2013-04-14 2. søndag efter påske Konfirmation ... - Grindsted Sogn

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmation.
Grindsted Kirke. Konfirmationsgudstjeneste.
Søndag d. 14. april 2013 kl. 10.00.
Egil Hvid-Olsen.
Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække.
Salmer.
DDS 478 ”Vi kommer til din kirke, Gud” (mel.: ”Op, al den ting”).
Dåb: DDS 450,1-2 ”Du kommer, Jesus, i vor dåb”.
DDS 450,3 ”Du kommer, Jesus, i vor dåb”.
DDS 331 ”Uberørt af byens travlhed”.
- - -
DDS 321 ”O kristelighed”.
Konfirmation: DDS 29 ”Spænd over os dit himmelsejl”.
DDS 2 ”Lover den Herre, den mægtige konge med ære!”.
Tekstlæsninger.
Ez. 34,11-16; Joh. 10,11-16.
1

Prædiken.
Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmation.
”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene,” siger Jesus og
drager to sammenligner – én mellem sig selv og hyrden, og én mellem mennesker og
får. Han mener det helt igennem positivt; ingen tvivl om det! Ikke desto mindre kan
sammenligningen mellem mennesker og får lyde lidt komisk. Får går ikke for at være
de kvikkeste dyr på jorden. De er faktisk temmelig hjælpeløse, hvilket gør dem lette
at styre. Disse særpræg ved fårene har sat sig spor i sproget, hvor vi kan beskrive
andre som ”umælende får”. Når man er umælende, giver man ikke sin vilje eller
protest til kende, men følger bare med strømmen. Ligeledes kan man sige om folk, at
de ”ser fårede ud”. De ser altså ud, som om de ikke ved, hvad de skal gøre, sige eller
mene. De er som får, der følger tankeløst med.
Når Jesus kalder dem, der tror på ham, for får, ligger det lige til højrebenet at anse
kristne for at være viljeløse fjolser. I vore dage er der da også en udbredt tendens til
at anse kristendommen for at være en undertrykkende og hjernevaskende
konstruktion, som folk kun underkaster sig, fordi de har brug for at kunne udpege en
mening med tilværelsen. Den tankegang går blandt andet tilbage til Karl Marx, der i
midten af 1800-tallet udtalte, at ”religion er opium for folket”, altså en skadelig
virkelighedsflugt. Hvis det var tilfældet, ville der sidde 28 hjernevaskede unge
mennesker langs midtergangen i dag, for så bestod konfirmationsforberedelsen i en
minutiøs fjernelse af enhver selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen til
kristendommen. Da var konfirmanderne blevet indoktrineret til at tro på et budskab,
hvis eneste formål ville være at opretholde kristendommen for kristendommens egen
skyld. Det, vi i så fald ville fejre i dag, var, at jeg havde haft held til at gøre en hel
flok unge mennesker indskrænkede og tankemæssigt dovne. Vi ville fejre, at jeg
havde forvandlet jeres børn – og tilmed også et af mine egne - til får.
2

