessenterne opmærksomme 

på forskelle/ligheder, så de kan bruge denne viden 

i deres standard-forhandlinger, i igangværende standardudvikling 

og/eller i fremtidige standardgennemsyn. 

HARMONISERINGSPROCESSEN 

Land 3 

Land 2 

Mindre 

forskel 

Land 1 

Land 4 

Figur 3: Harmonisering bør anses som en langsigtet 

proces, hvor alle eksisterende forskelle I FSC standarder kan 

forklares (inderste cirkel) 

Foto: Per Linder



HARMONISERINGSPROCESSEN 

Som nævnt tidligere, er der ikke defineret en løsning på 

harmoniseringsprocessen af standarder inden for skovforvaltning 

i FSC. Derved står den åben for forskellige løsningsmuligheder, 

men efterlader måske også forvirring 

hos interessenterne om måden at gå til værks på. I dette 

kapitel beskriver vi forskellige måder at gå til værks på, 

hvilke er baseret på FSCs erfaringer hidtil. 

Når man indleder en harmonisering, bør der tages højde 

for følgende: 

1. Informer interessenterne om baggrunden for harmoniseringen 

og opnå deres støtte og deltagelse. Inviter 

relevante personer fra godkendelsespanelet i FSC’s internationale 

kontor, som er ansvarlige for godkendelsen af 

FSC-standarder i din region. 

2. Undersøg FSC’s netværk for information om 

tidligere harmoniseringsprocesser. Der er dokumenter og 

personer, som kan være til hjælp! FSC-harmoniseringsprocesser 

er blevet udført i Europa (seminar i Spanien, 

2000), i Latinamerika (seminar ang. Brazil Nut-standarder, 

Brasilien/Peru/Bolivia, 2001), mellem Canada, Sverige og 

Finland (Boreale Standarder, 2003) og nu senest dette 

projekt, der involverer landene omkring Østersøen. 

3. Vurder hvilke standarder i hvilke lande/regioner, 

du bør forsøge at harmonisere med. Har du brug for 

information omkring godkendte standarder eller standarder 

under udvikling, kontakt da den internationale 

godkendelsesservice, Accreditation Service International. 

Der bør lægges vægt på lande/regioner, som har tilsvarende 

skov-økosystemer og socio-økonomiske vilkår. Dette 

er oftest ikke vanskeligt, da disse hyppigt er nabolande 

og -regioner. Det bør overvejes, at nationale ramme- 

standarder dækker over mange regioner som fx den 

russiske og canadiske Boreale Standard. Sådanne har 

ofte færre tærskler/grænseværdier, men kan referere 

til nødvendigheden af at udvikle regionale indikatorer. 

Derfor kan det være mere værdifuldt at harmonisere med 

en eksisterende regional standard. 

4. Tag kontakt til repræsentanter fra hvert land/region, 

som er blevet identificeret i vurderingen. Udvikl en projektplan 

over harmoniseringsprocessen, fx metode, møder, 

seminarer osv. 

5. Fondsmidler til processen kan blive nødvendige. Det er 

formentligt lettere at skaffe fondsmidler i forbindelse med 

harmonisering af standarder, end det er for mange andre 

projekter. Det lægger sig meget i tråd med den politiske 

retorik i dag, fx bæredygtighed, globalisering, interessentdeltagelse 

osv. 

FSC bygger broer mellem skove og produkter og mellem nationaliteter. Billedet viser skovejere og borgmestrer i Tyskland i den 

skov, der leverer træ til det papir, der bruges i Harry Potter bøger til det engelsktalende marked. 

Foto: Martin Hochstein



Når man starter på en harmoniseringsproces, er det 

vigtigt, at deltagerne forstår de sammenlignede indika- 

torer i standarder inden for Skovforvaltning samt er i stand 

til at forklare dette til andre deltagere. Selvom meningen 

og niveauet for indikatorer i en standard inden for 

skovforvaltning skal være tydelige for en læser (se 3.10, 

FSC-STD-20-002 på www.fsc.org ), kan der forekomme 

underforståede ord, som er vanskelige for en ikke-indviet 

person at forstå, især for udlændinge. Man bør også respektere, 

at ikke alle interessenter har en baggrund inden 

for fx naturvidenskab eller økonomisk bogholderi. 

Der er forskellige niveauer af forhindringer i harmoniseringsstandarder, 

som er relateret til den politiske aftale, 

der er indgået af nationale/regionale interessenter. Det 

er sandsynligvis nemmere politisk set at blive enige om 

hvor, hvilke indikatorer skal placeres i FSCs Principper & 

Kriterier-struktur, end det er at harmonisere niveauet for 

en specifik indikator, fx lande, der fastsætter en vis procentdel 

til fredning (se figur 4). Langsigtede harmoniserings- 

resultater for fastsættelse af niveauet skal ikke nødvendigvis 

afspejles i hver og en indikator, men snarere befinde 

sig på et samlet standardniveau. %-delen af fredning i 

et skovareal skal afspejle nødvendigheden for at bevare/ 

udvikle naturlig intakt skov i et specifikt land og så vidt 

muligt også afspejle typen af skovbrug, der udøves i landet. 

Dette kræver en forståelse af specifikke situationer i 

landet, og harmoniseringsprocessen er målrettet mod 

en forøgelse af denne viden. 

Skovarbejder 

Foto: Juan-Carlos Reyes 

VANSKLIGHEDER VED HARMONISERING 

Sværhedsgrad 

Struktur 

Emner 

Fremgangsmåde 

Værdier/niveauer 

Figur 4: Sværhedsgrader ved opnåelse af enighed i 

diskussionen omkring standarder inden for skovforvaltning 

og harmoniseringsopgaver. 

Skovarbejder tjekker træer 

Foto: Juan-Carlos Reyes



HARMONISERINGSMETODE 

Som beskrevet ovenfor, er der antageligvis flere løsninger 

til harmoniseringsprocessen. Dog vil harmonisering 

formentlig altid inkludere følgende punkter, ligegyldigt 

hvilken metode der gøres brug af: 

A. En struktureret måde at sammenligne og identificere 

eventuelle forskelle og ligheder. 

B. En måde at kommunikere resultaterne til involverede 

interessenter. 

C. En mere dybdegående analyse og diskussion mellem 

interessenterne omkring potentielle forskelle, som 

kan føre til enten en retfærdiggørelse eller en 

konklusion på behovet for at harmonisere specifikke 

indikatorer. 

Punkt A kan opfyldes vha. det, som nogen kalder trafiklys-metoden. 

Den er ret simpel og giver lejlighed til at 

få et godt overblik over eventuelle forskelle og ligheder 

mellem standarderne. En analyse laves for at se, hvordan 

hver af FSCs Kriterier bliver mødt med indikatorer i hver 

standard, der sammenlignes. Dette munder ud i en 

tabel ud fra FSCs P&C, hvor der ud fra hvert kriterium 

indikeres om: ingen forskelle blev fundet (grønt lys), 

potentielle forskelle blev fundet (gult lys) eller om 

betydningsfulde forskelle blev fundet i sammenligningen 

mellem standarderne (rødt lys). Betydningsfulde forskelle 

kræver yderligere procedure for enten at forklare eller 

modificere indikatorerne. 

Kommunikation til alle involverede interessenter er 

nødvendig, hvis ovenstående metode følges. Denne 

rapport er en måde at kommunikere til interessenterne 

på omkring de fundne forskelle og ligheder mellem 

standarderne inden for skovforvaltning i Østersø- 

området. 

Hvad derefter følger er anerkendelsen fra interessenternes 

side om at bruge denne information i diskussioner, 

diverse samarbejder og forhandlinger. Endelig kan dette 

føre til, at uforklarlige forskelle mellem standarder bliver 

fjernet, hvilket resulterer i en mere pålidelig og ensartet 

tolkning af FSCs P&K. Det er vigtigt at gentage, at en af 

betingelserne for at få en skovforvaltningsstandard er, at 

harmonisering har fundet sted. 

Foto: Martin Schwenninger 

Bøgetræer, der bryder igennem 

I denne rapport vil du i slutningen af hvert kapitel finde 

et lille billede af et trafiklys, som indikerer, hvilket niveau 

af forskellighed, der blev fundet mellem østersøregionens 

standarder. Dette er illustreret nedenfor. 

? 

? 

? 

Grønt lys indikerer, at ingen betydningsfulde 

forskelle blev fundet mellem de sammenlignede 

standarder 

Gult lys indikerer, at der er fundet potentielle 

forskelle, som eventuelt behøver harmonisering 

Rødt lys indikerer, at betydningsfulde forskelle 

blev fundet. Disse skal enten harmoniseres eller 

forklares 

Spørgsmålene indikerer, at det er vanskeligt at 

vurdere, om der er nogle forskelle. Yderligere 

vejledning fra internationalt niveau er nødvendigt


Skove er skabt af miljømæssige betingelser og historiske 

aktiviteter. Når regler sættes, uanset om det er love eller 

frivillige certificeringsstandarder, skal disse forhåndsbetingelser 

tages i betragtning. Vi vil beskrive forskellige 

forhåndsbetingelser i omdiskuterede skove i denne rapport, 

hvilket til en vis grad er afspejlet i reglementet for 

standarder inden for skovforvaltning. Det bør gøres klart 

for læseren, at vi ikke har intentioner om at beskrive hele 

det komplekse billede af, hvordan nutidens skove i Europa 

er blevet skabt, men blot forsøge at give et overordnet 

indtryk. 

