VANDKULTURHUSE - Lokale og Anlægsfonden

VANDKULTURHUSE
1

2
Hans Lyngsgård
VANDKULTURHUSE
© Lokale- og Anlægsfonden
Grafisk tilrettelægning: Tegnestuen Trojka
Forsidefoto samt fotos side 5, 6, 11,
13, 14, 17, 51, 67: Stig Nørhald
Foto side 35: René Kural
Foto side 63: Henrik Lund
Tryk: P.J.Schmidt Grafisk
December 2002
ISBN 87-986579-6-8
Andre publikationer i skriftrækken:
1. “Fra sportsbassin til superbassin” 1997
2. “Nyt liv i gamle idrætshaller” 1998
3. “Kunstis og skøjtekultur” 1998
4. “Fremtidens idræts- og kulturbyggeri” 2000
5. “Forsamles og forenes om idræt” 2000

VANDKULTURHUSE
LOKALE- OG ANLÆGSFONDEN I SAMARBEJDE MED
HANS LYNGSGÅRD
LOKALE- & ANLÆGSFONDENS SKRIFTRÆKKE 6
3

INDHOLD
Forord 7
VANDKULTUR 9
TRE VANDKULTURHUSE 15
Vandkulturhus i DGI-byen, København (1997-1999) 15
Vandkulturhus i Nuuk, Grønland (1999-2002) 19
Vandkulturhus ved Gigantium, Aalborg (2001) 22
INDPASNING I OMGIVELSERNE 25
BASSINLANDSKABER 29
RUNDSVØMNINGSBASSINER 41
SPRINGLANDSKABER 49
KURBADE 55
OMKLÆDNING 64
BETJENING 65
FREMTIDSBILLEDER 66
5

6
Springbassin, DGI-byen, København.

FRA SVØMMEHAL TIL
VANDKULTURHUS
ET FORLØB
Udviklingen væk fra svømmehallernes banebassiner tog i Europa sin begyndelse
i 1970’erne. Særlig fra kommerciel side indså man, at et badeliv var langt
mere omfattende end et svømmeliv. Svaret kom i form af badelande. Nu kunne
man lege – men man kunne knap få sig en ordentlig svømmetur.
Med Vandkulturhuset i DGI-byen i København blev der givet et bud på
en ny type badeanlæg, hvor konkurrencesvømningen blev sat i baggrunden –
til fordel for mere almen idrætsudfoldelse, motionssvømning m.m.
Det blev ikke en enlig svale. Vandkulturhuset i Nuuk kom til, og senest
er der blevet afholdt en stor arkitektkonkurrence om et nyt Vandkulturhus i
Aalborg. Vinderprojektet og mange af de deltagende projekter viser nye udviklinger
af det tema, som blev slået an med Vandkulturhuset i København. Med
lidt god vilje kan man sige: En, to, tre – en tradition er født!
Dette skrift forsøger at opsummere erfaringerne fra de tre vandkulturhuse,
som er realiseret eller er ved at blive det. Samtidig tilsigtes det at formidle
mange af de gode idéer, som den internationale arkitektkonkurrence i Aalborg
bød på.
Forhåbentlig kan det inspirere kommende initiativer.
Inge Nesgård
Formand for Lokale- og Anlægsfonden
7

VANDKULTUR
LYSTEN TIL VAND
I konkurrenceprogrammet for den åbne, internationale arkitektkonkurrence
for vandkulturhuset ved Gigantium i Aalborg kunne arkitekterne varme op
med følgende tekst:
Mennesket har tilsyneladende en stærk drift mod at sænke kroppen i tempereret
vand. Så stærk, at byder sommeren på dage, hvor solen står højt, og
vandtemperaturen nærmer sig de 22 grader, søger mennesker mod stranden.
De kører gerne i timevis, accepterer bilkøer og parkeringsbesvær.
Nærmer de sig vandet, fortæller først øret og dernæst øjet om det forjættede
hav. På lang afstand høres latter og glade stemmer fra dem, der allerede
er nået frem; og når stranden og vandet dukker op, fremstår et liv af plaskende,
svømmende, dykkende, flydende, sprøjtende, legende mennesker.
Ferier tilrettelægges efter kataloger, som fortæller om sommer, sol og
strand. Postkort fra venner og bekendte har strandbredden som hovedmotiv
og – nok så væsentligt – strandens bagland er bevokset af palmer. Formlen for
ferielængslerne er på plads.
Den naturgivne strand er såmænd ikke engang et krav, når blot vandet er
inden for rækkevidde. Ferier kan nydes uden besværet med at opsøge naturen,
såfremt kroppen med regelmæssige mellemrum kan dyppes i hotellets swimmingpool.
Statistikkerne viser, at svømning er den største idræts- og motionsaktivitet
i det daglige, hvis man – således som Socialforskningsinstituttet senest gjorde
det i 1998 – går ud og spørger folk om, hvad de dyrker af fysisk aktivitet. 18%
af befolkningen påstår, at de svømmer regelmæssigt. Og hvad der i særlig grad
gør svømningen enestående er, at den i modsætning til andre idrætter appellerer
til alle aldersgrupper. Som det fremgår af figuren, er deltagelsen – med
undtagelse af de 20-29 årige – stort set på samme niveau gennem livet.
%
25
20
15
10
5
0
16
24
19
17 17
16-19 20-29 30-39 40-49 50-59 60-69 70+
15
12
år
Andel af den voksne befolkning, der
regelmæssigt dyrker svømning (1998)
Dyrker i øvrigt
Forening i øvrigt
Deltager i konkurrence
9