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmation.
Sådan forholder det sig heldigvis ikke, for det, konfirmanderne har fået indsigt i, er
ikke, hvordan de skal tro på den helt rigtige måde – og hvis de havde, ville den helt
rigtige måde ikke gå ud på at holde alle kritiske spørgsmål nede. Det, konfirmanderne
har fået indsigt i, er de centrale dele af det kristne budskab. Det gør dem ikke til
eksperter på området; men forhåbentlig har de forstået så meget, at alt, hvad der ikke
kan bevises, ikke nødvendigvis er løgnagtigt. Der kan ligge dybe sandheder i det,
man må gribe til tro for at få hold om. Mens mange mener, at troen forvansker
sandheden, og derfor insisterer på at begrænse tilværelsen til det, vi kan bevise og
vide, så er det kirkens påstand, at troen bringer os tættere på sandheden. Livet
rummer nemlig meget mere end det, vi kan vide. Livet i sig selv er et mirakel. Man
kan bare se på konfirmanderne. Hver og en af dem er enestående, en gave, et mirakel.
Hvis I ikke kan se det, så tænk på dengang, de var små. Det er kun 13-14 år siden, at
de blev født og ikke kunne noget som helst andet end at skrige, spise og fylde bleen.
Det er da mirakuløst, at de nu er blevet så store, at mange af dem er ved at vokse
deres forældre over hovedet. Det er mirakuløst, at de har udviklet sig til at være
selvstændige individer, der ganske vist stadig har brug for lidt retledning ind imellem,
men alligevel kan klare rigtig mange ting selv – når de ellers gider. De er ikke
indskrænkede får, men selvstændigt tænkende personer.
Når Jesus omtaler andre som får, er det altså slet ikke så nedladende og negativt
ment, som vi har en tendens til at forstå det. Det bliver tydeligt, når vi hører, hvordan
han beskriver sig selv, nemlig som en hyrde – og vel at mærke en god en af slagsen.
Betegnelsen ”god hyrde” går ikke så meget på Jesu evner, som på hans sindelag.
Jesus er den gode hyrde, fordi han ikke vil tøve et sekund på at forsvare sine får mod
trusler. ”Jeg sætter mit liv til for fårene”, siger han. Det er ikke, fordi han er et
svulmende muskelbundt, at han til hver en tid vil gribe ind, når fårene trues. Det er
derimod, fordi han bekymrer sig om hvert enkelt individ i flokken. Der er altså ikke
nogle får, der er mere værd end andre. I så fald ville han have sagt, at han satte sit liv
3

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmation.
til for de mest værdifulde af fårene. Hvad enten det er et får med en skavank eller et
stort og stærkt et af slagsen, er han parat til at gå i døden for det.
Her kan man indvende, at datidens hyrder var nødt til at sætte deres liv til for fårene.
Hvis de kom hjem med en fåreflok, hvor der manglede et eller flere dyr, skulle de
kunne fremvise tydelige beviser på, at de havde gjort alt, hvad de kunne, for at redde
det angrebne får. Det krævedes altså af dem, at de gik aktivt ind i kampen, for kun
hvis de kunne fremvise en afrevet del at fåret – for eksempel en ørelap eller et
skinneben – slap de for at betale erstatning. 1 Et sådant erstatningskrav kunne hurtigt
ruinere en hyrde, der hørte til på samfundets bund. Men hyrdernes arbejdsgivere
stolede ikke på deres ansatte. De havde rig mulighed for at sælge dyrene under
hånden. Derfor krævede fårenes ejere håndfaste beviser på, at de mistede får virkelig
var taget af rovdyr. Hvor skræmmende det end måtte være, ville de fleste hyrder
derfor gribe deres stave og bruge dem som våben mod angribende dyr. Først når
rovdyret enten var blevet skræmt væk eller hyrden havde sikret sig et bevis på sin
indsats, kunne han stoppe kampen.
Det er dog klart, at hyrden ikke ville lade sig påføre større skader end absolut
nødvendigt. Netop denne kendsgerning adskiller den lejede hyrde fra den gode hyrde.
Jesus markerer selv forskellen ved at beskrive den lønnede hyrde sådan her: ”Den,
der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader
fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra
hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.”
Jesus sætter sagen lidt på spidsen, for derved fremstår forskellen mellem de lønnede
hyrder og den gode hyrde tydeligere. Jesus er helt klart ikke som de lønnede hyrder.
Han har et helt særligt forhold til fårene. Han er altså ikke bare ansat til at passe på
dem. De betyder så meget for ham, at han er parat til at gå i døden for dem. Når vi
husker på, at fårene er et sprogligt billeder på mennesker, ser vi også, at det var
1 Gads Bibelleksikon I, Gads Forlag 1998, s. 322, artiklen ”Hyrde”.
4

