Juni, Juli og August 2012 - Mariendal kirke

STOR OPSTANDELSE – Og ikkE bLOT i PåSkEN
I de seneste måneder har et initiativ fra den nye kirkeminister
vakt stor opstandelse både i såkaldt ”kirkelige kredse” og i det
almindelige medielandskab. Det, jeg tænker på, er forslaget om
et ritual for vielse af personer af samme køn, også kaldet homovielser.
Af en eller anden grund har det for alvor kunnet sætte
sindene i kog.
Nogle af modstanderne har hævdet, at begrebet ægteskab er
forbeholdt personer af forskellige køn, fordi børnefødsler og
slægtens fortsættelse er med til at konstituere ægteskabet. Hvor
de har den definition fra, ved jeg ikke, måske fra en eller anden
før-kristen frugtbarhedskult. I hvert fald er der, så vidt jeg kan
se, ikke det ringeste belæg for den i Det Ny Testamente. Og
hvis man skulle føre det synspunkt ud i sin konsekvens, skulle
det jo heller ikke være tilladt at vie kvinder, som har fået deres
æggestokke fjernet, eller kvinder, som er ude over den fødedygtige
alder, eller kvinder og mænd, som af andre grunde ikke
kan eller ikke ønsker at få børn.
Den yderste højrefløj af folkekirken har argumenteret imod
forslaget med den begrundelse, at homoseksualitet er en synd,
og at kirken ikke kan velsigne synden (man fristes til at spørge,
om kirken så overhovedet kan velsigne noget eller nogen).
De henviser til nogle passager i Det Gamle Testamente (1.
Mosebog 19,5 samt 3. Mosebog 18,22 og 20,13) og til et par
citater fra Paulus’ breve i Det Ny Testamente (Romerbrevet
1,26-27; 1. Korintherbrev 6,9 og 1. Timotheusbrev 1,10), og
med fundamentalistisk skråsikkerhed slår de fast, at med disse
citater har Vorherre selv fordømt homoseksualitet, for – som
de siger – Bibelen er Guds ord. Så når de kæmper så indædt
imod en accept af homoseksualitet, så skyldes det skam ikke
deres egne fordomme og fobier – nej, de gør det på selveste
Vorherres vegne!
Nu er det altså kun fundamentalister, der kan finde på at hævde,
at Bibelen er Guds ord. Almindeligt fornuftigt tænkende godtfolk
og præster kunne aldrig drømme om at hævde det, og godt
det samme, for hvis Bibelen virkelig var Guds ord, så var den
Gamle et værre vrøvlehoved, eftersom Bibelen er fyldt med
faktuelle fejl, unøjagtigheder og selvmodsigelser.
Men hvis Bibelen ikke for et kristent menneske er det samme
som Guds ord, hvad er den så? Jo, den er et vidnesbyrd – eller
rettere en række forskellige vidnesbyrd – om Guds ord. For
Guds ord er ikke en bog eller nogle bogstaver på et stykke papir.
Guds ord er en person, Kristus, sådan som Bibelen sjovt
nok selv gør opmærksom på i indledningen til Johannesevangeliet,
hvor det hedder, at Gus ord blev kød og tog bolig iblandt
os – det hedder ikke, at Guds ord blev en bog eller bogstaver.
Derfor er Bibelen ikke i sig selv hellig, for den er ufuldkomne
menneskers ufuldkomne forsøg på at beskrive det hellige
(Kristus), hvad den tidligere nævnte Paulus tydeligvis også er
ganske klar over, når han om sin egen forkyndelse skriver til
menigheden i Korinth: ”Men denne skat har vi i lerkar, for at
den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” (2. Korintherbrev
4,7) Lerkarrene bruger han som et billede på menneskers
skrøbelige forsøg på at nærme sig noget, som vi i virkeligheden
aldrig kan få hold på. Over for den samme menighed
understreger Paulus i øvrigt, at enhver tolkning og tydning må
bestræbe sig på at finde den dybere og essentielle mening i et
udsagn og ikke standse op ved det udvendige og bogstavelige
indhold, ”for bogstaven slår ihjel, men Ånden gør levende.” (2.
Korintherbrev 3,6)
Så jeg vil anbefale de gode fundamentalister at læse noget mere
af den Paulus, som de er så ivrige efter at henvise til, når det
gælder ritualet om ægteskab imellem personer af samme køn.
Så vil de måske med tiden nå frem til, at skriftsteder – inklusiv
dem, der hentes fra Paulus’ breve – skal forstås i lyset af deres
sammenhæng med resten af Bibelen, i lyset af deres samtids
normer og moral og i lyset af de personer, som har skrevet dem,
og at man derfor ikke kan overføre dem uformidlet fra en historisk
og kulturel situation til en anden. Men hvis de fastholder
deres uformidlede og fundamentalistiske bibelsyn og gør alvor
af deres trussel om at forlade folkekirken på grund af den aktuelle
sag, så må tabet være til at bære. Selvfølgelig skal ingen
præst tvinges til at vie et par af samme køn, hvis han eller hun
ikke vil det – hvem ville i øvrigt bryde sig om at blive viet af
en præst, der kun gjorde det af tvang? Men på den anden side
vil det være helt urimeligt, hvis et højtråbende mindretal med
et fundamentalistisk og – efter min mening – forstenet bibelsyn
skal kujonere resten af folkekirkens medlemmer, hvis bibelsyn
– stadig efter min mening – har langt større eksistentiel og trosmæssig
sandhedsværdi.
Hvis man vil fastholde den uformidlede og bogstavtro bibeltolkning,
må man vel i øvrigt være konsekvent og føre den
igennem også på en række andre områder såsom synet på
dødsstraf, kvinders stilling, skilsmisse og slavehold, for blot
at nævne nogle få eksempler, og så vil det for alvor blive klart,
hvor absurd det er at ville overføre normer og værdier fra et
af oldtidens beduinsamfund ufordøjet til vor egen virkelighed.
I den aktuelle sag kunne man selvfølgelig vælge den lette løsning,
som nogle biskopper åbenbart har foreslået, nemlig at
man helt fjerner vielsesmyndigheden fra kirken. Så slipper kirken
for en penibel sag og en indre splid, men er det rimeligt at
ofre et ældgammelt bånd imellem folk og kirke på det alter, blot
for at de ”hellige” ikke skal blive fornærmede?
Et andet spørgsmål er, hvilket ritual, der skal gælde for vielse
af personer af samme køn. Der har været tale om at udforme et
såkaldt ”kønsneutralt” ritual, som skal kunne bruges til både
hetero- og homo-vielser. Der håber jeg ikke, at sagen ender.
For det første ligger ”kønsneutralt” ubehageligt tæt på ”kønsløst”.
For det andet kan jeg ikke se, at der er nogen grund til at
kamuflere eller fornægte forskelligheden, og jeg kan slet ikke
se, at der deri skulle ligge nogen anerkendelse eller ligestilling
for homoseksuelle. Ligestilling er ikke det samme som at
blande alt sammen til en ensartet, gråmeleret og småborgerlig
grød. Derimod mener jeg, at der bør udarbejdes to forskellige,
men ligeværdige ritualer, som passer lige netop til de personer,
de hver især gælder for. Efter mine begreber vil det være ægte
ligestilling.
Preben Ulstrup