Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

Årsskriftet Critique
tredie årgang 2010
Redaktører
BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende
stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen
cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat

Årsskriftet Critique, tredie årgang 2010
BA, stud. mag. Christian Houlberg Skov, ph.d.-studerende
stud. scient. Rasmus Ladekjær Pedersen og
cand. mag. Jens Wendel-Hansen, ph.d.-stipendiat
www.critique.ksaa.dk
Skriftet er sat med GNU Emacs
og kompileret med LATEX3 (pdflatex)
Udgives af Konservative Studenter i Aarhus i samarbejde med
Christian Houlberg Skov, Rasmus Ladekjær Pedersen og Jens Wendel-Hansen.
ScandinavianBook, Århus 2010
ISSN: 1903-4180
©Konservative Studenter
Konservative Studenter
Wilstersgade 10 st.
8000 Århus C

Blandt overmennesker og mystikere – Spredte
betragtninger over introduktionen af Nietzsche i dansk
åndsliv.
Af cand. mag. Lars Christiansen, ph.d.-stipendiat
Om forfatteren
Lars Christiansen (f. 1972) er cand. mag., oversætter og skribent.
Arbejder på en ph.d.-afhandling ved Aarhus Universitet
om den danske Nietzsche-reception. Han har sammen med Lars
Sandbeck skrevet Gudløse hjerner. Et opgør med de nye ateister
(2009) samt „Lille Kristendomsapologi,“ i: Støvring og
Nielsen (red.): Den borgerlige orden. Tanker om borgerlighed
og kultur (2008).
Nietzsche kom først til Danmark og derfor kom Danmark først med
Nietzsche: I foråret 1888 holder den prominente kritiker Georg Brandes
seks forelæsninger på Københavns Universitet om denne ukendte
tyske filosof, og året efter udgav han afhandlingen Aristokratisk Radikalisme,
der indledte Nietzsche-forskningen. Berømmelsen indfandt sig
nærmest overnight, og i 1890erne talte alle om Nietzsche, både i Norden
og i Tyskland.
Det er sjældent, at epokegørende opdagelser gøres herhjemme, men
i en dansk, åndshistorisk sammenhæng er det mere interessant, at Georg
Brandes, „det moderne gennembruds“ talsmand, bliver agent for
en forfatter, hvis ideer på mange måder stod i skarp kontrast til alt
det, Brandes og radikalismen havde forfægtet i 1870erne og 1880erne;
kvindeemancipation, demokrati, lighed, rationalisme, oplysning osv.
Nietzsche var derimod misogyn, han foragtede den kompakte majoritet
(„hjorden“) og troede mere på instinkt end intellekt. Lighedstanken
anså han som en af kristendommens mange skadelige bivirkninger.
Introduktion af Nietzsche i dansk åndsliv blev også en katalysator
for det, digteren Helge Rode senere kaldte „det sjælelige gennembrud“
i litteraturen – i bevidst modsætning til det moderne gennembrud. Historien
om den tidlige danske Nietzsche-reception, som denne artikel
forsøger at kaste lidt lys over, fortæller dermed også om positioner og
forskydninger i datidens kultur- og åndskamp.
101

