Nr. 2 - Marts - Maj 2013 - Brabrand Kirkes

8 • Tema
Kirken som oase
Af Kirsten Stejner
Anna Sophie Seidelin sagde
engang: Når himlens tid rører jordens
tid, så bliver det højtid. Det
er dét, vi oplever, når vi træder ind
i et kirkerum, hvad enten det er
på en ganske almindelig hverdag,
eller når der er gudstjeneste eller
koncert.
Selve kirkerummet sætter os i en
ganske bestemt stemning, nemlig
en stemning af højtidelighed.
Der er noget andet og større på
spil herinde i dette rum. Som en
skoleelev sagde det engang, han
Brabrand kirkes ældste del.
Foto: Erik Balle Poulsen
kom ind i Århus Domkirke: Nøj,
den er meget større indvendig
end udvendig. Vi oplever, at der
er noget stort på spil herinde i
kirkerummet, og vi bliver ganske
automatisk stille og lader rummet
tale til os. Det kan være selve
rummets udformning, der taler til
os. F.eks. kan kirken være bygget
som et kors, sådan som Brabrand
Kirke er det, og dermed forkynder
kirkerummet også, hvem det
er, vi tror på, den korsfæstede og
opstandne, Jesus Kristus. Det kan
også være alterudsmykningen, der
forkynder sin helt egen historie.
At komme ind i kirken på en
ganske almindelig hverdag kan
være som at komme til en oase.
Den verden, der møder én inde
i kirken, stilhedens verden, er så
helt anderledes end den verden,
der er udenfor, og som bare har
fart på. At sætte sig stille ned i
det tomme kirkerum og føle stilheden
og bestemt også storheden
kan være så ganske givende. Vi
oplever det, hvad enten vi besøger
en af vore egne kirker eller
det er en kirke i udlandet, vi
finder ind i. Det er den samme
stemning. Folk går stille rundt,
tænder måske et lys og lader
eftertænksomheden sætte sig i
sindet.
At komme til stillegudstjeneste
kan også være en fredfyldt stund,
hvor salmer, musik og det enkelte
bibelord kan tale stærkt til os,
og vi kan gå opladet derfra med
en forunderlig fred indeni.
At komme til koncert og lade
musikken tale til os, kan også
opleves som at være kommet
til en oase. Musikken gør noget
ved os, ­ den taler sit eget sprog,
fylder os med glæde, løfter os
ud af vores daglige trummerum
og sætter os i en ganske særlig
stemning af glæde og fred. Det
oplever vi, når vi bare sidder og
lytter. Vi oplever det også, når vi
selv synger med. Der sker noget
med os, ­ vi rammes af storhed
og højtid.
Søndagens højmesse er ganske
en særlig oase. Med dens
salmer, musik og tekstlæsninger
oplever vi netop, at himlens tid
rører vores jordiske tid, og vi
bliver højstemte. Vi bliver revet
ud af vores almindelige hverdag,
af travlheden og vore mange
bekymringer og får nyt livsmod
og fornyet livsglæde, så vi kan gå
opløftede hjem, klar til at tage fat
på en ny uge.
Døbefonten i Brabrand kirke
Foto: Erik Balle Poulsen
Kirkegården som oase
I må ikke løbe på kirkegården, I
skal gå stille og heller ikke råbe,
­ sådan har jeg lært mine konfirmander,
hvordan man opfører
sig på kirkegården og også forklaret
hvorfor. Der må ikke løbes
og ikke råbes, fordi der ofte går
mennesker rundt som har mistet
et elsket menneske. Det elskede
menneske savnes og får en
kærlig tanke. I jorden ligger de
kære afdøde, og dem skal vi vise
respekt ved at gå stille rundt.
Kirkegården er et ganske særligt
sted, hvor der netop skal
være fred, og hvor vi kan komme
og stå ved graven og lade tanker
og følelser få frit løb.
Kirkegården kan synes at være
et trist sted, fordi det har med
døden at gøre. Men kirkegården
er også et smukt sted, og det
på alle tider af året. Om sommeren
er gravstederne fyldt med
blomster, og om vinteren ligger
granen og dekorerer så smukt.