Som resultat af harmoniseringsopgaverne i dette projekt, 

vil vi i de følgende kapitler fremhæve forskelle og ligheder 

mellem standarder inden for skovforvaltning i Østersøområdet, 

hvad angår forhåndsbetingelser af skovene. 

VEGETATIONSZONER 

Landene rundt om Østersøen dækker over en række 

vegetationszoner (se figur 5). 

Nordiske nåletræs-dominerede skove (nordlige 

skove eller Taiga) i Europa strækker sig ud over størstedelen 

af Norge, Sverige, Finland, den europæiske del af 

Rusland og fortsætter ind i den asiatiske del af Rusland. 

Temperaturerne i disse skove varierer fra -50 oC til 30 

oC gennem hele året, hvor gennemsnitstemperaturen i 

mindst otte af årets måneder ligger på under 10 oC. De 

løvtræ-dominerede skove (nemorale eller tempererede) 

strækker sig over Mellemeuropa med en let berøring 

af Norge og Sverige og er karakteriseret ved et klima 

med milde, frostfrie somre og moderat kolde vintre med 

en lang afbrydelse mellem vækstperioderne. Sommer- 

temperaturerne ligger sjældent over 30 °C og kommer 

ikke under -20 °C om vinteren. Mellem disse zoner findes 

en bred overgangszone kaldet boreo-nemoralzonen. 

Estland og Letland er de eneste lande, der udelukkende 

befinder sig i den boreo-nemorale zone. Udover temperatur 

adskiller en række andre faktorer sig også mellem 

zonerne og inden for zonerne, fx nedbør, jordfrugtbarhed, 

sammensætning af sorter, historie osv. 

Alpine 

Nemoral 

Boreal 

Boreonemoral 

Arctic 

Figur 5: Vegetationszoner i landene omkring Østersøen 



SKOVHISTORIE 

Brugen af træ fra skove i Europa går langt tilbage i tiden, 

men intensiteten og karakteren af det har varieret og 

varieres stadig i regioner og lande. Selvom skov- 

udbredelsen faktisk er tiltaget i Mellemeuropa gennem 

det 20. århundrede, er der kun bevaret ganske lidt af 

de gamle løvtræs-områder, der engang dækkede den 

nemoral zone. Store dele af de boreo-nemorale skov- 

arealer blev gennem det 18. og 19. århundrede ryddet 

til landbrugsmæssige formål, men også til andre for- 

retningsaktiviteter såsom skibskonstruktion, vodka- 

brænding, tjære- og potaskeproduktion. Som eksempel på 

et meget regionalt fænomen blev der i de sydvestlige dele 

af Sverige fældet store områder af ege- og bøgetræer fra 

det 13. årh. og op til midten af 19.årh. til brug i produktionen 

af tønder til sild og senere til eksport af træ til 

Holland. Vidt udbredte lyngplantager erstattede disse 

skove, hvilket derefter fra anden halvdel af 19.årh. 

blev beplantet med hovedsageligt gran. Ved hjælp af 

menneskets indflydelse er gran i dag den dominerende 

træsort i regionen. 

I den europæiske del af Rusland begyndte industrielt 

skovarbejde så tidligt som i det 18.årh., men intensiteten 

fik pludselig fart på gennem det 20.årh. og er stadig 

Foto: Benzo 

stigende. I dag kan omkring 1/10 af den boreale skov 

i den europæiske del af Rusland anses for intakte (oldgrowth) 

skove, mens procentdelen i lande som Finland og 

Sverige er lavere. I hele Rusland er stadig omkring 1/4 

af alle boreale og boreo-nemorale skove intakte (Aksenov 

et al., 2002). Desuden vokser nogle af de skove, som fældes 

i dag, under forhold, hvor arbejde med skovbrug kan 

være skadeligt for hele skovens økosystem, fx taiga-skove 

på permanent frossen jord (Pozdnyakov, 1986). Faktisk 

er meget skovbrug i dele af Rusland i dag ulovligt. Træprodukter, 

der er eksporteret fra Rusland med ulovlig 

oprindelse, vurderes til at udgøre mellem 20 % og 30 % 

(Morozov A., 200; WWF, 2005). 

Overalt har brugen af skove som træressource 

resulteret i en historisk nedbrydning af biodiversitet i 

Europas skove (fx D. Aksenov et al., 1999; Hallanaro & 

Pylvanainen, 2002), og det har medført stridigheder mht. 

sociale værdier, fx med de indfødte Sami-folk eller lokal- 

samfundene. Moderne industrialiseret skovbrug har i 

mange situationer ikke været i stand til at klare disse udfordringer, 

og problemer skabes stadig i forbindelse med 

tabet af biodiversitet, kulturarv og samfundsintegritet. 

Foto: Reinier Bergevoet


SAMMENLIGNEDE STANDARDER 

Nationale kontra rammestandarder 

Som beskrevet ovenfor dækker flere lande over mange 

vegetationszoner spredt over et stort geografisk 

område, hvilket resulterer i en række forhåndsbetingelser 

for skovbruget. Inden for FSC har dette medført, at nogle 

lande udvikler nationale rammestandarder, der derpå 

behøver yderligere udvikling af regionale standarder og 

indikatorer. 

Rammestandarder har ofte færre definerede niveau, 

men fokuserer mange gange mere på behovet for 

tilstedeværelsen af systemer, procedurer osv. til regional 

vurdering og udvikling af regionale tærskler. Nationale 

standarder, dvs. dem der ikke er rammestandarder, har 

ofte mere definerede niveua/tærskler og inkluderer om 

nødvendigt nationale og regionale hensyn. 

Således er det vanskeligt at sammenligne nationale 

ram-mestandarder med nationale standarder pga. 

forskellen på detaljeniveau. Derfor bør nationale standarder 

sammenlignes med anvendelige regionalt udviklede 

indikatorer, som er udviklet ifølge rammestandarderne. 

Ud af de deltagende lande i dette projekt er Rusland det 

eneste land, der har en national rammestandard, som 

følgelig behøver yderligere udvikling af regionale 

indikatorer. Resten af de deltagende lande har nationale 

standarder, som ikke har brug for yderligere regional 

udvikling. 

Emner for fremtidigt samarbejde og diskussion i forbindelse 

med udvikling af standarder; 

• I udviklingen af russiske regionale indikatorer 

bør harmoniseringsprojekter og –resultater 

inkluderes, og fremtidige revisioner af andre 

nationale standarder, fx finske eller svenske, bør 

overveje de russiske regionale indikatorer. 

Svampe på dødt træ 

Status over sammenlignede standarder 

De sammenlignede standarder i denne rapport har 

forskellig status. Der var syv nationale standarder og 

certificeringsorganet Smartwood havde udviklet en 

generic standard. Der udover var der fire udkast til 

standarder, hvoraf den ene var revideret. Mht. harmonise-ring 

er dette et positivt aspekt, eftersom det bør være 

lettere at tilpasse uforklarlige forskelle i standard- 

udkastene. Dog gør det også sammenligningerne noget 

vanskeligere, da andre ændringer kan laves til standardudkast, 

hvilket nok ikke er blevet overvejet i dette projekt. 

I alle henseender bør harmonisering ikke være et engangsprojekt, 

men bør snarere være en vedvarende dialog på 

tværs af grænserne. I slutningen af denne rapport giver vi 

et overblik over anslåede tidspunkter, hvor standarderne 

vil blive udviklet eller revideret i de deltagende lande (se 

tidstabel). Nationale standardiseringsorganer bør overveje 

hvordan og hvornår, information bedst kan udveksles 

mellem landene under udviklingen af standarder inden for 

skovforvaltning. 

SAMMENLIGNEDE SKOVSTANDARDER: 

1. Sverige – Udkast af revideret standard (indsendt 

til godkendelse, 1. standard godkendt i 1998) 

2. Finland – 1. godkendte standard (godkendt under 

dette projekt) 

3. Tyskland – 1.godkendte standard (2001) 

4. Danmark – 1.godkendte standard (2004) 

5. Polen – Udkast til 1.standard indsendt til godkendelse 

6. Rusland – Udkast til standard indsendt t. godkendelse 

7. Letland – Udkast til 1.standard 

8. Estland – Smartwood generic standard 

(SW-STD-EST-2005-06) 


BEVARING AF NATUREN 

& MILJØMÆSSIGE FUNKTIONER 

REFERENCE ØKOSYSTEMER & 

SKOVE MED HØJ BEVARINGSVÆRDI 

Reference økosystemer 

Kriterium 6.4 

FSCs kriterium 6.4 erklærer, at “ Repræsentative stikprøver 

af eksisterende økosystemer i landskabet skal 

beskyttes i deres naturlige tilstand og registreres på kort, 

passende til omfanget og intensiteten af operationer og 

særlighed af de påvirkede ressourcer.”. Denne tanke har 

været kendt i mange år. Allerede i 1930’erne postulerede 

førende polske skovbrugere (Jedlinski, Paczowski) 

behovet for at etablere fredede områder som ”reference 

økosystemer” i administrerede skove. I Tjekkoslovakiet 

blev den første nøje beskyttede skov etableret i 1830 

(Peterken, 1996). 

