om spiseforstyrrelser, selvskade og selvværd

Jette har haft en sPiseforstYrrelse i over 20 år:
Jeg var den perfekte og glade pige
i 18 år lykkedes det Jette Johansen, 47 år, at holde sin spiseforstyrrelse
skjult for familie, venner og kolleger. På trods af at hun kastede op efter
næsten hvert eneste måltid, var der ikke nogen, der fattede mistanke
eller konfronterede hende med problemet. Kun én gang hos lægen,
hvor hun benægtede. for 6 år siden gik hun i terapi og valgte at fortælle
sin familie om problemet. Men hun ville ønske, at der var nogen, der
havde grebet ind noget før.
Jette håber, at hun ved at stå frem, kan være med til at sætte fokus på,
at voksne også kan være ramt af spiseforstyrrelser.
Af Pernille H. Wedderkopp
Jette husker stadig den dag i vinterferien
i 2004, hvor hun for alvor blev klar over,
hvad der var i vejen med hende. Hun var
på ferie med sin mand og deres to drenge
på dengang 17 og 12 år og havde glædet
sig til at åbne det nyindkøbte dameblad,
som skulle læses i ro og fred. Men den
indre harmoni blev forvandlet til en tilstand
af følelsesmæssigt kaos, da hun nåede til en
artikel om spiseforstyrrelser. For det var jo
det, hun havde lukket øjnene for i 18 år.
Med ét stod det klart for hende, at hendes
stærke trang til at kaste op efter hvert
måltid, ikke skyldtes problemer med galde-
blæren eller en anden mave-tarm-sygdom,
som forskellige speciallæger efter flere
undersøgelser og samtaler var kommet
frem til. Og som hun selv i alle de år
havde bildt sig ind var årsagen til hendes
problemer.
narret sig selv
"Jeg kan huske, at jeg smed bladet fra mig i
første omgang. Jeg ville ikke ville tro på det.
Men inderst inde vidste jeg godt, at jeg
havde narret mig selv til at tro på, at der var
noget galt med min mave eller mit tarmsystem,
fordi det var nemmere at forholde
sig til end en spiseforstyrrelse", fortæller
Jette. Spiseforstyrrelsen begyndte kort tid
efter, hun fik sit første barn. Sønnen havde
kolik, og da hun selv skulle starte på arbejde
igen efter endt barselsorlov, følte hun ikke,
at hun kunne overskue tilværelsen. Kravene
om både at være en god hustru, mor, datter,
kollega og medarbejder var mere end hun
kunne klare, og hun fik det dårligere og
dårligere. Hun begyndte at kaste op efter
aftensmaden, hvilket blev hendes måde at
kontrollere tilværelsen på. Hun var ikke
selv klar over, at der var tale om en spiseforstyrrelse,
og gjorde derfor ikke noget
særligt for at skjule opkastningerne for sin
mand eller to drenge.
"Det skete jo af og til, at de kunne høre
nogle lyde. Men jeg sagde, at det var noget
med maven, og at min læge ikke kunne
finde ud af, hvad det var", husker Jette som i
dag undres en smule over sin egen naivitet,
der ifølge hende selv skyldtes en udpræget
autoritetstro overfor læger. Hendes mand
var også til stede ved flere af samtalerne
med lægerne uden at virke skeptisk over
for deres forsøg på at forklare de daglige
opkastninger efter måltiderne med en
mavesygdom.
det hele raMler saMMen
I 2003 ramler tilværelsen for alvor sammen
om Jette. Den yngste søn plages af angstanfald,
hendes far får konstateret kræft, mandens
må lukke sit firma, og samtidig viser en
underlivsundersøgelse tegn på celleforandringer
hos Jette. De negative oplevelser
forværrer spiseforstyrrelsen, men ingen
griber ind.
og selv har hun stadig
ingen idé om,
at den er rivende gal.
"Jeg er godt nok begyndt at tabe mig ret
meget på det tidspunkt, men jeg slår det
ligesom hen med, at jeg jo heller ikke spiser
særlig meget. På det tidspunkt levede og
åndede jeg for min far, som lå for døden,
fortæller Jette, og tilføjer, at hendes læge
kun én gang i løbet af de mange år, havde
spurgt hende om opkastningerne kunne
skyldes en spiseforstyrrelse. Jette svarede
ganske enkelt "nej!", og er aldrig siden
blevet konfronteret med spørgsmålet.
