Hele publikationen i PDF - Netpub.dk

EU OG PALÆSTINA ÆSTINA 

T 

ERHVERV 

NYTTER 

HJÆLPEN? 

“Vi kan ikke lade de selv 

styret kollapse,” siger 

Villy Søvndal 

s.6 / 

Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. 

ØEN, HVOR 

STATEN STJÆLER 

Reportage fra Cuba: 

Dansk bileventyr endte 

i grøften 

s.46 / 

FOREIGN AFFAIRS 

DØDSKAMPEN MOD 

NARKOKARTELLERNE 

Mexicanerne vælger præsident id t i jjuli. li DDen nye lleder d skal k l 

besejre landets narkobaroner – ikke forhandle med dem, 

skriver tidligere chef for USA’s narkopoliti 

s. 24 / 

DANMARKS 

GLOBALE MAGASIN 

– NR 3 · 2012 · JUNI/JULI · 39. ÅRGANG – 

25.000 

Så mange piger 

bliver hver dag 

gift som børn 

verden over 

s.40 /

ABONNEMENT 

Udvikling er gratis og udkommer seks gange om året. 

Bestilling af abonnement og ændring af adresse: 

www.udvikling.dk 

Bestilling af tidligere numre: 

www.danida-publikationer.dk 

Abonnementsservice: distribution@rosendahlsschultzgrafi 

sk.dk, tlf. 4322 7300 

Næste nummer udkommer 27. august 2012. 

REDAKTION 

Redaktør: Stefan Katić (sk) 

– stekat@um.dk, tlf. 3392 0709 

Redaktionssekretær: Mads Mariegaard (mm) 

– madmar@um.dk, tlf. 3392 0052 

Journalist: Ulrikke Moustgaard (ulm) 

– ulrman@um.dk, tlf. 3392 0932 

Journalistpraktikant: Marie Torp Christensen (mt) 

– marich@um.dk, tlf. 3392 0078 

Events og markedsføring: Sara Leth 

– sarlet@um.dk, tlf. 3392 1842 

Ansvarshavende ifølge medieansvars loven: 

Jesper Fersløv Andersen, chef for Udenrigsministeriets 

Presseenhed 

Design: Esben Niklasson, Layout: India 

Tryk: Arco Grafi sk. Papir: 115 gram MultiArt Matt 

DETTE NUMMER 

NR 3 – 2012 – JUNI/JULI – 39. ÅRGANG 

Udgivelsesdato: 22. juni 2012. 

Redaktionen afsluttet 29. maj 2012. 

Trykoplag: 15.750. 

ISBN 978-87-7087-630-8 (tryk) 

ISBN 978-87-7087-631-5 (elektronisk) 

ISSN 0106-0570 

Forside: Stephanie Sinclair/VII & Johan Ordoñez/ 

Scanpix (øv.th.) 

ANNONCESALG 

Treu Media: jt@treumedia.dk eller tlf. 3333 0680 

UDGIVER 

Danida, Udenrigsministeriet 

Asiatisk Plads 2, 1448 København K 

Danida er betegnelsen for Danmarks statslige 

udviklingssamarbejde, som er et aktivitetsområde 

under Udenrigsministeriet. 

Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis 

Udenrigsministeriets synspunkter. 

“ Min far er 

fantastisk. 

Han er sjov. 

Han er fuld 

af liv. 

De bidrager 

til dette nummer 

Israel og Palæstina 

fylder mindre, end 

mange tror. I alt omkring 

halvdelen af Jylland. 

Alligevel kan man nærmest 

ikke åbne en avis 

uden at få den seneste 

opdatering fra området. 

Men der er samtidig 

et hav af historier, som 

aldrig bliver fortalt. Én af 

dem fortæller journalist 

Mikkel Bahl i dette 

nummer. 

(s. 6) 

Sharon Taylor, 

da FN's Særlige Domstol for Sierra Leone i april 

2012 kendte hendes far, Liberias tidligere præsident 

Charles Taylor, skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser 

mod menneskeheden fra 1996 til 2002 under 

den blodige borgerkrig i nabolandet Sierra Leone. 

Mikkel Mikk l Bahl, B hl JJerusalem, l Marie M i Torp T Christensen, 

Ch i t Suzette S tt FFrovin, i 

Israel/Palæstina 

Aarhus, Danmark Yangon, Burma 

Kampagnen Kony 2012 

mod den ugandiske 

krigsforbryder Joseph 

Kony begyndte med 

en video på nettet, der 

blev set over 100 millioner 

gange og skulle 

kulminere sidst i april 

med synkrone plakatophængninger 

på hvert 

et gadehjørne i verden. 

Udviklings journalistpraktikant 

var med på 

plakatnatten i Aarhus. 

(s. 54) 

Burma er endnu ingen 

turistmagnet. Det 

mærkede den fynske 

journalist, da hun skulle 

på dametoilettet, mens 

bussen mod hovedbyen 

Yangon – hvor hun skulle 

interviewe Burmas Mr. 

Culture – holdt pause. 

Alle 14 tissende kvinder 

forsvandt fra toilettet 

med ét, da hun trådte 

ind, og de fi k efterfølgende 

grinefl ip udenfor. 

(s. 20)

Indhold 

UDVIKLING 

Grønne investeringer skal 

skabe nye jobs s.4 / 

Ny strategi for dansk 

u-landsbistand s.16 / 

Fotoreportage: Gift som 

femårig s.40 / 

Unge aarhusianere til kamp 

mod Joseph Kony s.54 / 

Kronik: Skal ngo’er gøre 

statens arbejde? s.58 / 

POLITIK 

Bistandseksperimentet 

Palæstina s.6 / 

Villy Søvndal: “Israel svigter 

sit ansvar” s.14 / 

Skandale i Kinas politiske 

top s.19 / 

Foreign Aff airs: 

Narkokonger i krise s.24 / 

Cambodjansk retsopgør er 

endt som farce s.30 / 

DANMARKS 

GLOBALE MAGASIN 

ERHVERV 

Dansk erhvervseventyr i 

Cuba s.46/ 

De fejlslagne forretningers 

losseplads s.49 / 

Migranter sender fl ere 

penge hjem s.61 / 

Novo Nordisk sænker prisen 

på insulin s.61 / 

Minister: Kenya er porten 

til Østafrika s.62 / 

KULTUR 

Mød Burmas kulturelle 

fyrtårn s.20 / 

Ambassadør i Sydafrika 

giver tips til rejsen s.23 / 

Med kandidatgrad i 

verdensmusik s.36 / 

Mexico: Den katolske kirke 

i modvind s.39 / 

Kulturen kort: Bølgeskvulp 

og bossa nova s.53 / 

FASTE SIDER 

Kony K “klynget op” 

i Aarhus 

s.54/ s 

Debat: Lad FN lukke 

skattehuller s.63 / 

Navne: Chefskifte i 

Verdensbanken s.64 / 

Søvndal revser 

Israel l s.14 / 

Asiatisk Asi Plads: Nyt om dansk 

bistand bist s.65 / 

Indvikling: Ind “Neger-sagen” 

fra Roskilde s.66 / 

Fremblik: Fre Fra ørkenrock til 

folkemøde folk s.67 / 

– NR 3 · 2012 · JUNI/JULI · 39. ÅRGANG – 

s.24 / 

Verdensbankens 

nye chef s.64 / 

MEXICO: OPGØR MED NARKOBARONER 

Tidligere chef for USA’s narkopoliti analyserer de 

mexicanske myndigheders kamp mod kartellerne. 

s.40 / 

ÆGTESKABER UDEN ALDER 

Global fotoreportage: Trods forbud bliver millioner af 

piger hvert år gift, mens de stadig er børn. 

s.46 / 

“STATEN STJAL MIN VIRKSOMHED” 

Dansker fi k succes med biludlejning i Cuba. Det gik 

så godt, at myndighederne overtog forretningen.

4/ 

UDVIKLING 

Fremskridt 

for nødhjælp 

i 

Burma 

Det er blevet lettere 

for nødhjælps- 

og udviklingsorganisationer 

at arbejde i 

Burma. 

Sådan lyder vurderingen 

fra fl ere organisationer, 

der til FN’s 

nyhedsbureau Irin 

fortæller, at det nye 

styre gør en forskel, 

men at der stadig er 

store problemer. 

Udfordringerne er 

i dag oftere administrative 

end politiske. 

De kan så også være 

besværlige nok – det 

kan tage fl ere måneder 

at få de nødvendige 

tilladelser til at 

arbejde i landet. 

Det er således 

også stadig svært 

for organisationerne 

at få lov at arbejde i 

den urolige østlige 

del af Burma og i 

Kachin-staten, hvor 

oprørsgruppen Kachin 

Independence 

Organization kræver 

selvstændighed. I alt 

er der over 400.000 

fordrevne i de konfl 

iktramte områder. 

Burma kæmper 

desuden stadig mod 

konsekvenserne af 

cyklonen Nargis, der 

ramte den sydlige 

del af landet i maj 

2008, dræbte 140.000 

og gjorde millioner 

hjemløse.• /SUS 

FOTOS: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA AGENDA 

Grøn vækst skal redde 

verden – og de fattige 

Danmark sætter grønne investeringer og jobs i u-landene 

på dagsordenen til FN’s topmøde Rio +20. 

AF SUSANNE SAYERS 

Det lyder dramatisk, men ikke desto 

mindre er det verdens fremtid, det handler om 

nu, hvor verdens ledere og tusindvis af politikere, 

embedsmænd, interesseorganisationer 

og virksomheder samles til FN-topmøde 

om bæredygtig udvikling i den brasilianske 

storby Rio. 

Udfordringerne er også til at få øje på: Om 

få årtier er verdens befolkning formentlig ni 

milliarder i stedet for de nuværende syv. Hvis 

vores forbrug fortsætter i nuværende hast, 

skal vi allerede i 2030 bruge 40 procent mere 

energi, 30 procent mere vand og 50 procent 

mere mad end i dag, ifølge FN’s beregninger. 

Det kræver enorme ændringer i en fart, 

men alvoren er ikke gået op for især de rige 

lande, mener Troels Dam Christensen, der er 

koordinator for 92-gruppen – et samarbejde 

mellem de større danske miljø- og udviklingsorganisationer. 

“Alle ved, at vi ikke får et bindende resultat 

i Rio, og det er dybt bekymrende. Alle slås for 

at slippe for at gøre noget selv,” siger Troels 

Dam Christensen. 

Et af de store emner på Rio+20 er grøn 

vækst. Her er særligt ngo’erne i Syd bekym- 

rede over, at det bliver et andet ord for grøn 

kapitalisme, hvor de basale uligheder består, 

nu bare i en grønnere udgave. Derfor har 

92-gruppen op til Rio-konferencen lavet en 

rapport om, hvordan grøn vækst kan blive retfærdig, 

også over for de fattigste. 

GRØN VÆKST ER DANSK MÆRKESAG 

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) er 

forvisset om, at den grønne vækst vil komme 

alle til gode. 

“Der vil være grønne arbejdspladser og 

investeringer i det, også i de fattigste lande, 

men selvfølgelig skal det sættes ind i en 

stærk, international ramme,” siger han til 

Udvikling. 

Ministerens to vigtigste punkter for Rio+20 

er at få en vej mod nye bæredygtighedsmål, 

der kan afl øse FN's nuværende 2015 Mål. Og 

så er det nødvendigt med et globalt bæredygtighedsråd, 

der kan holde øje med, om målene 

bliver opfyldt. 

“Vi har brug for en organisation, der som 

FN’s menneskerettighedsråd kan overvåge 

og afrapportere. Det er afgørende, hvis vi skal 

føre målene ud i livet,” siger ministeren. •

Sukker skal få 

fl ygtningepiger 

i skole 

De bliver sat til at arbejde eller bliver 

tvangsgift i en tidlig alder. De over 100.000 

piger under 18 år i verdens største fl ygtningelejr 

Dadaab i Kenya er derimod sjældent at 

fi nde på skolebænken, og det er et problem, 

mener fl ere hjælpeorganisationer. De vil nu 

ifølge FN’s nyhedsbureau Irin belønne de 

familier, der sørger for, at pigerne kommer i 

skole. 

Ifølge FN’s fl ygtningeorganisation UNHCR 

er det kun hver tredje af de overvejende somaliske 

piger i lejren op til 13 år, der går i skole. 

Frygten for et Afrika i brand med blodige 

konfl ikter på grund af klimaforandringer er 

overdrevet. Det er en af konklusionerne i en ny 

rapport om sammenhængen mellem klima og 

konfl ikter fra Dansk Institut for Internationale 

Studier (DIIS). 

Det er ellers en almindelig antagelse, at 

klimaforandringerne fører til konfl ikter. Men 

så enkelt er det ikke, siger forskerne bag rapporten. 

Derimod skal klimaforandringer ses 

som en faktor, der kan udløse og forværre 

allerede eksisterende konfl ikter. For når der 

mangler ressourcer, kan lurende spændinger 

blive forstærkede og svære at holde under 

kontrol. 

Mens kun én ud af 20 piger mellem 14 og 17 år 

går i skole. 

Belønningen for at få pigerne i skole kan 

blandt andet være en ekstra sukkerration, gratis 

hygiejneartikler og solcellelamper. 

Dadaab-lejren huser omkring 400.000 fl ygtninge, 

de fl este er fra Somalia. • /SUS 

Klimakonfl ikter kan forhindres 

Derfor handler det om at gøre noget ved 

de underliggende årsager til konfl ikterne, 

lyder anbefalingen fra rapporten, der blandt 

andet nævner udviklingsorganisationen Cares 

“fredsbrønde” i den vestafrikanske stat Niger 

som et eksempel (billedet). 

Brøndene bliver først bygget, når de lokale 

grupper er blevet enige om, hvordan rettigheder 

og pligter skal fordeles. 

Forhandlingerne har betydet, at konfl ikterne 

ikke længere udvikler sig blodigt: Da Care 

indledte programmet i 2005, endte 56 procent 

af alle registrerede konfl ikter voldeligt. I 2010 

endte ingen konfl ikter blodigt, selv om året var 

et katastrofeår for nomadebefolkningen. • /SUS 

Dansk 

udviklingssamarbejde 

i top 

Danmark er i top 

tre, når kvaliteten af 

de rige landes indsats 

for at hjælpe fattige 

lande vurderes. Det 

viser tre forskellige 

rapporter om kvalitet 

i bistanden. 

En af dem fra den 

uafh ængige tænketank, 

Center for 

Global Development 

udpeger Danmark – 

sammen med Norge 

og Sverige – til at 

gøre det bedst inden 

for syv politikområder, 

som er vigtige for 

u-landene: bistand, 

handel, investering, 

migration, miljø, sikkerhed 

og teknologi. 

Samme tænketank 

har i en anden undersøgelse 

set nærmere 

på, hvad der udgør 

kvaliteten af bistanden. 

Danmark er her 

den bedste donor til 

at udvikle institutioner 

i partnerlande og 

blandt de fem bedste 

til at mindske den 

administrative byrde 

hos partnerne. 

En tredje undersøgelse 

fra den 

uafh ængige organisation 

Development 

Assistance Research 

Associates (DARA), 

vurderer Danmark 

som verdens næstbedste 

humanitære 

donor og én ud af 

kun seks donorer, der 

lever op til universelle 

standarder. • /ULM 

Læs mere på www.danida.dk/nyheder 

FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (ØV.) & ABDELHAK SENNA/SCANPIX (NED.) 

5/

6/ 

FOTO: ED KASHI/VII 

TEMA 

EU'S BISTAND TIL DE PALÆSTINENSISKE SELVSTYREOMRÅDER 

VERDENS VILDESTE 

BISTANDSEKSPERIMENT 

Målt per indbygger er Palæstina verdens største modtager af udviklingsbistand, 

og de fleste af pengene kommer fra EU. Men det politiske dødvande 

i den konfliktfyldte region betyder, at resultaterne fortsat er få og små. 

AF MIKKEL BAHL, JERUSALEM 

ZAYTA, VESTBREDDEN. EFTER I TO TIMER AT HAVE VENTET PÅ, AT EN 

ISRAELSK SOLDAT SKAL LÅSE PORTEN OP, KRAVLER EN PALÆSTINEN- 

SISK FAMLIE PÅ VEJ HJEM FRA DERES OLIVENLUND, OVER HEGNET.

Ramallah, Vestbreddens hovedby 

bare 15 kilometer nord for Jerusalem, 

adskiller sig markant fra alle andre 

byer i de besatte palæstinensiske områder. 

På smarte caféer med trådløst 

internet sidder unge palæstinensere 

med bærbare computere og iPhones, 

mens de nyder en cappuccino. I weekenden 

mødes de på de mange nye 

barer og natklubber, hvor de danser, 

drikker og ryger argileh, vandpibe. 

Trafi kken er rodet og anmassende 

som i alle andre palæstinensiske byer, 

men bilerne er større, fl ottere og dyrere. 

Gader og fortove er nyligt renoverede. 

Overalt er bygningsarbejde i 

gang. For nyligt åbnede Mövenpick et 

femstjernet hotel, og på en bakketop 

7/ 

>

8/ 

FOTOS: LYNSEY ADDARIO/VII 

GAZA. PALÆSTINENSKE BØRN LEGER UDEN FOR ET TELT, HVOR DEN 

FRIGIVNE HAMAS-FANGE YEHIA SINWAR HILSER PÅ VENNER OG FAMILIE 

EFTER HAN ER BLEVET LØSLADT FRA ISRAELSK FANGENSKAB. 

har en rig, amerikansk palæstinenser 

opført en kontorbygning på 22 

etager med en roterende restaurant 

i toppen. 

Men mens Ramallah har gennemlevet 

et voldsomt økonomisk boom 

de senere år, er resten af Vestbredden 

blevet aff olket for palæstinensere. I de 

store områder, som israelsk militær 

kontrollerer, er fl ere og fl ere bosættelser 

blevet opført på trods af, at det 

ifølge den 4. Genève-konvention er 

ulovligt for en besættelsesmagt at 

fl ytte sin egen civilbefolkning ind på 

besat område. I alt bor nu mere end 

en halv million israelere i strategisk 

placerede bosættelser side om side 

med 2,5 million palæstinensere på 

Vestbredden, et område mindre end 

Sjælland. 

I Gaza – med et areal på størrelse 

med limfj ordsøen Mors – er der ingen 

bosættere, men til gengæld er den 

lille stribe land underlagt en militær 

blokade af Israel, der kontrollerer 

alle grænser sammen med Egypten. 

Samtidig ledes Gaza af Hamas, der 

nægter at samarbejde med partiet 

Fatah, der kontrollerer Vestbredden. 

Derudover betragtes Hamas også 

som en terrororganisation af EU, USA 

og Israel. 

Det voksende skel mellem Ramallah 

og resten af de besatte palæstinensiske 

områder er symptomatisk 

for den strategi, det internationale

donorsamfund har valgt at føre over 

for palæstinenserne. Men det vender 

vi tilbage til. Først lidt baggrund for 

at forstå det internationale samfunds 

engagement i Palæstina. 

ARAFAT, RABIN OG OSLO 

Optimismen var stor i 1993, da den 

palæstinensiske leder Yassir Arafat 

og Israels præsident Yitzhak Rabin 

gav hinanden hånden på plænen 

foran Det Hvide Hus i Washington. 

Håndslaget cementerede Oslo-aftalen, 

der langt om længe skulle afslutte 

konfl ikten mellem israelere og palæstinensere. 

Hvad hverken de to hovedpersoner 

eller det internationale samfund 

dog kunne vide var, at aftalen samtidig 

blev startskuddet til et bistandseksperiment 

uden fortilfælde. I årene 

efter aftalen blev palæstinensere 

verdens klart største modtager af 

bistand. Ifølge tal fra organisationen 

Global Humanitarian Assistance 

modtog de i perioden 1995-2009 

mere bistand per person end alle andre 

lande i top ti tilsammen. 

“ Vi er blevet bildt ind, at vi bør 

fokusere på udvikling. Som om 

endnu et projekt om kønsroller 

eller civilsamfund vil etablere 

en stat. Det er en fornærmelse 

mod os. 

Sam Bahour, 

palæstinensisk forretningsmand, 

Ramallah 

I perioden efter besættelsen begyndte 

i 1967 og op til 1993 varetog 

Israel i høj grad selv sine forpligtelser 

som besættelsesmagt i Gaza og på 

Vestbredden. Ifølge Genève-konventionen 

har en besættelsesmagt ansvaret 

for den besatte civilbefolkningens 

basale fornødenheder såsom mad, uddannelse, 

sundhed og sikkerhed. 

Med oprettelsen af Det Palæstinensiske 

Selvstyre i 1994 blev alle disse 

udgifter hurtigt overtaget af det internationale 

samfund. Især EU var gavmild. 

Som Rory Miller, leder af Institut 

for Mellemøststudier ved King’s College 

i London, har beskrevet, så var 

europæerne efter årtier på sidelinjen 

under den kolde krig ivrige efter at få 

politisk indfl ydelse i regionen. Midlet 

blev bistand til palæstinenserne. 

Siden 1993 har det internationale 

samfund i gennemsnit brugt mere end 

seks milliarder kr. årligt på at oprette 

en palæstinensisk stat. I alt omkring 

135 milliarder kr. over to årtier. Heraf 

har EU’s institutioner og medlemslande 

stået for cirka to tredjedele. 

Det overordnede formål med støtten 

har været “at sikre etableringen af 

en levedygtig og demokratisk palæ- 

stinensisk stat, der kan leve i harmoni 

med Israel og sine andre naboer,” som 

EU’s EuropeAid skriver på sin hjemmeside. 

HVEM GAVNER STØTTEN? 

Blandt palæstinenserne er fl ere og 

fl ere begyndt at stille spørgsmål ved 

den enorme bistand og donorernes 

erklærede mål. 

“Der er mange gode enkeltstående 

bistandsprojekter, så jeg vil ikke 

fordømme dem over én kam,” siger 

en af Vestbredden mest succesrige 

forretningsmænd, Sam Bahour, da 

Udvikling møder ham på Pronto, en 

lille, charmerende italiensk restaurant 

i Ramallah. 

“Men efter 20 år med internationale 

eksperter, konsulenter, projekter, 

udviklingsplaner og helt uhyrlige bistandsbudgetter, 

er det på tide vi spørger 

os selv: Hvad er resultaterne?” 

Mens tjeneren kommer med en 

cafe latte, fortsætter Sam Bahour, der 

er dybt involveret i palæstinensisk politik 

og blandt andet skriver klummer 

for den britiske avis The Guardian: 

“Vi har delvist fungerende institutioner 

på Vestbredden, men intet 

politisk system. Parlaments- og præsidentvalg 

bliver udskudt igen og igen, 

og Det Palæstinensiske Selvstyre er så 

afh ængig af støtten, at det hele ville 

falde fra hinanden, hvis støtten stoppede 

i morgen,” siger han. 

Han påpeger, at den massive bistand 

har overtaget alle aspekter af 

palæstinensernes liv. Ikke kun økonomien, 

som er blevet kørt fuldstændig 

over, men også kulturen. 

“Som samfund er vi igennem 20 

år blevet tvunget ind i bistandens 

rationale. Vi har alle sammen lært at 

skrive evalueringsrapporter og ansøgninger 

med fi ne, lange ord. Vi har 

været på workshops og ved præcis, 

hvad bistandsorganisationerne gerne 

vil høre. Vi er blevet bildt ind, at vi bør 

fokusere på udvikling. Som om endnu 

et projekt om kønsroller eller civilsamfund 

vil etablere en stat. Det er en 

fornærmelse mod os,” siger han. 

ENIGE GRÆSRØDDER 

Ikke langt fra Ramallahs smarte caféer 

fi nder vi græsrodsorganisationen 

Stop the Wall, som ledes af den erfarne 

aktivist Jamal Juma. På trods 

af utallige ansøgninger, har Stop the 

Wall aldrig fået adgang til EU’s ellers 

løstsiddende støttekroner. 

9/ 

>

10/ 

“EU vil hellere spilde pengene på 

ufarlige projekter, end at forholde sig 

politisk til besættelsen, som vi gør,” 

siger Jamal Juma, som har været 

fængslet af Israel fl ere gange. 

“Mange glemmer det, men Osloaftalen 

var jo en midlertidig aftale, 

der skulle oprette en palæstinensisk 

stat senest i 1999. Aftalen er udløbet 

for længst, men alle fortsætter, som 

om intet var hændt. Milliardbistanden 

strømmer stadig til Det Palæstinensiske 

Selvstyre, selv om de kun 

kontrollerer 18 procent af Vestbredden,” 

siger han. 

“ Milliardstøtten til selvstyret har 

befriet Israel for alle de besværlige 

dele ved besættelsen. 

Jamal Juma, 

leder af organisationen 

Stop the Wall, Ramallah 

Opdelingen af Vestbredden i en A-, 

B- og C-zone (se boks side 11) var en 

midlertidig løsning, der skulle have 

været ophævet, da den palæstinensiske 

stat efter planen skulle have været 

erklæret senest i 1999. Ifølge Jamal 

Juma er det helt store problem nu, at 

palæstinenserne er fanget i en aftale, 

der burde have været midlertidig. Og 

at EU og andre internationale donorer 

har accepteret denne opdeling 

af Vestbredden og fokuseret deres 

bistandspolitik i område A. Derfor 

blomstrer Ramallah og enkelte andre 

byer, der ligger i område A, mens 

resten af de besatte palæstinensiske 

områder langsomt bliver aff olket og 

integreret i Israel. 

“Israel har brugt tiden på at udbygge 

besættelsen. Milliardstøtten til 

selvstyret har jo befriet Israel for alle 

de besværlige dele ved besættelsen,” 

siger Jamal Juma. 

BEGRAV OSLO-AFTALEN 

Sam Bahour og Jamal Juma er vidt 

forskellige personer. Den ene er forretningsmand. 

Den anden aktivist. 

Alligevel er deres analyser af palæstinensernes 

nuværende situation 

slående ens. 

Begge mener de, at Oslo-aftalen 

burde begraves. Én gang for alle. Og 

begge opfatter de Det Palæstinensi- 

STØTTEN TIL 

PALÆSTINENSERNE 

Her er et kort overblik over den internationale udviklingsstøtte 

til De Palæstinensiske Selvstyreområder. 

BISTAND TIL 

PALÆSTINENSERNE 

De besatte palæstinensiske områder 

modtager i gennemsnit mere end seks 

mia. kr. årligt fra det internationale 

samfund. 

Heraf kommer to-tredjedele fra EU’s 

institutioner og medlemslande. 

4.879 

DPS 

66 % 

MEST BISTAND 

PR. INDBYGGER 

1.142 

> 6 mia 

kr. 

De Palæstinensiske Selvstyreområder 

(DPS) ligger nummer et i verden med 

4.879 dollars (ca. 28.000 kr.) i udviklingsbistand 

pr. indbygger i perioden 

1995–2009. 

Nummer to på listen, Irak, modtog i 

samme periode 1.142 dollars (ca. 6.500 

kr.) pr. person. Altså mindre end en fj erdedel 

af palæstinenserne. 

Dollars 

pr. indbygger 

5.000 

4.000 

3.000 

2.000 

1.000 

0 

Irak 

Afghanistan 

1.008 960 

Mozambique 

573 

Tanzania 

HVAD BRUGES 

PENGENE TIL? 

Størstedelen af det internationale samfunds 

støtte til Palæstina går til institutionsopbygning 

og infrastruktur, mens 

omkring en tredjedel klassifi ceres som 

humanitær bistand. 

