Hele publikationen i PDF - Netpub.dk

netpub.dk

Hele publikationen i PDF - Netpub.dk

EU OG PALÆSTINA ÆSTINA T ERHVERV NYTTER HJÆLPEN? “Vi kan ikke lade de selv styret kollapse,” siger Villy Søvndal s.6 / Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. ØEN, HVOR STATEN STJÆLER Reportage fra Cuba: Dansk bileventyr endte i grøften s.46 / FOREIGN AFFAIRS DØDSKAMPEN MOD NARKOKARTELLERNE Mexicanerne vælger præsident id t i jjuli. li DDen nye lleder d skal k l besejre landets narkobaroner – ikke forhandle med dem, skriver tidligere chef for USA’s narkopoliti s. 24 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 3 · 2012 · JUNI/JULI · 39. ÅRGANG – 25.000 Så mange piger bliver hver dag gift som børn verden over s.40 /


ABONNEMENT Udvikling er gratis og udkommer seks gange om året. Bestilling af abonnement og ændring af adresse: www.udvikling.dk Bestilling af tidligere numre: www.danida-publikationer.dk Abonnementsservice: distribution@rosendahlsschultzgrafi sk.dk, tlf. 4322 7300 Næste nummer udkommer 27. august 2012. REDAKTION Redaktør: Stefan Katić (sk) – stekat@um.dk, tlf. 3392 0709 Redaktionssekretær: Mads Mariegaard (mm) – madmar@um.dk, tlf. 3392 0052 Journalist: Ulrikke Moustgaard (ulm) – ulrman@um.dk, tlf. 3392 0932 Journalistpraktikant: Marie Torp Christensen (mt) – marich@um.dk, tlf. 3392 0078 Events og markedsføring: Sara Leth – sarlet@um.dk, tlf. 3392 1842 Ansvarshavende ifølge medieansvars loven: Jesper Fersløv Andersen, chef for Udenrigsministeriets Presseenhed Design: Esben Niklasson, Layout: India Tryk: Arco Grafi sk. Papir: 115 gram MultiArt Matt DETTE NUMMER NR 3 – 2012 – JUNI/JULI – 39. ÅRGANG Udgivelsesdato: 22. juni 2012. Redaktionen afsluttet 29. maj 2012. Trykoplag: 15.750. ISBN 978-87-7087-630-8 (tryk) ISBN 978-87-7087-631-5 (elektronisk) ISSN 0106-0570 Forside: Stephanie Sinclair/VII & Johan Ordoñez/ Scanpix (øv.th.) ANNONCESALG Treu Media: jt@treumedia.dk eller tlf. 3333 0680 UDGIVER Danida, Udenrigsministeriet Asiatisk Plads 2, 1448 København K Danida er betegnelsen for Danmarks statslige udviklingssamarbejde, som er et aktivitetsområde under Udenrigsministeriet. Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. “ Min far er fantastisk. Han er sjov. Han er fuld af liv. De bidrager til dette nummer Israel og Palæstina fylder mindre, end mange tror. I alt omkring halvdelen af Jylland. Alligevel kan man nærmest ikke åbne en avis uden at få den seneste opdatering fra området. Men der er samtidig et hav af historier, som aldrig bliver fortalt. Én af dem fortæller journalist Mikkel Bahl i dette nummer. (s. 6) Sharon Taylor, da FN's Særlige Domstol for Sierra Leone i april 2012 kendte hendes far, Liberias tidligere præsident Charles Taylor, skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden fra 1996 til 2002 under den blodige borgerkrig i nabolandet Sierra Leone. Mikkel Mikk l Bahl, B hl JJerusalem, l Marie M i Torp T Christensen, Ch i t Suzette S tt FFrovin, i Israel/Palæstina Aarhus, Danmark Yangon, Burma Kampagnen Kony 2012 mod den ugandiske krigsforbryder Joseph Kony begyndte med en video på nettet, der blev set over 100 millioner gange og skulle kulminere sidst i april med synkrone plakatophængninger på hvert et gadehjørne i verden. Udviklings journalistpraktikant var med på plakatnatten i Aarhus. (s. 54) Burma er endnu ingen turistmagnet. Det mærkede den fynske journalist, da hun skulle på dametoilettet, mens bussen mod hovedbyen Yangon – hvor hun skulle interviewe Burmas Mr. Culture – holdt pause. Alle 14 tissende kvinder forsvandt fra toilettet med ét, da hun trådte ind, og de fi k efterfølgende grinefl ip udenfor. (s. 20)


Indhold UDVIKLING Grønne investeringer skal skabe nye jobs s.4 / Ny strategi for dansk u-landsbistand s.16 / Fotoreportage: Gift som femårig s.40 / Unge aarhusianere til kamp mod Joseph Kony s.54 / Kronik: Skal ngo’er gøre statens arbejde? s.58 / POLITIK Bistandseksperimentet Palæstina s.6 / Villy Søvndal: “Israel svigter sit ansvar” s.14 / Skandale i Kinas politiske top s.19 / Foreign Aff airs: Narkokonger i krise s.24 / Cambodjansk retsopgør er endt som farce s.30 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN ERHVERV Dansk erhvervseventyr i Cuba s.46/ De fejlslagne forretningers losseplads s.49 / Migranter sender fl ere penge hjem s.61 / Novo Nordisk sænker prisen på insulin s.61 / Minister: Kenya er porten til Østafrika s.62 / KULTUR Mød Burmas kulturelle fyrtårn s.20 / Ambassadør i Sydafrika giver tips til rejsen s.23 / Med kandidatgrad i verdensmusik s.36 / Mexico: Den katolske kirke i modvind s.39 / Kulturen kort: Bølgeskvulp og bossa nova s.53 / FASTE SIDER Kony K “klynget op” i Aarhus s.54/ s Debat: Lad FN lukke skattehuller s.63 / Navne: Chefskifte i Verdensbanken s.64 / Søvndal revser Israel l s.14 / Asiatisk Asi Plads: Nyt om dansk bistand bist s.65 / Indvikling: Ind “Neger-sagen” fra Roskilde s.66 / Fremblik: Fre Fra ørkenrock til folkemøde folk s.67 / – NR 3 · 2012 · JUNI/JULI · 39. ÅRGANG – s.24 / Verdensbankens nye chef s.64 / MEXICO: OPGØR MED NARKOBARONER Tidligere chef for USA’s narkopoliti analyserer de mexicanske myndigheders kamp mod kartellerne. s.40 / ÆGTESKABER UDEN ALDER Global fotoreportage: Trods forbud bliver millioner af piger hvert år gift, mens de stadig er børn. s.46 / “STATEN STJAL MIN VIRKSOMHED” Dansker fi k succes med biludlejning i Cuba. Det gik så godt, at myndighederne overtog forretningen.


4/ UDVIKLING Fremskridt for nødhjælp i Burma Det er blevet lettere for nødhjælps- og udviklingsorganisationer at arbejde i Burma. Sådan lyder vurderingen fra fl ere organisationer, der til FN’s nyhedsbureau Irin fortæller, at det nye styre gør en forskel, men at der stadig er store problemer. Udfordringerne er i dag oftere administrative end politiske. De kan så også være besværlige nok – det kan tage fl ere måneder at få de nødvendige tilladelser til at arbejde i landet. Det er således også stadig svært for organisationerne at få lov at arbejde i den urolige østlige del af Burma og i Kachin-staten, hvor oprørsgruppen Kachin Independence Organization kræver selvstændighed. I alt er der over 400.000 fordrevne i de konfl iktramte områder. Burma kæmper desuden stadig mod konsekvenserne af cyklonen Nargis, der ramte den sydlige del af landet i maj 2008, dræbte 140.000 og gjorde millioner hjemløse.• /SUS FOTOS: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA AGENDA Grøn vækst skal redde verden – og de fattige Danmark sætter grønne investeringer og jobs i u-landene på dagsordenen til FN’s topmøde Rio +20. AF SUSANNE SAYERS Det lyder dramatisk, men ikke desto mindre er det verdens fremtid, det handler om nu, hvor verdens ledere og tusindvis af politikere, embedsmænd, interesseorganisationer og virksomheder samles til FN-topmøde om bæredygtig udvikling i den brasilianske storby Rio. Udfordringerne er også til at få øje på: Om få årtier er verdens befolkning formentlig ni milliarder i stedet for de nuværende syv. Hvis vores forbrug fortsætter i nuværende hast, skal vi allerede i 2030 bruge 40 procent mere energi, 30 procent mere vand og 50 procent mere mad end i dag, ifølge FN’s beregninger. Det kræver enorme ændringer i en fart, men alvoren er ikke gået op for især de rige lande, mener Troels Dam Christensen, der er koordinator for 92-gruppen – et samarbejde mellem de større danske miljø- og udviklingsorganisationer. “Alle ved, at vi ikke får et bindende resultat i Rio, og det er dybt bekymrende. Alle slås for at slippe for at gøre noget selv,” siger Troels Dam Christensen. Et af de store emner på Rio+20 er grøn vækst. Her er særligt ngo’erne i Syd bekym- rede over, at det bliver et andet ord for grøn kapitalisme, hvor de basale uligheder består, nu bare i en grønnere udgave. Derfor har 92-gruppen op til Rio-konferencen lavet en rapport om, hvordan grøn vækst kan blive retfærdig, også over for de fattigste. GRØN VÆKST ER DANSK MÆRKESAG Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er forvisset om, at den grønne vækst vil komme alle til gode. “Der vil være grønne arbejdspladser og investeringer i det, også i de fattigste lande, men selvfølgelig skal det sættes ind i en stærk, international ramme,” siger han til Udvikling. Ministerens to vigtigste punkter for Rio+20 er at få en vej mod nye bæredygtighedsmål, der kan afl øse FN's nuværende 2015 Mål. Og så er det nødvendigt med et globalt bæredygtighedsråd, der kan holde øje med, om målene bliver opfyldt. “Vi har brug for en organisation, der som FN’s menneskerettighedsråd kan overvåge og afrapportere. Det er afgørende, hvis vi skal føre målene ud i livet,” siger ministeren. •


Sukker skal få fl ygtningepiger i skole De bliver sat til at arbejde eller bliver tvangsgift i en tidlig alder. De over 100.000 piger under 18 år i verdens største fl ygtningelejr Dadaab i Kenya er derimod sjældent at fi nde på skolebænken, og det er et problem, mener fl ere hjælpeorganisationer. De vil nu ifølge FN’s nyhedsbureau Irin belønne de familier, der sørger for, at pigerne kommer i skole. Ifølge FN’s fl ygtningeorganisation UNHCR er det kun hver tredje af de overvejende somaliske piger i lejren op til 13 år, der går i skole. Frygten for et Afrika i brand med blodige konfl ikter på grund af klimaforandringer er overdrevet. Det er en af konklusionerne i en ny rapport om sammenhængen mellem klima og konfl ikter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Det er ellers en almindelig antagelse, at klimaforandringerne fører til konfl ikter. Men så enkelt er det ikke, siger forskerne bag rapporten. Derimod skal klimaforandringer ses som en faktor, der kan udløse og forværre allerede eksisterende konfl ikter. For når der mangler ressourcer, kan lurende spændinger blive forstærkede og svære at holde under kontrol. Mens kun én ud af 20 piger mellem 14 og 17 år går i skole. Belønningen for at få pigerne i skole kan blandt andet være en ekstra sukkerration, gratis hygiejneartikler og solcellelamper. Dadaab-lejren huser omkring 400.000 fl ygtninge, de fl este er fra Somalia. • /SUS Klimakonfl ikter kan forhindres Derfor handler det om at gøre noget ved de underliggende årsager til konfl ikterne, lyder anbefalingen fra rapporten, der blandt andet nævner udviklingsorganisationen Cares “fredsbrønde” i den vestafrikanske stat Niger som et eksempel (billedet). Brøndene bliver først bygget, når de lokale grupper er blevet enige om, hvordan rettigheder og pligter skal fordeles. Forhandlingerne har betydet, at konfl ikterne ikke længere udvikler sig blodigt: Da Care indledte programmet i 2005, endte 56 procent af alle registrerede konfl ikter voldeligt. I 2010 endte ingen konfl ikter blodigt, selv om året var et katastrofeår for nomadebefolkningen. • /SUS Dansk udviklingssamarbejde i top Danmark er i top tre, når kvaliteten af de rige landes indsats for at hjælpe fattige lande vurderes. Det viser tre forskellige rapporter om kvalitet i bistanden. En af dem fra den uafh ængige tænketank, Center for Global Development udpeger Danmark – sammen med Norge og Sverige – til at gøre det bedst inden for syv politikområder, som er vigtige for u-landene: bistand, handel, investering, migration, miljø, sikkerhed og teknologi. Samme tænketank har i en anden undersøgelse set nærmere på, hvad der udgør kvaliteten af bistanden. Danmark er her den bedste donor til at udvikle institutioner i partnerlande og blandt de fem bedste til at mindske den administrative byrde hos partnerne. En tredje undersøgelse fra den uafh ængige organisation Development Assistance Research Associates (DARA), vurderer Danmark som verdens næstbedste humanitære donor og én ud af kun seks donorer, der lever op til universelle standarder. • /ULM Læs mere på www.danida.dk/nyheder FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (ØV.) & ABDELHAK SENNA/SCANPIX (NED.) 5/


6/ FOTO: ED KASHI/VII TEMA EU'S BISTAND TIL DE PALÆSTINENSISKE SELVSTYREOMRÅDER VERDENS VILDESTE BISTANDSEKSPERIMENT Målt per indbygger er Palæstina verdens største modtager af udviklingsbistand, og de fleste af pengene kommer fra EU. Men det politiske dødvande i den konfliktfyldte region betyder, at resultaterne fortsat er få og små. AF MIKKEL BAHL, JERUSALEM ZAYTA, VESTBREDDEN. EFTER I TO TIMER AT HAVE VENTET PÅ, AT EN ISRAELSK SOLDAT SKAL LÅSE PORTEN OP, KRAVLER EN PALÆSTINEN- SISK FAMLIE PÅ VEJ HJEM FRA DERES OLIVENLUND, OVER HEGNET.


Ramallah, Vestbreddens hovedby bare 15 kilometer nord for Jerusalem, adskiller sig markant fra alle andre byer i de besatte palæstinensiske områder. På smarte caféer med trådløst internet sidder unge palæstinensere med bærbare computere og iPhones, mens de nyder en cappuccino. I weekenden mødes de på de mange nye barer og natklubber, hvor de danser, drikker og ryger argileh, vandpibe. Trafi kken er rodet og anmassende som i alle andre palæstinensiske byer, men bilerne er større, fl ottere og dyrere. Gader og fortove er nyligt renoverede. Overalt er bygningsarbejde i gang. For nyligt åbnede Mövenpick et femstjernet hotel, og på en bakketop 7/ >


> 8/ FOTOS: LYNSEY ADDARIO/VII GAZA. PALÆSTINENSKE BØRN LEGER UDEN FOR ET TELT, HVOR DEN FRIGIVNE HAMAS-FANGE YEHIA SINWAR HILSER PÅ VENNER OG FAMILIE EFTER HAN ER BLEVET LØSLADT FRA ISRAELSK FANGENSKAB. har en rig, amerikansk palæstinenser opført en kontorbygning på 22 etager med en roterende restaurant i toppen. Men mens Ramallah har gennemlevet et voldsomt økonomisk boom de senere år, er resten af Vestbredden blevet aff olket for palæstinensere. I de store områder, som israelsk militær kontrollerer, er fl ere og fl ere bosættelser blevet opført på trods af, at det ifølge den 4. Genève-konvention er ulovligt for en besættelsesmagt at fl ytte sin egen civilbefolkning ind på besat område. I alt bor nu mere end en halv million israelere i strategisk placerede bosættelser side om side med 2,5 million palæstinensere på Vestbredden, et område mindre end Sjælland. I Gaza – med et areal på størrelse med limfj ordsøen Mors – er der ingen bosættere, men til gengæld er den lille stribe land underlagt en militær blokade af Israel, der kontrollerer alle grænser sammen med Egypten. Samtidig ledes Gaza af Hamas, der nægter at samarbejde med partiet Fatah, der kontrollerer Vestbredden. Derudover betragtes Hamas også som en terrororganisation af EU, USA og Israel. Det voksende skel mellem Ramallah og resten af de besatte palæstinensiske områder er symptomatisk for den strategi, det internationale


donorsamfund har valgt at føre over for palæstinenserne. Men det vender vi tilbage til. Først lidt baggrund for at forstå det internationale samfunds engagement i Palæstina. ARAFAT, RABIN OG OSLO Optimismen var stor i 1993, da den palæstinensiske leder Yassir Arafat og Israels præsident Yitzhak Rabin gav hinanden hånden på plænen foran Det Hvide Hus i Washington. Håndslaget cementerede Oslo-aftalen, der langt om længe skulle afslutte konfl ikten mellem israelere og palæstinensere. Hvad hverken de to hovedpersoner eller det internationale samfund dog kunne vide var, at aftalen samtidig blev startskuddet til et bistandseksperiment uden fortilfælde. I årene efter aftalen blev palæstinensere verdens klart største modtager af bistand. Ifølge tal fra organisationen Global Humanitarian Assistance modtog de i perioden 1995-2009 mere bistand per person end alle andre lande i top ti tilsammen. “ Vi er blevet bildt ind, at vi bør fokusere på udvikling. Som om endnu et projekt om kønsroller eller civilsamfund vil etablere en stat. Det er en fornærmelse mod os. Sam Bahour, palæstinensisk forretningsmand, Ramallah I perioden efter besættelsen begyndte i 1967 og op til 1993 varetog Israel i høj grad selv sine forpligtelser som besættelsesmagt i Gaza og på Vestbredden. Ifølge Genève-konventionen har en besættelsesmagt ansvaret for den besatte civilbefolkningens basale fornødenheder såsom mad, uddannelse, sundhed og sikkerhed. Med oprettelsen af Det Palæstinensiske Selvstyre i 1994 blev alle disse udgifter hurtigt overtaget af det internationale samfund. Især EU var gavmild. Som Rory Miller, leder af Institut for Mellemøststudier ved King’s College i London, har beskrevet, så var europæerne efter årtier på sidelinjen under den kolde krig ivrige efter at få politisk indfl ydelse i regionen. Midlet blev bistand til palæstinenserne. Siden 1993 har det internationale samfund i gennemsnit brugt mere end seks milliarder kr. årligt på at oprette en palæstinensisk stat. I alt omkring 135 milliarder kr. over to årtier. Heraf har EU’s institutioner og medlemslande stået for cirka to tredjedele. Det overordnede formål med støtten har været “at sikre etableringen af en levedygtig og demokratisk palæ- stinensisk stat, der kan leve i harmoni med Israel og sine andre naboer,” som EU’s EuropeAid skriver på sin hjemmeside. HVEM GAVNER STØTTEN? Blandt palæstinenserne er fl ere og fl ere begyndt at stille spørgsmål ved den enorme bistand og donorernes erklærede mål. “Der er mange gode enkeltstående bistandsprojekter, så jeg vil ikke fordømme dem over én kam,” siger en af Vestbredden mest succesrige forretningsmænd, Sam Bahour, da Udvikling møder ham på Pronto, en lille, charmerende italiensk restaurant i Ramallah. “Men efter 20 år med internationale eksperter, konsulenter, projekter, udviklingsplaner og helt uhyrlige bistandsbudgetter, er det på tide vi spørger os selv: Hvad er resultaterne?” Mens tjeneren kommer med en cafe latte, fortsætter Sam Bahour, der er dybt involveret i palæstinensisk politik og blandt andet skriver klummer for den britiske avis The Guardian: “Vi har delvist fungerende institutioner på Vestbredden, men intet politisk system. Parlaments- og præsidentvalg bliver udskudt igen og igen, og Det Palæstinensiske Selvstyre er så afh ængig af støtten, at det hele ville falde fra hinanden, hvis støtten stoppede i morgen,” siger han. Han påpeger, at den massive bistand har overtaget alle aspekter af palæstinensernes liv. Ikke kun økonomien, som er blevet kørt fuldstændig over, men også kulturen. “Som samfund er vi igennem 20 år blevet tvunget ind i bistandens rationale. Vi har alle sammen lært at skrive evalueringsrapporter og ansøgninger med fi ne, lange ord. Vi har været på workshops og ved præcis, hvad bistandsorganisationerne gerne vil høre. Vi er blevet bildt ind, at vi bør fokusere på udvikling. Som om endnu et projekt om kønsroller eller civilsamfund vil etablere en stat. Det er en fornærmelse mod os,” siger han. ENIGE GRÆSRØDDER Ikke langt fra Ramallahs smarte caféer fi nder vi græsrodsorganisationen Stop the Wall, som ledes af den erfarne aktivist Jamal Juma. På trods af utallige ansøgninger, har Stop the Wall aldrig fået adgang til EU’s ellers løstsiddende støttekroner. 9/ >


> 10/ “EU vil hellere spilde pengene på ufarlige projekter, end at forholde sig politisk til besættelsen, som vi gør,” siger Jamal Juma, som har været fængslet af Israel fl ere gange. “Mange glemmer det, men Osloaftalen var jo en midlertidig aftale, der skulle oprette en palæstinensisk stat senest i 1999. Aftalen er udløbet for længst, men alle fortsætter, som om intet var hændt. Milliardbistanden strømmer stadig til Det Palæstinensiske Selvstyre, selv om de kun kontrollerer 18 procent af Vestbredden,” siger han. “ Milliardstøtten til selvstyret har befriet Israel for alle de besværlige dele ved besættelsen. Jamal Juma, leder af organisationen Stop the Wall, Ramallah Opdelingen af Vestbredden i en A-, B- og C-zone (se boks side 11) var en midlertidig løsning, der skulle have været ophævet, da den palæstinensiske stat efter planen skulle have været erklæret senest i 1999. Ifølge Jamal Juma er det helt store problem nu, at palæstinenserne er fanget i en aftale, der burde have været midlertidig. Og at EU og andre internationale donorer har accepteret denne opdeling af Vestbredden og fokuseret deres bistandspolitik i område A. Derfor blomstrer Ramallah og enkelte andre byer, der ligger i område A, mens resten af de besatte palæstinensiske områder langsomt bliver aff olket og integreret i Israel. “Israel har brugt tiden på at udbygge besættelsen. Milliardstøtten til selvstyret har jo befriet Israel for alle de besværlige dele ved besættelsen,” siger Jamal Juma. BEGRAV OSLO-AFTALEN Sam Bahour og Jamal Juma er vidt forskellige personer. Den ene er forretningsmand. Den anden aktivist. Alligevel er deres analyser af palæstinensernes nuværende situation slående ens. Begge mener de, at Oslo-aftalen burde begraves. Én gang for alle. Og begge opfatter de Det Palæstinensi- STØTTEN TIL PALÆSTINENSERNE Her er et kort overblik over den internationale udviklingsstøtte til De Palæstinensiske Selvstyreområder. BISTAND TIL PALÆSTINENSERNE De besatte palæstinensiske områder modtager i gennemsnit mere end seks mia. kr. årligt fra det internationale samfund. Heraf kommer to-tredjedele fra EU’s institutioner og medlemslande. 4.879 DPS 66 % MEST BISTAND PR. INDBYGGER 1.142 > 6 mia kr. De Palæstinensiske Selvstyreområder (DPS) ligger nummer et i verden med 4.879 dollars (ca. 28.000 kr.) i udviklingsbistand pr. indbygger i perioden 1995–2009. Nummer to på listen, Irak, modtog i samme periode 1.142 dollars (ca. 6.500 kr.) pr. person. Altså mindre end en fj erdedel af palæstinenserne. Dollars pr. indbygger 5.000 4.000 3.000 2.000 1.000 0 Irak Afghanistan 1.008 960 Mozambique 573 Tanzania HVAD BRUGES PENGENE TIL? Størstedelen af det internationale samfunds støtte til Palæstina går til institutionsopbygning og infrastruktur, mens omkring en tredjedel klassifi ceres som humanitær bistand. Selvom dette er faste aktiviteter, man genfi nder i den øvrige, globale udviklingsbistand, kan hjælpen til Palæstina og “øvrige u-lande” ikke sammenlignes, da støtten til Det Palæstinensiske Selvstyre i udgangspunktet er politisk betinget. Kilde: Global Humanitarian Assistance Modtagere af international bistand 1995–2009: DPS 20,5 4.879,44 Irak 35,2 1.141,82 Afghanistan 30,0 1.007,62 Mozambique 21,9 959,83 Tanzania 25,1 572,88 Vietnam 30,5 346,51 Etiopien 26,9 286,97 Egypten 22,6 271,94 Bangladesh 21,9 135,56 Pakistan 23,8 131,55 Indonesien 21,2 92,31 Kina 33,8 25,37 Indien 28,2 23,52 Vietnam 347 287 272 Etiopien Egypten Samlet beløb (mia. dollars) Bangladesh 136 132 Dollars pr. indbygger Pakistan