10
SPORTENS SVØMMEHAL
Den moderne ingeniørkunst og økonomiske velstand har muliggjort, at der
overalt er opført vandanlæg, som kunne give udfoldelse for denne lyst til vand
– denne længsel. Svømmehaller hedder de. Der er op til 300 af dem i Danmark,
og de byder på tempereret vand – 26 grader mindst – hvor kroppen kan
lade sig omslutte i udfoldelsen og nydelsen i dette underfulde element.
Sådan kunne det godt være, men virkeligheden siger noget andet. Den
eneste kultur- og fritidspolitiske diskussion, som har fundet sted i de kommuner,
der har finansieret svømmehalsboomet siden starten af 60’erne, har lydt:
Skal det firkantede bassin være 25 eller 50 m langt? – For firkantet skal det
naturligvis være!
Man ser for sig diskussionerne, som de har fundet sted i de 300 kommunalbestyrelser.
Væk er drømmen om vandet som en totaloplevelse af foretagsomhed
og livsnydelse. I stedet står sportens formel, som siger, at det eneste
relevante og fascinerende er konkurrencen: Konkurrencen om, hvem der kan
komme hurtigst fra den ene bassinkant til den anden – og tilbage igen. Efter
denne formel har alt sig at rette, og resultatet har været en massiv opbygning
af vandanlæg i 60’erne, 70’erne og 80’erne – anlæg, der har kostet store tocifrede
millionbeløb, men kun rummer én drøm: Den effektive krop spurtende
gennem vandet mod en ny rekord. En rekord, som vil få verdensomspændende
status, netop fordi bassinet præcist – helt præcist – er 25 eller 50 m langt.
Er man til andre lyster end sportens, er man ilde stedt. Træder man ind i
den lokale svømmehal – efter at have vasket sig grundigt de anviste steder og
påført sig et bånd, som angiver, at nu har man en time til rådighed – kunne
trangen til med et frydeskrig at kaste sig ud i det dejlige vand sagtens opstå.
Men man gør det ikke, for man må ikke. Istedet kravler man ned ad en musestige
og giver sig til at svømme. Frem og tilbage, frem og tilbage – i bestemte
baner. Man svømmer ikke på tværs, for på banen ved siden af ligger en anden
sælhund, som også svømmer frem og tilbage, frem og tilbage.
Man beslutter, om man den dag skal tage 20, 30 eller 46 ture frem og tilbage,
før man kravler op igen og mumler: “Det er dejligt – nu er det overstået!”
Motionsværdien er uomtvistelig. Kredsløbet og Hjerteforeningen har fået,
hvad de forlanger. Men frydefuldt? Kroppen er blevet banket på plads, og
morgendagen vil belønne en med den grad af ømhed, som en viljefast indsats
fortjener.
Sportens svømmehal indeholder ikke nogen lille ø, man kan svømme ud til og
skubbe de andre ud fra. Der er ikke noget undervandslandskab at dykke ned
til og gemme ting for kammeraterne. Der er ikke nogen lagune med fladt tilløb,
så man kan løbe pjaskende ud i vandet. Der er ingen muligheder for at
svømme rundt i lange træk uden hele tiden at blive afbrudt. Det er ikke tilladt
at tage en bold med i vandet. Man må ikke lege, når de andre svømmer. Frem
– vending – tilbage siger formlen.

VANDLANDET
Glæden ved vand har fået større spillerum de seneste år. Fra 1987 til 2000 er
der bygget 13 vandlande i Danmark, hvor alskens bassintyper og teknologiske
opfindelser inviterer til naturlignende oplevelser: Havet genopstår som bølgebassin,
varme kilder som boblebad, gejsere som springvand og massagedyser,
tropiske laguner som varmtvandsbassiner, vandfald som rutschebaner, bjergfloder
som modstrømskanaler, havbund som undervandslandskaber, kysten
som skrånende vanddybde osv. osv. Og solen står på himlen som solarielamper,
mens floraen vælder op i form af de skønneste plastikgevækster.
Lydtrykket minder lidt om det, der møder én en sommerdag ved stranden
– latter, pjasken og frydefulde hvin fra legende børn – så sportsbassinets firkantede
kedsommelighed er tilsyneladende brudt. Men hvad skal et voksent menneske
egentlig stille op midt i al den legelandsagtige morskab, bortset fra at
lægge sig i vamtvandsbassinet og vegetere eller sætte sig i spa-poolens vandbaserede
kollektive massageapparat og længes?
Og dog – vil man bruge kræfterne, er der i en række af de kommunalt finansierede
vandlande en mulighed. Sportens firkantede svømmebassin ligger
stadig dér og lokker med turen – frem og tilbage, frem og tilbage.
SUPERBASSINET
Men kan man overhovedet forestille sig et bassin for konkurrence og motionssvømning,
boldspil og undervisning, vandaerobics og leg, som ikke er firkantet?
Og som ser stort på sportens krav om 25 eller 50 m’s længde?
Sagtens. Man kan bare betragte sporten selv. Ønsker man at afvikle aktiviteter
“på stedet” – f.eks. løb, hurtigløb på skøjter eller speedway – så bevæger
man sig i en ellipse. Man befinder sig på et stadion, hvor rundbanen er
valgt som grundform for kontinuert løb i stedet for opbremsninger og tilbageløb.
I Vandkulturhuset i DGI-byen i København har Fonden anvendt denne
stadionløsning og valgt den Piet Heinske superellipse som løsningen på en
rundbane. Superbassinet er et modbillede til vandlandet, netop fordi det tilgodeser
idrættens behov. Som geometrisk konstruktion er forholdet mellem
bredde og længde 5/6, og det giver en høj grad af ubesværethed i svømning
langs ellipsens krumning, idet formlen angiver en maksimal blød afvikling.
Man kan påstå, at superellipsen udgør en smuk “buttet” løsning.
Superbassinet er et modbillede til vandlandet, netop fordi det tilgodeser
idrættens behov:
For det første imødekommer det kravet om udfoldelse på alle niveauer af
fysisk kompetence. Svømning som fysisk – og mental – udfordring står i centrum.
Man kan svømme i rundbaner og i det store hav.
For det andet tilbyder det muligheder for boldspil og andre pladskrævende
idrætslege. Bassinet rummer – som det traditionelle stadion – et afgrænseligt
areal inden for rundbanerne, hvor vandpolo, vandbasket, fangelege og kaplege
af forskellig slags kan iværksættes.
11

