Jeg er en Bonde, fød i Vemmeløv - Holberg

[163]
Til Huusbehov er alting got: og Penge
Man allermindst af alt undvære kan;
Men disse blive plagende, saa længe
De ikke netop passe til vor Stand;
Hvad der er over, bort man burde slænge,
Som salig Sæbesyderen Johan.
Men fra Johan igien og til vor Jeppe:
(Jeg kom, saavelsom han, en smule af min Stie,
Som let kan skee i Skov og Poesie.)
Nat, Mørke, Skræk og Død omgav min Helt
I Skoven, hvor han gik, saa umaneerlig fælt,
At den, som sligt ei selv har prøvet, troer det neppe.
Men hvad giør ikke Frygt for tyve Dalers Tab,
Naar den, som eier dem, er neppe vant til fire?
I slig en Kikkert see vi Dødens spiilte Gab,
Hvor vi tilforn saae Livets Grøde spire -
Da blir os Konens Skiød, endog ved Lys, usikkert;
Og Helten alting saae just giennem denne Kikkert.
Hist stod et hvidt Gespenst, saa høit som Frue-Spiir,
Ja! hvis jeg sagde doppelt, løi jeg ikke;