JURIDISK BACHELORUDDANNELSE

JURIDISK BACHELORUDDANNELSE
SOMMEREKSAMEN 2009
FOLKERET, 1. ÅR
ENDELIG RETTEVEJLEDNING
Side 1 af 5
Rettevejledningen er kun vejledende. Det kan derfor ikke udelukkes, at den virkeligt gode og
selvstændige besvarelse kan sprænge de indholdsmæssige rammer for rettevejledningen.
Spørgsmål 1
Spørgsmålet vedrører traktaters ugyldighed i forbindelse med manglende bemyndigelse, jf. lære-
bogen kap. 4.6.
Det bør indledningsvis konstateres, at traktatretskonventionens artikel 2, jf. bilag 1 og lærebogen
s. 63, lægger til grund, at traktater indgås af stater. I den gode besvarelse tilføjes, at allerede det
forhold, at dokumentet er underskrevet af, hvad der må betegnes som en lavere rangerende myndighed,
tyder på, at der slet ikke er tale om en traktat, jf. lærebogen s. 67. Da det af opgaveteksten
fremgår, at aftalen på alle måder fremstår som en traktat, er det imidlertid nødvendigt at
udbygge besvarelsen.
På grundlag af inkluderingen af traktatretskonventionens artikel 7, jf. bilag 1, bør det således
overvejes, om formanden for selvstyret kunne være bemyndiget til at indgå aftalen. Det bør først
konstateres, eventuelt med en henvisning til lærebogens s. 203, at staten B er en forbundsstat, og
at det er de føderale myndigheder og dermed ikke selvstyremyndighederne på øen, som optræder
udadtil, d.v.s. som stat. Det bør med henvisning til omtalen i opgaveteksten af den manglende
kontakt til de føderale myndigheder konkluderes, at der formentlig ikke foreligger en sådan bemyndigelse.
Det er fint at nævne fuldmagtslovene, jf. lærebogens s. 202, men der kan ikke på
grundlag af opgaveteksten tages stilling til, om der foreligger en sådan lovgivning i staten B.
Den rigtig gode besvarelse overvejer betydningen af artikel 15 i ILO-konvention nr. 169, jf. bilag
2, i relation til spørgsmålet om indfødte folks ret til ressourcer i undergrunden. Det bør være et
centralt element i disse overvejelser, jf. lærebogen s. 195, kap. 7.10 og præamblen til konventionen,
at den folkeretlige regulering vedrørende indfødte folk giver disse en beskyttelse inden for

Side 2 af 5
den stat, som de bor i, og dermed ikke forhindrer moderstaten i at regulere forhold af betydning
for de indfødte folk, så længe dette sker i overensstemmelse med folkeretten. På den baggrund
bør en læsning af artikel 15 sammenholdt med opgavetekstens oplysning om, at retten til under-
grunden fortsat tilkommer de føderale myndigheder, føre til, at det konkluderes, at selvstyret
ikke har nogen særlig ret til at indgå den pågældende aftale.
Det bør herefter konkluderes, at selvstyreformanden ikke havde den fornødne bemyndigelse til at
indgå aftalen, hvilket rejser spørgsmålet, om aftalen dermed er uden retsvirkning. Det bør her
nævnes, jf. lærebogen s. 105, at traktatretskonventionen ikke tillægger national ret nogen betydning
over for en traktat. Samtidig bør inkluderingen af artikel 7 og 8 i bilag 1 sammenholdt med
lærebogen s. 106 og kapitel 7.4 føre til den konklusion, at aftalen er uden retsvirkning, og at staten
C derfor ikke kan støtte ret på aftalen.
Spørgsmål 2
Spørgsmålet vedrører betydningen af erga omnes forpligtelser i relation til ICJ’s kompetence.
Besvarelsen skal vise klar forståelse af sondringen mellem jurisdiktion og retlig interesse, jf.
lærebogen kap. 2.4. Det bør således angives, jf. lærebogen s. 32, at spørgsmålet om retlig interesse
først opstår, såfremt domstolen har jurisdiktion. I det foreliggende tilfælde har domstolen
jurisdiktion på grundlag af artikel 36, stk. 2 i statutten, samtidig med, at staten D ikke i øvrigt har
nogen retlig interesse i staten B’s behandling af statens egen befolkning.
Dermed opstår spørgsmålet, om beskyttelsen af et folks ret til selvbestemmelse skal opfattes som
en erga omnes forpligtelse og dermed kan tjene som grundlag for at konstatere retlig interesse
hos staten D.
Det bør indledningsvis overvejes, om det har nogen betydning, at befolkningen på øen X er et
indfødt folk. Det bør anføres, at sondringen mellem folk og indfødte folk har betydning, idet den
fulde selvbestemmelsesret alene tilkommer folk og ikke indfødte folk, jf. lærebogens sondring
mellem de to begreber s. 196 og 228. Da det fremgår af opgaveteksten, at det indfødte folk på
øen X også lever afsondret fra resten af befolkningen i staten B, kan det i hvert fald med nogen
ret konkluderes, at der er tale om et folk. På den anden side vil det også være fint at nævne, at
der intet er oplyst om en eventuel tidligere status for øen X som koloni, og befolkningens status
kan på den baggrund problematiseres.