102
Til vennen Georg
BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE
AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT
Det hele begyndte med at Nietzsche indtrængende bad Brandes om
at „opdage“ ham – for hvis den danske kritiker ville, kunne han gøre
forfattere berømte, ikke bare i Danmark, men i Europa. Derfor indløb
flere bøger til Sankt Annæ Plads 24, 3. sal i København, men modtageren
bed først på krogen, da han læste Moralens oprindelse i slutningen
af 1887. Brandes skriver til Nietzsche:
Jeg vejrer en helt ny og oprindelig ånd i deres bøger. Endnu
forstår jeg ikke helt, hvad jeg har læst; jeg ved ikke altid, hvor
De vil hen. Men der er meget, som stemmer overens med mine
egne tanker og sympatier: Ringeagten for de asketiske idealer og
den dybe uvilje mod demokratisk middelmådighed. Deres aristokratiske
radikalisme. Deres foragt for medlidenhedens moral står
mig endnu ikke helt klar. Der var også i det andet værk, Jenseits
von Gut und Böse, refleksioner over kvinderne i almindelighed,
som ikke stemmer overens med min egen tankegang. De er så helt
anderledes organiseret end jeg, at jeg har svært ved at indleve
mig. (26. nov.1887).
Forbeholdene formindskede ikke Nietzsches glæde over at være
inde i varmen hos en af Europas førende intellektuelle. Nu lå vejen
åben for den berømmelse, som Nietzsche aldrig var i tvivl om at han
havde fortjent. Han svarer:
Det volder mig en oprigtig glæde, at en så god europæer og
kulturmissionær som De, for fremtiden vil høre til mine læsere;
jeg takker Dem af hele mit hjerte for denne gode vilje.
Det udtryk; aristokratisk radikalisme, som De bruger, er meget
godt. Det er med forlov at sige det forstandigste ord, som jeg
hidtil har læst om mig selv. (2. dec. 1887).
Derefter følger en udveksling af i alt 22 breve, hvorunder Brandes
bl.a. opfordrer Nietzsche til at læse nordiske forfattere som Henrik
Ibsen, August Strindberg og Søren Kierkegaard. Brandes omtaler sidstnævnte
som „psykolog“ (i stedet for teolog) og kommer med den interessante
meddelelse, at han har skrevet en bog om Kierkegaard for at
„hæmme“ hans indflydelse! Korrespondancen ophører, da Nietzsche
i begyndelsen af 1889 får det mentale sammenbrud i Torino og sender
de berømte „vanvidssedler.“ En af dem lyder sådan:

Til vennen Georg.
Efter at du havde opdaget mig, var det intet kunststykke at finde
mig. Vanskeligheden er nu den, at blive mig kvit.
Den korsfæstede.
103
Bortset fra den mærkværdige Kristus-identifikation fra en mand,
der har skrevet en Antikrist, lægger man mærke til, at Nietzsche trods
det tiltagende vanvid vurderede situationen helt rigtigt: han er blevet
uomgængelig.
Georg Brandes forelæsninger bliver et tilløbsstykke. Tilhørerskaren
i auditoriet i Studiestræde vokser hurtigt fra 150 til 300 og tæller mange
af de unge intellektuelle og kunstnere, der skal præge dansk åndsliv i
de næste årtier. Dagbladet Politiken er naturligvis også til stede. Man
har sendt den lovende unge journalist Henrik Cavling, der skriver
fyldige referater i avisen: „Dr. Brandes, der trods en let forkølelse
holdt sit foredrag med usædvanlig Verve, afbrødes gentagne gange
af Auditoriets tilslutning og bifald.“ Cavling havde desuden et vist
besvær med at stave den tyske filosofs navn korrekt.
Aristokratisk radikalisme
På baggrund af forelæsningsmanuskripterne udfærdigede Brandes essayet
Aristokratisk radikalisme. En afhandling om Friedrich Nietzsche, som
trykkes i tidsskriftet Tilskueren i 1889. Året efter udkommer det i Tyskland,
hvor der hurtigt opstår en frodig kult omkring den åndsformørkede
Nietzsche, der indbefatter feminister, jøder, veganere, nyhedninge,
kristne og ekstatikere af alle afskygninger.
Brandes tiltaltes naturligvis af Nietzsches angreb på kirke og kristendom
samt foragten for det nationale og det spidsborgerlige, eller
„det filistrøse,“ som de kaldte det. Det lå alt sammen indenfor rammerne
af radikalismens program. Anderledes forholdt det sig med opgøret
med den „demokratiske middelmådighed.“ At demokrati betød
nivellering, forfladigelse og laveste fællesnævner – det var Brandes’
helte Kierkegaard og Nietzsche enige om. Hvad Kierkegaard næppe
ville have billiget, var Brandes og Nietzsches begejstring for eneren,
den voldsomme renæssancenatur, der forbruger mennesker og ressourcer
til sine højere, kulturskabende formål. Visse amoralske afsnit
i forelæsningerne må have sendt små chokbølger gennem tilhørerne,
f.eks. når Brandes siger: „Et folk vil sige den Omvej, Naturen gaar for
at frembringe en halv Snes store Mænd.“

