Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

107
Da fortælleren senere møder en ventende flok Zarathustra-pilgrimme,
dvs. moderne nietzscheanere, affærdiges de brysk: „Af Vejen Pak, lad
mig komme ned mellem Folk!“
Det er værd at bemærke, at denne friske og spændstige prosa stammer
fra en ung forfatter i midten af tyverne, der med stor selvbevidsthed
udleverer parnassets yndlingsfilosof til latteren. Man skulle ellers
tro, at den kraft- og sundhedsdyrkende Jensen kunne have fundet
en profet i Nietzsche, ligesom de senere futurister (selv om man ikke
finder fabrikker eller storbyer i hans værker, men bjerge, søer og
skovensomhed, altså romantiske landskaber).
Nietzsche som religionsstifter
Helge Rode spiller en nøglerolle i tidens opgør radikalismen. Han var
en ivrig Nietzsche-læser, der blev stadig mere optaget af nationale og
religiøse spørgsmål. Rode nærmede sig kristendommen, selv om hans
ståsted forblev diffust og nærmest kan betegnes som en art frireligiøs
mysticisme. Inspireret af bl.a. digterpræsten Jacob Knudsen og den
skarpe, polemiske litteraturkritiker Harald Nielsen begynder Rode at
distancere sig fra Brandes og brandesianismen; Politikens nedladende
behandling af maleren Agnes Slott-Møllers nationalromantiske motivverden
i 1908-09 var for Rode et blandt mange tegn på radikalismens
åndelige tørke, dens golde rationalisme og flade fremskridtstro. 5
Rode fik, ifølge hans biograf Hanne Engberg, efterhånden den plads
i offentligheden som den kompromisløse Harald Nielsen ønskede sig,
men ikke kunne få: Det var Rode, der udlagde teksterne og udstak
kursen for litteraturen. Deres forhold var på en gang hengivent og
problematisk, og det er hævet over enhver tvivl, at Rode profiterede
stærkt af Nielsens forfatterskab, især essayet om Moderne litteratur
(1904). Rode fremførte ved flere lejligheder den tese, at Brandes med
sin introduktion af Nietzsche i dansk åndsliv bliver ophavsmand til
en strømning, som han ikke selv forstår, nemlig den „sjælelige“ 90erlitteratur,
hvis opgave ikke er at sætte „problemer under debat,“ som
Brandes fordring lød i sin tid. For Rode er Brandes-radikalismen uden
kontakt til de dybeste lag i åndslivet – religionen, folket og historien –
hvilket han forklarer ud fra Brandes åndelige konstitution:
Jeg kan ikke forstå, at Georg Brandes kan blive ved med at
tro på noget så luftigt som „frigørelse.“ Det er at byde en sulten
5 Se Hanne Engberg, En digters historie. Helge Rode 1870-1936, 1996,s. 164.