Udogmatisk tænkning eller „frivilligt erkendelsesafkald“ - Metaconsult

selv. Lad det da være sådan. Her er en risiko at møde og at møde den er forudsætnin-gen for at vi kan
komme videre.
Når man stiller op med noget nyt i Jantelovens hjemland stiller man op til
at få nogen over næsen. Men man stiller også op til noget langt mere
interessant, vidtrækkende og kompliceret: Fænomenet "det frivillige
erkendelsesafkald". Der er forskel på uvidenhed og manglende overblik -
og så en subkulturstyret bevidst og systematisk "seen-bort" fra udvalgte
sagforhold og kendsgerninger. Altså en bevidst „ud-grænsning“ af forhold
man faktisk har et vist kendskab til men vælger at ignorere.
I forskningens verden er afgrænsning nødvendig. Man kan ikke
samtidigt undersøge alt lige grundigt . I afgrænsningen ligger et
nødvendigt fravalg af andre muligheder. Disse fravalg vil normalt være
velbegrundede og begrundelsen vil være skriftligt fremlagt til kritisk
analyse og diskussion i indledningen til en videnskabelig afhandling.
Problemet opstår når der ikke er tale om et begrundet fravalg men om en
kulturstyret næsten usproglig automatik. En "habitus" som nogen kunne
udtrykke det (et begreb fra den franske kultursociolog P. Bourdieu). Det
specielle er at her fremlægges der ikke en skriftlig begrundelse fordi
forskeren på forhånd ved at kollegerne foretrækker at udeladelsen ikke
fremhæves fordi den er en del af en bestemt videnskabelig subkultur.
Når eksperter vil være politiserende frontkæmpere bliver sagligheden
det første offer
Nogle aktuelle begivenheder kan sætte begrebet om "det frivillige
erkendelsesafkald" i relief. Statsministeren vedgår for nylig i et interview
til en landsdækkende avis, at han med nedlæggelsen af en række råd og
udvalg har ønsket at komme af med en række "røde og grønne
miljøeksperter", som altid har talt borgerlige politikere midt imod. I
samme periode ansætter den nye regering selv en højtplaceret ekspert:
Bjørn Lomborg, som politiserer energi- og miljødebatten fuldt så godt
som nogen rød eller grøn miljøforkæmper. Historien fortæller hvorledes
politikere i dag ser på eksperter nemlig som bønder i et politisk skakspil:
"Dine rød-grønne lejesvende har angrebet mine positioner - så slår jeg
dine bønder og indsætter mine egne!" Prisen for denne opfattelse af
"ekspertise" er, at ethvert bidrag fra en ekspert i en bred politisk
offentlighed opfattes som et taktisk-strategisk partsindlæg.
Og måske med god grund. Min egen forskergeneration - "68´erne"- valgte
fra slutningen af 1960´erne en offensiv linje over for "det borgerlige
samfund". Vi var "pædagogiske frihedskæmpere" og som sådan kritiskproblematiserende
over for alt og alle - som også jeg er i denne artikel. Vi
havde ikke tålmodighed med eksisterende demokratiske
påvirkningsformer og opdagede hurtigt at græsrodsorganisationer skal
have mere end medlemmer for at bliver slagkraftige: De skal have
ekspertise. Tænk f.eks. på kampagnen mod atomvåben og mod atomkraft.
Først da der opstod en indiskutabel viden om risikoen ved en "atomvinter"
efter en atomkrig og umuligheden af "sikker deponering af radioaktivt
affald" blev det internationalt muligt at råbe politikere og generaler op.
Forskningsbaseret ekspertise blev et bevidst politisk våben. Og ordet
"bevidst" fik en indiskutabel betydning af "socialistisk" og senere
2