I dag bekræfter det øgede pres på skovene behovet for 

Dødt træ i nåleskov 

sådanne fredede områder i skovlandskabet. Udover at 

bidrage til biodiversiteten er fredede referenceområder 

også værdifulde for forskning af skovenes naturlige 

dynamik og kan vise sig at blive en uvurderlig arv for frem- 

tidige generationer. Fredet skov skal ses som en miljømæssig 

gæld eller interesse, som nødvendigvis må 

betales for at forebygge negative miljømæssige indvirkninger 

forårsaget af enhver slags skovbrug. 

Standarderne inden for skovforvaltning rundt om 

Østersøen har lignende indikatorer under kriterium 6.4, 

men med små ændringer. Ifølge de svenske og finske 

standarder skal hver skovejer fritage min. 5 % af skovarealet 

fra erhvervsskovbruget. Dette har medført, at 

der i Sverige i dag frivilligt er fredet mere end 500.000 

hektarer til biodiversitet i et landskab, der har mistet 

meget biodiversitet gennem århundreder. I Sverige og 

Finland findes også såkaldte ufrugtbare skovarealer, 


Foto: Andreas Vitting



som ikke er erhvervsdrevet af grundejeren og derfor 

ikke kan inkluderes i procentsatsen af fredede områder. 

Den polske standard har også et mål på 5 % fredning 

af skovarealet, men det er uklart, om hele ejendommen 

kan inkluderes, fx ufrugtbare sumpskove. I Estland kræves 

5 % fredede områder fra store skovbrugsprojekter. De 

danske og lettiske standarder har noget højere grader 

af ikke-erhvervsfredninger, henholdsvis 10 % og 7 %. 

I Danmark skal mindst halvdelen af de 10 %, fx 5 %, 

være uberørte områder, mens de resterende 5 % kan 

bestå af områder, der drives med fokus på beskyttelse af 

biodiversiteten. Procentsatsen af fredning i de 

svenske standarder kan også inkludere skovarealer, 

der kræver særlig behandling for at kunne bevare eller 

styrke den naturlige biologiske variation i omgivelserne. 

Ligeledes er hensigten med administreringen af fredning 

i Estland også bevaring (mowing, plughugst) . Den tyske 

standard er noget anderledes end de andre. Den inde- 

holder også en tærskel på 5 % fredning af certificerede 

skovarealer, men dette gælder kun for offentlige skove større 

end 1.000 ha. Desuden kan der henvises til fredninger i 

regioner, som allerede er lovligt beskyttede områder 

(også muligt i Estland og Letland). Privatejede skove er fritaget 

fra denne indikator. Da den russiske standard er en 

rammestandard, foreskriver den ikke et mål for fredning. 

Nåleskov i Finland 



• Der er mulighed for forskellig tolkning i opfattelsen 

af kriterium 6.4. I nogle standarder støttes 

idéen med nøje uforstyrrede fredninger, mens 

andre standarders mål med fredning kan 

inkludere områder, der behøver særlig 

administration for at kunne bevare en angivet 

biodiversitet. 

• Procentsatsen afviger i de sammenlignede 

standarder, men disse vil blive undersøgt yderligere 

i lyset af forskellige aspekter, fx frugtbar 

skovgrund, lovligt beskyttede områder, den 

samlede skovbrug osv. 

• Nogle standarder, fx de polske, har tilpasset 

indikatorer til størrelsen og målestoksforholdet 

af landejendommen (Small and Low Intensity 

Managed Forests = SLIMF, se www.fsc.org/ 

SLIMF ), og nogle har ikke, fx de svenske. Behovet 

for at udvikle SLIMF-indikatorer i forbindelse med 

kriterium 6.4 bør undersøges. 

Foto: Simon Staunc+



Skove Med Høj Bevaringsværdi (SHBV) 

Princip 9 

SHBV-konceptet blev udviklet og introduceret i FSC i 

1999. Selvom idéen om at bevare værdier i mere naturligt 

intakte skov-økosystemer havde været ved hånden tidligere 

end 1999, introducerede SHBV en ny tankegang 

for mange interessenter. Under Princip 9 findes kriterier, 

som foreskriver behovet for udvikling af indikatorer og 

verifikationer i forbindelse med identifikationen, ledelsen 

og kontrollen af SHBV. 

FSCs mål er ikke at forbyde skovbrug i disse skove, men 

at tillade skovene at blive drevet på en ansvarlig måde, 

så de identificerede værdier kan bevares eller forstærkes. 

Således kan SHBV’er under FSC-certificering drives eller 

behandles som fredninger afhængig af driftsmålene, 

som skal bevare de fastsatte værdier. I de Østersø- 

landende lande er identifikationen af ovennævnte kategorier 

stadig i begyndelsesfasen, men det er tydeligt, at landene 

i den boreale/boreo-nemorale zone (Sverige, Finland, 

Estland, Letland, Rusland) griber problemet an på en anden 

måde end landene i den nemorale zone (Tyskland, Polen, 

Danmark). 

Den største udfordring er, at SHBV-konceptet synes at 

blive forstået forskelligt. I de fleste standarder er FSC- 

klassificeringen af SHBV slet ikke brugt. Forskellene 

henviser, måske, til hvilke historiske problemer, der har 

været, hvordan de er blevet løst eller uløst, og hvilke data 

der er tilgængelige. Detaljerede beskrivelser eksisterer 

kun i særlige tilfælde: intakte skovlandskaber eller WWF 

Global’s 200 øko-regioner (Rusland), nåleskov i bjergområder 

og uberørte skove (Sverige), SHBV defineret 

efter Skov- og Naturbevarelsesloven (Finland), kulturelle 

eller historiske områder (Danmark), udsatte arter og 

bevarelseszoner eller sjældne, truede eller udsatte øko- 

systemer (Tyskland, Estland), Natura 2000 grunde 

(Tyskland, Estland), relativt store koncentrationer af nøgleskovarealer, 

særligt beskyttede skovmiljøer eller storslået 

løvskov (Letland). Men det er ikke tilfældet for alle SHBVkategorierne. 

Det kan forekomme, at følsomme emner 

undgås i standarderne, måske pga. manglende forståelse 

og vejledning. 

SHBV - skove i gletsherlandskab i Sverige 

Foto: Per Linder 



? 

? 

? 

• Behov for yderligere arbejde med SHBV & 

Princip 9 på alle FSC-niveauer (FSC IC, nationale 

initiativer, certificeringskyndige, medlemmer/ 

partnere). Dette bør være et prioriteret emne i 

harmoniseringsdiskussionerne for at øge 

forståelsen af, hvordan dette behandles i de 

forskellige lande/regioner. Det er et vigtigt 

emne også i forhold til kontrolleret træ – 

CoC-standarden. 

• Bør Natura 200-områder være under 

Princip 9? Der er ingen fælles forståelse af dette 

problem. 

• Måske bør kulturelle og historiske områder have 

separate indikatorer under Princip 9. 

• Iværksættelse af globale metoder udviklet af 

Proforest (Oxford, se www.proforest.com & www. 

hcvf.org) til identifikation af SHBV’er. 

FRA FSCS PRINCIPPER & KRITERIER 

(FSC-STD-01-001) 

Skov med høj bevaringsværdi (SHBV): Skov med høj 

bevaringsværdi er det skov som besidder en eller flere 

af følgende kendetegn: 

A) skovområder som indeholder globale, regionale eller 

nationale betydelige: koncentrationer af biodiversitetsværdier 

(f.eks. endemisk truede arter, refugier), og/eller 

store landskabelige skove, indeholdende i skoven, eller 

indeholdende forvaltningsenheden, hvor sunde bestande 

af de fleste, hvis ikke alle naturlig forekommende arter 

findes i naturlig mønster, fordeling og forekomst. 

B) skovområder som ligger i eller indeholder truede eller 

sjældne økosystemer 

C) skovområder som i kritiske situationer yder 

basale naturlige ydelser (f.eks. beskyttelse af drikkevand, 

erosionskontrol etc.) 

D) skovområder som er fundamentale for at imødegå 

basale behov fra lokale samfund (f.eks. levegrundlag, sundhed 

etc.) og/eller kritisk for lokale samfunds traditionelle 

kulturelle identitet (områder af kulturel, økologisk, øko- 

nomisk eller religiøs betydning påvist i samarbejde med 

sådanne lokale samfund).


& INDLEDNING MILJØMÆSSIGE FUNKTIONER 

SKOVDYRKNING 

& MILJØMÆSSIGE OVERVEJELSER 

Fældningsmetoder 

Kriterium 6.3 

Som tidligere beskrevet er det vigtigt at overveje de 

forskellige landes forhåndsbetingelser, når man udvikler 

indikatorer ud fra FSCs P&C. Dette vil afspejles i den 

fremlagte standarder inden for skovforvaltning. Det overordnede 

tema er, hvordan skovbruget forvaltes i forhold 

til forhåndsbetingelserne. De største menneskelige 

påvirkninger på skove udgøres generelt af fældningsmetoderne 

og overvejelserne som følge deraf. 

