Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

More documents

Recommendations

Info

104 BLANDT OVERMENNESKER OG MYSTIKERE AF CAND. MAG. LARS CHRISTIANSEN, PH.D.-STIPENDIAT Selv om han udtrykte forbehold overfor de mest brutale sider hos Nietzsche, så var det overordnede indtryk, at Danmarks mest indflydelsesrige intellektuelle havde fundet et nyt idol, der ikke bare var antiklerikal, men stod i opposition til alle traderede moralforestillinger; en filosof, der kaldte næstekærlighed for slavemoral, anså mennesket for et kun på skrømt tæmmet rovdyr og prædikede vilje til magt osv. Den, der principielt attraar Frembringen og Udviklen af store Mennesker (. . . ) vil se Maalet i en aristokratisk Kultur, selv om saare faa direkte kunne blive delagtige i den. Han vil betragte Florents under Renaissancen som uendeligt mere kultiveret end Schweiz i vore Dage, skøndt Beboerne af Florents den Gang hverken kunde læse eller skrive, og skøndt Indbyggerne i Schweiz i vore Dage alle sammen kan det. 1 Som om det ikke var nok ender Aristokratisk Radikalisme med en effektfuld provokation; formålet med at introducere Nietzsche, hedder det, har været at revitalisere den hensygnende litteratur: Jeg har villet henvise til ham fordi det forekommer mig, som om Nordens Skønlitteratur nu vel længe har tæret på Tanker, som blev fremsatte og drøftede i det forrige Aarti. Det ser ud som om Evnen til at Undfange geniale Ideer var taget af. Ja som om Modtageligheden for dem var ved at forsvinde. Man tumler stadig med de samme Lærdomme, visse Arvelighedsteorier, lidt Darwinisme, lidt Kvinde-Emancipation, lidt Lykkemoral, lidt Fritænkeri, lidt Kultus af Folket osv. Ikke uden kynisme tilbagekaldes 70ernes og 80ernes idealer. Det vigtigste er åbenbart kunsten. Hvis man skulle være lidt maliciøs, lyder det som om han selv trængte til adspredelse; de gamle ideer fra det moderne gennembrud kedede ham, han har brug for en ny stimulans, og her var billedstormeren Nietzsche yderst velegnet. Filosoffen Harald Høffding kunne ikke sidde provokationen overhørig og skrev et kritisk responsum, Demokratisk radikalisme. En indsigelse. Høffding tog især anstød af Brandes radikale individualisme og 1 I Orson Welles’ filmklassiker, Den tredje mand, udspiller der sig en berømt dialog, der er påfaldende tilsvarende: „I Italien under Borgiaerne havde de krig, terror og blodsudgydelse i 30 år, men de skabte Leonardo, Michelangelo og renæssancen. I Schweiz har de haft broder-kærlighed, fred og demokrati i 500 år. Og hvad har de opfundet? Kukuret.“
105 fremførte i stedet det synspunkt, at genier og undtagelsesmennesker nok er uundværlige, men at deres storhed afhænger af deres gavn for helheden. Han anerkendte ikke modsætningsforholdet mellem fremragende enkelte og den brede befolkning, og mente ikke, at demokrati er nivellering, men troede på kollektive sociale og kulturelle fremskridt. Brandes forsvarede sig i essayet Det store menneske. Kulturens kilde, hvor han gjorde tykt nar af Høffding og udstillede ham – ikke uden grund – som en fantasiforladt, pedantisk og frygtsom universitetsprofessor, der for enhver pris ville være vellidt og ikke kan forstå en voldsom natur som Nietzsche. Brandes’ desavouering af sine gamle idealer hænger sammen med, at han blev mere og mere pessimistisk i løbet af 80erne. Nytårsaften 1886 noterer han således i sin dagbog, at han har mistet troen på samfundsmæssige fremskridt og frigørelse, og i stedet vender tilbage til sin gamle hero worship. Her kommer Nietzsche så ind i billedet, omend han har en langt mere ekstrem forståelse af individets emancipation fra konventionens bånd end Brandes nogensinde fik. Høffding havde ret, da han senere bemærkede, at den korrekte betegnelse for Nietzsches filosofi egentlig ikke er „aristokratisk radikalisme,“ men „Radikal aristokratisme,“ hvis man ved „radikalisme“ forstår et særligt sæt af ideer, og ikke bare en gradsbetegnelse. Nietzsche fik næppe nogen varig indflydelse på Brandes, hvis dannelses- og personlighedsideal vedblev at være Goethe. Det ser snarere ud som om han glemte ham, om end der måske er spor af nietzscheansk sværmeri for de store enere i heltemonografierne om Michelangelo (1921), Voltaire (1916-17), Julius Cæsar (1918) og Goethe (1915). 2 Zarathustra-kitsch Politikens chefredaktør Viggo Hørup fulgte debatten mellem Brandes og Høffding fra fængslet, og medgav, at Nietzsche var „bindegal,“ men „hans paradokser er dog født af en brændende hjerne og et såret hjerte, de er en udmærket stoltheds hede Blus, som i al fald tænder modsigelsens brand, forarger og fordærver“. 3 Hørups fornuft tog parti 2 Man kunne også nævne hans ret besynderlige argument imod første verdenskrig: „Der kan have været en Shakespeare, en Kant eller Goethe, en Moliere eller en Pasteur, en Kopernikus, en Rubens eller en Tolstoj blandt de hundredetusinde af tyveårige, som er faldne.“ Fra Verdenskrigen, 1916. 3 Bjørn Bredal, Politiken mod Politiken, 2009.
Page 1 and 2: Årsskriftet Critique tredie årgan
Page 3 and 4: Blandt overmennesker og mystikere -
Page 5: Til vennen Georg. Efter at du havde
Page 9 and 10: 107 Da fortælleren senere møder e
Page 11 and 12: 109 Perlen var Nietzsches sans for
Page 13: 111 vore dages ateistiske religions

Printervenlig udgave - Årsskriftet Critique

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?