104
BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE
AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT
Selv om han udtrykte forbehold overfor de mest brutale sider hos
Nietzsche, så var det overordnede indtryk, at Danmarks mest indflydelsesrige
intellektuelle havde fundet et nyt idol, der ikke bare var
antiklerikal, men stod i opposition til alle traderede moralforestillinger;
en filosof, der kaldte næstekærlighed for slavemoral, anså mennesket
for et kun på skrømt tæmmet rovdyr og prædikede vilje til magt osv.
Den, der principielt attraar Frembringen og Udviklen af store
Mennesker (. . . ) vil se Maalet i en aristokratisk Kultur, selv om
saare faa direkte kunne blive delagtige i den. Han vil betragte
Florents under Renaissancen som uendeligt mere kultiveret end
Schweiz i vore Dage, skøndt Beboerne af Florents den Gang hverken
kunde læse eller skrive, og skøndt Indbyggerne i Schweiz i
vore Dage alle sammen kan det. 1
Som om det ikke var nok ender Aristokratisk Radikalisme med en
effektfuld provokation; formålet med at introducere Nietzsche, hedder
det, har været at revitalisere den hensygnende litteratur:
Jeg har villet henvise til ham fordi det forekommer mig, som
om Nordens Skønlitteratur nu vel længe har tæret på Tanker, som
blev fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Det ser ud som om
Evnen til at Undfange geniale Ideer var taget af. Ja som om Modtageligheden
for dem var ved at forsvinde. Man tumler stadig med
de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme,
lidt Kvinde-Emancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt
Kultus af Folket osv.
Ikke uden kynisme tilbagekaldes 70ernes og 80ernes idealer. Det
vigtigste er åbenbart kunsten. Hvis man skulle være lidt maliciøs, lyder
det som om han selv trængte til adspredelse; de gamle ideer fra det
moderne gennembrud kedede ham, han har brug for en ny stimulans,
og her var billedstormeren Nietzsche yderst velegnet.
Filosoffen Harald Høffding kunne ikke sidde provokationen overhørig
og skrev et kritisk responsum, Demokratisk radikalisme. En indsigelse.
Høffding tog især anstød af Brandes radikale individualisme og
1 I Orson Welles’ filmklassiker, Den tredje mand, udspiller der sig en berømt dialog,
der er påfaldende tilsvarende: „I Italien under Borgiaerne havde de krig, terror og blodsudgydelse
i 30 år, men de skabte Leonardo, Michelangelo og renæssancen. I Schweiz
har de haft broder-kærlighed, fred og demokrati i 500 år. Og hvad har de opfundet?
Kukuret.“

105
fremførte i stedet det synspunkt, at genier og undtagelsesmennesker
nok er uundværlige, men at deres storhed afhænger af deres gavn for
helheden. Han anerkendte ikke modsætningsforholdet mellem fremragende
enkelte og den brede befolkning, og mente ikke, at demokrati er
nivellering, men troede på kollektive sociale og kulturelle fremskridt.
Brandes forsvarede sig i essayet Det store menneske. Kulturens kilde,
hvor han gjorde tykt nar af Høffding og udstillede ham – ikke uden
grund – som en fantasiforladt, pedantisk og frygtsom universitetsprofessor,
der for enhver pris ville være vellidt og ikke kan forstå en
voldsom natur som Nietzsche.
Brandes’ desavouering af sine gamle idealer hænger sammen med,
at han blev mere og mere pessimistisk i løbet af 80erne. Nytårsaften
1886 noterer han således i sin dagbog, at han har mistet troen på samfundsmæssige
fremskridt og frigørelse, og i stedet vender tilbage til
sin gamle hero worship. Her kommer Nietzsche så ind i billedet, omend
han har en langt mere ekstrem forståelse af individets emancipation
fra konventionens bånd end Brandes nogensinde fik. Høffding havde
ret, da han senere bemærkede, at den korrekte betegnelse for Nietzsches
filosofi egentlig ikke er „aristokratisk radikalisme,“ men „Radikal
aristokratisme,“ hvis man ved „radikalisme“ forstår et særligt sæt af
ideer, og ikke bare en gradsbetegnelse.
Nietzsche fik næppe nogen varig indflydelse på Brandes, hvis
dannelses- og personlighedsideal vedblev at være Goethe. Det ser
snarere ud som om han glemte ham, om end der måske er spor af
nietzscheansk sværmeri for de store enere i heltemonografierne om
Michelangelo (1921), Voltaire (1916-17), Julius Cæsar (1918) og Goethe
(1915). 2
Zarathustra-kitsch
Politikens chefredaktør Viggo Hørup fulgte debatten mellem Brandes
og Høffding fra fængslet, og medgav, at Nietzsche var „bindegal,“
men „hans paradokser er dog født af en brændende hjerne og et såret
hjerte, de er en udmærket stoltheds hede Blus, som i al fald tænder
modsigelsens brand, forarger og fordærver“. 3 Hørups fornuft tog parti
2 Man kunne også nævne hans ret besynderlige argument imod første verdenskrig:
„Der kan have været en Shakespeare, en Kant eller Goethe, en Moliere eller en Pasteur,
en Kopernikus, en Rubens eller en Tolstoj blandt de hundredetusinde af tyveårige, som
er faldne.“ Fra Verdenskrigen, 1916.
3 Bjørn Bredal, Politiken mod Politiken, 2009.

