Udogmatisk tænkning eller „frivilligt erkendelsesafkald“ - Metaconsult

More documents

Recommendations

Info

6 af hans erfaringer som professor i pædagogik kommer Callewaert her med nogle ganske skarpe angreb på navngivne forskningsmiljøer. At tendenser til teoretisk monopolisering ikke var et særligt venstrefløjsanliggende men også en tidligere tradition inden for pædagogisk tænkning i Danmark fortæller Staff Callewaert videre: „Karin-Anna: Var du Grue-Sørensens naturlige arvtager? Staff: Bestemt ikke. Det kan man bestemt ikke sige. Fordi da det var blevet kendt at et femmandsudvalg havde peget på mig så skrev han en kronik i Berlingske Tidende dybt oprørt over at en mand som han troede kom fra RUC, som han troede var kommunist, og som han troede var alt man ikke skulle være, skulle blive hans efterfølger. Jeg har teksten et sted, jeg husker ikke alt hvad der står der, men det var helt tydeligt at for ham var dette en katastrofe. Og bemærk at han kendte mig lidt, vi havde mødtes nogen få gange og vi havde haft nogen meget gode samtaler i forbindelse med NFPF-kongresserne og sådan (scp: NFPF er Nordisk forening for pædagogisk forskning). Men han havde jo tænkt sig at en af hans elever - i det her tilfælde Knud D. Wagner, tror jeg - skulle efterfølge ham. (Petersen, 2002, 128). Den lukkede mentalitet var og blev stærk: „Det var sikkert ikke nogen anbefaling at jeg repræsenterede Bourdieu fordi det var ildeset i alle kredse, for man skal huske at hele den ægte danske venstrefløj har, måske frem til i dag, forkastet mig, betragtet mig som en, der kom udefra og som ikke var det rigtige (Petersen, 2002, 133). Staff Callewaert går videre og påpeger nogle følger af det særlige sociale klima, som var karakteristisk på pædagogiske institutter i Danmark på den tid: „Jeg vil ikke lave denne samtale til et opgør med fortiden, men en af de ting jeg aldrig kommer til at tilgive mine kolleger og institutledelsen, er at de passivt har tilladt et par kolleger år efter år at krænke mig offentligt i forskellige sammenhæng, eller opføre sig som om jeg ikke fandtes - - - jeg aldrig fik chance for at opbygge en virksomhed som ville have involveret større dele af instituttet i mere overgribende initiativer: Jeg blev i bedste fald tolereret“ (Petersen, 2002, 134). Her viser Staff Callewaert netop den sårbarhed som i skærpet form ledsager det videnskabelige arbejde når nye tankeretninger søger at bryde igennem uden at dette lykkes. Det er dybt tankevækkende at det efter Callewaerts vurdering faktisk lykkedes de lukkede danske pædagogiske forskningsmiljøer med held at holde hele denne særdeles væsentlige og fornyende tankeretning (Bourdieu) definitivt uden for den centrale ressourceallokering. Selve dette forhold, at dansk pædagogisk tænkning - også på videnskabeligt niveau - primært har identificerer sig med en eller anden politiseret værdiproblematik har han et klart blik for: „Det som er det typiske for dansk pædagogik som bevægelse, det er at pædagogik er primært - som jeg plejer at sige det - en ethos. Hverken en kunst eller refleksivitet eller en kritisk teori, for slet ikke at tale om en videnskab, men primært en ethos. En kristen eller kulturradikal, progressiv ethos. Og det er en måde at være med børn på. Og det er derfor at alliancen mellem den traditionalistiske højskole, seminarierne og den teknokratiske venstrefløj hele tiden genoprettes helt frem til det som nu sker på DPU“ (Petersen, 2002, 137). Og videre: „- - det vil sige at han havde stadigvæk den grundholdning at universitetet og videnskab i bund og grund er en borgerlig sag, med mindre det kobles til forskellige undertrykte