Ved at sammenligne standarderne inden for skov- 

forvaltning rundt om Østersøen fremgår der tydeligt 

en skelnen mellem to overordnede metoder for træ- 

udnyttelse. I standarderne fra Sverige, Finland, Rusland, 

Estland og Letland er renafdrift som afgørende metode 

tilladt med restriktioner (udtrykket er noget vildledende, 

eftersom restriktionerne skulle forebygge området at blive 

fuldstændig ryddet). Alle disse lande ligger inden for den 

boreale eller boreo-nemorale vegetationszone (se figur 

5), som er mere tilbøjelig til at have naturlige skovbrande 

og naturlig skov med en høj andel pionerarter, fx asp, birk 

og fyr. Et hovedargument for denne fældningsmetode, 

udover økonomi, er, at den i visse aspekter efterligner den 

naturlige dynamik i disse skove, letter regenerationen og 

forsørgelsen af mikromiljøerne for forstyrrelse afhængig 

af flora og fauna. 

10 

9 

8 

7 

6 

5 

4 

3 

2 

1 

0 

Gennemsnitlig størrelse på 

4,4 hektar for hele Sverige 

Norrbottens 

Västerbottens 

Jämtlands 

Västernorrlands 

Gävleborgs 

Dalamas 

Värmslands 

Örebro 

Västermanlands 

Uppsala 

Stockholm 

Södermanlands 

ôstergötlands 

Västre Götalands 

Jönsköpings 

Kronobergs 

Kalmar 

Hallands 

Blekinge 

Skåne 

Nordsverige Sydsverige 

Figur 6. Geografisk fordeling af gennemsnitsareal pr. 

fældningsenhed fra nordlige til sydlige amter i Sverige. 

Data er baseret på anmeldte fældninger over 0,5 ha til 

Skogsstyrelsen i 2004. 


Natural regeneration of beech 

Danmark, Tyskland og Polen befinder sig i den 

nemorale vegetationszone, hvor den naturlige forstyrrelse 

er sjældnere. De naturlige skove består mere af 

skygge-tolerant arter uden store succession-arealer med 

pioner-træarter. Disse skove regenererer sig naturligt 

ved dannelse af lysninger (i naturligt tempererede skove 

0,5-2 % af området pr. år). Derfor tillader standarderne 

i Danmark og Tyskland kun undtagelsesvis renafdrift. I 

stedet foreskriver disse standarder høst gennem 

fældning af enkelte træer eller udvalgte grupper (tysk 

standard) eller ligeledes gennem anvendelse af selektivt 

skovarbejde, gruppevis foryngelse og beplantning 

under skærm (dansk standard). Den polske lovgivning og 

standard tillader kun renafdrift af arealer op til 3 hektarer 

af dårligt og udgået stående fyr. I løvtræ-blandede skove 

er renafdrift forbudt ved lov. Den lettiske standard inkluderer 

ikke ekstra restriktioner vedrørende renafdrifternes 

størrelse, så skovforvalteren bør følge lovgivningen, der 

sædvanligvis foreskriver en renafdrift størrelse på max 5 

ha. 

Forskellen mellem strategierne vedr. udnyttelse af træ fra 

skoven vil også blive afspejlet i de indikatorer, der henviser 

til regeneration, bibeholdelse af træer, forberedelse af 

grundene osv. 



• Der er behov for at undersøge valget af fældningsmetoder 

i standarderne ud fra forskningsdata. 

I hvilket omfang efterligner metoderne den 

naturlige dynamik, og i hvilket omfang er de kun 

resultatet af politiske kompromisser? Hvilke 

fordele og ulemper er der?



Regenereringsmetoder 

Kriterium 6.3 

Valg af regenereringsmetodeer afhængig af fældningsmetode. 

Ved at øge arealet af fældet skov og ved kun 

at efterlade få eller ingen træer gøres den naturlige 

regenerations chance for forøgelse besværlig, og 

behovet for at plante frø tiltager. Fra et økonomisk 

synspunkt er en hurtig etablering af ny skov lige efter fældning 

essentiel. År med væksttab kan anses som et økonomisk 

tab i fremtiden. 

Fyr er sædvanligvis den dominerende træsort på ringe 

og udgået jord i den boreale skov. Her er det almindeligt 

at efterlade såkaldte frøtræer, når man fælder sådanne 

bevoksninger. Så selvom store områder fældes, er 

naturlig regeneration ofte brugt. Dog etableres mere 

blandede skove på mere frugtbar jord, fx med gran, fyr og 

birk. Ved at bruge renafdrift i disse skove er tilbageblevne 

træer mere tilbøjelige til at vælte i storm; især efterladte 

gamle grantræer. Grantræer anses ofte for at være 

den forretningsmæssigt mest vigtige træsort i sådanne 

bevoksninger. Det tager også en vis tid at etablere en 

bevoksning med naturlig regeneration, og på mere frugtbar 

jord øges risikoen for konkurrerende græsarter. Derfor 

er beplantning benyttet til hurtigt at etablere gran. 

Plantning af frø har visse fordele, men også visse ulemper, 

fx behov for metoder til at beskytte mod planteædende insekter. 

Slutresultatet ved en plantet skov er oftest en skov 

domineret af de plantede sorter. Det er vigtigt at prøve at 

udvikle forvaltningsmetoder til at opnå en vis blanding af 

træer og træarter, som naturligt ville forekomme i skoven. 

Blandingsgraden i sådanne skove kan i et vist omfang målrettes 

gennem skovdyrkningsmetoder, fx fortynding. 

Foto: Juan-Carlos Reyes 

I den nemorale zone, hvor løvtræ-blandede skove er mere 

tilbøjelige til naturlig gap dynamik og indeholder en højere 

grad af variation og kompleksitet, foretrækkes brugen af 

selektive skovarbejdssystemer, gruppe- eller træsystemer 

samt beskyttelses træfældning i kombination med naturlig 

regenerationsmetoder mere, fx i Tyskland og Danmark. 

I Letland er vejledninger for vådt skovbrug inkluderet – 

gennem hvilken bevoksningsforvaltning naturlig regeneration 

burde foretrækkes. 

Selektiv fældning af egetræsskov i Tyskland. Træerne er 

individuelt markerede Denne selektive fældningsmetode 

bevarer en stor del af den naturlige regenering, der ligger til 

grund for nye egetræsskove. 




FSC-standarderne i Østersø-regionen arbejder generelt 

for brugen af selektive skovarbejdsmetoder efterfulgt af 

naturlig regeneration og sigter mod at øge løvtræer afhængig 

af grundvilkårene. Dette er også gældende for 

de anvendelige standarder for boreale skove. Dog er 

standarderne ofte meget vage i deres beskrivelser, 

hvilket gør det svært at vurdere tydelige grænseværdier. 

Beplantning bliver sandsynligvis den mest dominerende 

regenereringsmetode i FSC-certificeret boreal og boreonemoral 

skovbrug. 

Hyppig jordbearbejdning bruges til at arbejde for etableringen 

og forøgelsen af naturlig regenereret og/eller 

plantede frøplanter. De svenske og finske standarder 

har indikatorer angående jordbearbejdningsteknikker 

tilpasset områderne samt begrænsninger mht. 

brugen. De danske og tyske standarder foreskriver mere 

begrænset brug af jordbearbejdning i kombination med 

naturlig regeneration. De russiske, lettiske, polske og estiske 

standarder tager ikke fat på jordbearbejdning. 



• Som allerede nævnt i kapitlet om fældningsmetoder, 

er der et overordnet behov for yderligere 

undersøgelse og forklaring af de økonomiske, 

sociale og miljømæssige grunde til at vælge 

fældnings- og regenereringsmetoder. Der er 

klare bestemmelser for brug af renafdrifts- 

metoder i kombination med plantning. Dog viser 

indikatorerne ikke tydeligt nok, hvornår dette kan 

tillades. 

• Jordbearbejdning, som middel til at øge 

over-levelsen af plantede og/eller naturligt 

regenererede frøplanter, tages ikke op i alle 

standarder. Dette skal forklares. 

Fældningsområde i svensk nåleskov med frøplanter. Ovenpå jorden etableres den naturlige regenerering af nåletræer hurtigt og 

vil snart resultere i starten til den fremtidige skov. 