Selvom dette er faste aktiviteter, man 

genfi nder i den øvrige, globale udviklingsbistand, 

kan hjælpen til Palæstina 

og “øvrige u-lande” ikke sammenlignes, 

da støtten til Det Palæstinensiske 

Selvstyre i udgangspunktet er politisk 

betinget. 

Kilde: Global Humanitarian Assistance 

Modtagere af international 

bistand 1995–2009: 

DPS 20,5 4.879,44 

Irak 35,2 1.141,82 

Afghanistan 30,0 1.007,62 

Mozambique 21,9 959,83 

Tanzania 25,1 572,88 

Vietnam 30,5 346,51 

Etiopien 26,9 286,97 

Egypten 22,6 271,94 

Bangladesh 21,9 135,56 

Pakistan 23,8 131,55 

Indonesien 21,2 92,31 

Kina 33,8 25,37 

Indien 28,2 23,52 

Vietnam 

347 287 272 

Etiopien 

Egypten 

Samlet beløb 

(mia. dollars) 

Bangladesh 

136 132 

Dollars 

pr. indbygger 

Pakistan

DE PALÆSTINENSISKE 

SELVSTYREOMRÅDER 

Gaza kontrolleres af Hamas, 

der betragtes som 

en terrororganisation af 

EU og derfor ikke modtager 

direkte støtte. 

PALÆSTINA 

Areal: 

6.220 km 2 

Indbyggertal: 

3.700.000 (2009) 

GAZA 

Bruttonationalindkomst 

(BNI) pr. indbygger: 

1.290 dollars (2008) 

Israel har siden 1967 

holdt Vestbredden og 

den langt mindre Gazastribe 

besat. 

JERUSALEM 

ISRAEL 

HEBRON 

NABLUS 

RAMALLAH 

VESTBREDDEN 

JORDANDALEN 

BETHLEHEM 

Vestbredden kontrolleres 

af Fatah, der også 

regerer Det Palæstinensiske 

Selvstyre. 

Selvstyret er en central 

partner i EU's bistandsstrategi. 

VESTBREDDEN INDDELT 

I TRE ZONER: A, B OG C 

Vestbredden har siden Oslo-aftalen 

været inddelt i områderne A, B og C: 

Område A: (18 procent af arealet) 

Kontrolleres af Det Palæstinensiske 

Selvstyre, og omfatter kort sagt Vestbreddens 

store byer (se kort). 

Område B: (omkring 20 procent) 

Administreres af Det Palæstinensiske 

Selvstyre og Israel i fællesskab. 

Område C: (62 procent af Vestbredden) 

Kontrolleres fuldstændigt af Israel. 

Se kort med de tre områder: 

www.ochaopt.org 

EU'S BISTAND 

EU'S ERKLÆREDE 

MÅL MED STØTTEN 

“At sikre etableringen af en levedygtig 

og demokratisk palæstinensisk stat, der 

kan leve i harmoni med sine naboer.” 

Kilde: EuropeAid 

ØDELÆGGELSE AF 

EU-PROJEKTER 

I løbet af det seneste år har Israel 

ødelagt 22 vandcisterner og 37 beboelses- 

eller landbrugsbygninger støttet 

af midler fra EU's medlemslande. I alt 

opgør EU-Kommissionen Israels ødelæggelser 

af humanitære EU-projekter 

for palæstinenserne til minimum 350 

millioner kr. siden 2001. 

I maj i år kritiserede samtlige 27 udenrigsministre 

i EU ødelæggelserne, som 

primært foregår i område C. Yderligere 

110 EU-støttede projekter på Vestbredden 

har i øjeblikket nedrivningstrusler 

hængende over hovedet. Blandt dem 

vedvarende energi projekter, vandcisterner, 

bebyggelser til dyr samt vand- 

og sanitetsprojekter. /mb 

11/ 

>

12/ 

FOTOS: ALEXANDRA BOULAT/VII (TV.) & MIKKEL BAHL (TH.) 

SÅDAN ER VESTBREDDEN OGSÅ. BRYLLUPSGÆSTER KLAPPER AF 

BRUDEN ELAINE KHOURY OG HENDES FAMILIE PÅ VEJ TIL BRYLLUP 

I DEN OVERVEJENDE KRISTNE BY TAYBEH. 

ske Selvstyre som indirekte varetager 

af primært Israels interesser. 

“Bare kig på deres seneste budget. 

44 procent går til sikkerhedsapparatet. 

Men hvem er det egentlig, de beskytter? 

Det er Israel. Vi lever stadig med 

bosættervold hver eneste dag,” siger 

Sam Bahour og giver udtryk for en opfattelse, 

som bliver mere og mere udbredt 

blandt palæstinenserne. Nemlig 

at Det Palæstinensiske Selvstyre er en 

del af problemet og ikke løsningen. 

Ved at fortsætte samarbejdet med Israel, 

accepterer selvstyret nemlig den 

midlertidige aftale, som ifølge mange 

palæstinensere ingen legitimitet har. 

“Selvstyret har fejlet. De har ikke 

formået at beskytte palæstinenserne 

fra donorernes interesser. De er som 

en narkoman, der kun kan tænke på 

det næste bistands-fi x,” siger Sam Bahour 

og fortsætter: 

“Hvis formålet med bistanden var 

at afslutte besættelsen og oprette en 

palæstinensisk stat, så har den fejlet. 

Men hvis motivet var at dække over 

den eklatante politiske fallit, som det 

internationale samfund har spillet i 

konfl ikten, så har bistanden i hvert 

fald været en delvis succes,” siger Sam 

Bahour. Han mener, at EU og det internationale 

samfund har et ansvar for 

at sørge for at international lov bliver 

opretholdt, og at bistanden i høj grad 

har været brugt til at skjule, at de ikke 

har turdet tage den politiske konfrontation 

med Israel. 

MERE SKADE END GAVN 

I udkanten af Ramallah ligger det 

Danske Repræsentationskontor, 

som blev oprettet efter Oslo-aftalen. 

Her sidder Danmarks repræsentant 

Lars Adam Rehof og hans personale, 

som hver dag må krydse et israelsk 

militær-checkpoint for at komme på 

arbejde fra deres bopæl i Jerusalem. 

Han er ikke enig i kritikken: 

“Når man kigger på støtten til palæstinenserne, 

skal man huske på, den 

er politisk motiveret,” siger Lars Adam 

Rehof. 

“EU er altovervejende til stede af 

politiske årsager, og derfor mener jeg 

ikke, vi kan bruge de samme standarder 

som andre steder. Hvis grundvilkåret 

er, at EU af politiske grunde 

udelukkende vil bruge positive incitamenter 

til at formå parterne til at fi nde 

en løsning, så er succeskriterierne 

meget anderledes, end når vi ser på 

mere traditionelle former for bistand,” 

siger han. 

Han minder om, at Israel/Palæstina-konfl 

ikten i de fl este EU-lande er 

et indenrigspolitisk spørgsmål, hvilket 

sætter nogle klare grænser for EU’s 

muligheder. 

“Alt taget i betragtning er vores 

støtte en succes. Palæstinenserne nyder 

stor opbakning i verdenssamfundet, 

de har veludbyggede institutioner, 

deres levestandard er relativ høj, de er 

godt uddannede, og sidst, men ikke 

mindst, så har vores støtte sikret, at 

de stadig fi ndes som folk,” siger Lars 

Adam Rehof. 

“Samtidig må vi dog også se i øjnene, 

at vi efter tyve års bistand ikke 

har kunnet købe freden. EU’s tilgang 

har altovervejende været, at økonomiske 

incitamenter var tilstrækkelige. 

EU ønskede at bistå parterne med at 

fi nde en fredelig, holdbar løsning, ikke 

mindst fordi det var i Israels langsigtede 

interesse, men to-statsløsningen 

som mulighed synes nu afgørende 

truet. Mange siger, at israelerne har 

valgt to-statsløsningen fra,” siger han 

med henvisning til Israels bosættel-

sespolitik i område C, der ifølge en 

nylig EU-rapport aktivt undergraver 

palæstinensernes tilstedeværelse i 

Jordan-dalen og muligheden for at 

oprette en sammenhængende stat. 

“De lokale EU-missioner har 

gentagne gange advaret om, at vi 

er ved at nå et afgørende øjeblik for 

to-statsløsningen. Vi står i en meget 

farlig situation lige nu, hvis målet 

er at sikre en to-statsløsning, ikke 

mindst for Israels skyld. De instrumenter, 

vi har til rådighed, har tydeligvis 

nået deres begrænsninger,” 

siger han. 

“I tyve år har EU investeret enorme 

summer i en aftale, som – når vi ser tilbage 

– efter manges opfattelse måske 

døde allerede i 1995, da Yitzhak Rabin 

blev dræbt,” siger Lars Adam Rehof 

med henvisning til Oslo-aftalens 

israelske fader, der blev myrdet af en 

radikal, højreorienteret, ortodoks jøde, 

der var imod aftalen. 

GIV EN MAND EN FISK… 

På den israelske side af muren, der 

skærer Østjerusalem ud af Vestbredden, 

ligger Folkekirkens Nødhjælps 

kontor, som de sidste tre år har været 

ledet af Mads Lindegård. 

Ligesom Lars Adam Rehof mener 

Mads Lindegård heller ikke, at de seneste 

tyve års bistand har været spildt. 

“ EU's bistand har reddet liv og i 

høj grad sikret, at der stadig er 

et palæstinensisk folk. 

Mads Lindegård, 

leder af Folkekirkens Nødhjælps 

kontor i Jerusalem 

“EU’s bistand har reddet liv og i høj 

grad sikret, at der stadig er et palæstinensisk 

folk. Det er nok det primære 

resultat af støtten, og det resultat skal 

man ikke undervurdere,” siger Mads 

Lindegård. 

Han mener dog også, at EU’s bistand 

har skabt en fastlåst situation, 

som palæstinenserne langsomt, men 

sikkert taber. Især bør EU kigge grundigt 

på støtten til Det Palæstinensiske 

Selvstyre, mener han. 

“Hvad er selvstyret? Det er en 

bistandsafh ængig enhed, der kontrol- 

lerer et område på størrelse med Lolland. 

Dem støtter EU med adskillige 

milliarder om året,” siger han. 

“Samtidig presses palæstinenserne 

i alle andre dele af Vestbredden. Jeg 

kender folk, der har fået revet deres 

hus ned fem gange. Så er det klart, 

man begynder at kigge efter andre 

muligheder. Så på den måde har EU’s 

bistand i høj grad hjulpet israelerne 

med at presse palæstinenserne ud af 

store områder, der nu er indtaget af 

bosættere. Den kantonisering af Vestbredden, 

der er sket, har i høj grad været 

støttet af EU’s udviklingspolitik,” 

siger Mads Lindegård. 

“Ved at behandle problemstillingen 

som en normal nødhjælps- eller udviklingssituation, 

har EU faktisk hjulpet 

Israel med at udbygge besættelsen,” 

siger han. 

“Vores logo er en fi sk, og ifølge 

det gamle ordsprog, kan man give en 

mand en fi sk. Så har han mad til én 

dag. Man kan også lære ham at fi ske, 

så han kan forsyne sig selv i fremtiden. 

Men problemet hernede er ikke, 

at palæstinenserne ikke kan fange 

fi sk. Problemet er, at de ikke har retten 

til at fi ske,” siger Mads Lindegård. • / 

Mikkel Bahl er freelancejournalist, bosat 

i Jerusalem, Israel/Palæstina. 

DANMARKS BISTAND TIL 

DE BESATTE OMRÅDER: 

I 2010 gik den danske støtte på 158 især 

til disse tre områder: 

• Lokaludvikling og eff ektivisering af 

kommunalstyret 

• Støtte til palæstinensiske fl ygtninge 

gennem FN-organisationen United 

Nations Relief and Works Agency for 

Palestine Refugees (UNRWA) 

• Menneskerettigheder 

“FRA EUROPA TIL PALÆSTINA. SAMMEN FÆRDIGGØR VI BILLEDET”, LYDER 

TEKSTEN PÅ DETTE EU-BILLBOARD, SOM KAN SES PÅ HOVEDVEJEN MELLEM 

RAMALLAH OG NABLUS PÅ VESTBREDDEN. 

13/

14/ 

TEMA 

EU'S BISTAND TIL DE PALÆSTINENSISKE SELVSTYREOMRÅDER 

Udenrigsministeren: 

“ISRAEL SVIGTER 

SIT ANSVAR” 

Hvordan skal EU tackle dilemmaet om bistand til Palæstina? 

Udvikling har spurgt Villy Søvndal (SF), som kører parløb med 

EU’s udenrigsrepræsentant Catherine Ashton under Danmarks 

EU-formandskab, der slutter med udgangen af juni. 

AF RIKKE ALBRECHTSEN, BRUXELLES 

IFØLGE GENÈVE-KONVENTIONEN er 

det Israels eget ansvar at sørge for 

befolkningen på deres egne besatte 

territorier. Hele bevæggrunden for, 

at de internationale donorer efter 

Oslo-aftalen har samlet regningen 

op, var, at der skulle fi ndes en løsning 

i 1999. Nu skriver vi 2012. Er der ikke 

en bagkant på, hvor længe man vil 

bevare status quo? 

Alle ved jo, at der foreligger en 

dybt ulykkelig og helt speciel situation 

i forhold de besatte områder. 

Fordi den har varet urimeligt længe, 

betyder det jo ikke, at den er blevet 

mindre prekær. Så jeg må være ærlig 

og sige: Det er umuligt at sige noget 

meget håndfast om en bagkant. Vi 

ved jo, at palæstinenserne i forvejen 

lider store afsavn. Det er ikke så nemt 

bare at trække tæppet væk. 

Er vi med vores hjælp i virkeligheden 

med til at forlænge konfl ikten? 

Det håber jeg ikke, og det tror jeg 

ikke. Spørgsmålet er bestemt relevant 

og fair, men vi ved bare også, at Israel 

har en meget hårdhændet behandling 

af palæstinenserne på en lang række 

områder, og jeg kan ikke umiddelbart 

se grunde til at tro, at Israel i realiteternes 

verden vil gøre noget, der 

modsvarer det, Vesten gør i dag. Som 

besættelsesmagt har Israel selvfølgelig 

en række forpligtelser over for befolkningen 

i de besatte områder, og Israel 

svigter det ansvar. De indgribende 

foranstaltninger, der har en meget skadelig 

indvirkning på palæstinensernes 

økonomiske udvikling, er uacceptable. 

“ Vi kan ikke lade selvstyret kollapse 

økonomisk, for så mister 

vi de betydelige resultater, der 

allerede er nået. 

Villy Søvndal, 

udenrigsminister 

Verdensbanken advarer om, at 

det Palæstinensiske Selvstyre er på 

vej mod en akut økonomisk krise og 

mangler fl ere milliarder på deres 

statsbudget i år. Der bliver appelleret 

til det internationale samfund om 

fl ere penge. Der er mange steder en 

underforstået opfattelse af, at europæerne 

ender med at betale regningen. 

Skal vi det? 

Fra dansk side er vi optaget af at 

styrke almindelige palæstinenseres 

levevilkår og kunne bidrage til, at 

palæstinenserne er så klar som overhoved 

muligt, den dag der kommer 

en selvstændig palæstinensisk stat. 

Selvfølgelig er palæstinensernes økonomi 

elendig, det ville være mærkeligt 

andet i den situation. Jeg vil ikke 

foruddiskontere om, hvorvidt Europa 

kommer til at betale mere. Men jeg 

synes, det understreger behovet for at 

lægge øget pres på begge parter om 

at fi nde en forhandlet løsning. Den 

palæstinensiske statsopbygning er 

selvsagt det nødvendige fundament 

for et Palæstina. Selvstyret er på 

dette vigtige punkt nået meget langt, 

både fordi den internationale støtte 

hertil har været omfattende, og fordi 

det palæstinensiske selvstyre med 

præsident Abbas og premierminister 

Fayyad i spidsen har været meget 

dygtige til at gennemføre deres plan 

for statsopbygningen. Budgetstøtten 

er en nødvendig del heraf; vi kan ikke 

lade selvstyret kollapse økonomisk, 

for så mister vi de betydelige resultater, 

der allerede er nået. EU arbejder 

imidlertid målrettet på at udvide 

donorkredsen og samtidig minimere 

behovet for budgetstøtten, blandt andet 

gennem klarere, forudsigelige og 

mere gennemsigtige overførsler af de 

skatte- og toldindtægter, som Israel er 

forpligtet til at overføre til selvstyret.

SØVNDAL: MÅLET MED EU-BISTANDEN ER, AT PALÆSTINENSERNE ER SÅ KLAR 

SOM MULIGT, DEN DAG DER KOMMER EN SELVSTÆNDIG PALÆSTINENSISK STAT. 

Organisationer i området forklarer, 

at der er et enormt pengespild 

i brugen af international hjælp på 

grund af det besværlige forhold til 

Israel og de medfølgende administrative 

og praktiske hindringer, for 

ikke at tale om, når Israel ødelægger 

europæisk-fi nansierede bygninger. 

Organisationen DARA, der overvåger 

bistand til konfl iktområder, skønner, 

at op til 30 procent af støtten bliver 

spildt på administrative byrder. Kan 

vi som donorer acceptere det? 

Det er selvfølgelig ikke acceptabelt 

ud fra en økonomisk eller moralsk 

vurdering. Og så må man blot erkende, 

at Verden nogle gange bare 

er temmelig kompleks og kalder på 

færre principper og mere smidighed, 

når man tænker over, hvad alternativet 

ville være. Sandheden er vel, at 

en pure afvisning af hjælp ville have 

fatale følger og skabe voldsom uro. 

Sådan er vilkårene bare nogle gange. 

Udviklingspotentialet i Palæstina er 

stort, men kan kun realiseres fuldt ud 

ved at opnå en levedygtig og retfærdig 

politisk løsning på den israelskpalæstinensiske 

konfl ikt. Den danske 

bistand til Palæstina vil på kort og 

mellemlang sigt være underlagt de 

politiske rammebetingelser som følge 

af den langvarige konfl ikt mellem 

israelere og palæstinensere, herunder 

i særdeleshed den israelske militære 

besættelse af Gaza og Vestbredden. 

Uanset de betydelige palæstinensiske 

fremskridt med hensyn til statsopbygning 

over de seneste år – fremskridt, 

der har ført til den nuværende 

tekniske parathed til en selvstændig 

palæstinensisk stat – er der en reel risiko 

for, at fortsat fravær af en politisk 

løsning på konfl ikten vil underminere 

og tilbagerulle de opnåede resultater. 

Det er i bund og grund ikke et udviklingsmæssigt, 

men snarere et politisk 

problem. Derfor vil kun en politisk 

løsning kunne frigøre vækst- og 

udviklingspotentialet i Palæstina og 

sikre bæredygtigheden af de opnåede 

palæstinensiske resultater inden for 

statsopbygning. • /Rikke Albrechtsen er 

freelancejournalist bosat i Bruxelles. 

FOTO: DENNIS LEHMANN/SCANPIX 15/

16/ 

FOTO: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA 

Ny strategi 

RET TIL ET BEDRE LIV 

En ny lov og en ny strategi for dansk udviklingssamarbejde blev i maj vedtaget 

af et enigt folketing. Hovedbudskab: Fattigdom skal bekæmpes med menneskerettigheder 

og grøn vækst. Borgfreden om dansk bistand er tilbage. 

AF JESPER HELDGAARD 

ALLE MENNESKER HAR RET TIL ET LIV MED LIGE MULIGHEDER, 

FASTSLÅR DANIDAS NYE UDVIKLINGSSTRATEGI.

Et enstemmigt folketing vedtog 

i slutningen af maj en ny lov og en 

ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde. 

Forud var ellers gået adskillige måneders 

til tider ophidset debat. 

“Den brede konsensus om de 

lange linjer i dansk udviklingspolitik 

er utroligt vigtig af mange grunde: 

Den sender et klart signal om, at hele 

Danmark bakker op om vores stærke 

internationale engagement, og sikrer 

Danmark en stærk stemme internationalt. 

Den sikrer også den stabilitet, 

der er så vigtig i det lange, seje udviklingssamarbejde”, 

siger udviklingsminister 

Christian Friis Bach om sit 

politiske svendestykke og tilføjer: 

“Selvfølgelig er der fortsat politiske 

uenigheder, men nu kan vi tage debatten 

på et fælles og mere oplyst grundlag 

og den nye lov sikrer en åbenhed, 

vi aldrig har set magen til tidligere.” 

ET KORT LIV 

Den nye strategi, “Retten til et bedre 

liv”, erstatter strategien: “Frihed fra 

fattigdom – frihed til forandring”, der 

kun fi k to års levetid. Den havde tidligere 

udviklingsminister Søren Pind 

(V) som pennefører, men blev i 2010 

vedtaget uden stemmerne fra den 

daværende opposition. Dermed blev 

traditionen for bred konsensus om 

Danmarks udviklingsstrategi brudt. 

“ Jeg havde da hellere set, at 

2010-strategien fortsat gjaldt. 

Men vi kan sagtens leve med 

den nye strategi. 

Jakob Ellemann-Jensen, 

Venstres udviklingsordfører 

LYTTEDE TIL KRITIK 

Og det er også den nuværende opposition 

ganske godt tilfreds med: 

“Jeg havde da hellere set, at 

2010-strategien fortsat gjaldt. Men vi 

kan sagtens leve med den nye strategi,” 

siger Venstres udviklingsordfører 

Jakob Ellemann-Jensen, der dog 

ikke vil udstede en egentlig garanti 

for, at strategien overlever, “hvis og 

når vi kommer i regering igen, for alt 

kan jo ske i politik.” 

DEN NYE STRATEGI 

I FÅ ORD 

Retten til et bedre liv er Danmarks nye 

strategi for udviklingssamarbejde. Strategien 

har to overordnede målsætninger: at 

bekæmpe fattigdom og sikre menneskerettigheder. 

Økonomisk vækst står centralt i strategien. 

Væksten skal være grøn og fremme 

sociale fremskridt, så den bidrager til at 

forbedre fattige menneskers levevilkår og 

giver dem mulighed for et bedre liv. 

Strategien fastslår også, at alle mennesker 

har ret til et liv med lige muligheder. Menneskerettighederne 

er derfor rygraden 

i Retten til et bedre liv og vil være en 

ledetråd i tilrettelæggelsen af konkrete 

indsatser. 

Bestilling af publikationen Retten til et 

bedre liv: se annonce på bladets bagside. 

Selv om strategien er ændret undervejs, 

fastslår Christian Friis Bach, 

at de store linjer fra udkastet er fastholdt, 

og at den nye strategi indvarsler 

nye tider. Både han, Jakob Ellemann- 

Jensen og andre udviklingsordførere 

kvitterer for den konstruktive dialog, 

som har præget forhandlingerne om 

strategien. 

“Jeg syntes helt ærligt, det første 

udkast til strategien var noget rigtigt 

hø. Men jeg fornemmede fra starten 

ministerens vilje til at lytte, og vores 

og andres kritik og forslag førte rent 

faktisk til ændringer, som har bragt 

mere realisme og fokus ind i strategien,” 

mener Venstres ordfører, der 

også er glad for den nye lov: 

“Den gamle lov er mere end 40 år 

gammel og trængte til en opdatering, 

og der er også god grund til at ændre 

den måde, styrelse og råd er sammensat 

på, for at ruske op i den træghed, 

der kan liste sig ind, hvis ting ikke 

forandres. Også her er der lyttet til 

vores kritik.” 

INGEN SLUGTE KAMELER 

Christian Friis Bach er enig og erkender, 

at det oprindelige lovudkast er 

ændret på mange punkter. Men han 

afviser at have “slugt kameler”: 

“Faktisk har ændringerne præciseret 

mine oprindelige intentioner 

om øget åbenhed og dialog, så dele af 

teksten er blevet mere klar efter forhandlingerne.” 

17/ 

>

18/ 

FIRE PRIORITETER 

Danmark vil koncentrere sit udviklingspolitiske 

engagement på fi re prioritetsområder: 

• Menneskerettigheder og demokrati 

• Grøn vækst 

• Sociale fremskridt 

• Stabilitet og beskyttelse 

Overordnet set skal Danmark bevare et 

globalt udviklingspolitisk engagement, 

men arbejdet skal fokuseres på de fattigste 

lande, hvor behovene er størst, og hvor 

Danida bedst kan gøre en forskel. 

Ministeren nævner som eksempel, 

at der i det oprindelige udkast stod, 

at ministeren “kan (dog) til enhver tid 

vælge at ændre sammensætningen af 

medlemmerne” af det udviklingspolitiske 

forum, der i øvrigt i den endelige 

lov er blevet til et råd. 

“Den formulering kunne opfattes 

– og blev af nogle opfattet som om, 

jeg ønskede magt til at skifte medlemmerne 

ud efter forgodtbefi ndende. 

Hensigten var såmænd blot at give 

Ligger du inde med smalfi lm/video om Congo-hospitalet, 

Thai-gården, Danmarksindsamlingen i 1962 eller helt andre 

projekter og aktiviteter fra dansk bistands barndom – eller 

kender du nogen, der gør – så hører vi meget gerne fra dig. 

I anledning af Danidas 50 års-jubilæum har Udenrigsministeriet 

skudt jagten i gang efter fi lmperler om tidlig dansk 

bistand – dvs. før 1990. Vi går på jagt i diverse arkiver og 

kontakter produktionsselskaber og fi lmmagere, men efterlyser 

også private optagelser. Herunder også gerne fi lmoptagelser 

af private, danske organisationers u-landsarbejde. 

mulighed for at udskifte medlemmer, 

der for eksempel på grund af jobskifte 

ikke længere repræsenterede en relevant 

organisation. Det er nu sikret 

med en mere præcis formulering.” 

Ministeren har accepteret fl ere ændringer 

i forhold til sit oprindelige udkast: 

Formandsposten i rådet skal besættes 

af én udefra, ikke af ministeren 

selv. Og i den bevillingskomité, som 

fremover skal tage stilling til bevillinger 

over 35 millioner kr., kan de fi re 

medlemmer fra Udenrigsministeriet 

ikke trumfe en bevilling igennem på 

tværs af de fi re eksterne medlemmer. 

Er de alle – eller blot to af de eksterne 

– imod, falder bevillingen. 

NYT RÅD KAN TAGE INITIATIVER 

Selv om kritikken af det oprindelige 

lovudkast i høj grad har gået på, at 

ministeren med afskaff elsen af Danidas 

Styrelse og ditto Råd ville “sætte 

sig på det hele”, så sikrer den nye lov 

reelt både større åbenhed og mere 

indfl ydelse til det, der meget bredt beskrives 

“ressourcebasen”: 

Det nye Udviklingspolitiske Råd 

får eksempelvis initiativret. Det har 

Styrelsen aldrig formelt haft i sine 50 

FILMPERLER EFTERLYSES 

år. Ministeren kan heller ikke længere 

“bare” udpege Rådets medlemmer frit. 

Han skal vælge blandt personer, som 

nomineres af de forskellige interessenter. 

Men den helt afgørende ændring 

er, at samtlige bevillinger på over 35 

millioner kr. fremover skal lægges frit 

frem til off entlig høring fra idé-fase til 

færdigt program. Ministeriet vil frem 

over kigges i kortene af alle interesserede 

og tage dem aktivt med på råd, 

og der skal oprettes en helt ny hjemmeside 

til formålet. 

