Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække. - Grindsted Sogn

Grindsted Kirke.
Tirsdag d. 1. januar 2013 kl. 16.30.
Egil Hvid-Olsen.
Salmer.
Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
DDS 712 ”Vær velkommen, Herrens år”.
DDS 330 ”Du, som ud af intet skabte”.
DDS 717 ”I går var hveden moden”.
- - -
DDS 733 ”Skyerne gråner, og løvet falder”.
DDS 719 ”Lad tidens hjul omdrive”.
Tekstlæsninger.
1. Mos. 12,1-3; Gal. 3,23-29; Luk. 2,21.
1

Prædiken.
Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
Ved nytårstid ser vi både tilbage og frem. Vi mindes de oplevelser, vi har haft i de
forgangne år; gode såvel som dårlige. Nogle kan se tilbage på de sidste år med
taknemmelighed, mens andre ikke kan sige sig fri for skuffelser og sorger. Derfor
håber nogle på forbedringer, andre på, at det fortsætter så godt, som det hidtil har
gjort. En ting er dog sikkert: Der vil komme forandringer. Nogle vil være store, andre
små. Nogle vil være gode, andre dårlige. Men forandring er et vilkår, vi er tvunget til
at leve med. Det er ikke kun skidt, for uden forandringer vil tilværelsen blive kedelig.
Alligevel kan man snildt blive lidt sentimental over de år, der er gået og som ikke
vender tilbage; år, der bød på oplevelser, som kun lader sig genopleve i erindringen;
år, der bød på nære relationer, som ikke længere findes, fordi tiden, eller måske
ligefrem døden har kilet sig ind mellem én selv og den, man havde et nært forhold til.
Selvom det forløber over en lang årrække, oplever særligt forældre adskillelsen med
stor intensitet, efterhånden som børnene vokser sig større og større, flytter hjemmefra
og senere stifter deres egen familie. Det er en positiv forandring, fordi man ønsker
sine børn det bedste – og det bedste er blandt andet, at de løsriver sig og
selvstændiggøres, så de kan stå på egne ben. Alligevel er der milevidt fra det
tryghedsskabende favntag, det lille barn selv søger hos sine forældre, til det lidt
kejtede og hurtige knus, voksne mennesker kan give hinanden på tværs af
generationer. På et tidspunkt tipper forholdet måske ligefrem, sådan at det er det
voksne barn, der giver sine forældre tryghed ved at løse nogle af de opgaver, de ikke
længere selv kan overskue.
Selvom nogle livsepoker ofte bliver fremhævet frem for andre, har de dog alle deres
kvaliteter. Det gælder om at nyde det, så længe det varer og huske sig selv på, hvor
meget man har at være taknemmelig over.
2

Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
Hvor hurtigt forandringerne indfinder sig, sang vi om i Lisbeth Smedegaard
Andersens salme ”I går var hveden moden”, der fortsætter med at fastslå, at ”i dag
står skoven hvid”. Den ene årstid tager den anden. Efteråret er for længst afløst af
vinter, og snart titter foråret frem. Denne hurtige vekslen af årstider understreges af,
at salmen er skrevet på melodien ”Nu blomstertiden kommer”, der hører foråret til.
Endnu tydeligere bliver forandringernes hurtige skift i salmens næste vers:
”Vi tæller vore dage,
der hober sig til år,
og stædigt vokser stakken
af det, vi ikke når.
De store ord blir mindre,
og planer hentes ned
fra flugt mod morgenstjerner
til døsig aftenfred.”
Den ene dag tager den anden, og pludselig er der gået et år. Forrige nytårsaften står
næsten lige så tydeligt i erindringen, som den, vi fejrede i går. I mellemtiden har vi
nået meget, men næppe alt det, vi havde håbet på. De helt store planer, der viste sig at
være alt for vidtløftige, har mistet deres tiltrækning og glider lige stå stille i
glemmebogen, hvor de kan hygge sig med størstedelen af de gamle nytårsforsætter.
”Men”, slutter salmen…
”Om alle vore drømme
forsvinder i det blå,
og skyggerne blir lange,
og mørket banker på,
skal kirken stædigt vidne
3