Foto: Peter Robertz


& INDLEDNING MILJØMÆSSIGE FUNKTIONER 

Dødt træ 

Kriterium 6.3 

Dødt træ, både stående og væltet, er nøgle-substrate for 

mange skovlevende arter. I uforvaltede skove i Central- 

europa udgør dødt træ ofte op til 25 % af hele træ- 

mængden i skoven (Bobiec et al., 2005). Mere end 25 

% af skovlevnede arter er afhængige af tilgængeligt dødt 

træ. Mængden af dødt træ varierer i henhold til faktorer 

som frugtbarhed, hyppighed for naturlig forstyrrelse og 

nedbrydningsrate. En intakt boreal-skov kan indeholde 

mellem 19 m3 op til 145 m3 dødt træ (se referencer i 

Naturvårdsverket, rapport 5413). I 1995 var mængden 

af hårdt dødt træ i de svenske skove i gennemsnit omkring 

1,9 m3 pr. ha, men i 2001 øgedes det og udgjorde 

omkring 3 m3 pr. ha. (Riksskogsstaxeringen). Inkluderes 

nedbrudt dødt træ, øges mængden i gennemsnit til ca. 6,5 

m3 pr. ha. i de svenske skove. Vurderinger indike-rer, at 

skal mange af arterne, der er knyttet til dødt træ i Sverige, 

beskyttes, bør 10-30 % af skovlandskabet have ≥20 m3 

dødt træ pr. ha., mens resten af skovlandskabet bør have 

et gennemsnit på 10 m3 pr. ha. (Naturvårds-verket, 

rapport 5413). Dødt træ er endog blevet klassificeret 

som nøgleled i beskyttelsen af truede sorter i den boreale 

skov (Ranius et al., 2003 og ref. deri). 

Omstændighederne i Sverige og Finland afviger imidlertid 

fra Rusland. I Rusland er mængden af dødt træ, selv i 

forvaltede skove, bemærkelsesværdigt større end i 

Stort dødt nåletræ 


Sverige eller Finland, skønt præcise tal mangler. Dette står 

selvfølgelig også i forbindelse med den større mængde 

af naturligt intakte skove i Rusland med høje niveauer af 

dødt træ. 

Mængden af dødt træ i forvaltede skove, dvs. 

eksklusiv beskyttede områder, afhænger af skov- 

arbejdernes forståelse af dødt træs betydning for 

økosystemernes naturlige cyklus i skoven. Vejledninger 

bør udvikles og implementeres for at sikre en vis mængde 

dødt træ i forvaltede skove. Derfor er indikatorer mht. 

promovering af dødt træ blevet udviklet i standarder 

inden for skovforvaltning. I det hele taget fremhæver disse 

indikatorer ikke kun behovet for at efterlade dødt træ i 

skovene, men også behovet for at skabe nyt dødt træ, 

fx. skabe høje træstubbe (stød), samt bibeholdelsen af 

levende træ i fældninger, som på lang sigt vil bidrage til 

mængden af dødt træ. 

Både de svenske og finske standarder foreskriver, at 

allerede eksisterende dødt træ skal efterlades i skoven, 

og at frisk dødt træ, fx høje træstubbe, skal skabes 

under fældningen. Dette er i tråd med underskuddet af 

dødt træ i de boreale skove i Skandinavien og er understøttet 

i forskningen som bevaringsmetode. Computersimulationer 

indikerer, at mængden af groft, dødt træ i 

Sverige på lang sigt vil tredobles pga. certificeret drift og 

derved nå et gennemsnit på ca. 10 m3 pr. ha. i forvaltede 

skove (Ranius et al, 2003). Nylige studier bekræfter også, 

at kunstigt skabt dødt træ, fx. høje træstubbe, bidrager til 

biodiversiteten (fx Lindhe, 2004). 

Foto: Svair



I den russiske FSC-standard er dødt træ ikke fremhævet 

pga. dets relative rigdom i skovene. Dog fremhæver den 

russiske standard behovet for at bibeholde mere dødt 

træ som grenstumper og fremtidigt dødt træ fx gamle, 

løvfældende træer og beskadigede nåletræer i forvaltede 

skove. Som allerede nævnt er den russiske FSC-standard 

en rammestandard. Pga. de store regionale forskelle i 

Rusland i forbindelse med tilstedeværelsen af dødt træ 

i skovene, er det ikke fundet rimeligt at sætte nationale 

mål. Et højt regionalt niveau af dødt træ vil gøre det mere 

vigtigt at bevare den naturlige dynamik, som skabte det, fx 

ved beskyttelse eller tilpasset forvaltning i skove med høj 

bevaringsværdi, mens behovet for at skabe nyt dødt træ 

vil være vigtigere i regioner, hvor den naturlige dynamik 

er mindre intakt. Derfor forventes det, at indikatorer 

angående dødt træ vil blive udviklet ud fra de vurderede 

behov i Ruslands forskellige regioner. 

De estiske, lettiske, danske og tyske standarder foreskriver 

alle, at dødt træ skal bevares i forvaltede skove, 

medmindre de påvirker skovens sundhedstilstand på en 

skadelig måde eller strider imod sikkerhedsreglerne. I den 

tyske standard skal beskadigede træer, fx med spættehuller, 

også bibeholdes. Dog indeholder disse standarder 

ikke klare forskrivelser af aktiv skabelse af dødt træ. 

Regeneration af grantræ på dødt nåletræ. 

Den polske standard har nok den højest definerede tærskel 

for dødt træ, idet den foreskriver, at dødt træ skal 

overstige 5 % af områdets stående mængde. 

Emner for fremtidigt samarbejde og diskussion i 

forbindelse med udvikling af standarder; 

• Selvom standarder er meget ens, er der mindre 

forskelle. Det kunne være interessant at vurdere 

standard-indikatorerne i forhold til nationale forskelle 

mht. tilstedeværelsen af dødt træ i skovene 

samt det videnskabelige kendskab til et minimum 

af dødt træ over for bevaring af biodiversitet. 

• Det fastlagte niveau for dødt træ i den polske 

standard bør undersøges yderligere i forhold til 

tærsklen i de andre standarder. 

Foto: Uwe Sayer



Bibeholdelse 

Kriterium 6.3 

Vi har nu været omkring behandlingen af dødt træ, men 

det er også meget vigtigt at udvælge træer og frede træer, 

mens de stadig er i live. Disse træer vil med tiden dø og 

langsomt nedbrydes og dermed indgå i den naturlige 

cyklus. Det er vigtigt, at udvælge træer disse træer, og 

lade dem stå uden indgriben i deres vækst, da der på 

hvert stadie af deres livscyklus vil være vækstarter som 

svampe og insekter, der kan leve i træet på netop det 

stadie. Dette vil desuden skabe en vækst og en skov, der 

visuelt er mere spændende og varieret. 

Bibeholdte træer 

Når der udøves plukhugst eller gruppehugst, bliver 

behovet for at efterlade træer en naturlig del af fæld- 

ningen; i hvert fald i en begrænset periode. Sådanne 

systemer kræver sædvanligvis oftere fældninger i løbet 

af omdriftsperioden for et træ. Dette kan endog føre til 

udnyttelse af alle træer over tid uden at efterlade et enkelt 

træ til at dø og nedbrydes. I driftssystemerne for total- 

rydning bliver det selvfølgelig indlysende, at der ikke vil 

være nogen gamle træer i den yngre bevoksning, hvis 

ingen levende træer efterlades. 

Foto: Carsten Brandt 

Alle sammenlignede standarder foreskriver en vis grad 

af bibeholdelse under fældningsprocesserne, men der 

er forskelle. De svenske, estiske og lettiske standarder 

har alle meget ens tærskler, hvor min. 10 træer pr. 

ha. skal efterlades og eventuelt flere, hvis der er træer 

af speciel biodiversitetsværdi. De tyske og danske 

standarder afviger, hvilket kan forklares ud fra 

deres vægt på selektiv- og gruppefældning. Den tyske 

standard foreskriver bibeholdelsen af beskadiget træ uden 

enestående værdi pga. en generel begrænsning af totalrydning, 

mens den danske standard foreskriver, at 3-5 

træer pr. ha bør efterlades til at dø og nedbrydes. Den 

finske standard opgiver kun, at 10 % af skovområdet 

permanent bør udelukkes endelige fældningsopgaver. 

Denne tærskel kan inkludere fredede områder. I Finland 

skal mindst 10 store, levende træer bevares pr. ha. 

under hver hugstopgave. Disse træer skal ikke fjernes i 

fremtidige hugstoperationer. 

Den russiske standard oplyste behovet for at efterlade 

biodiversitets-træer, som ikke er økonomisk værdifulde, 

hvis de ikke udgør en risiko fx for et udbrud af skadedyr/ 

pest under fældningen (enkelte ædle løvtræer, grenstumper, 

gamle løvfældende og beskadigede nåletræer). 

Men da standarden er en rammestandard, undlader den 

ikke overraskende at definere et niveau. 

Alle standarderne foreskriver også behovet for at have 

bufferzoner langs vandet. 



• Standarderne ser ud til at være meget 

ens, men de afviger i forhold til de foretrukne 

fældningsregimer i hvert land. Dog er det 

noget vanskeligt at trænge ind og sammenligne 

det faktiske indhold af bibeholdelse i hver 

standard, eksklusiv fredede områder. Det er fordi, 

at de forskellige indikatorer er relaterede til hin- 

anden, fx bibeholdte træer, biodiversitets-træer, 

betydningsfulde områder, bufferzoner osv. Det ville 

være værdifuldt at vurdere den totale indvirkning 

af bibeholdelsesindikatorer i hver standard. 