Ministeren erkender, at det bliver 

en stor opgave: 

“For den skal laves på en intelligent 

måde, så folk kan abonnere på de 

emner, der er relevante for dem. Jeg 

er sikker på, at det vil føre til bedre 

bistand, men også spare os kræfter på 

lang sigt”, siger Christian Friis Bach 

og tilføjer: 

“Men med åbenhed fra start undgår 

vi fejl, misforståelser og sikrer 

fl ere ideer og øget inspiration til et 

bedre udviklingssamarbejde.”• /Jesper 

Heldgaard er freelancejournalist. 

"Tråde i et udviklingsmønster" er titlen på en fi lm fra 1967 af Tørk Haxthausen om dansk bistand 

til Tanzania. Der må fi ndes meget mere materiale af den slags. Kom bare frem med det! 

Hensigten er at redde materialet, inden det bliver for sent. 

Tanken er også at bringe uddrag af de gamle optagelser på 

Udenrigsministeriets hjemmeside her i jubilæumsåret. 

Har du tip om gamle fi lmperler, så kontakt det “jagtselskab”, 

der står for opgaven for Udenrigsministeriet: 

Jesper Heldgaard Bo Jørgensen 

20 43 58 18 22 11 72 72 

jheldgaard@gmail.com bojorgensen@webspeed.dk

AGENDA 

POLITIK 

Malawis 

præsident 

gør op med 

politivold 

Politiet i Malawi 

slog hårdt ned på 

demonstranter, da 

der i juli sidste år var 

protester mod den 

forværrede økonomi 

i det fattige land i 

det sydlige Afrika. 

Mindst 19 mennesker 

mistede livet. 

Den ansvarlige, 

den malawiske politichef 

Peter Mukhito, 

bliver nu draget til 

ansvar af Malawis 

nye præsident Joyce 

Banda (bille det), som 

satte Mukhito fra 

bestillingen få dage 

efter sin tiltrædelse. 

Joyce Banda, der 

er Malawis første 

kvindelige præsident, 

er tidligere vicepræsident 

siden 2009, men 

ragede uklar med 

daværende præsident 

Mutharika og forlod 

hans parti. 

Herefter stiftede 

Joyce Banda et nyt 

parti, People's Party, 

som hun er leder af i 

dag. • /RH 

Strid S om egyptiske forfatningsfædre 

OOm 

igen! Den såkaldte administrative domstol 

st i Egypten er utilfreds med sammensætningen 

ni af den forsamling, der for nylig er 

udpeget ud af parlamentet for at skrive en ny, 

demokratisk de forfatning. 

Ifølge domstolen kniber det med mangfoldigheden 

di i forsamlingen. Kvinder, unge og 

mindretal m er underrepræsenteret. 

Kinas politiske top 

rystet af skandale 

Alt var tilsyneladende lagt til rette 

forud for kongressen i Kinas regerende kommunistparti 

til efteråret. Bo Xilai (billedet) 

skulle forfremmes til en af de ni pladser i politbureauets 

stående komité, der styrer landet. 

Den 62-årige Bo var en opstigende politisk 

stjerne blandt andet på grund af sin stort 

anlagte kamp mod organiseret kriminalitet 

i storbyen Chongquing. Han mindede i sin 

optræden om vestlige politikere og var uhyre 

populær. 

Men så blev Bo Xilai i marts afsløret i “alvorlige 

disciplinære overtrædelser”, som det 

statslige nyhedsbureau Xinhua formulerer det. 

Nu er han frataget alle tillidsposter i partiet. 

Domstolen reagerede på søgsmål fra liberale 

og sekulære grupper, som frygtede, at islamistiske 

partier – som efter Egyptens første 

frie valg dominerer i parlamentet – ville gennemtvinge 

bestemmelser i forfatningen, der 

fører til ensretning i overensstemmelse med 

deres muslimske tro. • /RH 

Det står ikke klart, hvori Bos forseelser består, 

men hans tidligere politichef Wang Lijun 

synes at spille en rolle i hans fald. Wang sladrede 

angiveligt om, at Bos hustru, Gu Kailai, 

deltog i mordet på den britiske forretningsmand 

Neil Heywood i november i fj or, fordi Gu 

og Heywood var uenige om “økonomiske interesser”. 

Xinhua skriver, at Gu er under “stærk 

mistanke” for at rydde Heywood af vejen. 

Sagen ændrer næppe på, at en anden fremtrædende 

politiker, Xi Jinping, fortsat ventes 

at overtage positionen som Kinas øverste 

leder efter Hu Jintao. Første skridt er udnævnelsen 

til generalsekretær i kommunistpartiet 

på efterårets kongres. • /Regner Hansen 

FOTOS: STEPHANE DE SAKUTIN/SCANPIX (TV.) & STR/SCANPIX 19/

20/ 

FOTO: ONOUROWNPATH/CREATIVE COMMONS/FLICKR 

Burma 

GALLERISTEN I YANGON 

Midt i Burmas travle hovedby ligger et helle, hvor moderne 

burmesiske kunstnere udstiller og møder ligesindede. Ejeren 

er lidt af et ikon på den sprudlende lokale kulturscene. 

AF SUZETTE FROVIN, YANGON 

INSPIRATION. AUNG SOE MIN UDSTILLER VÆRKER AF 

LOKALE KUNSTNERE PÅ TAGET AF SIT LILLE GALLERI.

Pudset skaller af væggene i 

den mørke trappeopgang, og betonen 

er slidt skæv på de lidt for høje trappetrin, 

der fører op til Pansodan Galleriet 

i centrum af Burmas hovedby Yangon 

(tidligere Rangoon). Der ikke meget 

æstetik eller kunst over opstigningen, 

men indenfor i de hvidkalkede lokaler, 

hvor en fane i loftet holder den værste 

middagshede i skak, summer det af 

liv. Galleriets ejer, 41-årige Aung Soe 

Min, giver hånd og byder på den bedste 

kaff e, man kan få i byen. 

Det er fi re år siden, han fi k ideen 

til at skabe et samlings- og fristed 

for landets moderne kunstnere, og 

selvom turisterne efterhånden også 

fi nder vej til galleriet, og salget af 

malerier er steget med 300 procent de 

seneste år, har det aldrig været motivationen. 

“Jeg har ikke lavet galleriet for, at 

der skal være en ny turristattraktion i 

Yangon. Jeg har gjort det for Burma, 

for at skabe et sted, hvor burmesiske 

kunstnere kan udstille deres kunst 

og vise, hvad de har at byde på,” siger 

Aung Soe Min, der repræsenterer cirka 

200 kunstnere i sit lille galleri, hvor udstillingerne 

skifter næsten dagligt. 

Hvordan han har kunnet få lov til 

at drive et galleri, som blandt andet 

viser malerier af generaler i selskab 

med nøgne kvinder, er lidt af en 

gåde – også for Aung Soe Min. Ikke 

én gang har han haft besøg af efterretningstjenesten, 

der ellers har haft 

ry for at slå hårdt ned på alle systemkritikere. 

Soe Mins forklaring er, at 

styret ganske enkelt ikke har forstået, 

hvor stor en magt og indfl ydelse 

kunst kan have. 

EN BOGORM SLÅR TIL 

Galleriet er hans ene hjertebarn. 

Bøgerne er det andet. For ud over galleriet 

har Soe Min også en af Burmas 

største private bogsamlinger. Hvor 

mange bøger han har i sit private bibliotek, 

ved han ikke, men han får ofte 

besøg af Burma-forskere fra blandt 

andet Yale University, når de forgæves 

har forsøgt at fi nde historiske dokumenter 

på Burmas Nationalbibliotek. 

“Jeg elsker bøger. Sådan har det altid 

været. Nationalbiblioteket har hverken 

penge eller uddannet personale til 

at etablere en seriøs bogsamling. Hvis 

der ikke er nogen, der samler disse 

bøger og dokumenter nu, forsvinder 

de for altid,” fortæller han, mens han 

serverer friskbrygget sort kaff e. 

Ved indgangen til galleriet står en 

lang træbænk, og her sidder de lokale 

boghandlere og venter. Aung Soe Min 

ved præcis, hvad han har i sin samling, 

og hvad han leder efter. Alligevel 

køber han ofte de bøger, gadehandlerne 

kommer med. 

“De har brug for pengene, og jeg 

skal nok fi nde på noget at bruge bøgerne 

til,” siger han. 

FULD AF IDEER 

Aung Soe Min voksede op i en lille 

landsby i det centrale Burma. 18 år 

gammel lavede han sin egen avis og 

senere også en radiostation. Som 25årig 

etablerede han sit eget trykkeri i 

Yangon. Burmeserne elsker at læse, og 

trykkeriet blev hurtigt det største af sin 

art i Burma, ikke mindst fordi Soe Min 

udviklede en ny forretningsmodel. 

Dengang i 1990’erne havde de færreste 

råd til at købe nye bøger for de- 

“ Folk er helt oppe at køre over 

kunstnere, der portrætterer 

Aung San. Den slags sælger 

virkelig godt nu, men de billeder 

er ikke længere de mest interessante, 

for nu kan alle gøre det. 

res sparsomme månedsløn. Så i stedet 

for at sælge bøgerne til private, lejede 

han bøgerne ud via private bogudlånere. 

Da han solgte trykkeriet, kastede 

han sig over fi lmproduktion. To af de 

fi lm, han skrev manuskripter til i den 

periode, ligger stadig på top 10 over 

de meste sete og bedst sælgende fi lm 

i Burma. 

“Jeg er god til at få ideer og se, 

hvordan vi kan gå nye veje. Det er 

mit trykkeri et eksempel på. Den 

måde, jeg etablerede og skabte den 

forretning, efterlignes nu af andre 

trykkerier. Det er godt. Jeg kan godt 

lide at skabe modeller, som andre kan 

bruge,” siger Aung Soe Min en aften, 

da vi spiser sammen i Yangons Chinatown. 

Et område der, selv på en helt 

almindelig onsdag, minder om Jomfru 

Ane Gade i Aalborg i juli. 

“For bare få måneder siden var byen 

helt død på det her tidspunkt,” siger 

han og kigger på sit ur, der viser 22.15. 

“Men nu, det er utroligt, hvad der 

er sket. Det er fantastisk.” 

DANSK BISTAND TIL BURMA 

Danmark støtter Burma/Myanmar med 

100 mio. kr. årligt til forbedring af levevilkår, 

sundhed, uddannelse, demokrati og 

menneskerettigheder. 

'SHWE DAGON DREAM' 

KUNSTNER: ZWE YAN NAING 

'CRESCENT MOON MUDRA' 

KUNSTNER: ZWE YAN NAING 

UDEN TITEL 

KUNSTNER: YÉ MIN 

21/ 

>

22/ 

FOTO: CARLOS SARDIÑA GALACHE 

“THE LADY” SÆLGER 

Siden efteråret 2011 har reformernes 

blide vinde blæst henover Yangon. 

Præsident Thein Sein og hans stab af 

generaler løsner langsomt grebet, og 

det mærkes i hovedstaden, hvor der 

nu sælges postkort, T-shirts og plakater 

med Aung San Suu Kyi på hvert et 

gadehjørne. 

Optimismen er ikke blevet mindre, 

efter Suu Kyi blev valgt ind i parlamentet 

i april. Det er næsten umuligt 

at opstøve et ledigt hotelværelse i 

byen, der er fyldt til bristepunktet med 

udenlandske journalister, ngo’er og internationale 

virksomheder, der alle vil 

have en bid af det nye Burma. Aung 

Soe Mins begejstring er imidlertid til 

at få øje på. 

“Valget i april var ikke afgørende. 

Vi skulle vælge 45 nye parlamentsmedlemmer, 

og jo, Aung San Suu Kyi 

er blevet valgt ind, men kan hun ændre 

Burma alene? Det er en start, men 

vi kommer til at bruge mange, mange 

år før demokratiet lykkes i Burma,” 

siger han. 

I sit galleri har han fl ere portrætter 

af Aung San Suu Kyi, og de går 

nu som varmt brød, særligt blandt de 

udenlandske besøgende, der fi nder 

vej til Pansodan Street, efter Aung 

Soe Mins sted er blevet nævnt i backpacker-bibelen 

Lonely Planet. 

“Folk er helt oppe at køre over 

kunstnere, der portrætterer Aung San. 

Den slags sælger virkelig godt nu, 

men de billeder er ikke længere de 

mest interessante, for nu kan alle gøre 

det,” siger Aung Soe Min og henviser 

til, at det for kun et år siden ikke bare 

var utænkeligt, mens også strafb art 

at male Nobelprismodtageren, som 

BEGAVET BLÆKSPRUTTE. GALLERISTEN AUNG SOE MIN HAR 

BÅDE BØGER, FILM OG BILLEDKUNST PÅ SAMVITTIGHEDEN. 

dengang gik under navnet The Lady, 

fordi også hendes navn var forbudt at 

nævne. 

FRYGT STYRER 

Aung Soe Min har levet hele sit liv i et 

militærdiktatur og ved derfor præcis, 

hvad det indebærer af frygt for og 

mistro til styret. Derfor har han heller 

ikke stor tiltro til, at Thein Sein og de 

øvrige generaler har rent mel i posen, 

når de pludselig kaster sig ud i en reformproces. 

“ Jeg er ikke så god til store, rige 

mænd. Jeg tror ikke på, de kan 

skabe forandring. 

“Vil de virkelig gøre det, der er 

bedst for Burma eller kun det, der er 

bedst for dem selv og det parti, de repræsenterer?” 

spørger han. 

Selv tror han, at det er et skyggespil, 

som har til hensigt at forblænde 

de politiske ledere i FN og EU, så de 

ophæver sanktionerne mod Burma. 

Uanset hvor mange reformtaler Thein 

Sein holder, kan Aung Soe Min ikke 

se, hvordan reformerne og den demokratiske 

udvikling skal komme fra det 

tidligere militærstyre. 

Han fortæller om en pressekonference 

om den politiske udvikling, 

der blev holdt i marts af en gruppe 

munke. De første reformer har gjort 

det muligt at holde legale pressekonferencer 

i Burma. Målet er at 

blive foregangsland i Sydøstasien for 

ytrings- og pressefrihed, sagde Thein 

Sein dengang til regeringsavisen The 

New Light of Myanmar. Men ét er 

at holde en pressekonference, noget 

andet er, om nogen skriver om det, der 

foregår på konferencen. 

“Undertrykkelse foregår på mange 

niveauer. Så nu taler alle om en fri 

presse, og om at generalerne har sluppet 

grebet, men det er ikke min oplevelse. 

Vi må gerne invitere pressen, 

men journalisterne kan ikke skrive om 

det, der foregår på pressekonferencerne. 

Det er jo langt fra ideen om en 

fri presse,” siger Aung Soe Min. 

TØRST EFTER MAGT 

Undertrykkelse og streng censur har 

været en del af burmesernes hverdag 

så længe, at demokratiet må have tid 

til at vokse. Først og fremmest handler 

det om at genskabe tilliden mellem 

styret og befolkningen, og det er ikke 

gjort med hverken valget af Aung San 

Suu Kyi eller ved at invitere udenlandske 

ledere på besøg. 

“Jeg er ikke så god til store, rige 

mænd. Jeg tror ikke på, de kan skabe 

forandring. Jeg er skeptisk over for deres 

motiver og for, at deres tørst efter 

magt er større end deres bekymringer 

for folket,” siger Aung Soe Min. 

“Til gengæld har jeg stor tiltro til 

manden på gaden, som gerne vil leve 

et enkelt og uafh ængigt liv. Det er fra 

ham, at forandringerne og reformerne 

skal komme, og vi må forberede os 

på, at det kan tage lang, lang tid, før 

demokratiet får fodfæste i Burma” 

siger han. 

Hans eget bidrag er måske beskedent, 

siger han, men han brænder for 

kunsten, og som altid er ambitionerne 

skyhøje. Derfor stiftede han i foråret 

sammen med en række kunstnere 

organisationen Myanmar Artist Alliance, 

som skal give den moderne 

kunst bedre vilkår i Burma. 

På etagen over Pansodan Galleriet 

vil Aung Soe Min åbne landets første 

forskningsbibliotek for burmesisk 

kunst. Myanmar Artist Alliance skal 

desuden skaff e midler til mikrofi nansprojekter 

til burmesiske kunstnere, og 

øverst på ønskelisten står et museum 

for moderne kunst i Yangon. Lokalerne 

er allerede fundet. • /Suzette 

Frovin er freelancejournalist. 

Læs mere om galleriet på 

http://pansuriya.wordpress.com/

Ambassadørens rejsetips 

Sydafrika 

AF REGNER HANSEN SYDAFRIKA 

Interview med Dan E. Frederiksen, 57, 

Danmarks ambassadør i Pretoria siden 2007 

Hvad må man ikke gå glip af i Sydafrika? 

“Naturen og dyrelivet, som er fl ot og meget 

forskelligartet. I den enorme Kruger Park 

fi nder man the big fi ve – elefant, næsehorn, 

bøff el, løve og leopard. Der er mulighed for 

overnatning. Jeg kan også anbefale Drakensberg, 

landets højeste bjergkæde, som er god 

til vandreture. På sydkysten er der helt andre 

naturoplevelser. Man kan se de kolossale sydlige 

rethvaler fra land i oktober-november. Det 

er også det eneste sted i Afrika, hvor der er 

pingviner.” 

Hvilken begivenhed kan man glæde sig til? 

“Sydafrikanerne er vilde med sport – selvfølgelig 

mest cricket og rugby. Der er to store årlige 

begivenheder, som også tiltrækker mange 

udlændinge. Det er Cape Argus-cykelløbet, 

hvor over 30.000 mennesker deltager. Og så er 

der Comrades Marathon, som er det største og 

ældste ultramaratonløb (løb, som er længere 

end maratonløb, red.) i verden. Strækningen er 

på 90 kilometer.” 

Hvor kan man få indblik i landets historie? 

“Apartheidmuseet i Johannesburg er et must. 

Det er videnstungt, men man kan selv vælge, 

23/ 

hvor meget man vil gå i detaljer. Fængselsøen 

Robben Island ud for Cape Town, hvor Nelson 

Mandela sad som fange, er også uomgæn- • Sydafrika er lidt større 

gelig. Det er tidligere fanger, der viser rundt. end Frankrig og 

Desuden vil jeg fremhæve det meget bastante 

Spanien tilsammen. 

Befolkningen er på 51 

Voortrekker-monument (billedet) i Pretoria, 

millioner. 

hvor fordrevne boere af hollandsk oprindelse 

grundlagde et samfund.” 

(NED.) 

• Befolkningsfordelingen 

er cirka 80 

Hvilke fejl begår udlændinge ofte? 

procent sorte, 9 pro- 

“Mange turister glemmer Udenrigsministericent hvide, 9 procent PRIVATFOTO & 

ets roste rejsevejledning, når de har været her farvede og 2,5 procent 

TH.) 

en uge uden at opleve noget ubehageligt. Man asiater. 

(ØV. 

skal ikke lade sig skræmme, men man skal på 

den anden side passe på. Sydafrika er martret 

• Sydafrikas motto er 

“Forenet i mangfol- 

af sin fortid. Her er ekstremt rige og ekstremt 

dighed”. 11 offi cielle 

fattige, og derfor er volden ikke forsvundet.” 

sprog er anerkendt i WARD/SCANPIX 

forfatningen. 

Hvad kan Danmark lære af Sydafrika? 

ROGAN & 

“Sydafrikanerne har vist evnen til at tilgive • Sydafrikas historie er 

og komme videre efter apartheid-æraens præget af stridigheder TV.) 

uhyrligheder. Det er utrolig fl ot. Der en stor og alliancer mellem (ØV. 

religiøs tolerance i Sydafrika, som har mange briter, boere og zuluer. 

kirkesamfund.” • 

• Apartheidpolitikken 

om raceadskillelse var 

i kraft 1948-1991. 

COLLECTION/CORBIS 

• Nelson Mandela blev i 

1994 Sydafrikas første 

sorte præsident. 

HOBERMAN 

Dan E. Frederiksen 

Danmarks ambassadør i Sydafrika FOTOS:

24/ 

FOTO: JOHAN ORDOÑEZ/SCANPIX 


VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD. 

Mexico 

KAMPEN 

MOD 

KARTELLERNE 

De mexicanske myndigheder er ved at vinde dødskampen 

mod narkokartellerne, samtidig med at befolkningen skal 

vælge ny leder. Landets kommende præsident bør ikke 

forhandle med narkobaronerne, men derimod besejre dem, 

skriver Robert C. Bonner, tidligere chef for USA’s narkopoliti. 

MEXICANSK POLITI ESKORTERER JAIME HERRERA HERRERA, ANGIVELIGT MEDLEM 

AF ET NARKOKARTEL OG BEDRE KENDT UNDER NAVNET EL VIEJITO (DEN LILLE 

GAMLE MAND). MEXICO CITY, FEBRUAR 2012.

I juli vælger Mexico en ny præsident 

som afl øser for Felipe Calderón. De tre kandidater 

fører valgkamp med et udpræget socialt 

og økonomisk program og fremlægger klart 

forskellige fremtidsvisioner for Mexico. Uanset 

hvem der vinder, bliver den pågældende 

nødt til at gøre noget ved det største problem, 

landet står over for lige nu – kampen mod 

narkokartellerne. Men trods de mange negative 

overskrifter vil den kommende præsident 

hurtigt indse, at myndighederne har gjort 

store fremskridt i denne kamp i løbet af de 

sidste fem år. 

Da Calderón trådte til i december 2006, 

havde kartellerne bidt sig godt fast i Mexico 

og kontrollerede eff ektivt lokalsamfundene i 

alle egne af landet og tilmed hele delstater. 

I de foregående to årtier havde de indtjent 

milliarder i ulovlige indtægter og kunne 

praktisk taget ustraff et anvende deres illegale 

formuer til at infi ltrere og korrumpere den 

mexicanske regering i meget stort omfang. 

Rivaliserende narkoorganisationer kæmpede 

om territorier og smuglerruter og spredte 

død og ødelæggelse overalt. Calderón var den 

første mexicanske præsident, der tog kampen 

op. Ved at bruge magt og iværksætte omfattende 

reformer af retssystemet og politiet er 

25/ 

>

26/ 

FOTO: JOHAN ORDONEZ/SCANPIX 

SAMARBEJDE MED 


Udvikling samarbejder redaktionelt med 

det anerkendte tidsskrift Foreign Aff airs, 

som siden 1922 er blevet udgivet af den 

uafh ængige amerikanske tænketank Council 

on Foreign Relations. Samarbejdet betyder, 

at Udvikling jævnligt bringer artikler 

fra Foreign Aff airs i dansk oversættelse. 

det lykkedes ham at opløse nogle af 

kartellerne og at svække en hel del 

andre. 

Som følge af Calderóns beslutsomme 

og vellykkede indsats mod 

kartellerne står han i øjeblikket til 52 

procent af stemmerne i meningsmålingerne. 

Men kartellerne hærger stadig 

i landet. Siden Calderón indledte kampen 

mod dem sidst i 2006, har næsten 

50.000 mexicanere mistet livet som 

følge af narkorelaterede drab. Skønt 

langt de fl este af disse drab er resultatet 

af kartellernes voldelig kamp mod 

hinanden, har de uhæmmede kidnapninger, 

pengeafpresningsskandaler 

og blodsudgydelser skadet Mexicos 

omdømme, reduceret turistindustrien 

og udmattet en stadig mere opgivende 

mexicansk befolkning. Ifølge en meningsmåling 

fra Pew Research Center 

i august 2011 tror kun under halvdelen 

af den mexicanske befolkning på, at 

regeringen gør fremskridt i kampen 

mod kartellerne. 

Denne manglende optimisme styrker 

en understrøm i mexicansk politik, 

der tyder på, at Calderóns indsats for 

at udrydde narkokartellerne er slået 

fejl trods de rosværdige intentioner. 

Ifølge denne opfattelse kan Mexico 

slet ikke gøre sig håb om at overvinde 

kartellerne, men i bedste fald indgå 

en slags faustisk pagt med dem, der 

går ud på at give kartellerne lov til at 

operere uden for loven, hvis de til gengæld 

lægger en dæmper på volden. 

Måske i erkendelse af den tiltagende 

skepsis har Calderóns potentielle 

efterfølgere udtalt sig forholdsvis 

forsigtigt om kampen mod kartellerne 

og begrænset sig til intetsigende 

fl oskler om behovet for en ny strategi 

eller har støttet en tilbagekaldelse af 

mexicansk militær fra provinserne og 

et forøget fokus på de sociale årsager 

til kriminel adfærd. 

Denne defaitisme (nederlagsindstilling, 

red.) er et forræderi mod 

Mexico; landet kan stadig sejre i kampen. 

Det tog kartellerne 20 år at opnå 

den dominerende position, de havde, 

da Calderón kom til magten, og selv 

med den rigtige strategi vil det kræve 

endnu mange års vedholdende indsats 

at overvinde dem. Spørgsmålet 

er, om Mexicos næste præsident vil 

være i stand til at stå distancen og 

bygge videre på Calderóns resultater, 

eller om han vil underminere dem 

ved at forhandle med narkobaronerne. 

En forhandlingspolitik kan muligvis 

reducere en del af volden på kort sigt, 

men i sidste instans er Mexicos eneste 

mulighed for at genoprette lov og 

orden at besejre kartellerne én gang 

for alle. 

“ Siden Calderón indledte kampen 

mod kartellerne sidst i 2006, 

har næsten 50.000 mexicanere 

mistet livet som følge af narkorelaterede 

drab. 

KARTELLERNES KONTROL 

Da Calderón overtog præsidentembedet, 

fandtes der rundt regnet et halvt 

dusin karteller, der hver især var en 

stor kriminel organisation. Disse organisationer 

– Golfen, Juárez, La Familia 

Michoacana, Sinaloa samt Tijuanakartellerne 

– dominerede store områder 

af det mexicanske territorium 

og opererede også uden for landets 

grænser. Selv om de tjente penge på 

afpresning, kidnapning og menneskesmugling, 

kom størstedelen af deres 

indtægter fra narkohandel. Deres 

samlede bruttoprovenu af narkohandlen 

alene beløb sig til mellem fem og 

10 milliarder dollars om året. 

For at beskytte deres operationer 

anskaff ede de stadig mere avancerede 

våben og bestak mexicanske embedsmænd 

på alle niveauer. De embedsmænd, 

der ikke lod sig bestikke, blev 

truet eller slået ihjel; i de sidste fem år 

har kartellerne myrdet 32 borgmestre 

og 83 politichefer foruden et antal 

journalister. Plato o plomo? (sølv eller 

bly?) var deres motto. 

Kartellernes nuværende position 

har udgangspunkt i 1980’erne, da fl ere 

forskellige mexicanske narkosmuglerorganisationer, 

som indtil da havde 

smuglet marijuana, fi k forbindelse 

med kokainkartellerne i Colombia 

og mod en aftalt betaling per kilo begyndte 

at transportere narko til USA. 

I 1990’erne begyndte colombianerne 

at betale de mexicanske smuglere 

med en andel af selve produktet, 

og herefter begyndte smuglerne at oprette 

deres egne distributionsceller i 

USA og andre lande. Sidst i 1990’erne 

havde de mexicanske karteller i det 

store og hele overtaget distributionen 

fra de colombianske partnere og 

begyndte at udvide sortimentet med 

metamfetamin og heroin foruden 

kokain. De ekspanderede også med 

andre former for organiseret kriminalitet 

såsom afpresning mod legitime 

erhvervsvirksomheder, kidnapning 

mod løsepenge og smugling af mennesker. 

Et af kartellerne stjal og videresolgte 

den mexicanske stats råolie 

fra rørledninger, der var ført gennem 

kartellernes territorium. 