Side 3 af 5
I alle tilfælde bør det fremdrages, at i det omfang befolkningen på øen X er et folk, har befolkningen
en ret til selvbestemmelse, jf. lærebogen s.194 om den fælles artikel 1 til ICCPR og
ICESCR. Det følger herefter af lærebogen s. 31 og af bilag 3, at der da er tale om krænkelse af
en erga omnes forpligtelse, som alle stater har en retlig interesse i at kunne få ICJ til at påbedømme,
hvorfor ICJ bør antage sagsanlægget fra staten D til realitetsbehandling.
Det vil være fint i diskussionen at påpege, at der foreligger et brud på den interne ret til selvbestemmelse,
som ikke blot tilkommer folk, men også indfødte folk. I den forbindelse bør inddrages
ILO-konventionen i bilag 2, som det skal lægges til grund, jf. spørgsmål 2, at stat B har tiltrådt.
Konventionens artikel 6 indebærer en ret til en grad af selvstyre. Staten B’s beslutning om
at ophæve selvstyret er således en krænkelse af staten B’s folkeretlige forpligtelser i henhold til
konventionen.
Den rigtig gode besvarelse overvejer, om sondringen mellem den interne og den eksterne ret til
selvbestemmelse har betydning i forhold til kvalifikationen af statens modsvarende forpligtelse
som erga omnes. Selve sondringen fremgår af lærebogen s. 189 og 195. Den eksterne ret til selvbestemmelse
har været en central folkeretlig regel, mens den interne ret næppe har et reelt indhold
og i hvert fald ikke på samme måde har været oplevet som central. Det kan tale for, at alene
den eksterne ret har erga omnes-karakter. Hverken lærebogen eller bilag 3 sondrer dog udtrykkeligt
mellem intern og ekstern ret til selvbestemmelse i relation til erga omnes, og det vil derfor
ikke trække ned, hvis denne sondring ikke nævnes.
Spørgsmål 3
Besvarelsen skal tage udgangspunkt i opgavens oplysninger om, for det første, at de eksklusive
økonomiske zoner er fastlagt i overensstemmelse med principperne i Havretskonventionen, d.v.s.
ud til 200 sømil fra basislinjerne, og for det andet, at opbringningen finder sted i et område, hvor
afstanden fra B’s kyst til de øvrige staters kyster er mere end 600 sømil. På den baggrund skal
det konkluderes, at opbringningen finder sted på det åbne hav, og at det som udgangspunkt derfor
alene er staten A som flagstat, som har jurisdiktion, jf. lærebogen s. 346. Det skal dog straks
herefter konstateres, at olietankerens forudgående udledning fandt sted i staten B’s EEZ, jf. oplysningen
i opgaven om at alle maritime zoner i området er fastlagt i overensstemmelse med
UNCLOS, og at det derfor ikke kan udelukkes, jf. lærebogen s. 348, at stat B som kyststat har
særlige rettigheder, der skal ses i sammenhæng med reglerne om hot pursuit.

