KierkegaardKærlighedensGerninger

c
30
SØREN KIERKEGAARD
I Søren Aabye Kierkegaards (1813-1855) filosofi drejer alt !Jig
om hvad det enkelte menneske, "Hin Enkelte", vil med sit liv.
Spørgsmålet er hvordan det enkelte menneske skal blive til et
individ hvis liv giver mening. I bogen Kjerlighedens Gjerninger
(1847) synes Kierkegaards svar at være at kærligheden er
meningen, og at snyde sig selv for kærligheden er det forfærdeligste.
Selvkærligheden og pligten til kærlighed
Kirkegaard er en religiøs filosof, og hans bog former sig som
en lang tale over kristendommens bud om at "du skal elske
din næste som dig selv," Men hvad vil det sige at elske sin næste
som sig selv? Umidåelbart lyder det som et pligtbud: Du
skal elske den anden, næsten.
At det i kristendommen er en pligt kommer sig af at men-
. nesket har en tilbøjelighed til kærlighed; det vil elskes. Denne
tilbøjeli,ghed udspringer af selvkærlighed: jeg vil elskes fordi
det giver mig identitet at et andet menneske har valgt mig som
sin udvalgte. Men når jeg elsker sådan, i selvkærlighed, er det
ikke sand kærlighed, siger Kierkegaard: jeg dyrker kun kærligheden
for så vidt som den bliver gengældt; jeg dyrker kun
den anden som den der elsker mig. Jeg ser bort fra det ejendommelige
ved den anden, ser bort fra det der netop gør den
anden til en anden end mig. I stedet former jeg mig et billede af
den anden som den der elsker mig som jeg vil have det, det vil
sige som en der ligner mig selv.
Kærligheden giver altså ikke bare sig selv, for mennesket
kan bedrage sig selv på mange måder. En første forhindrip.g
for kærligheden er netop selvkærligheden som alle mennesker
besidder. Når mennesket bliver skuffet eller angst for verden, 1
kan det lukke sig inde i selvkærligheden. Selvkærligheden kan,
da forhindre en i at række ud mod det andet menneske i sand ,
kærlighed. Man snyder ikke sig selv for kærligheden ved at
lade være med at stræbe efter den, man snyder sig selv ved at
henfalde i selvkærlighed.
..

(
(_
35
40
45
50
55
60
65
lO
neste ved at martre sig selv, hvilken er da hans Synd uden
denne, ikke ret at ville elske sig selv? Ak, og naar et Menneske
formasteligt lægger Haand paa sig selv, er dette da ikke
just hans Synd, at han ikke retteligen elsker sig selv i den
Forstand; i hvilken et Menneske skal elske sig selv? O, der tales
i Verden saa meget om Fotræderie og Troløshed, og Gud
bedre det, at dette destoværre kun er altfor sandt, men lad os
dog derover aldrig glemme, at den farligste Forræder blandt
alle er den, ethvert Menneske har i sig selv. Dette Forræderie,
hvad enten det bestaaer i, at han selvisk elsker sig, eller det
bestaaer i, at han selvisk ikke vil elske sig selv paa den rette
Maade, dette Forrædede er jo rigtignok en Hemmelighed, der
gjøres intet Anskrig i den Anledning som ellers i Anledning
af Forræderie og Troløshed; men er det ikke just derfor desto
vigtigere, at der atter og atter mindes om Christendommens
Lære: at et Menneske skal elske sin Næste som sig selv, det
er, som han skal elske sig selv.
Kærlighed søger ikke sit eget
Nei, Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi at søge sit Eget, er jo
netop Selvkjerlighed, Egenkjerlighed, Selvsyge, eller hvad
det ukjerlige Sind har for andre Navne. Og dog, er Gud ikke
Kjerlighed? Men han, som skabte Mennesket i sit Billede, at
han maatte ligne ham, maatte vorde fuldkommen, som han
er fuldkommen, altsaa naae den Fuldkommenhed, der er Gud
egen, ligne det Billede, som er Guds eget: søger han ikke sit
Eget? Jo, han søger sit Eget, som er Kjei:'lighed, han søger
det ved at give Alt, thi Gud er god, og der er kun Een, der
er god, Gud, som giver Alt. Eller var Christus ikke Kjerlighed?
Men han kom jo til Verden for at vorde Forbilledet, for at
drage Menneskene til sig, at de maatte ligne ham, i Sandhed
vorde hans Egne: søgte han da ikke sit Eget? Jo, han søgte sit
Eget, ved at hengive sig for Alle, at de nu maatte ligne ham
i det ham Egne, i opoffrende Hengivelse. Dog i den Forstand
at søge sit Eget er jo noget ganske Andet, og ingenlunde det
vi tænke paa, naar vi tale om at søge sit Eget, eller om, ikke
at søge sit Eget. Kjerlighed er netop Hengivelse; at den søger
Kjerlighed er atter og er den høieste Kjerlighed. Det vil sige, .
saaledes er det i Forholdet mellem Gud og Menneske. Thi
naar et Menneske søger et andet Menneskes Kjerlighed, søger
33