Omkring århundredeskiftet var 

kartellerne blevet så stærke, at den 

mexicanske regering ikke følte sig i 

stand til at gøre ret meget for at bekæmpe 

dem. Calderóns umiddelbare 

forgænger, Vicente Fox, foretrak at 

gøre sig blind for problemerne, hvorimod 

Ernesto Zedillo, der var hans 

forgænger, forsøgte at tage kampen 

op, men måtte se i øjnene, at de operationer, 

han iværksatte, hurtigt blev 

afsløret af politiembedsmænd, der var 

blevet bestukket. Selv om både Zedillo 

og Fox ønskede at ophæve kartellernes 

straff rihed, måtte de erfare, at 

Mexicos svage og korrupte retssystem 

simpelthen ikke var opgaven voksen. 

I 2006 nåede kartellernes magt et 

højdepunkt. Calderón tog en række 

initiativer kort tid efter sin tiltrædelse, 

og dermed var slaget i gang. Lidt før 

Calderóns embedsperiode havde La 

Familia Michoacana (narkokartel 

med base i delstaten Michoacán, 

red.) slagtet medlemmerne af et 

rivaliserende kartel og kastet deres 

afh uggede hoveder ud på et dansegulv 

på en natklub. Da Calderón 

indtog præsidentembedet, indså han 

hurtigt, at han ikke kunne stole på

NARKOFANGST FREMVISES TIL PRESSEN I MEXICO CITY I 

FEBRUAR 2012. PRÆSIDENT CALDERÓN HAR IVÆRKSAT 

OMFATTENDE REFORMER AF LANDETS FORBUNDSPOLITI. 

forbundspolitiet, Agencia Federal de 

Investigación (AFI), og altså heller 

ikke kunne regne med, at de ville 

opspore og pågribe gerningsmændene. 

I kølvandet på efterforskningen 

konstaterede Calderón, at AFI var 

gennemsyret af korruption. Gennem 

årene havde kartellerne ikke kun 

bestukket regionale AFI-chefer, men 

også højtstående embedsmænd ansat 

i organisationens hovedkvarter i Mexico 

City. I begyndelsen af 2008 blev 

AFI’s underdirektør således anholdt 

og anklaget for at have modtaget fl ere 

hundrede tusinde dollars i bestikkelse 

fra Sinaloa-kartellet (anses for at være 

Mexicos mest magtfulde narkokartel, 

red.). En intern efterforskning afslø- 

rede desuden, at når AFI fi k ordre til 

at arrestere narko baroner, blev disse 

ofte på forhånd advaret af ansatte i 

politikorpset. 

Det statslige politi var endnu mere 

upålideligt. Politiembedsmændene 

her var i mange tilfælde på kartellernes 

lønningsliste i deres respektive 

regioner og undlod simpelthen at 

samarbejde med det føderale politi 

eller beskyttede ligefrem kartellerne 

og deres ledere. De lokale politistyrker 

var endnu værre – kronisk underuddannede, 

dårligt lønnede og meget 

ofte gennemført korrupte. 

I betragtning af disse stærkt begrænsede 

muligheder søgte Calderón 

støtte hos militæret, der netop fordi 

det aldrig havde været involveret i at 

efterforske eller modarbejde kartellerne 

var forholdsvis immunt over for 

deres indfl ydelse. Calderón brugte 

militæret som et magtmiddel i områder, 

der var hærget af kartellernes 

voldelige fremfærd, eksempelvis 

Ciudad Juárez, Michoacán og Veracruz, 

og ligeledes til – med kirurgisk 

præcision – at efterlyse, pågribe og 

om nødvendigt dræbe kartellernes 

ledere. Calderón havde dog forstået, at 

militæret alene ikke ville være i stand 

til at udrydde kartellerne. For at nå 

dette mål skulle han bruge en styrke, 

der var i stand til at afpatruljere storbyerne, 

indsamle efterretninger og 

tilvejebringe det bevismateriale, der 

var nødvendigt for at retsforfølge narkosmuglerne 

– funktioner, som kun en 

professionel politistyrke var i stand til 

at påtage sig. For at vinde narkokrigen 

skulle Calderón med andre ord have 

en politistyrke, han kunne stole på. 

EN KÆP I HJULET FOR SMUGLERNE 

Calderón indledte en reform af det 

mexicanske retssystem, der byggede 

på en strategi i tre faser. Der skulle 

dannes en ny, professionel føderal 

politistyrke; de 32 delstatspolitistyrker 

skulle genopbygges og overtage de 

ansvarsområder, som det miskrediterede 

lokale politi hidtil havde varetaget; 

og retsvæsenet og straff eloven 

skulle revideres. 

Calderón begyndte med det føderale 

politi. I sin harme over det korrupte 

AFI opløste han hele institutionen i maj 

2009 og skabte en ny politistyrke. Det 

nye føderale politi begyndte fra grunden, 

ansatte grundigt sikkerhedsundersøgt 

universitetsuddannet personale, 

efteruddannede det på en nyoprettet 

politiskole og gav højere lønninger. Der 

blev også indført etablerede internationale 

standarder for modarbejdelse af 

korruption og en eff ektivt arbejdende 

afdeling for interne undersøgelser. 

Calderóns plan virkede efter hensigten. 

Den nye politistyrke tæller 

nu 35.000 betjente og har opbygget 

Mexicos første nationale database 

over kriminelle, der blandt andet registrerer 

fi ngeraftryk af alle, der bliver 

anholdt af politiet. Det føderale politi 

har overtaget militærets funktioner 

i adskillige regioner og har bevist 

sin vilje til at tage kampen op mod 

kartellerne ved at pågribe mange 

af deres ledende skikkelser. Det har 

også undgået graverende tilfælde af 

27/ 

>

28/ 

FOTO: ALBERTO MILLARES/SCANPIX 

korruption. Opbygningen af denne 

professionelle politistyrke i løbet af 

ganske få år er foregået i forholdsvis 

ubemærkethed, men er ikke desto 

mindre et af Calderóns mest imponerende 

resultater. 

Det føderale politi skal nødvendigvis 

have støtte fra de 350.000 ansatte 

i det mexicanske delstatspoliti. Calderón 

har derfor også iværksat reformer 

af denne politistyrke i tråd med 

de reformer, han har gennemført i det 

føderale politi. I betragtning af det 

store antal nye betjente, der skal sikkerhedsundersøges, 

ansættes og uddannes, 

vil det tage fl ere år at fuldføre 

denne opgave. Og for at garantere, at 

det føderale og delstatslige politi samarbejder, 

må den mexicanske regering 

fi nde en vej uden om provinsguvernørerne, 

som nominelt kontrollerer 

delstatspolitiet og hyppigt har samarbejdet 

med kartellerne. Et vidneudsagn, 

der for nylig blev afgivet ved en 

amerikansk forbundsdomstol i Texas, 

afslører eksempelvis, at den forhenværende 

guvernør i Tamaulipas, en 

delstat lige syd for den amerikanske 

grænse, har modtaget fl ere millioner 

dollars fra Golf-kartellet. Korrupte guvernører 

af denne type har været skyld 

i, at delstatspolitiet ikke griber ind 

imod og i visse tilfælde ligefrem beskytter 

kartellets ledere i deres territo- 

BORGERE I MEXICO CITY PROTESTERER MOD VOLD. 

OMKRING 50.000 MEXICANERE HAR SIDEN 2006 MISTET 

LIVET SOM FØLGE AF NARKORELATEREDE DRAB. 

rium. I fremtiden bør den mexicanske 

kongres give præsidenten beføjelser 

til at føderalisere (sætte under den nationale 

regerings kontrol, red.) politiet 

i en given delstat, i det mindste i krisesituationer, 

ligesom den amerikanske 

præsident kan føderalisere enheder 

fra den amerikanske nationalgarde. 

“ Mexicanske fængsler har været 

plaget af en række pinlige fl ugtepisoder 

(…) Kartelbosser, som 

ikke har haft held til at fl ygte, 

lever et liv i luksus og er i stand 

til at organisere deres ulovlige 

forretninger bag tremmerne. 

Under kampen mod kartellerne erkendte 

Calderón, at han også var nødt 

til at reformere retsvæsenet. Mexicanske 

off entlige anklagere opnår kun 

en domfældelse i under fem procent 

af de sager, der vedrører sigtelser for 

narkosmugling. Til sammenligning 

ligger domfældelsesprocenten i 

USA for tilsvarende sigtelser på over 

90 procent. For at rette op på dette 

miserable misforhold har Calderón 

foreslået, at der må skabes et mere 

gennemsigtigt straff eretsligt system 

med off entlige retssager, som gør det 

nemmere at drage dommere og anklagere 

til ansvar. 

Selv i de tilfælde, hvor det i Mexico 

er lykkedes at fængsle kartellernes 

medlemmer, har det voldt vanskeligheder 

at holde dem indespærret på 

længere sigt. Mexicanske fængsler 

har været plaget af en række pinlige 

fl ugtepisoder, først og fremmest den 

berygtede fl ugt, som lykkedes for Sinaloa-kartellets 

hovedmand, Joaquin 

“El Chapo” Guzmán, i 2001. Kartelbosser, 

som ikke har haft held til at fl ygte, 

lever et liv i luksus og er i stand til at 

organisere deres ulovlige forretninger 

bag tremmerne. Mange af de narkosmuglere, 

der er blevet pågrebet af det 

føderale politi, afsoner deres straf i underfi 

nansierede og underbemandede 

delstatsfængsler. 

Med henblik på at holde de vigtigste 

kartelbosser indespærret har 

Calderón iværksat opførelsen af et sikkerhedsfængsel 

og indledt reformer 

af det mexicanske fængselsvæsen 

efter amerikansk forbillede. Men indtil 

disse reformer er gennemført, bør 

Mexico blive ved med at udlevere så 

mange af kartellernes hovedmænd og 

deres vigtigste medhjælpere til USA, 

som har meget bedre muligheder for 

at sikre, at de forbliver fængslede.

VÆLG SEJREN 

Indtil nu har Calderón kun gennemført 

den ene søjle af sit foreslåede 

reformprogram – dannelsen af en ny 

føderal politistyrke. Men indtil videre 

har han ved at bruge militæret og det 

reformerede føderale politi været i 

stand til at føre en stadig mere eff ektiv 

krig mod kartellerne. 

I sin forfølgelse af kartellerne har 

Calderón anvendt en strategi, der 

betegnes som “konge-strategien”, og 

som i 1990’erne med held blev anvendt 

i Colombia mod narkokartellerne. 

Strategien går ud på at udnytte alle 

kartellernes svagheder – afl ytte deres 

kommunikation, afb ryde forsyningen 

og distributionen af narko og de kemiske 

stoff er, der er nødvendige for at 

fremstille den, samt beslaglægge kartelbossernes 

aktiver. Når myndighederne 

på denne måde har svækket en 

bestemt gruppe, kan de fi nde og anholde 

“kongen” og andre vigtige medlemmer 

af organisationen, deriblandt 

ledernes potentielle efterfølgere. 

“ Politiembedsmændene var i 

mange tilfælde på kartellernes 

lønningsliste. 

I løbet af de sidste tre år er det ved 

at anvende denne strategi lykkedes 

den mexicanske stat at pågribe eller 

dræbe over 40 af de betydeligste kartelgangstere. 

En af de mest vellykkede 

operationer fandt sted i december 

2009, da mexicanske marinesoldater 

mere eller mindre tilintetgjorde 

Beltrán Leyva-kartellet, en underafdeling 

af Sinaloa, efter at have dræbt 

lederen Arturo Beltrán Leyva og pågrebet 

så godt som alle hans vigtigste 

håndlangere. Siden da har mexicanske 

tropper også opløst Tijuana-kartellet 

og i alvorlig grad svækket andre karteller 

som Golfen, Juárez og La Familia 

Michoacana. Tilmed Zeta-kartellet 

(en underafdeling af Golf-kartellet) 

og Sinaloa er blevet svækket, selv om 

de stadig er stærke; i begyndelsen af 

2012 pågreb mexicanske myndigheder 

en af grundlæggerne af Zeta-kartellet 

og et højtstående medlem af Sinaloakartellet 

– blandt fl ere andre. 

Hvis det skal lykkes Calderóns efterfølger 

at opløse de resterende kar- 

MEXICOS PRÆSIDENT, FELIPE CALDERÓN, INDLEDTE 

KAMPEN MOD NARKOBARONERNE I 2006. 

teller, bliver han nødt til at anvende 

et væsentligt led i “konge-strategien”, 

som hidtil har manglet: en aggressiv 

konfi skationspolitik. Dette vil 

indebære, at det skal være muligt at 

identifi cere og konfi skere ikke kun de 

pengemidler, som kartellerne bruger 

til at gennemføre deres ulovlige transaktioner, 

men også de formuegoder, 

som kartelgangsterne har anskaff et 

med ulovligt tjente penge såsom huse, 

rancher, fl y, lystbåde, biler og legale 

erhvervsvirksomheder. En indsats af 

netop denne art gjorde det muligt for 

myndighederne i Bogotá at anholde 

lederne af de colombianske karteller 

i 1990’erne. Man pågreb de colombianske 

kartelkonger Pablo Escobar og 

José Gonzalo Rodriguez Gacha, efter 

at man havde spærret deres konti og 

på den måde gjort det svært for dem 

at betale deres medarbejdere og bestikke 

embedsmænd. Hvis man i Mexico 

følger dette eksempel, bliver det 

meget nemmere at pågribe lederne af 

Sinaloa og Zeta-kartellet. 

Når Mexico fj erner kongerne, deres 

efterfølgere og deres vigtigste håndlangere, 

vil kartellerne bryde sammen 

og ikke længere være i stand til at 

true staten. Når det sker, har Mexico 

vundet krigen mod narkoorganisationerne. 

En sådan sejr ser ud til at være 

inden for rækkevidde, men Calderón 

har ikke tid til at gøre arbejdet færdigt, 

eftersom han skal træde tilbage i 

december 2012. Til alt held for Mexico 

kan han til sin efterfølger overdrage 

store resultater i kampen mod kartellerne 

foruden grundlæggende 

omstrukturerede institutioner og en 

eff ektiv strategi. 

Mexicos kommende præsident 

skal beslutte, om han vil fortsætte den 

kamp, som Calderón har påbegyndt, 

eller om han vil vende tilbage til en 

forsoningspolitik. Denne beslutning 

bliver bestemmende for Mexicos 

fremtid. En eller anden form for aftale 

med kartellerne kan midlertidigt 

bringe voldelighederne til ophør, men 

vil til gengæld dømme Mexico til den 

organiserede kriminalitets korruption 

og straff rihed i fl ere generationer 

frem i tiden og dermed undergrave 

enhver forhåbning om at indføre retssikkerhed 

og kunne indtage en plads 

i første række blandt verdens øvrige 

industrilande. Calderóns efterfølger 

må erkende, at den eneste langsigtede 

løsning på landets problemer med 

narkokartellerne er at besejre dem, 

ikke at forhandle med dem. • 

/Oversat af Claus Bech. 

Teksten er en oversættelse af artiklen 

“The Cartel Crackdown”, bragt i Foreign 

Affairs’ maj/juni-nummer 2012. 

Reprinted by permission of Foreign 

Affairs, May/June 2012, Vol 91, No 3. 

Copyright 2012 by the Council on Foreign 

Relations, Inc. www.foreignaffairs.com. 

Robert C. Bonner 

Senior Principal i rådgivningsvirksomheden 

Sentinel HS Group 

og tidligere leder af den amerikanske 

regerings narkopoliti (DEA). 

FOTOS: TOMAS BRAVO/SCANPIX (ØV.) & FEDERAL ARBITRATION, INC. (NED.) 29/

30/ 

ILLUSTRATION: FLEMMING DUPONT

Retsopgør 

EFTER DRABET 

Den FN-støttede krigsforbryderdomstol i Cambodja skulle have sat 

et juridisk punktum for landets store traume: De Røde Khmeres folkemord 

1975–79 på knap to millioner mennesker. Men retssagen er blevet 

en politisk farce – Udvikling har overværet forårets opsætning. 

AF POUL KJAR, PHNOM PENH 

I hovedrollerne: Tre aldrende mænd i 

vindjakker tiltalt for Cambodjas holocaust. En 

cambodjansk retspræsident i rød dommerkappe, 

der har indrømmet bestikkelse. Samt 

en hollandsk forsvarsadvokat, der udfylder rollen 

som hofnar. 

Vi er godt 20 kilometer uden for Cambodjas 

hovedstad Phnom Penh. Her – bag 

pigtrådsbeklædte betonmure – danner et 

militært fort rammen om landets historiske 

krigsforbrydertribunal, der siden 2007 har 

været beskæftiget med at placere ansvaret for 

landets store kollektive traume: Et folkemord, 

som tog livet af næsten to millioner mennesker. 

Iværksat af det kommunistiske regime 

De Røde Khmerer med den nu afdøde Pol Pot 

i spidsen. 

Et styre, der også sendte en hel befolkning 

i tvangsarbejdslejre på landet, drev særlige 

torturfængsler for “samfundsnedbrydende 

elementer” og begik massehenrettelser af 

børn og voksne på den legendariske mark The 

Killing Fields. 

Folkemordet udspandt sig fra 1975-79. Men 

først i februar i år blev den første røde khmer 

dømt for forbrydelserne: Kaing Guek Eav, 

alias Duch, der var chefb øddel i torturfængslet 

S-21 i Phnom Penh. Han fi k en livstidsdom 

og har nu byttet anklagebænken ud med 

rollen som anklagemyndighedens kronvidne 

i tribunalets sag nummer 002 mod de tre tidligere 

røde khmer-ledere og hovedanklagede 

for folkedrabet. 

PÅ ANKLAGE- 

BÆNKEN 

Tre cambodjanere står 

tiltalt i landets krigsforbrydertribunal 

for 

forbrydelser mod menneskeheden,krigsforbrydelser 

og folkedrab 

fra 1975-79. 

• Broder nr. 2/Nuon 

Chea, 87, chefi deolog 

og tidligere premierminister 

i De Røde 

Khmerer. Erklærer sig 

uskyldig. 

• Ieng Sary, 86, tidligere 

udenrigsminister 

i De Røde Khmerer. 

Fik i 1996 amnesti 

af kongen og mener 

derfor ikke, at han skal 

anklages. 

• Khieu Samphan, 80, 

tidligere præsident 

i De Røde Khmerer. 

Fastholder, at han ikke 

havde noget kendskab 

til drabene. 

UDVIKLING 

JUNI / JULI 

#3 / 2012 

I tribunalet – som er en hybriddomstol med 

cambodjanske og internationale dommere, 

anklagere og forsvarere – burde en tredje og 

fj erde sag mod de ansvarlige også være på vej. 

Men dem har regeringen taget af programmet. 

Det vender vi tilbage til. 

METAFORER OG SOLBRILLER 

På tilskuerpladserne bag en glasvæg sidder 

hviskende buddhistiske munke, nonner og 

skoleelever. De kigger på den scenevante 

Duch, der nu står i vidneskranken foran de tre 

tidligere røde khmer-ledere. 

En af dem er 87-årige Nuon Chea, premierminister 

i De Røde Khmerer og bedre kendt 

som Broder Nr. 2, efter afdøde Pol Pot, Broder 

Nr. 1. 

“Jeg mødtes ofte med Nuon Chea og refererede 

direkte til ham,” siger Duch om sin 

tidligere chefs direkte ansvar for de 12.000, der 

blev slået ihjel i S-21 fængslet. 

Kort efter afb rydes han af tiltalte, der om 

Duch som vidne siger: “Man bruger ikke råddent 

træ til at lave Buddha-statuer.” 

Broder Nr. 2 er i retten kendt for sine improviserede 

religiøse metaforer – og mørke solbriller. 

Udbruddet medfører en irettesættelse fra 

retspræsidenten. Den tidligere udenrigsminister 

i de røde khmerer, 86-årige Ieng Sary, har 

hekseskud og kan ikke sidde oprejst på stolen. 

Han får lov til at forlade scenen allerede i den 

første pause for at overvære resten af dagen fra 

et rum med tv-transmission. Hans kone, Ieng 

31/ 

>

32/ 

FOTO: HENG SINITH/EPA/SCANPIX (TV.) & TANG CHHIN SOTHY/AFP/SCANPIX (TH.) 

Thirith, De Røde Khmerers socialminister, 

stod indtil for nylig også anklaget, 

men er på grund af demens blevet erklæret 

uegnet til at deltage i retssagen. 

Den tidligere præsident, 80-årige 

Khieu Samphan, er den eneste, der 

kan klare en hel forestilling på godt 

fi re timer. 

HOFNARENS DRILLERIER 

Sagen mod de tre hovedtiltalte er 

meget kompleks og er derfor blevet 

RØDT FOLKEMORD I CAMBODJA 

• Den Mao-inspirerede oprørsbevægelse 

De Røde Khmerer tog magten i Cambodja 

i 1975 efter fem års borgerkrig. Den 

omdøbte landet til Campuchea og ville 

gøre det til et kommunistisk, klasseløst 

idealsamfund baseret på landbrug og 

selvforsyning, isoleret fra omverdenen. 

• Regimet forbød religion, bøger, musik 

og latter samt afskaff ede penge, nedlagde 

skoler og hospitaler og slog hårdt 

ned på læger, jurister, kunstnere, troende, 

intellektuelle og andre, man mente 

var “forurenet” af udlandet eller tilhørte 

eliten. 

• Befolkningen blev tvangsforfl yttet til 

arbejdslejre og landsbyer, hvor De Røde 

Khmerer dikterede alt lige fra søvn til 

ægteskab. Alle skulle gå i sort bomuldspyjamas 

for at være lige, og alle private 

ejendele blev brændt. 

• Cirka en tredjedel af landets befolkning 

døde under regimet. De fl este af sult og 

sygdom, men mange blev også henrettet. 

• I 1979 tvang vietnamesiske styrker De 

Røde Khmerer fra magten, der i de følgende 

20 år førte guerillakrig mod Cambodjas 

forskellige siddende regeringer 

frem til 1998, hvor De Røde Khmerers 

leder Pol Pot døde. 

FOLKEMORDERE I SANDALER – POL POT 

(TV.) OG NOUN CHEA (NR. 2 FRA VENSTRE) 

STILLER OP TIL FOTO EFTER INDTAGELSEN AF 

PHNOM PENH I 1975. 

splittet op i en række mini-sager. 

Den første handler om tvangstømningen 

af Cambodjas byer i april 1975 

(se boks). 

Broder Nr. 2’s hollandske forsvarsadvokat, 

Michiel Pestman, har fået 

ordet: 

“Jeg har endnu ikke hørt et eneste 

ord af relevans for den første del af 

sagen, da vidnet (Duch, red.) slet ikke 

befandt sig i Phnom Penh i april 1975,” 

siger han. 

Til det svarer anklageren, at Duch 

ikke desto mindre har et stort kendskab 

til De Røde Khmerers ideologi 

og kommandoveje. 

Retspræsidenten beder Pestman 

om ikke at tage ordet igen. Forsvarsadvokaten 

spiller forurettet. Ugen 

forinden har han påpeget, at vidnelisten 

er mangelfuld. Hvor er eksempelvis 

den nuværende præsident for 

det cambodjanske parlament, Heng 

Samrin, der i 1975 var De Røde Khmerers 

ansvarlige for “evakueringen” af 

Phnom Penh? Også ved den lejlighed 

– men under store protester – bad retspræsidenten 

Pestman om at sætte sig 

ned og holde sin mund. 

“ Jeg har påtaget mig rollen som 

domstolens hofnar. Jeg påpeger 

domstolens mangler og den 

politiske indblanding. 

Forsvarsadvokat Michiel Pestman 

“Jeg har påtaget mig rollen som 

domstolens hofnar. Jeg påpeger domstolens 

mangler og den politiske indblanding. 

Det kan ikke være rigtigt, 

at det er premierminister Hun Sen, 

der dikterer, hvilke vidner, der skal 

indkaldes. Denne her retssag bygger, 

eller burde bygge på internationale 

retsprincipper,” siger Michiel Pestman 

til Udvikling. 

Senere på formiddagen slår det 

igen gnister mellem retspræsident Nil 

Nonn og Michiel Pestman. 

“Retspræsidenten siger, at min 

opførsel ved domstolen rejser etiske 

spørgsmål. Jeg vil gerne hjælpe 

retspræsidenten med at sende en offi 

ciel klage til det cambodjanske eller 

hollandske advokatråd,” lyder det fra 

Pestman. 

Retspræsidenten beder igen Pestman 

om at holde mund. Nil Nonn behøver 

ingen gode råd om etisk opførsel. 

Han har tidligere erkendt at have 

modtaget bestikkelse som præsident 

for en provinsret. Et helt almindeligt 

forhold i det cambodjanske retsvæsen. 

Det er også en off entlig hemmelighed, 

at tribunalets dommere, advokater 

og funktionærer – alle medlemmer 

af det cambodjanske regeringsparti 

CPP – giver brune konvolutter med 

en procentdel af den gode FN-løn til 

regeringstoppen. 

For at komme korruptionen til livs 

etablerede tribunalet i 2009 en uafhængig 

rådgiver. Men hans rapporter 

om korruption har aldrig fået lov til at 

se dagens lys.

PLAKATPIGENS BESLUTNING 

I pausen på græsset foran tribunalet 

optræder Theary C. Seng, folkemordets 

tidligere “plakatpige”, jurist, 

tv-vært og forfatter, der mistede sine 

forældre under regimet. 

“Duch bliver gjort til syndebuk, og 

hensigten er at få ham og de tre hovedtiltalte 

til at fremstå som de eneste 

skyldige for folkedrabet. Men det er 

et bedrag. Hvad med den fængselsinspektør, 

der slog mine forældre ihjel 

i ét af andre 200 torturfængsler rundt 

om i landet?” spørger hun. 

Efter drabet på forældrene fl ygtede 

Theary C. Seng sammen med sine 

søskende til Thailand og endte i USA. 

Som voksen vendte hun tilbage til 

Cambodja og blev under stor opmærk- 

MINDESMÆRKET FOR FOLKEDRABET PÅ HENRETTELSES STEDET THE KILLING 

FIELDS UDEN FOR PHNOM PENH BESØGES HVERT ÅR AF TUSINDER. 

somhed den første civile part ved en 

international krigsforbryderdomstol 

med adgang til retsprocessen side om 

side med anklager og forsvarer. 

Som aktør i forestillingen har 

hun gennem årene forsvaret tribunalet 

mod anklagerne om politisk 

indblanding og korruption. Hun har 

understreget betydningen af at opnå 

retfærdighed og kende til sandheden 

om folkedrabet. 

Men nu er det slut. Hun har trukket 

sig som civil part og taget sig selv af 

plakaten. 

“Vi er nået til et punkt, hvor retssagen 

gør mere skade end gavn. Det er 

en politisk farce. Der er tale om falsk 

historieskrivning, signeret af et apatisk 

FN,” siger Theary C. Seng. 

Så ringer klokken til forestillingens 

tredje akt. De orangeklædte munke 

og hvidklædte nonner har fået gratis 

frokost i tribunalets udendørs cafeteria, 

og en ny skoleklasse fra provinsen 

indtager tilskuerpladserne. 

Besøgstallet i tribunalet runder 

100.000, fremgår det af dens hjemmeside. 

Ifølge Theary C. Seng er det en 

del af showet, der skal forestille at inddrage 

den cambodjanske befolkning i 

retsopgøret. 

MENS VI VENTER PÅ FN 

Forestillingens sidst akt bliver afl yst, 

da Broder Nr. 2 er sløj. 