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmation.
præcis, hvad han gjorde, da han lod sig korsfæste. Da gik han i døden for fårene. Da
kastede han sig ud i en hovedkulds kamp mod ulveflokken.
Man kan undre sig over, hvad der fik Jesus til at gøre sådan noget. Det er klart, at
der er forskel på Jesus og andre mennesker. Han bekriver sig jo som hyrden, mens vi
beskrives som hjælpeløse får. Han er altså mere værd end os. Derfor er det lidt
underligt, at han gik så langt for at frelse os.
Jeg sagde før, at konfirmanderne er blevet sat ind i de centrale dele af det kristne
budskab. En af de mest centrale dele af kristendommen er budskabet om, at Gud er
præget af kærlighed. Det er han i en sådan grad, at den kun delvist kan sammenlignes
med kærligheden mellem mennesker. Kærligheden mellem mennesker brænder ud,
hvis den ene holder op med at elske den anden. Bliver ens kærlighed ikke gengældt,
sygner den hen. Dette gælder mellem kærester og ægtefæller. Helt så tydeligt er det
ikke mellem forældre og børn, hvor der skal rigtig meget til, for at forældrene mister
kærligheden til deres afkom. Alligevel bliver det mere og mere almindeligt, at børn
bryder forbindelsen til deres forældre.
Sådan forholder det sig med kærlighed mennesker imellem. Men sådan forholder
det sig ikke med Gud. For ham var kærligheden den drivkraft, der kastede ham
hovedkulds i døden; præcis som en hyrde, der gik til modangreb på en stor flok
glubske ulve. Det gjorde han, fordi han havde en flok at beskytte; en flok, der bestod
af alt andet end perfekte mennesker; en flok, for hvem kærligheden til andre kunne
være forbigående, mens kærligheden til dem selv var livslang; en flok, der ikke
gengældte den kærlighed, Jesus viste dem, men var elsket af ham alligevel.
Det var ikke, fordi der truede en større katastrofe, som ville tage livet af en lang
række mennesker, hvis ikke Jesus gik i døden. Kristendommen fortæller ikke eventyr
som dem, hvor piger i konfirmationsalderen med jævnlige mellemrum ofres til en
drage, indtil en rask ungersvend heltemodigt går imod uhyret. Det er helt andre
trusler, der er på spil i kristendommen; dels døden og dels den trussel, vi hver især
5

Prædiken til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16. 1. tekstrække. Konfirmation.
bærer i os, når kærligheden til os selv alt for tydeligt er større end kærligheden til
andre.
Selvom hver og en af os er et mirakel, har vi det med kun at se det mirakuløse i os
selv og vores nærmeste. Andre mennesker er der bare. Nogle har det godt, andre har
det skidt; men deres velbefindende er deres egen sag. Vi kan jo ikke tage al verdens
lidelse på os.
Det er sandt nok, at vi ikke kan påtage os ansvaret for at afskaffe al den ulykke, der
præger en stor del af verdens befolkning. Men vi kan godt påtage os en del af det –
oven i købet en noget større del, end vi gør. Og dog vægrer vi os imod det. Vi har det
jo lige så godt.
Denne almenmenneskelige brist tog Jesus konsekvensen af. Selvom han i sin
egenskab af Gud kunne have uskadeliggjort dem alle, valgte han at overgive sig til
den tids mest magtbegærlige og selvcentrerede mennesker; de ypperligste
repræsentanter for menneskelig egoisme. Det gjorde han for at møde dem med en
kærlighed, de slet ikke havde fantasi til at forestille sig; en kærlighed, der tilgav dem
og alle andre – også os. Det var en kærlighed, der var så stærk, at den kunne
uskadeliggøre døden og lade de døde følge Jesus ind i Guds rige. Da viste han sig
igen som den gode hyrde; som ham, end ikke døden kunne få til at forlade sin flok.
Det er denne guddommelige kærlighed, konfirmanderne har stiftet bekendtskab med
i konfirmationsforberedelsen; en kærlighed, de første gang hørte om ved dåben, og
som de til enhver tid kan gribe ud efter.
Amen.
6