DE PALÆSTINENSISKE SELVSTYREOMRÅDER Gaza kontrolleres af Hamas, der betragtes som en terrororganisation af EU og derfor ikke modtager direkte støtte. PALÆSTINA Areal: 6.220 km 2 Indbyggertal: 3.700.000 (2009) GAZA Bruttonationalindkomst (BNI) pr. indbygger: 1.290 dollars (2008) Israel har siden 1967 holdt Vestbredden og den langt mindre Gazastribe besat. JERUSALEM ISRAEL HEBRON NABLUS RAMALLAH VESTBREDDEN JORDANDALEN BETHLEHEM Vestbredden kontrolleres af Fatah, der også regerer Det Palæstinensiske Selvstyre. Selvstyret er en central partner i EU's bistandsstrategi. VESTBREDDEN INDDELT I TRE ZONER: A, B OG C Vestbredden har siden Oslo-aftalen været inddelt i områderne A, B og C: Område A: (18 procent af arealet) Kontrolleres af Det Palæstinensiske Selvstyre, og omfatter kort sagt Vestbreddens store byer (se kort). Område B: (omkring 20 procent) Administreres af Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel i fællesskab. Område C: (62 procent af Vestbredden) Kontrolleres fuldstændigt af Israel. Se kort med de tre områder: www.ochaopt.org EU'S BISTAND EU'S ERKLÆREDE MÅL MED STØTTEN “At sikre etableringen af en levedygtig og demokratisk palæstinensisk stat, der kan leve i harmoni med sine naboer.” Kilde: EuropeAid ØDELÆGGELSE AF EU-PROJEKTER I løbet af det seneste år har Israel ødelagt 22 vandcisterner og 37 beboelses- eller landbrugsbygninger støttet af midler fra EU's medlemslande. I alt opgør EU-Kommissionen Israels ødelæggelser af humanitære EU-projekter for palæstinenserne til minimum 350 millioner kr. siden 2001. I maj i år kritiserede samtlige 27 udenrigsministre i EU ødelæggelserne, som primært foregår i område C. Yderligere 110 EU-støttede projekter på Vestbredden har i øjeblikket nedrivningstrusler hængende over hovedet. Blandt dem vedvarende energi projekter, vandcisterner, bebyggelser til dyr samt vand- og sanitetsprojekter. /mb 11/ >


> 12/ FOTOS: ALEXANDRA BOULAT/VII (TV.) & MIKKEL BAHL (TH.) SÅDAN ER VESTBREDDEN OGSÅ. BRYLLUPSGÆSTER KLAPPER AF BRUDEN ELAINE KHOURY OG HENDES FAMILIE PÅ VEJ TIL BRYLLUP I DEN OVERVEJENDE KRISTNE BY TAYBEH. ske Selvstyre som indirekte varetager af primært Israels interesser. “Bare kig på deres seneste budget. 44 procent går til sikkerhedsapparatet. Men hvem er det egentlig, de beskytter? Det er Israel. Vi lever stadig med bosættervold hver eneste dag,” siger Sam Bahour og giver udtryk for en opfattelse, som bliver mere og mere udbredt blandt palæstinenserne. Nemlig at Det Palæstinensiske Selvstyre er en del af problemet og ikke løsningen. Ved at fortsætte samarbejdet med Israel, accepterer selvstyret nemlig den midlertidige aftale, som ifølge mange palæstinensere ingen legitimitet har. “Selvstyret har fejlet. De har ikke formået at beskytte palæstinenserne fra donorernes interesser. De er som en narkoman, der kun kan tænke på det næste bistands-fi x,” siger Sam Bahour og fortsætter: “Hvis formålet med bistanden var at afslutte besættelsen og oprette en palæstinensisk stat, så har den fejlet. Men hvis motivet var at dække over den eklatante politiske fallit, som det internationale samfund har spillet i konfl ikten, så har bistanden i hvert fald været en delvis succes,” siger Sam Bahour. Han mener, at EU og det internationale samfund har et ansvar for at sørge for at international lov bliver opretholdt, og at bistanden i høj grad har været brugt til at skjule, at de ikke har turdet tage den politiske konfrontation med Israel. MERE SKADE END GAVN I udkanten af Ramallah ligger det Danske Repræsentationskontor, som blev oprettet efter Oslo-aftalen. Her sidder Danmarks repræsentant Lars Adam Rehof og hans personale, som hver dag må krydse et israelsk militær-checkpoint for at komme på arbejde fra deres bopæl i Jerusalem. Han er ikke enig i kritikken: “Når man kigger på støtten til palæstinenserne, skal man huske på, den er politisk motiveret,” siger Lars Adam Rehof. “EU er altovervejende til stede af politiske årsager, og derfor mener jeg ikke, vi kan bruge de samme standarder som andre steder. Hvis grundvilkåret er, at EU af politiske grunde udelukkende vil bruge positive incitamenter til at formå parterne til at fi nde en løsning, så er succeskriterierne meget anderledes, end når vi ser på mere traditionelle former for bistand,” siger han. Han minder om, at Israel/Palæstina-konfl ikten i de fl este EU-lande er et indenrigspolitisk spørgsmål, hvilket sætter nogle klare grænser for EU’s muligheder. “Alt taget i betragtning er vores støtte en succes. Palæstinenserne nyder stor opbakning i verdenssamfundet, de har veludbyggede institutioner, deres levestandard er relativ høj, de er godt uddannede, og sidst, men ikke mindst, så har vores støtte sikret, at de stadig fi ndes som folk,” siger Lars Adam Rehof. “Samtidig må vi dog også se i øjnene, at vi efter tyve års bistand ikke har kunnet købe freden. EU’s tilgang har altovervejende været, at økonomiske incitamenter var tilstrækkelige. EU ønskede at bistå parterne med at fi nde en fredelig, holdbar løsning, ikke mindst fordi det var i Israels langsigtede interesse, men to-statsløsningen som mulighed synes nu afgørende truet. Mange siger, at israelerne har valgt to-statsløsningen fra,” siger han med henvisning til Israels bosættel-


sespolitik i område C, der ifølge en nylig EU-rapport aktivt undergraver palæstinensernes tilstedeværelse i Jordan-dalen og muligheden for at oprette en sammenhængende stat. “De lokale EU-missioner har gentagne gange advaret om, at vi er ved at nå et afgørende øjeblik for to-statsløsningen. Vi står i en meget farlig situation lige nu, hvis målet er at sikre en to-statsløsning, ikke mindst for Israels skyld. De instrumenter, vi har til rådighed, har tydeligvis nået deres begrænsninger,” siger han. “I tyve år har EU investeret enorme summer i en aftale, som – når vi ser tilbage – efter manges opfattelse måske døde allerede i 1995, da Yitzhak Rabin blev dræbt,” siger Lars Adam Rehof med henvisning til Oslo-aftalens israelske fader, der blev myrdet af en radikal, højreorienteret, ortodoks jøde, der var imod aftalen. GIV EN MAND EN FISK… På den israelske side af muren, der skærer Østjerusalem ud af Vestbredden, ligger Folkekirkens Nødhjælps kontor, som de sidste tre år har været ledet af Mads Lindegård. Ligesom Lars Adam Rehof mener Mads Lindegård heller ikke, at de seneste tyve års bistand har været spildt. “ EU's bistand har reddet liv og i høj grad sikret, at der stadig er et palæstinensisk folk. Mads Lindegård, leder af Folkekirkens Nødhjælps kontor i Jerusalem “EU’s bistand har reddet liv og i høj grad sikret, at der stadig er et palæstinensisk folk. Det er nok det primære resultat af støtten, og det resultat skal man ikke undervurdere,” siger Mads Lindegård. Han mener dog også, at EU’s bistand har skabt en fastlåst situation, som palæstinenserne langsomt, men sikkert taber. Især bør EU kigge grundigt på støtten til Det Palæstinensiske Selvstyre, mener han. “Hvad er selvstyret? Det er en bistandsafh ængig enhed, der kontrol- lerer et område på størrelse med Lolland. Dem støtter EU med adskillige milliarder om året,” siger han. “Samtidig presses palæstinenserne i alle andre dele af Vestbredden. Jeg kender folk, der har fået revet deres hus ned fem gange. Så er det klart, man begynder at kigge efter andre muligheder. Så på den måde har EU’s bistand i høj grad hjulpet israelerne med at presse palæstinenserne ud af store områder, der nu er indtaget af bosættere. Den kantonisering af Vestbredden, der er sket, har i høj grad været støttet af EU’s udviklingspolitik,” siger Mads Lindegård. “Ved at behandle problemstillingen som en normal nødhjælps- eller udviklingssituation, har EU faktisk hjulpet Israel med at udbygge besættelsen,” siger han. “Vores logo er en fi sk, og ifølge det gamle ordsprog, kan man give en mand en fi sk. Så har han mad til én dag. Man kan også lære ham at fi ske, så han kan forsyne sig selv i fremtiden. Men problemet hernede er ikke, at palæstinenserne ikke kan fange fi sk. Problemet er, at de ikke har retten til at fi ske,” siger Mads Lindegård. • / Mikkel Bahl er freelancejournalist, bosat i Jerusalem, Israel/Palæstina. DANMARKS BISTAND TIL DE BESATTE OMRÅDER: I 2010 gik den danske støtte på 158 især til disse tre områder: • Lokaludvikling og eff ektivisering af kommunalstyret • Støtte til palæstinensiske fl ygtninge gennem FN-organisationen United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees (UNRWA) • Menneskerettigheder “FRA EUROPA TIL PALÆSTINA. SAMMEN FÆRDIGGØR VI BILLEDET”, LYDER TEKSTEN PÅ DETTE EU-BILLBOARD, SOM KAN SES PÅ HOVEDVEJEN MELLEM RAMALLAH OG NABLUS PÅ VESTBREDDEN. 13/


14/ TEMA EU'S BISTAND TIL DE PALÆSTINENSISKE SELVSTYREOMRÅDER Udenrigsministeren: “ISRAEL SVIGTER SIT ANSVAR” Hvordan skal EU tackle dilemmaet om bistand til Palæstina? Udvikling har spurgt Villy Søvndal (SF), som kører parløb med EU’s udenrigsrepræsentant Catherine Ashton under Danmarks EU-formandskab, der slutter med udgangen af juni. AF RIKKE ALBRECHTSEN, BRUXELLES IFØLGE GENÈVE-KONVENTIONEN er det Israels eget ansvar at sørge for befolkningen på deres egne besatte territorier. Hele bevæggrunden for, at de internationale donorer efter Oslo-aftalen har samlet regningen op, var, at der skulle fi ndes en løsning i 1999. Nu skriver vi 2012. Er der ikke en bagkant på, hvor længe man vil bevare status quo? Alle ved jo, at der foreligger en dybt ulykkelig og helt speciel situation i forhold de besatte områder. Fordi den har varet urimeligt længe, betyder det jo ikke, at den er blevet mindre prekær. Så jeg må være ærlig og sige: Det er umuligt at sige noget meget håndfast om en bagkant. Vi ved jo, at palæstinenserne i forvejen lider store afsavn. Det er ikke så nemt bare at trække tæppet væk. Er vi med vores hjælp i virkeligheden med til at forlænge konfl ikten? Det håber jeg ikke, og det tror jeg ikke. Spørgsmålet er bestemt relevant og fair, men vi ved bare også, at Israel har en meget hårdhændet behandling af palæstinenserne på en lang række områder, og jeg kan ikke umiddelbart se grunde til at tro, at Israel i realiteternes verden vil gøre noget, der modsvarer det, Vesten gør i dag. Som besættelsesmagt har Israel selvfølgelig en række forpligtelser over for befolkningen i de besatte områder, og Israel svigter det ansvar. De indgribende foranstaltninger, der har en meget skadelig indvirkning på palæstinensernes økonomiske udvikling, er uacceptable. “ Vi kan ikke lade selvstyret kollapse økonomisk, for så mister vi de betydelige resultater, der allerede er nået. Villy Søvndal, udenrigsminister Verdensbanken advarer om, at det Palæstinensiske Selvstyre er på vej mod en akut økonomisk krise og mangler fl ere milliarder på deres statsbudget i år. Der bliver appelleret til det internationale samfund om fl ere penge. Der er mange steder en underforstået opfattelse af, at europæerne ender med at betale regningen. Skal vi det? Fra dansk side er vi optaget af at styrke almindelige palæstinenseres levevilkår og kunne bidrage til, at palæstinenserne er så klar som overhoved muligt, den dag der kommer en selvstændig palæstinensisk stat. Selvfølgelig er palæstinensernes økonomi elendig, det ville være mærkeligt andet i den situation. Jeg vil ikke foruddiskontere om, hvorvidt Europa kommer til at betale mere. Men jeg synes, det understreger behovet for at lægge øget pres på begge parter om at fi nde en forhandlet løsning. Den palæstinensiske statsopbygning er selvsagt det nødvendige fundament for et Palæstina. Selvstyret er på dette vigtige punkt nået meget langt, både fordi den internationale støtte hertil har været omfattende, og fordi det palæstinensiske selvstyre med præsident Abbas og premierminister Fayyad i spidsen har været meget dygtige til at gennemføre deres plan for statsopbygningen. Budgetstøtten er en nødvendig del heraf; vi kan ikke lade selvstyret kollapse økonomisk, for så mister vi de betydelige resultater, der allerede er nået. EU arbejder imidlertid målrettet på at udvide donorkredsen og samtidig minimere behovet for budgetstøtten, blandt andet gennem klarere, forudsigelige og mere gennemsigtige overførsler af de skatte- og toldindtægter, som Israel er forpligtet til at overføre til selvstyret.


SØVNDAL: MÅLET MED EU-BISTANDEN ER, AT PALÆSTINENSERNE ER SÅ KLAR SOM MULIGT, DEN DAG DER KOMMER EN SELVSTÆNDIG PALÆSTINENSISK STAT. Organisationer i området forklarer, at der er et enormt pengespild i brugen af international hjælp på grund af det besværlige forhold til Israel og de medfølgende administrative og praktiske hindringer, for ikke at tale om, når Israel ødelægger europæisk-fi nansierede bygninger. Organisationen DARA, der overvåger bistand til konfl iktområder, skønner, at op til 30 procent af støtten bliver spildt på administrative byrder. Kan vi som donorer acceptere det? Det er selvfølgelig ikke acceptabelt ud fra en økonomisk eller moralsk vurdering. Og så må man blot erkende, at Verden nogle gange bare er temmelig kompleks og kalder på færre principper og mere smidighed, når man tænker over, hvad alternativet ville være. Sandheden er vel, at en pure afvisning af hjælp ville have fatale følger og skabe voldsom uro. Sådan er vilkårene bare nogle gange. Udviklingspotentialet i Palæstina er stort, men kan kun realiseres fuldt ud ved at opnå en levedygtig og retfærdig politisk løsning på den israelskpalæstinensiske konfl ikt. Den danske bistand til Palæstina vil på kort og mellemlang sigt være underlagt de politiske rammebetingelser som følge af den langvarige konfl ikt mellem israelere og palæstinensere, herunder i særdeleshed den israelske militære besættelse af Gaza og Vestbredden. Uanset de betydelige palæstinensiske fremskridt med hensyn til statsopbygning over de seneste år – fremskridt, der har ført til den nuværende tekniske parathed til en selvstændig palæstinensisk stat – er der en reel risiko for, at fortsat fravær af en politisk løsning på konfl ikten vil underminere og tilbagerulle de opnåede resultater. Det er i bund og grund ikke et udviklingsmæssigt, men snarere et politisk problem. Derfor vil kun en politisk løsning kunne frigøre vækst- og udviklingspotentialet i Palæstina og sikre bæredygtigheden af de opnåede palæstinensiske resultater inden for statsopbygning. • /Rikke Albrechtsen er freelancejournalist bosat i Bruxelles. FOTO: DENNIS LEHMANN/SCANPIX 15/


16/ FOTO: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA Ny strategi RET TIL ET BEDRE LIV En ny lov og en ny strategi for dansk udviklingssamarbejde blev i maj vedtaget af et enigt folketing. Hovedbudskab: Fattigdom skal bekæmpes med menneskerettigheder og grøn vækst. Borgfreden om dansk bistand er tilbage. AF JESPER HELDGAARD ALLE MENNESKER HAR RET TIL ET LIV MED LIGE MULIGHEDER, FASTSLÅR DANIDAS NYE UDVIKLINGSSTRATEGI.


Et enstemmigt folketing vedtog i slutningen af maj en ny lov og en ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde. Forud var ellers gået adskillige måneders til tider ophidset debat. “Den brede konsensus om de lange linjer i dansk udviklingspolitik er utroligt vigtig af mange grunde: Den sender et klart signal om, at hele Danmark bakker op om vores stærke internationale engagement, og sikrer Danmark en stærk stemme internationalt. Den sikrer også den stabilitet, der er så vigtig i det lange, seje udviklingssamarbejde”, siger udviklingsminister Christian Friis Bach om sit politiske svendestykke og tilføjer: “Selvfølgelig er der fortsat politiske uenigheder, men nu kan vi tage debatten på et fælles og mere oplyst grundlag og den nye lov sikrer en åbenhed, vi aldrig har set magen til tidligere.” ET KORT LIV Den nye strategi, “Retten til et bedre liv”, erstatter strategien: “Frihed fra fattigdom – frihed til forandring”, der kun fi k to års levetid. Den havde tidligere udviklingsminister Søren Pind (V) som pennefører, men blev i 2010 vedtaget uden stemmerne fra den daværende opposition. Dermed blev traditionen for bred konsensus om Danmarks udviklingsstrategi brudt. “ Jeg havde da hellere set, at 2010-strategien fortsat gjaldt. Men vi kan sagtens leve med den nye strategi. Jakob Ellemann-Jensen, Venstres udviklingsordfører LYTTEDE TIL KRITIK Og det er også den nuværende opposition ganske godt tilfreds med: “Jeg havde da hellere set, at 2010-strategien fortsat gjaldt. Men vi kan sagtens leve med den nye strategi,” siger Venstres udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen, der dog ikke vil udstede en egentlig garanti for, at strategien overlever, “hvis og når vi kommer i regering igen, for alt kan jo ske i politik.” DEN NYE STRATEGI I FÅ ORD Retten til et bedre liv er Danmarks nye strategi for udviklingssamarbejde. Strategien har to overordnede målsætninger: at bekæmpe fattigdom og sikre menneskerettigheder. Økonomisk vækst står centralt i strategien. Væksten skal være grøn og fremme sociale fremskridt, så den bidrager til at forbedre fattige menneskers levevilkår og giver dem mulighed for et bedre liv. Strategien fastslår også, at alle mennesker har ret til et liv med lige muligheder. Menneskerettighederne er derfor rygraden i Retten til et bedre liv og vil være en ledetråd i tilrettelæggelsen af konkrete indsatser. Bestilling af publikationen Retten til et bedre liv: se annonce på bladets bagside. Selv om strategien er ændret undervejs, fastslår Christian Friis Bach, at de store linjer fra udkastet er fastholdt, og at den nye strategi indvarsler nye tider. Både han, Jakob Ellemann- Jensen og andre udviklingsordførere kvitterer for den konstruktive dialog, som har præget forhandlingerne om strategien. “Jeg syntes helt ærligt, det første udkast til strategien var noget rigtigt hø. Men jeg fornemmede fra starten ministerens vilje til at lytte, og vores og andres kritik og forslag førte rent faktisk til ændringer, som har bragt mere realisme og fokus ind i strategien,” mener Venstres ordfører, der også er glad for den nye lov: “Den gamle lov er mere end 40 år gammel og trængte til en opdatering, og der er også god grund til at ændre den måde, styrelse og råd er sammensat på, for at ruske op i den træghed, der kan liste sig ind, hvis ting ikke forandres. Også her er der lyttet til vores kritik.” INGEN SLUGTE KAMELER Christian Friis Bach er enig og erkender, at det oprindelige lovudkast er ændret på mange punkter. Men han afviser at have “slugt kameler”: “Faktisk har ændringerne præciseret mine oprindelige intentioner om øget åbenhed og dialog, så dele af teksten er blevet mere klar efter forhandlingerne.” 17/ >


> 18/ FIRE PRIORITETER Danmark vil koncentrere sit udviklingspolitiske engagement på fi re prioritetsområder: • Menneskerettigheder og demokrati • Grøn vækst • Sociale fremskridt • Stabilitet og beskyttelse Overordnet set skal Danmark bevare et globalt udviklingspolitisk engagement, men arbejdet skal fokuseres på de fattigste lande, hvor behovene er størst, og hvor Danida bedst kan gøre en forskel. Ministeren nævner som eksempel, at der i det oprindelige udkast stod, at ministeren “kan (dog) til enhver tid vælge at ændre sammensætningen af medlemmerne” af det udviklingspolitiske forum, der i øvrigt i den endelige lov er blevet til et råd. “Den formulering kunne opfattes – og blev af nogle opfattet som om, jeg ønskede magt til at skifte medlemmerne ud efter forgodtbefi ndende. Hensigten var såmænd blot at give Ligger du inde med smalfi lm/video om Congo-hospitalet, Thai-gården, Danmarksindsamlingen i 1962 eller helt andre projekter og aktiviteter fra dansk bistands barndom – eller kender du nogen, der gør – så hører vi meget gerne fra dig. I anledning af Danidas 50 års-jubilæum har Udenrigsministeriet skudt jagten i gang efter fi lmperler om tidlig dansk bistand – dvs. før 1990. Vi går på jagt i diverse arkiver og kontakter produktionsselskaber og fi lmmagere, men efterlyser også private optagelser. Herunder også gerne fi lmoptagelser af private, danske organisationers u-landsarbejde. mulighed for at udskifte medlemmer, der for eksempel på grund af jobskifte ikke længere repræsenterede en relevant organisation. Det er nu sikret med en mere præcis formulering.” Ministeren har accepteret fl ere ændringer i forhold til sit oprindelige udkast: Formandsposten i rådet skal besættes af én udefra, ikke af ministeren selv. Og i den bevillingskomité, som fremover skal tage stilling til bevillinger over 35 millioner kr., kan de fi re medlemmer fra Udenrigsministeriet ikke trumfe en bevilling igennem på tværs af de fi re eksterne medlemmer. Er de alle – eller blot to af de eksterne – imod, falder bevillingen. NYT RÅD KAN TAGE INITIATIVER Selv om kritikken af det oprindelige lovudkast i høj grad har gået på, at ministeren med afskaff elsen af Danidas Styrelse og ditto Råd ville “sætte sig på det hele”, så sikrer den nye lov reelt både større åbenhed og mere indfl ydelse til det, der meget bredt beskrives “ressourcebasen”: Det nye Udviklingspolitiske Råd får eksempelvis initiativret. Det har Styrelsen aldrig formelt haft i sine 50 FILMPERLER EFTERLYSES år. Ministeren kan heller ikke længere “bare” udpege Rådets medlemmer frit. Han skal vælge blandt personer, som nomineres af de forskellige interessenter. Men den helt afgørende ændring er, at samtlige bevillinger på over 35 millioner kr. fremover skal lægges frit frem til off entlig høring fra idé-fase til færdigt program. Ministeriet vil frem over kigges i kortene af alle interesserede og tage dem aktivt med på råd, og der skal oprettes en helt ny hjemmeside til formålet. Ministeren erkender, at det bliver en stor opgave: “For den skal laves på en intelligent måde, så folk kan abonnere på de emner, der er relevante for dem. Jeg er sikker på, at det vil føre til bedre bistand, men også spare os kræfter på lang sigt”, siger Christian Friis Bach og tilføjer: “Men med åbenhed fra start undgår vi fejl, misforståelser og sikrer fl ere ideer og øget inspiration til et bedre udviklingssamarbejde.”• /Jesper Heldgaard er freelancejournalist. "Tråde i et udviklingsmønster" er titlen på en fi lm fra 1967 af Tørk Haxthausen om dansk bistand til Tanzania. Der må fi ndes meget mere materiale af den slags. Kom bare frem med det! Hensigten er at redde materialet, inden det bliver for sent. Tanken er også at bringe uddrag af de gamle optagelser på Udenrigsministeriets hjemmeside her i jubilæumsåret. Har du tip om gamle fi lmperler, så kontakt det “jagtselskab”, der står for opgaven for Udenrigsministeriet: Jesper Heldgaard Bo Jørgensen 20 43 58 18 22 11 72 72 jheldgaard@gmail.com bojorgensen@webspeed.dk