• Bibeholdelse af træer med biodiversitet og/ 

eller kulturel værdi er nævnt i nogle standarder. 

Dette kunne være objekt for fremtidig dis- 

kussion og samarbejde for at øge forståelsen af de 

regionale forskelle.



Dræning 

Kriterium 6.3 

Det generelle koncept i alle standarder inden for skovforvaltning 

er at drive skovene på en stedstilpasset måde, 

der efterligner den naturlige dynamik i skoven. Dette 

inkluderer også brugen af driftssystemer, som minimerer 

den negative indvirkning på jord og vandbetingelserne. 

Skovbruget har ligesom landbruget skabt dræningssystemer 

gennem flere årtier og endda århundreder for at 

ændre de naturlige betingelser for skovproduktion. Ved 

at dræne våde eller fugtige skove øges tilgangen af ilt i 

jorden, hvilket øger den mikrobiologiske aktivitet. Dette 

medfører frigørelse af organisk lagrede næringsstoffer, 

som gavner skovens vækst. Derfor anses almindeligt 

grøftholdige skove på mere frugtbar jord for netto at 

være en kilde til drivhusgasser (frigørelse af CO2 og NOx) 

– på trods af den øgede tilvækst i skoven (optag af CO2), 

og at dræning kan nedsætte frigørelsen af metan. Desuden 

ændrer grøfterne vandlagringen i jorden og den kemiske 

sammensætning af overfladevand. Dette kan have 

en skadelig effekt på vandkvaliteten i bække, floder, søer 

og eventuelt Østersøen. Det er klart, at kunstig dræning 

ikke efterligner den naturlige dynamik i skoven. Dette bør 

betænkes i standarderne inden for skovforvaltning. 

I forhold til dræning arbejder de fleste Østersø standarder 

mod en langsigtet forandring i skovdriften. Imidlertid 

fremgår det på mange afvigende måder i de forskellige 

FSC-standarder pga. lange traditioner og den eventuelle 

økonomiske indvirkning på skovbruget. I de tyske 

og polske standarder kan ingen nye eller eksisterende 

dræningssystemer konstrueres eller bevares (midlertidig 

dræning af katastrofeområder kan muligvis aktivere regeneration 

af skovene i Polen). I Sverige, Danmark og Estland 

er etablering af nye dræningssystemer almindeligvis 

ikke tilladt, og vedligeholdelsen af grøfter er begrænset på 

forskellige måder. Den finske standard forbyder dræning 

i grundvandsbeskyttende zoner, og ethvert nyt dræningssystem 

skal tage hensyn til vurderingen af miljømæssig 

indvirkning. I Rusland har dræning af skovene af økonomiske 

grunde ikke været udøvet i de sidste 30 år. Dog 

foreskriver standarden, at sådanne metoder er uønsket i 

forvaltede skove. Dræning fremgår ikke i de lettiske standarder. 



• Det bør overvejes at tage fat på dræning i den 

letiske standard. 

• I de standarder, hvor dræning indgår, varierer 

udførelsesniveauet. Fremtidig udviklings- og harmoniseringsprocesser 

bør overveje dræning i 

forbindelse med det overordnede mål for FSC 

samt i Østersøregionens kontekst. 

Gammelt dræningssystem og oversvømmelse skabt af bæverdæmninger. Plantet granskov på den ene side og naturlig 

blandingskov på den anden side. 

Foto:



Skovbrande 

Kriterium 6.3 

Boreale skove har tilbøjelighed til skovbrande som del 

af deres naturlige dynamik. I Sverige og Finland har den 

lange historie inden for skovdrift resulteret i en dramatisk 

formindskelse af denne naturlige forstyrrelse med 

den konsekvens, at arter, der er afhængige af brande, 

formindskes eller endda uddør på det nationale niveau. 

I modsætning til Skandinavien er skovbrande stadig 

almindelige i Rusland, til dels pga. det store antal naturlige 

skove, der indeholder betydelige mængder brændbart 

materiale (nedfaldne nåle, dødt træ osv.), men også pga. 

en forøgelse af menneskeskabte brande og dårlige driftsmetoder 

(udbredte brandpletter i landbruget, skødesløs 

opførsel af mennesker i skovene, påsatte brande med 

kriminelle hensigter). Dette tillader skovbrandene at udvikle 

sig og fortsætte i mange dage og endda uger. Ifølge 

the Russian Federal Forestry Agency varierede størrelsen 

af områder udsat for skovbrande i Rusland årligt 

fra 0,5 til 2,5 mio. ha. i 1990-2000’erne sammenlignet 

med omkring 0,6 mio. ha. fældet træ årligt. For øjeblikket 

bliver katastrofale skovbrande i Rusland endog betragtet 

som en alvorlig trussel mod både den unikke biodiversitet 

i de boreale skove og den globale kulstofsbalance 

(Karpachevskiy, M., 2004). I den nemorale region spiller 

skovbrande en mindre og mindre rolle i den naturlige 

dynamik. Derfor optræder det heller ikke i de relaterede 

FSC-standarder. 

kontrolleret afbrænding af borealskov i Sverige. 

Foto: Wildland 

“Antallet af tre-tåede spætter (Picoides tridactylus) 

øges dramatisk i områder hvor kontrollerede brande 

implementeres.” (Hegendüs et al. in print) 

Forskellen i hyppigheden af skovbrande mellem 

landene afspejles også i de boreale FSC-standarder. De 

svenske og finske FSC-standarder foreskriver, at ejere af 

større skove skal brænde 5 % af regenerationsarealet. 

Eftersom forekomsten af skovbrande i Rusland er høj, er 

der intet særligt behov for at foreskrive brande i landet. 

Samtidig skal skovforvalterne tage deres forholdsregler i 

den russiske standard til at kontrollere en situation med 

store naturlige og semi-naturlige skovbrande, eftersom 

bekæmpelse af brandene begrænses af det få antal veje 

og det effektive nationale system til undertrykkelse af 

brand. 



De svenske og finske standarder afviger fra hinanden i 

forhold til den foreskrevne afbrænding: 

Foto: Torbjörn Hegedüs 

• Grænsen for indehavere af store landarealer 

afviger (Sverige > 5000 ha., Finland > 1000 ha.) 

• Den finske standard foreskriver en vis mængde 

træ, der skal efterlades til afbrænding på 

området (mindst 20 m3 stort tømmer, DBH > 20 

cm. pr. ha.), men den tillader en vis fleksibilitet til 

at mindske arealet for afbrændingen, hvis der efterlades 

mere træ på afbrændingsområdet. Der 

findes ingen sådan forskrift i den svenske standard.



Jagt 

Dyrelivet i skovene har forskellige værdier for og 

indvirkning på de sociale, økonomiske og miljømæssige 

interesser. Derfor kan det drøftes under hvilket kapitel, 

det bør placeres i denne rapport. 

På den ene side kan jagt udgøre en enormt positiv social 

og økonomisk værdi for lokalbefolkningen. Vildtet kan også 

direkte eller indirekte bidrage til skovens biodiversitet, fx 

ved at medvirke til planternes udbredelse. Dog kan en for 

stor bestand af dyr have en uhyre skadelig effekt på skovbruget, 

fx ved at ernære sig af frøplanterne og ødelægge 

regenerationen, og muligvis også biodiversiteten, fx ved 

intens græsning, der forårsager udryddelse af bestemte 

arter. I udviklingen af FSC-standarder er der mulighed for 

at afbalancere disse interesser. 

Jagt er grebet forskelligt an i standarderne, hvilket delvist 

kan forklares ud fra kulturelle og historiske grunde, men 

muligvis også ud fra interessenternes deltagelse. Hvor 

nogle standarder fokuserer på beskyttelsen af fugle og 

sjældne pattedyr (Polen Estland, Letland), henviser andre 

også til den lovlige regulering af jagt (Finland, Danmark, 

Rusland, Sverige). Som følge af svag jagtlovgivning henviser 

den tyske standard også til behovet for et styrelses- 

system af dyrelivet, som forhindrer beskadigelse af 

skovene forårsaget af hjorte. 

Jæger 



• Overordnet set er der i FSC-standarderne 

forskellige tilgange til dyrelivet og kontrollen 

med bestanden af vildt, men den overordnede 

grænseværdi forventes ikke at afvige over- 

raskende meget. Dog kunne det være interessant 

at vurdere, om de forskellige tilgange faktisk 

afspejler forskellige vilkår i landene. 



OFFENTLIG RÅDFØRELSE 

& KLAGEBESTEMMELSER 

Kriterium 4.4/4.5 

Inden for FSC-systemet er inddragelsen af offentligheden 

stærkt anbefalet, støttet og endda krævet. Dette 

forventes på alle niveauer, fx ved udvikling af inter- 

nationale/nationale standarder, certificering, revision 

og implementering af standarder inden for skovforvaltning. 

Det inkluderer både aktiv rådførelse og behandling 

af modtagne klager. For at gøre det muligt, skal hvert 

niveau have vejledning i, hvordan dette opnås. Det er også 

afgørende, at det ved opfordring fremstår gennem- 

skueligt for offentligheden for at sikre et effektivt 

system. Fx for certificeringskyndige er dette reguleret i 

godkendelses-standarderne, fx Standard on Stakeholder 

consultation for forest evaluation (FSC-STD-20-006). 

