Udogmatisk tænkning eller „frivilligt erkendelsesafkald“ - Metaconsult

5
ny ideologisk afgrund. Hvordan kan det i øvrigt være at så mange kommuner stædigt bliver ved med at
sende børn - som folkeskolen ikke kan klare - til Tvindskolerne? Det kan
man end ikke begynde at forstå uden at opgive årtiers pædagogiske
frivillige erkendelsesafkald omkring lærerens myndighedsudøvelse i
klasseværelset. Gør dette synspunkt mig til tvindtilhænger? Nej - det er
netop pointen - at det gør det ikke. Men sådan vil der være mange i
uddannelsessystemet som umiddelbart vil forstå det. Lige som nogle
læsere i kraft af at jeg tager Niels Egelund alvorligt vil mene at jeg nu er
blevet liberalistisk pædagogisk tænker - hvad jeg heller ikke er. Sådanne
rygmarvsreaktioner er blot endnu nogle eksempler på vaneforestillinger i
den danske pædagogiske tænkning.
Case: Den kosmopolitiske europæer og de lukkede danske
pædagogiske tankekulturer
Professor emeritus Staff Callewaert kom i slutningen af 70´erne til
Danmark efter brede teoretiske studier og forskning ude i Europa og efter
i 70´erne at have udviklet et kendskab til svensk og dansk pædagogisk
tænkning. Han virkede ikke mindst for at introducere Bourdieus tænkning
i den danske pædagogiske forskning og var i årtier placeret i det
komplicerede danske pædagogisk-teoretiske spændingsfelt. Som sådan
havde han rig lejlighed til at studere lukket tænkning og frivillige
erkendelsesafkald. I en bog udgivet i anledning af hans 70 års fødselsdag
bliver han interviewet og fortæller bl.a.: „Da jeg var opponent på en
afhandling af Elisabeth Hultquist, havde hun haft sit
afhandlingsmanuskript læst af en hel del af de mest prominente folk på
Lärarhögskolan i Stockholm som havde overbevist hende om at hun skulle
fjerne alt det som var konsekvent, stringent og spændende. Og da jeg
spurgte hende hvorfor, sagde hun ikke fordi det er mig, men fordi jeg ikke
vil miste muligheden for at være i dialog med mine kolleger. Og det vil
sige at lärarhögskole-pædagogik kræver at sociologen fornægter sig selv“
(Petersen, 2002, 123). Fænomenet akademisk ostrakisme er således ikke
alene dansk.
Imidlertid går han videre og udpeger med en åbenhed, der er sjælden i
forskningens verden, hvorledes systematisk ignorering kan have
vidtgående konsekvenser og umuliggøre at nye videnskabelige
tankeretninger opnår en økonomisk platform, så den kan udfolde sig og
bevise sin værdi: „Man kan ikke undgå at notere sig at fremgang og
vanheld væves sammen i instituttets virke og i mit eget liv i de 25 år jeg
har tilbragt på danske universiteter i hvad der på papiret var en ledende
position, men hvor jeg var uden chance for at påvirke så meget.
Konstrasten er stor når man tænker på hvordan Henning Salling Olesen,
Palle Rasmussen eller sidst Lars-Henrik Schmidt har skabt rigtige små
imperier med store grupper af medarbejdere samlet under ganske snævre
paradigmer, men allesammen med et fælles træk at have deres rødder i
både 1968, venstrefløjen og den gamle liberale højskole-
/seminariepædagogik (den gyldne trekant), at fungere som en del af et
reformistisk-teknokratisk statsapparat, at være mere anvendt pædagogik
end videnskabsfag-orienteret, at kræve en slags fleksibel solidaritet med et
eller andet lidt forældet paradigme - type Hannover-skole - at have søgt og
fået finansiel støtte fra alle dele af det danske establishment via et
kolossalt volumen af kontraktforskning. Det vil sige til punkt og prikke
det modsatte af hvad jeg har forsøgt“ (Petersen, 2002, 126-127). På basis