12
For det tredje er det udformet, så det er velegnet til instruktion og egentlig
undervisning på alle niveauer. En hæve-sænkebund sørger for den optimale
bassindybde.
For det fjerde er det velegnet til de mange nye former for vandaerobics, ligesom
det indbyder til udfoldelsen af mere ekspressive eller æstetiske vandaktiviteter.
Og – for det femte – der kan dyrkes mange former for idræt samtidigt.
Som på stadion kan der motioneres i rundbanerne, mens der spilles bold og
leges på “grønsværen”.
Superbassinet kombinerer enkelhed i formen med idrættens krav til fysisk
udfoldelse, mangfoldighed og kreativitet.
Superbassinet kan ikke stå alene. Vandkultur rummer flere udfordringer. Et
element er vovemod til luftture inden mødet med vand. Udformet f.eks. som
springlandskabet i DGI-byen. Andre elementer er legeindretninger i vand og
det varme vands afslappende, helsebringende og forløsende egenskaber.
BASSINUDFORMNINGER
Der er en tendens til at dele svømmelandskaber op, så hver aktivitet foregår i
hvert sit bassin – til tider i hvert sit rum. Det kan have en række – især tekniske
– fordele, men samvær bliver ofte splittet op. I den videre udvikling af
vandkulturhuse er målsætningen at muliggøre samtidig udfoldelse i mange
forskellige badeformer, uden at samværet – i familien eller gruppen – forsvinder.
Samtidig er det en afgørende fornyelse, at man skal kunne svømme rundt
til alle aktiviteterne.
Det traditionelle 25 m sportsbassin har for så vidt en række af disse kvaliteter,
men også en del ulemper. Det er karakteriseret ved at have en dyb ende
med mulighed for udspring og en lav ende med mulighed for leg. Men når der
springes, kan der ikke svømmes, når der leges, kan der ikke svømmes, og når
der svømmes, kan der hverken leges eller springes.
Vandkulturhuset i DGI-byen har vist, at rundbanen er ideel for motionssvømning
i kombination med andre samtidige aktiviteter. Derfor er der al
mulig grund til at videreudvikle rundbanesvømningen.
KURBAD
Rundt om i Europa er der en tendes til at moderne kurbade indrettes som
“tørre” afdelinger, dvs. som afdelinger med et stort udbud af saunaer, varmluftbade
og dampbade. Det er ofte afdelinger uden bassiner. Vil man svømme
eller bade, må man gå ind i anden afdeling.
Denne udviklingstendens kan karakteriseres som en fortsættelse af den
finsk-russiske badekultur. Heroverfor står den romersk-tyrkiske badetradition
med et langt større islæt af varme bassiner og rislende vand.

VANDKULTURHUSE
I dag dyrkes vandaktiviteter i to vidt forskellige former for svømmehuse: Svømmehallen,
som i alle detaljer i sin konstruktion efterlever sportens krav om
objektiv måling af resultater i det firkantede bassin, og Vandlandet, som i sit
brede udbud af underholdende aktiviteter ikke imødekommer den idrætslige
dimension i vandkulturen. Vandkulturhuset i DGI-byen i København var det
første vandkulturhus i Danmark, som brød med denne stive enten/eller-opfattelse
og anviste en ny måde at bygge en svømmehal på.
I Nuuk i Grønland opføres i disse år en svømmehal, som bygger videre på erfaringerne.
Der er dog ikke tale om en storby-svømmehal, da Nuuk kun har
omkring 14.000 indbyggere. Erfaringerne er derfor interessante for danske
provinsbyer.
Sidste skud på stammen er Vandkulturhuset ved Gigantium i Aalborg. Erfaringerne
fra DGI-byen og Nuuk har ligget til grund for den internationale
arkitektkonkurrence, der blev afholdt i efteråret 2001.
Konkurrencen fremviste en idémæssig mangfoldighed og rigdom, som tegner
godt for fremtidens vandkulturhuse.
13