AGENDA POLITIK Malawis præsident gør op med politivold Politiet i Malawi slog hårdt ned på demonstranter, da der i juli sidste år var protester mod den forværrede økonomi i det fattige land i det sydlige Afrika. Mindst 19 mennesker mistede livet. Den ansvarlige, den malawiske politichef Peter Mukhito, bliver nu draget til ansvar af Malawis nye præsident Joyce Banda (bille det), som satte Mukhito fra bestillingen få dage efter sin tiltrædelse. Joyce Banda, der er Malawis første kvindelige præsident, er tidligere vicepræsident siden 2009, men ragede uklar med daværende præsident Mutharika og forlod hans parti. Herefter stiftede Joyce Banda et nyt parti, People's Party, som hun er leder af i dag. • /RH Strid S om egyptiske forfatningsfædre OOm igen! Den såkaldte administrative domstol st i Egypten er utilfreds med sammensætningen ni af den forsamling, der for nylig er udpeget ud af parlamentet for at skrive en ny, demokratisk de forfatning. Ifølge domstolen kniber det med mangfoldigheden di i forsamlingen. Kvinder, unge og mindretal m er underrepræsenteret. Kinas politiske top rystet af skandale Alt var tilsyneladende lagt til rette forud for kongressen i Kinas regerende kommunistparti til efteråret. Bo Xilai (billedet) skulle forfremmes til en af de ni pladser i politbureauets stående komité, der styrer landet. Den 62-årige Bo var en opstigende politisk stjerne blandt andet på grund af sin stort anlagte kamp mod organiseret kriminalitet i storbyen Chongquing. Han mindede i sin optræden om vestlige politikere og var uhyre populær. Men så blev Bo Xilai i marts afsløret i “alvorlige disciplinære overtrædelser”, som det statslige nyhedsbureau Xinhua formulerer det. Nu er han frataget alle tillidsposter i partiet. Domstolen reagerede på søgsmål fra liberale og sekulære grupper, som frygtede, at islamistiske partier – som efter Egyptens første frie valg dominerer i parlamentet – ville gennemtvinge bestemmelser i forfatningen, der fører til ensretning i overensstemmelse med deres muslimske tro. • /RH Det står ikke klart, hvori Bos forseelser består, men hans tidligere politichef Wang Lijun synes at spille en rolle i hans fald. Wang sladrede angiveligt om, at Bos hustru, Gu Kailai, deltog i mordet på den britiske forretningsmand Neil Heywood i november i fj or, fordi Gu og Heywood var uenige om “økonomiske interesser”. Xinhua skriver, at Gu er under “stærk mistanke” for at rydde Heywood af vejen. Sagen ændrer næppe på, at en anden fremtrædende politiker, Xi Jinping, fortsat ventes at overtage positionen som Kinas øverste leder efter Hu Jintao. Første skridt er udnævnelsen til generalsekretær i kommunistpartiet på efterårets kongres. • /Regner Hansen FOTOS: STEPHANE DE SAKUTIN/SCANPIX (TV.) & STR/SCANPIX 19/


20/ FOTO: ONOUROWNPATH/CREATIVE COMMONS/FLICKR Burma GALLERISTEN I YANGON Midt i Burmas travle hovedby ligger et helle, hvor moderne burmesiske kunstnere udstiller og møder ligesindede. Ejeren er lidt af et ikon på den sprudlende lokale kulturscene. AF SUZETTE FROVIN, YANGON INSPIRATION. AUNG SOE MIN UDSTILLER VÆRKER AF LOKALE KUNSTNERE PÅ TAGET AF SIT LILLE GALLERI.


Pudset skaller af væggene i den mørke trappeopgang, og betonen er slidt skæv på de lidt for høje trappetrin, der fører op til Pansodan Galleriet i centrum af Burmas hovedby Yangon (tidligere Rangoon). Der ikke meget æstetik eller kunst over opstigningen, men indenfor i de hvidkalkede lokaler, hvor en fane i loftet holder den værste middagshede i skak, summer det af liv. Galleriets ejer, 41-årige Aung Soe Min, giver hånd og byder på den bedste kaff e, man kan få i byen. Det er fi re år siden, han fi k ideen til at skabe et samlings- og fristed for landets moderne kunstnere, og selvom turisterne efterhånden også fi nder vej til galleriet, og salget af malerier er steget med 300 procent de seneste år, har det aldrig været motivationen. “Jeg har ikke lavet galleriet for, at der skal være en ny turristattraktion i Yangon. Jeg har gjort det for Burma, for at skabe et sted, hvor burmesiske kunstnere kan udstille deres kunst og vise, hvad de har at byde på,” siger Aung Soe Min, der repræsenterer cirka 200 kunstnere i sit lille galleri, hvor udstillingerne skifter næsten dagligt. Hvordan han har kunnet få lov til at drive et galleri, som blandt andet viser malerier af generaler i selskab med nøgne kvinder, er lidt af en gåde – også for Aung Soe Min. Ikke én gang har han haft besøg af efterretningstjenesten, der ellers har haft ry for at slå hårdt ned på alle systemkritikere. Soe Mins forklaring er, at styret ganske enkelt ikke har forstået, hvor stor en magt og indfl ydelse kunst kan have. EN BOGORM SLÅR TIL Galleriet er hans ene hjertebarn. Bøgerne er det andet. For ud over galleriet har Soe Min også en af Burmas største private bogsamlinger. Hvor mange bøger han har i sit private bibliotek, ved han ikke, men han får ofte besøg af Burma-forskere fra blandt andet Yale University, når de forgæves har forsøgt at fi nde historiske dokumenter på Burmas Nationalbibliotek. “Jeg elsker bøger. Sådan har det altid været. Nationalbiblioteket har hverken penge eller uddannet personale til at etablere en seriøs bogsamling. Hvis der ikke er nogen, der samler disse bøger og dokumenter nu, forsvinder de for altid,” fortæller han, mens han serverer friskbrygget sort kaff e. Ved indgangen til galleriet står en lang træbænk, og her sidder de lokale boghandlere og venter. Aung Soe Min ved præcis, hvad han har i sin samling, og hvad han leder efter. Alligevel køber han ofte de bøger, gadehandlerne kommer med. “De har brug for pengene, og jeg skal nok fi nde på noget at bruge bøgerne til,” siger han. FULD AF IDEER Aung Soe Min voksede op i en lille landsby i det centrale Burma. 18 år gammel lavede han sin egen avis og senere også en radiostation. Som 25årig etablerede han sit eget trykkeri i Yangon. Burmeserne elsker at læse, og trykkeriet blev hurtigt det største af sin art i Burma, ikke mindst fordi Soe Min udviklede en ny forretningsmodel. Dengang i 1990’erne havde de færreste råd til at købe nye bøger for de- “ Folk er helt oppe at køre over kunstnere, der portrætterer Aung San. Den slags sælger virkelig godt nu, men de billeder er ikke længere de mest interessante, for nu kan alle gøre det. res sparsomme månedsløn. Så i stedet for at sælge bøgerne til private, lejede han bøgerne ud via private bogudlånere. Da han solgte trykkeriet, kastede han sig over fi lmproduktion. To af de fi lm, han skrev manuskripter til i den periode, ligger stadig på top 10 over de meste sete og bedst sælgende fi lm i Burma. “Jeg er god til at få ideer og se, hvordan vi kan gå nye veje. Det er mit trykkeri et eksempel på. Den måde, jeg etablerede og skabte den forretning, efterlignes nu af andre trykkerier. Det er godt. Jeg kan godt lide at skabe modeller, som andre kan bruge,” siger Aung Soe Min en aften, da vi spiser sammen i Yangons Chinatown. Et område der, selv på en helt almindelig onsdag, minder om Jomfru Ane Gade i Aalborg i juli. “For bare få måneder siden var byen helt død på det her tidspunkt,” siger han og kigger på sit ur, der viser 22.15. “Men nu, det er utroligt, hvad der er sket. Det er fantastisk.” DANSK BISTAND TIL BURMA Danmark støtter Burma/Myanmar med 100 mio. kr. årligt til forbedring af levevilkår, sundhed, uddannelse, demokrati og menneskerettigheder. 'SHWE DAGON DREAM' KUNSTNER: ZWE YAN NAING 'CRESCENT MOON MUDRA' KUNSTNER: ZWE YAN NAING UDEN TITEL KUNSTNER: YÉ MIN 21/ >


> 22/ FOTO: CARLOS SARDIÑA GALACHE “THE LADY” SÆLGER Siden efteråret 2011 har reformernes blide vinde blæst henover Yangon. Præsident Thein Sein og hans stab af generaler løsner langsomt grebet, og det mærkes i hovedstaden, hvor der nu sælges postkort, T-shirts og plakater med Aung San Suu Kyi på hvert et gadehjørne. Optimismen er ikke blevet mindre, efter Suu Kyi blev valgt ind i parlamentet i april. Det er næsten umuligt at opstøve et ledigt hotelværelse i byen, der er fyldt til bristepunktet med udenlandske journalister, ngo’er og internationale virksomheder, der alle vil have en bid af det nye Burma. Aung Soe Mins begejstring er imidlertid til at få øje på. “Valget i april var ikke afgørende. Vi skulle vælge 45 nye parlamentsmedlemmer, og jo, Aung San Suu Kyi er blevet valgt ind, men kan hun ændre Burma alene? Det er en start, men vi kommer til at bruge mange, mange år før demokratiet lykkes i Burma,” siger han. I sit galleri har han fl ere portrætter af Aung San Suu Kyi, og de går nu som varmt brød, særligt blandt de udenlandske besøgende, der fi nder vej til Pansodan Street, efter Aung Soe Mins sted er blevet nævnt i backpacker-bibelen Lonely Planet. “Folk er helt oppe at køre over kunstnere, der portrætterer Aung San. Den slags sælger virkelig godt nu, men de billeder er ikke længere de mest interessante, for nu kan alle gøre det,” siger Aung Soe Min og henviser til, at det for kun et år siden ikke bare var utænkeligt, mens også strafb art at male Nobelprismodtageren, som BEGAVET BLÆKSPRUTTE. GALLERISTEN AUNG SOE MIN HAR BÅDE BØGER, FILM OG BILLEDKUNST PÅ SAMVITTIGHEDEN. dengang gik under navnet The Lady, fordi også hendes navn var forbudt at nævne. FRYGT STYRER Aung Soe Min har levet hele sit liv i et militærdiktatur og ved derfor præcis, hvad det indebærer af frygt for og mistro til styret. Derfor har han heller ikke stor tiltro til, at Thein Sein og de øvrige generaler har rent mel i posen, når de pludselig kaster sig ud i en reformproces. “ Jeg er ikke så god til store, rige mænd. Jeg tror ikke på, de kan skabe forandring. “Vil de virkelig gøre det, der er bedst for Burma eller kun det, der er bedst for dem selv og det parti, de repræsenterer?” spørger han. Selv tror han, at det er et skyggespil, som har til hensigt at forblænde de politiske ledere i FN og EU, så de ophæver sanktionerne mod Burma. Uanset hvor mange reformtaler Thein Sein holder, kan Aung Soe Min ikke se, hvordan reformerne og den demokratiske udvikling skal komme fra det tidligere militærstyre. Han fortæller om en pressekonference om den politiske udvikling, der blev holdt i marts af en gruppe munke. De første reformer har gjort det muligt at holde legale pressekonferencer i Burma. Målet er at blive foregangsland i Sydøstasien for ytrings- og pressefrihed, sagde Thein Sein dengang til regeringsavisen The New Light of Myanmar. Men ét er at holde en pressekonference, noget andet er, om nogen skriver om det, der foregår på konferencen. “Undertrykkelse foregår på mange niveauer. Så nu taler alle om en fri presse, og om at generalerne har sluppet grebet, men det er ikke min oplevelse. Vi må gerne invitere pressen, men journalisterne kan ikke skrive om det, der foregår på pressekonferencerne. Det er jo langt fra ideen om en fri presse,” siger Aung Soe Min. TØRST EFTER MAGT Undertrykkelse og streng censur har været en del af burmesernes hverdag så længe, at demokratiet må have tid til at vokse. Først og fremmest handler det om at genskabe tilliden mellem styret og befolkningen, og det er ikke gjort med hverken valget af Aung San Suu Kyi eller ved at invitere udenlandske ledere på besøg. “Jeg er ikke så god til store, rige mænd. Jeg tror ikke på, de kan skabe forandring. Jeg er skeptisk over for deres motiver og for, at deres tørst efter magt er større end deres bekymringer for folket,” siger Aung Soe Min. “Til gengæld har jeg stor tiltro til manden på gaden, som gerne vil leve et enkelt og uafh ængigt liv. Det er fra ham, at forandringerne og reformerne skal komme, og vi må forberede os på, at det kan tage lang, lang tid, før demokratiet får fodfæste i Burma” siger han. Hans eget bidrag er måske beskedent, siger han, men han brænder for kunsten, og som altid er ambitionerne skyhøje. Derfor stiftede han i foråret sammen med en række kunstnere organisationen Myanmar Artist Alliance, som skal give den moderne kunst bedre vilkår i Burma. På etagen over Pansodan Galleriet vil Aung Soe Min åbne landets første forskningsbibliotek for burmesisk kunst. Myanmar Artist Alliance skal desuden skaff e midler til mikrofi nansprojekter til burmesiske kunstnere, og øverst på ønskelisten står et museum for moderne kunst i Yangon. Lokalerne er allerede fundet. • /Suzette Frovin er freelancejournalist. Læs mere om galleriet på http://pansuriya.wordpress.com/


Ambassadørens rejsetips Sydafrika AF REGNER HANSEN SYDAFRIKA Interview med Dan E. Frederiksen, 57, Danmarks ambassadør i Pretoria siden 2007 Hvad må man ikke gå glip af i Sydafrika? “Naturen og dyrelivet, som er fl ot og meget forskelligartet. I den enorme Kruger Park fi nder man the big fi ve – elefant, næsehorn, bøff el, løve og leopard. Der er mulighed for overnatning. Jeg kan også anbefale Drakensberg, landets højeste bjergkæde, som er god til vandreture. På sydkysten er der helt andre naturoplevelser. Man kan se de kolossale sydlige rethvaler fra land i oktober-november. Det er også det eneste sted i Afrika, hvor der er pingviner.” Hvilken begivenhed kan man glæde sig til? “Sydafrikanerne er vilde med sport – selvfølgelig mest cricket og rugby. Der er to store årlige begivenheder, som også tiltrækker mange udlændinge. Det er Cape Argus-cykelløbet, hvor over 30.000 mennesker deltager. Og så er der Comrades Marathon, som er det største og ældste ultramaratonløb (løb, som er længere end maratonløb, red.) i verden. Strækningen er på 90 kilometer.” Hvor kan man få indblik i landets historie? “Apartheidmuseet i Johannesburg er et must. Det er videnstungt, men man kan selv vælge, 23/ hvor meget man vil gå i detaljer. Fængselsøen Robben Island ud for Cape Town, hvor Nelson Mandela sad som fange, er også uomgæn- • Sydafrika er lidt større gelig. Det er tidligere fanger, der viser rundt. end Frankrig og Desuden vil jeg fremhæve det meget bastante Spanien tilsammen. Befolkningen er på 51 Voortrekker-monument (billedet) i Pretoria, millioner. hvor fordrevne boere af hollandsk oprindelse grundlagde et samfund.” (NED.) • Befolkningsfordelingen er cirka 80 Hvilke fejl begår udlændinge ofte? procent sorte, 9 pro- “Mange turister glemmer Udenrigsministericent hvide, 9 procent PRIVATFOTO & ets roste rejsevejledning, når de har været her farvede og 2,5 procent TH.) en uge uden at opleve noget ubehageligt. Man asiater. (ØV. skal ikke lade sig skræmme, men man skal på den anden side passe på. Sydafrika er martret • Sydafrikas motto er “Forenet i mangfol- af sin fortid. Her er ekstremt rige og ekstremt dighed”. 11 offi cielle fattige, og derfor er volden ikke forsvundet.” sprog er anerkendt i WARD/SCANPIX forfatningen. Hvad kan Danmark lære af Sydafrika? ROGAN & “Sydafrikanerne har vist evnen til at tilgive • Sydafrikas historie er og komme videre efter apartheid-æraens præget af stridigheder TV.) uhyrligheder. Det er utrolig fl ot. Der en stor og alliancer mellem (ØV. religiøs tolerance i Sydafrika, som har mange briter, boere og zuluer. kirkesamfund.” • • Apartheidpolitikken om raceadskillelse var i kraft 1948-1991. COLLECTION/CORBIS • Nelson Mandela blev i 1994 Sydafrikas første sorte præsident. HOBERMAN Dan E. Frederiksen Danmarks ambassadør i Sydafrika FOTOS:


24/ FOTO: JOHAN ORDOÑEZ/SCANPIX FOREIGN AFFAIRS VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD. Mexico KAMPEN MOD KARTELLERNE De mexicanske myndigheder er ved at vinde dødskampen mod narkokartellerne, samtidig med at befolkningen skal vælge ny leder. Landets kommende præsident bør ikke forhandle med narkobaronerne, men derimod besejre dem, skriver Robert C. Bonner, tidligere chef for USA’s narkopoliti. MEXICANSK POLITI ESKORTERER JAIME HERRERA HERRERA, ANGIVELIGT MEDLEM AF ET NARKOKARTEL OG BEDRE KENDT UNDER NAVNET EL VIEJITO (DEN LILLE GAMLE MAND). MEXICO CITY, FEBRUAR 2012.


I juli vælger Mexico en ny præsident som afl øser for Felipe Calderón. De tre kandidater fører valgkamp med et udpræget socialt og økonomisk program og fremlægger klart forskellige fremtidsvisioner for Mexico. Uanset hvem der vinder, bliver den pågældende nødt til at gøre noget ved det største problem, landet står over for lige nu – kampen mod narkokartellerne. Men trods de mange negative overskrifter vil den kommende præsident hurtigt indse, at myndighederne har gjort store fremskridt i denne kamp i løbet af de sidste fem år. Da Calderón trådte til i december 2006, havde kartellerne bidt sig godt fast i Mexico og kontrollerede eff ektivt lokalsamfundene i alle egne af landet og tilmed hele delstater. I de foregående to årtier havde de indtjent milliarder i ulovlige indtægter og kunne praktisk taget ustraff et anvende deres illegale formuer til at infi ltrere og korrumpere den mexicanske regering i meget stort omfang. Rivaliserende narkoorganisationer kæmpede om territorier og smuglerruter og spredte død og ødelæggelse overalt. Calderón var den første mexicanske præsident, der tog kampen op. Ved at bruge magt og iværksætte omfattende reformer af retssystemet og politiet er 25/ >


> 26/ FOTO: JOHAN ORDONEZ/SCANPIX SAMARBEJDE MED FOREIGN AFFAIRS Udvikling samarbejder redaktionelt med det anerkendte tidsskrift Foreign Aff airs, som siden 1922 er blevet udgivet af den uafh ængige amerikanske tænketank Council on Foreign Relations. Samarbejdet betyder, at Udvikling jævnligt bringer artikler fra Foreign Aff airs i dansk oversættelse. det lykkedes ham at opløse nogle af kartellerne og at svække en hel del andre. Som følge af Calderóns beslutsomme og vellykkede indsats mod kartellerne står han i øjeblikket til 52 procent af stemmerne i meningsmålingerne. Men kartellerne hærger stadig i landet. Siden Calderón indledte kampen mod dem sidst i 2006, har næsten 50.000 mexicanere mistet livet som følge af narkorelaterede drab. Skønt langt de fl este af disse drab er resultatet af kartellernes voldelig kamp mod hinanden, har de uhæmmede kidnapninger, pengeafpresningsskandaler og blodsudgydelser skadet Mexicos omdømme, reduceret turistindustrien og udmattet en stadig mere opgivende mexicansk befolkning. Ifølge en meningsmåling fra Pew Research Center i august 2011 tror kun under halvdelen af den mexicanske befolkning på, at regeringen gør fremskridt i kampen mod kartellerne. Denne manglende optimisme styrker en understrøm i mexicansk politik, der tyder på, at Calderóns indsats for at udrydde narkokartellerne er slået fejl trods de rosværdige intentioner. Ifølge denne opfattelse kan Mexico slet ikke gøre sig håb om at overvinde kartellerne, men i bedste fald indgå en slags faustisk pagt med dem, der går ud på at give kartellerne lov til at operere uden for loven, hvis de til gengæld lægger en dæmper på volden. Måske i erkendelse af den tiltagende skepsis har Calderóns potentielle efterfølgere udtalt sig forholdsvis forsigtigt om kampen mod kartellerne og begrænset sig til intetsigende fl oskler om behovet for en ny strategi eller har støttet en tilbagekaldelse af mexicansk militær fra provinserne og et forøget fokus på de sociale årsager til kriminel adfærd. Denne defaitisme (nederlagsindstilling, red.) er et forræderi mod Mexico; landet kan stadig sejre i kampen. Det tog kartellerne 20 år at opnå den dominerende position, de havde, da Calderón kom til magten, og selv med den rigtige strategi vil det kræve endnu mange års vedholdende indsats at overvinde dem. Spørgsmålet er, om Mexicos næste præsident vil være i stand til at stå distancen og bygge videre på Calderóns resultater, eller om han vil underminere dem ved at forhandle med narkobaronerne. En forhandlingspolitik kan muligvis reducere en del af volden på kort sigt, men i sidste instans er Mexicos eneste mulighed for at genoprette lov og orden at besejre kartellerne én gang for alle. “ Siden Calderón indledte kampen mod kartellerne sidst i 2006, har næsten 50.000 mexicanere mistet livet som følge af narkorelaterede drab. KARTELLERNES KONTROL Da Calderón overtog præsidentembedet, fandtes der rundt regnet et halvt dusin karteller, der hver især var en stor kriminel organisation. Disse organisationer – Golfen, Juárez, La Familia Michoacana, Sinaloa samt Tijuanakartellerne – dominerede store områder af det mexicanske territorium og opererede også uden for landets grænser. Selv om de tjente penge på afpresning, kidnapning og menneskesmugling, kom størstedelen af deres indtægter fra narkohandel. Deres samlede bruttoprovenu af narkohandlen alene beløb sig til mellem fem og 10 milliarder dollars om året. For at beskytte deres operationer anskaff ede de stadig mere avancerede våben og bestak mexicanske embedsmænd på alle niveauer. De embedsmænd, der ikke lod sig bestikke, blev truet eller slået ihjel; i de sidste fem år har kartellerne myrdet 32 borgmestre og 83 politichefer foruden et antal journalister. Plato o plomo? (sølv eller bly?) var deres motto. Kartellernes nuværende position har udgangspunkt i 1980’erne, da fl ere forskellige mexicanske narkosmuglerorganisationer, som indtil da havde smuglet marijuana, fi k forbindelse med kokainkartellerne i Colombia og mod en aftalt betaling per kilo begyndte at transportere narko til USA. I 1990’erne begyndte colombianerne at betale de mexicanske smuglere med en andel af selve produktet, og herefter begyndte smuglerne at oprette deres egne distributionsceller i USA og andre lande. Sidst i 1990’erne havde de mexicanske karteller i det store og hele overtaget distributionen fra de colombianske partnere og begyndte at udvide sortimentet med metamfetamin og heroin foruden kokain. De ekspanderede også med andre former for organiseret kriminalitet såsom afpresning mod legitime erhvervsvirksomheder, kidnapning mod løsepenge og smugling af mennesker. Et af kartellerne stjal og videresolgte den mexicanske stats råolie fra rørledninger, der var ført gennem kartellernes territorium. Omkring århundredeskiftet var kartellerne blevet så stærke, at den mexicanske regering ikke følte sig i stand til at gøre ret meget for at bekæmpe dem. Calderóns umiddelbare forgænger, Vicente Fox, foretrak at gøre sig blind for problemerne, hvorimod Ernesto Zedillo, der var hans forgænger, forsøgte at tage kampen op, men måtte se i øjnene, at de operationer, han iværksatte, hurtigt blev afsløret af politiembedsmænd, der var blevet bestukket. Selv om både Zedillo og Fox ønskede at ophæve kartellernes straff rihed, måtte de erfare, at Mexicos svage og korrupte retssystem simpelthen ikke var opgaven voksen. I 2006 nåede kartellernes magt et højdepunkt. Calderón tog en række initiativer kort tid efter sin tiltrædelse, og dermed var slaget i gang. Lidt før Calderóns embedsperiode havde La Familia Michoacana (narkokartel med base i delstaten Michoacán, red.) slagtet medlemmerne af et rivaliserende kartel og kastet deres afh uggede hoveder ud på et dansegulv på en natklub. Da Calderón indtog præsidentembedet, indså han hurtigt, at han ikke kunne stole på