106
BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE
AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT
for Høffding, men hjertet var hos Brandes og Nietzsche.
Filosoffen, der forkyndte, Gud er død, intet er sandt og alt er tilladt,
blev hurtigt berømt og berygtet i offentligheden, og i forbindelse med
en aktuel kriminalsag kunne Morgenbladet i 1890 afsløre, at den såkaldte
„Store Kongensgade-morder“ var Nietzsche-beundrer! Brudstykker
af hans skrifter blev oversat i mindre litterære tidsskrifter. I Tårnet,
et tidsskrift med en kort levetid og langsigtede virkninger, citerede
Johannes Jørgensen ham i sin programerklæring for den symbolistiske
litteratur: „Verden er dyb. Og kun flade ånder fatter det ikke.“
Helge Rode forsøgte i 1913 at forklare sig bjergfilosoffens kometkarriere
i 90erne: „Selve den glans, der laa over hans Skikkelse straalede
op fra de Dybder, hvor Troen har sit Sæde. Nietzsche gjorde livet evigt
igen! Man havde været nær ved helt at glemme det.“ 4 „Dybde,“ „tro“
og „det evige liv;“ ordene peger på, at digterne havde en helt anden
dagsorden end Brandes, for hvem Nietzsches vitalisme og kraftdyrkelse
var en kur mod indadvendthed og mystik, mod sværmeri og
metafysik. Men netop disse egenskaber hentede symbolisterne ironisk
nok i tyskerens værk, især Således talte Zarathustra, som ikke faldt i
Brandes smag. Forenklet sagt: Digterne dyrkede den dybe, Brandes
dyrkede den sunde Nietzsche.
Og så var der dem, der ikke ville have noget med ham at gøre.
For eksempel den unge forfatter Johannes V. Jensen, der affærdigede
modefilosoffen med maner: I novellesamlingen Intermezzo fra 1899 er
jeg-fortælleren på vej ned fra en bjergvandring, da han pludselig løber
ind i Nietzsche/Zarathustra, der jo havde en svaghed for bjergenes
ensomhed.
– Et stykke nede mødte jeg Zarathustra, der kom med Ørnen
og Slangen og Løven. Jeg standsede brat og pegede ham midt på
Brystet –
Det er godt jeg træffer Dig! Du gaar heroppe og ved af ingenting.
Jeg kan forsikre dig, at du er gennemskuet dernede. Det er
en bekendt Sag, at du er en uhelbredelig Forvirring af Budhisme
og Hunkatolskhed, af Flyveprosa og gammelt Testamente. Ved du
ikke, at det er en mosaisk Reminisens af dig at stolpre heroppe paa
Bjærget i Torden og Lynild? Du er en falsk Veksel, min ærværdige
Figur, du er opdaget, vi indfrier dig ikke. Din Selvopholdelsesdrift
hæfter paa Luft, vi har kasseret dig. Vi tilgiver ingen – lad
dem siden være døde, korsfæstede eller gale.
4 Helge Rode, Det sjælelige gennembrud, 1928 (1913), s. 19.