14
Superbassinet, DGI-byen, København.

TRE VANDKULTURHUSE
VANDKULTURHUS I DGI-BYEN
HISTORIE
I foråret 1996 besluttede idrætsorganisationen DGI at opføre en ny svømmehal
i DGI-byen på Vesterbro i København. For at skabe idégrundlaget for en Fremtidens
svømmehal blev Lokale- og Anlægsfonden indraget. Såvel Fonden som
Københavns Kommune bidrog med økonomisk støtte til realisering af projektet.
Gennem en række møder og ekskursioner i 1996 blev visionen konkretiseret
og hele konceptet lejrede sig til sidst i betegnelsen Vandkulturhus. Konceptet
byggede på tre fornyelser: Superbassin med rundsvømningsbane, springlandskab
og kurbad.
I løbet af 1997 transformerede DGI-byens arkitekter, Schmidt, Hammer
& Lassen, konceptet til et konkret byggeprojekt. Håndværkerne gik i gang
først i 1998, og ved udgangen af 1999 stod huset færdig.
SUPERBASSINET
Med inspiration fra andre idrætsformer, f.eks. løb på atletikstadion, blev rundbanen
nu introduceret i et vandanlæg. I Piet Heins superellipse er det geometriske
forhold mellem bredde og længde 5/6, og det giver en høj grad af
ubesværethed i svømning langs ellipsens krumning, idet formlen angiver en
maksimal blød afvikling.
At skulle svømme rundt i stedet for at svømme lige ud og vende gav anledning
til diskussion. Lokale- og Anlægsfonden foranstaltede derfor en række
praktiske forsøg med svømning i forskellige kurver og forskellige svømmearter.
For de fleste svømmearter var det ganske ubesværet at svømme i superellipsens
krumning. Kun ved butterfly kunne der være svømmetekniske problemer.
I praksis er der ingen problemer. Tværtimod er der begejstring for det
lange svømmeforløb, hvor man heller ikke oplever generende modsvømmere,
fordi alle svømmer i samme retning.
Superbassinet rummer – som det traditionelle atletikstadion – et afgrænset
areal inden for rundbanerne. Det består af en ø og en meget stor og avanceret
hæve-sænkebund, som tillader vanddybder fra 0-180 cm. Med hævet
bund og hævede gangbroer etableres et firkantet inderbassin, og fuldt sænket
udgør rundbaner og midterbassin ét stort sammenhængende vandareal, “havet”.
15

16
8
Plan af bassinetage,
Schmidt, Hammer & Lassen,
Århus.
7
6
1
3
2
Superbassinet udgør et modbillede ved at:
1 Motionssvømning kan udfolde sig i rundbanerne og i midterbassinet.
Stor vanddybde i rundbanerne sikrer, at svømmerne ikke generes af
almindelig leg.
2 Boldspil og andre idrætslige vandlege tillades. Vandpolo, vandbasket,
fangelege og kaplege af forskellige slags kan udfolde sig i midterbassinet
– eller i hele “havet”.
3 Svømmeundervisning har gode betingelser. Den valgfri vanddybde
muliggør instruktion på alle niveauer.
4 Nye former for vandaerobics og mere ekspressive og æstetiske
vandaktiviteter har ideelle forhold med sænkebund og musikanlæg.
5 Mange af idrætsformerne kan dyrkes samtidigt. Der kan altid motioneres
i rundbanerne, mens der spilles bold, leges eller undervises i
midterbassinet.
4
Superbassinet demonstrerer, at den enkle og bløde form kan honorere idrættens
krav til fysisk udfordring med mangfoldighed og kreativitet. Rummet
omkring superbassinet er udstyret med lyd-, lys- og filmanlæg m.m., så der kan
opføres teater-, musik- og filmforestillinger.
5
1 ‘Havet’
2 Hæve-sænke bund
3 ‘Fjeldsøen’
4 ‘Indsøen’
5 ‘Gryden’
6 Hotelbar
7 Møderum
8 Hotel m.v.

SPRINGLANDSKAB
Vandkulturhuset rummer en anden nyskabelse: Springlandskabet. Det er blevet
en konvention, at springanlæg skal udformes efter konkurrenceregler. Vipper,
platforme, højder og dybder skal opfylde FINA’s springregler. Men konventionen
har ikke bund i den hverdag, svømmehallerne lever i. Formentlig
forstår mindre end 10% af brugerne at udnytte moderne glasfibervipper. Derfor
kan der være grund til at diskutere berettigelsen.
Sløjfes skal de ikke, som badelandene gør det, for selve udspringet rummer
meget positive idrætslige og psykiske udfordringer: At turde slippe fodfæste,
svæve i luften og møde vandet. Derfor bør der være forskelligartede
springmuligheder og højder, så enhver kan udfordre sit vovemod på passende
måde.
Springbassinet i Vandkulturhuset tilbyder et væld af springmuligheder:
Fra en “fjeldvæg” kan man springe i vandet fra forskellige højder, 1,5, 2,0
og 2,5 m. Fra en endevæg kan man springe ud fra en 5 m afsats. Fra vinduesvæggen
kan man springe i vandet fra en nyudviklet trampolin, fra en vippe og
fra en løbebane med springbrædt. Der er en 5 m høj klatrevæg, hvorfra man
kan lade sig falde i vandet, og der er klatretove, som kan trækkes ud over bassinet,
og som “Tarzan” kan svinge sig i.
Springbassin, DGI-byen,
København.
17