NARKOFANGST FREMVISES TIL PRESSEN I MEXICO CITY I FEBRUAR 2012. PRÆSIDENT CALDERÓN HAR IVÆRKSAT OMFATTENDE REFORMER AF LANDETS FORBUNDSPOLITI. forbundspolitiet, Agencia Federal de Investigación (AFI), og altså heller ikke kunne regne med, at de ville opspore og pågribe gerningsmændene. I kølvandet på efterforskningen konstaterede Calderón, at AFI var gennemsyret af korruption. Gennem årene havde kartellerne ikke kun bestukket regionale AFI-chefer, men også højtstående embedsmænd ansat i organisationens hovedkvarter i Mexico City. I begyndelsen af 2008 blev AFI’s underdirektør således anholdt og anklaget for at have modtaget fl ere hundrede tusinde dollars i bestikkelse fra Sinaloa-kartellet (anses for at være Mexicos mest magtfulde narkokartel, red.). En intern efterforskning afslø- rede desuden, at når AFI fi k ordre til at arrestere narko baroner, blev disse ofte på forhånd advaret af ansatte i politikorpset. Det statslige politi var endnu mere upålideligt. Politiembedsmændene her var i mange tilfælde på kartellernes lønningsliste i deres respektive regioner og undlod simpelthen at samarbejde med det føderale politi eller beskyttede ligefrem kartellerne og deres ledere. De lokale politistyrker var endnu værre – kronisk underuddannede, dårligt lønnede og meget ofte gennemført korrupte. I betragtning af disse stærkt begrænsede muligheder søgte Calderón støtte hos militæret, der netop fordi det aldrig havde været involveret i at efterforske eller modarbejde kartellerne var forholdsvis immunt over for deres indfl ydelse. Calderón brugte militæret som et magtmiddel i områder, der var hærget af kartellernes voldelige fremfærd, eksempelvis Ciudad Juárez, Michoacán og Veracruz, og ligeledes til – med kirurgisk præcision – at efterlyse, pågribe og om nødvendigt dræbe kartellernes ledere. Calderón havde dog forstået, at militæret alene ikke ville være i stand til at udrydde kartellerne. For at nå dette mål skulle han bruge en styrke, der var i stand til at afpatruljere storbyerne, indsamle efterretninger og tilvejebringe det bevismateriale, der var nødvendigt for at retsforfølge narkosmuglerne – funktioner, som kun en professionel politistyrke var i stand til at påtage sig. For at vinde narkokrigen skulle Calderón med andre ord have en politistyrke, han kunne stole på. EN KÆP I HJULET FOR SMUGLERNE Calderón indledte en reform af det mexicanske retssystem, der byggede på en strategi i tre faser. Der skulle dannes en ny, professionel føderal politistyrke; de 32 delstatspolitistyrker skulle genopbygges og overtage de ansvarsområder, som det miskrediterede lokale politi hidtil havde varetaget; og retsvæsenet og straff eloven skulle revideres. Calderón begyndte med det føderale politi. I sin harme over det korrupte AFI opløste han hele institutionen i maj 2009 og skabte en ny politistyrke. Det nye føderale politi begyndte fra grunden, ansatte grundigt sikkerhedsundersøgt universitetsuddannet personale, efteruddannede det på en nyoprettet politiskole og gav højere lønninger. Der blev også indført etablerede internationale standarder for modarbejdelse af korruption og en eff ektivt arbejdende afdeling for interne undersøgelser. Calderóns plan virkede efter hensigten. Den nye politistyrke tæller nu 35.000 betjente og har opbygget Mexicos første nationale database over kriminelle, der blandt andet registrerer fi ngeraftryk af alle, der bliver anholdt af politiet. Det føderale politi har overtaget militærets funktioner i adskillige regioner og har bevist sin vilje til at tage kampen op mod kartellerne ved at pågribe mange af deres ledende skikkelser. Det har også undgået graverende tilfælde af 27/ >


> 28/ FOTO: ALBERTO MILLARES/SCANPIX korruption. Opbygningen af denne professionelle politistyrke i løbet af ganske få år er foregået i forholdsvis ubemærkethed, men er ikke desto mindre et af Calderóns mest imponerende resultater. Det føderale politi skal nødvendigvis have støtte fra de 350.000 ansatte i det mexicanske delstatspoliti. Calderón har derfor også iværksat reformer af denne politistyrke i tråd med de reformer, han har gennemført i det føderale politi. I betragtning af det store antal nye betjente, der skal sikkerhedsundersøges, ansættes og uddannes, vil det tage fl ere år at fuldføre denne opgave. Og for at garantere, at det føderale og delstatslige politi samarbejder, må den mexicanske regering fi nde en vej uden om provinsguvernørerne, som nominelt kontrollerer delstatspolitiet og hyppigt har samarbejdet med kartellerne. Et vidneudsagn, der for nylig blev afgivet ved en amerikansk forbundsdomstol i Texas, afslører eksempelvis, at den forhenværende guvernør i Tamaulipas, en delstat lige syd for den amerikanske grænse, har modtaget fl ere millioner dollars fra Golf-kartellet. Korrupte guvernører af denne type har været skyld i, at delstatspolitiet ikke griber ind imod og i visse tilfælde ligefrem beskytter kartellets ledere i deres territo- BORGERE I MEXICO CITY PROTESTERER MOD VOLD. OMKRING 50.000 MEXICANERE HAR SIDEN 2006 MISTET LIVET SOM FØLGE AF NARKORELATEREDE DRAB. rium. I fremtiden bør den mexicanske kongres give præsidenten beføjelser til at føderalisere (sætte under den nationale regerings kontrol, red.) politiet i en given delstat, i det mindste i krisesituationer, ligesom den amerikanske præsident kan føderalisere enheder fra den amerikanske nationalgarde. “ Mexicanske fængsler har været plaget af en række pinlige fl ugtepisoder (…) Kartelbosser, som ikke har haft held til at fl ygte, lever et liv i luksus og er i stand til at organisere deres ulovlige forretninger bag tremmerne. Under kampen mod kartellerne erkendte Calderón, at han også var nødt til at reformere retsvæsenet. Mexicanske off entlige anklagere opnår kun en domfældelse i under fem procent af de sager, der vedrører sigtelser for narkosmugling. Til sammenligning ligger domfældelsesprocenten i USA for tilsvarende sigtelser på over 90 procent. For at rette op på dette miserable misforhold har Calderón foreslået, at der må skabes et mere gennemsigtigt straff eretsligt system med off entlige retssager, som gør det nemmere at drage dommere og anklagere til ansvar. Selv i de tilfælde, hvor det i Mexico er lykkedes at fængsle kartellernes medlemmer, har det voldt vanskeligheder at holde dem indespærret på længere sigt. Mexicanske fængsler har været plaget af en række pinlige fl ugtepisoder, først og fremmest den berygtede fl ugt, som lykkedes for Sinaloa-kartellets hovedmand, Joaquin “El Chapo” Guzmán, i 2001. Kartelbosser, som ikke har haft held til at fl ygte, lever et liv i luksus og er i stand til at organisere deres ulovlige forretninger bag tremmerne. Mange af de narkosmuglere, der er blevet pågrebet af det føderale politi, afsoner deres straf i underfi nansierede og underbemandede delstatsfængsler. Med henblik på at holde de vigtigste kartelbosser indespærret har Calderón iværksat opførelsen af et sikkerhedsfængsel og indledt reformer af det mexicanske fængselsvæsen efter amerikansk forbillede. Men indtil disse reformer er gennemført, bør Mexico blive ved med at udlevere så mange af kartellernes hovedmænd og deres vigtigste medhjælpere til USA, som har meget bedre muligheder for at sikre, at de forbliver fængslede.


VÆLG SEJREN Indtil nu har Calderón kun gennemført den ene søjle af sit foreslåede reformprogram – dannelsen af en ny føderal politistyrke. Men indtil videre har han ved at bruge militæret og det reformerede føderale politi været i stand til at føre en stadig mere eff ektiv krig mod kartellerne. I sin forfølgelse af kartellerne har Calderón anvendt en strategi, der betegnes som “konge-strategien”, og som i 1990’erne med held blev anvendt i Colombia mod narkokartellerne. Strategien går ud på at udnytte alle kartellernes svagheder – afl ytte deres kommunikation, afb ryde forsyningen og distributionen af narko og de kemiske stoff er, der er nødvendige for at fremstille den, samt beslaglægge kartelbossernes aktiver. Når myndighederne på denne måde har svækket en bestemt gruppe, kan de fi nde og anholde “kongen” og andre vigtige medlemmer af organisationen, deriblandt ledernes potentielle efterfølgere. “ Politiembedsmændene var i mange tilfælde på kartellernes lønningsliste. I løbet af de sidste tre år er det ved at anvende denne strategi lykkedes den mexicanske stat at pågribe eller dræbe over 40 af de betydeligste kartelgangstere. En af de mest vellykkede operationer fandt sted i december 2009, da mexicanske marinesoldater mere eller mindre tilintetgjorde Beltrán Leyva-kartellet, en underafdeling af Sinaloa, efter at have dræbt lederen Arturo Beltrán Leyva og pågrebet så godt som alle hans vigtigste håndlangere. Siden da har mexicanske tropper også opløst Tijuana-kartellet og i alvorlig grad svækket andre karteller som Golfen, Juárez og La Familia Michoacana. Tilmed Zeta-kartellet (en underafdeling af Golf-kartellet) og Sinaloa er blevet svækket, selv om de stadig er stærke; i begyndelsen af 2012 pågreb mexicanske myndigheder en af grundlæggerne af Zeta-kartellet og et højtstående medlem af Sinaloakartellet – blandt fl ere andre. Hvis det skal lykkes Calderóns efterfølger at opløse de resterende kar- MEXICOS PRÆSIDENT, FELIPE CALDERÓN, INDLEDTE KAMPEN MOD NARKOBARONERNE I 2006. teller, bliver han nødt til at anvende et væsentligt led i “konge-strategien”, som hidtil har manglet: en aggressiv konfi skationspolitik. Dette vil indebære, at det skal være muligt at identifi cere og konfi skere ikke kun de pengemidler, som kartellerne bruger til at gennemføre deres ulovlige transaktioner, men også de formuegoder, som kartelgangsterne har anskaff et med ulovligt tjente penge såsom huse, rancher, fl y, lystbåde, biler og legale erhvervsvirksomheder. En indsats af netop denne art gjorde det muligt for myndighederne i Bogotá at anholde lederne af de colombianske karteller i 1990’erne. Man pågreb de colombianske kartelkonger Pablo Escobar og José Gonzalo Rodriguez Gacha, efter at man havde spærret deres konti og på den måde gjort det svært for dem at betale deres medarbejdere og bestikke embedsmænd. Hvis man i Mexico følger dette eksempel, bliver det meget nemmere at pågribe lederne af Sinaloa og Zeta-kartellet. Når Mexico fj erner kongerne, deres efterfølgere og deres vigtigste håndlangere, vil kartellerne bryde sammen og ikke længere være i stand til at true staten. Når det sker, har Mexico vundet krigen mod narkoorganisationerne. En sådan sejr ser ud til at være inden for rækkevidde, men Calderón har ikke tid til at gøre arbejdet færdigt, eftersom han skal træde tilbage i december 2012. Til alt held for Mexico kan han til sin efterfølger overdrage store resultater i kampen mod kartellerne foruden grundlæggende omstrukturerede institutioner og en eff ektiv strategi. Mexicos kommende præsident skal beslutte, om han vil fortsætte den kamp, som Calderón har påbegyndt, eller om han vil vende tilbage til en forsoningspolitik. Denne beslutning bliver bestemmende for Mexicos fremtid. En eller anden form for aftale med kartellerne kan midlertidigt bringe voldelighederne til ophør, men vil til gengæld dømme Mexico til den organiserede kriminalitets korruption og straff rihed i fl ere generationer frem i tiden og dermed undergrave enhver forhåbning om at indføre retssikkerhed og kunne indtage en plads i første række blandt verdens øvrige industrilande. Calderóns efterfølger må erkende, at den eneste langsigtede løsning på landets problemer med narkokartellerne er at besejre dem, ikke at forhandle med dem. • /Oversat af Claus Bech. Teksten er en oversættelse af artiklen “The Cartel Crackdown”, bragt i Foreign Affairs’ maj/juni-nummer 2012. Reprinted by permission of Foreign Affairs, May/June 2012, Vol 91, No 3. Copyright 2012 by the Council on Foreign Relations, Inc. www.foreignaffairs.com. Robert C. Bonner Senior Principal i rådgivningsvirksomheden Sentinel HS Group og tidligere leder af den amerikanske regerings narkopoliti (DEA). FOTOS: TOMAS BRAVO/SCANPIX (ØV.) & FEDERAL ARBITRATION, INC. (NED.) 29/


30/ ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT


Retsopgør EFTER DRABET Den FN-støttede krigsforbryderdomstol i Cambodja skulle have sat et juridisk punktum for landets store traume: De Røde Khmeres folkemord 1975–79 på knap to millioner mennesker. Men retssagen er blevet en politisk farce – Udvikling har overværet forårets opsætning. AF POUL KJAR, PHNOM PENH I hovedrollerne: Tre aldrende mænd i vindjakker tiltalt for Cambodjas holocaust. En cambodjansk retspræsident i rød dommerkappe, der har indrømmet bestikkelse. Samt en hollandsk forsvarsadvokat, der udfylder rollen som hofnar. Vi er godt 20 kilometer uden for Cambodjas hovedstad Phnom Penh. Her – bag pigtrådsbeklædte betonmure – danner et militært fort rammen om landets historiske krigsforbrydertribunal, der siden 2007 har været beskæftiget med at placere ansvaret for landets store kollektive traume: Et folkemord, som tog livet af næsten to millioner mennesker. Iværksat af det kommunistiske regime De Røde Khmerer med den nu afdøde Pol Pot i spidsen. Et styre, der også sendte en hel befolkning i tvangsarbejdslejre på landet, drev særlige torturfængsler for “samfundsnedbrydende elementer” og begik massehenrettelser af børn og voksne på den legendariske mark The Killing Fields. Folkemordet udspandt sig fra 1975-79. Men først i februar i år blev den første røde khmer dømt for forbrydelserne: Kaing Guek Eav, alias Duch, der var chefb øddel i torturfængslet S-21 i Phnom Penh. Han fi k en livstidsdom og har nu byttet anklagebænken ud med rollen som anklagemyndighedens kronvidne i tribunalets sag nummer 002 mod de tre tidligere røde khmer-ledere og hovedanklagede for folkedrabet. PÅ ANKLAGE- BÆNKEN Tre cambodjanere står tiltalt i landets krigsforbrydertribunal for forbrydelser mod menneskeheden,krigsforbrydelser og folkedrab fra 1975-79. • Broder nr. 2/Nuon Chea, 87, chefi deolog og tidligere premierminister i De Røde Khmerer. Erklærer sig uskyldig. • Ieng Sary, 86, tidligere udenrigsminister i De Røde Khmerer. Fik i 1996 amnesti af kongen og mener derfor ikke, at han skal anklages. • Khieu Samphan, 80, tidligere præsident i De Røde Khmerer. Fastholder, at han ikke havde noget kendskab til drabene. UDVIKLING JUNI / JULI #3 / 2012 I tribunalet – som er en hybriddomstol med cambodjanske og internationale dommere, anklagere og forsvarere – burde en tredje og fj erde sag mod de ansvarlige også være på vej. Men dem har regeringen taget af programmet. Det vender vi tilbage til. METAFORER OG SOLBRILLER På tilskuerpladserne bag en glasvæg sidder hviskende buddhistiske munke, nonner og skoleelever. De kigger på den scenevante Duch, der nu står i vidneskranken foran de tre tidligere røde khmer-ledere. En af dem er 87-årige Nuon Chea, premierminister i De Røde Khmerer og bedre kendt som Broder Nr. 2, efter afdøde Pol Pot, Broder Nr. 1. “Jeg mødtes ofte med Nuon Chea og refererede direkte til ham,” siger Duch om sin tidligere chefs direkte ansvar for de 12.000, der blev slået ihjel i S-21 fængslet. Kort efter afb rydes han af tiltalte, der om Duch som vidne siger: “Man bruger ikke råddent træ til at lave Buddha-statuer.” Broder Nr. 2 er i retten kendt for sine improviserede religiøse metaforer – og mørke solbriller. Udbruddet medfører en irettesættelse fra retspræsidenten. Den tidligere udenrigsminister i de røde khmerer, 86-årige Ieng Sary, har hekseskud og kan ikke sidde oprejst på stolen. Han får lov til at forlade scenen allerede i den første pause for at overvære resten af dagen fra et rum med tv-transmission. Hans kone, Ieng 31/ >


> 32/ FOTO: HENG SINITH/EPA/SCANPIX (TV.) & TANG CHHIN SOTHY/AFP/SCANPIX (TH.) Thirith, De Røde Khmerers socialminister, stod indtil for nylig også anklaget, men er på grund af demens blevet erklæret uegnet til at deltage i retssagen. Den tidligere præsident, 80-årige Khieu Samphan, er den eneste, der kan klare en hel forestilling på godt fi re timer. HOFNARENS DRILLERIER Sagen mod de tre hovedtiltalte er meget kompleks og er derfor blevet RØDT FOLKEMORD I CAMBODJA • Den Mao-inspirerede oprørsbevægelse De Røde Khmerer tog magten i Cambodja i 1975 efter fem års borgerkrig. Den omdøbte landet til Campuchea og ville gøre det til et kommunistisk, klasseløst idealsamfund baseret på landbrug og selvforsyning, isoleret fra omverdenen. • Regimet forbød religion, bøger, musik og latter samt afskaff ede penge, nedlagde skoler og hospitaler og slog hårdt ned på læger, jurister, kunstnere, troende, intellektuelle og andre, man mente var “forurenet” af udlandet eller tilhørte eliten. • Befolkningen blev tvangsforfl yttet til arbejdslejre og landsbyer, hvor De Røde Khmerer dikterede alt lige fra søvn til ægteskab. Alle skulle gå i sort bomuldspyjamas for at være lige, og alle private ejendele blev brændt. • Cirka en tredjedel af landets befolkning døde under regimet. De fl este af sult og sygdom, men mange blev også henrettet. • I 1979 tvang vietnamesiske styrker De Røde Khmerer fra magten, der i de følgende 20 år førte guerillakrig mod Cambodjas forskellige siddende regeringer frem til 1998, hvor De Røde Khmerers leder Pol Pot døde. FOLKEMORDERE I SANDALER – POL POT (TV.) OG NOUN CHEA (NR. 2 FRA VENSTRE) STILLER OP TIL FOTO EFTER INDTAGELSEN AF PHNOM PENH I 1975. splittet op i en række mini-sager. Den første handler om tvangstømningen af Cambodjas byer i april 1975 (se boks). Broder Nr. 2’s hollandske forsvarsadvokat, Michiel Pestman, har fået ordet: “Jeg har endnu ikke hørt et eneste ord af relevans for den første del af sagen, da vidnet (Duch, red.) slet ikke befandt sig i Phnom Penh i april 1975,” siger han. Til det svarer anklageren, at Duch ikke desto mindre har et stort kendskab til De Røde Khmerers ideologi og kommandoveje. Retspræsidenten beder Pestman om ikke at tage ordet igen. Forsvarsadvokaten spiller forurettet. Ugen forinden har han påpeget, at vidnelisten er mangelfuld. Hvor er eksempelvis den nuværende præsident for det cambodjanske parlament, Heng Samrin, der i 1975 var De Røde Khmerers ansvarlige for “evakueringen” af Phnom Penh? Også ved den lejlighed – men under store protester – bad retspræsidenten Pestman om at sætte sig ned og holde sin mund. “ Jeg har påtaget mig rollen som domstolens hofnar. Jeg påpeger domstolens mangler og den politiske indblanding. Forsvarsadvokat Michiel Pestman “Jeg har påtaget mig rollen som domstolens hofnar. Jeg påpeger domstolens mangler og den politiske indblanding. Det kan ikke være rigtigt, at det er premierminister Hun Sen, der dikterer, hvilke vidner, der skal indkaldes. Denne her retssag bygger, eller burde bygge på internationale retsprincipper,” siger Michiel Pestman til Udvikling. Senere på formiddagen slår det igen gnister mellem retspræsident Nil Nonn og Michiel Pestman. “Retspræsidenten siger, at min opførsel ved domstolen rejser etiske spørgsmål. Jeg vil gerne hjælpe retspræsidenten med at sende en offi ciel klage til det cambodjanske eller hollandske advokatråd,” lyder det fra Pestman. Retspræsidenten beder igen Pestman om at holde mund. Nil Nonn behøver ingen gode råd om etisk opførsel. Han har tidligere erkendt at have modtaget bestikkelse som præsident for en provinsret. Et helt almindeligt forhold i det cambodjanske retsvæsen. Det er også en off entlig hemmelighed, at tribunalets dommere, advokater og funktionærer – alle medlemmer af det cambodjanske regeringsparti CPP – giver brune konvolutter med en procentdel af den gode FN-løn til regeringstoppen. For at komme korruptionen til livs etablerede tribunalet i 2009 en uafhængig rådgiver. Men hans rapporter om korruption har aldrig fået lov til at se dagens lys.