107
Da fortælleren senere møder en ventende flok Zarathustra-pilgrimme,
dvs. moderne nietzscheanere, affærdiges de brysk: „Af Vejen Pak, lad
mig komme ned mellem Folk!“
Det er værd at bemærke, at denne friske og spændstige prosa stammer
fra en ung forfatter i midten af tyverne, der med stor selvbevidsthed
udleverer parnassets yndlingsfilosof til latteren. Man skulle ellers
tro, at den kraft- og sundhedsdyrkende Jensen kunne have fundet
en profet i Nietzsche, ligesom de senere futurister (selv om man ikke
finder fabrikker eller storbyer i hans værker, men bjerge, søer og
skovensomhed, altså romantiske landskaber).
Nietzsche som religionsstifter
Helge Rode spiller en nøglerolle i tidens opgør radikalismen. Han var
en ivrig Nietzsche-læser, der blev stadig mere optaget af nationale og
religiøse spørgsmål. Rode nærmede sig kristendommen, selv om hans
ståsted forblev diffust og nærmest kan betegnes som en art frireligiøs
mysticisme. Inspireret af bl.a. digterpræsten Jacob Knudsen og den
skarpe, polemiske litteraturkritiker Harald Nielsen begynder Rode at
distancere sig fra Brandes og brandesianismen; Politikens nedladende
behandling af maleren Agnes Slott-Møllers nationalromantiske motivverden
i 1908-09 var for Rode et blandt mange tegn på radikalismens
åndelige tørke, dens golde rationalisme og flade fremskridtstro. 5
Rode fik, ifølge hans biograf Hanne Engberg, efterhånden den plads
i offentligheden som den kompromisløse Harald Nielsen ønskede sig,
men ikke kunne få: Det var Rode, der udlagde teksterne og udstak
kursen for litteraturen. Deres forhold var på en gang hengivent og
problematisk, og det er hævet over enhver tvivl, at Rode profiterede
stærkt af Nielsens forfatterskab, især essayet om Moderne litteratur
(1904). Rode fremførte ved flere lejligheder den tese, at Brandes med
sin introduktion af Nietzsche i dansk åndsliv bliver ophavsmand til
en strømning, som han ikke selv forstår, nemlig den „sjælelige“ 90erlitteratur,
hvis opgave ikke er at sætte „problemer under debat,“ som
Brandes fordring lød i sin tid. For Rode er Brandes-radikalismen uden
kontakt til de dybeste lag i åndslivet – religionen, folket og historien –
hvilket han forklarer ud fra Brandes åndelige konstitution:
Jeg kan ikke forstå, at Georg Brandes kan blive ved med at
tro på noget så luftigt som „frigørelse.“ Det er at byde en sulten
5 Se Hanne Engberg, En digters historie. Helge Rode 1870-1936, 1996,s. 164.

