Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

More documents

Recommendations

Info

102 Til vennen Georg BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT Det hele begyndte med at Nietzsche indtrængende bad Brandes om at „opdage“ ham – for hvis den danske kritiker ville, kunne han gøre forfattere berømte, ikke bare i Danmark, men i Europa. Derfor indløb flere bøger til Sankt Annæ Plads 24, 3. sal i København, men modtageren bed først på krogen, da han læste Moralens oprindelse i slutningen af 1887. Brandes skriver til Nietzsche: Jeg vejrer en helt ny og oprindelig ånd i deres bøger. Endnu forstår jeg ikke helt, hvad jeg har læst; jeg ved ikke altid, hvor De vil hen. Men der er meget, som stemmer overens med mine egne tanker og sympatier: Ringeagten for de asketiske idealer og den dybe uvilje mod demokratisk middelmådighed. Deres aristokratiske radikalisme. Deres foragt for medlidenhedens moral står mig endnu ikke helt klar. Der var også i det andet værk, Jenseits von Gut und Böse, refleksioner over kvinderne i almindelighed, som ikke stemmer overens med min egen tankegang. De er så helt anderledes organiseret end jeg, at jeg har svært ved at indleve mig. (26. nov.1887). Forbeholdene formindskede ikke Nietzsches glæde over at være inde i varmen hos en af Europas førende intellektuelle. Nu lå vejen åben for den berømmelse, som Nietzsche aldrig var i tvivl om at han havde fortjent. Han svarer: Det volder mig en oprigtig glæde, at en så god europæer og kulturmissionær som De, for fremtiden vil høre til mine læsere; jeg takker Dem af hele mit hjerte for denne gode vilje. Det udtryk; aristokratisk radikalisme, som De bruger, er meget godt. Det er med forlov at sige det forstandigste ord, som jeg hidtil har læst om mig selv. (2. dec. 1887). Derefter følger en udveksling af i alt 22 breve, hvorunder Brandes bl.a. opfordrer Nietzsche til at læse nordiske forfattere som Henrik Ibsen, August Strindberg og Søren Kierkegaard. Brandes omtaler sidstnævnte som „psykolog“ (i stedet for teolog) og kommer med den interessante meddelelse, at han har skrevet en bog om Kierkegaard for at „hæmme“ hans indflydelse! Korrespondancen ophører, da Nietzsche i begyndelsen af 1889 får det mentale sammenbrud i Torino og sender de berømte „vanvidssedler.“ En af dem lyder sådan:
Til vennen Georg. Efter at du havde opdaget mig, var det intet kunststykke at finde mig. Vanskeligheden er nu den, at blive mig kvit. Den korsfæstede. 103 Bortset fra den mærkværdige Kristus-identifikation fra en mand, der har skrevet en Antikrist, lægger man mærke til, at Nietzsche trods det tiltagende vanvid vurderede situationen helt rigtigt: han er blevet uomgængelig. Georg Brandes forelæsninger bliver et tilløbsstykke. Tilhørerskaren i auditoriet i Studiestræde vokser hurtigt fra 150 til 300 og tæller mange af de unge intellektuelle og kunstnere, der skal præge dansk åndsliv i de næste årtier. Dagbladet Politiken er naturligvis også til stede. Man har sendt den lovende unge journalist Henrik Cavling, der skriver fyldige referater i avisen: „Dr. Brandes, der trods en let forkølelse holdt sit foredrag med usædvanlig Verve, afbrødes gentagne gange af Auditoriets tilslutning og bifald.“ Cavling havde desuden et vist besvær med at stave den tyske filosofs navn korrekt. Aristokratisk radikalisme På baggrund af forelæsningsmanuskripterne udfærdigede Brandes essayet Aristokratisk radikalisme. En afhandling om Friedrich Nietzsche, som trykkes i tidsskriftet Tilskueren i 1889. Året efter udkommer det i Tyskland, hvor der hurtigt opstår en frodig kult omkring den åndsformørkede Nietzsche, der indbefatter feminister, jøder, veganere, nyhedninge, kristne og ekstatikere af alle afskygninger. Brandes tiltaltes naturligvis af Nietzsches angreb på kirke og kristendom samt foragten for det nationale og det spidsborgerlige, eller „det filistrøse,“ som de kaldte det. Det lå alt sammen indenfor rammerne af radikalismens program. Anderledes forholdt det sig med opgøret med den „demokratiske middelmådighed.“ At demokrati betød nivellering, forfladigelse og laveste fællesnævner – det var Brandes’ helte Kierkegaard og Nietzsche enige om. Hvad Kierkegaard næppe ville have billiget, var Brandes og Nietzsches begejstring for eneren, den voldsomme renæssancenatur, der forbruger mennesker og ressourcer til sine højere, kulturskabende formål. Visse amoralske afsnit i forelæsningerne må have sendt små chokbølger gennem tilhørerne, f.eks. når Brandes siger: „Et folk vil sige den Omvej, Naturen gaar for at frembringe en halv Snes store Mænd.“
Page 1 and 2: Årsskriftet Critique tredie årgan
Page 3: Blandt overmennesker og mystikere -
Page 7 and 8: 105 fremførte i stedet det synspun
Page 9 and 10: 107 Da fortælleren senere møder e
Page 11 and 12: 109 Perlen var Nietzsches sans for
Page 13: 111 vore dages ateistiske religions

Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?