PLAKATPIGENS BESLUTNING I pausen på græsset foran tribunalet optræder Theary C. Seng, folkemordets tidligere “plakatpige”, jurist, tv-vært og forfatter, der mistede sine forældre under regimet. “Duch bliver gjort til syndebuk, og hensigten er at få ham og de tre hovedtiltalte til at fremstå som de eneste skyldige for folkedrabet. Men det er et bedrag. Hvad med den fængselsinspektør, der slog mine forældre ihjel i ét af andre 200 torturfængsler rundt om i landet?” spørger hun. Efter drabet på forældrene fl ygtede Theary C. Seng sammen med sine søskende til Thailand og endte i USA. Som voksen vendte hun tilbage til Cambodja og blev under stor opmærk- MINDESMÆRKET FOR FOLKEDRABET PÅ HENRETTELSES STEDET THE KILLING FIELDS UDEN FOR PHNOM PENH BESØGES HVERT ÅR AF TUSINDER. somhed den første civile part ved en international krigsforbryderdomstol med adgang til retsprocessen side om side med anklager og forsvarer. Som aktør i forestillingen har hun gennem årene forsvaret tribunalet mod anklagerne om politisk indblanding og korruption. Hun har understreget betydningen af at opnå retfærdighed og kende til sandheden om folkedrabet. Men nu er det slut. Hun har trukket sig som civil part og taget sig selv af plakaten. “Vi er nået til et punkt, hvor retssagen gør mere skade end gavn. Det er en politisk farce. Der er tale om falsk historieskrivning, signeret af et apatisk FN,” siger Theary C. Seng. Så ringer klokken til forestillingens tredje akt. De orangeklædte munke og hvidklædte nonner har fået gratis frokost i tribunalets udendørs cafeteria, og en ny skoleklasse fra provinsen indtager tilskuerpladserne. Besøgstallet i tribunalet runder 100.000, fremgår det af dens hjemmeside. Ifølge Theary C. Seng er det en del af showet, der skal forestille at inddrage den cambodjanske befolkning i retsopgøret. MENS VI VENTER PÅ FN Forestillingens sidst akt bliver afl yst, da Broder Nr. 2 er sløj. Retspræsidenten og den hollandske forsvarer har forinden haft dagens sidste sammenstød, da Michiel Pest- 33/ >


> 34/ FOTOS: BETTMANN/CORBIS/POLFOTO (S/H) & STEPHANE RUET/POLFOTO & BRENNAN LINSLEY & DAVID FURST/SCANPIX man forlader retslokalet og følger med lægen, der skal tilse, om Broder Nr. 2 virkelig er sløj. Retspræsidenten ruller med øjnene og advarer Pestman om at blande sig i lægeundersøgelsen. Episoden vækker dog ikke opmærksomhed i tribunalets presseloge. Her optager nyheden om, at den internationale undersøgelsesdommer, schweizeren Laurent Kasper- Ansermet, har sagt op. Årsagen er “ekstreme dysfunktioner” i tribunalet, der forhindrer hans undersøgelser af de nye sager mod højtstående, tidligere røde khmerer. Få måneder før sagde hans tyske forgænger op på grund af politisk indblanding. Siden har den cambodjanske undersøgelsesdommer og den cambodjanske del af tribunalet blokeret for schweizerens arbejde. “ Vi er nået til et punkt, hvor retssagen gør mere skade end gavn. Det er en politisk farce. Theary C. Seng, tidligere civil part i tribunal-sagen Modviljen mod Laurent Kasper- Andermets arbejde udspringer af, at Hun Sen regeringen ikke ønsker fl ere sager for tribunalet. Det fi k FN’s generalsekretær Ban Ki-moon at vide ved sit seneste besøg i landet i 2010. De nye sager kommer tilsyneladende for tæt på regeringen. “Nu må FN overveje støtten til tribunalet. Bidrager man til et ægte retsopgør og sandhedssøgning, eller har det den modsatte eff ekt, når den politiske indblanding er så tydelig?” spørger Clair Duff y fra organisationen Open Society Justice Initiative, der følger retssagen tæt. Den cambodjanske regerings svar på kontroversen er, at tribunalet er en “model-retssag”. Ugen efter følger FN’s reaktion – der skal udnævnes en ny undersøgelsesdommer. Showet kan fortsætte. FN godkendte for nyligt tribunalets budget frem til 2018. Til den tid er der næppe nogen af de aldrende hovedtiltalte, der vil være i stand til at gå på scenen. • /Poul Kjar er freelancejournalist bosat i Phnom Penh. Særdomstole OPGØR MED FORTIDEN ’05 Det Irakiske Krigsforbrydertribunal, Irak, mod Saddam Hussein. ’94 Det Internationale Krigsforbrydertribunal for Rwanda (ICTR), Tanzania, mod bl.a. tidligere ministre og mediefolk. ’46 Tokyoprocessen, Japan, internationalt militærtribunal for krigsfor brydelser under 2. verdenskrig mod bl.a. japanske ministre og militærfolk. 2010 2000 1990 1980 1970 1960 1950 1940 ’07 Krigsforbrydertribunalet i Cambodja (ECCC) mod top-ledere i De Røde Khmerer. ’02 Særdomstolen i Sierra Leone (TSSL) mod Charles Taylor og militsledere fra borgerkrigen i 1990 – 2001. ’93 Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY), Holland, mod bl.a. den tidligere serbiske præsident Slobodan Milosevic. ’45 Nürnbergprocessen, Tyskland, internationalt militærtribunal for krigsforbrydelser under 2. verdenskrig mod bl.a. de nazistiske ledere Hermann Göring og Rudolf Hess.


RETFÆRDIGHEDENS UMULIGE PRIS Straffesager mod krigsforbrydere er dyre, ineffektive og giver ikke nødvendigvis en befolkning følelsen af at få helet et traume – så hvorfor bruge penge på dem? AF POUL KJAR ANSVAR? ET RETSOPGØR KAN PLACERE SKYLD - MEN IKKE SKABE FRED OG FORSONING. EKS-Jugoslavien, Rwanda og Sierra Leone. Antallet af internationale retsopgør mod de ansvarlige for krigsforbrydelser og folkedrab er eksploderet, men ofte er “afk astet” af de komplicerede og kostbare retsprocesser ikke så stort. Det mener Caitlin Reiger, ekspert i internationale retsopgør og direktør for politiske relationer i ngo’en International Center for Transitionel Justice i New York. “Hver eneste domstol – med undtagelse af den permanente Interna- tionale Straff edomstol (ICC) i Haag – har haft sit eget set-up, der skulle bygges op fra grunden. Det har taget enorm lang tid, og forventningerne har i mange tilfælde været helt urealistiske,” siger Caitlin Reiger. Problemet er, at ambitionere ofte er for store. “Udover at skulle retsforfølge de hovedansvarlige, der jo i sig selv er en kompliceret opgave, så har retsopgørene også skullet bidrage til fred og forsoning, til at hele befolkningens traumer samt bidrage til opbygningen af lokale retssystemer. Men alt det sker jo ik ikke, bare fordi man gennemfører nemfører en retsproces,” siger hun. KONFLIKTER KONFLIKTE FOREBYGGES Den Internationale Internat Straff edomstol er ingen ingen undtagelse. undtag Da den blev etable- ret i 2002, var va den tænkt som det store gennembrud for international straf- feret. Men efter eft 10 års virke har dom- stolen kun af afgivet én dom – i marts måned i sage sagen mod oprørslederen Thomas Lubanga Luba Dyilo fra DR Congo. Men bør det d internationale sam- fund så fortsat bruge så mange man ressourcer på ineff ek- tive krigsforbryderdomstole? k “Der “De er stor efterspørgsel på retfærdighed retfæ i en befolk- ning, der har h været udsat for grove overgreb. De Derfor spiller et retsopgør en vigtig roll rolle. Hvis man ignorer spørgsmålet spørgsmålet om retfærdighed efter en konfl konfl ikt, så ri risikerer volden at vende tilbage, som vi så det på Balkan,” siger Caitlin Reiger. Hun mener således, at et retsopgør kan være med til at forebygge nye konfl ikter, men understreger at de retslige aspekter kun er en del af løsningen på problemerne i et samfund, der har oplevet krigsforbrydelser eller folkemord. Det handler nemlig også om at anerkende, at der er sket overgreb på befolkningen – eksempelvis gennem udbetaling af erstatninger. Og om at få genopbygget samfundet og dets institutioner, så det er i stand til at arrestere og retsforfølge de ansvarlige. • FOTO: STEPHEN MORRISON/SCANPIX 35/


36/ FOTOS: LOUISE DYBBRO KROGH (TV.) & EDGAR MELO GUTIERREZ (TH.) MESTRE I VERDENSMUSIK I juni er Emil Jensen, Nikolaj Rosengreen og Mette Marie Jensen Ørnstrup blandt de første dimitterende fra GLOMAS, en nordisk kandidatuddannelse i verdensmusik. Hvad drømmer de om at bruge musikken til? AF MARIE TORP CHRISTENSEN Som en god gryderet “Nogle gange skal man lige sidde og lytte lidt til det. Det er som med en ny ret, hvor det smager lidt specielt. Der er noget krydderi fra hver verden, og det går godt, når det bliver blandet rigtigt.” Sådan beskriver Nikolaj Rosengreen, 32, sit musikalske projekt, som omfatter trommer fra Ghana, en kurdisk sanger og lidt sydspansk guitar. EN NY BLANDING Samuel Kweku Addison, lederen af det ghanesiske trommeorkester African Footprint, spurgte Nikolaj Rosengreen, om han ville komponere musik til gruppen. Det ville han gerne, men ikke ghanesisk musik. Det var en helt anden vinkel, han ville bringe ind i deres musik. “Jeg brænder for at tage elementer fra forskellige kulturer og blande dem sammen. Ved at tage lederskab kan man få mennesker med forskellige baggrunde til at arbejde sammen,” fortæller Nikolaj Rosengreen. Selv spiller han fl amencoguitar med elemeter fra Mellemøsten, Sydspanien og Skandinavien. Oven i blandingen kom en kurdisk sanger, som har tilført projektet noget helt tredje. “Lige pludselig sidder man med noget og tænker: ‘Wow – hvad er det, der ligger i den her musik?’ Den spanske guitar, de actionfyldte trommer fra Ghana og den kurdiske sanger skaber tilsammen noget helt nyt. Det er ikke til at sige, hvornår musikken er færdig, for der bliver hele tiden ved med at være muligheder. Det er det fantastiske ved musikken,” fortæller Nikolaj Rosengreen. FRA DANSK POLKA TIL VERDEN Opvæksten i en lille vestjysk by uden et varieret musikliv fi k ham til at søge efter noget, som kunne inspirere ham. Efter en organistuddannelse tog han en bachelor i folkemusik ved Syddansk Musikkonservatorium. “Når jeg kommer ud til andre kulturer, er det behageligt at vide, hvad man har derhjemme. Så kan man også sammenligne og sætte det i perspektiv,” fortæller han og fortsætter: “Det har altid været enormt lærerigt for mig at møde mennesker, som har en anden tilgang til livet og nogle andre traditioner end mig selv.” NIKOLAJ ROSENGREEN BRUGER KRYDDERI FRA SYDSPANIEN OG GHANA I SIN MUSIK. DRØMMER OM FILMMUSIK Det er planen, at Nikolaj Rosengreen i samarbejde med African Footprint Legend skal udgive plader og spille på forskellige festivaller. Den helt store drøm er at lave musik til fi lm, hvor musikken er den eneste lyd. “I samarbejde med instruktøren vil jeg få fi lm og musik til at gå op i en højere helhed,” forklarer han. • Nikolaj Rosengreen, 32, har en bachelor i folkemusik på Syddansk Musikkonservatorium i Odense. Han har tilbragt et år i Göteborg, hvor han specialiserede sig i flamencoguitar og balkanmusik. “ Den spanske guitar, de actionfyldte trommer fra Ghana og den kurdiske sanger skaber tilsammen noget helt nyt.


Det ligeværdige møde METTE MARIE ØRNSTRUP VIL LAVE MUSIK, SOM ER SAMMENSAT AF FLERE STILARTER. “Det er sådan lidt typisk mig at vade ind i et kæmpe område med en safarihat på og håbe, at der kommer noget godt ud af det til sidst.” Skype-billedet af Mette Marie Jensen Ørnstrup, 27, forsvinder, men få minutter efter dukker det op igen. Hun griner, strømmen forsvandt, sådan er det i Istanbul. FRA ÉT TIL NOGET ANDET 14. januar 2012 bosatte Mette Marie Jensen Ørnstrup sig i Istanbul i tre måneder for at studere makam, som er et system af melodityper, på byens musikkonservatorium. Men der gik ikke længe før, at hendes startplan smuldrede. I stedet vadede hun direkte ind i et andet og større projekt. Hun begyndte at hænge ud i en lejlighed, hvor orkestret Al Kindi Sufi Emsemble holdt til. Igennem orkestret fi k hun et møde med en muezzin, som er den person, som kalder til bøn i moskeerne. “Det var lidt min drøm at lære,” fortæller hun. Mette Marie Jensen Ørnstrups idé var at improvisere sammen med muezzinen. Første gang skulle være inden hun vidste noget om at improvisere inden for rammerne af makam. Anden gang efter. Lederen af orkestret blev vred, fordi han mente, det var en respektløs fremgangsmåde. Men muezzinen så anderledes på det: “I love humanity,” svarede han og indvilgede i at deltage. “ Jeg var helt ubevidst vadet lige ind i alle de ting, man ikke må eller kan. 16 GYLDNE MINUTTER På den måde lykkedes det Mette Marie Jensen Ørnstrup at få muezzinen til at synge sammen med hende, selvom hun var kvinde og uskolet i makam. Makam er ellers ikke sammenspilsmusik – og kvinder synger det ikke. Det foregik oven i købet i en kristen kirke. “Jeg var helt ubevidst vadet lige ind i alle de ting, man ikke må eller kan,” fortæller hun og fortsætter: “De 16 minutter, jeg optog i kirken, betyder noget for folk hernede og for dem i Danmark, jeg har spillet det for. De synes, det er spændende musik, og det synes jeg egentlig er sjovere og større end at få lavet en cd.” Hun fortæller, hvordan tyrkerne ser helt skøre ud i hovedet, når de hører det. For de har aldrig hørt noget lignende. DET SKAL VÆRE CIRKUSFRIT Der er mange musikere i Mellemøsten, som er trætte af europæere og amerikanere, som efter korte ophold tager hjem og optræder med “mystisk” musik, som det i virkeligheden tager fl ere år at lære. Det kommer der rigtig mange dårlige kopier ud af, og i Istanbul går sufi -musikkens efterligning under navnet “cirkus-sufi -musik”. “Jeg kunne godt tænke mig at være en af de europæiske musikere, som rejser rundt og spiller musik, som er sammensat af forskellige genrer, kulturer og stilarter. Men på en måde, hvor det er til gavn for de kulturer, jeg besøger, og for dem, som skal høre det,” siger Mette Marie Jensen Ørnstrup og afslutter: “Jeg ved ikke, om der fi ndes et ligeværdigt musikmøde, hvor begge er glade for at være i det og synes, der er noget at hente. Det er den problematik, jeg hele tiden kredser om.” • Mette Marie Jensen Ørnstrup, 27, er bachelor i sang og SDS – sang, dans og spil – fra Det Jyske Musikkonservatorium. Hun spiller improvisationsmusik og folkemusik fra hele verden. Hun har valgt at udskyde sin afsluttende eksamen et år for at tage til Istanbul og gøre projektet færdigt. KANDIDATUDDANNELSE I VERDENSMUSIK GLOMAS er en toårig kandidatuddannelse, som udbydes i samarbejde mellem Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, Sibelus Academy i Helsingfors, Finland, og Malmö Musikhögskola, Sverige. Uddannelsen blev oprettet i august 2010 og optager hvert år mellem ni og tolv studerende. Første hold bliver færdiguddannet i år. 37/ >


> 38/ FOTO: JESPER KNUDSEN Gongong'er uden grænser “Det er ret dragende for mig, når musik har et element, jeg ikke forstår. Og det er der virkelig meget af ude i verden,” fortæller Emil Jensen, 27. Han viser, hvordan indonesere spiller på store gongong'er, som er stemt på en helt anden måde, end man ville gøre i Danmark. “At høre det toneunivers og bare tænke: ’Hvad fanden er det, de har gang i?’” griner han. “ At høre det toneunivers og bare tænke: “Hvad fanden er det, de har gang i?” Personligt “Det er helt klart en søgen efter ny musik, der har været motivationsfaktoren. Det, jeg ikke kan skabe sammen med musikere fra min egen kultur.” EN TUR TIL INDIEN I 2010 var Emil Jensen og hans kæreste i Indien for at studere musik. Deres EMIL JENSENS DRØM ER AT AFSØGE MUSIKKENS GRÆNSER. lokale sanglærer, Navaneet Venkatesan, gav Emil Jensens kæreste en sang med hjem på video, som hun skulle lære. “Jeg blev inspireret af sangen og kunne høre melodier, som var sjove,” fortæller han. Med udgangspunkt i den indiske sang komponerede han et arrangement, som han indspillede og sendte til Navaneet Venkatesan. Det er blevet til projektet The Hindu-Brass Quartet feat. Navaneet Venkatesan. KULTURMØDER “Navaneet Venkatesan synger på en måde, som jeg aldrig kunne drømme om at synge på. Han har sin helt egen autentiske måde at synge på. Jeg skal fi nde min egen autentiske måde at spille musik på. Så kan vi mødes og skabe noget helt tredje. Det er det møde, jeg synes, er interessant,” fortæller Emil Jensen. Med højre hånd tegner han en lodret streg i luften og forklarer, hvordan vestlig musik kan betegnes som vertikalt, fordi den består af en melodi med akkorder, der skifter. Derefter tegner han en vandret streg i luften og fortæller, at indisk musik kan betragtes horisontalt, fordi den ikke fokuserer på akkorder. I stedet forholder melodien sig til en evigt spillende grundtone. Det giver rum i musikken og gør melodierne detaljerige og komplicerede. Emil Jensen mål er at udgive en plade både i Danmark og i Indien. “Jeg er ret spændt på, hvordan danskerne tager imod det. Lige nu har jeg nærmest svært ved at fi nde ud af, hvad jeg selv synes,” siger han. “ er jeg meget mere interesseret i musik, som bryder grænser, end musik, der bare passer ind på P3. PÅ VEJ UD I VERDEN “Det er helt klart drømmen at kunne leve af at lave projekter,” fortæller Emil Jensen, som godt kunne forestille sig at fare rundt efter en trommegruppe i Afrika, mens han prøver at optage deres musik – eller være på turné med Navaneet Venkatesan i Danmark. “Jeg tror gerne, at jeg vil udforske musikkens grænser ved at spille lidt anderledes musik og dermed forhåbentlig også fl ytte grænserne inde i folk,” siger Emil Jensen og afslutter: “Personligt er jeg meget mere interesseret i musik, som bryder grænser, end musik, der bare passer ind på P3.” • Emil Jensen, 27, er bachelor fra Rytmisk Musikkonservatorium i København, hvor hans hovedinstrument var trompet. Han har spillet en del jazz og improvisationsmusik. LYT TIL VERDENSMUSIK På www.udvikling.dk kan du høre værker af Emil Jensen, Nikolaj Rosengreen og Mette Marie Jensen Ørnstrup.


AGENDA KULTUR Verdens smukkeste bøsser fundet i Sydafrika Det var første gang i Afrika, og det forløb ikke uden problemer, da Sydafrika for nylig var vært for Mr. Gay World, en verdensomspændendeskønhedskonkurrence for bøsser, som blev vundet af Andreas Derleth fra New Zealand Flere af deltagerne fra afrikanske lande var udsat for vold og trusler i hjemlandet – blandt dem Wendelinus Hamutenya fra Namibia (billedet). 37 af de 54 afrikanske lande forbyder homoseksualitet. I tre lande er der dødsstraf for at have sex med en af samme køn. Selv om chikane mod bøsser også fi ndes i Sydafrika, er landet nået længst af alle lande i Afrika. Homoseksuelle er ligestillet med heteroseksuelle i forfatningen. • /RH Afropop-stjerne bliver r kulturminister Først var han noget ved musikken – nu er han også Senegals kultur- og turismeminister. Den verdenskendte og Grammy-belønnede sanger Youssou N’Dour (billedet) er blevet medlem af den nye regering i det vestafrikanske land. Udnævnelsen er foretaget af den nyvalgte senegalesiske præsident Macky Sall, og den kan ses som en tak til N’Dour for hans støtte Mexicos katolske kirke er under pres Lige siden spanske kolonisatorer bragte den katolske religion til Latinamerika for over 500 år siden, har Mexico været en katolsk bastion. Men nu vinder evangelisme (protestantisk bevægelse startet i USA, red.) hastigt frem på samme måde, som det tidligere har været set i dele af Mellemamerika og Sydamerika. Andelen af katolikker i Mexico er faldet med fem procentpoint på landsplan på bare 10 år og er nu på 83 procent. Aktivistiske protestantiske grupper – adventister, baptister og metodister – har især haft held til at hverve proselytter i de mindst udviklede dele af landet. I delstaten Chiapas til Salls valgkamp mod den siddende leder i Senegal Abdoulaye Wade. Den 52-årige Youssou N’Dour forsøgte sig selv som kandidat til præsidentposten tidligere i år og indstillede dengang midlertidigt musikkarrieren. • /RH mod syd er mere end en fj erdedel af befolkningen nu evangelister. Evangelisternes succes skyldes især, at de er bedre til at komme den lokale befolkning i møde. De iværksætter socialt arbejde, de holder messer på indianske sprog om nødvendigt, og de gennemfører vielser og andre ceremonier gratis. De fattige mexicaneres fl ugt over til protestantiske grupper tolkes også som et oprør mod den etablerede katolske kirke og staten, som efter deres opfattelse svigter. En af de få socialt engagerede katolske biskopper, Samuel Ruíz, gik på pension i 2000 og døde i fj or (billedet). • /Regner Hansen FOTOS: AFP (NED. TV.) & ARCHIVES DU 7EME ART/SCANPIX (ØV. TH.) & JORGE LUIS PLATA/SCANPIX (NED. TH.) 39/


40/ ÆGTESKAB UDEN ALDER TEKST OG FOTOS: STEPHANIE SINCLAIR BRYLLUPSDAG (INDIEN). RAJNI BHAMWARI, 5, ER LIGE BLEVET VÆKKET AF SIN FAR PÅ DEN MORGEN, HVOR HUN SKAL GIFTES. BARNEÆGTESKABER ER FORBUDT I LANDET.


BILLEDSERIE BARNEBRUDE I mange samfund er ægteskab en lykkelig begivenhed, som markerer foreningen af to voksne og begyndelsen på deres fremtid sammen. Anderledes er det for de millioner af piger verden over, der hvert år bliver gift, mens de stadig er børn. Et barneægteskab frarøver piger de livserfaringer, andre unge tager for givet. Det fratager dem ofte retten til uddannelse, begrænser deres venskaber med kammerater og er med til at fastholde samfundet i fattigdom. I kulturer med barneægteskaber har unge gifte piger ringe indfl ydelse i forhold til deres ægtefæller og svigerforældre. Derfor er de yderst sårbare over for vold i hjemmet – både fysiske, seksuelle eller psykiske overgreb. Graviditet kan også være traumatiserende for en pige, som selv kun er et barn. Hun har større risiko for at få fødselskomplikationer, for eksempel fi stler (tynde sprækker mellem endetarmen, urinveje og skeden, red.). En invaliderende tilstand, hvor pigen ikke længere kan styre sin urin eller afføring. Dobbelt så mange børnebrude dør under fødslen end fødende kvinder i 20’erne. I Etiopien og Nepal bliver piger, der forsøger at fl ygte fra et ægteskab, ofte fanget af kriminelle bagmænd, der sælger dem til bordeller, hvor de bliver udsat for vold og hiv-smitte. I Afghanistan sætter mange piger ild på sig selv som følge af en elendig tilværelse. På verdensplan er mere end 51 millioner piger under 18 år allerede gift – på trods af nationale lovforbud og at en række internationale aftaler og konventioner forbyder det. Inden for det næste årti vil 100 millioner piger – eller godt 25.000 piger dagligt – blive gift, før de fylder 18 år, anslår organisationen Care. • 41/ >


> 42/ SPILLEGÆLD (AFGHANISTAN). MOHAMMED, 45, FIK MAJABIN, 13, (TV), TIL KONE, DA HENDES FAR HAVDE TABT PENGE TIL HAM I KORTSPIL, SOM HAN IKKE KUNNE BETALE. BRÆNDT (AFGHANISTAN). AFGHANSKE MARZIA BAZMOHAMED, 15, HAR SAT ILD TIL SIG SELV AF FRYGT FOR SIN MANDS REAKTION, EFTER HUN VED ET UHELD ØDELAGDE DERES TV-APPARAT.


GRAVID (NEPAL). NIRUTA BAHADUR BALAMI, 14, SKAL GIFTES MED EN 17-ÅRIG DRENG, FORDI HAN HAR GJORT HENDE GRAVID. NYT LIV (NEPAL). NÅR BRYLLUPET ER SLUT, FLYTTER BRUDEN HJEM TIL SIN MANDS FAMILIE. HER LAVER MEENA, 15, MAD I SIT NYE HJEM. 43/ >


> 44/ FRIHED (YEMEN). NUJOUD ALI BLEV GIFT SOM OTTE-ÅRIG MED EN 42-ÅRIG MAND, MEN FLYGTEDE I EN TAXA TIL EN DOMSTOL OG BAD OM SKILSMISSE. HUN ER NU EN NATIONALHELT.