Retspræsidenten og den hollandske 

forsvarer har forinden haft dagens 

sidste sammenstød, da Michiel Pest- 

33/ 

>

34/ 

FOTOS: BETTMANN/CORBIS/POLFOTO (S/H) & STEPHANE RUET/POLFOTO & BRENNAN LINSLEY & DAVID FURST/SCANPIX 

man forlader retslokalet og følger med 

lægen, der skal tilse, om Broder Nr. 2 

virkelig er sløj. Retspræsidenten ruller 

med øjnene og advarer Pestman om at 

blande sig i lægeundersøgelsen. 

Episoden vækker dog ikke opmærksomhed 

i tribunalets presseloge. 

Her optager nyheden om, at den 

internationale undersøgelsesdommer, 

schweizeren Laurent Kasper- 

Ansermet, har sagt op. Årsagen er 

“ekstreme dysfunktioner” i tribunalet, 

der forhindrer hans undersøgelser 

af de nye sager mod højtstående, 

tidligere røde khmerer. Få måneder 

før sagde hans tyske forgænger op på 

grund af politisk indblanding. Siden 

har den cambodjanske undersøgelsesdommer 

og den cambodjanske del 

af tribunalet blokeret for schweizerens 

arbejde. 

“ Vi er nået til et punkt, hvor 

retssagen gør mere skade end 

gavn. Det er en politisk farce. 

Theary C. Seng, 

tidligere civil part i tribunal-sagen 

Modviljen mod Laurent Kasper- 

Andermets arbejde udspringer af, at 

Hun Sen regeringen ikke ønsker fl ere 

sager for tribunalet. Det fi k FN’s generalsekretær 

Ban Ki-moon at vide ved 

sit seneste besøg i landet i 2010. De 

nye sager kommer tilsyneladende for 

tæt på regeringen. 

“Nu må FN overveje støtten til tribunalet. 

Bidrager man til et ægte 

retsopgør og sandhedssøgning, eller 

har det den modsatte eff ekt, når den 

politiske indblanding er så tydelig?” 

spørger Clair Duff y fra organisationen 

Open Society Justice Initiative, der 

følger retssagen tæt. 

Den cambodjanske regerings svar 

på kontroversen er, at tribunalet er 

en “model-retssag”. Ugen efter følger 

FN’s reaktion – der skal udnævnes en 

ny undersøgelsesdommer. Showet kan 

fortsætte. 

FN godkendte for nyligt tribunalets 

budget frem til 2018. 

Til den tid er der næppe nogen af 

de aldrende hovedtiltalte, der vil være i 

stand til at gå på scenen. • /Poul Kjar er 

freelancejournalist bosat i Phnom Penh. 

Særdomstole 

OPGØR MED FORTIDEN 

’05 Det Irakiske Krigsforbrydertribunal, 

Irak, 

mod Saddam Hussein. 

’94 Det Internationale 

Krigsforbrydertribunal 

for Rwanda 

(ICTR), Tanzania, 

mod bl.a. tidligere 

ministre og mediefolk. 

’46 Tokyoprocessen, 

Japan, internationalt 

militærtribunal for 

krigsfor brydelser under 

2. verdenskrig mod 

bl.a. japanske ministre 

og militærfolk. 

2010 

2000 

1990 

1980 

1970 

1960 

1950 

1940 

’07 Krigsforbrydertribunalet 

i Cambodja (ECCC) 

mod top-ledere i De Røde 

Khmerer. 

’02 Særdomstolen i Sierra 

Leone (TSSL) mod Charles 

Taylor og militsledere fra 

borgerkrigen i 1990 – 2001. 

’93 Det Internationale Krigsforbrydertribunal 

for 

det tidligere Jugoslavien 

(ICTY), Holland, mod bl.a. 

den tidligere serbiske præsident 

Slobodan Milosevic. 

’45 Nürnbergprocessen, Tyskland, 

internationalt militærtribunal 

for krigsforbrydelser 

under 2. verdenskrig mod bl.a. 

de nazistiske ledere Hermann 

Göring og Rudolf Hess.

RETFÆRDIGHEDENS 

UMULIGE PRIS 

Straffesager mod krigsforbrydere er dyre, ineffektive 

og giver ikke nødvendigvis en befolkning følelsen af at 

få helet et traume – så hvorfor bruge penge på dem? 

AF POUL KJAR 

ANSVAR? ET RETSOPGØR KAN PLACERE SKYLD - 

MEN IKKE SKABE FRED OG FORSONING. 

EKS-Jugoslavien, Rwanda og 

Sierra Leone. 

Antallet af internationale retsopgør 

mod de ansvarlige for krigsforbrydelser 

og folkedrab er eksploderet, 

men ofte er “afk astet” af de komplicerede 

og kostbare retsprocesser ikke 

så stort. 

Det mener Caitlin Reiger, ekspert 

i internationale retsopgør og direktør 

for politiske relationer i ngo’en 

International Center for Transitionel 

Justice i New York. 

“Hver eneste domstol – med undtagelse 

af den permanente Interna- 

tionale Straff edomstol (ICC) i Haag 

– har haft sit eget set-up, der skulle 

bygges op fra grunden. Det har taget 

enorm lang tid, og forventningerne 

har i mange tilfælde været helt urealistiske,” 

siger Caitlin Reiger. 

Problemet er, at ambitionere ofte 

er for store. 

“Udover at skulle retsforfølge de 

hovedansvarlige, der jo i sig selv er 

en kompliceret opgave, så har retsopgørene 

også skullet bidrage til fred 

og forsoning, til at hele befolkningens 

traumer samt bidrage til opbygningen 

af lokale retssystemer. Men alt 

det sker jo ik ikke, bare fordi man gennemfører 

nemfører en retsproces,” siger hun. 

KONFLIKTER KONFLIKTE FOREBYGGES 

Den Internationale Internat Straff edomstol er 

ingen ingen undtagelse. undtag Da den blev etable- 

ret i 2002, var va den tænkt som det store 

gennembrud for international straf- 

feret. Men efter eft 10 års virke har dom- 

stolen kun af afgivet én dom – i marts 

måned i sage sagen mod oprørslederen 

Thomas Lubanga Luba Dyilo fra DR Congo. 

Men bør det d internationale sam- 

fund så fortsat bruge så 

mange man ressourcer på ineff ek- 

tive krigsforbryderdomstole? 

k 

“Der “De er stor efterspørgsel 

på retfærdighed retfæ i en befolk- 

ning, der har h været udsat for grove 

overgreb. De Derfor spiller et retsopgør 

en vigtig roll rolle. Hvis man ignorer 

spørgsmålet spørgsmålet om retfærdighed efter en 

konfl konfl ikt, så ri 

risikerer volden at vende 

tilbage, som vi så det på Balkan,” siger 

Caitlin Reiger. 

Hun mener således, at et retsopgør 

kan være med til at forebygge nye 

konfl ikter, men understreger at de 

retslige aspekter kun er en del af løsningen 

på problemerne i et samfund, 

der har oplevet krigsforbrydelser eller 

folkemord. 

Det handler nemlig også om at 

anerkende, at der er sket overgreb på 

befolkningen – eksempelvis gennem 

udbetaling af erstatninger. Og om at 

få genopbygget samfundet og dets 

institutioner, så det er i stand til at arrestere 

og retsforfølge de ansvarlige. • 

FOTO: STEPHEN MORRISON/SCANPIX 35/

36/ 

FOTOS: LOUISE DYBBRO KROGH (TV.) & EDGAR MELO GUTIERREZ (TH.) 

MESTRE I VERDENSMUSIK 

I juni er Emil Jensen, Nikolaj Rosengreen og Mette Marie Jensen Ørnstrup 

blandt de første dimitterende fra GLOMAS, en nordisk kandidatuddannelse 

i verdensmusik. Hvad drømmer de om at bruge musikken til? 

AF MARIE TORP CHRISTENSEN 

Som en god gryderet 

“Nogle gange skal man lige 

sidde og lytte lidt til det. Det er som 

med en ny ret, hvor det smager lidt 

specielt. Der er noget krydderi fra hver 

verden, og det går godt, når det bliver 

blandet rigtigt.” 

Sådan beskriver Nikolaj Rosengreen, 

32, sit musikalske projekt, som 

omfatter trommer fra Ghana, en kurdisk 

sanger og lidt sydspansk guitar. 

EN NY BLANDING 

Samuel Kweku Addison, lederen af 

det ghanesiske trommeorkester African 

Footprint, spurgte Nikolaj Rosengreen, 

om han ville komponere musik 

til gruppen. Det ville han gerne, men 

ikke ghanesisk musik. Det var en helt 

anden vinkel, han ville bringe ind i 

deres musik. 

“Jeg brænder for at tage elementer 

fra forskellige kulturer og blande dem 

sammen. Ved at tage lederskab kan 

man få mennesker med forskellige 

baggrunde til at arbejde sammen,” 

fortæller Nikolaj Rosengreen. 

Selv spiller han fl amencoguitar med 

elemeter fra Mellemøsten, Sydspanien 

og Skandinavien. Oven i blandingen 

kom en kurdisk sanger, som har tilført 

projektet noget helt tredje. 

“Lige pludselig sidder man med 

noget og tænker: ‘Wow – hvad er det, 

der ligger i den her musik?’ Den spanske 

guitar, de actionfyldte trommer fra 

Ghana og den kurdiske sanger skaber 

tilsammen noget helt nyt. Det er ikke 

til at sige, hvornår musikken er færdig, 

for der bliver hele tiden ved med at 

være muligheder. Det er det fantastiske 

ved musikken,” fortæller Nikolaj 

Rosengreen. 

FRA DANSK POLKA TIL VERDEN 

Opvæksten i en lille vestjysk by uden 

et varieret musikliv fi k ham til at søge 

efter noget, som kunne inspirere ham. 

Efter en organistuddannelse tog han 

en bachelor i folkemusik ved Syddansk 

Musikkonservatorium. 

“Når jeg kommer ud til andre kulturer, 

er det behageligt at vide, hvad 

man har derhjemme. Så kan man også 

sammenligne og sætte det i perspektiv,” 

fortæller han og fortsætter: 

“Det har altid været enormt lærerigt 

for mig at møde mennesker, som 

har en anden tilgang til livet og nogle 

andre traditioner end mig selv.” 

NIKOLAJ ROSENGREEN BRUGER KRYDDERI 

FRA SYDSPANIEN OG GHANA I SIN MUSIK. 

DRØMMER OM FILMMUSIK 

Det er planen, at Nikolaj Rosengreen 

i samarbejde med African Footprint 

Legend skal udgive plader og spille på 

forskellige festivaller. Den helt store 

drøm er at lave musik til fi lm, hvor 

musikken er den eneste lyd. 

“I samarbejde med instruktøren vil 

jeg få fi lm og musik til at gå op i en 

højere helhed,” forklarer han. • 

Nikolaj Rosengreen, 32, har en bachelor 

i folkemusik på Syddansk Musikkonservatorium 

i Odense. Han har tilbragt et år 

i Göteborg, hvor han specialiserede sig i 

flamencoguitar og balkanmusik. 

“ Den spanske guitar, 

de actionfyldte trommer 

fra Ghana og 

den kurdiske sanger 

skaber tilsammen 

noget helt nyt.

Det ligeværdige møde 

METTE MARIE ØRNSTRUP VIL LAVE MUSIK, 

SOM ER SAMMENSAT AF FLERE STILARTER. 

“Det er sådan lidt typisk mig at 

vade ind i et kæmpe område med en 

safarihat på og håbe, at der kommer 

noget godt ud af det til sidst.” 

Skype-billedet af Mette Marie 

Jensen Ørnstrup, 27, forsvinder, men 

få minutter efter dukker det op igen. 

Hun griner, strømmen forsvandt, sådan 

er det i Istanbul. 

FRA ÉT TIL NOGET ANDET 

14. januar 2012 bosatte Mette Marie 

Jensen Ørnstrup sig i Istanbul i tre 

måneder for at studere makam, som 

er et system af melodityper, på byens 

musikkonservatorium. 

Men der gik ikke længe før, at 

hendes startplan smuldrede. I stedet 

vadede hun direkte ind i et andet 

og større projekt. Hun begyndte at 

hænge ud i en lejlighed, hvor orkestret 

Al Kindi Sufi Emsemble holdt 

til. Igennem orkestret fi k hun et møde 

med en muezzin, som er den person, 

som kalder til bøn i moskeerne. 

“Det var lidt min drøm at lære,” 

fortæller hun. 

Mette Marie Jensen Ørnstrups 

idé var at improvisere sammen med 

muezzinen. Første gang skulle være 

inden hun vidste noget om at improvisere 

inden for rammerne af makam. 

Anden gang efter. 

Lederen af orkestret blev vred, 

fordi han mente, det var en respektløs 

fremgangsmåde. Men muezzinen så 

anderledes på det: 

“I love humanity,” svarede han og 

indvilgede i at deltage. 

“ Jeg var helt ubevidst vadet lige 

ind i alle de ting, man ikke må 

eller kan. 

16 GYLDNE MINUTTER 

På den måde lykkedes det Mette Marie 

Jensen Ørnstrup at få muezzinen til 

at synge sammen med hende, selvom 

hun var kvinde og uskolet i makam. 

Makam er ellers ikke sammenspilsmusik 

– og kvinder synger det ikke. Det 

foregik oven i købet i en kristen kirke. 

“Jeg var helt ubevidst vadet lige 

ind i alle de ting, man ikke må eller 

kan,” fortæller hun og fortsætter: 

“De 16 minutter, jeg optog i kirken, 

betyder noget for folk hernede og for 

dem i Danmark, jeg har spillet det for. 

De synes, det er spændende musik, 

og det synes jeg egentlig er sjovere og 

større end at få lavet en cd.” 

Hun fortæller, hvordan tyrkerne ser 

helt skøre ud i hovedet, når de hører det. 

For de har aldrig hørt noget lignende. 

DET SKAL VÆRE CIRKUSFRIT 

Der er mange musikere i Mellemøsten, 

som er trætte af europæere og 

amerikanere, som efter korte ophold 

tager hjem og optræder med “mystisk” 

musik, som det i virkeligheden 

tager fl ere år at lære. Det kommer der 

rigtig mange dårlige kopier ud af, og 

i Istanbul går sufi -musikkens efterligning 

under navnet “cirkus-sufi -musik”. 

“Jeg kunne godt tænke mig at 

være en af de europæiske musikere, 

som rejser rundt og spiller musik, som 

er sammensat af forskellige genrer, 

kulturer og stilarter. Men på en måde, 

hvor det er til gavn for de kulturer, 

jeg besøger, og for dem, som skal 

høre det,” siger Mette Marie Jensen 

Ørnstrup og afslutter: 

“Jeg ved ikke, om der fi ndes et ligeværdigt 

musikmøde, hvor begge er 

glade for at være i det og synes, der er 

noget at hente. Det er den problematik, 

jeg hele tiden kredser om.” • 

Mette Marie Jensen Ørnstrup, 27, er bachelor 

i sang og SDS – sang, dans og spil – fra 

Det Jyske Musikkonservatorium. Hun spiller 

improvisationsmusik og folkemusik fra 

hele verden. Hun har valgt at udskyde sin 

afsluttende eksamen et år for at tage til 

Istanbul og gøre projektet færdigt. 

KANDIDATUDDANNELSE 

I VERDENSMUSIK 

GLOMAS er en toårig kandidatuddannelse, 

som udbydes i samarbejde mellem 

Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, 

Sibelus Academy i Helsingfors, Finland, og 

Malmö Musikhögskola, Sverige. 

Uddannelsen blev oprettet i august 2010 

og optager hvert år mellem ni og tolv 

studerende. Første hold bliver færdiguddannet 

i år. 

37/ 

>

38/ 

FOTO: JESPER KNUDSEN 

Gongong'er uden grænser 

“Det er ret dragende for mig, når 

musik har et element, jeg ikke forstår. 

Og det er der virkelig meget af ude i 

verden,” fortæller Emil Jensen, 27. 

Han viser, hvordan indonesere spiller 

på store gongong'er, som er stemt 

på en helt anden måde, end man ville 

gøre i Danmark. 

“At høre det toneunivers og bare 

tænke: ’Hvad fanden er det, de har 

gang i?’” griner han. 

“ At høre det toneunivers og bare 

tænke: “Hvad fanden er det, de 

har gang i?” 

Personligt 

“Det er helt klart en søgen efter ny 

musik, der har været motivationsfaktoren. 

Det, jeg ikke kan skabe sammen 

med musikere fra min egen kultur.” 

EN TUR TIL INDIEN 

I 2010 var Emil Jensen og hans kæreste 

i Indien for at studere musik. Deres 

EMIL JENSENS DRØM ER AT 

AFSØGE MUSIKKENS GRÆNSER. 

lokale sanglærer, Navaneet Venkatesan, 

gav Emil Jensens kæreste en 

sang med hjem på video, som hun 

skulle lære. 

“Jeg blev inspireret af sangen og 

kunne høre melodier, som var sjove,” 

fortæller han. Med udgangspunkt i 

den indiske sang komponerede han et 

arrangement, som han indspillede og 

sendte til Navaneet Venkatesan. Det 

er blevet til projektet The Hindu-Brass 

Quartet feat. Navaneet Venkatesan. 

KULTURMØDER 

“Navaneet Venkatesan synger på en 

måde, som jeg aldrig kunne drømme 

om at synge på. Han har sin helt egen 

autentiske måde at synge på. Jeg skal 

fi nde min egen autentiske måde at 

spille musik på. Så kan vi mødes og 

skabe noget helt tredje. Det er det 

møde, jeg synes, er interessant,” fortæller 

Emil Jensen. 

Med højre hånd tegner han en 

lodret streg i luften og forklarer, 

hvordan vestlig musik kan betegnes 

som vertikalt, fordi den består af en 

melodi med akkorder, der skifter. 

Derefter tegner han en vandret streg 

i luften og fortæller, at indisk musik 

kan betragtes horisontalt, fordi den 

ikke fokuserer på akkorder. I stedet 

forholder melodien sig til en evigt 

spillende grundtone. Det giver rum i 

musikken og gør melodierne detaljerige 

og komplicerede. 

Emil Jensen mål er at udgive en 

plade både i Danmark og i Indien. 

“Jeg er ret spændt på, hvordan 

danskerne tager imod det. Lige nu har 

jeg nærmest svært ved at fi nde ud af, 

hvad jeg selv synes,” siger han. 

“ er jeg meget mere 

interesseret i musik, som bryder 

grænser, end musik, der bare 

passer ind på P3. 

PÅ VEJ UD I VERDEN 

“Det er helt klart drømmen at kunne 

leve af at lave projekter,” fortæller 

Emil Jensen, som godt kunne forestille 

sig at fare rundt efter en trommegruppe 

i Afrika, mens han prøver 

at optage deres musik – eller være 

på turné med Navaneet Venkatesan i 

Danmark. 

“Jeg tror gerne, at jeg vil udforske 

musikkens grænser ved at spille lidt 

anderledes musik og dermed forhåbentlig 

også fl ytte grænserne inde i 

folk,” siger Emil Jensen og afslutter: 

“Personligt er jeg meget mere 

interesseret i musik, som bryder 

grænser, end musik, der bare passer 

ind på P3.” • 

Emil Jensen, 27, er bachelor fra Rytmisk 

Musikkonservatorium i København, hvor 

hans hovedinstrument var trompet. Han 

har spillet en del jazz og improvisationsmusik. 

LYT TIL VERDENSMUSIK 

På www.udvikling.dk kan du høre værker af 

Emil Jensen, Nikolaj Rosengreen og Mette 

Marie Jensen Ørnstrup.

AGENDA 

KULTUR 

Verdens 

smukkeste 

bøsser 

fundet i 

Sydafrika 

Det var første 

gang i Afrika, 

og det forløb ikke 

uden problemer, da 

Sydafrika for nylig 

var vært for Mr. Gay 

World, en verdensomspændendeskønhedskonkurrence 

for 

bøsser, som blev vundet 

af Andreas Derleth 

fra New Zealand 

Flere af deltagerne 

fra afrikanske lande 

var udsat for vold og 

trusler i hjemlandet 

– blandt dem Wendelinus 

Hamutenya fra 

Namibia (billedet). 

37 af de 54 afrikanske 

lande forbyder 

homoseksualitet. I tre 

lande er der dødsstraf 

for at have sex med 

en af samme køn. 

Selv om chikane 

mod bøsser også fi ndes 

i Sydafrika, er landet 

nået længst af alle 

lande i Afrika. Homoseksuelle 

er ligestillet 

med heteroseksuelle i 

forfatningen. • /RH 

Afropop-stjerne bliver r 

kulturminister 

Først var han noget ved musikken – nu er 

han også Senegals kultur- og turismeminister. 

Den verdenskendte og Grammy-belønnede 

sanger Youssou N’Dour (billedet) er blevet 

medlem af den nye regering i det vestafrikanske 

land. 

Udnævnelsen er foretaget af den nyvalgte 

senegalesiske præsident Macky Sall, og den 

kan ses som en tak til N’Dour for hans støtte 

Mexicos katolske kirke 

er under pres 

Lige siden spanske kolonisatorer bragte 

den katolske religion til Latinamerika for over 

500 år siden, har Mexico været en katolsk 

bastion. 

Men nu vinder evangelisme (protestantisk 

bevægelse startet i USA, red.) hastigt frem på 

samme måde, som det tidligere har været set 

i dele af Mellemamerika og Sydamerika. Andelen 

af katolikker i Mexico er faldet med fem 

procentpoint på landsplan på bare 10 år og er 

nu på 83 procent. 

Aktivistiske protestantiske grupper – adventister, 

baptister og metodister – har især 

haft held til at hverve proselytter i de mindst 

udviklede dele af landet. I delstaten Chiapas 

til Salls valgkamp mod den siddende leder i 

Senegal Abdoulaye Wade. 

Den 52-årige Youssou N’Dour forsøgte sig 

selv som kandidat til præsidentposten tidligere 

i år og indstillede dengang midlertidigt 

musikkarrieren. • /RH 

mod syd er mere end en fj erdedel af befolkningen 

nu evangelister. 

Evangelisternes succes skyldes især, at de 

er bedre til at komme den lokale befolkning 

i møde. De iværksætter socialt arbejde, de 

holder messer på indianske sprog om nødvendigt, 

og de gennemfører vielser og andre 

ceremonier gratis. 

De fattige mexicaneres fl ugt over til protestantiske 

grupper tolkes også som et oprør 

mod den etablerede katolske kirke og staten, 

som efter deres opfattelse svigter. En af de få 

socialt engagerede katolske biskopper, Samuel 

Ruíz, gik på pension i 2000 og døde i fj or (billedet). 

• /Regner Hansen 

FOTOS: AFP (NED. TV.) & ARCHIVES DU 7EME ART/SCANPIX (ØV. TH.) & JORGE LUIS PLATA/SCANPIX (NED. TH.) 39/

40/ 

ÆGTESKAB 

UDEN ALDER 

TEKST OG FOTOS: STEPHANIE SINCLAIR 

BRYLLUPSDAG (INDIEN). RAJNI BHAMWARI, 5, ER LIGE BLEVET 

VÆKKET AF SIN FAR PÅ DEN MORGEN, HVOR HUN SKAL GIFTES. 

BARNEÆGTESKABER ER FORBUDT I LANDET.

BILLEDSERIE 

BARNEBRUDE 

I mange samfund er ægteskab 

en lykkelig begivenhed, som markerer 

foreningen af to voksne og begyndelsen 

på deres fremtid sammen. Anderledes 

er det for de millioner af piger 

verden over, der hvert år bliver gift, 

mens de stadig er børn. 

Et barneægteskab frarøver piger 

de livserfaringer, andre unge tager for 

givet. Det fratager dem ofte retten til 

uddannelse, begrænser deres venskaber 

med kammerater og er med til at 

fastholde samfundet i fattigdom. 

I kulturer med barneægteskaber 

har unge gifte piger ringe indfl ydelse i 

forhold til deres ægtefæller og svigerforældre. 

Derfor er de yderst sårbare 

over for vold i hjemmet – både fysiske, 

seksuelle eller psykiske overgreb. 

Graviditet kan også være traumatiserende 

for en pige, som selv kun er 

et barn. Hun har større risiko for at få 

fødselskomplikationer, for eksempel 

fi stler (tynde sprækker mellem endetarmen, 

urinveje og skeden, red.). En 

invaliderende tilstand, hvor pigen ikke 

længere kan styre sin urin eller afføring. 

Dobbelt så mange børnebrude 

dør under fødslen end fødende kvinder 

i 20’erne. 

I Etiopien og Nepal bliver piger, 

der forsøger at fl ygte fra et ægteskab, 

ofte fanget af kriminelle bagmænd, 

der sælger dem til bordeller, hvor de 

bliver udsat for vold og hiv-smitte. 

I Afghanistan sætter mange piger 

ild på sig selv som følge af en elendig 

tilværelse. 

På verdensplan er mere end 51 millioner 

piger under 18 år allerede gift 

– på trods af nationale lovforbud og 

at en række internationale aftaler og 

konventioner forbyder det. 

Inden for det næste årti vil 100 millioner 

piger – eller godt 25.000 piger 

dagligt – blive gift, før de fylder 18 år, 

anslår organisationen Care. • 

41/ 

>

42/ 

SPILLEGÆLD (AFGHANISTAN). MOHAMMED, 45, FIK MAJABIN, 13, (TV), 

TIL KONE, DA HENDES FAR HAVDE TABT PENGE TIL HAM I KORTSPIL, 

SOM HAN IKKE KUNNE BETALE. 

BRÆNDT (AFGHANISTAN). AFGHANSKE MARZIA BAZMOHAMED, 15, 

HAR SAT ILD TIL SIG SELV AF FRYGT FOR SIN MANDS REAKTION, 

EFTER HUN VED ET UHELD ØDELAGDE DERES TV-APPARAT.

GRAVID (NEPAL). NIRUTA BAHADUR BALAMI, 14, SKAL GIFTES 

MED EN 17-ÅRIG DRENG, FORDI HAN HAR GJORT HENDE GRAVID. 

NYT LIV (NEPAL). NÅR BRYLLUPET ER SLUT, FLYTTER BRUDEN HJEM 

TIL SIN MANDS FAMILIE. HER LAVER MEENA, 15, MAD I SIT NYE HJEM. 

43/ 

>

44/ 

FRIHED (YEMEN). NUJOUD ALI BLEV GIFT SOM OTTE-ÅRIG MED 

EN 42-ÅRIG MAND, MEN FLYGTEDE I EN TAXA TIL EN DOMSTOL 

OG BAD OM SKILSMISSE. HUN ER NU EN NATIONALHELT.

DE UNGE MØDRE (YEMEN). ALLE DISSE KVINDER BLEV 

GIFT SOM 12-ÅRIGE OG KOM DERFOR ALDRIG I SKOLE. 

MINDER (AFGHANISTAN). ET ÆGTESKAB FORANDRER LIVET. 

HER VISER EN KVINDE SIT BRYLLUPSFOTO. HUN BLEV GIFT 

SOM 11-ÅRIG OG BLEV GRAVID, DA HUN VAR 12 ÅR. 

OTTE ÅR MED 

BARNEBRUDE 

Den amerikanske fotograf Stephanie Sinclair (f. 1973) 

har rejst verden rundt og fotograferet barnebrude. 

Hun har fået unik adgang til familier, bryllupper og 

lokalsamfund i Yemen, Indien, Nepal, Etiopien og 

Afghanistan og har modtaget fl ere priser for sit arbejde 

– senest førsteprisen i World Press Photo 2012 

i kategorien Contemporary Issues stories (samtidsbilleder, 

red.) for sine billeder af barnebrude. 