18
Alle spring kan naturligvis ikke ske samtidigt. Hver langside åbnes på skift.
Fjeldvæggen danner tillige lyd- og synsmæssig adskillelse til superbassinet, så
råb og skrig fra springerne ikke generer svømmerne.
Det “vovelige” udspring er et vigtigt tilbud for at tiltrække de unge, som
man ellers finder i badelandenes rutchebaner.
Der er bevidst valgt indretninger, som udfordrer til kropslig udfoldelse, og
fravalgt underholdningsattraktioner.
KURBADET
DGI-byens kurbad lever sit eget liv 2 etager over superbassinet. Her er særskilt
omklædning og betjening.
Fra omklædningen kommer man ind til en midterzone med behandlingsrum,
og i næste zone ligger de forskellige bade. Der er karbade med olie eller
urter, saunabade, varmluftbade og dampbade. Og så kan man få gyset i det
kolde bassin.
For enden af badeområderne finder man receptionen og en opholdstue.
Her kan man hygge sig med snak og læsestof ved pejsens varme. Foran stuen
ligger en tagterrasse, så der er mulighed for på en god vinterdag at boltre sig i
sne.
Kurbadet var faktisk det første nybyggede kurbad i flere generationer i
Danmark, og der var forventning til, at dette kurbad skulle indvarsle en ny
kurbadstradition i Danmark. I planlægningsfaserne var der gode og store tanker
om kurbad med forskelligartede saunaer, dampbade, urtebade og varmluftbade.
Om små varmtvandsbassiner. Om rumforløb der lagde op til vandreture
og samtaler. Om storslåede udsigtsforhold over København eller over
superbassinet. Desværre ramte besparelserne først og fremmest kurbadet, og resultatet
kan ikke siges at være nyskabende på nogen måde. Afdelingen er lille
og indelukket, og der er ikke åbnet op til f.eks. superbassinet. Som type er kurbadet
i DGI-byen ikke væsensforskelligt fra de “luksusbade”, som de fleste
badeanstalter fra 30’erne havde.

VANDKULTURHUS I NUUK
HISTORIE
Svømmekulturen i Grønland har hidtil begrænset sig til sjældne
oplevelser i sommerlune søer og i små private pools. At
springe i det iskolde havvand har snarere været forbundet med
død end med livsglæde.
Nu opføres der en svømmehal i Nuuk, og grønlænderne får
mulighed for at dyrke svømning og andre af badelivets glæder.
Kommunalbestyrelsen i Nuuk nedsatte i 1993 et svømmehalsudvalg,
som derefter konkretiserede ønskerne til en svømmehal.
I 1998 blev der udskrevet en indbudt konkurrence, hvor 5
arkitektfirmaer med tegnestuer i Grønland deltog.
Vinder af konkurrencen blev Tegnestuen Nuuk i samarbejde
med KHR AS arkitekter.
Det idémæssige grundlag for svømmehallen var den traditionelle
danske svømmehal. I tiden efter konkurrencen gik Lokale- og
Anlægsfonden aktivt ind i forløbet. Med baggrund i udviklingen
af Vandkulturhuset i DGI-byen blev svømmehalskulturen
taget op til fornyet overvejelse.
3-D-illustration fra det store rum,
KHR AS arkitekter, København.
Beliggenhed ved fjorden,
KHR AS arkitekter, København.
19

20
Stueplan,
KHR AS arkitekter,
København.
NYT KONCEPT
Det store spørgsmål var, om det var sportens konkurrencesvømning på 25
eller 50 m, der skulle eksporteres til Grønland, eller om der skulle tænkes i andre
baner. Der var i alle tilfælde tale om at eksportere en europæisk badekultur
til Grønland – men hvilken? Grønland var jo ikke tynget af nogen tradition på
området.
På den ene side skulle det tilgodeses, at grønlænderne havde muligheden
for at dyrke konkurrencesvømning. Men samtidigt var det vigtigt at huske på,
at Nuuk kun har omkring 14.000 indbyggere, og at der formentlig ikke ville
blive bygget andre svømmehaller i Grønland. Større konkurrencer ville derfor
være lidet sandsynlige.
På den anden side skulle grønlænderne også kunne nyde alle badelivets
øvrige glæder med leg, dykken, boldspil, udspring og en række af vandlandets
oplevelser.
Det var nærliggende at bruge erfaringerne fra Vandkulturhuset i DGI-byen.
Skalaforholdet skulle dog ændres. Udgangspunktet blev derfor provinsbyens
traditionelle 25 m bassin, men i en helt ny konstruktion.
Princippet bag den nyudviklede løsning var, som skitsen viser, at en rundbane
lægges tværs igennem det traditionelle 25 m-bassin, og at bassinformen i den
lave ende (til højre på tegningen) opløses i et badelands bløde former.