DE UNGE MØDRE (YEMEN). ALLE DISSE KVINDER BLEV GIFT SOM 12-ÅRIGE OG KOM DERFOR ALDRIG I SKOLE. MINDER (AFGHANISTAN). ET ÆGTESKAB FORANDRER LIVET. HER VISER EN KVINDE SIT BRYLLUPSFOTO. HUN BLEV GIFT SOM 11-ÅRIG OG BLEV GRAVID, DA HUN VAR 12 ÅR. OTTE ÅR MED BARNEBRUDE Den amerikanske fotograf Stephanie Sinclair (f. 1973) har rejst verden rundt og fotograferet barnebrude. Hun har fået unik adgang til familier, bryllupper og lokalsamfund i Yemen, Indien, Nepal, Etiopien og Afghanistan og har modtaget fl ere priser for sit arbejde – senest førsteprisen i World Press Photo 2012 i kategorien Contemporary Issues stories (samtidsbilleder, red.) for sine billeder af barnebrude. Se fl ere billeder og interview med nogle af barnebrudene i fi lmen Too Young to Wed: The Secret World of Child Brides. www.bu.edu/cghd/events/childbrides/ 45/


46/ “DE TYVSTJAL MIN VIRKSOMHED” 900 flotte biler, 200 medarbejdere og et årligt overskud på to millioner dollars. Det gik godt for REX biludlejning – et af de få private danske erhvervseventyr på Cuba. Og så tog den cubanske stat over. AF ØJVIND KYRØ, HAVANA REX' FØRSTE STAB I 1995 – MED DANSK DIREKTØR I SPIDSEN: THOMAS FRØHLICH YDERST TIL VENSTRE. FOTO: PRIVAT Cuba


Den danske konsul i Havana er en hollænder. Han rådgiver forretningsmænd og fortæller dem: “Cuba er et skønt land. Solen skinner, kvinderne er vidunderlige og musikken er pragtfuld. Men man skal kun handle med cubanere, hvis man får alt forudbetalt.” Has Keijser lægger ikke skjul på de ulige forhold, der hersker, når handelspartneren er den cubanske stat. For nylig deltog repræsentanter fra tre danske virksomheder i en kommerciel messe i Havana, og de var opløftede over alle de muligheder, der vinkede dem i møde. Men efter at truff et Has Keijser og hørt på hans erfaringer gennem 21 år i den sub-tropiske socialisme, takkede de for hans råd og opgav deres planer. “Jeg skræmmer ikke, jeg oplyser blot om kendsgerninger,” siger Has Keijser. Man kan også forhøre sig hos Ivan Nadelmann, dansk direktør for biludlejningsfi rmaet Avis. Han har over 50 gange rejst frem og tilbage mellem Danmark og Cuba, hvor han i 13 år har drevet biludlejning i limousineklassen – i starten med støtte fra det daværende Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU). “De tyvstjal min virksomhed,” siger han om sine cubanske forretningspartnere. Nadelmann opbyggede i årene 1995-2008 REX, som enhver cubansk dreng kender, for fi rmaet har de fl otteste biler. Da virksomheden kørte bedst, rådede det over en fl åde på 900 biler, og beskæftigede 200 medarbejdere. Det årlige overskud var på to millioner dollars. HOS REX VAR TYVEN KONGE “I dag er REX kollapset, ” konstaterer Ivan Nadelmann. I begyndelsen gik alt glat. Efter Sovjetunionen brød sammen og støtten faldt bort, måtte Cuba satse på turisme. Udlejningsbilerne i de statslige fi rmaer var som regel defekte, og derfor skrev transportministeren under på en kontrakt, der gav Nadelmann lov til at stå for udlejningsvirksomhed med luksusbiler. Først Volvo, siden Audi. Men det var svært at drive en forretning, for alt forsvandt. Benzinen blev fortyndet med vand, så bilerne hoppede hen ad vejen som en kænguru. Eller chauff øren kørte om hjørnet med en fabriksny limousine og kom retur med bilen – men med nedslidte dæk. Bilradioerne forsvandt. “De ansatte fi k en typisk cubansk månedsløn på 20 dollar, og det beløb kan man selvsagt ikke leve for. Derfor stjæler cubanerne. De er tvunget til det. Alle tricks gælder for at slæbe penge med hjem til familien. Jeg ville selv gøre det samme, hvis jeg befandt mig i den samme nedværdigende situation,” siger Nadelmann og tilføjer: “Men jeg fi k indført bonusordninger, så de ansatte fi k 30 dollars oven i, og alle fi k briller, medicin og andre nødvendigheder betalt af mig. Så stoppede tyverierne,” siger Nadelmann. Men han fi k selv sit fi rma stjålet af staten. “ Hvad man har lært på handelsskole, kan man glemme her. Has Keijser, Danmarks konsul i Havanna ALDRIG TIL CUBA IGEN “Jeg har kun mødt én sand kommunist i Cuba. Resten er kapitalister ind til benet og rager til sig, alt de kan. Efter ti års succes med REX blev det i 2005 på højeste sted besluttet, at Turistministeriet, der styres af militæret, skulle overtage REX fra Transportministeriet. Ministeren meddelte derpå, at jeg fremover blot skulle være konsulent, og at mit overskud skulle sættes ned fra 50 til 20 procent,” fortæller Nadelmann. Han kunne kun tolke manøvren som et tyveri, og han havde for 20 millioner kroner biler i klemme, som ministeren ifølge kontrakten straks skulle betale. “Kun takket være deres manglende omhu samt list og snilde lykkedes det mig at få mine penge ud af landet,” siger Nadelmann, der på et tidspunkt blev udnævnt til helt af den revolutionære statsmagt. Nadelmann samtykker med konsulen: “Man skal altid have pengene up front, aldrig give kredit”. Han tilføjer: “Jeg rejser aldrig til Cuba igen. Jeg er så skuff et over deres handlemåde.” Men hvorfor ville cubanerne overtage REX, der i modsætning til de rent statslige udlejningsselskaber fungerede? “Cubanerne tror, at de kan klare det hele selv. Men de er ikke dygtige ledere, de kan ikke planlægge, budgettere og kontrollere. Desuden er næsten alt er gennemsyret af korruption, men jeg har aldrig bestukket nogen,” siger Ivan Nadelmann. KAPITALISME UDEN KAPITAL Konsul Keijser har set det ene attraktive projekt efter det andet blive lanceret. “Måske får den udenlandske partner sin betaling første gang. Men næste gang kommer den med tre måneders forsinkelse. Tredje gang udebliver den helt. Og cubanerne siger ikke engang tak,” sukker han. “Her bliver kontrakter ikke respekteret, undtaget de paragraff er, der gælder den udenlandske partner. Hvis ens forretning går for godt, kommer der en inspektør fra ministeriet og giver en bøde. Udlændinge må ikke få profi t, kun cubanere.” “Hvad man har lært på handelsskole, kan man glemme her,” fortsætter Keijser, mens han med hånden viser, at den egentlige betaling foregår under bordet. “Her er det de grønne, der styrer, og jeg tænker ikke på miljøpolitikere, men på militæruniformer,” siger Has Keijser. “Førhen eksporterede danske mejerier smør hertil, men de fi k ikke deres betaling, derfor er det nu New Zealand, der har fået ordren.” “ARBEJDE ER HELLIGT ” De væbnede styrker styrer som nævnt turistindustrien, og efter verdens længst siddende forsvarsminister, Raúl Castro, i 2008 kom til magten, har han udskiftet ledelsen af mange store foretagender med offi cerer, ofte fordi direktionen var korrupt. På Kommunistpartiets konference i januar måtte den 80-årige Raúl Castro erkende, at der eksisterer en fj ende, der er værre end USA. Og den kommer indefra. I sin 40 minutter lange tale advarede han mod korruption og sagde, at svindel var “revolutionens hovedfj ende, meget mere ødelæggende end de million-dollar-dyre undergravende og indgribende programmer fra USA's regering og dens allierede.” Med Raúl Castro ved magten er der over hele landet malet slogans på 47/ >


> 48/ FOTOS: PRIVAT (TV) iøjnefaldende mure, der fremhæver nødvendigheden af at arbejde, eksempelvis “Arbejde er helligt og kilden til rigdom” eller “Arbejde er at sejre”. Førhen var det udelukkende hyldest: “Che, vi vil være som dig” eller heltemod: “Den sande revolutionære hviler i sin grav” eller “Et oplyst folk kan aldrig knægtes.” “ Nok er Raúl Castro i færd med at privatisere en del, men det socialistiske samfund skal for enhver pris bevares. REVOLUTIONEN SKAL “RAFFINERES” Den ny regent er i gang med at privatisere, dels fordi overfl ødige personer er ansat i de statslige fi rmaer, dels for at lovliggøre det, der i forvejen fandt sted. Mange mekanikere eller frisører, for eksempel, bruger en del at deres arbejdstid på at lave sort arbejde. I dag kan de søge om at blive selvstændige – og betale skat af indkomsten. Begrebet skat har siden revolutionen i 1959 været et ukendt fænomen i landet. “Nok er Raúl Castro i færd med at privatisere en del, men det socialistiske samfund skal for enhver pris bevares,” siger en ambassadør for et europæisk land i Havana. “Det er hverken en kinesisk eller en vietnamesisk model, regimet stiler mod, men en helt særlig cubansk model, der ikke skal nedbryde revolutionen, men “raffi nere” den. Både Fidel og Raúl Castro tænker på, hvad der skal stå i historiebøgerne om dem”. Fidel Castro har for længe siden selv givet anslaget: “Historien vil frikende mig”, lyder titlen på en af hans bøger. Udenlandske fi rmaer er nyttige til at holde systemet kørende, men profi tten skal de ikke nyde godt af. Det er sådan en statskapitalisme uden kapital fungerer. • /Øjvind Kyrø er journalist og forfatter med speciale i Latinamerika og Afrika. Ambassadør for en europæisk ambassade, Havana 1995: LIMOUSINE FRA REX VISES FOR FØRSTE GANG PÅ DEN ÅRLIGE TRANSPORTMESSE I HAVANNA. DEN FØRSTE CABRIOLET I REX' FLÅDE BLEV YNDEFULDT PRÆSENTERET VED POOL'EN I ET LUKSUSHOTEL. DA DANSK-EJEDE REX KØRTE BEDST, RÅDEDE DET OVER EN FLÅDE PÅ 900 BILER OG HAVDE 200 MEDARBEJDERE.


Cuba DE FEJLSLAGNE PROJEKTERS Ø Jorden er frodig på Cuba. Alligevel importerer landet 80 procent af alle fødevarer. Få udenlandske investorer har haft mod til at investere i landbruget trods det åbenlyse potentiale. AF ØJVIND KYRØ, HAVANA SHOPPING PÅ CUBA. HUSK LIBRETTA'EN, RATIONERINGSBO- GEN, FOR EN LANG RÆKKE DAGLIGVARER ER RATIONERET. UDVIKLING JUNI / JULI #3 / 2012 “Cuba er bankerot,” siger konsul Has Keijser. “Det var det allerede, da jeg kom hertil for en snes år siden. Dengang sponserede Kreml cubanernes overlevelse, i dag er det Venezuela.” Olietankere lægger til og pumper venezuelansk olie ind i det nye raffi naderi i havnebyen Cienfuegos, omkring 100.000 tønder om dagen, og til gengæld har Fidel Castros hengivne discipel, præsident Hugo Chávez, fået udstationeret et sted mellem 30.000 og 70.000 cubanere. Nogle er militærrådgivere, især i den venzuelanske efterretningstjeneste, men de fl este er læger og sygeplejersker, der gratis reparerer beboere i slumkvarterer, som til gengæld kvitterer med at stemme på Hugo Chávez. Men Chávez har kræft, og hvis han enten mister kampen mod sygdommen eller præsidentvalget i oktober, vil det være en økonomisk katastrofe for den cubanske regering. I mange måneder har et spansk olieselskab boret efter olie i havet ud for Havana, og forhåbningerne var store. Men forleden gav spanierne op, for der boreplatformen havde ikke ramt nogen lomme med olie. Nu holder alle vejret, for hvad vil Castroregimet gøre, hvis hjælpen fra Venezuela forsvinder. FOIE GRAS TIL FOLKET Cuba er de fejlslagne projekters losseplads. Fidel Castro mente på et tidspunkt, at cubanerne burde have gåseleverpostej, og han allierede sig med en fransk foie-gras-producent, 49/ FOTO: GG/AGE/SCANPIX >


> 50/ FOTO: SCANPIX CUBA VAR ENGANG EN AF VERDENS STØRSTE EKSPORTØRER AF SUKKER. I DAG ER SUKKERRØRSHØSTEN NEDE PÅ SAMME UDBYTTE SOM I 1905.HER SAMLEBILLEDE FRA EN SERIE UDGIVET AF KONSERVESFIRMAET LIEBIG. som fragtede den korrekte art fj erkræ til landet og underviste i nedpropning af føde på dem. Men inden året var omme, var bestanden væk. Spist af de sultne ansatte i kooperativet. IMPORT AF FRUGT OG KAFFE På over halvdelen af Cubas frugtbare jord vokser ukrudt. Ingen gider arbejde i marken. “Hvorfor skulle man dog knokle på sin bedstefars jord, som Castro har nationaliseret, for under 100 kroner om måneden, når man tilmed ikke får noget af afgrøden?,” siger en bonde, der ønsker at være anonym. Han tilføjer, at takket være jordens bonitet behøver man end ikke at så, man kan nøjes med at kaste et papaya-frø på jorden, og næste år vil der stå et træ med frugt. Men det sker kun i folks egne køkkenhaver. Af samme årsag importerer Cuba omkring 80 procent af alle fødevarer. På morgenbordet i turisthotellerne fi nder man smør fra New Zealand, ost fra Holland, skinke fra Tyskland, frisk indfl øjen frugt fra Chile, og kaff e fra Brasilien. Tidligere var Cuba selvforsynende med kaff e, og engang en af verdens allerstørste eksportører af sukker. I dag er sukkerrørshøsten nede på samme udbytte som i 1905. BIO-ETANOL AF SUKKERRØR En af de få udenlandske investorer er Brasilien. Det mægtige BRIK-land – det fylder halvdelen af Sydamerikas areal og er på størrelse med USA – poster 700 millioner dollar ind i at udbygge havnen i Mariel vest for hovedstaden. Det sker i håbet om, at USA snart vil hæve sin 50 år lange blokade, så der igen kan komme gang i handelen med det store marked, der ligger blot 145 kilometer nord for Cuba. Brasiliens præsident Dilma Rousseff besøgte i januar Cuba og fi k audiens hos Fidel Castro, hendes store helt fra dengang hun var med i en marxistisk guerillagruppe, der bekæmpede det brasilianske militærdiktatur. At hun ikke benyttede anledningen til også at træff e Cubas


forfulgte systemkritikere, bragte kritik og harske overskrifter hjemme i Brasilien. Udover udvidelsen af havnen i Mariel – der er kendt fra den kolossale eksodus i 1980, da 125.000 cubanere fl ygtede herfra og nordpå til Florida – medbragte Dilma Rousseff planer, der med brasiliansk bistand skal få en af de mange stillestående sukkermøller i gang igen. Brasilien er i dag verdens største sukkerproducent og pionér inden for bio-etanol udvundet af sukkerrør, og det har betydet, at næsten alle nye biler i den latinamerikanske supermagt er i stand til at køre på etanol eller benzin eller en blanding af de to brændstoff er. Det eneste problem er, at den 85-årige Fidel Castro, der styrer landet bag scenen, fl ere gange har tordnet i taler og artikler mod det onde kapitalistiske system, som omdanner menneskeføde til brændstof. Men udenlandske diplomater, som påhører hans lange, retoriske taler i fj ernsynet, er overbevist om, at den aldrende revolutionschef vil ændre sin holdning, når det er en beundrer som Dilma Rousseff , der er den glade investor. “ Hvorfor skulle man dog knokle på sin bedstefars jord, som Castro har nationaliseret, for under 100 kroner om måneden, når man tilmed ikke får noget af afgrøden? Anonym bonde STJÆL FRA STATEN Cuba er en ø, løsrevet fra tiden. Havana er en art latinamerikansk Pompeji med en levende bilkirkegård af amerikanske køretøjer fra før revolutionen i 1959, faldefærdige huse, og køer af folk med rationeringsbog i hånden for at få de månedlige 300 gram kød eller fem kilo ris, som cubaneren kan købe til nedsat pris. Men gennemsnitslønnen på 17 dollars om måneden slår ikke til, for mængden af varer, man kan købe med rationeringsbogen, bliver hele tiden sat ned. Førhen kunne man købe sæbe og tandpasta, i dag er det mestendels kun sukker, bønner, ris og en smule kød, der kan fås, og det rækker kun til højst en halv måned. Derfor må man bestandig “organisere” – det vil sige stjæle fra staten – for ikke at gå sulten i seng. Nye “justeringer” af systemet skal give små erhvervsdrivende såsom gadesælgere, mekanikere, selskabsklovne, frisører, urmagere og bønder ret til at drive deres egen forretning. Det ser mange som skridt i den rigtige retning, men spørgsmålet er, om de er for få og små. Som en udenlandsk diplomat udtrykker det: “Socialistisk sminke på et råddent sovjetøkonomisk lig.” • FAKTA OM CUBA Indbyggertal: 11,2 mio. Areal: 110.000 km 2 (lidt større end Bulgarien) Styreform: Socialistisk ét-partistyre CUBAS ØKONOMI Bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger: 9.900 dollars. Dermed ligger Cuba lige over lande som Colombia (9.800), Makedonien (9.700) og Albanien (8.000). Økonomisk vækst: 2011: 2,7 pct. 2012: 3,3 pct. (forventet) Erhvervsklima for investorer: Nummer 79 ud af 85 lande (2006–10) Kilde: EIU Reports UDENRIGSHANDEL Cuba importerer mest fra: Venezuela (29,8%) Kina (11,8%) Spanien (10%) 0% 30% Cuba eksporterer mest til: Canada (27,8%) Kina (26,7%) Spanien (6,2%) 0% 30% Kilde: EIU Reports DANSK EKSPORT TIL CUBA Danmarks eksport til Cuba var i 2011 på beskedne 105 millioner kr.: • Farmaceutiske produkter, primært medicin: 60 mio. kr. • Maskiner og transportmidler: 36 mio. kr. • Tekniske og videnskabelige instrumenter: 3,2 mio. kr. Kilde: Beregninger af Eksportrådet på baggrund af Udenrigshandelsstatistikken, Statistikbanken, Danmarks Statistik 51/


52/ Anmeldelse MARKEDET TRUER MAGTHAVERNE Eneste vej til varig økonomisk vækst er politisk deltagelse. Og oftest er det de lokale magthavere, som er den største hindring for økonomisk fremgang, konkluderer to økonomer efter at have analyseret to tusinde års global økonomisk historie. AF OLE DAHL RASMUSSEN I 1589 præsenterede englænderen William Lee sin nyeste opfi ndelse for Dronning Elizabeth: verdens første strikkemaskine. Til Williams store overraskelse var dronningen mildt sagt ikke begejstret. Maskinen ville gøre håndstrikkerne arbejdsløse, de ville lave opstand og på længere sigt true hendes magtposition. William måtte fl ytte til Frankrig for at drage nytte af sin maskine, men teknologien blev efter enevældets fald en væsentlig brik i den industrielle revolution i England. Eksemplet er hentet fra Why Nations Fail og illustrerer en af bogens grundlæggende pointer: At økonomisk vækst udfordrer eksisterende politiske magtforhold. Dermed er årsagen til, at varig vækst har fundet sted i så relativt få lande også politisk: Lokale ledere bekæmper bevidst en udvikling af markedet, fordi det truer deres magtposition. Bevæbnet med eksempler fra alle kontinenter går økonomiprofessorerne Acemouglo og Robinson i rette med, hvad de kalder "ignorant-teorien": At lederne af verdens fattigste lande ikke ved, hvordan de skal skabe vækst, og at gode råd derfor kan hjælpe dem på vej. Det ved magthaverne udmærket godt. Men de bryder sig ikke om konsekvenserne. INKLUDERENDE INSTITUTIONER Forfatterne hævder, at den eneste vej til varig økonomisk vækst er politisk deltagelse. Kun gennem åbne politiske institutioner kan et samfund sikre, at en enehersker ikke begrænser markedet, men i stedet udvikler inkluderende økonomiske institutioner. Og de fører til vækst. Forfatterne nævner Congo i 1500- tallet, hvor bønderne kendte til plove og gerne ville skifte hakkerne ud. Der var intet i deres kultur eller geografi , der forhindrede dem i det. Men det gjorde landets institutioner: Udsigten til, at deres forøgede indtægt blot ville blive inddraget af kongen, tog modet fra dem. At basal ejendomsret fører til vækst, er der ikke noget nyt i. Det nye er pointen om, at den eneste vej til varig økonomisk vækst er politisk deltagelse. VAND PÅ FRIIS BACHS MØLLE Teorien fører til nogle overraskende forudsigelser, for eksempel at Kinas vækst vil aftage i løbet af de næste ti år, fordi styret undertrykker iværksætteri. Bogen slutter med en kort analyse af den globale udviklingsbistand, hvor forfatterne mener, at vi alt for ofte ignorerer de lokale politiske forhold og ledernes evne til at omgå pres for reformer. Forfatternes løsning giver vind i sejlene til den danske udviklingsminister: Vejen frem er at støtte civilsamfundet og medierne i kampen for mere reel politisk deltagelse. Når man presser to tusinde års historie ned på fi re hundrede sider, bliver det nødvendigvis overfl adisk. Kernebegrebet “inkluderende institutioner" er ikke tydeligt defi neret, og der er ikke meget økonomisk teori i Why Nations Fail. Så selvom forfatterne begge er professorer ved prestigiøse amerikanske universiteter, kan de forvente skældud fra historikere, politologer og økonomer. Hvis man skal forklare økonomisk vækst, virker det imidlertid oplagt at forene de tre discipliner, og så må man klippe en hæl og hugge en tå. Gid der var fl ere, der ville tage den udfordring op. • Ole Dahl Rasmussen er rådgiver hos Folkekirkens Nødhjælp og ph.d.-studerende på Syddansk Universitet. WHY NATIONS FAIL Forfattere: Daron Acemoglu & James A. Robinson. Profi le Books, 464 sider, ca. 175 kr.


KULTUREN KORT UDVIKLING UDVÆLGER I HVERT NUMMER TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD. Bølgeskvulp og bossa nova Musik: Brasilianske Céu – eller Maria do Céu Whitaker Poças, som hun egentlig hedder – er vokset op til lyden af sine landsmænds klassikere af Heitor Villa-Lobos og Orlando Silva. Den 31-årige sangerinde kommer fra et hjem med musik – hendes far er komponist – og som teenager stod hun allerede på scenerne rundt omkring i landet og optrådte. Og ja, Céus musik lyder også af vuggende bølgeskvulp og sød melankoli. Céu er også blevet hypet som den nye, moderne fortolker af samba og bossa nova, fordi hun med sin bløde, lidt hæse vokal omkranser de solsvedne gloser med eksperimenterende electronica. Kunstneren fi k fi ne anmeldelser og et internationalt gennembrud i 2009 med albummet Vagarosa. Hendes seneste album Caravana Sereia Bloom er inspireret af ture til det nordøstlige Brasilien og består af 13 sange presset ned til 35 minutter. Céu er godt selskab – også til en tur til Nord-Este. • /Laura Engstrøm CARAVANA SEREIA BLOOM Kunstner: Céu Six Degrees, 2012, 99,95 kroner på Imusic.dk Tretten timer i Cape Town Bog: Den sydafrikanske forfatter Deon Meyer storsælger og får ofte anmeldernes ros for sine krimier. Det har han også fået for den seneste roman, der har titlen Tretten timer, og netop er udkommet på dansk. Historien tager udgangspunkt i et mord på en amerikansk turist i Cape Town, og vicekriminalkommissær Bennie Griesel er igen på sporet. Det lyder som en kliché, men: Han prøver at holde op med at drikke, er blevet smidt ud hjemmefra af sin kone og har svært ved at kommunikere med sine snart voksne børn – samtidig med at han lægger alle kræfter i opklaringen af mordet. Men Deon Meyer skriver ikke som en kliché. Han sammenlignes med den anmelderroste Michael Connolly og er kendt for elegant at væve en samfundsbeskrivelse ind i sit krimiplot. Det gør han også her. Der er ikke megen glamour over Cape Town, som den bliver beskrevet i sin stadige kamp mod hård kriminalitet, frygt, vold og racisme. • /LE TRETTEN TIMER Forfatter: Deon Meyer Forlaget Sohn, 2012, 484 sider, 300 kroner En kvinde fi k nok Bog: Leymah Gbowee var en af tre kvinder, der sidste år modtog Nobels Fredspris. Gbowees historie er bemærkelsesværdig som få. Da hun var 17 år, brød borgerkrigen i Liberia ud. Som sine landsmænd blev Leymah Gbowee vidne til plyndringer, vold og drab. Privatlivet var heller ikke nogen idyl. Gbowee giftede sig med en voldelig mand og fi k fi re børn med ham. Men på et tidspunkt fi k hun nok og smed manden ud. I 2002 startede hun bevægelsen Women of Liberia Mass Action for Peace. Her opildnede hun sine medsøstre til at sige fra. Opstanden voksede sig stor, og i et par måneder nægtede kvinderne deres mænd sex, hvis borgerkrigen ikke snart ophørte. Bevægelsen har siden ledt til valget af Ellen Johnson Sirleaf som Liberias præsident. Gbowee har fortalt sin historie til den amerikanske journalist Carol Mithers i bogen Ikke mere at miste. Nu er den udkommet på dansk. • /LE IKKE MERE AT MISTE Forfatter: Leymah Gbowee Gads Forlag, 2012, 256 sider, 299 kroner 53/


54/ Reportage SKURKEN I NATTEN “Intet er stærkere end en idé, hvis tid er kommet – hvis tid er nu.” Sådan starter et amerikansk Youtube-hit, som over 100 millioner har set. Filmen indgår i en kampagne, som skal skabe opmærksomhed om den ugandiske krigsherre, Joseph Kony. En gruppe unge århusianere gjorde deres for sagen. AF MARIE TORP CHRISTENSEN, AARHUS FOTOS: JESPER BALLEBY MIKKEL BRICH (TV.) OG EN ANDEN DELTAGER GIVER ET TRÆ FORAN AARHUS RÅDHUS EN MAKEOVER.