om troen, der består
og føjer dage sammen
i evighedens år.”
Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
Der er altså noget, der ikke forandres; noget der forbliver, som det altid har været;
noget, der er troværdigt til hver en tid – nemlig det budskab, der forkyndes i kirken.
Selvom kernen i kirkens budskab er uforanderlig, handler alle dagens tekster om
forandring. Der ses enten frem mod en usikker fremtid eller tilbage mod en fortid, der
viste sig at leve op til forventningerne.
I den gammeltestamentlige tekst får Abraham en befaling, som han næppe havde
fulgt, hvis det ikke lige havde været Gud, der havde givet ham den. Sammen med sin
kone, nevø, slaver og kreaturer forlod han sit hjemland og begav sig mod det
nuværende Israel. Han måtte altså bevæge sig bort fra det velkendte og ud i det
ukendte. Hele hans tilværelse blev revet op med rode, da han hørte Guds befaling.
Han stod overfor en fremtid, han ikke kunne overskue, men som helt sikkert ville
medføre forandring.
Selvom Abraham – ligesom heltene i folkeeventyrene – måtte frygteligt meget
igennem, inden han fandt lykken, så opnåede han den til sidst. Han blev stamfar til
det jødiske folk, som Gud – ifølge jødernes eget helligskrift – havde udset til at være
sit helt særlige folk. Hvis man tager de gammeltestamentlige historier for pålydende,
opstod jødedommen flere generationer senere, da Moses fik åbenbaret Guds lov. Den
indeholdt hele 613 forskellige love og regler, hvoraf de ti bud var de vigtigste. Denne
lovsamling var jøderne forpligtet på at overholde. Af denne grund er jødedommen en
lovreligion, ligesom det er tilfældet med islam. Loven skulle beskytte jøderne mod
Guds vrede. Så længe de overholdt de gamle bestemmelser, ville de kunne fastholde
et godt forhold til ham. Brød de budene, blev de straffet. På den måde kunne Gud
holde styr på sine yndlingsskabninger. Det var dette, Paulus beskrev i epistelteksten:
4

Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
”Før troen kom, blev vi bevogtet under loven og spærret inde […]. Loven var vores
opdrager.” Dette forhold blev ændret, da Jesus dukkede op på scenen. I ham
åbenbarede Gud sig selv. Dette udgjorde en forandring af de helt store. Gud blandede
sig i menneskets historie for at vise, at det fremover ikke var lovoverholdelse og straf,
der satte dagsordenen, men tro og nåde. Det slår Paulus fast med ordene: ”Men efter
at troen er kommet, er vi ikke længere under en opdrager. For I er alle Guds børn ved
troen, i Kristus Jesus.” Gud giver os så at sige en smutvej udenom Moseloven. Hvis
blot vi tror, at Jesus Kristus tog straffen for vore lovovertrædelser på sig, da han lod
sig henrette uskyldigt, så er vi – med Paulus’ ord – ”arvinger i kraft af Guds løfte”.
Denne bevægelse fra Guds strenge lov til hans glædelige budskab udgør en kolossal
forandring, der stadig har betydning for os den dag i dag, for også vi står under Guds
nåde. At det er tilfældet bliver bekræftet i den meget korte evangelietekst, hvor det
fortælles, at Jesus får sit navn. Dette navn er helt specielt; ikke således forstået, at det
blev opfundet til lejligheden og at ingen havde båret det før. Faktisk havde en
gammeltestamentlig figur som Josva heddet det samme. Navnene Jesus og Josva har
nemlig samme betydning. Begge dele betyder ”Gud frelser”.
Et navn er med til at identificere den, der bærer det. Vi er, hvad vi hedder. Det er
nok derfor, at folk, der er trætte af sig selv og deres liv, kan finde på at skifte navn.
Det vil dog næppe hjælpe, for vi er også, hvad vi selv fylder i vores personlighed.
Hører vi navnet på en bekendt, tænker vi ikke så meget på navnet som på
personligheden bag. Vi er dem, vi så ærligt og redeligt som muligt fremstår som. Det
kan et navneskifte ikke ændre ved. Men vi kan selv ændre ved, hvordan folk ser på
os, således at de efter nogen tid lægger noget andet i det, når de hører vores navn.
Med Jesu navn var der dog givet et praj om, hvad han var for én. Dette praj levede
han i høj grad op til, idet han viste sig selv at være den frelsende Gud. Siden hen
uddybede Jesus, hvordan dette skulle forstås ved at give sig selv en række tilnavne.
Da greb han nemlig tilbage til den gammeltestamentlige fortælling om Moses og den
brændende tornebusk, der ikke tog skade af ilden. Det viste sig, at dette besynderlige
5

Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
fænomen dækkede over Gud, der talte til Moses inde fra busken. Gud gav sig da også
til kende ved at kalde sig selv ”Jeg er”.
”Jeg Er” er mildest talt et underligt navn, og dog er det ganske sigende for Gud. For
det første slår det fast, at han eksisterer; at han er til. For det andet kan man sætte
hvad som helst efter de to ord. Dette viser, hvor mange nuancer Gud har. Navnet
siger altså noget om hans storhed og magt. Men selvom man kan sætte alle mulige
ord efter ”Jeg Er” for at prøve at beskrive Gud, vil de ikke alle være lige rammende.
Det vil for eksempel være problematisk at sætte ”ond” eller ”tankeløs” efter ”Jeg Er”,
fordi disse ord vil gå imod den forståelse, vi ellers har af Gud.
Jesus gør senere brug af formuleringen ”Jeg Er”. Derved tager han Guds navn til sig
og markerer sin forbindelse til Gud såvel som sin betydning for mennesker. Samtidig
bruger han det besynderlige navn som en mulighed for at beskrive Guds og sit eget
væsen ved at lægge en række andre navne eller beskrivelser til betegnelsen ”Jeg er”.
Således siger Jesus: ”Jeg er livets brød”, ”Jeg er verdens lys”, ”Jeg er døren”, ”Jeg er
den gode hyrde”, ”Jeg er opstandelsen og livet”, ”Jeg er vejen og sandheden og livet”
og ”Jeg er det sande vintræ”. Her er det positivt ladede sproglige billeder, han giver
som beskrivelse af sig selv og dermed af Gud.
Det er denne åbenbaring af Gud som god, der ikke undergår forandringer i tidens
løb. Selvom alt andet forandres, forbliver Guds godhed uændret. Selvom ”skyerne
gråner, og løvet falder”, kan vi – som vi skal synge om lidt - bære blus med glæde.
Det kan vi, fordi Guds godhed varer ved. Derfor kan Grundtvig – i sin salme -
bevæge sig rundt i året, og fastholde, at der til hver en tid er grund til at bære blus
med glæde. Selvom ”vinteren truer, og natten kalder”, så mørket bliver mere
fremherskende end lyset; selvom ”vinteren kommer, og sneen falder”, så kulden
kryber ind; selvom ”solhvervet kommer, og bladet vendes”, så dagene igen bliver
længere; selvom ”solskinnet vokser, og vintren endes”, så lærkerne kan synge i sky;
selvom den kolde og mørke vinter kommer tilbage efter forår, sommer og efterår, så
6

Prædiken til nytårsdag, Luk. 2,21. 1. tekstrække.
er Guds frelse én gang for alle kommet til jorden en julenat for godt 2000 år siden.
Derfor kan vi bære blus med glæde i de kommende år. Det kan vi begynde på ved –
på denne nytårsdag - at ønske hinanden ”Godt nytår!”.
Amen.
7