For certificeret skovbrug bør dette reguleres i 

standarder inden for skovforvaltning under kriterium 4.4 

og 4.5. Rådgivning og konflikt management skal dække 

alle relevante miljømæssige, sociale og undertiden økonomiske 

aspekter af standarden. Skovforvaltere skal stræbe 

efter at nå til enighed med andre parter, og resultatet 

skal være verificerbart for den certificeringskyndige. 

Sammenligningen af Østersøregionens standarder i 

deres nuværende position viste en del variation. De 

finske, tyske og danske standarder var de mest reglementerede 

mens den svenske standard (udkast 050907) 

blev betegnet som svag. De andre lande lå derimellem 

mht. gennemsigtighed i kravet om rådgivning, behandling 

af stridigheder og klager. 

Foto: Peter Sprang 

FSC-auditør tjekker det sociale aspekt ved at interviewe 

skovarbejdere. 



• Dette bør være et emne af høj prioritet i 

forbindelse med fremtidig udvikling. Faktisk er der 

ingen grund til, at de standarderne indeholder stor 

variation mht. kriterium 4.4 og 4.5. Den svenske 

standard (udkast 050907) forlanger også videre 

udvikling i forbindelse med disse kriterier. 

• Offentlig rådgivning kan trænge til større fokus i 

central- og østeuropæiske lande, der for nyligt har 

genvundet demokratisk styre. 



SKOVARBEJDERE OG ENTREPRENØRER 

Kriterium 4.1, 4.2, 4.3 og 4.4 

De fleste skovaktiviteter i de certificerede skove omkring 

Østersøen varetages af leverandører/entreprenører 

eller sæsonhyrede skovarbejdere. Dette er gældende for 

både private og statsejede skove. Ved kontrol/revision 

udspørges de ofte af FSC-auditører under certificerings-proceduren 

ikke blot for at vurdere overens-stemmelsen 

med kriterium 4.1, 4.2, 4.3 og 4.4, men også 

for at vurdere om det arbejde, de udfører, retter sig 

efter enhver relevant indikator inden for standarden. 

Derfor er skovarbejderes fagforeninger og entreprenør- 

organisationer ofte aktive interessenter i FSC-systemet 

samt medlemmer af de Nationale Initiativer (NI). 

FRA FSCS P&C (FSC-STD-01-001) 

i forbindelse med skovarbejdernes rettigheder. 

4.1) Lokalbefolkningen tilbydes mulighed for arbejde, 

uddannelse og andre services. 

4.2) Skovforvaltningen imødekommer eller overgår 

relevante love og/eller vedtægter omfattende med- 

arbejdernes helbred og sikkerhed. 

4.3) Personalets ret til at organisere og frivilligt forhandle 

med medarbejderne garanteres ifølge Konventionerne 

87 og 98 fra International Labour Organisation (ILO). 

4.4) Resultater fra undersøgelser omkring negative 

sociale indvirkninger på medarbejdere og skovbrugere vil 

inkorporeres i planen for skovdriften inkl. de resulterende 

forholdsregler. Rådgivningen til personer og grupper, der 

er direkte påvirket af driftsoperationerne, vil fastholdes 

om nødvendigt. 

FSC-standarderne omkring Østersøen er karakteriseret 

af meget ens tilgange til kriterium 4.1, 4.2 og 4.3. Alle 

østersøregionens standarder kræver lokal adgang til 

skovservices, ret til at organisere fagforeninger og fri- 

villige forhandlinger med medarbejdere osv. Dog fandtes 

der forskelle i forskriften angående mindsteløn og lokal 

beskæftigelse. 



• I nogle af standarderne fremgår det ikke tydeligt, 

hvordan overensstemmelse sikres, når man 

benytter sig af underentreprenører. 

• Der er forskelle i forskriften angående 

mindsteløn og brugen af lokal beskæftigelse. 

Skovarbejdere med sikkerhedsudstyr 



LOKALSAMFUND & ØKONOMI 

Kriterium 4.1, 4.5, 5.2 og 5.5 

Mennesker, der bor i samfundene tæt på skoven, kan 

være afhængige af en række services og muligheder, 

som skoven giver dem. De finder måske adspredelse eller 

forretningsmæssige muligheder, fx som bærplukkere 

eller i turisme, eller de kan ansættes i en skovvirksomhed 

eller en anden virksomhed, der udnytter produkterne fra 

skoven. Skoven kan spille en betydningsfuld rolle i deres 

dagligdag. 

Følgelig kræver FSC-certificeringen, at der tages hensyn 

til lokalbefolkningens behov. standarderne inden for skovforvaltning 

i FSC-regi skal formulere indikatorer, der er i 

overensstemmelse med kriterium 4.1 (lokal beskæf- 

tigelse), 4.4 (rådgivning), 5.1 (skovens produktvariation), 

5.2 (lokal bearbejdning), 5.4 (styrke & forandre lokal- 

økonomien) og 5.5 (forøge værdien af skovens services). 

I henhold til indfødte samfund gælder også kriterierne 

under princip 3. 

Ved første øjekast synes disse overvejelser måske ind- 

lysende og lige ud, men alligevel vil der sandsynligvis 

forekomme et antal spørgsmål og forhindringer under 

udviklingen af disse indikatorer. Fx vil begrebet ”lokal” 

måske blive fortolket på forskellige måder af diverse 

interessenter. Hvem kan repræsentere lokalsamfundene i 

forhandlingsprocesserne, når man vedtager 

standarderne? Når man stadig tager hensyn til frie 

markedsforhold, bliver vanskelighederne i at vedtage 

disse indikatorer tydelige. Emnerne lokalsamfund og 

lokaløkonomi er politisk set vanskelige, men skal 

behandles på den ene eller den anden måde under 

udviklingen af standarder inden for skovforvaltning. 

Barn der spiser blåbær 

Foto: Peter Robertz 


Ældre ægtepar i skoven i fritiden 

De ovennævnte vanskeligheder bliver også tydelige, når 

man sammenligner østersøregionens standarder. De 

foreskriver alle fri adgang til skovene i forbindelse med 

bærplukning, svampe eller andre adspredelsesaktiviteter, 

så længe skoven ikke bliver beskadiget. I Polen har lokalsamfundene 

også en vis adgang til træ til privat brug, 

fx træ til optænding eller bebyggelse. Alligevel er der 

nogle områder, hvor standarderne afviger betydeligt fra 

hinanden. 

I de svenske og danske standarder var indikatorerne 

under kriterium 4.1 ret svage i forbindelse med lokal 

beskæftigelse. Desuden havde den svenske standard 

ikke indikatorer, der omhandlede erstatning for lovlige og 

vedtægtsmæssige rettigheder (4.5). Ifølge kriterium 

5.2 var lokal procedure af skovprodukter ikke anset for 

værende tilstrækkelig omtalt i de svenske, finske, estiske, 

tyske og polske standarder. Under kriterium 5.5 viste 

forskellene i de udviklede indikatorer en bred række af 

fortolkninger af ”forøgelsen af skovservice” blandt 

NI’erne. 



• Det er tydeligt, at en mere fælles forståelse ang. 

begreber som ”lokal”, “procedure” og “skovservice” 

skal udvikles, samt hvordan disse kan relateres 

til styrkelse, forandring og forøgelse af værdier 

forbundet med disse begreber. 

• Endvidere er der nogen standarder, der ikke 

stemmer overens med visse kriterier (4.1, 4.2 & 

5.2). Indikatorerne skal fuldendes. 

• Repræsentationen af lokale interesser skal 

muligvis styrkes i udviklingen af standarder.


SKOVFORVALTNING OG SAM-FOLKET 

Princip 3 

Under Princip 3 definerer standarder inden for skovforvaltning, 

hvordan certificeret skovbrug skal forekomme 

i regioner med indfødte. I det nordlige Norge, Sverige og 

Finland lever det indfødte Sami-folk. I den europæiske del 

af Rusland lever Sami’erne samt andre indfødte folk også, 

bla. Veps og Nenet’er. Der er ikke identificeret nogen indfødte 

i de andre lande omkring Østersøen. 

Sami’erne havde levet i disse områder i lang tid før 

svenskere, finner og russere begyndte at bosætte sig der 

i det 16.-17. århundrede. Sami’erne havde på det tidspunkt 

etableret en vandrekultur ved at flytte med rensdyrene, 

når de fandt nye græsgange i forbindelse med de 

skiftende årstider. De levede af kødet og pelsen fra rensdyrene 

samt jagt og fiskeri, og de havde udviklet en levende 

kultur – også mht. sproget. Deres kultur og levemåde blev 

undertryk i takt med, at nye folk indvandrede fra syd og 

bosatte sig – ofte med støtte fra regeringen. 