7 befolkningsgruppers interesser. Og jeg stod der hele dagen og mindede om at uanset at universitetet er et borgerligt anliggende, og det er det selvfølgelig, og uanset de undertrykte grupper, og dem skal forskerne give stemme, så ville jeg stadigvæk lave videnskab for videnskabens skyld. Så jeg ville nok sige at min position på den måde alligevel ikke er borgerlig“ (Petersen, 2002, 135). Her formulerer Staff Callewaert den - måske historisk unikke danskpædagogisk-videnskabelige grundtanke at hvis ikke forskningen er baseret på en (accepteret, gangbar, salonfähig) værdilære så blev det ikke opfattet som forskning. Denne iagttagelse af en begavet kulturanalytiker er så meget mere interessant som netop venstrefløjens pædagogiske forskningsepoke som nævnt oven for blev bygget på en nådesløs kritik af den tidligere pædagogiske forsknings ideologiske indfedtning med samfundets datidige borgerlige magthavere. Jeg er enig med Staff Callewaert i at det er afgørende vigtig at man som forsker er et engageret menneske med nøje kendskab til sin forsknings praksisområde. Men også i at den værdimæssigt politiserende forsker er den største trussel mod videnskaben. Og - vil jeg tilføje - en videnskabelighed må bevidst bestræbe sig på at løfte sig ud af sin egen oprindelige historiske værdiforankring. Det er i denne frigørelsesproces, i denne metarefleksion, at en egl. selvstændig videnskabskultur dannes. Spørgsmålet er hvor langt denne selvkritiske proces er kommet i dansk pædagogisk tænkning. Staff Callewaert virkede utrætteligt i Danmark for en fornyelse af den pædagogiske tænkning men blev - som det ses ovenfor - aldrig nogensinde accepteret eller støttet i andre forskningsmiljøer - end ikke fuldtud i hans eget institut. De lukkede danske pædagogiske tankekulturer var for stærke. Jeg, der skriver denne artikel, er ikke Bourdieu-fan men er inspireret af de nye kultursociologiske indfaldsvinkler som Bourdieus tænkning repræsenterer. Jeg har personligt så sent som omkring 1990 haft erfaringer med afvisning og udelukkelse af en anden kultursociologisk indfaldsvinkel, Thomas Højrups livsformsteori, som også i lang tid blev ignoreret af dansk pædagogisk forskning. Den udogmatiske teoridannelse En saglig og udogmatisk teoridannelse må i sagens natur ophæve sådanne ideologiske skel i den danske pædagogiske vanetænkning men vil dermed kunne opfattes som provokerende hele spektret rundt. Lad mig give nogle eksempler: Det er min bedste vurdering, at jeg i min nye læringsteori forholder mig sagligt og udogmatisk - men andre vil her kunne se ting, som jeg endnu ikke selv kan skimte. Et vigtigt element i min lærings- og kompetenceudviklingsteori er at "lyst", "engagement" og "interesse" ikke - modsat årtiers danske pædagogiske doktriner - er nødvendige forudsætninger for læring. Det er derimod viljesfunktionen i personligheden, for det er denne som styrer den langvarige fokuserede opmærksomhed, der er den direkte forudsætning for læring. Her vil humanistiske pædagogiske tænkere fare i harnisk. Doktrinen om den lystfyldte læring går langt ind i kernen af dansk pædagogisk-humanistisk værditænkning, det er en regulær "hellig ko". Det samme gælder idag doktrinen om at "leg og læring" kan forenes. Hvilket også afkræftes i min analyse. Leg og læring er to væsensforskellige fænomener.
Page 1 and 2: Udogmatisk tænkning eller „frivi
Page 3 and 4: socialdemokratisk. Det var ikke bev
Page 5: 5 ny ideologisk afgrund. Hvordan ka
Page 9 and 10: Thomas Kuhn - fysikkens videnskabsh

Udogmatisk tænkning eller „frivilligt erkendelsesafkald“ - Metaconsult

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?