Se fl ere billeder og interview med nogle af barnebrudene 

i fi lmen Too Young to Wed: The Secret 

World of Child Brides. 

www.bu.edu/cghd/events/childbrides/ 

45/

46/ 

“DE TYVSTJAL 

MIN VIRKSOMHED” 

900 flotte biler, 200 medarbejdere og et årligt overskud 

på to millioner dollars. Det gik godt for REX biludlejning 

– et af de få private danske erhvervseventyr på Cuba. 

Og så tog den cubanske stat over. 

AF ØJVIND KYRØ, HAVANA 

REX' FØRSTE STAB I 1995 – MED DANSK DIREKTØR I 

SPIDSEN: THOMAS FRØHLICH YDERST TIL VENSTRE. 

FOTO: PRIVAT Cuba

Den danske konsul i Havana 

er en hollænder. Han rådgiver forretningsmænd 

og fortæller dem: 

“Cuba er et skønt land. Solen skinner, 

kvinderne er vidunderlige og musikken 

er pragtfuld. Men man skal kun 

handle med cubanere, hvis man får alt 

forudbetalt.” 

Has Keijser lægger ikke skjul på 

de ulige forhold, der hersker, når handelspartneren 

er den cubanske stat. 

For nylig deltog repræsentanter fra tre 

danske virksomheder i en kommerciel 

messe i Havana, og de var opløftede 

over alle de muligheder, der vinkede 

dem i møde. Men efter at truff et Has 

Keijser og hørt på hans erfaringer 

gennem 21 år i den sub-tropiske socialisme, 

takkede de for hans råd og 

opgav deres planer. 

“Jeg skræmmer ikke, jeg oplyser 

blot om kendsgerninger,” siger Has 

Keijser. 

Man kan også forhøre sig hos Ivan 

Nadelmann, dansk direktør for biludlejningsfi 

rmaet Avis. Han har over 50 

gange rejst frem og tilbage mellem 

Danmark og Cuba, hvor han i 13 år 

har drevet biludlejning i limousineklassen 

– i starten med støtte fra det 

daværende Industrialiseringsfonden 

for Udviklingslandene (IFU). 

“De tyvstjal min virksomhed,” 

siger han om sine cubanske forretningspartnere. 

Nadelmann opbyggede i årene 

1995-2008 REX, som enhver cubansk 

dreng kender, for fi rmaet har de fl otteste 

biler. Da virksomheden kørte 

bedst, rådede det over en fl åde på 900 

biler, og beskæftigede 200 medarbejdere. 

Det årlige overskud var på to 

millioner dollars. 

HOS REX VAR TYVEN KONGE 

“I dag er REX kollapset, ” konstaterer 

Ivan Nadelmann. 

I begyndelsen gik alt glat. Efter 

Sovjetunionen brød sammen og støtten 

faldt bort, måtte Cuba satse på turisme. 

Udlejningsbilerne i de statslige 

fi rmaer var som regel defekte, og derfor 

skrev transportministeren under på 

en kontrakt, der gav Nadelmann lov til 

at stå for udlejningsvirksomhed med 

luksusbiler. Først Volvo, siden Audi. 

Men det var svært at drive en forretning, 

for alt forsvandt. Benzinen 

blev fortyndet med vand, så bilerne 

hoppede hen ad vejen som en kænguru. 

Eller chauff øren kørte om hjørnet 

med en fabriksny limousine og 

kom retur med bilen – men med nedslidte 

dæk. Bilradioerne forsvandt. 

“De ansatte fi k en typisk cubansk 

månedsløn på 20 dollar, og det beløb 

kan man selvsagt ikke leve for. Derfor 

stjæler cubanerne. De er tvunget til 

det. Alle tricks gælder for at slæbe 

penge med hjem til familien. Jeg 

ville selv gøre det samme, hvis jeg 

befandt mig i den samme nedværdigende 

situation,” siger Nadelmann 

og tilføjer: 

“Men jeg fi k indført bonusordninger, 

så de ansatte fi k 30 dollars oven 

i, og alle fi k briller, medicin og andre 

nødvendigheder betalt af mig. Så stoppede 

tyverierne,” siger Nadelmann. 

Men han fi k selv sit fi rma stjålet af 

staten. 

“ Hvad man har lært på handelsskole, 

kan man glemme her. 

Has Keijser, 

Danmarks konsul i Havanna 

ALDRIG TIL CUBA IGEN 

“Jeg har kun mødt én sand kommunist 

i Cuba. Resten er kapitalister ind 

til benet og rager til sig, alt de kan. 

Efter ti års succes med REX blev det i 

2005 på højeste sted besluttet, at Turistministeriet, 

der styres af militæret, 

skulle overtage REX fra Transportministeriet. 

Ministeren meddelte derpå, 

at jeg fremover blot skulle være konsulent, 

og at mit overskud skulle sættes 

ned fra 50 til 20 procent,” fortæller 

Nadelmann. 

Han kunne kun tolke manøvren 

som et tyveri, og han havde for 20 

millioner kroner biler i klemme, som 

ministeren ifølge kontrakten straks 

skulle betale. 

“Kun takket være deres manglende 

omhu samt list og snilde lykkedes det 

mig at få mine penge ud af landet,” 

siger Nadelmann, der på et tidspunkt 

blev udnævnt til helt af den revolutionære 

statsmagt. 

Nadelmann samtykker med konsulen: 

“Man skal altid have pengene up 

front, aldrig give kredit”. Han tilføjer: 

“Jeg rejser aldrig til Cuba igen. Jeg er 

så skuff et over deres handlemåde.” 

Men hvorfor ville cubanerne overtage 

REX, der i modsætning til de 

rent statslige udlejningsselskaber 

fungerede? 

“Cubanerne tror, at de kan klare 

det hele selv. Men de er ikke dygtige 

ledere, de kan ikke planlægge, budgettere 

og kontrollere. Desuden er næsten 

alt er gennemsyret af korruption, 

men jeg har aldrig bestukket nogen,” 

siger Ivan Nadelmann. 

KAPITALISME UDEN KAPITAL 

Konsul Keijser har set det ene attraktive 

projekt efter det andet blive 

lanceret. 

“Måske får den udenlandske partner 

sin betaling første gang. Men 

næste gang kommer den med tre måneders 

forsinkelse. Tredje gang udebliver 

den helt. Og cubanerne siger 

ikke engang tak,” sukker han. 

“Her bliver kontrakter ikke respekteret, 

undtaget de paragraff er, der 

gælder den udenlandske partner. Hvis 

ens forretning går for godt, kommer 

der en inspektør fra ministeriet og 

giver en bøde. Udlændinge må ikke få 

profi t, kun cubanere.” 

“Hvad man har lært på handelsskole, 

kan man glemme her,” fortsætter 

Keijser, mens han med hånden viser, 

at den egentlige betaling foregår 

under bordet. 

“Her er det de grønne, der styrer, 

og jeg tænker ikke på miljøpolitikere, 

men på militæruniformer,” siger Has 

Keijser. 

“Førhen eksporterede danske mejerier 

smør hertil, men de fi k ikke deres 

betaling, derfor er det nu New Zealand, 

der har fået ordren.” 

“ARBEJDE ER HELLIGT ” 

De væbnede styrker styrer som nævnt 

turistindustrien, og efter verdens 

længst siddende forsvarsminister, 

Raúl Castro, i 2008 kom til magten, 

har han udskiftet ledelsen af mange 

store foretagender med offi cerer, ofte 

fordi direktionen var korrupt. 

På Kommunistpartiets konference i 

januar måtte den 80-årige Raúl Castro 

erkende, at der eksisterer en fj ende, der 

er værre end USA. Og den kommer 

indefra. I sin 40 minutter lange tale advarede 

han mod korruption og sagde, 

at svindel var “revolutionens hovedfj 

ende, meget mere ødelæggende end 

de million-dollar-dyre undergravende 

og indgribende programmer fra USA's 

regering og dens allierede.” 

Med Raúl Castro ved magten er 

der over hele landet malet slogans på 

47/ 

>

48/ 

FOTOS: PRIVAT (TV) 

iøjnefaldende mure, der fremhæver 

nødvendigheden af at arbejde, eksempelvis 

“Arbejde er helligt og kilden 

til rigdom” eller “Arbejde er at sejre”. 

Førhen var det udelukkende hyldest: 

“Che, vi vil være som dig” eller heltemod: 

“Den sande revolutionære hviler 

i sin grav” eller “Et oplyst folk kan 

aldrig knægtes.” 

“ Nok er Raúl Castro i færd med 

at privatisere en del, men det 

socialistiske samfund skal for 

enhver pris bevares. 

REVOLUTIONEN 

SKAL “RAFFINERES” 

Den ny regent er i gang med at privatisere, 

dels fordi overfl ødige personer 

er ansat i de statslige fi rmaer, dels 

for at lovliggøre det, der i forvejen 

fandt sted. Mange mekanikere eller 

frisører, for eksempel, bruger en del 

at deres arbejdstid på at lave sort 

arbejde. I dag kan de søge om at 

blive selvstændige – og betale skat af 

indkomsten. Begrebet skat har siden 

revolutionen i 1959 været et ukendt 

fænomen i landet. 

“Nok er Raúl Castro i færd med 

at privatisere en del, men det socialistiske 

samfund skal for enhver pris 

bevares,” siger en ambassadør for et 

europæisk land i Havana. 

“Det er hverken en kinesisk eller 

en vietnamesisk model, regimet stiler 

mod, men en helt særlig cubansk model, 

der ikke skal nedbryde revolutionen, 

men “raffi nere” den. Både Fidel 

og Raúl Castro tænker på, hvad der 

skal stå i historiebøgerne om dem”. 

Fidel Castro har for længe siden 

selv givet anslaget: “Historien vil frikende 

mig”, lyder titlen på en af hans 

bøger. 

Udenlandske fi rmaer er nyttige 

til at holde systemet kørende, men 

profi tten skal de ikke nyde godt af. 

Det er sådan en statskapitalisme 

uden kapital fungerer. • /Øjvind Kyrø 

er journalist og forfatter med speciale i 

Latinamerika og Afrika. 

Ambassadør for en 

europæisk ambassade, 

Havana 

1995: LIMOUSINE FRA REX VISES FOR FØRSTE GANG 

PÅ DEN ÅRLIGE TRANSPORTMESSE I HAVANNA. 

DEN FØRSTE CABRIOLET I REX' FLÅDE BLEV YNDEFULDT 

PRÆSENTERET VED POOL'EN I ET LUKSUSHOTEL. 

DA DANSK-EJEDE REX KØRTE BEDST, RÅDEDE DET OVER 

EN FLÅDE PÅ 900 BILER OG HAVDE 200 MEDARBEJDERE.

Cuba 

DE FEJLSLAGNE 

PROJEKTERS Ø 

Jorden er frodig på Cuba. Alligevel importerer landet 80 procent 

af alle fødevarer. Få udenlandske investorer har haft mod 

til at investere i landbruget trods det åbenlyse potentiale. 

AF ØJVIND KYRØ, HAVANA 

SHOPPING PÅ CUBA. HUSK LIBRETTA'EN, RATIONERINGSBO- 

GEN, FOR EN LANG RÆKKE DAGLIGVARER ER RATIONERET. 

UDVIKLING 

JUNI / JULI 

#3 / 2012 

“Cuba er bankerot,” siger 

konsul Has Keijser. “Det var det allerede, 

da jeg kom hertil for en snes 

år siden. Dengang sponserede Kreml 

cubanernes overlevelse, i dag er det 

Venezuela.” 

Olietankere lægger til og pumper 

venezuelansk olie ind i det nye raffi 

naderi i havnebyen Cienfuegos, omkring 

100.000 tønder om dagen, og til 

gengæld har Fidel Castros hengivne 

discipel, præsident Hugo Chávez, fået 

udstationeret et sted mellem 30.000 

og 70.000 cubanere. Nogle er militærrådgivere, 

især i den venzuelanske 

efterretningstjeneste, men de fl este er 

læger og sygeplejersker, der gratis reparerer 

beboere i slumkvarterer, som 

til gengæld kvitterer med at stemme 

på Hugo Chávez. 

Men Chávez har kræft, og hvis han 

enten mister kampen mod sygdommen 

eller præsidentvalget i oktober, 

vil det være en økonomisk katastrofe 

for den cubanske regering. 

I mange måneder har et spansk 

olieselskab boret efter olie i havet ud 

for Havana, og forhåbningerne var 

store. Men forleden gav spanierne 

op, for der boreplatformen havde 

ikke ramt nogen lomme med olie. Nu 

holder alle vejret, for hvad vil Castroregimet 

gøre, hvis hjælpen fra Venezuela 

forsvinder. 

FOIE GRAS TIL FOLKET 

Cuba er de fejlslagne projekters losseplads. 

Fidel Castro mente på et 

tidspunkt, at cubanerne burde have 

gåseleverpostej, og han allierede sig 

med en fransk foie-gras-producent, 

49/ 

FOTO: GG/AGE/SCANPIX 

>

50/ 

FOTO: SCANPIX 

CUBA VAR ENGANG EN AF VERDENS STØRSTE EKSPORTØRER AF SUKKER. 

I DAG ER SUKKERRØRSHØSTEN NEDE PÅ SAMME UDBYTTE SOM I 1905.HER 

SAMLEBILLEDE FRA EN SERIE UDGIVET AF KONSERVESFIRMAET LIEBIG. 

som fragtede den korrekte art fj erkræ 

til landet og underviste i nedpropning 

af føde på dem. Men inden året var 

omme, var bestanden væk. Spist af de 

sultne ansatte i kooperativet. 

IMPORT AF FRUGT OG KAFFE 

På over halvdelen af Cubas frugtbare 

jord vokser ukrudt. Ingen gider arbejde 

i marken. “Hvorfor skulle man 

dog knokle på sin bedstefars jord, som 

Castro har nationaliseret, for under 

100 kroner om måneden, når man 

tilmed ikke får noget af afgrøden?,” 

siger en bonde, der ønsker at være 

anonym. Han tilføjer, at takket være 

jordens bonitet behøver man end ikke 

at så, man kan nøjes med at kaste et 

papaya-frø på jorden, og næste år vil 

der stå et træ med frugt. Men det sker 

kun i folks egne køkkenhaver. 

Af samme årsag importerer Cuba 

omkring 80 procent af alle fødevarer. 

På morgenbordet i turisthotellerne 

fi nder man smør fra New Zealand, 

ost fra Holland, skinke fra Tyskland, 

frisk indfl øjen frugt fra Chile, og kaff e 

fra Brasilien. Tidligere var Cuba selvforsynende 

med kaff e, og engang en 

af verdens allerstørste eksportører 

af sukker. I dag er sukkerrørshøsten 

nede på samme udbytte som i 1905. 

BIO-ETANOL AF SUKKERRØR 

En af de få udenlandske investorer er 

Brasilien. Det mægtige BRIK-land – 

det fylder halvdelen af Sydamerikas 

areal og er på størrelse med USA 

– poster 700 millioner dollar ind i 

at udbygge havnen i Mariel vest for 

hovedstaden. Det sker i håbet om, at 

USA snart vil hæve sin 50 år lange 

blokade, så der igen kan komme 

gang i handelen med det store marked, 

der ligger blot 145 kilometer 

nord for Cuba. 

Brasiliens præsident Dilma Rousseff 

besøgte i januar Cuba og fi k 

audiens hos Fidel Castro, hendes 

store helt fra dengang hun var med 

i en marxistisk guerillagruppe, der 

bekæmpede det brasilianske militærdiktatur. 

At hun ikke benyttede 

anledningen til også at træff e Cubas

forfulgte systemkritikere, bragte kritik 

og harske overskrifter hjemme i 

Brasilien. 

Udover udvidelsen af havnen i Mariel 

– der er kendt fra den kolossale 

eksodus i 1980, da 125.000 cubanere 

fl ygtede herfra og nordpå til Florida – 

medbragte Dilma Rousseff planer, der 

med brasiliansk bistand skal få en af 

de mange stillestående sukkermøller 

i gang igen. Brasilien er i dag verdens 

største sukkerproducent og pionér 

inden for bio-etanol udvundet af sukkerrør, 

og det har betydet, at næsten 

alle nye biler i den latinamerikanske 

supermagt er i stand til at køre på etanol 

eller benzin eller en blanding af 

de to brændstoff er. 

Det eneste problem er, at den 

85-årige Fidel Castro, der styrer landet 

bag scenen, fl ere gange har tordnet i 

taler og artikler mod det onde kapitalistiske 

system, som omdanner menneskeføde 

til brændstof. 

Men udenlandske diplomater, som 

påhører hans lange, retoriske taler i 

fj ernsynet, er overbevist om, at den 

aldrende revolutionschef vil ændre 

sin holdning, når det er en beundrer 

som Dilma Rousseff , der er den glade 

investor. 

“ Hvorfor skulle man dog knokle 

på sin bedstefars jord, som 

Castro har nationaliseret, for 

under 100 kroner om måneden, 

når man tilmed ikke får noget 

af afgrøden? 

Anonym bonde 

STJÆL FRA STATEN 

Cuba er en ø, løsrevet fra tiden. 

Havana er en art latinamerikansk 

Pompeji med en levende bilkirkegård 

af amerikanske køretøjer fra før revolutionen 

i 1959, faldefærdige huse, 

og køer af folk med rationeringsbog 

i hånden for at få de månedlige 300 

gram kød eller fem kilo ris, som cubaneren 

kan købe til nedsat pris. 

Men gennemsnitslønnen på 17 

dollars om måneden slår ikke til, for 

mængden af varer, man kan købe med 

rationeringsbogen, bliver hele tiden 

sat ned. Førhen kunne man købe sæbe 

og tandpasta, i dag er det mestendels 

kun sukker, bønner, ris og en smule 

kød, der kan fås, og det rækker kun til 

højst en halv måned. Derfor må man 

bestandig “organisere” – det vil sige 

stjæle fra staten – for ikke at gå sulten 

i seng. 

Nye “justeringer” af systemet skal 

give små erhvervsdrivende såsom 

gadesælgere, mekanikere, selskabsklovne, 

frisører, urmagere og bønder 

ret til at drive deres egen forretning. 

Det ser mange som skridt i den rigtige 

retning, men spørgsmålet er, om 

de er for få og små. 

Som en udenlandsk diplomat udtrykker 

det: 

“Socialistisk sminke på et råddent 

sovjetøkonomisk lig.” • 

FAKTA OM CUBA 

Indbyggertal: 11,2 mio. 

Areal: 110.000 km 2 

(lidt større end Bulgarien) 

Styreform: Socialistisk ét-partistyre 

CUBAS ØKONOMI 

Bruttonationalprodukt 

(BNP) pr. indbygger: 9.900 dollars. 

Dermed ligger Cuba lige over lande som 

Colombia (9.800), Makedonien (9.700) og 

Albanien (8.000). 

Økonomisk vækst: 

2011: 2,7 pct. 

2012: 3,3 pct. (forventet) 

Erhvervsklima for investorer: 

Nummer 79 ud af 85 lande (2006–10) 

Kilde: EIU Reports 

UDENRIGSHANDEL 

Cuba importerer mest fra: 

Venezuela (29,8%) 

Kina (11,8%) 

Spanien (10%) 

0% 30% 

Cuba eksporterer mest til: 

Canada (27,8%) 

Kina (26,7%) 

Spanien (6,2%) 

0% 30% 

Kilde: EIU Reports 

DANSK EKSPORT TIL CUBA 

Danmarks eksport til Cuba var i 2011 på 

beskedne 105 millioner kr.: 

• Farmaceutiske produkter, primært 

medicin: 60 mio. kr. 

• Maskiner og transportmidler: 36 mio. kr. 

• Tekniske og videnskabelige instrumenter: 

3,2 mio. kr. 

Kilde: Beregninger af Eksportrådet på baggrund af 

Udenrigshandelsstatistikken, Statistikbanken, Danmarks 

Statistik 

51/

52/ 

Anmeldelse 

MARKEDET TRUER 

MAGTHAVERNE 

Eneste vej til varig økonomisk vækst er politisk 

deltagelse. Og oftest er det de lokale magthavere, 

som er den største hindring for økonomisk fremgang, 

konkluderer to økonomer efter at have analyseret 

to tusinde års global økonomisk historie. 

AF OLE DAHL RASMUSSEN 

I 1589 præsenterede englænderen 

William Lee sin nyeste opfi ndelse 

for Dronning Elizabeth: verdens første 

strikkemaskine. Til Williams store 

overraskelse var dronningen mildt 

sagt ikke begejstret. Maskinen ville 

gøre håndstrikkerne arbejdsløse, de 

ville lave opstand og på længere sigt 

true hendes magtposition. William 

måtte fl ytte til Frankrig for at drage 

nytte af sin maskine, men teknologien 

blev efter enevældets fald en væsentlig 

brik i den industrielle revolution i 

England. 

Eksemplet er hentet fra Why Nations 

Fail og illustrerer en af bogens 

grundlæggende pointer: At økonomisk 

vækst udfordrer eksisterende 

politiske magtforhold. Dermed er 

årsagen til, at varig vækst har fundet 

sted i så relativt få lande også politisk: 

Lokale ledere bekæmper bevidst en 

udvikling af markedet, fordi det truer 

deres magtposition. 

Bevæbnet med eksempler fra alle 

kontinenter går økonomiprofessorerne 

Acemouglo og Robinson i rette 

med, hvad de kalder "ignorant-teorien": 

At lederne af verdens fattigste 

lande ikke ved, hvordan de skal skabe 

vækst, og at gode råd derfor kan 

hjælpe dem på vej. Det ved magthaverne 

udmærket godt. Men de bryder 

sig ikke om konsekvenserne. 

INKLUDERENDE INSTITUTIONER 

Forfatterne hævder, at den eneste vej 

til varig økonomisk vækst er politisk 

deltagelse. Kun gennem åbne politiske 

institutioner kan et samfund 

sikre, at en enehersker ikke begrænser 

markedet, men i stedet udvikler inkluderende 

økonomiske institutioner. Og 

de fører til vækst. 

Forfatterne nævner Congo i 1500- 

tallet, hvor bønderne kendte til plove 

og gerne ville skifte hakkerne ud. Der 

var intet i deres kultur eller geografi , 

der forhindrede dem i det. Men det 

gjorde landets institutioner: Udsigten 

til, at deres forøgede indtægt blot ville 

blive inddraget af kongen, tog modet 

fra dem. At basal ejendomsret fører 

til vækst, er der ikke noget nyt i. Det 

nye er pointen om, at den eneste vej 

til varig økonomisk vækst er politisk 

deltagelse. 

VAND PÅ FRIIS BACHS MØLLE 

Teorien fører til nogle overraskende 

forudsigelser, for eksempel at Kinas 

vækst vil aftage i løbet af de næste 

ti år, fordi styret undertrykker iværksætteri. 

Bogen slutter med en kort 

analyse af den globale udviklingsbistand, 

hvor forfatterne mener, at vi alt 

for ofte ignorerer de lokale politiske 

forhold og ledernes evne til at omgå 

pres for reformer. 

Forfatternes løsning giver vind i 

sejlene til den danske udviklingsminister: 

Vejen frem er at støtte civilsamfundet 

og medierne i kampen for 

mere reel politisk deltagelse. 

Når man presser to tusinde års 

historie ned på fi re hundrede sider, 

bliver det nødvendigvis overfl adisk. 

Kernebegrebet “inkluderende institutioner" 

er ikke tydeligt defi neret, og 

der er ikke meget økonomisk teori i 

Why Nations Fail. Så selvom forfatterne 

begge er professorer ved prestigiøse 

amerikanske universiteter, kan 

de forvente skældud fra historikere, 

politologer og økonomer. Hvis man 

skal forklare økonomisk vækst, virker 

det imidlertid oplagt at forene de tre 

discipliner, og så må man klippe en 

hæl og hugge en tå. Gid der var fl ere, 

der ville tage den udfordring op. • 

Ole Dahl Rasmussen er rådgiver hos Folkekirkens 

Nødhjælp og ph.d.-studerende på 

Syddansk Universitet. 

WHY NATIONS FAIL 

Forfattere: Daron Acemoglu 

& James A. Robinson. 

Profi le Books, 464 sider, ca. 175 kr.

KULTUREN KORT 

UDVIKLING UDVÆLGER I HVERT NUMMER TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD. 

Bølgeskvulp 

og bossa nova 

Musik: Brasilianske Céu – eller Maria 

do Céu Whitaker Poças, som hun 

egentlig hedder – er vokset op til lyden 

af sine landsmænds klassikere af 

Heitor Villa-Lobos og Orlando Silva. 

Den 31-årige sangerinde kommer 

fra et hjem med musik – hendes far 

er komponist – og som teenager stod 

hun allerede på scenerne rundt omkring 

i landet og optrådte. 

Og ja, Céus musik lyder også af 

vuggende bølgeskvulp og sød melankoli. 

Céu er også blevet hypet som den 

nye, moderne fortolker af samba 

og bossa nova, fordi hun med sin 

bløde, lidt hæse vokal omkranser de 

solsvedne gloser med eksperimenterende 

electronica. 

Kunstneren fi k fi ne anmeldelser og 

et internationalt gennembrud i 2009 

med albummet Vagarosa. 

Hendes seneste album Caravana 

Sereia Bloom er inspireret af ture til 

det nordøstlige Brasilien og består af 

13 sange presset ned til 35 minutter. 

Céu er godt selskab – også til en 

tur til Nord-Este. • /Laura Engstrøm 

CARAVANA SEREIA BLOOM 

Kunstner: Céu 

Six Degrees, 2012, 99,95 kroner på 

Imusic.dk 

Tretten timer 

i Cape Town 

Bog: Den sydafrikanske forfatter 

Deon Meyer storsælger og får ofte 

anmeldernes ros for sine krimier. 

Det har han også fået for den seneste 

roman, der har titlen Tretten timer, 

og netop er udkommet på dansk. 

Historien tager udgangspunkt i et 

mord på en amerikansk turist i Cape 

Town, og vicekriminalkommissær 

Bennie Griesel er igen på sporet. 

Det lyder som en kliché, men: Han 

prøver at holde op med at drikke, 

er blevet smidt ud hjemmefra af 

sin kone og har svært ved at kommunikere 

med sine snart voksne 

børn – samtidig med at han lægger 

alle kræfter i opklaringen af mordet. 

Men Deon Meyer skriver ikke som en 

kliché. 

Han sammenlignes med den anmelderroste 

Michael Connolly og er 

kendt for elegant at væve en samfundsbeskrivelse 

ind i sit krimiplot. 

Det gør han også her. Der er ikke 

megen glamour over Cape Town, 

som den bliver beskrevet i sin stadige 

kamp mod hård kriminalitet, frygt, 

vold og racisme. • /LE 

TRETTEN TIMER 

Forfatter: Deon Meyer 

Forlaget Sohn, 2012, 484 sider, 300 kroner 

En kvinde 

fi k nok 

Bog: Leymah Gbowee var en af tre 

kvinder, der sidste år modtog Nobels 

Fredspris. 

Gbowees historie er bemærkelsesværdig 

som få. Da hun var 17 år, brød 

borgerkrigen i Liberia ud. Som sine 

landsmænd blev Leymah Gbowee 

vidne til plyndringer, vold og drab. 

Privatlivet var heller ikke nogen 

idyl. Gbowee giftede sig med en voldelig 

mand og fi k fi re børn med ham. 

Men på et tidspunkt fi k hun nok og 

smed manden ud. 

