Hele publikationen i PDF - Netpub.dk

60/
meknisme i det demokratiske setup
– nemlig at befolkningen ytrer interesser
til beslutningstagerne, som de
samtidig holder ansvarlige og eventuelt
erstatter, hvis disse ikke lever op til
forventningerne og leverer i forhold til
kravene.
Regeringen mister herved incitament
til at levere, idet den hverken
mødes af krav eller forventninger fra
befolkningen. Den stærke relation
mellem stat og civilsamfund, som vi
i denne del af verden betragter som
altafgørende, forstyrres med andre ord
af en tredje aktør: ngo’en.
> Man fristes til at gøre brug af
EN AUTORITET ER EN AUTORITET
Donorer er tilbøjelige til at sætte lighedstegn
mellem ngo’er, civilsamfund,
græsrødder og i sidste ende befolkningen.
Set fra toppen af bistandskæden
ligner ngo’erne oftest det tætteste,
man kommer på at give penge direkte
til befolkningen. Men fra befolkningens
perspektiv ser det ganske anderledes
ud. Her er ngo’erne i stedet autoriteter,
der på linje med staten leverer
ydelser og afgør, om der er adgang til
uddannelse, sundhed, vand osv.
Ngo’erne har tendens til at afskrive
sig denne kritik ved at bygge en advocacy-komponent
på deres arbejde.
"På klinikken underviser vi også
patienterne i deres rettigheder" kan
argumentet typisk lyde, når ngo’erne
forsøger at tænke langsigtet og bæredygtigt.
Problemet er, at denne
dobbeltrolle er uden betydning for befolkningen.
Her er det vigtige, om der
bliver leveret ydelser eller ej. Så længe
ngo’erne leverer serviceydelser, opfattes
de lokalt som politiske autoriteter.
Ngo’erne tager ganske simpelt
statens plads, og befolkningen er i
bedste fald ligeglad og i værste fald
tilbøjelig til at foretrække ngo’en som
serviceleverandør frem for staten.
ordsproget: “Hvis det ligner en and,
svømmer som en and og rapper som
en and, så er det sandsynligvis en
and.” Ngo’ens adfærd minder i befolkningens
øjne så meget om statens, at
de opfatter den som en sådan – dette
på trods af donorernes og ngo’ens
egen selvforståelse som værende en
del af civilsamfundet. Problemet er
bare, at ngo’en ikke er en stat eller
en regering. Den er ikke demokratisk
valgt, kan ikke skiftes ud, og "skylder"
så at sige ikke befolkningen noget –
tværtimod orienterer ngo’erne sig ofte
opad mod donorerne, der betaler gildet,
og ikke nedad mod befolkningen.
“ Ngo’erne tager ganske simpelt
statens plads, og befolkningen er
i bedste fald ligeglad og i værste
fald tilbøjelig til at foretrække
ngo’en som serviceleverandør
frem for staten.
MINDRE KRITISKE BORGERE
Da vi undersøgte problemstillingen
blandt befolkningsgrupper i Zambia,
som modtog serviceydelser fra henholdsvis
staten og ngo’er, viste der sig
interessante sammenhænge. Udover
den åbenlyse, at borgere, der “serviceres”
af ngo’er, også retter deres
politiske forventninger og krav mod
disse, blev det også tydeligt, at samme
befolkningsgruppe var mindre kritisk
over for statens gøren og laden end
deres medborgere, som modtog statens
serviceydelser.
Disse borgere forklarede årsagen
til statens manglende tilstedeværelse
med, at den nok havde travlt med an-
Nu er den her!
DANIDAS ÅRSBERETNING 2011
PÅ WWW.DANIDA.DK
Dyk ned i tal, tabeller og historier om årelang indsats samt uddybning om de enkelte prioritetslande
på Danmarks mest verdensomspændende hjemmeside. For første gang siden det danske
udviklingssamarbejdes spæde start i 1962 udkommer Danidas årsberetning kun elektronisk.
dre ting, mens de borgere, der modtog
serviceydelser fra staten, forklarede
dårlig service med korruption
– et begreb der slet ikke blev nævnt
af borgere fra ngo’ens "territorium".
Sat på spidsen kan serviceydende
ngo’er være med til at holde en dårlig
og illegitim regering ved magten,
idet borgerne mister interessen for
deltagelse og indfl ydelse.
DET SURE ÆBLE
Det er en paradoksal tanke, at
ngo’erne med alt det gode, de gør,
måske kan være med at forhindre
demokratiet i at få fat. Ikke desto
mindre er det helt afgørende, at vi
fremadrettet tør se paradokser som
dette i øjnene og undersøge, hvad
de langsigtede konsekvenser af
bistandsarbejdet består af. For argumentet
er ikke nyt. Allerede i 1891
skrev forfatteren Oscar Wilde: “Ligesom
de værste slave-ejere var dem,
der var rare ved deres slaver og således
forhindrede at systemets rædsel
blev forstået af de, som led under det...
så er de folk, der gør mest skade, dem
der prøver at gøre mest godt ”.
Argumentet herfra lyder ikke, at vi
øjeblikkeligt skal stoppe støtten til de
serviceydende ngo’er, da mange menneskers
adgang til uddannelse og
sundhed i dag afh ænger af dem. Men
hvis vi for alvor er ambitiøse omkring
at ville sikre social, miljømæssig og
økonomisk bæredygtig udvikling,
bliver vi nødt til at sætte spørgsmålstegn
ved de sammenhænge, vi hidtil
har taget for givet. Ved ikke kun at
undersøge hvad vi mener, bistanden
præsterer, men også de utilsigtede
konsekvenser af den godhjertede
indsats, kan vi få fat der, hvor det virkelig
bliver interessant og diskutere,
hvorvidt vi faktisk gør skade, når vi
gør gavn. •