Det er lyden af tapetklister, som klaskes på muren, det er lyden af tape, der bliver bidt over. Det er lyden af klimakset på kampagnen KONY 2012 fredag den 20. april 2012, hvor deltagerne går på gaden verden over for i mørket at plastre deres byer til med plakater af den ugandiske krigsherre, Joseph Kony. Så klodens indbyggere næste morgen vågner op til billederne af en mand, hvis gerninger er mørkere end den nat, hans ansigt bliver klæbet op i. Jo mere kendt han bliver, jo større er sandsynligheden for, at han bliver arresteret. Det er tanken bag. En af de byer, som skal dækkes af Kony-plakater, er Aarhus. Aktionen begynder klokken 21.00. Mikkel Brich, 19, er medarrangør. “Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle starte, hvis jeg skulle hjælpe ved en sultkatastrofe. Det her er mere håndgribeligt, der er en skurk,” siger han. DÆK NATTEN TIL Mikkel Brich er en af de millioner af mennesker verden over, som er blevet inspireret af en kampagnefi lm om Joseph Kony på hjemmesiden YouTube. Bag fi lmen står den amerikanske organisation Invisible Children, som siden 2004 har arbejdet for at sætte fokus på den ugandiske krigsherres gerninger, særlig hans brug af børnesoldater i Uganda som leder af oprørsgruppen Lord’s Resistance Army. Formålet med fi lmen er at gøre Joseph Kony verdenskendt for at få ham arresteret inden december 2012, hvor kampagnen udløber. Filmen opfordrer alle til at købe plakater på et særligt website og deltage i arrangementet Cover the Night den 20. april 2012, hvor hvert et gadehjørne i alle verdens storbyer skal dækkes med uganderens ansigt. 55/ >


> 56/ Millioner meldte sig til, men det var langt de færreste, der ligesom Mikkel Brinch mødte op, og i dagene og ugerne efter var konklusionen, at Cover the Night fl oppede verden over. EN HELT NY MÅDE Tilbage i Aarhus den 20. april er klokken 19.59, da Asger Emborg, en anden af arrangørerne, på Facebook poster et billede af den karakteristiske røde og blå Kony-plakat. Den er sat op på en mur, med gaff atape i alle fi re hjørner. Ved siden af billedet på Facebook skriver han: “Den første af mange.” “Der er masser af tv-shows og nyheder om, at der er brug for penge til de fattige. Det er den traditionelle måde. Det her har fanget folk på en helt ny måde. Vi har fået en chance for at gøre en forskel uden at donere penge, så vi studerende også kan være med. Det er fantastisk,” siger han. KONY 2012 Organisationen Invisible Childen startede i 2012 en kampagne, som skal gøre den ugandiske krigsherre, Joseph Kony, til et kendt navn og arbejde for, at han bliver fanget og straff et for sine forbrydelser. En 30 minutter lang fi lm på internetsitet YouTube er blevet set af over 100 millioner mennesker over hele verden, som har delt fi lmen via sociale medier som Facebook og Twitter. Filmen opfordrer til at sende breve til verdens ledere og gå på gaden 20. april 2012 for at hænge plakater op og være en del af den verdens omspændende begivenhed Cover the Night. Der har været kritik af kampagnen, blandt andet for at overdrive omfanget og forsimple situationen i Centralafrika. JOSEPH KONY Ugandisk krigsherre og leder af oprørsgruppen Lord’s Resistance Army. Har gjort brug af børnesoldater og blandt andet tvunget dem til at dræbe deres egne forældre. Hans hær har forladt det nordlige Uganda og befi nder sig efter sigende nu i DR Congo og Sydsudan. Joseph Kony er eftersøgt af Interpol. Asger Emborg er klar i mælet. Han har aldrig været med til noget lignende før. Hans kammerat Christian Degnbøl, 18, er enig: “Kampagnen appellerer ikke til min skyldfølelse. Den giver socialt overskud.” UD I VIRKELIGHEDEN Træet foran rådhuset i Aarhus springer ud. For en aften er det blevet til et juletræ prydet med plakater af en ugandisk krigsherre i stedet for hjerter og lys. De første deltagere begynder stille at melde sig under træet. Mikkel Brich uddeler plakater og tapetklister, mens han sørger for at fortælle, hvor de må hænge plakater op. “Jeg går ud fra, at de havde meldt sig på Facebook. Jeg havde aldrig set dem før,” siger han bagefter. Mikkel Brich og de andre arrangører har fået et aarhusiansk fi rma til at sponsere 750 plakater, og på aftenen havde en anonym giver stillet en kasse med 750 fl yers på Rådhuspladsen til dem. Deres åbne event på Facebook har næsten 500 tilmeldte. De er dog forberedt på, at ikke alle møder op. “Der kan komme 200, og der kan komme fem. Det er et sats,” siger Mikkel Brich. FIRE VENINDER OG EN BUNKE PLAKATER Lidt senere krydser fi re par stilletter Rådhuspladsen i Aarhus. Fire veninder i farvede jakker og med røde læber ser ud, som om de er på vej i byen. Men de melder sig ved træet og spørger efter plakater og tapetklister. “Det var børnesoldaterne, som gjorde størst indtryk på mig,” fortæller Pearl Winther, 21. Hendes veninde tilføjer: “Og at der ikke er nogen, som har gjort noget ved det i 20 år.” “Det svarer til, hvor gammel du er,” konstaterer deres fælles veninde. Lyden af hælene mod fl iserne begynder igen, og gruppen forsvinder ud i mørket med plakater i favnen og tape i tasken. BRYDER RAMMERNE Blandt dem, der møder op, er også fi re venner fra Marselisborg Gymnasium. De har selv medbragt plakater og tapetklister. “Vi bryder Facebooks rammer, når vi går på gaden og hænger plakater op. Måske de ældre så også får øjnene op for Kony,” siger Jens Halfdan Nielsen, 17. “Det er ikke så meget det med at være for eller imod fi lmen, eller hvad jeg selv kunne gøre. Jeg deltager for at være en del af det her fællesskab og være med til at kreere noget,” mener Amalie Starlit, 17. De fi re venner hælder vand ned til tapetklisterpulveret, som var det mælk i en bolledej, og rører rundt. Den klar til brug, og de bevæger sig ud i natten for at sprede budskabet mest muligt. Lidt efter når de aftenens første plakatsøjle. Den er allerede fyldt af andre plakater og indbyder til koncert med Allan Olsen, en sjov aften med entertaineren Andreas Bo og en aften med klassisk musik i Musikhuset. “ Kampagnen appellerer ikke til min skyldfølelse. Den giver socialt overskud. Christian Degnbøl, 18 “Vi kan ikke bare overklistre det hele. Så tror jeg, at der er nogen, som bliver kede af det,” siger Amalie Starlit. De står stille og kigger på søjlen et øjeblik. “Hvad med Andreas Bo? Han er så kendt i forvejen. Kan vi ikke klistre den ene af de tre plakater med ham over?” spørger Søren Hval Brøndum, 17. Få minutter efter er søjlen færdig. Gruppen hanker op i bøtten med tapetklistret, penslerne og plakaterne. De skal videre. MASSER AF PLAKATER Klokken 21.33 skriver arrangøren Mikkel Birch på Facebook til de tilmeldte: “Hej alle. Vi har været i gang i lidt over en halv time, og der har været fantastisk fremmøde. Vi har stadig masser af plakater, og I er velkomne til at komme ned på Rådhuspladsen og få nogle plakater at hænge op :-)” Halvanden time senere vender Mikkel Brich og de andre arrangører ryggen til det fi rkantede grå rådhustårn og går mod Strøget og Store Torv midt i byen. Den sidste halvdel plakater skal sættes op og deles ud. Langs Strøget stopper de op for at placere budskabet på en midlertidig afskærmning.


“SPLAT!” De smører med penslerne ud over krydsfi neren, som var det smør på franskbrød, og trykker plakaten på. Som spegepølsen på smør. “Optur, hvor er det nice, at I gør det her. Må vi ikke også hænge en op,” spørger tre forbipasserende piger og stopper op. De har hver en dåseøl i hånden. Deres bytur bliver udsat et par plakaters tid. “Fuck, det er godt, drenge – fuck, det er godt, mand,” udbryder Asger Emborg. “Arh, det er god stil det der. Han er bare en nar, han skal dø,” råber en forbipasserende om Joseph Kony. TO VERDENER Indkøbscentret Magasin lyser på drengene og en stor Ralph Laurenreklame lokker med en sensuel parfume. De taper plakater fast på begge sider af broens rækværk. Joseph Kony kigger tilbage på damen, som slænger sig i luksus på reklameplakaten. “Kampagnen skaber en stor kontrast til mit eget liv. Den giver en idé om, hvordan de lever dernede, og hvor heldig jeg egentlig er, fordi jeg har det, jeg har,” mener Asger Emborg. De giver Store Torv ved Aarhus Domkirke en omgang Kony-plakater, inden de forsætter til nattens sidste væg af krydsfi ner. Drengene er ved at have øvelsen, ti minutter efter ankomst er den dækket helt til med plakater. “Så slutter Cover the Night her,” konstaterer Mikkel Brich. Klokken er 00.35. Aktionen er forbi. Dagen efter poster Dennis Mägi, den tredje af arrangør, på eventens Facebook-væg: “Så er Cover the Night veloverstået, og det må siges at have været en kæmpe success.” Senere i beskeden står der: “Vi havde nemlig mellem 1.500 og 2.000 plakater, da vi startede, og vi har blot 10-20 stykker tilbage – så well done :-) Tusind tak til alle dem, som mødte op og gjorde denne aften mulig. GODT ARBEJDE!!” • /Marie Torp Christensen er journalistpraktikant i Udenrigsministeriet. Læs også et debatindlæg om Konykampagnen side 63 og se fl ere billeder på www.udvikling.dk. MIKKEL BRICH PLASTRER RÆKVÆRK PÅ CLEMENS BRO TIL MED EN FÆLLESPLAKAT AF TRIOEN KONY, BIN LADEN OG HITLER. NOGLE STEDER ER GAFFATAPE BEDRE END TAPETKLISTER. I BAGGRUNDEN AARHUS DOMKIRKE. KAMPAGNE-AFTEN. FRA VENSTRE: LASSE, ANDERS, MIKKEL, DENNIS, JANNICK, ASGER, NICOLAS OG CHRISTIAN. AMALIE STARTOFT ER SAMMEN MED TRE GYMNASIEVENNER I GANG MED AT SÆTTE PLAKATER FAST PÅ EN MUR. 57/


58/ ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS “ Ngo’ens adfærd minder i befolkningens øjne så meget om statens, at de opfatter den som en sådan.


Kronik GØR VI SKADE, NÅR VI GØR GAVN? Ngo’er, der bevæger sig ind på statens område såsom uddannelse og sundhed, kan utilsigtet være med til at sløve den demokratisering, de gerne skulle bidrage til, skriver kronikørerne efter feltstudie i Zambia. Sigrid Lauenborg Dahl Cand.scient.pol. og højskolelærer på globaliseringslinjen Verden Brænder, Krogerup Højskole. Debatten om en ny dansk udviklingsstrategi har været i fuld gang det sidste halve år. Hvem skal have bistandskroner fra Danmark, hvad skal vi støtte, og hvordan skal den gives? Ikke mindst har spørgsmålet om budgetstøtte (det vil sige bistand, der gives uden at være øremærket til bestemte aktiviteter, red.) været en tur igennem vridemaskinen. Det skete da udviklingsminister Christian Friis Bach (R) meddelte, at Danmark fremover vil øge den andel af den danske bistand, som gives i budgetstøtte. Straks rasede debatten, for tænk nu, hvis danske skattekroner ender med at fi nansiere dyre minister-mercedes'er i stedet for malarianet. Derimod opfattes det mindre kontroversielt at støtte lokale ngo’er, der sjældent forbindes med korruption og magtmisbrug. Deres aktiviteter tilskrives tværtimod ofte en positiv rolle, når det drejer sig om at opbygge stærke civilsamfund og etablere velfungerende demokratier. Og opbygning af demokratier står højt på den danske to do-liste, og er således en af de fi re prioriteter, som dansk bistand ifølge den både den tidligere og nye udviklingsstrategi skal fremme. Sat på spidsen er der ofte en tendens til at frede ngo’ernes arbejde i bistandsdebatten, for hvem kan være kritiske over for de folkelige organisationers positive bidrag til udviklingen lokalt? Dog er der noget, der tyder på, at sær- Signe Andreasen Cand.scient.pol. og CSR-rådgiver i konsulentvirksomheden Global CSR. Kronikken bygger på forfatternes speciale Service Delivering NGOs – a Means to a Dead End?” Statskundskab, Københavns Universitet, 2011. STATE-SOCIETY RELATION ADVOCACY UNINTENDED CONSEQUENCES SERVICE DELIVERING NGOS –A MEANS TO A DEAD END? A MASTER'S THESIS BY SIGNE ANDREASEN AND SIGRID LAUENBORG DAHL Kan downloades på http://krogerup.dk/IMG/ pdf/Service_delivering_ NGOs.pdf UDVIKLING JUNI / JULI #3 / 2012 ligt ngo’er, der leverer sociale ydelser, utilsigtet kan påvirke borgeres politiske adfærd til skade for demokratiet, og en sådan sammenhæng bør undersøges nærmere og diskuteres åbent. DET KORTE OG DET LANGE SIGTE Få kan være uenige i, at det er godt, når fl ere børn bliver uddannede eller adgangen til sundhedsfaciliteter øges. De serviceydende ngo’er, der verden over bygger skoler og klinikker og uddanner lærere og læger, spiller i dag en uvurderlig rolle på disse områder. Især steder hvor staten er svag træder ngo’erne til – naturligvis med hjælp fra internationale donorer. Men de positive resultater inden for eksempelvis sundhed og uddannelse, som ngo’erne skaber, kan have negative konsekvenser på længere sigt når det gælder udviklingen af velfungerende demokratier. Når kerneserviceydelser som sundhed og uddannelse leveres af ngo’er i stedet for staten, påvirkes befolkningens forventninger og krav til staten i negativ retning. Fremfor at forvente, at staten løfter opgaven, rettes forventningerne i stedet mod ngo’en. Ligeledes er det ngo’en, der er modtager af befolkningens krav om forbedringer af den lokale skole eller sundhedsklinik, da det er mere rationelt at rette disse mod den lokale ngo, der oftest er både lettere tilgængelig og mere responsiv. Hermed svækkes en vigtig 59/ >


60/ meknisme i det demokratiske setup – nemlig at befolkningen ytrer interesser til beslutningstagerne, som de samtidig holder ansvarlige og eventuelt erstatter, hvis disse ikke lever op til forventningerne og leverer i forhold til kravene. Regeringen mister herved incitament til at levere, idet den hverken mødes af krav eller forventninger fra befolkningen. Den stærke relation mellem stat og civilsamfund, som vi i denne del af verden betragter som altafgørende, forstyrres med andre ord af en tredje aktør: ngo’en. > Man fristes til at gøre brug af EN AUTORITET ER EN AUTORITET Donorer er tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem ngo’er, civilsamfund, græsrødder og i sidste ende befolkningen. Set fra toppen af bistandskæden ligner ngo’erne oftest det tætteste, man kommer på at give penge direkte til befolkningen. Men fra befolkningens perspektiv ser det ganske anderledes ud. Her er ngo’erne i stedet autoriteter, der på linje med staten leverer ydelser og afgør, om der er adgang til uddannelse, sundhed, vand osv. Ngo’erne har tendens til at afskrive sig denne kritik ved at bygge en advocacy-komponent på deres arbejde. "På klinikken underviser vi også patienterne i deres rettigheder" kan argumentet typisk lyde, når ngo’erne forsøger at tænke langsigtet og bæredygtigt. Problemet er, at denne dobbeltrolle er uden betydning for befolkningen. Her er det vigtige, om der bliver leveret ydelser eller ej. Så længe ngo’erne leverer serviceydelser, opfattes de lokalt som politiske autoriteter. Ngo’erne tager ganske simpelt statens plads, og befolkningen er i bedste fald ligeglad og i værste fald tilbøjelig til at foretrække ngo’en som serviceleverandør frem for staten. ordsproget: “Hvis det ligner en and, svømmer som en and og rapper som en and, så er det sandsynligvis en and.” Ngo’ens adfærd minder i befolkningens øjne så meget om statens, at de opfatter den som en sådan – dette på trods af donorernes og ngo’ens egen selvforståelse som værende en del af civilsamfundet. Problemet er bare, at ngo’en ikke er en stat eller en regering. Den er ikke demokratisk valgt, kan ikke skiftes ud, og "skylder" så at sige ikke befolkningen noget – tværtimod orienterer ngo’erne sig ofte opad mod donorerne, der betaler gildet, og ikke nedad mod befolkningen. “ Ngo’erne tager ganske simpelt statens plads, og befolkningen er i bedste fald ligeglad og i værste fald tilbøjelig til at foretrække ngo’en som serviceleverandør frem for staten. MINDRE KRITISKE BORGERE Da vi undersøgte problemstillingen blandt befolkningsgrupper i Zambia, som modtog serviceydelser fra henholdsvis staten og ngo’er, viste der sig interessante sammenhænge. Udover den åbenlyse, at borgere, der “serviceres” af ngo’er, også retter deres politiske forventninger og krav mod disse, blev det også tydeligt, at samme befolkningsgruppe var mindre kritisk over for statens gøren og laden end deres medborgere, som modtog statens serviceydelser. Disse borgere forklarede årsagen til statens manglende tilstedeværelse med, at den nok havde travlt med an- Nu er den her! DANIDAS ÅRSBERETNING 2011 PÅ WWW.DANIDA.DK Dyk ned i tal, tabeller og historier om årelang indsats samt uddybning om de enkelte prioritetslande på Danmarks mest verdensomspændende hjemmeside. For første gang siden det danske udviklingssamarbejdes spæde start i 1962 udkommer Danidas årsberetning kun elektronisk. dre ting, mens de borgere, der modtog serviceydelser fra staten, forklarede dårlig service med korruption – et begreb der slet ikke blev nævnt af borgere fra ngo’ens "territorium". Sat på spidsen kan serviceydende ngo’er være med til at holde en dårlig og illegitim regering ved magten, idet borgerne mister interessen for deltagelse og indfl ydelse. DET SURE ÆBLE Det er en paradoksal tanke, at ngo’erne med alt det gode, de gør, måske kan være med at forhindre demokratiet i at få fat. Ikke desto mindre er det helt afgørende, at vi fremadrettet tør se paradokser som dette i øjnene og undersøge, hvad de langsigtede konsekvenser af bistandsarbejdet består af. For argumentet er ikke nyt. Allerede i 1891 skrev forfatteren Oscar Wilde: “Ligesom de værste slave-ejere var dem, der var rare ved deres slaver og således forhindrede at systemets rædsel blev forstået af de, som led under det... så er de folk, der gør mest skade, dem der prøver at gøre mest godt ”. Argumentet herfra lyder ikke, at vi øjeblikkeligt skal stoppe støtten til de serviceydende ngo’er, da mange menneskers adgang til uddannelse og sundhed i dag afh ænger af dem. Men hvis vi for alvor er ambitiøse omkring at ville sikre social, miljømæssig og økonomisk bæredygtig udvikling, bliver vi nødt til at sætte spørgsmålstegn ved de sammenhænge, vi hidtil har taget for givet. Ved ikke kun at undersøge hvad vi mener, bistanden præsterer, men også de utilsigtede konsekvenser af den godhjertede indsats, kan vi få fat der, hvor det virkelig bliver interessant og diskutere, hvorvidt vi faktisk gør skade, når vi gør gavn. •


AGENDA ERHVERV Frihandelsaftale med Vietnam på trapperne De endelige forhandlinger om en frihandelsaftale mellem EU og Vietnam (billedet) forventes at gå i gang allerede i år, og selvom der stadig er væsentlige knaster mellem EU og Vietnam, er ambitionen, at en færdig aftale skal være klar i januar 2015. Det vil ifølge Dansk Industri (DI) give danske virksomheder nye muligheder for eksport og outsourcing til landet. 125 danske virksomheder er allerede etableret i Vietnam, og landet er interessant, da det som mange andre emerging markets oplever en stor økonomisk vækst. Sidste år nåede væksten op på næsten seks procent, og med en hastigt voksende middelklasse med smag for vestlige produkter, forventes efterspørgslen at stige. • /Anne Klejsgård Hansen Migranter sender stadig fl ere penge hjem De har stadig travlt hos western union (billedet), som er den foretrukne Kanal, når fl ygtninge og migranter sender penge – remitter – hjem til deres familier i oprindelseslandet. Beløbet nåede nye højder i 2011 og trodsede dermed gældskrise og stigende arbejdsløshed. Ifølge Verdensbanken sendte omkring 215 millioner fl ygtninge og migranter sidste år 351 milliarder dollars hjem til deres familiers private husholdningsbudgetter i udviklingslandene. Det er en stigning på otte procent i for- Dansk lavpris-insulin til fattige med sukkersyge Novo Nordisk vil gøre bekæmpelse af sukkersyge i u-lande til en god forretning. Med introduktionen af en ny forretningsmodel, der skal sænke prisen på insulin med to tredjedele og give diabetikere i u-lande nemmere adgang til behandlingscentre, skærper den danske medicinalvirksomhed nu indsatsen for at blive en nøglespiller på de nye markeder. Forretningsmodellen, der primært fokuserer på at hold til 2010 – og tre gange så meget som den offi cielle udviklingsbistand til de samme lande. Og remitterne har vist sig at være ganske resistente over for den globale fi nanskrise. Bortset fra et fald fra 2008 til 2009 – fra 325 milliarder dollars til 307 milliarder dollars – er de årligt steget med 7–8 procent. Verdensbanken ser remitterne som et vigtigt bedrag til at reducere fattigdom og skabe udvikling samt sikre investeringer i lokale, private virksomheder. • /Simon Kratholm Ankjærgaard reducere omkostningerne i forsyningskæden og dermed nedbringe prisen, afprøves nu i Kenya, og Novo Nordisk har allerede planer om nye initiativer i Indien og Nigeria. På verdensplan er der over 46 millioner diabetikere, der tjener mellem fi re og 10 dollars om dagen, og den gruppe forventes i 2030 at vokse til 73 millioner mennesker. Væksten i antallet af diabetikere er størst i Afrika. • /Akh FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (TV.) & MARK HENLEY/SCANPIX (TH.) 61/


