Kvartær, geomorfologisk projektReport in danish. - Thue Weel Jensen

Kvartær, Geomorfologisk Thue Weel Jensen
Projekt, 2005
Området mellem C og C1 er kraftigt præget af dødis, dog i mindre grad
nordvest for Struer.
Syd og vest for C-linien er landskabet domineret af smeltevandsaflejringer,
hvis sydlige udstrækning begrænses af bakkeøen.
De landskabstræk der findes i området er dannet i forbindelse med den
generelle tilbagetrækning af Nordøstisen, der fandt sted i slutningen af sidste
istid. Landskabsdannelsen er sket dels i forbindelse med tilbagetrækningen
fra hovedopholdslinien, og dels som resultat af mindre genfremstød.
I forbindelse med stilstanden af nordøstisen ved Hovedopholdslinien blev
der dannet en række tunneldale, hvor igennem sedimenter blev ført frem til
isfronten. Om disse tunneldale er dannet af smeltevandserosion, eller ved
iserosion i allerede eksisterende dale, er svært at vurdere udfra denne simple
terrænanalyse, men ifølge Larsen og Kronborg (1994) tyder nyerer studier
på at tunneldalen ved Lemvig er dannet ved gletschererosion.
Foran disse tunneldale finder vi henholdsvis Kronheden, Klosterheden
(østlige del af figur 4.5.1) og Sønderheden. (sydvestlige del af figur 4.5.1)
Afstrømningen fra isfronten under Weichsel glaciationen har bevirket, at det
tidligere landskab fra Saale, blev kraftigt eroderet. Således var der ved sidste
istids slutning kun nogle enkelte områder tilbage af dette ”gamle”
bundmorænelandskab. En mindre del af dette landskab ses i kortets sydlige
del (figur 4.5.1)
Det store bakkestrøg sydvest for Struer, har formentlig udgjort et
højtliggende område allerede inden hovedfremstødet i Weischsel (Smed,
1981). Studier af Bougueranomalier viser endvidere, at der forekommer
horstdannelse i saltet under dette område (Lykke-Rasmussen, 1988), hvilket
formentlig har medført en lokal hævning af landskabet. I forbindelse med
hovedfremstødet er dette bakkestrøg blevet modificeret og udbygget.
Efter ca 1000 års stilstand ved Hovedopholdslinien begyndte isen sin
tilbagetrækning (Kronborg, 1995). Dette skete som en arealafsmeltning,
hvorved dødislandskabet udvikledes i området mellem C og C1.
I en periode stod isen som en lobe ind i Venø Bugt og langs kysten nord og
nordvest for Lemvig. Herved skabtes en række større bakkestrøg, C2.
Det er svært at vurdere om der er tale om et genfremstød, eller om isfronten
blot gjorde holdt i en periode ved denne linie. Israndslinien henføres til
Ussings 2. stadium (Lykke-Rasmussen, 1988), og kan formentlig korreleres
med den af Larsen et. al (1979) beskrevne C1 linie.
Den stadige tilførsel af sedimenter og smeltevand, gennem tunneldalen ved
Struer, bevirkede at toppunktet af smeltevandskeglen flyttede længere mod
nordvest, og sedimenterne overlejrede en del af det dødislandskab, der var
under udvikling. Derfor fremstår den centrale del af dødisområdet i dag
mindre kuperet.
47