Nr. 2 - Marts - Maj 2013 - Brabrand Kirkes

10 • Tema
Åndehul
Af Inger Birgitte Bruhn
Pinsen er et åndehul. Et pusterum
i en travl hverdag, hvor vi lige
får os en ekstra fridag. Åndehul
og pusterum. Det har noget med
luft og bevægelse at gøre. Det har
noget med liv at gøre. Vores liv
med hinanden og med Gud.
Vort rette element
Pinse er den højtid, som kan
være sværest at få greb om eller
at forholde sig til. Samtidig burde
det være den letteste. Det er lidt
ligesom at spørge en fisk, hvad
den mener om vand. Den kan
ikke forestille sig et liv uden,
for det findes ikke, eftersom det
er selve grundlaget for et liv
som fisk. Det er så selvfølgeligt,
at først når vandet ikke er der,
opdager fisken, hvor altafgørende
det er. På samme måde er det
med mennesker, Helligånd og
pinse. Det er tæt forbundet. Luft
og ånde ilter vores blod og giver
os glød i kinderne og levende
kroppe. Helligånden er det friske
pust; livets opretholder og fornyer,
kærlighedens gnist.
Fristed
Åndehul er et andet ord for oase,
står der i ordbogen. Et fristed.
Der står også, at det egentlig er
et zoologisk begreb: et hul, der
sikrer mulighed for at trække
vejret, og en åbning i kroppen
som dyr ånder igennem; (stigmates).
Da jeg læste det, tænkte
jeg, at det er utroligt, som alt
hænger sammen. Ikke bare kan
pinsen være det, der sikrer os
at trække vejret og få luft som
mennesker, men det latinske ord
stigmates trækker også linjen hen
til de stigmata, som kirken bedst
kender: hullerne i Jesu, hænder,
Forår i Langdalen Foto: Ove Paulsen
Jeg fangede engang en flodlampret
i en å. Med sine hele 7 åndehuller
kommer man til at tænke på
Helligåndens 7 gaver: Visdom,
indsigt, råd, styrke, kundskab,
fromhed og Gudsfrygt. Alle 7 gaver
under overskriften ”kærlighed”
fødder og side. At det, der sikrer
os at kunne ånde lettet op og
trække vejret frit, er forbundet
med Jesu død og opstandelse.
Grokraft og hjertelyd
I vores del af verden falder
pinsen sammen med forår,
hvor solen er længe på himlen
og alting grønnes af grokraft.
Vinterdepressionen fordamper
og man får mod på livet og synger
om kap med fuglene. Det
er lige underfuldt hvert år. Og
man kommer til at tænke på, at
alt det, som vi kan iagttage i det
små, er et tegn på det, som også
må gælde i det store for mit liv:
at det opstår igen i sol og sang.
Derfor er pinsen et åndehul og et
pusterum, hvor modet næres og
kræfterne fornys til livet, som det
er. Blodet iltes i pinsens under
og hjerterne banker, så vi oplever
hvordan kærligheden og glæden
kan deles med hinanden.
At leve og ånde
Når man lever og ånder for
noget, er man så optaget af det,
at man ikke kan lade være med
at dele sin begejstring med andre.
Det smitter. Man bliver glad. På
den måde skabes fællesskaber,
som rækker ud over de snævre
grænser, vi somme tider sætter
op for os selv. Det er pinse og
Helligånd.
Glædelig pinse!