I Sverige måtte Sami-børnene fx ikke tale deres eget 

sprog i skolerne helt op til 1950’erne. I dag er Sami’erne 

i Sverige integreret i det svenske samfund, men mange 

af deres juridiske og vedtægtsmæssige rettigheder, fx at 

vogte rensdyr, bliver ikke overholdt. Sverige, Finland og 

Rusland er lande, som ikke har stadfæstet ILO 169, dvs. 

the Indegenous and Tribal Peoples Convention of ILO/UN 

(se http://www.ilo.org/ilolex/english/convdisp2.htm ). 

FSC bliver i disse lande et redskab, som kan styrke 

Sami’ernes rettigheder. Ifølge FSCs Princip 3 skal de 

Rensdyr i Sverige 

Foto: Klas Ancker 

Samer, der forbereder aftensmad 

indfødtes juridiske og vedtægtsmæssige rettigheder 

anerkendes og respekteres. På samme måde bliver overvejelserne 

omkring Sami-folket behandlet i de svenske, 

finske og russiske FSC-standarder. Standarderne lægger 

stor vægt på samrådet mellem repræsentanter for skovbruget 

og Sami-samfundene. Disse samråd behandler 

eksempelvis emner som skovdrift af vigtige lav-områder 

til rensdyrgræsning, vandreruter og kulturelle/historiske 

områder. 

Sammenligningen af de svenske, finske og russiske 

FSC-standarder vurderes til at kunne føre til ensartede 

grænseværdier i FSC-certificeret skovbrug, men de bør 

undersøges nærmere. 



Foto: Urmo Lehtveer 

• Samernes niveau af kontrol/indflydelse på skovforvaltningen 

i forskellige aftaler bør undersøges 

nærmere. De russiske og finske standarder 

indikerer et stærkere behov for at få Samifolkets 

accept førend skovforvaltningens. Disse 

standarder har også indikatorer i forbindelse 

med erstatning, hvilket er en mangel i den 

svenske standard.

HARMONISERINGENS FREMTID 

Globaliseringen af industri- og forbrugermarkederne vil 

kræve større og tættere samarbejde på tværs af landegrænserne. 

Dette er også gældende for driften af vores 

skove, ligesom det er på mange andre områder. Vi håber, 

at dette projekt og denne rapport bare er en ud af mange, 

som kan forøge forståelsen og styrke interessenterne i 

deres argumenter inden for FSC-netværket. 

Vi står over for enorme udfordringer i, hvordan vi bruger 

skovens ressourcer på den bedste måde i fremtiden. 

Ændringer i klimaet kan føre til miljømæssige 

forandringer, som vil behøve tilpasninger af skov- 

driften. Brugen af bio-brændstof fra skove dukker mere og 

mere frem i forsøget på at dæmpe klimaforandringerne. 

Behovet for at udvinde mere biomasse fra vores skove, 

fx trætoppe, grene og endda træstubbe, forstærkes, og 

mere intense driftsmetoder fremsættes. I nogle regioner 

bliver de sociale aspekter mere udpræget, og behovet 

øges for, at skovarbejderne lærer, hvordan man rådfører 

sig og kommunikerer med lokalbefolkningen og omvendt. 

De ændringer, som vi står overfor, vil behøve yderligere 

tilpasning i standarderne inden for skovforvaltning, som 

er godkendt eller under udvikling. Fremtidigt samarbejde 

og harmonisering på tværs af landegrænserne vil ikke 

kun være en interessant læreproces, men også essentiel, 

hvis globaliseringen ikke kun skal gavne de få. FSC er et 

stærkt redskab til at opnå dette i forbindelse med driften 

af verdens skovressourcer. 

FSCS VAREMÆRKE SIDDER PÅ PRODUKTER SOM INDEHOLDER TRÆ FRA ANSVARLIGT DREVNE 

SKOVE, DER ER CERTIFICERET I OVERENSSTEMMELSE MED REGLERNE FOR FSC A.C. 

Foto: Lars Bendix Poulsen

Foto: Duncan Walker 

REFERENCER 

Aksenov, D., Karpachevskiy, M., Lloyd, S. and Yaroshenko, A. (1999); The last of the last: the old-growth forests of boreal Europe. S. Lloyd (Ed.), Moscow. 70 S. 

Aksenov, D., Dobrynin, D., Dubinin, M. et al. (2002); Atlas of Russia’s Intact Forest Landscapes. Moscow: International Socio-Ecological Union; Washington DC: 

World Resources Institute. 186 S. 

Bobiec et al. (2005); The afterlife of a tree. Biblioteka Zakad Badania Ssaków Polska Akademia Nauk. 251 S. 

Boström, M. (2006); Regulatory Credibility and Authority through Inclusiveness: Standardization Organizations in Cases of Eco-Labelling; Organization, Volume 

13(3): 345-367. ISSN 1350-5084. 

Gulbrandsen, L. (2004); Overlapping Public and Private Governance: Can Forest Certification Fill the Gaps in the Global Forest Regime. Global Environmental 

Politics 4:2: 75-99. 

Hallanaro, E.-L. and Pylvanainen, M. (2002); Nature in Northern Europe – Biodiversity in a Changing Environment. Nord 2001:13, Nordic Council of Ministers, 

Copenhagen. 

Hegedüs T., Niklasson G., Rhönnstad M. and Rhönnstad S. (report in print) Hur påverkar naturvårdsbränning förekomsten av tretåig hackspett Picoides tridactylus 

i Västmanland ? 

Jedlinski, W. (1928); Asocjacje (...) jako przyrodnicze podstawy do urzàdzania lasu, Warszawa. 

Karpachevskiy, M. (2004); Forest Fires in the Russian Taiga: Natural Disaster or Poor Management?, Taiga Rescue Network Factsheet, pp 8. 

Lindhe, A. (2004); Conservation Through Management– Cut Wood as Substrate for Saproxylic Organisms. Doctoral thesis Swedish University of Agricultural 

Sciences, Uppsala. Acta Universitatis Agriculturae Sueciae Silvestria 300, pp 25; ISBN 91-576-6534-6. 

Morozov A. (2000); Survey of Illegal Forest Felling Activities in Russia. Greenpeace Russia report. 

Paczoski, J. (1930); Lasy Biaùowieýy, Poznañ. 57 S. 

Peterken, G. (1996); Natural Woodland: Ecology and Conservation in Northern Temperate Regions. Cambridge University Press. 536 S. 

Pozdnyakov, L.K. (1986); Forest management in frozen ground. Novosinirsk, Nauka. 181 S. 

Ranius, T.; Kindvall, O.; Kruys N.; Jonsson BG. (2003); Modelling dead wood in Norway spruce stands subject to different management regimes. Forest Ecology 

and Management 182: 13–29. 

Swedish Environmental Protection Agency/Naturvårdsverket Report 5413 (2005); Död ved i levande skogar; Hur mycket behövs och hur kan målet nås? Editors; 

Johnny de Jong och Malin Almstedt . ISBN 91-620-5413-9.pdf; pp 135. (In Swedish) 

Wadell, S. (2003); Global Action Networks: A Global Invention Helping Business Make Globalisation Work for All. Journal of Corporate Citizenship 12: 27-42. 

WWF report (2005); Failing the Forests- Europe ’s illegal timber trade, pp 102.

HARMONISERINGEN AF FSC-STANDARDER 

Standardudvikling for landene i Østersøregionen. 

2006 2007 2008 2009 

N D J F M A M J J A S O N D J F M A M J J A S O N D J F M A M J J A S O N D J F M A M J J A S O N D 

International Processes 

Plantationreview 

Germany (accredeted 2001) 

? ? ? 

A 

V 

Revision 

Evaluation, integration in standart 

A A 

SLIMF * 

Sweden (accredeted 1998, revised standard in accreditation) 

A A 

Revision 

SLIMF part of fulfilment of conditions 

A 

V 

SLIMF * 

Poland (sent in for accreditation) 

V A A 

Standard-Setting 

Estonia 

V A A 


Denmark (accredeted 2004) 

Revision 

Finland (accredeted 2006) 

A A 


V A A 

SLIMF * 

Russia (sent in for accreditation) 

? ? ? 

A A 


Latvia 

V A 


Implementation of conditions 

Final accreditation 

International processes 

Integration of international processes 

A 

Standart setting proces Preparing for accreditation, 

Public consultations 

check by ABU and implementation 

of preconditions 

V Voting in the Working Group 

A Expected accreditation 

* Small and Low Intensity Managed Forests

FSC - BECAUSE FOREST MATTERS 

FSCS VAREMÆRKE SIDDER PÅ PRODUKTER, SOM INDEHOLDER TRÆ FRA ANSVARLIGT DREVNE 

SKOVE, DER ER CERTIFICERET I OVERENSSTEMMELSE MED REGLERNE FOR FSC A.C. 

TAK TIL 

Denne rapport er resultatet af et projekt startet af den svenske miljøbeskyttelsesorganisation Naturvårdsverket. 

Samarbejdet, som denne rapport er baseret på, er et af de eneste, der nogensinde er forekommet i forbindelse 

med sammenligning af nationale standarder inden for skovforvaltning. Deltagerne i projektet retter en stor tak til 

Naturvårdsverket for at have gjort dette projekt og denne rapport mulig.

FSC – Bryder grænserne - Naturstyrelsen

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?