Med et slag kan dette bassin nu tilbyde, at der samtidigt foregår udspring i den
dybe ende, motionssvømning i rundbanen og leg/undervisning i den lave del.
Bassinet kan omstilles til konkurrencesvømning ved udlægning af banetove til
4 baner.
I forløbet kom yderligere en nyskabelse til. Under konkurrencesvømning
bliver rundbanen afbrudt, men ved hjælp af en lille “rundkørsel” på hver side
af det store bassin kan den dobbeltsporede rundbane nu samtidig benyttes til
motionssvømning og undervisning.
Ved traditionelle konkurrencebassiner er den firkantede form og baneopstregning
meget dominerende og præger uvilkårligt adfærden i bassinet, men
konkurrencesvømning er i grunden blot én blandt mange badeformer, og den
kan sagtens eksistere uden at dominere andre udfoldelsesmuligheder.
PROJEKTET
I den viste udvikling af bassinet er banernes traditionelle formmæssige dominans
elimineret. Der er faktisk 4 konkurrencebaner på 25 m, men konkurrencebanerne
opfattes kun, når banetovene er spændt ud.
Det endelige projekt er beriget med en rampe ned til rundbanen og til
legebassinet. Springbassinet er udvidet med et klatreområde, og andre fine detaljer
er indarbejdet.
Basssinet i Nuuk kan utrolig mange ting på samme tid. Grundlaget er
skabt for familiernes vandkultur – det fælles mødested, hvor alle uanset alder
kan udfolde sig.
Med Vandkulturhuset i DGI-byen skabtes en afgørende fornyelse i den store
skala – til storbyen. Med Vandkulturhuset i Nuuk er der skabt en fornyelse i
en skala – som kan paralleliseres med en mindre dansk provinsby.
Placering i terræn
Svømmehal Vand
21

22
Illustrationer fra vinderprojektet,
PLOT A/S, København.
VANDKULTURHUS I AALBORG
HISTORIE
Aalborg Kommune opførte i 1999 første etape af et nyt idræts- og kulturcenter,
Gigantium, i det østlige Aalborg. Etapen bestod af en stor fodboldhal og
en mindre idrætshal. Anden etape var planlagt til at rumme et svømmebad.
Efter en indledende fase blev Lokale- og Anlægsfonden inddraget i idéudviklingen
i begyndelsen af 2000.
Der blev udarbejdet et nyt grundlag, som byggede videre på erfaringerne
fra vandkulturhusene i DGI-byen og i Nuuk.
Grundlaget blev vedtaget i Aalborg Byråd, og på baggrund af et stort forarbejde
blev der afholdt en international arkitektkonkurrence i 2001. Der blev

afleveret 123 projekter fra hele verden. Fra Holland, Italien, Sverige, Norge,
Finland, Tyskland, Østrig, Frankrig, England, Spanien, Irland, Kroatien, Letland,
Japan, Thailand, Argentina, Brazilien, USA, Canada og Danmark.
Tegnestuen Plot A/S med de unge arkitekter Julien De Smedt og Bjarke Ingels
vandt 1. præmien. Projektet viser en smittende lyst til vand. Hvor man normalt
forestiller sig et vandbassin midt i et landskab, vender projektet dette forhold
på hovedet: Nu er hele anlægget faktisk et vandskab, der omslutter en ø. Land
føjer sig efter vand!
Bygningen er cirkulær og yderst ligger rundbanen, hvor motionsfolket kan få
sig en 150 m lang svømmetur med oplevelser dels af naturen uden for glasfacaden,
dels af alle aktiviteterne indenfor.
Bearbejdningen af vandkulturhusets øvrige tilbud viser en betagende sans
for rumlige oplevelser. Caféområde, omklædningsafdeling og kurbad ligger
som stænger på tværs i en stor tønde. Det muliggør en række rumoplevelser,
hvor man dog hele tiden kan forholde sig til det store hovedrum.
Forslaget er ekstraordinært og overbevisende i sin nyfortolkning af dansk
badekultur.
Arkitektkonkurrencer handler oftest om arkitektur og mindre om indhold,
men i denne konkurrence var det et krav, at der skulle ske en indholdsmæssig
nyudvikling og fortolkning af bassinformer, bademæssige indretninger og sammenhænge.
Flere projekter – også blandt de præmierede – er netop optaget af det arkitektoniske
formspil, men det er som om, de mister pusten i behandlingen af
Bassinetage, PLOT A/S, København. Plan af bassinetage, PLOT A/S, København.
23

24
bassiner og badeliv. Så meget desto mere glædeligt er det, at vinderprojektet
viser nye veje på dette område.
Det var der også andre ikke-præmierede projekter, der gjorde. Og netop
derfor er konkurrencematerialet meget inspirerende.
BASSINLANDSKABET
Man mærker i hvor høj grad banebassinet med bestemte dybder har dannet
norm. Flere projekter udfordrer virkelig den vante danske opfattelse af bassinrummet.
I nogle projekter er der intet traditionelt ved bassinerne. Der foreslås
bassinbunde, der følger et havs eller en søs varierede former, og der er organiske
bassinforløb i rene klippelandskaber. Et projekt arbejder med tidevand, et
andet med surfbølger. Et projekt bygger sågar vandkulturhuset op som et 10
etagers højhus.
RUNDBANEN
Med Vandkulturhuset i DGI-byen etableredes den første rundsvømningsbane.
Den har været en succes, så i konkurrencen var der lagt op til en videreudvikling,
og ud over vinderprojektets store cirkulære rundbane blev der i andre
projekter foreslået en oval rundbane, en stor trekantet bane, dobbelte rundbaner
og en ottetalsbane.
KURBADET
Endnu er der i Danmark ikke set et kurbad, der kan måle sig med f.eks. tyske
kurbade. Konkurrencegrundlaget lagde derfor vægt på, at kurbadet skulle fornyes,
og at det skulle baseres mere på vådaktiviteter som i det romerske bad end
på tøraktiviteter som i det finske.
Vinderprojektet præsenterer rumforestillinger, som synes inspireret af japansk
enkelthed med sakrale overtoner. Andre projekter bygger på funktionalistisk
enkelhed og overskuelighed. Atter andre projekter arbejder mere med
torvelignende forløb, præget af mangfoldighed og med vægt lagt på det sociale
liv.
PRÆMIERING
Alle præmierede projekter var danske. Og blandt de ikke-præmierede var der
andre enestående danske projekter. Det betyder ikke, at kvaliteten i de udenlandske
projekter var dårlig. Tværtimod var der mange inspirerende og gennemarbejdede
projekter. Det var faktisk synd, at ingen udenlandske projekter
blev præmieret. Flere projekter viste et anderledes syn på vandkultur med
spændende løsninger, som fortjente at blive fremhævet, og som kan inspirere
traditionen her i landet.
De løftede hele konkurrencens betydning.

