December 2012 Stengård Skole - Stengård Skoles hjemmenside

skidt samles i en bunke for hans fødder. Støvet der
undslipper hans kost flyver let op fra jorden og suser
rundt et øjeblik, inden det lægger sig som en gråbrun,
tynd overflade igen.
Vi går hen og spørger ham om kirken. Han fortæller
os, at han arbejder som oprydder i det område vi befinder
os i nu, og at han derfor ser kirken hver dag når
han rydder op og fejer. Han læner sig op ad sin kost
og betragter os. Vi spørger ham om han synes om kirkens
udseende, og da svarer han med et let grin: ”Ja,
selvfølgelig”. ”Dagen i dag er som enhver anden dag
ved kirken”, fortæller han og tilføjer, at han aldrig har
oplevet noget særligt her.
Vi passeres af en del travle mennesker, der med flade
sko og larmende høje hæle træder på det nyfejede fortov.
Siden han ser kirken hver dag, spørger vi ham, om han
godt kunne tænke sig at se det indre. ”Ja, det kunne
jeg godt”, svarer han og ser over mod kirken, der er
dækket af de høje træer. Hans forventninger til det
indre er præget af de billeder, han nu har set af det,
fortæller han. Med de ord og et kort tak forlader vi
også ham, og han tager straks fat i kosten og går tilbage
til arbejdet.
”Nej, det er for dyrt”
Foran kirken passerer en lille gruppe af vores klassekammerater.
De sidder og snakker, tager billeder og
spiser forskellige kager og slik. Den søde duft når næsen
et øjeblik og vækker smagen af honning, citron og
karamel. Det ser meget hyggeligt ud, og vi glæder os
Tragedien på Utøya
Af Kristian Kastberg 9.a
Du kender det sikkert godt. Følelsen af at have lysten
til for alvor at gøre noget. Jeg tror, ofte du tænker, at
alle andre intet gør, og at politikerne bare sniksnakker.
Men sådan har de fleste det, og sådan havde Anders
Breivik det sikkert også. Jeg er sikker på, at han et sted
i sit vanvittige sind fandt sin personlige sandhed om,
Æseløret 11
til at slutte os til dem, men fortsætter målrettet med
vores opgave.
Gående på vej væk fra kirkens indgang kommer et
ældre ægtepar hen mod os. Vi standser dem og spørger,
hvor de er fra. ”Vi er fra Yorkshire”, svarer manden,
der er iført jeans og en skjorte. Det er, som mange
andre, første gang de besøger kirken. De synes, at
kirken er meget pæn, og de har også set billeder af den
forud for deres besøg. Siden vi fangede dem på vej
væk fra indgangen, går vi ud fra, at de har set den indefra.
”Nej, det er for dyrt. Femten pund!” svarer
manden og afslutter med et grin. De er meget venlige
og smiler under hele interviewet. Kvindens røde jakke
fanger mit øje flere gange. Farven lyser næsten op. Et
let vindpust griber fat i vores hår, undtagen mandens.
Der er ikke meget at gribe fat i på hans næsten skaldede
hoved.
Svagt kolde fingre udenfor solens rækkevidde og en
åben trøje. Lysegrå skyer på den blå himmel. Græsset
– mere og mere slidt hver gang man kigger på det. De
bare jordpletter, og mindet om kold jord. Det er ikke
sommer længere.
Vi tager afsked med ægteparret, som smiler venligt til
os, inden vi fortsætter. Derefter slutter vi os til vores
klassekammerater i nogle få minutter, inden vi begiver
os hen mod samlingspunktet. Kirkens indre forbliver
et mysterium for os, og kun vores egen frie fantasi,
fakta og beskedne billeder kan skabe en idé om, hvad
kirken virkelig rummer bag den smukke og iøjnefaldende
facade.
hvad der måtte gøres for at ændre verden til det bedre.
Problemet er, at når man er sindssyg, er der ikke så
langt mellem en tanke om at gøre noget vildt og så den
blotte udførelse. Hvis alle blot gjorde, hvad de selv
fandt rigtigt, uden at tage andre med på råd, hvilken
asocial verden vi så ville have. Det skræmmer mig, at
nogle mennesker kan vælge blot at handle ud fra egoistiske
impulser i en given sags tjeneste. Selvtægts-