108
BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE
AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT
Vindkartofler, det er at sige til en mand, som trænger til klæder:
Du skal bare blive ved med at klæde dig af.
Vi står her ved den væsentlige mangel i Brandes ånd: Han
har ingen metafysisk trang, ingen løndom – der mangler tre
guddommelige dråber i hans blod . . . Selv vil han vist kalde dette
et fortrin, men efter min mening kunde en arbejder lige så godt
regne det som et fortrin, at han kun havde én hånd. Brandes har
kun en hånd, den er uhyre stærk, stærkere end to hænder hos de
fleste; men han undgaar vanskelig en skævhed, når han bygger.
Dermed får Brandes også en skæv forståelse af Nietzsche, som han
til tider forveksler med en fritænker:
Det er Brandes ære, at netop han aabnede Banen for den
nye Tids første Herold, al mulig Hæder har vi undt ham derfor.
Men nu at gøre Nietzsche til, hvad man kalder en Fritænker fra
Halvfjerdserne, det er virkelig i høj grad misvisende. Nietzsche
betød Reaktionen mod Darwinismen, Naturalismen, Nyttemoral,
Demokrati, Kvindesag, alle Halvfjerdsernes Ideer. Han var ingen
Ven af Kristendommen, det er sandt, men heller ikke af Troen paa
Videnskaben. Selv optraadte han som Religionsstifter, Forkynder
af en hemmelighedsfuld Doktrin.
I foredraget Det sjælelige gennembrud fra 1913 (trykt i let ændret udgave
i 1928) gør Rode status over udviklingen i dansk litteratur siden
Nietzsche-forelæsningerne i 1888. Det afgørende er, at det fortrængte
er vendt tilbage, dvs. „sjælen,“ der i 1870ernes og 80ernes litteratur
var forsømt til fordel for „naturen, den frie Forskning og den frie Tanke.“
Åndslivet er „regenereret,“ som han senere kalder det. Kritik og
rationalisme er ikke nok; ånden og sjælen skal have næring fra dybere
lag. Det forstod Brandes og hans gennembrudsforfattere ikke, hvorfor
de forvandlede litteraturen til en „afsveden Ørken.“ Til gengæld så
Brandes rigtigt, da han indførte Nietzsche for at sætte strøm til litteraturen.
Han vidste bare ikke, hvad han havde med at gøre, men satte
en udvikling i gang, der trak på erfaringer, som ikke var tilgængelige
for ham selv – eller som han bare ikke ønskede at dele:
Han stod der som en Dykker, der har bragt en sjælden og
prægtig Muslingeskal op i Dagens Lys; men ikke ved, hvilken
Perle den rummer i sit Indre.

109
Perlen var Nietzsches sans for mystik, metafysik og poesi, samt
hans ringeagt for samfundsengageret kunst. Dette var en sund reaktion,
der giver, lyder den patosramte Rodes håb, de kommende slægtled
et tættere forhold til: „Tingene, til Nationen og Menneskene, til
Jord og Himmel, Liv og Død.“
Krigsfilosofien og den dårlige darwinisme
Første verdenskrig gjorde Nietzsche suspekt. De tyske soldater havde
Således talte Zarathustra med i tornysteret og hans bellicisme var en
velkommen ingrediens i den tyske „krigsfilosofi.“ Dette var svært at
forudse i 90erne. Med demonstrativ sorgløshed afviste Georg Brandes
dengang de spæde indvendinger mod en ukritisk dyrkelse af overmenneskets
forkynder. Det gik ikke bare ud over Høffding: I 1893
affærdiger han i efterskriften til et tysk genoptryk af Aristokratischer Radikalismus,
kækt alle moralske bekymringer om en truende udartning
af Nietzsche-kulten som „Tanten- und Familienvater Standpunkte.“
Det vigtigste er, at Nietzsche er en personlighed og en vedkommende
forfatter, ikke om han bekræfter den gængse borgerlige moral.
Denne frimodighed bed Thomas Mann mærke i, da han umiddelbart
efter Anden Verdenskrig spekulerede over Nietzsches filosofi set i
lyset af vor erfaring (1947) Mann ser Brandes ubekymrede holdning som
„et Tegn på den dengang endnu herskende sikkerhedsfølelse, på sorgløsheden
i den borgerlige tidsalder, der var ved at ebbe ud.“ Brandes
tilhørte en misundelsesværdig tidsalder, der mente at kunne tillade
sig en uforpligtende leg med immoralister som Nietzsche, fordi den
kunne tære på en intakt kapital af moral, dyd og orden.
Under første verdenskrig blev Helge Rode også opmærksom på
de virulente sider af overmenneskets forkynder, hvilket kommer til
udtryk i essaysamlingen Krig og ånd fra 1917. Bogen er i pagt med en
fælleseuropæisk tidsånd derved, at den forholder sig ambivalent til
krigen, der nok skildres som en katastrofe, men samtidig som en mulighed
for en foryngelse af det trætte, gamle kontinents kultur. Mens vi
i dag har travlt med at undskylde Nietzsches brutale sider med søsterens
skadelige indflydelse og den tyske militarismes fejlfortolkninger,
så mente Rode, at den såkaldte tyske „krigsfilosofi“ – der betegner en
blanding af militarisme og socialdarwinisme – nok havde forvrænget
hans tanker, men også kunnet overtage mange elementer intakte. Han
anså imidlertid stadig fortsat Nietzsche som et probat middel mod
depression, refleksion og dødbideri, og beundrede hans dybde, livs-