INDPASNING I OMGIVELSERNE
I arkitektens arbejde med et hus er det ikke tilstrækkeligt kun at løse funktioner
og skabe et smukt hus, det er også nødvendigt at få det til at passe ind i
omgivelserne. Få huset til at spille sammen med de omgivende huse, den
omgivende natur og den sociale sammenhæng, som huset indgår i. Et hus kan
underordne sig et steds karakter, eller det kan give et sted ny karakter. Et hus
kan lukke sig om sig selv, eller det kan lukke sig op over for omgivelserne. Alle
kender vel idrætshaller, der ligger som mastodonter i landskabet og lukker sig
selvtilstrækkeligt om idrætsudfoldelsen.
Traditionelt har svømme- og badehuse tilstræbt kontakt med omgivelserne.
Sportens krav om standardiserede rammer uden forstyrrende impulser
har ganske vist ensrettet mange svømmehaller, men som regel er der mindst
ét vindue, man kan kigge ud ad. Et af de fornemste eksempler på samspil
mellem natur og svømmehal er Kildeskovshallen i Gentofte. Her er svømmeturen
også en oplevelse af store og karakterfulde træer udenfor.
Badelande forsøger oftest enten at skabe deres egen natur i bygningen,
eller at skabe en særegen natur uden for bygningen. Naturelementet spiller en
stor rolle.
DGI-BYEN
Vandkulturhuset i DGI-byen ligger i Københavns absolutte centrum. Der er
ikke grønne områder at knytte sig til, og der er ikke iscenesat en indre grøn
natur. Tværtimod synes arkitekterne at tage afstand fra grøn iscenesættelse.
Bassinrummene åbner sig alligevel til de omgivende gade- og pladsrum, og
fornemmelsen af togterræn og bygader lever i samdrægtighed med badeoplevelsen,
og bare det, at gæsterne kan følge med i vejrligets skiften, er et stort
plus.
NUUK
Vandkulturhuset i Nuuk har et helt særegent samspil med naturen. Huset ligger
på et lille fjeldmassiv ned mod bugten. Fra bassinrummet bydes på en storslået
udsigt over indsejlingen til Iggia, ligesom bygningens profil og glasparti
modsvarende kan ses af de sejlende i bugten. Der er lagt vægt på at få sollys
langt ind i bygningen. Det bliver ikke alene et sted for badende, men også for
naturelskere.
Vandkulturhus i Nuuk,
KHR AS arkitekter, København.
25

26
Konkurrenceprojekt,
Klaus Bachmann, München.
AALBORG
Vandkulturhuset i Aalborg er placeret i et udbygningsområde med bolig- og
institutionsområder, idrætshaller og åbent udsyn til marker og skovplantninger.
Vinderprojektet arbejder såvel indad som udad. Hovedrummet er centralt
i oplevelsen af stedet, men svømmeturen langs bygningens cirkelperiferi kan
blive en enestående naturoplevelse, fordi vandoverfladen synes at forsvinde ud
gennem ruderne.
KONKURRENCEN
Fra arkitektkonkurrencen skal fremdrages to eksempler, der viser yderpunkter
i forholdet til omgivelserne:
Højhus
Arkitekt Klaus Bachmann fra München har udformet et Aqua Center, som et
smalt 10 etagers højhus. Han siger:
Det nye bygningskompleks former en kompakt struktur, som står i kontrast til
åbenheden i det omgivende landskab ... Aqua Centeret står som et “landmark” for
Aalborg og for sportscenteret i sig selv. Det er designet som en kæmpe skærm, der
hylder de forskellige vandaktiviteter.