62/ FOTOS: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA (TV.) & UDENRIGSMINISTERIET DEBAT Kenya – en indgang til Østafrika Danmark har et eksportefterslæb til Afrika på knap én milliard kroner i forhold til vores nabolande, skriver Pia Olsen Dyhr. Det kan vi gøre bedre, og her er Kenya et godt sted at begynde. AF PIA OLSEN DYHR, HANDELS- OG INVESTERINGSMINISTER (SF) “Danmark og Kenya passer rigtig godt til hinanden,” sagde Kenyas handelsminister Moses Wetangula, da vi sammen åbnede det første danske eksportfremstød om vand, energi og infrastruktur i Nairobi den 12. april i år. Kenya er en af de “afrikanske løver”, der med årlige vækstrater på ca. fem procent, og havnen i Mombasa er en oplagt indgang til Østafrika – en af verdens hurtigst voksende regioner, der skal indtænkes i vores strategi for vækstmarkeder. BISTAND BANER VEJEN Kenya er et godt sted at starte, når vi de kommende år skal bruge vores udviklingsindsats til at bane vejen for øget samhandel med kontinentet. Som andre afrikanske lande efterspørger den kenyanske regering i stigende grad samhandel og udenlandske investeringer. Danmark skal selvfølgelig melde sig på banen. Både fordi førende danske virksomheder inden for vand, energi og infrastruktur har de helt rigtige kompetencer og løsninger. Og fordi behovet for forbedret infrastruktur som havne, veje, jernbaner og lufthavne er en forudsætning for at sikre fortsat vækst, udvikling og fattigdomsreduktion. Og endelig fordi Danmark har et eksport-efterslæb til Afrika i forhold til vores nabolande som Sverige, Tyskland, Storbritannien og Holland på knap én milliard kroner. Det er ikke et øjeblik for tidligt at komme i gang i Kenya, og derfor åbner vi nu en handelsafdeling i Nairobi. Det handler om at blive skarpere på forretningsmulighederne i relevante nicher og at få identifi ceret kunderne – hvad enten det er private investorer, virksomheder, regeringsinstitutioner, donorer eller forbrugere. Herunder også dem i bunden af indkomstpyramiden – Base of the Pyramid. INSULIN OG RENT DRIKKEVAND Vi skal blive bedre til at tænke i synergier mellem bistand og kommercielle indsatser. Et godt eksempel på en sådan tilgang er Novo Nordisks pilotprojekt for salg af insulin til lavindkomstsegmenter i Kenya, som jeg åbnede sammen med Kenyas premierminister Odinga og CEO Lars Rebien Sørensen. Projektet illustrerer på bedste vis, hvordan danske virksomheder gennem off entlig-private partnerskaber og en innovativ forretningsmodel kan være med til at give svar på landets enorme sundhedsudfordring til gavn for de mange fattige kenyanere, der i dag ikke kan skaff e den livsnødvendige medicin. Grundfos’ Lifelink-projekt er et andet godt eksempel på en innovativ forretningsmodel, der kombinerer eksisterende teknologi inden for soldrevne vandpumper med mobiltelefon-baserede betalingssystemer for at sikre rent drikkevand. Den slags projekter håber jeg at se meget mere til de kommende år. Vi skal nu i gang med at udvide det gode dansk-kenyanske udviklingspartnerskab til at omfatte kommercielle relationer, der går begge veje. Det vil gavne vækst, beskæftigelse og udvikling i både Danmark og Kenya. • Pia Olsen Dyhr Handels- og investeringsminister (SF)


LÆSERNES MENING Send debatindlæg på 150-300 ord til udvikling@um.dk Udviklingsindsatsen må ikke undermineres AF NILS BRØGGER JAKOBSEN, FORMAND FOR CONCORD DANMARK Danmark har brugt EU-formandskabet på at lægge pres på EU for at skubbe dagsordenen omkring politik-kohærens for udvikling (PCD) (sammenhæng og koordinering imellem politikområder, red.) fremad. Det forpligter, og derfor er Danmark nødt til at leve op til sine egne forpligtelser om at implementere PCD i en national kontekst. Mod afslutningen af det danske EU-formandskab må blikket vendes indad, og Danmark må iværksætte en handlingsplan for, hvordan vi kan styrke politik-kohærensen inden for for eksempel handel, investeringer, fi skeri, og landbrug og dermed sikre, at vores udviklingssamarbejde ikke undermineres. Concord Danmark opfordrer derfor den danske udviklingsminister til at fremlægge en handlingsplan for, hvordan Danmark vil institutionalisere PCD-indsatsen i en national kontekst. “ Danmark er nødt til at leve op til sine egne forpligtelser. Ambitionen om at styrke udviklingspolitikken og udviklingsresultaterne i verdens fattigste lande, forudsætter en mere eff ektiv udviklingsbistand og sikres kun igennem en styrket PCD-indsats i både Europa og Danmark. • Hvad vi lærte af Konykampagnen AF JACOB RASMUSSEN, CHEFKONSULENT, VIRKSOMHEDEN DIS/PLAY Tyngdeloven fortæller os, at masse (ikke størrelse) tiltrækker. Kony-kampagnens gav sagen gigantisk omtale – men substansen manglede, da omtalen skulle omsættes til engagement og handling. Måske fordi kampagnen var ekstremt følelsesbåret og budskabet letkøbt: Hvis bare vi sender en masse soldater ind i junglen, kommer vi af med banditten. Den anden ting, tyngdeloven lærer os er, at nærhed er vigtig. Det er så let at dele et link til en indigneret, propagandafi lm, man ser på nettet. Men indignationen er fl ygtig, og da Invisible Children havde brændt hele krudtet af på en eff ektiv kampagnefi lm, var der ikke en organisation med ressourcer eller lokal tilstedeværelse til at følge op. Lad FN lukke skattehuller AF LINE LOUISE BAHNER, POLICY & RESEARCH OFFICER, U-LANDSORGANISATIONEN IBIS Regeringen har i sit regeringsgrundlag lovet at gå forrest i kampen for at lukke skattehuller og adressere illegal kapitalfl ugt. Kampen har hidtil primært været ført gennem OECD, men røre i FN’s skattekomité gør nu, at FN synes at være et bedre forum – især for udviklingslande. Kigger man på fakta, er FN’s regler for internationalt skattesamarbejde mere favorable for udviklingslande end OECD’s. FN’s model for dobbeltbeskatningsaftaler tildeler en større del af skatteindtægterne fra en given aktivitet til det land, hvor aktivite- Nærheden mangler, både i forhold til organisationen bag kampagnen – hvem har hørt om Invisible Children før Kony-fi lmen? – og i forhold til den, du tilkendegiver over for, at du vil møde op og gøre noget. Men tænk, hvad en så dygtig kampagne kunne have fl yttet, hvis den havde været bundet op på en organisation og et budskab, der ikke kun havde fylde, men også masse og nærhed. • (Læs mere om Kony-kampagnen side 54.) terne fi nder sted, mens OECD’s regler giver en større andel til det land, hvor ejeren af hovedvirksomheden bor. Samtidig giver FN’s model for udveksling af skatteinformation mulighed for automatisk informationsudveksling. Dette gør det lettere for udviklingslande at få adgang til information om de økonomiske aktiviteter, der foregår i landet, end OECD’s model der bygger på informationsudveksling efter anmodning. I lyset af dette, bør den danske regering genoverveje, i hvilket forum man lægger sine æg. • 63/ ILLUSTRATION: INVISIBLE CHILDREN


64/ FOTOS: ANDREW HARRER/SCANPIX & JACOB STRÆK/BØRNEFONDEN & AHMED DUALEH & FN 5 NAVNE der rykker ERTHARIN COUSIN, 55, er ny administrerende direktør for FN’s fødevareprogram WFP. Amerikaneren kommer fra en stilling som chef for USA's repræsentation i de FN-organisationer, som har hovedsæde i Rom. ASGHAR FARHADI, 40, har modtaget en Oscar og en Bodil for bedste ikkeamerikanske fi lm A separation. Den iranske fi lminstruktør var også nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript. TINE BREINHOLT, 51, er ny landedirektør for BØR- NEfonden i Burkina Faso. Hun får det overordnede ansvar for organisationens udviklingsaktiviteter og programmer i landet. Tine Breinholt kommer fra en stilling i konsulentvirksomheden NIRAS. AHMED DUALEH, 65, bliver præsident i den somaliske delstat Jubaland, som har omkring 1,3 millioner indbyggere. Han kommer fra en stilling som vejleder og konsulent i København kommunes jobcenter. Ahmed Dualeh kom til Danmark i 1967. JENS TOYBERG- FRANDZEN, 62, er udnævnt til stillingen som FN’s generalsekretær Ban Ki-moons repræsentant i det vestafrikanske land Sierra Leone. Danskeren har en lang karriere som FN-diplomat bag sig blandt andet som chef for FN’s udviklingsprogram i Palæstina. Verdensbankens nye chef skal kurere sin patient AF SUSANNE SAYERS Habil quarterback i amerikansk fodbold i sin ungdom. Point guard i basketball, læge, antropolog, leder af en af verdens fi neste uddannelsesinstitutioner, Dartmouth College, og stadig med på ballade – som for eksempel at rappe i neon og hvidt robot-outfi t ved en universitetsfest sidste år. Den nye direktør i Verdensbanken, Jim Yong Kim, er svær at se for sig som bankdirektør. Men banken, som den 52-årige amerikaner med sydkoreansk baggrund nu leder, er da heller ikke en almindelig bank. Hovedformålet er udvikling. Og her har Jim Yong Kim resultaterne med sig. Mest kendt er han for sit 3 by 5-program fra tiden, hvor han stod i spidsen for aids-afdelingen under verdenssundhedsorganisationen WHO. Hans mål var at sørge for behandling til tre millioner hiv- og aids-smittede i u-landene inden 2005, og selv om mange eksperter mente, at det var for ambitiøst, lykkedes det ham. Det er stadig uvist, hvad Jim Yong Kim vil bruge lederskabet af Verdensbanken til. Et kritikpunkt er, at han er en elitær teknokrat med ringe økonomisk indsigt. Andre siger, at han netop er typen, der får tingene ændret, fordi hans baggrund er utraditionel. Og ændringer er der brug for. Verdensbanken kritiseres for at varetage USA's interesser snarere end udviklingslandenes. Nogle kritiserer de fl ere end 10.000 ansatte – langt de fl este økonomer – for at have gjort institutionen til en dinosaur uden evne til at tilpasse sig en ny global virkelighed. Nu er det så op til lægen at revitalisere patienten. De færreste tvivler på Kims sociale engagement, og han har vist, at han kan skabe uventede resultater. Men det kan blive et problem, at han er USA's mand. Siden Verdensbankens stiftelse har præsidenten altid været amerikaner, lige som direktøren for Den Internationale Valutafond (IMF) er europæer. Denne gang var der kampvalg, og Nigeria stillede med fi nansminister Ngozi Okonjo-Iweala, tidligere administrerende direktør i Verdensbanken, som kandidat. At hun ikke blev valgt, ser mange lande og analytikere som tegn på, at intet i virkeligheden er forandret. USA og Europa deler stadig i porten, pengene bestemmer, og udviklingslandene må nøjes med at se på. •


ASIATISK PLADS KORT NYT OM DANIDA AKTUELT • Afghanistan: Udviklingsminister Christian Friis Bach deltager i en international Afghanistan-konference i Tokyo 4. juli, hvor situationen i landet og det internationale samfunds støtte efter 2014 er på dagsordenen. Konferencen følger op på Afghanistan-konferencen i Bonn i december 2011. • Bæredygtighed: FN’s verdenstopmøde Rio +20 om bæredygtig udvikling afh oldes i Rio de Janeiro, Brasilien, fra 20. til 22. juni. Fra Danmark deltager blandt andet udviklingsminister Christian Friis Bach. • Folkemøde: Danmarks store politik-festival blev afh oldt 14.–17. juni på Bornholm. Mødet var også endestationen for vandreudstillingen Danidas cirkler om det danske udviklingssamarbejde. Udstillingen markerer Danida 50-års jubilæum og har siden marts har rejst rundt i landet. • Ghana: Udenrigsminister Villy Søvndal besøgte det vestafrikanske land Ghana i juni, hvor han blandt andet deltog i et nordisk-afrikansk udenrigsministermøde. • Strategi: Regeringens nye strategi for Danmarks udviklingssamarbejde blev vedtaget af et bredt fl ertal i Folketinget i slutningen af maj. Strategien sætter kursen for Danmarks samarbejde med verdens fattigste lande og har fi re prioritetsområder: Demokrati og menneskerettigheder, grøn vækst, sociale fremskridt og stabilitet og beskyttelse. Se også næste spalte under “udgivelser”. • Europa: EU’s udviklin gsministre vedtog i maj en ny udviklingspolitik for unionen. Danmark har sat sit aftryk på udviklingspolitikken i form af et øget fokus på menneskerettigheder. www.danida.dk UDGIVELSER • Danidas Årsberetning 2011, juni 2012. Findes kun i en elektronisk udgave på nettet. • Retten til et bedre liv, maj 2012, 40 sider. Ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde. • Strategi for Danmarks samarbejde med Libyen, maj 2012, 10 sider. • Faces of Climate Change – the gender perspective, maj 2012. Dokumentarfi lm om klimaforandringer og køn i Uganda, lavet af journalist Tanja Jørgensen for Ugandas vand- og miljøministerium med støtte fra Danmarks ambassade i Kampala. • Strategy for the Danish Counter- Piracy Eff ort 2011–2014, april 2012, 48 sider. • Danida 50 år – en historie om mejeriprojekter, mudderveje og ministerskift, om velvilje og vandpumper, om succeser og skæverter – og enkelte hvide elefanter, marts 2012, 78 sider. Jubilæumshæftet er også udkommet på engelsk. • Afrapportering 2011: Den danske indsats i Afghanistan, marts 2012, 17 sider. www.danida-publikationer.dk EVALUERINGER • Uddannelse: Denne midtvejsevaluering ser nærmere på, hvilke erfaringer og resultater, der indtil videre er opnået i forbindelse med Benins 10års udviklingsplan (2006–2015) for uddannelsessektoren i landet. • Kvinder: Evalueringen ser på den støtte, der blev givet under Danidas regionale “Kvinder i Afrika”-initiativ 2006–09, som omfattede i alt 15 forskellige lande. Igangværende evalueringer: • The Danish Support to the Peace process in Nepal. • Danida support to the education sector in Afghanistan, 2003–2010. www.evaluering.dk UDNÆVNELSE • Chefk onsulent i Udenrigsministeriet Eva Grambye er udnævnt til leder af sekretariatet for initiativet Global Green Growth Forum – 3GF. STYRELSEN • På sit møde i maj tiltrådte Danidas Styrelse følgende bevillinger: • Ghana: Telekommunikationsprojekt/Danida Business Finance – 120 mio. kr. • FN’s fredsopbygningsfond: Genopfyldning af fonden – 50 mio. kr. Danidas Styrelse er rådgivende organ for udviklingsministeren. Styrelsen drøfter og indstiller nye programmer, strategier og handlingsplaner. 65/


66/ ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN IndVikling NEGER STJAL BIL Må man stadig sige “neger”? Ikke i Afrika og da slet ikke i USA. Men en sjællandsk lokalavis er gået i brechen for retten til at bruge nn-ordet. ordet. AF JEPPE VILLADSEN Det handler om retten til at sige “neger”. Det lille ord, der for ikke længe siden klingede lige så neutralt som “kartoff el” og “bordlampe”, har – igen – antændt heftig debat. Og sendt avisredaktører, ordensmagt og sprogrøgtere i totterne på hinanden. “Neger stjal bil fra 80-årig”, lød det 18. april i Dagbladet Roskilde med en overskrift, der vakte berettiget opsigt. Det er ikke hver dag, man ser ordet neger brugt i medierne helt uden gåseøjne eller anden formildende tegnsætning. Sætningen rungede som et mærkeligt forsinket ekko af den samme provinspresse, hvor man endnu i 1950’erne kunne læse overskrifter som “Neger set på hovedgaden i Nakskov”. Men neger-glosen var et bevidst valg, fordi politiet havde brugt ordet i deres signalement af manden, begrundede redaktør Steen Østbjerg, der som den sidste havde set teksten i gennem, inden den gik i trykken. Der var bare ikke sat citationstegn omkring overskriften. En nok så vigtig detalje. Politikens Lokalaviser bragte sidste år en artikel med overskriften “Der er en neger der laver indbrud”. Men her var rubrikken angivet som et citat, og artiklen gled ubemærket ud i nyhedsstrømmen. På Dagbladet Roskilde erkender chefredaktør Bente Johannesen, at ordvalget har forarget en række læsere, men ser ikke noget forkert i det: “Vi lever i et samfund, hvor der er politisk korrekt sprog og politisk korrekt opførsel. Og når der først er et ord, der er blevet gjort uartigt, så er det klart, nogle mennesker reagerer meget voldsomt over for det,” siger chefredaktøren. Men professor og tidligere direktør i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Jørn Lund konstaterer, at neger ikke længere er et velvalgt ord. “Det støder halvdelen af befolkningen fra sig, mens den anden halvdel synes, det er neutralt,” siger Jørn Lund. Hvor man havner, er et spørgsmål om alder, ikke om holdning. “Generationen over 50 år er vokset op med ordet neger som fuldstændig neutralt. Det gælder også mig,” siger han. Op gennem 1950’erne og 60’erne brugte den sorte amerikanske borgerretsbevægelse selv gladelig neger-glosen – således også Martin Luther King i sin legendariske “I Have a Dream”tale fra 1963. Skiftet fra “neger” til “sort” kom først, da den sorte frihedsbevægelse i midten af 1960’erne under slagordet black power førte kampen ind i en ny fase og frabad sig negerbetegnelsen på grund af ordets historiske ladning af kolonitid, slavehandel og hvid herremenneske-mentalitet. Gradvist er skiftet også slået i gennem i Europa. Selv om Dagbladet Roskildes redaktører forsvarede brugen af negertermen, blev ordet efterhånden fj ernet i avisens online-udgave. Først stod der som i papir-udgaven “neger”, men det blev først ændret til “sort mand” for til sidst blot at hedde “mand”. • “N-ORDETS” MILEPÆLE 1977: Ordet “neger” erstattes af ordet sort i Gyldendals klassiske ti-bindsleksikon. 1987: Da fi lmen Taxi Driver blev vist på dansk tv, blev sætningen “He is black”, i den danske undertekst oversat til “Han er neger”.


FREMBLIK AF MARIE TORP CHRISTENSEN FRA 7. JUNI “HVAD GØR VI NU?” Ko medie-dramaet, der har premiere i Danmark, handler om gruppe libanesiske kvinder, som på opfi ndsom vis forsøger at løsne op i mændenes religiøse spændinger, der truer med at ødelægge deres landsbysamfund. Hvad gør vi nu? vandt hovedprisen, People’s Choice Award, på Den internationale fi lmfestival i Toronto, Canada. www.roskilde-festival.dk 20.–22. JUNI RIO + 20 FN’s konference om bæredygtig udvikling bliver afh oldt i Rio de Janeiro, Brasilien. De to overordnede temaer er grøn økonomi i forbindelse med bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse, samt de institutionelle rammer for bæredygtig udvikling. Fra Danmark deltager blandt andet udviklingsminister Christian Friis Bach. www.uncsd2012.org 5–8. JULI ROSKILDE FESTIVAL Nordeuropas største musikfestival indtager igen i år Dyreskuepladsen uden for Roskilde for at byde på musik og øl. Blandt andet kan det vestafrikanske band Terakraft, som spiller hypnotisk ørkenrock, opleves. www.roskilde-festival.dk 9. JULI VERDENS YNGSTE STAT FYLDER ÅR Sidste år var der fest og farver, da Sydsudan blev erklæret selvstændigt. Sudan er det land i Afrika, som har været præget af borgerkrig længst. Håbet var, at Sydsudans selvstændighed fra Sudan kunne skabe mere stabilitet i regionen. Det er desværre endnu ikke lykkedes. www.goss.org 29. AUGUST–7. SEPTEMBER IMAGES FESTIVAL Årets Images Festival – der kan opleves i København, Aalborg og Aarhus – har "Occupy Utopia" som tema. Med årets festival har IMAGES festivalerne i nu 20 år præsenteret samtidskunst fra udviklingslandene i Danmark. Arrangør er Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU). www.dccd.dk/images-festival P.S. FRA OG DE NOMINEREDE ER… Glæden var stor på den lille redaktion, da holdet bag Udvikling for nyligt blev nomineret til Bording-prisen for Visuel Formidling – én af i alt fem Bordingpriser, som brancheorganisationen Danske Medier årligt uddeler. Tre magasiner er nomineret til prisen inden for kategorien visuel formidling. De to øvrige er Fagbladet 3F samt DSB’s Ud & Se. Ærefuldt selskab, det relancerede Udvikling her er kommet i. Hvem af de tre, der vinder prisen, ved vi dog først efter, at dette blad er gået i trykken. Og hvad er god visuel formidling så? Vi ved ikke, hvad dommerkomiteen tænker, men mon ikke det handler om et helhedsindtryk af layout og samspillet mellem fotos/illustrationer og de tekster, der skal formidles? Det er derfor en nominering, som måske i virkeligheden snarere burde gå til manden, der udviklede Udviklings design-koncept – han hedder Esben Niklasson – og til vores grafi ske bureau India, der spiller bolden videre med en høj standard på bladets sider: Harmoni og balance, billeder, der er brugt og beskåret med omtanke, samt ikke mindst en passende blanding mellem “kant” og elegance. Historierne i Udvikling indeholder ikke sjældent et aspekt af menneskelig lidelse. Det er derfor en balanceakt ikke at fremstille fattigdom som ren æstetik. Værdigheden skal også tænkes ind i den visuelle formidling. Alle gode blade har en sjæl, som er svær at defi nere. Men det handler om den stemning, der er i bladet, når man åbner det. Her har ambitionen været at slå en global tone an – seriøst og troværdigt, men samtidig let og uhøjtideligt. God visuel læseoplevelse! Stefan Katić Redaktør


Bedste priser på fl ybilletter til kirkelige og humanitære organisationer Se mere på www.raptim.dk - eller kontakt os på tlf. 87 23 12 30 Eneagent i Danmark: RETTEN TIL ET BEDRE LIV “Retten til et bedre liv” er regeringens nye strategi for udviklingssamarbejde. Strategien har to overordnede målsætninger, nemlig at bekæmpe fattigdom og sikre menneskerettigheder. Danmark vil koncentrere sit udviklingspolitiske engagement på fire prioritetsområder: Menneskerettigheder og demokrati Grøn vækst Sociale fremskridt Stabilitet og beskyttelse Danmark vil have et globalt udviklingspolitisk engagement, men arbejdet skal fokuseres på de fattigste lande, hvor behovene er størst, og hvor vi bedst kan gøre en forskel. BAGSVÆRD KOSTSKOLE GYMNASIUM Tid til Talent Bagsværd Kostskole & Gymnasium (BK) er en udviklingsorienteret og traditions-rig skole grundlagt i 1908. Elever, der vælger en uddannelse hos os, siger ja til fællesskab, faglighed, seriøsitet og individuel talentudvikling. Det vi på Bagsværd Kostskole & Gymnasium kalder for: Tid til Talent. Vi tilbyder: Dansk uddannelse med et internationalt præg Grundskole, 10. kl., studentereksamen (STX) Danmarks første femårig BioTek-uddannelse 8.kl.-3.g Sport- og talentklasse fra 7. kl. Mulighed for morgentræning tirsdage og torsdage Aktiv brug af it og internet i undervisningen Enkeltværelser til kostelever, lektiehjælp hver dag Bestil publikationen på www.danida-publikationer.dk The English version of the strategy for Denmark’s Development Cooperation will be published mid-June. Scan QR koden og besøg vores hjemmeside www.bagkost.dk Aldershvilevej 138 DK-2880 Bagsværd Telefon: +45 44980065 E-mail: bk@bagkost.dk Maj Maj 2012 2012 Maj Maj 2012 2012 Retten til et et bedre bedre liv liv Strategi Strategi for for Danmarks Danmarks udviklingssamarbejde udviklingssamarbejde Retten til et bedre liv Strategi for Danmarks udviklingssamarbejde STABILITET OG BESKYTTELSE STABILITET OG BESKYTTELSE MENNESKERETTIGHEDER OG DEMOKRATI MENNESKERETTIGHEDER OG DEMOKRATI BEKÆMPE FATTIGDOM SIKRE MENNESKE- RETTIGHEDER BEKÆMPE FATTIGDOM SIKRE MENNESKE- RETTIGHEDER SOCIALE FREMSKRIDT SOCIALE FREMSKRIDT GRØN VÆKST GRØN VÆKST

More magazines by this user
Similar magazines