c
(
115 Grad af Kjerlighed, han gjør den sjeldne Gang en Undtagelse,
han søger, saa siger han, at opfatte et enkelt Menneske, det
er, han tænker sig paa en ganske bestemt og særlig - og vil- .
lcaarlig Maade noget Bestemt ved dette Menneske, og fordrer
nu, at den Anden skal fuldkomme denne Tanke. Om det just
120 er dette andet Menneskes Eiendommelighed eller ikke, gjør
Intet til Sagen, thi det er hvad den Herskesyge har tænkt sig
ved ham. Skabe kan den Strenge og Herskesyge engang ikke-;saa
vil han idetmindste omskabe, det er, han søger sit Eget,
at han overalt, hvor han peger hen, kan sige: seedet er mit
125 Billede, det er min Tanke, det er min Villie. Om den Strenge
og Herskesyge er anviist en stor Virkekreds, eller en lille, om
han er Tyran i et Keiserdømme, eller Huus-Tyran i et lille
Værelse paa Qvisten, gjør væsentligen ingen Forskjel, Væsenet
er det samme: herskesygt ikke at ville gaae ud af sig selv,
130 herskesygt at ville knuse det andet Menneskes Eiendommelighed
eller pine Livet af den.
Og som den Strenge og Herskesyge kun søger sit Eget, saaledes
ogsaa Smaaligheden, den misundeligt-herskesyge, den
feigt-frygtagtige Smaalighed.
735 Den Smaalige har aldrig havt Mod 1til dette Ydmyghedens
og Stolthedens gudvelbehagelige Vovestykke: for Gud at være
sig selv - thi Eftertrykket ligger paa "for Gud", da dette er al
Eiendommeligheds Ophav og Udspring. Den, der har vovet
det, han har Eiendomrrielighed, har faaet at v:lde, hvad Gud al-
740 lerede havde givet ham; og han troer ganske i samme Forstand
paa Enhvers Eiendommelighed. At have Eiendommelighed er
at troe paa enhver Andens Eiendommelighed; thi Eiendommeligheden
er ikke Mit, men er Guds Gave, ved hvilken han giver
mig at være, og han giver jo Alle, og giver Alle at være. Dette
745 er just det uudgrundelige Væld af Godhed i Guds Godhed, at
han, den Almægtige, dog giver saaledes, at Modtageren faaer
Eiendommelighed, at Han, der skaber af Intet, dog skaber Eiendommelighed,
saa Skabningen lige overfor Ham ikke bliver
Intet, skjøndt den er tagen af Intet og er Intet, men bliver Ei-
750 endommelighed
At blive et med buddet
Idet vi takke Gud for, at det er lykkedes os at blive færdig med
755 Skriftet saaledes, som vi ønskede det, ville vi nu slutte med at
indføre Apostelen Johannes talende: "I Elskelige, lader os el-
35

c
c
,.
[
36
ske hverandre". 3 Disse Ord, der altsaa have apostolisk4 Myndighed,
have tillige, hvis Du vil betragte dem, en Mellemtone
eller en Mellemstemning i Forhold til Modsætningerne i selve
760 Kjerligheden, hvilket har sin Grund i, at de ere af Den, som
blev fuldkommen i Kjerlighed. Du hører i disse Ord ikke Plig- , ...
tens Strenghed, Apostelen siger ikke "I shulle elske hve-randre";
men Du hører heller ikke Digter-Lidenskabens, Tilbøielighedens
Heftighed. Der er noget Forklaret og Saligt i disse
765 Ord, men tillige et Veemod, der er rørt over Livet og formildet
ved det Evige. Det er som sagde Apostelen "Herre Gud, hvad
er saa det Hele, der vil forhindre Dig i at elske, hvad er det
Hele, Du kan vinde ved Selvkjerlighed! Budet er, at Du skal
elske, o, men naar Du vil forstaae Dig selv og Livet, da er det
110 jo, som skulde det ikke behøve at befales; thi det at elske Menneskene
er dog det Eneste det er værd at leve for, uden denne
Kjerlighed lever du egentligen ikke; og det at elske Menneskene
er tillige den eneste salige Trøst, baade her og hisset; 1
og det at elske Menneskene det eneste sande Kjende paa, at
775 Du er en Christen" - sandeligen en Troesbekjendelse er heller
ikke nok. Kjerlighed er, christeligt forstaaet, befalet; men 1
Kjerlighedsbudet er det gamle Bud, som altid bliver nyt. Det
gaaer ikke med Kjerlighedsbudet som ined et menneskeligt
Bud, der ældes og sløves i Aarene, eller forandres i Forhold
t8o til hvad De blive enige om, som skulle lyde det. Nei, Kjerlighedsbudet
bliver nyt indtil den sidste Dag, lige nyt endnu paa
den Dag, da det er blevet ældst. Budet forandres altsaa ikke i
mindste Maade, allermindst af en Apostel. Forandringen kan
da kun være, at den Kjerlige bliver mere og mere fortrolig med
785 Budet, bliver som Eet med Budet, hvilket han elsker: derfor
kan han tale saa mildt, saa veemodigt, tale næsten som var
det glemt, at Kjerlighed er Budet.
3 Kierkegaard citerer fraDet nye Testamente, Johannes' første brev 4,7.
4 Apostolisk: Vedrørende apostlene.

c
c
(
l
l
l
Spørgsmål
l. Hvilket forhold er der mellem det at elske sig selv og at el-
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
ske næsten?
Forklar de eksempler Kierkegaard giver på mennesker der
ikke elsker sig selv på den rette måde.
Hvorfor skal mennesket lære at elske sig selv på den rette
måde?
Hvad er forskellen på når mennesket søger sit eget, og når
Gud og Kristus søger sit eget?
Forklar Kierkegaards sammenligning mellem kærligheden
og naturen.
Hvad er den herskesyges problem?
Hvad vil det sige at have ejendommelighed?
Når den kærlige bliver mere og mere fortrolig med buddet
om næstekærlighed, glemmer han at det er et bud. Hvorfor?
37