110
BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE
AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT
kraft og poesi, i modsætning til Johannes V. Jensen, der fra starten var
afvisende: Mens Således talte Zarathustra blev affærdiget som kitsch,
skrues der op for blusset efter krigen. Jensen har jo ellers få et dårligt
ry som socialdarwinist og eugeniker, der ville bekræfte „De raske i retten
til riget“ osv., men essayet „den dårlige darwinisme“ (1925) er en
kritisk redegørelse for, hvorledes darwinismen er blevet „oversat“ til
forskellige europæiske lande. Med Nietzsches filosofi, som han kalder
„overmennesketeoriens sump,“ bliver Tyskland offer for den dårlige
darwinismes brutale herremoral.
Ret beset frembyder Nietzsche et ordinært Sygdomstilfælde:
en invalid, skuffet tysk Professor som gør Opsigt i Egenskab
af Stakkel og udstiller sine Rovfornemmelser og indre Kramper
under forsøget paa at konstruere sig op til blot at blive Menneske. 6
Krigspropagandaen, men også folk som Rode og Jensen, betød, at
dansk politik ikke blev inficeret af nietzscheanisme i mellemkrigstiden,
modsat Tyskland, hvor der opstod en anti-konservativ højreradikalisme,
der var subversiv, strukturødelæggende, traditionsopløsende,
ensrettende og krigerisk.
Naturalisme uden ånd
Rode betragter Nietzsches filosofi i forening med darwinismen og naturalismen
som første verdenskrigs ideale forudsætninger:
Fred er et spørgsmål om Menneskets Værdi og det nytter
intet, om Forfatteren er en Fjende en Krig, hvis den Erkendelse
han paatvinger os betyder, at Mennesket er bleven ringere i vor
Vurdering. 7
Dette var møntet på fortalere for naturalismen, hvis lære om „dyret i
mennesket“ ikke passede til deres erklærede pacifisme og humanisme,
mente Rode.
Vore dages naturalisme tager sig mere skikkelig ud end datidens.
Den har en tendens til at hævde, at mennesket af natur er altruistisk
og venligt, stik modsat Nietzsche, men den er stadig et angreb på den
gamle forestilling om humanitas. 8 I modsætning til Nietzsche anklager
6Johannes V. Jensen, „Den dårlige darwinisme,“ i: Evolution og moral, 1925, s. 13.
7Det sjælelige gennembrud, s. 73.
8Vedr. disse spørgsmål, se: Lars Sandbeck og Lars Christiansen, Gudløse hjerner. Et
opgør med de nye ateister, 2009. Især afsnit IV.

111
vore dages ateistiske religionskritik, også kaldet „den nye ateisme,“
heller ikke kristendommen og kirken for ikke at være grusom nok.
En anden afgørende forskel på Nietzsche og nyateister som Richard
Dawkins og Christopher Hitchens er den personlige anfægtelse: Hos
de sidstnævnte og deres epigoner er gudstro et politisk og videnskabeligt
spørgsmål, ikke et eksistentielt: De konstaterer, at der ikke er
empiriske beviser for Guds eksistens og at religion forårsager splid,
hvormed sagen skulle være afgjort. I Antikrist kommer Nietzsche med
en præcis karakteristik af disse typer: „fritænkeriet blandt vore herrer
naturforskere og fysiologer er i mine øjne en spøg – de mangler lidenskaben
i disse sager, lidelsen ved dem –“. Den heroiske ateismes tid er
forbi. Aristokratiske fritænkere som Brandes og Nietzsche er en saga
blot. Vore dages kristendomsforagtere, der organiserer sig i ugudelige
foreninger, minder snarere om Nietzsches beskrivelse af „de sidste
mennesker“ fra Således talte Zarathustra; de lider af moralsk selvtilfredshed
og åndelig dovenskab, men bilder sig ind at udgøre højdepunktet
i menneskehedens historie.