I 2002 startede hun bevægelsen 

Women of Liberia Mass Action 

for Peace. Her opildnede hun sine 

medsøstre til at sige fra. Opstanden 

voksede sig stor, og i et par måneder 

nægtede kvinderne deres mænd sex, 

hvis borgerkrigen ikke snart ophørte. 

Bevægelsen har siden ledt til valget 

af Ellen Johnson Sirleaf som Liberias 

præsident. 

Gbowee har fortalt sin historie 

til den amerikanske journalist Carol 

Mithers i bogen Ikke mere at miste. 

Nu er den udkommet 

på dansk. • /LE 

IKKE MERE AT MISTE 

Forfatter: Leymah Gbowee 

Gads Forlag, 2012, 256 sider, 299 kroner 

53/

54/ 

Reportage 

SKURKEN I NATTEN 

“Intet er stærkere end en idé, hvis tid er kommet – hvis tid er nu.” 

Sådan starter et amerikansk Youtube-hit, som over 100 millioner 

har set. Filmen indgår i en kampagne, som skal skabe opmærksomhed 

om den ugandiske krigsherre, Joseph Kony. En gruppe 

unge århusianere gjorde deres for sagen. 

AF MARIE TORP CHRISTENSEN, AARHUS 

FOTOS: JESPER BALLEBY 

MIKKEL BRICH (TV.) OG EN ANDEN DELTAGER GIVER 

ET TRÆ FORAN AARHUS RÅDHUS EN MAKEOVER.

Det er lyden af tapetklister, 

som klaskes på muren, det er lyden af 

tape, der bliver bidt over. 

Det er lyden af klimakset på kampagnen 

KONY 2012 fredag den 20. 

april 2012, hvor deltagerne går på 

gaden verden over for i mørket at plastre 

deres byer til med plakater af den 

ugandiske krigsherre, Joseph Kony. 

Så klodens indbyggere næste morgen 

vågner op til billederne af en mand, 

hvis gerninger er mørkere end den 

nat, hans ansigt bliver klæbet op i. 

Jo mere kendt han bliver, jo større 

er sandsynligheden for, at han bliver 

arresteret. Det er tanken bag. 

En af de byer, som skal dækkes af 

Kony-plakater, er Aarhus. Aktionen 

begynder klokken 21.00. Mikkel Brich, 

19, er medarrangør. 

“Jeg ville ikke vide, hvor jeg skulle 

starte, hvis jeg skulle hjælpe ved en 

sultkatastrofe. Det her er mere håndgribeligt, 

der er en skurk,” siger han. 

DÆK NATTEN TIL 

Mikkel Brich er en af de millioner af 

mennesker verden over, som er blevet 

inspireret af en kampagnefi lm om Joseph 

Kony på hjemmesiden YouTube. 

Bag fi lmen står den amerikanske organisation 

Invisible Children, som siden 

2004 har arbejdet for at sætte fokus på 

den ugandiske krigsherres gerninger, 

særlig hans brug af børnesoldater i 

Uganda som leder af oprørsgruppen 

Lord’s Resistance Army. 

Formålet med fi lmen er at gøre 

Joseph Kony verdenskendt for at få 

ham arresteret inden december 2012, 

hvor kampagnen udløber. Filmen opfordrer 

alle til at købe plakater på et 

særligt website og deltage i arrangementet 

Cover the Night den 20. april 

2012, hvor hvert et gadehjørne i alle 

verdens storbyer skal dækkes med 

uganderens ansigt. 

55/ 

>

56/ 

Millioner meldte sig til, men det 

var langt de færreste, der ligesom 

Mikkel Brinch mødte op, og i dagene 

og ugerne efter var konklusionen, 

at Cover the Night fl oppede verden 

over. 

EN HELT NY MÅDE 

Tilbage i Aarhus den 20. april er klokken 

19.59, da Asger Emborg, en anden 

af arrangørerne, på Facebook poster et 

billede af den karakteristiske røde og 

blå Kony-plakat. Den er sat op på en 

mur, med gaff atape i alle fi re hjørner. 

Ved siden af billedet på Facebook skriver 

han: “Den første af mange.” 

“Der er masser af tv-shows og nyheder 

om, at der er brug for penge til de 

fattige. Det er den traditionelle måde. 

Det her har fanget folk på en helt ny 

måde. Vi har fået en chance for at gøre 

en forskel uden at donere penge, så vi 

studerende også kan være med. Det er 

fantastisk,” siger han. 

KONY 2012 

Organisationen Invisible Childen startede 

i 2012 en kampagne, som skal gøre den 

ugandiske krigsherre, Joseph Kony, til et 

kendt navn og arbejde for, at han bliver 

fanget og straff et for sine forbrydelser. 

En 30 minutter lang fi lm på internetsitet 

YouTube er blevet set af over 100 millioner 

mennesker over hele verden, som har 

delt fi lmen via sociale medier som Facebook 

og Twitter. 

Filmen opfordrer til at sende breve til verdens 

ledere og gå på gaden 20. april 2012 

for at hænge plakater op og være en del af 

den verdens omspændende begivenhed 

Cover the Night. 

Der har været kritik af kampagnen, blandt 

andet for at overdrive omfanget og forsimple 

situationen i Centralafrika. 

JOSEPH KONY 

Ugandisk krigsherre og leder af oprørsgruppen 

Lord’s Resistance Army. 

Har gjort brug af børnesoldater og blandt 

andet tvunget dem til at dræbe deres egne 

forældre. 

Hans hær har forladt det nordlige Uganda 

og befi nder sig efter sigende nu i DR 

Congo og Sydsudan. 

Joseph Kony er eftersøgt af Interpol. 

Asger Emborg er klar i mælet. Han 

har aldrig været med til noget lignende 

før. Hans kammerat Christian 

Degnbøl, 18, er enig: 

“Kampagnen appellerer ikke til 

min skyldfølelse. Den giver socialt 

overskud.” 

UD I VIRKELIGHEDEN 

Træet foran rådhuset i Aarhus springer 

ud. For en aften er det blevet til 

et juletræ prydet med plakater af en 

ugandisk krigsherre i stedet for hjerter 

og lys. De første deltagere begynder 

stille at melde sig under træet. Mikkel 

Brich uddeler plakater og tapetklister, 

mens han sørger for at fortælle, hvor 

de må hænge plakater op. 

“Jeg går ud fra, at de havde meldt 

sig på Facebook. Jeg havde aldrig set 

dem før,” siger han bagefter. 

Mikkel Brich og de andre arrangører 

har fået et aarhusiansk fi rma 

til at sponsere 750 plakater, og på 

aftenen havde en anonym giver stillet 

en kasse med 750 fl yers på Rådhuspladsen 

til dem. Deres åbne event på 

Facebook har næsten 500 tilmeldte. 

De er dog forberedt på, at ikke alle 

møder op. 

“Der kan komme 200, og der kan 

komme fem. Det er et sats,” siger Mikkel 

Brich. 

FIRE VENINDER OG 

EN BUNKE PLAKATER 

Lidt senere krydser fi re par stilletter 

Rådhuspladsen i Aarhus. Fire veninder 

i farvede jakker og med røde 

læber ser ud, som om de er på vej i 

byen. Men de melder sig ved træet og 

spørger efter plakater og tapetklister. 

“Det var børnesoldaterne, som 

gjorde størst indtryk på mig,” fortæller 

Pearl Winther, 21. Hendes veninde 

tilføjer: 

“Og at der ikke er nogen, som har 

gjort noget ved det i 20 år.” 

“Det svarer til, hvor gammel du er,” 

konstaterer deres fælles veninde. 

Lyden af hælene mod fl iserne begynder 

igen, og gruppen forsvinder 

ud i mørket med plakater i favnen og 

tape i tasken. 

BRYDER RAMMERNE 

Blandt dem, der møder op, er også fi re 

venner fra Marselisborg Gymnasium. 

De har selv medbragt plakater og tapetklister. 

“Vi bryder Facebooks rammer, når 

vi går på gaden og hænger plakater 

op. Måske de ældre så også får øjnene 

op for Kony,” siger Jens Halfdan Nielsen, 

17. 

“Det er ikke så meget det med at 

være for eller imod fi lmen, eller hvad 

jeg selv kunne gøre. Jeg deltager for 

at være en del af det her fællesskab og 

være med til at kreere noget,” mener 

Amalie Starlit, 17. 

De fi re venner hælder vand ned til 

tapetklisterpulveret, som var det mælk 

i en bolledej, og rører rundt. Den klar 

til brug, og de bevæger sig ud i natten 

for at sprede budskabet mest muligt. 

Lidt efter når de aftenens første 

plakatsøjle. Den er allerede fyldt af 

andre plakater og indbyder til koncert 

med Allan Olsen, en sjov aften med 

entertaineren Andreas Bo og en aften 

med klassisk musik i Musikhuset. 

“ Kampagnen appellerer ikke til 

min skyldfølelse. Den giver 

socialt overskud. 

Christian Degnbøl, 18 

“Vi kan ikke bare overklistre det 

hele. Så tror jeg, at der er nogen, som 

bliver kede af det,” siger Amalie Starlit. 

De står stille og kigger på søjlen et 

øjeblik. 

“Hvad med Andreas Bo? Han er så 

kendt i forvejen. Kan vi ikke klistre den 

ene af de tre plakater med ham over?” 

spørger Søren Hval Brøndum, 17. 

Få minutter efter er søjlen færdig. 

Gruppen hanker op i bøtten med tapetklistret, 

penslerne og plakaterne. 

De skal videre. 

MASSER AF PLAKATER 

Klokken 21.33 skriver arrangøren Mikkel 

Birch på Facebook til de tilmeldte: 

“Hej alle. Vi har været i gang i lidt 

over en halv time, og der har været 

fantastisk fremmøde. Vi har stadig 

masser af plakater, og I er velkomne 

til at komme ned på Rådhuspladsen 

og få nogle plakater at hænge op :-)” 

Halvanden time senere vender Mikkel 

Brich og de andre arrangører ryggen 

til det fi rkantede grå rådhustårn 

og går mod Strøget og Store Torv midt 

i byen. Den sidste halvdel plakater skal 

sættes op og deles ud. Langs Strøget 

stopper de op for at placere budskabet 

på en midlertidig afskærmning.

“SPLAT!” 

De smører med penslerne ud over 

krydsfi neren, som var det smør på 

franskbrød, og trykker plakaten på. 

Som spegepølsen på smør. 

“Optur, hvor er det nice, at I gør 

det her. Må vi ikke også hænge en 

op,” spørger tre forbipasserende piger 

og stopper op. De har hver en dåseøl 

i hånden. Deres bytur bliver udsat et 

par plakaters tid. 

“Fuck, det er godt, drenge – fuck, 

det er godt, mand,” udbryder Asger 

Emborg. 

“Arh, det er god stil det der. Han er 

bare en nar, han skal dø,” råber en forbipasserende 

om Joseph Kony. 

TO VERDENER 

Indkøbscentret Magasin lyser på 

drengene og en stor Ralph Laurenreklame 

lokker med en sensuel parfume. 

De taper plakater fast på begge 

sider af broens rækværk. Joseph Kony 

kigger tilbage på damen, som slænger 

sig i luksus på reklameplakaten. 

“Kampagnen skaber en stor kontrast 

til mit eget liv. Den giver en idé 

om, hvordan de lever dernede, og hvor 

heldig jeg egentlig er, fordi jeg har 

det, jeg har,” mener Asger Emborg. 

De giver Store Torv ved Aarhus 

Domkirke en omgang Kony-plakater, 

inden de forsætter til nattens sidste 

væg af krydsfi ner. Drengene er ved 

at have øvelsen, ti minutter efter 

ankomst er den dækket helt til med 

plakater. 

“Så slutter Cover the Night her,” 

konstaterer Mikkel Brich. 

Klokken er 00.35. Aktionen er forbi. 

Dagen efter poster Dennis Mägi, 

den tredje af arrangør, på eventens 

Facebook-væg: 

“Så er Cover the Night veloverstået, 

og det må siges at have været en 

kæmpe success.” 

Senere i beskeden står der: 

“Vi havde nemlig mellem 1.500 og 

2.000 plakater, da vi startede, og vi 

har blot 10-20 stykker tilbage – så well 

done :-) Tusind tak til alle dem, som 

mødte op og gjorde denne aften mulig. 

GODT ARBEJDE!!” • /Marie Torp 

Christensen er journalistpraktikant i 

Udenrigsministeriet. 

Læs også et debatindlæg om Konykampagnen 

side 63 og se fl ere billeder 

på www.udvikling.dk. 

MIKKEL BRICH PLASTRER RÆKVÆRK PÅ CLEMENS BRO TIL MED 

EN FÆLLESPLAKAT AF TRIOEN KONY, BIN LADEN OG HITLER. 

NOGLE STEDER ER GAFFATAPE BEDRE 

END TAPETKLISTER. I BAGGRUNDEN 

AARHUS DOMKIRKE. 

KAMPAGNE-AFTEN. FRA VENSTRE: LASSE, ANDERS, MIKKEL, 

DENNIS, JANNICK, ASGER, NICOLAS OG CHRISTIAN. 

AMALIE STARTOFT ER SAMMEN MED 

TRE GYMNASIEVENNER I GANG MED AT 

SÆTTE PLAKATER FAST PÅ EN MUR. 

57/

58/ 

ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS 

“ Ngo’ens adfærd minder i befolkningens 

øjne så meget om statens, at de opfatter 

den som en sådan.

Kronik 

GØR VI SKADE, 

NÅR VI GØR GAVN? 

Ngo’er, der bevæger sig ind på statens område såsom 

uddannelse og sundhed, kan utilsigtet være med til at 

sløve den demokratisering, de gerne skulle bidrage til, 

skriver kronikørerne efter feltstudie i Zambia. 

Sigrid Lauenborg Dahl 

Cand.scient.pol. og højskolelærer 

på globaliseringslinjen Verden 

Brænder, Krogerup Højskole. 

Debatten om en ny dansk udviklingsstrategi 

har været i fuld gang det sidste 

halve år. Hvem skal have bistandskroner fra 

Danmark, hvad skal vi støtte, og hvordan skal 

den gives? 

Ikke mindst har spørgsmålet om budgetstøtte 

(det vil sige bistand, der gives uden at 

være øremærket til bestemte aktiviteter, red.) 

været en tur igennem vridemaskinen. Det 

skete da udviklingsminister Christian Friis 

Bach (R) meddelte, at Danmark fremover vil 

øge den andel af den danske bistand, som 

gives i budgetstøtte. Straks rasede debatten, 

for tænk nu, hvis danske skattekroner ender 

med at fi nansiere dyre minister-mercedes'er i 

stedet for malarianet. 

Derimod opfattes det mindre kontroversielt 

at støtte lokale ngo’er, der sjældent forbindes 

med korruption og magtmisbrug. Deres aktiviteter 

tilskrives tværtimod ofte en positiv 

rolle, når det drejer sig om at opbygge stærke 

civilsamfund og etablere velfungerende demokratier. 

Og opbygning af demokratier står 

højt på den danske to do-liste, og er således en 

af de fi re prioriteter, som dansk bistand ifølge 

den både den tidligere og nye udviklingsstrategi 

skal fremme. 

Sat på spidsen er der ofte en tendens til at 

frede ngo’ernes arbejde i bistandsdebatten, for 

hvem kan være kritiske over for de folkelige 

organisationers positive bidrag til udviklingen 

lokalt? Dog er der noget, der tyder på, at sær- 

Signe Andreasen 

Cand.scient.pol. og CSR-rådgiver 

i konsulentvirksomheden 

Global CSR. 

Kronikken bygger på 

forfatternes speciale 

Service Delivering 

NGOs – a Means to 

a Dead End?” 

Statskundskab, Københavns 

Universitet, 2011. 

STATE-SOCIETY RELATION 

ADVOCACY 

UNINTENDED CONSEQUENCES 

SERVICE DELIVERING NGOS 

–A MEANS TO A DEAD END? 

A MASTER'S THESIS BY SIGNE ANDREASEN AND SIGRID LAUENBORG DAHL 

Kan downloades på 

http://krogerup.dk/IMG/ 

pdf/Service_delivering_ 

NGOs.pdf 

UDVIKLING 

JUNI / JULI 

#3 / 2012 

ligt ngo’er, der leverer sociale ydelser, utilsigtet 

kan påvirke borgeres politiske adfærd til 

skade for demokratiet, og en sådan sammenhæng 

bør undersøges nærmere og diskuteres 

åbent. 

DET KORTE OG DET LANGE SIGTE 

Få kan være uenige i, at det er godt, når fl ere 

børn bliver uddannede eller adgangen til 

sundhedsfaciliteter øges. De serviceydende 

ngo’er, der verden over bygger skoler og klinikker 

og uddanner lærere og læger, spiller i 

dag en uvurderlig rolle på disse områder. Især 

steder hvor staten er svag træder ngo’erne 

til – naturligvis med hjælp fra internationale 

donorer. Men de positive resultater inden for 

eksempelvis sundhed og uddannelse, som 

ngo’erne skaber, kan have negative konsekvenser 

på længere sigt når det gælder udviklingen 

af velfungerende demokratier. 

Når kerneserviceydelser som sundhed og 

uddannelse leveres af ngo’er i stedet for staten, 

påvirkes befolkningens forventninger og 

krav til staten i negativ retning. 

Fremfor at forvente, at staten løfter opgaven, 

rettes forventningerne i stedet mod 

ngo’en. Ligeledes er det ngo’en, der er modtager 

af befolkningens krav om forbedringer af 

den lokale skole eller sundhedsklinik, da det 

er mere rationelt at rette disse mod den lokale 

ngo, der oftest er både lettere tilgængelig og 

mere responsiv. Hermed svækkes en vigtig 

59/ 

>

60/ 

meknisme i det demokratiske setup 

– nemlig at befolkningen ytrer interesser 

til beslutningstagerne, som de 

samtidig holder ansvarlige og eventuelt 

erstatter, hvis disse ikke lever op til 

forventningerne og leverer i forhold til 

kravene. 

Regeringen mister herved incitament 

til at levere, idet den hverken 

mødes af krav eller forventninger fra 

befolkningen. Den stærke relation 

mellem stat og civilsamfund, som vi 

i denne del af verden betragter som 

altafgørende, forstyrres med andre ord 

af en tredje aktør: ngo’en. 

> Man fristes til at gøre brug af 

EN AUTORITET ER EN AUTORITET 

Donorer er tilbøjelige til at sætte lighedstegn 

mellem ngo’er, civilsamfund, 

græsrødder og i sidste ende befolkningen. 

Set fra toppen af bistandskæden 

ligner ngo’erne oftest det tætteste, 

man kommer på at give penge direkte 

til befolkningen. Men fra befolkningens 

perspektiv ser det ganske anderledes 

ud. Her er ngo’erne i stedet autoriteter, 

der på linje med staten leverer 

ydelser og afgør, om der er adgang til 

uddannelse, sundhed, vand osv. 

Ngo’erne har tendens til at afskrive 

sig denne kritik ved at bygge en advocacy-komponent 

på deres arbejde. 

"På klinikken underviser vi også 

patienterne i deres rettigheder" kan 

argumentet typisk lyde, når ngo’erne 

forsøger at tænke langsigtet og bæredygtigt. 

Problemet er, at denne 

dobbeltrolle er uden betydning for befolkningen. 

Her er det vigtige, om der 

bliver leveret ydelser eller ej. Så længe 

ngo’erne leverer serviceydelser, opfattes 

de lokalt som politiske autoriteter. 

Ngo’erne tager ganske simpelt 

statens plads, og befolkningen er i 

bedste fald ligeglad og i værste fald 

tilbøjelig til at foretrække ngo’en som 

serviceleverandør frem for staten. 

ordsproget: “Hvis det ligner en and, 

svømmer som en and og rapper som 

en and, så er det sandsynligvis en 

and.” Ngo’ens adfærd minder i befolkningens 

øjne så meget om statens, at 

de opfatter den som en sådan – dette 

på trods af donorernes og ngo’ens 

egen selvforståelse som værende en 

del af civilsamfundet. Problemet er 

bare, at ngo’en ikke er en stat eller 

en regering. Den er ikke demokratisk 

valgt, kan ikke skiftes ud, og "skylder" 

så at sige ikke befolkningen noget – 

tværtimod orienterer ngo’erne sig ofte 

opad mod donorerne, der betaler gildet, 

og ikke nedad mod befolkningen. 

“ Ngo’erne tager ganske simpelt 

statens plads, og befolkningen er 

i bedste fald ligeglad og i værste 

fald tilbøjelig til at foretrække 

ngo’en som serviceleverandør 

frem for staten. 

MINDRE KRITISKE BORGERE 

Da vi undersøgte problemstillingen 

blandt befolkningsgrupper i Zambia, 

som modtog serviceydelser fra henholdsvis 

staten og ngo’er, viste der sig 

interessante sammenhænge. Udover 

den åbenlyse, at borgere, der “serviceres” 

af ngo’er, også retter deres 

politiske forventninger og krav mod 

disse, blev det også tydeligt, at samme 

befolkningsgruppe var mindre kritisk 

over for statens gøren og laden end 

deres medborgere, som modtog statens 

serviceydelser. 

Disse borgere forklarede årsagen 

til statens manglende tilstedeværelse 

med, at den nok havde travlt med an- 

Nu er den her! 

DANIDAS ÅRSBERETNING 2011 

PÅ WWW.DANIDA.DK 

Dyk ned i tal, tabeller og historier om årelang indsats samt uddybning om de enkelte prioritetslande 

på Danmarks mest verdensomspændende hjemmeside. For første gang siden det danske 

udviklingssamarbejdes spæde start i 1962 udkommer Danidas årsberetning kun elektronisk. 

dre ting, mens de borgere, der modtog 

serviceydelser fra staten, forklarede 

dårlig service med korruption 

– et begreb der slet ikke blev nævnt 

af borgere fra ngo’ens "territorium". 

Sat på spidsen kan serviceydende 

ngo’er være med til at holde en dårlig 

og illegitim regering ved magten, 

idet borgerne mister interessen for 

deltagelse og indfl ydelse. 

DET SURE ÆBLE 

Det er en paradoksal tanke, at 

ngo’erne med alt det gode, de gør, 

måske kan være med at forhindre 

demokratiet i at få fat. Ikke desto 

mindre er det helt afgørende, at vi 

fremadrettet tør se paradokser som 

dette i øjnene og undersøge, hvad 

de langsigtede konsekvenser af 

bistandsarbejdet består af. For argumentet 

er ikke nyt. Allerede i 1891 

skrev forfatteren Oscar Wilde: “Ligesom 

de værste slave-ejere var dem, 

der var rare ved deres slaver og således 

forhindrede at systemets rædsel 

blev forstået af de, som led under det... 

så er de folk, der gør mest skade, dem 

der prøver at gøre mest godt ”. 

Argumentet herfra lyder ikke, at vi 

øjeblikkeligt skal stoppe støtten til de 

serviceydende ngo’er, da mange menneskers 

adgang til uddannelse og 

sundhed i dag afh ænger af dem. Men 

hvis vi for alvor er ambitiøse omkring 

at ville sikre social, miljømæssig og 

økonomisk bæredygtig udvikling, 

bliver vi nødt til at sætte spørgsmålstegn 

ved de sammenhænge, vi hidtil 

har taget for givet. Ved ikke kun at 

undersøge hvad vi mener, bistanden 

præsterer, men også de utilsigtede 

konsekvenser af den godhjertede 

indsats, kan vi få fat der, hvor det virkelig 

bliver interessant og diskutere, 

hvorvidt vi faktisk gør skade, når vi 

gør gavn. •

AGENDA 

ERHVERV 

Frihandelsaftale 

med 

Vietnam på 

trapperne 

De endelige forhandlinger 

om en 

frihandelsaftale mellem 

EU og Vietnam 

(billedet) forventes 

at gå i gang allerede 

i år, og selvom der 

stadig er væsentlige 

knaster mellem EU 

og Vietnam, er ambitionen, 

at en færdig 

aftale skal være klar 

i januar 2015. Det vil 

ifølge Dansk Industri 

(DI) give danske virksomheder 

nye muligheder 

for eksport og 

outsourcing til landet. 

125 danske virksomheder 

er allerede etableret 

i Vietnam, og 

landet er interessant, 

da det som mange andre 

emerging markets 

oplever en stor økonomisk 

vækst. Sidste 

år nåede væksten 

op på næsten seks 

procent, og med en 

hastigt voksende middelklasse 

med smag 

for vestlige produkter, 

forventes efterspørgslen 

at stige. • /Anne 

Klejsgård Hansen 

Migranter sender stadig 

fl ere penge hjem 

De har stadig travlt hos western union 

(billedet), som er den foretrukne Kanal, når 

fl ygtninge og migranter sender penge – remitter 

– hjem til deres familier i oprindelseslandet. 

Beløbet nåede nye højder i 2011 

og trodsede dermed gældskrise og stigende 

arbejdsløshed. 

Ifølge Verdensbanken sendte omkring 215 

millioner fl ygtninge og migranter sidste år 

351 milliarder dollars hjem til deres familiers 

private husholdningsbudgetter i udviklingslandene. 

Det er en stigning på otte procent i for- 

Dansk lavpris-insulin til fattige 

med sukkersyge 

Novo Nordisk vil gøre bekæmpelse af sukkersyge 

i u-lande til en god forretning. Med 

introduktionen af en ny forretningsmodel, der 

skal sænke prisen på insulin med to tredjedele 

og give diabetikere i u-lande nemmere adgang 

til behandlingscentre, skærper den danske 

medicinalvirksomhed nu indsatsen for at blive 

en nøglespiller på de nye markeder. Forretningsmodellen, 

der primært fokuserer på at 

hold til 2010 – og tre gange så meget som den 

offi cielle udviklingsbistand til de samme lande. 

Og remitterne har vist sig at være ganske 

resistente over for den globale fi nanskrise. 

Bortset fra et fald fra 2008 til 2009 – fra 325 

milliarder dollars til 307 milliarder dollars – er 

de årligt steget med 7–8 procent. 

Verdensbanken ser remitterne som et 

vigtigt bedrag til at reducere fattigdom og 

skabe udvikling samt sikre investeringer i 

lokale, private virksomheder. • /Simon Kratholm 

Ankjærgaard 

reducere omkostningerne i forsyningskæden 

og dermed nedbringe prisen, afprøves nu i 

Kenya, og Novo Nordisk har allerede planer 

om nye initiativer i Indien og Nigeria. På verdensplan 

er der over 46 millioner diabetikere, 

der tjener mellem fi re og 10 dollars om dagen, 

og den gruppe forventes i 2030 at vokse til 73 

millioner mennesker. Væksten i antallet af diabetikere 

er størst i Afrika. • /Akh 

FOTOS: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA (TV.) & MARK HENLEY/SCANPIX (TH.) 61/

62/ 

FOTOS: MIKKEL ØSTERGAARD/DANIDA (TV.) & UDENRIGSMINISTERIET 

DEBAT 

Kenya – en 

indgang til Østafrika 

Danmark har et eksportefterslæb til Afrika på knap 

én milliard kroner i forhold til vores nabolande, 

skriver Pia Olsen Dyhr. Det kan vi gøre bedre, og 

her er Kenya et godt sted at begynde. 

