Udogmatisk tænkning eller „frivilligt erkendelsesafkald“ - Metaconsult

6
af hans erfaringer som professor i pædagogik kommer Callewaert her med nogle ganske skarpe angreb
på navngivne forskningsmiljøer.
At tendenser til teoretisk monopolisering ikke var et særligt
venstrefløjsanliggende men også en tidligere tradition inden for
pædagogisk tænkning i Danmark fortæller Staff Callewaert videre:
„Karin-Anna: Var du Grue-Sørensens naturlige arvtager? Staff: Bestemt
ikke. Det kan man bestemt ikke sige. Fordi da det var blevet kendt at et
femmandsudvalg havde peget på mig så skrev han en kronik i Berlingske
Tidende dybt oprørt over at en mand som han troede kom fra RUC, som
han troede var kommunist, og som han troede var alt man ikke skulle
være, skulle blive hans efterfølger. Jeg har teksten et sted, jeg husker ikke
alt hvad der står der, men det var helt tydeligt at for ham var dette en
katastrofe. Og bemærk at han kendte mig lidt, vi havde mødtes nogen få
gange og vi havde haft nogen meget gode samtaler i forbindelse med
NFPF-kongresserne og sådan (scp: NFPF er Nordisk forening for
pædagogisk forskning). Men han havde jo tænkt sig at en af hans elever - i
det her tilfælde Knud D. Wagner, tror jeg - skulle efterfølge ham.
(Petersen, 2002, 128).
Den lukkede mentalitet var og blev stærk: „Det var sikkert ikke nogen
anbefaling at jeg repræsenterede Bourdieu fordi det var ildeset i alle
kredse, for man skal huske at hele den ægte danske venstrefløj har, måske
frem til i dag, forkastet mig, betragtet mig som en, der kom udefra og som
ikke var det rigtige (Petersen, 2002, 133).
Staff Callewaert går videre og påpeger nogle følger af det særlige
sociale klima, som var karakteristisk på pædagogiske institutter i Danmark
på den tid: „Jeg vil ikke lave denne samtale til et opgør med fortiden, men
en af de ting jeg aldrig kommer til at tilgive mine kolleger og
institutledelsen, er at de passivt har tilladt et par kolleger år efter år at
krænke mig offentligt i forskellige sammenhæng, eller opføre sig som om
jeg ikke fandtes - - - jeg aldrig fik chance for at opbygge en virksomhed
som ville have involveret større dele af instituttet i mere overgribende
initiativer: Jeg blev i bedste fald tolereret“ (Petersen, 2002, 134). Her viser
Staff Callewaert netop den sårbarhed som i skærpet form ledsager det
videnskabelige arbejde når nye tankeretninger søger at bryde igennem
uden at dette lykkes. Det er dybt tankevækkende at det efter Callewaerts
vurdering faktisk lykkedes de lukkede danske pædagogiske
forskningsmiljøer med held at holde hele denne særdeles væsentlige og
fornyende tankeretning (Bourdieu) definitivt uden for den centrale
ressourceallokering.
Selve dette forhold, at dansk pædagogisk tænkning - også på
videnskabeligt niveau - primært har identificerer sig med en eller anden
politiseret værdiproblematik har han et klart blik for: „Det som er det
typiske for dansk pædagogik som bevægelse, det er at pædagogik er
primært - som jeg plejer at sige det - en ethos. Hverken en kunst eller
refleksivitet eller en kritisk teori, for slet ikke at tale om en videnskab,
men primært en ethos. En kristen eller kulturradikal, progressiv ethos. Og
det er en måde at være med børn på. Og det er derfor at alliancen mellem
den traditionalistiske højskole, seminarierne og den teknokratiske
venstrefløj hele tiden genoprettes helt frem til det som nu sker på DPU“
(Petersen, 2002, 137). Og videre: „- - det vil sige at han havde stadigvæk
den grundholdning at universitetet og videnskab i bund og grund er en
borgerlig sag, med mindre det kobles til forskellige undertrykte