Hele publikationen i PDF - Netpub.dk

22/
FOTO: CARLOS SARDIÑA GALACHE
“THE LADY” SÆLGER
Siden efteråret 2011 har reformernes
blide vinde blæst henover Yangon.
Præsident Thein Sein og hans stab af
generaler løsner langsomt grebet, og
det mærkes i hovedstaden, hvor der
nu sælges postkort, T-shirts og plakater
med Aung San Suu Kyi på hvert et
gadehjørne.
Optimismen er ikke blevet mindre,
efter Suu Kyi blev valgt ind i parlamentet
i april. Det er næsten umuligt
at opstøve et ledigt hotelværelse i
byen, der er fyldt til bristepunktet med
udenlandske journalister, ngo’er og internationale
virksomheder, der alle vil
have en bid af det nye Burma. Aung
Soe Mins begejstring er imidlertid til
at få øje på.
“Valget i april var ikke afgørende.
Vi skulle vælge 45 nye parlamentsmedlemmer,
og jo, Aung San Suu Kyi
er blevet valgt ind, men kan hun ændre
Burma alene? Det er en start, men
vi kommer til at bruge mange, mange
år før demokratiet lykkes i Burma,”
siger han.
I sit galleri har han fl ere portrætter
af Aung San Suu Kyi, og de går
nu som varmt brød, særligt blandt de
udenlandske besøgende, der fi nder
vej til Pansodan Street, efter Aung
Soe Mins sted er blevet nævnt i backpacker-bibelen
Lonely Planet.
“Folk er helt oppe at køre over
kunstnere, der portrætterer Aung San.
Den slags sælger virkelig godt nu,
men de billeder er ikke længere de
mest interessante, for nu kan alle gøre
det,” siger Aung Soe Min og henviser
til, at det for kun et år siden ikke bare
var utænkeligt, mens også strafb art
at male Nobelprismodtageren, som
BEGAVET BLÆKSPRUTTE. GALLERISTEN AUNG SOE MIN HAR
BÅDE BØGER, FILM OG BILLEDKUNST PÅ SAMVITTIGHEDEN.
dengang gik under navnet The Lady,
fordi også hendes navn var forbudt at
nævne.
FRYGT STYRER
Aung Soe Min har levet hele sit liv i et
militærdiktatur og ved derfor præcis,
hvad det indebærer af frygt for og
mistro til styret. Derfor har han heller
ikke stor tiltro til, at Thein Sein og de
øvrige generaler har rent mel i posen,
når de pludselig kaster sig ud i en reformproces.
“ Jeg er ikke så god til store, rige
mænd. Jeg tror ikke på, de kan
skabe forandring.
“Vil de virkelig gøre det, der er
bedst for Burma eller kun det, der er
bedst for dem selv og det parti, de repræsenterer?”
spørger han.
Selv tror han, at det er et skyggespil,
som har til hensigt at forblænde
de politiske ledere i FN og EU, så de
ophæver sanktionerne mod Burma.
Uanset hvor mange reformtaler Thein
Sein holder, kan Aung Soe Min ikke
se, hvordan reformerne og den demokratiske
udvikling skal komme fra det
tidligere militærstyre.
Han fortæller om en pressekonference
om den politiske udvikling,
der blev holdt i marts af en gruppe
munke. De første reformer har gjort
det muligt at holde legale pressekonferencer
i Burma. Målet er at
blive foregangsland i Sydøstasien for
ytrings- og pressefrihed, sagde Thein
Sein dengang til regeringsavisen The
New Light of Myanmar. Men ét er
at holde en pressekonference, noget
andet er, om nogen skriver om det, der
foregår på konferencen.
“Undertrykkelse foregår på mange
niveauer. Så nu taler alle om en fri
presse, og om at generalerne har sluppet
grebet, men det er ikke min oplevelse.
Vi må gerne invitere pressen,
men journalisterne kan ikke skrive om
det, der foregår på pressekonferencerne.
Det er jo langt fra ideen om en
fri presse,” siger Aung Soe Min.
TØRST EFTER MAGT
Undertrykkelse og streng censur har
været en del af burmesernes hverdag
så længe, at demokratiet må have tid
til at vokse. Først og fremmest handler
det om at genskabe tilliden mellem
styret og befolkningen, og det er ikke
gjort med hverken valget af Aung San
Suu Kyi eller ved at invitere udenlandske
ledere på besøg.
“Jeg er ikke så god til store, rige
mænd. Jeg tror ikke på, de kan skabe
forandring. Jeg er skeptisk over for deres
motiver og for, at deres tørst efter
magt er større end deres bekymringer
for folket,” siger Aung Soe Min.
“Til gengæld har jeg stor tiltro til
manden på gaden, som gerne vil leve
et enkelt og uafh ængigt liv. Det er fra
ham, at forandringerne og reformerne
skal komme, og vi må forberede os
på, at det kan tage lang, lang tid, før
demokratiet får fodfæste i Burma”
siger han.
Hans eget bidrag er måske beskedent,
siger han, men han brænder for
kunsten, og som altid er ambitionerne
skyhøje. Derfor stiftede han i foråret
sammen med en række kunstnere
organisationen Myanmar Artist Alliance,
som skal give den moderne
kunst bedre vilkår i Burma.
På etagen over Pansodan Galleriet
vil Aung Soe Min åbne landets første
forskningsbibliotek for burmesisk
kunst. Myanmar Artist Alliance skal
desuden skaff e midler til mikrofi nansprojekter
til burmesiske kunstnere, og
øverst på ønskelisten står et museum
for moderne kunst i Yangon. Lokalerne
er allerede fundet. • /Suzette
Frovin er freelancejournalist.
Læs mere om galleriet på
http://pansuriya.wordpress.com/