AF PIA OLSEN DYHR, 

HANDELS- OG INVESTERINGSMINISTER (SF) 

“Danmark og Kenya passer rigtig 

godt til hinanden,” sagde Kenyas 

handelsminister Moses Wetangula, da 

vi sammen åbnede det første danske 

eksportfremstød om vand, energi og 

infrastruktur i Nairobi den 12. april i 

år. Kenya er en af de “afrikanske løver”, 

der med årlige vækstrater på ca. 

fem procent, og havnen i Mombasa er 

en oplagt indgang til Østafrika – en af 

verdens hurtigst voksende regioner, 

der skal indtænkes i vores strategi for 

vækstmarkeder. 

BISTAND BANER VEJEN 

Kenya er et godt sted at starte, når 

vi de kommende år skal bruge vores 

udviklingsindsats til at bane vejen for 

øget samhandel med kontinentet. 

Som andre afrikanske lande efterspørger 

den kenyanske regering 

i stigende grad samhandel og udenlandske 

investeringer. Danmark skal 

selvfølgelig melde sig på banen. Både 

fordi førende danske virksomheder 

inden for vand, energi og infrastruktur 

har de helt rigtige kompetencer og 

løsninger. Og fordi behovet for forbedret 

infrastruktur som havne, veje, jernbaner 

og lufthavne er en forudsætning 

for at sikre fortsat vækst, udvikling og 

fattigdomsreduktion. Og endelig fordi 

Danmark har et eksport-efterslæb til 

Afrika i forhold til vores nabolande 

som Sverige, Tyskland, Storbritannien 

og Holland på knap én milliard kroner. 

Det er ikke et øjeblik for tidligt at 

komme i gang i Kenya, og derfor åbner 

vi nu en handelsafdeling i Nairobi. 

Det handler om at blive skarpere på 

forretningsmulighederne i relevante 

nicher og at få identifi ceret kunderne 

– hvad enten det er private investorer, 

virksomheder, regeringsinstitutioner, 

donorer eller forbrugere. Herunder 

også dem i bunden af indkomstpyramiden 

– Base of the Pyramid. 

INSULIN OG RENT DRIKKEVAND 

Vi skal blive bedre til at tænke i 

synergier mellem bistand og kommercielle 

indsatser. Et godt eksempel 

på en sådan tilgang er Novo Nordisks 

pilotprojekt for salg af insulin til lavindkomstsegmenter 

i Kenya, som jeg 

åbnede sammen med Kenyas premierminister 

Odinga og CEO Lars Rebien 

Sørensen. Projektet illustrerer på bedste 

vis, hvordan danske virksomheder 

gennem off entlig-private partnerskaber 

og en innovativ forretningsmodel 

kan være med til at give svar på landets 

enorme sundhedsudfordring til 

gavn for de mange fattige kenyanere, 

der i dag ikke kan skaff e den livsnødvendige 

medicin. 

Grundfos’ Lifelink-projekt er et 

andet godt eksempel på en innovativ 

forretningsmodel, der kombinerer 

eksisterende teknologi inden for 

soldrevne vandpumper med mobiltelefon-baserede 

betalingssystemer for 

at sikre rent drikkevand. Den slags 

projekter håber jeg at se meget mere 

til de kommende år. 

Vi skal nu i gang med at udvide 

det gode dansk-kenyanske udviklingspartnerskab 

til at omfatte kommercielle 

relationer, der går begge veje. 

Det vil gavne vækst, beskæftigelse og 

udvikling i både Danmark og Kenya. • 

Pia Olsen Dyhr 

Handels- og investeringsminister 

(SF)

LÆSERNES MENING 

Send debatindlæg på 150-300 ord til 

udvikling@um.dk 

Udviklingsindsatsen 

må ikke 

undermineres 

AF NILS BRØGGER JAKOBSEN, 

FORMAND FOR CONCORD DANMARK 

Danmark har brugt EU-formandskabet 

på at lægge pres på EU for 

at skubbe dagsordenen omkring 

politik-kohærens for udvikling (PCD) 

(sammenhæng og koordinering imellem 

politikområder, red.) fremad. Det 

forpligter, og derfor er Danmark nødt 

til at leve op til sine egne forpligtelser 

om at implementere PCD i en national 

kontekst. 

Mod afslutningen af det danske 

EU-formandskab må blikket vendes 

indad, og Danmark må iværksætte 

en handlingsplan for, hvordan vi kan 

styrke politik-kohærensen inden for 

for eksempel handel, investeringer, 

fi skeri, og landbrug og dermed sikre, 

at vores udviklingssamarbejde ikke 

undermineres. 

Concord Danmark opfordrer derfor 

den danske udviklingsminister til at 

fremlægge en handlingsplan for, hvordan 

Danmark vil institutionalisere 

PCD-indsatsen i en national kontekst. 

“ Danmark er nødt til at leve op 

til sine egne forpligtelser. 

Ambitionen om at styrke udviklingspolitikken 

og udviklingsresultaterne 

i verdens fattigste lande, 

forudsætter en mere eff ektiv udviklingsbistand 

og sikres kun igennem 

en styrket PCD-indsats i både Europa 

og Danmark. • 

Hvad vi 

lærte af 

Konykampagnen 

AF JACOB RASMUSSEN, 

CHEFKONSULENT, VIRKSOMHEDEN 

DIS/PLAY 

Tyngdeloven fortæller os, at 

masse (ikke størrelse) tiltrækker. 

Kony-kampagnens gav sagen gigantisk 

omtale – men substansen manglede, 

da omtalen skulle omsættes til 

engagement og handling. Måske fordi 

kampagnen var ekstremt følelsesbåret 

og budskabet letkøbt: Hvis bare vi 

sender en masse soldater ind i junglen, 

kommer vi af med banditten. 

Den anden ting, tyngdeloven lærer 

os er, at nærhed er vigtig. Det er så 

let at dele et link til en indigneret, 

propagandafi lm, man ser på nettet. 

Men indignationen er fl ygtig, og da 

Invisible Children havde brændt hele 

krudtet af på en eff ektiv kampagnefi 

lm, var der ikke en organisation med 

ressourcer eller lokal tilstedeværelse 

til at følge op. 

Lad FN lukke skattehuller 

AF LINE LOUISE BAHNER, POLICY & RESEARCH 

OFFICER, U-LANDSORGANISATIONEN IBIS 

Regeringen har i sit regeringsgrundlag 

lovet at gå forrest i kampen 

for at lukke skattehuller og adressere 

illegal kapitalfl ugt. Kampen har hidtil 

primært været ført gennem OECD, 

men røre i FN’s skattekomité gør nu, 

at FN synes at være et bedre forum – 

især for udviklingslande. 

Kigger man på fakta, er FN’s regler 

for internationalt skattesamarbejde 

mere favorable for udviklingslande 

end OECD’s. FN’s model for dobbeltbeskatningsaftaler 

tildeler en større 

del af skatteindtægterne fra en given 

aktivitet til det land, hvor aktivite- 

Nærheden mangler, både i forhold 

til organisationen bag kampagnen – 

hvem har hørt om Invisible Children 

før Kony-fi lmen? – og i forhold til den, 

du tilkendegiver over for, at du vil 

møde op og gøre noget. Men tænk, 

hvad en så dygtig kampagne kunne 

have fl yttet, hvis den havde været 

bundet op på en organisation og et 

budskab, der ikke kun havde fylde, 

men også masse og nærhed. • 

(Læs mere om Kony-kampagnen 

side 54.) 

terne fi nder sted, mens OECD’s regler 

giver en større andel til det land, hvor 

ejeren af hovedvirksomheden bor. 

Samtidig giver FN’s model for 

udveksling af skatteinformation mulighed 

for automatisk informationsudveksling. 

Dette gør det lettere for 

udviklingslande at få adgang til information 

om de økonomiske aktiviteter, 

der foregår i landet, end OECD’s 

model der bygger på informationsudveksling 

efter anmodning. 

I lyset af dette, bør den danske 

regering genoverveje, i hvilket forum 

man lægger sine æg. • 

63/ 

ILLUSTRATION: INVISIBLE CHILDREN

64/ 

FOTOS: ANDREW HARRER/SCANPIX & JACOB STRÆK/BØRNEFONDEN & AHMED DUALEH & FN 5 

NAVNE 

der rykker 

ERTHARIN COUSIN, 55, er 

ny administrerende direktør 

for FN’s fødevareprogram 

WFP. Amerikaneren 

kommer fra en stilling som chef for 

USA's repræsentation i de FN-organisationer, 

som har hovedsæde i Rom. 

ASGHAR FARHADI, 40, 

har modtaget en Oscar og 

en Bodil for bedste ikkeamerikanske 

fi lm A separation. 

Den iranske fi lminstruktør var 

også nomineret til en Oscar for bedste 

originale manuskript. 

TINE BREINHOLT, 51, er 

ny landedirektør for BØR- 

NEfonden i Burkina Faso. 

Hun får det overordnede 

ansvar for organisationens udviklingsaktiviteter 

og programmer i landet. 

Tine Breinholt kommer fra en stilling 

i konsulentvirksomheden NIRAS. 

AHMED DUALEH, 65, 

bliver præsident i den somaliske 

delstat Jubaland, 

som har omkring 1,3 millioner 

indbyggere. Han kommer fra 

en stilling som vejleder og konsulent i 

København kommunes jobcenter. Ahmed 

Dualeh kom til Danmark i 1967. 

JENS TOYBERG- 

FRANDZEN, 62, er udnævnt 

til stillingen som 

FN’s generalsekretær Ban 

Ki-moons repræsentant i det vestafrikanske 

land Sierra Leone. Danskeren 

har en lang karriere som FN-diplomat 

bag sig blandt andet som chef for 

FN’s udviklingsprogram i Palæstina. 

Verdensbankens 

nye 

chef skal 

kurere sin 

patient 

AF SUSANNE SAYERS 

Habil quarterback i amerikansk 

fodbold i sin ungdom. Point 

guard i basketball, læge, antropolog, 

leder af en af verdens fi neste uddannelsesinstitutioner, 

Dartmouth College, 

og stadig med på ballade – som 

for eksempel at rappe i neon og hvidt 

robot-outfi t ved en universitetsfest 

sidste år. 

Den nye direktør i Verdensbanken, 

Jim Yong Kim, er svær at se for sig 

som bankdirektør. Men banken, som 

den 52-årige amerikaner med sydkoreansk 

baggrund nu leder, er da heller 

ikke en almindelig bank. Hovedformålet 

er udvikling. Og her har Jim Yong 

Kim resultaterne med sig. 

Mest kendt er han for sit 3 by 

5-program fra tiden, hvor han stod i 

spidsen for aids-afdelingen under verdenssundhedsorganisationen 

WHO. 

Hans mål var at sørge for behandling 

til tre millioner hiv- og aids-smittede 

i u-landene inden 2005, og selv om 

mange eksperter mente, at det var for 

ambitiøst, lykkedes det ham. 

Det er stadig uvist, hvad Jim Yong 

Kim vil bruge lederskabet af Verdensbanken 

til. Et kritikpunkt er, at han er 

en elitær teknokrat med ringe økonomisk 

indsigt. Andre siger, at han 

netop er typen, der får tingene ændret, 

fordi hans baggrund er utraditionel. 

Og ændringer er der brug for. 

Verdensbanken kritiseres for at varetage 

USA's interesser snarere end 

udviklingslandenes. Nogle kritiserer 

de fl ere end 10.000 ansatte – langt de 

fl este økonomer – for at have gjort 

institutionen til en dinosaur uden 

evne til at tilpasse sig en ny global 

virkelighed. 

Nu er det så op til lægen at revitalisere 

patienten. De færreste tvivler på 

Kims sociale engagement, og han har 

vist, at han kan skabe uventede resultater. 

Men det kan blive et problem, 

at han er USA's mand. Siden Verdensbankens 

stiftelse har præsidenten altid 

været amerikaner, lige som direktøren 

for Den Internationale Valutafond 

(IMF) er europæer. Denne gang var 

der kampvalg, og Nigeria stillede med 

fi nansminister Ngozi Okonjo-Iweala, 

tidligere administrerende direktør i 

Verdensbanken, som kandidat. 

At hun ikke blev valgt, ser mange 

lande og analytikere som tegn på, 

at intet i virkeligheden er forandret. 

USA og Europa deler stadig i porten, 

pengene bestemmer, og udviklingslandene 

må nøjes med at se på. •

ASIATISK PLADS 

KORT NYT 

OM DANIDA 

AKTUELT 

• Afghanistan: Udviklingsminister 

Christian Friis Bach deltager i en international 

Afghanistan-konference 

i Tokyo 4. juli, hvor situationen i landet 

og det internationale samfunds 

støtte efter 2014 er på dagsordenen. 

Konferencen følger op på Afghanistan-konferencen 

i Bonn i december 

2011. 

• Bæredygtighed: FN’s verdenstopmøde 

Rio +20 om bæredygtig udvikling 

afh oldes i Rio de Janeiro, Brasilien, 

fra 20. til 22. juni. Fra Danmark 

deltager blandt andet udviklingsminister 

Christian Friis Bach. 

• Folkemøde: Danmarks store 

politik-festival blev afh oldt 14.–17. 

juni på Bornholm. Mødet var også 

endestationen for vandreudstillingen 

Danidas cirkler om det danske 

udviklingssamarbejde. Udstillingen 

markerer Danida 50-års jubilæum 

og har siden marts har rejst rundt i 

landet. 

• Ghana: Udenrigsminister Villy 

Søvndal besøgte det vestafrikanske 

land Ghana i juni, hvor han blandt 

andet deltog i et nordisk-afrikansk 

udenrigsministermøde. 

• Strategi: Regeringens nye strategi 

for Danmarks udviklingssamarbejde 

blev vedtaget af et bredt fl ertal i 

Folketinget i slutningen af maj. Strategien 

sætter kursen for Danmarks 

samarbejde med verdens fattigste 

lande og har fi re prioritetsområder: 

Demokrati og menneskerettigheder, 

grøn vækst, sociale fremskridt og 

stabilitet og beskyttelse. Se også 

næste spalte under “udgivelser”. 

• Europa: EU’s udviklin gsministre 

vedtog i maj en ny udviklingspolitik 

for unionen. Danmark har sat sit aftryk 

på udviklingspolitikken i form 

af et øget fokus på menneskerettigheder. 

www.danida.dk 

UDGIVELSER 

• Danidas Årsberetning 2011, juni 

2012. Findes kun i en elektronisk 

udgave på nettet. 

• Retten til et bedre liv, maj 2012, 40 

sider. Ny strategi for Danmarks udviklingssamarbejde. 

• Strategi for Danmarks samarbejde 

med Libyen, maj 2012, 10 sider. 

• Faces of Climate Change – the 

gender perspective, maj 2012. Dokumentarfi 

lm om klimaforandringer 

og køn i Uganda, lavet af journalist 

Tanja Jørgensen for Ugandas vand- 

og miljøministerium med støtte fra 

Danmarks ambassade i Kampala. 

• Strategy for the Danish Counter- 

Piracy Eff ort 2011–2014, april 2012, 

48 sider. 

• Danida 50 år – en historie om mejeriprojekter, 

mudderveje og ministerskift, 

om velvilje og vandpumper, om 

succeser og skæverter – og enkelte 

hvide elefanter, marts 2012, 78 sider. 

Jubilæumshæftet er også udkommet 

på engelsk. 

• Afrapportering 2011: Den danske 

indsats i Afghanistan, marts 2012, 

17 sider. 

www.danida-publikationer.dk 

EVALUERINGER 

• Uddannelse: Denne midtvejsevaluering 

ser nærmere på, hvilke erfaringer 

og resultater, der indtil videre er 

opnået i forbindelse med Benins 10års 

udviklingsplan (2006–2015) for 

uddannelsessektoren i landet. 

• Kvinder: Evalueringen ser på den 

støtte, der blev givet under Danidas 

regionale “Kvinder i Afrika”-initiativ 

2006–09, som omfattede i alt 15 forskellige 

lande. 

Igangværende evalueringer: 

• The Danish Support to the Peace 

process in Nepal. 

• Danida support to the education 

sector in Afghanistan, 2003–2010. 

www.evaluering.dk 

UDNÆVNELSE 

• Chefk onsulent i Udenrigsministeriet 

Eva Grambye er udnævnt til 

leder af sekretariatet for initiativet 

Global Green Growth Forum – 3GF. 

STYRELSEN 

• På sit møde i maj tiltrådte Danidas 

Styrelse følgende bevillinger: 

• Ghana: Telekommunikationsprojekt/Danida 

Business Finance – 120 

mio. kr. 

• FN’s fredsopbygningsfond: Genopfyldning 

af fonden – 50 mio. kr. 

Danidas Styrelse er rådgivende organ 

for udviklingsministeren. Styrelsen 

drøfter og indstiller nye programmer, 

strategier og handlingsplaner. 

65/

66/ 

ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN 

IndVikling 

NEGER STJAL BIL 

Må man stadig sige “neger”? Ikke i Afrika og da slet 

ikke i USA. Men en sjællandsk lokalavis er gået i 

brechen for retten til at bruge nn-ordet. ordet. 

AF JEPPE VILLADSEN 

Det handler om retten til at 

sige “neger”. Det lille ord, der for ikke 

længe siden klingede lige så neutralt 

som “kartoff el” og “bordlampe”, har – 

igen – antændt heftig debat. Og sendt 

avisredaktører, ordensmagt og sprogrøgtere 

i totterne på hinanden. 

“Neger stjal bil fra 80-årig”, lød det 

18. april i Dagbladet Roskilde med en 

overskrift, der vakte berettiget opsigt. 

Det er ikke hver dag, man ser ordet 

neger brugt i medierne helt uden 

gåseøjne eller anden formildende 

tegnsætning. Sætningen rungede 

som et mærkeligt forsinket ekko af 

den samme provinspresse, hvor man 

endnu i 1950’erne kunne læse overskrifter 

som “Neger set på hovedgaden 

i Nakskov”. 

Men neger-glosen var et bevidst 

valg, fordi politiet havde brugt ordet i 

deres signalement af manden, begrundede 

redaktør Steen Østbjerg, der som 

den sidste havde set teksten i gennem, 

inden den gik i trykken. 

Der var bare ikke sat citationstegn 

omkring overskriften. En nok så vigtig 

detalje. Politikens Lokalaviser bragte 

sidste år en artikel med overskriften 

“Der er en neger der laver indbrud”. 

Men her var rubrikken angivet som et 

citat, og artiklen gled ubemærket ud i 

nyhedsstrømmen. 

På Dagbladet Roskilde erkender 

chefredaktør Bente Johannesen, at 

ordvalget har forarget en række læsere, 

men ser ikke noget forkert i det: 

“Vi lever i et samfund, hvor der er 

politisk korrekt sprog og politisk korrekt 

opførsel. Og når der først er et 

ord, der er blevet gjort uartigt, så er 

det klart, nogle mennesker reagerer 

meget voldsomt over for det,” siger 

chefredaktøren. 

Men professor og tidligere direktør 

i Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 

Jørn Lund konstaterer, at neger 

ikke længere er et velvalgt ord. 

“Det støder halvdelen af befolkningen 

fra sig, mens den anden halvdel 

synes, det er neutralt,” siger Jørn 

Lund. 

Hvor man havner, er et spørgsmål 

om alder, ikke om holdning. 

“Generationen over 50 år er vokset 

op med ordet neger som fuldstændig 

neutralt. Det gælder også mig,” siger 

han. 

Op gennem 1950’erne og 60’erne 

brugte den sorte amerikanske borgerretsbevægelse 

selv gladelig neger-glosen 

– således også Martin Luther King 

i sin legendariske “I Have a Dream”tale 

fra 1963. Skiftet fra “neger” til 

“sort” kom først, da den sorte frihedsbevægelse 

i midten af 1960’erne under 

slagordet black power førte kampen 

ind i en ny fase og frabad sig negerbetegnelsen 

på grund af ordets historiske 

ladning af kolonitid, slavehandel 

og hvid herremenneske-mentalitet. 

Gradvist er skiftet også slået i gennem 

i Europa. 

Selv om Dagbladet Roskildes redaktører 

forsvarede brugen af negertermen, 

blev ordet efterhånden fj ernet 

i avisens online-udgave. Først stod der 

som i papir-udgaven “neger”, men det 

blev først ændret til “sort mand” for til 

sidst blot at hedde “mand”. • 

“N-ORDETS” MILEPÆLE 

1977: Ordet “neger” erstattes af ordet sort 

i Gyldendals klassiske ti-bindsleksikon. 

1987: Da fi lmen Taxi Driver blev vist på 

dansk tv, blev sætningen “He is black”, i 

den danske undertekst oversat til “Han er 

neger”.

FREMBLIK 

AF MARIE TORP CHRISTENSEN 

FRA 7. JUNI 

“HVAD GØR VI NU?” 

Ko medie-dramaet, der har premiere i 

Danmark, handler om gruppe libanesiske 

kvinder, som på opfi ndsom vis forsøger 

at løsne op i mændenes religiøse 

spændinger, der truer med at ødelægge 

deres landsbysamfund. Hvad 

gør vi nu? vandt hovedprisen, People’s 

Choice Award, på Den internationale 

fi lmfestival i Toronto, Canada. 

www.roskilde-festival.dk 

20.–22. JUNI 

RIO + 20 

FN’s konference om bæredygtig udvikling 

bliver afh oldt i Rio de Janeiro, 

Brasilien. De to overordnede temaer 

er grøn økonomi i forbindelse med 

bæredygtig udvikling og fattigdomsbekæmpelse, 

samt de institutionelle 

rammer for bæredygtig udvikling. Fra 

Danmark deltager blandt andet udviklingsminister 

Christian Friis Bach. 

www.uncsd2012.org 

5–8. JULI 

ROSKILDE FESTIVAL 

Nordeuropas største musikfestival indtager 

igen i år Dyreskuepladsen uden 

for Roskilde for at byde på musik og 

øl. Blandt andet kan det vestafrikanske 

band Terakraft, som spiller hypnotisk 

ørkenrock, opleves. 

www.roskilde-festival.dk 

9. JULI 

VERDENS YNGSTE STAT FYLDER ÅR 

Sidste år var der fest og farver, da 

Sydsudan blev erklæret selvstændigt. 

Sudan er det land i Afrika, som har været 

præget af borgerkrig længst. Håbet 

var, at Sydsudans selvstændighed fra 

Sudan kunne skabe mere stabilitet i 

regionen. Det er desværre endnu ikke 

lykkedes. 

www.goss.org 

29. AUGUST–7. SEPTEMBER 

IMAGES FESTIVAL 

Årets Images Festival – der kan opleves 

i København, Aalborg og Aarhus 

– har "Occupy Utopia" som tema. Med 

årets festival har IMAGES festivalerne 

i nu 20 år præsenteret samtidskunst 

fra udviklingslandene i Danmark. Arrangør 

er Center for Kultursamarbejde 

med Udviklingslandene (CKU). 

www.dccd.dk/images-festival 

P.S. FRA 

OG DE NOMINEREDE ER… 

Glæden var stor på den lille redaktion, 

da holdet bag Udvikling for nyligt blev 

nomineret til Bording-prisen for Visuel 

Formidling – én af i alt fem Bordingpriser, 

som brancheorganisationen 

Danske Medier årligt uddeler. 

Tre magasiner er nomineret til prisen 

inden for kategorien visuel formidling. 

De to øvrige er Fagbladet 3F samt 

DSB’s Ud & Se. Ærefuldt selskab, det 

relancerede Udvikling her er kommet i. 

Hvem af de tre, der vinder prisen, ved 

vi dog først efter, at dette blad er gået 

i trykken. 

Og hvad er god visuel formidling 

så? Vi ved ikke, hvad dommerkomiteen 

tænker, men mon ikke det handler om 

et helhedsindtryk af layout og samspillet 

mellem fotos/illustrationer og de 

tekster, der skal formidles? 

Det er derfor en nominering, som 

måske i virkeligheden snarere burde 

gå til manden, der udviklede Udviklings 

design-koncept – han hedder 

Esben Niklasson – og til vores grafi ske 

bureau India, der spiller bolden videre 

med en høj standard på bladets sider: 

Harmoni og balance, billeder, der er 

brugt og beskåret med omtanke, samt 

ikke mindst en passende blanding mellem 

“kant” og elegance. 

Historierne i Udvikling indeholder 

ikke sjældent et aspekt af menneskelig 

lidelse. Det er derfor en balanceakt 

ikke at fremstille fattigdom som ren 

æstetik. Værdigheden skal også tænkes 

ind i den visuelle formidling. 

Alle gode blade har en sjæl, som er 

svær at defi nere. Men det handler om 

den stemning, der er i bladet, når man 

åbner det. Her har ambitionen været 

at slå en global tone an – seriøst og 

troværdigt, men samtidig let og uhøjtideligt. 

God visuel læseoplevelse! 

Stefan Katić 

Redaktør

Bedste priser på fl ybilletter til 

kirkelige og humanitære 

organisationer 

Se mere på www.raptim.dk 

- eller kontakt os på 

tlf. 87 23 12 30 

Eneagent i Danmark: 

RETTEN TIL ET 

BEDRE LIV 

“Retten til et bedre liv” er regeringens nye strategi for 

udviklingssamarbejde. Strategien har to overordnede 

målsætninger, nemlig at bekæmpe fattigdom og sikre 

menneskerettigheder. 

Danmark vil koncentrere sit udviklingspolitiske 

engagement på fire prioritetsområder: 

Menneskerettigheder og demokrati 

Grøn vækst 

Sociale fremskridt 

Stabilitet og beskyttelse 

Danmark vil have et globalt udviklingspolitisk engagement, 

men arbejdet skal fokuseres på de fattigste lande, hvor 

behovene er størst, og hvor vi bedst kan gøre en forskel. 

BAGSVÆRD KOSTSKOLE 

GYMNASIUM 

Tid til Talent 

Bagsværd Kostskole & Gymnasium (BK) er en udviklingsorienteret og 

traditions-rig skole grundlagt i 1908. Elever, der vælger en uddannelse 

hos os, siger ja til fællesskab, faglighed, seriøsitet og individuel 

talentudvikling. Det vi på Bagsværd Kostskole & Gymnasium kalder 

for: Tid til Talent. 

Vi tilbyder: 

Dansk uddannelse med et internationalt præg 

Grundskole, 10. kl., studentereksamen (STX) 

Danmarks første femårig BioTek-uddannelse 8.kl.-3.g 

Sport- og talentklasse fra 7. kl. 

Mulighed for morgentræning tirsdage og torsdage 

Aktiv brug af it og internet i undervisningen 

Enkeltværelser til kostelever, lektiehjælp hver dag 

Bestil publikationen på www.danida-publikationer.dk 

The English version of the strategy for Denmark’s Development Cooperation will be published mid-June. 

Scan QR koden og besøg vores 

hjemmeside www.bagkost.dk 

Aldershvilevej 138 DK-2880 Bagsværd Telefon: +45 44980065 E-mail: bk@bagkost.dk 

Maj Maj 2012 2012 

Maj Maj 2012 2012 

Retten til 

et et bedre bedre liv liv 

Strategi Strategi for for Danmarks 

Danmarks 



Retten til 

et bedre liv 

Strategi for Danmarks 


STABILITET OG BESKYTTELSE 

STABILITET OG BESKYTTELSE 

MENNESKERETTIGHEDER OG DEMOKRATI 

MENNESKERETTIGHEDER OG DEMOKRATI 

BEKÆMPE 

FATTIGDOM 

SIKRE 

MENNESKE- 

RETTIGHEDER 

BEKÆMPE 

FATTIGDOM 

SIKRE 

MENNESKE- 

RETTIGHEDER 

SOCIALE FREMSKRIDT 

SOCIALE FREMSKRIDT 

GRØN VÆKST 

GRØN VÆKST

Hele publikationen i PDF - Netpub.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?