"Min læge accepterede svaret uden videre,
og det var det. Han bragte det ikke på bane
igen, og det tog jeg som et udtryk for, at
der jo så vitterlig måtte være noget andet
galt med mig", forklarer Jette.
satte noget i gang
Få dage efter at Jette havde læst artiklen
om spiseforstyrrelse besluttede hun sig
for at kontakte en psykoterapeut, som er
specialist i at behandle spiseforstyrrelser.
Mødet blev startskuddet til den nu snart
6 år lange behandling, som i dag har givet
Jette en bevidsthed om de ting i hendes
liv, der har ført til spiseforstyrrelsen. Det
handler især om hendes mor, som har
været enormt styrende i hendes barndom,
om psykisk terror i form af tavshed i flere
dage, om ikke at blive "set" og "hørt" som
den pige, hun var, om aldrig at føle sig god
nok, om altid at skulle behage, og ikke få lov
til at være barn.
"Mine forældre mistede et barn, inden jeg
blev født, og jeg har altid haft følelsen af
at være en erstatning for det barn. Jeg har
aldrig kunnet gøre min mor tilfreds og for
at kompensere har jeg skabt billedet af
den perfekte, dygtige og glade pige. Indeni
var jeg ulykkelig, men jeg lærte at holde
facaden", fortæller hun og understreger,
at hendes far, som var hendes ét og alt,
desværre ikke formåede at bryde morens
dominans i hjemmet.
får det bedre
Jette oplever en umiddelbar bedring efter,
at hun er begyndt at gå til psykoterapi, og
i en periode på to måneder kaster hun
ikke op én eneste gang. Hos terapeuten
arbejder hun med ikke at vende de negative
ting, der sker i dagligdagen og tilværelsen,
mod sig selv. Men det er en langsom
proces, og da en god ven omkommer i en
trafikulykke for snart 3 år siden ryger Jette
igen tilbage i opkastningernes vold.
langsomt kæmper hun
sig igen mod en
mere normal hverdag,
men for 2 år siden går det igen ned ad
bakke, og spiseforstyrrelsen tager til med
fornyet styrke.
"Det har virkelig været op og ned. Sidste
vinter røg jeg helt ned med en depression
udløst af et dårligt arbejdsmiljø.
Jeg tabte mig meget
og var destruktiv ved
mig selv",
fortæller Jette, der dog var i stand til at søge
nyt arbejde og blive indkaldt til to jobsamtaler,
hvoraf hun fik det ene som studiesekretær
på et universitet. Den slags er godt
for selvværdet.
glad sMileY
Hun er sikker på, at hun nok en dag skal
finde styrken til at trodse den lille stemme,
der siger "gør det bare". Men indtil videre
tager hun en dag af gangen, og hun håber
hver dag på, at hun, når dagen er omme,
kan sætte en glad smiley i familiens fælles
kalender. Et udtryk for at maden er blevet
i hendes krop. Hun hjælper bl.a. sig selv
ved at måle og veje sin mad og spise efter
vægtkonsulenternes opskrifter, så hun ved,
at hun ikke får for mange kalorier.
"nu ved jeg, at jeg vil vinde min kamp, for
jeg vil ikke dø af min spiseforstyrrelse. Men
det er en daglig kamp både fysisk og psykisk,
og det er svært at forklare min mand, at jeg
stadig efter så mange år i terapi har brug
for at kaste op", fortæller Jette, der kæmper
hårdt dagen efter, hvis hun ikke har fået
sat en smiley. Men bare et par dage i træk
uden opkastninger er en sejr for Jette i
betragtning af, at det har været en daglig
foreteelse i de sidste tyve år.
åbenhed
Da Jette valgte at gå i terapi, traf hun også
et valg om at være åben omkring sygdommen
over for familie, venner og bekendte.
Og responsen har været positiv. Hun ville
bare ønske, at det var sket noget før. At
nogen havde grebet ind tidligere ñ selvom
hun ved, det er svært at konfrontere en,
man holder af med sin mistanke. Men tyve
år er alt, alt for længe, slutter Jette.
7