Side 4 af 5
Med hensyn til de særlige rettigheder bør det på grundlag af UNCLOS artikel 220, jf. bilag 4,
som er nævnt i lærebogen på s. 349, og gennemgangen heraf i bilag 5, konkluderes, at staten B
som udgangspunkt har mulighed for at borde tankskibet i medfør af artikel 220, stk. 5, og arrestere
kaptajnen i medfør af stk. 6. Det bør i besvarelsen fremhæves, at der – da der er tale om en
undtagelse til det centrale princip om flagstatsjurisdiktion i artikel 92, jf. også bilag 5 s. 384 -
385 – er en række betingelser, som skal være opfyldt. Det er ikke muligt på grundlag af opgaveteksten
med sikkerhed at konkludere, om disse betingelser er opfyldt, og det centrale er derfor, at
besvarelsen demonstrerer forståelse af forholdet mellem artiklerne 92 og 220. I den forbindelse
vil den gode besvarelse bemærke forskellen mellem artikel 220, stk. 5 (bording) og stk. 6 (arrestation)
og det forhold, at de strengere krav, der stiller efter stk. 6, er udtryk for indgrebets stadig
mere alvorlige karakter i forhold til den grundlæggende flagstatsjurisdiktion.
Herefter bør der tages stilling til betydningen af, at indgrebet finder sted på det åbne hav. På
grundlag af lærebogen s. 347 og bilag 5 bør det konkluderes, at der er tale om lovlig ”hot pursuit”,
idet der, jf. ovenfor, er tale om en overtrædelse af gældende regler, og forfølgelsen ikke har
været afbrudt. Havretskonventionens artikel 111 bør nævnes. Den gode besvarelse vil igen nævne
vigtigheden af, at betingelserne er opfyldt i lyset af principperne om havenes frihed og flagstatsjurisdiktion
som hovedreglen.
Det kan nævnes, at der ikke er tale om et væbnet angreb mod stat A, da et angreb mod et privat
handelsskib ikke kan opfattes som et sådant, jf. lærebogen s. 431.
Spørgsmål 4
Spørgsmålet skal besvares med udgangspunkt i lærebogen s. 339-340 med indledningsvis konstatering
af, at ICJ vil skulle foretage en konkret afvejning af stat A’s og stat B’s krav som de
fremgår af bilag 6 og 7. Den gode besvarelse fremhæver faktisk suverænitetsudøvelse som et
centralt element, jf. lærebogen s. 339.
Herefter bør stat A’s og stat B’s argumenter, jf. bilag 6 og 7, sammenlignes. Det afgørende for
besvarelsen er, at der foretages en sådan afvejning. Umiddelbart bør en sådan afvejning falde ud
til stat B’s fordel, idet der bør lægges vægt på, at stat B – i modsætning til stat A – har protesteret
i forbindelse med stat A’s suverænitetsudøvelse, at stat B’s krav synes historisk mere solidt fun-

Side 5 af 5
deret, jf. noten fra den tidligere kolonimagt, og at øen faktisk har været anvendt af den indfødte
befolkning i stat B (og modsætningsvis ikke af befolkningen i stat A).
Spørgsmål 5
Der skal tages udgangspunkt i opgavens oplysning om, at staten D ikke har ratificeret havretskonventionen,
og derfor som udgangspunkt ikke kan støtte ret på denne. Det trækker ned, hvis
dette ikke fremgår af besvarelsen. Den studerende bør imidlertid i forlængelse heraf på grundlag
af lærebogen kap. 3.9, særligt s. 79-80, stille spørgsmålet, om konventionen folkeretligt er udtryk
for (såkaldt) sædvaneret, og at bestemmelserne i konventionen derfor alligevel kan indebære
rettigheder og pligter for staterne. Hermed demonstreres en grundlæggende forståelse for forholdet
mellem sameksistensens og samarbejdets folkeret.
Det bør af besvarelsen tydeligt fremgå, at der beror på en konkret vurdering af den enkelte bestemmelse,
hvorvidt indholdet helt eller delvist kan antages at have form af sædvaneret, jf. lærebogen
s. 57. Det kan således ikke uden videre lægges til grund, at hele havretskonventionen er
udtryk for (såkaldt) sædvaneret.
Lærebogen giver på s. 49 eksempler på dele af havretten, som har karakter af sædvaneret, herunder
afgrænsningen af havretlige zoner. På s. 293 i lærebogen behandles tilsvarende en miljøretlig
generalklausul som sædvaneret. Ud over den miljøretlige generalklausul nævnes international
miljøret ikke i lærebogen som eksempel på sameksistensens folkeret. Det fremgår af bilag 8, at
bestemmelsen i artikel 234 indeholder mange vage betingelser, hvilket også kan have betydning
for, om bestemmelsen er udtryk for sædvaneret, jf. lærebogen s. 57 og s. 78, ligesom det fremgår
af bilag 8, at bestemmelsen er udtryk for ”exceptional powers”. Formentlig taler mest for, at artikel
234 ikke er udtryk for sædvaneret, men diskussionen er vigtigst.
Thomas Winkler