Bachmann spørger selv: ... nysgerrig? og der er ingen tvivl om, at forbipasserende
vil få vækket deres nysgerrighed ved at kunne se ind til alle vandaktiviteterne.
En svømmetur i 8. sals højde vil med de store glaspartier give en fantastisk
udsigt og være en uforlignelig oplevelse.
At bassinudformningerne ikke opfylder de stillede betingelser er en anden
sag, men projektet udtrykker en holdning til sine omgivelser, som er bemærkelsesværdig
og højaktuel i storbyer. Tænk på byer som New York, Hong Kong
og Paris. Selv indre byområder ville kunne få badeoplevelser i et sådant Vandkulturhøjhus.
Organisme
Arkitekt Fabrice Feray fra Paris tager et helt andet udgangspunkt. Han udformer
sit vandkulturhus som en blomsterstruktur med 5 blade, der stikker ud i
landskabet. Han kalder de 5 blade for bølgeskaller og siger:
I skallernes hjerte skaber bølgerne rendeformede bassiner. Efter at være kommet
ud af omklædningsrummet, bliver svømmeren af bølgen båret ind i
Gigantiums vandunivers.
Konkurrenceprojekt,
Klaus Bachmann,
München.
27

28
Konkurrenceprojekt,
Fabrice Feray,
Paris.
Konstruktionen udgør en struktur, som kunne være inspireret af en surfers
bølgeoplevelse. Strukturen vil kunne strække sine arme ud i landskabet og
dermed give svømmeren en naturoplevelse og ligesåvel være en opdagelsesrejse
i en særegen organisk bygningsstruktur.
Som struktur og drømmebillede er projektet inspirerende. Nordjydernes
gode bølger i Vesterhavet synes dog mere vedkommende end de dramatiske
Hawai-bølger.

BASSINLANDSKABER
BADEKAR-ARKITEKTUR
Svømmebassiner opfattes normalt som kar, der fra en gulvflade er sænket ned
i undergrunden. Det har været kutyme med gangarealer rundt om alle bassinerne,
hvilket har understreget gulvplanet og karopfattelsen. Man kan tale om
Badekar-arkitektur.
Badelandene forandrede kar-opfattelsen. F.eks. introduceredes den kunstige
badestrand, hvor man langsomt går ned på dybere og dybere vand. Her
ændres karret. Med ét er det gulvplanet, der fortsætter ned i vandet.
Badelandene fravælger mange steder, at der skal være gangarealer rundt om
alle bassiner. I stedet kan det være klippesider, der går ned i vandet, eller planteområder,
som støder ned til vandet. Altsammen er med til at opløse kar-arkitekturen.
Vandkulturhusene i DGI-byen og i Nuuk udtrykker også traditionel Badekararkitektur.
Springbassinet i DGI-byen får dog et strejf af fjeldsø på grund af sin
høje springvæg. I Nuuk gør andre forhold sig gældende. Her får den traditionelle
Badekar-arkitektur måske sit smukkeste udtryk. Hævet op over havet på
et uregelmæssigt fjeldmassiv spiller gulvets vandrette flade en vigtig arkitektonisk
rolle. Og fladen fremhæves af karrene, der kan opleves som huller i det
dominerende vandrette plan.
VANDSKAB-ARKITEKTUR
Mange af konkurrencens projekter arbejder med opløsning af Badekar-arkitekturen.
I Aalborgs vinderprojekt vendes den traditionelle kar-arkitektur på hovedet.
Nu er der ikke længere kar i gulvarealet. Hele anlægget er et badekar – eller
en sø, og gulvarealet findes på en ø.
Land føjer sig efter vand, siger vinderarkitekterne. Nu vil det vise sig i den
videre bearbejdning af projektet, om øen kan underordne sig vandet, eller om
den bliver så massiv, at den får præg af “fastland”. At vandet i hele rundbanen
synes at flyde ud i naturens jordplan vil givetvis bidrage til, at vandskabet opfattes
som en sø i terrænet.
I kurbadet viser projektet også en ny kar-arkitektur. De forskellige småbassiner
er bygget sammen, så vandet næsten opleves som sammenflydende.
Der er ikke gulvareal, blot broer hen over bassinerne. Man kan vel tale om en
Vandskabs-arkitektur.
29

30
Tidevand
Jeroen Schipper Architecten fra Rotterdam viser afgørende nytænkning i deres
projekt Waterscape, som også kan opfattes som Vandskabs-arkitektur.
De ser en stor udfordring i at blande vandlandets oplevelsesbassiner med
konkurrencesvømningens bassiner. Deres grundtanke er at introducere tidevandet,
som ved lavvande kun fylder forskellige småbassiner, der ligger som
fordybninger i bunden. Ved højvande oversvømmes det hele og danner det
store vandlandskab.
Om konceptet siger de: Et koncept, ikke til at udvikle bølger eller forstyrrelser
– skønt det er muligt – men til at introducere tidevandet, som kommer og går, og
som forandrer relationen mellem vand og land gennem tiden.
... Dette fører til en plan, i hvilken vandoverfladen er skillelinien mellem to
forskellige verdener; en badeverden nedenunder, som er skåret ud i undergrunden,
og en udsigtsverden (café) ovenover i himlen, holdt fra hinanden af en konditioneret
luftpude. Herved opstår et lagdelt volumen med en svampelignende sokkel, der
delvist er gravet ned i det faldende terræn.
Arkitekterne foreslår tidevand i en normal 6-timers rytme, som skulle tilgodese
sportsaktiviteter på ét tidspunkt og morskabsaktiviteter på et andet. Sport om
morgenen – sjov om eftermiddagen, som det udtrykkes.
I denne arkitektur er der ikke tale om kar i en gulvflade – nej, det er mere
kompliceret: Alt er kar og alt er gulv. Selv om de enkelte bassinfordybninger
minder meget om traditionelle regulære kar, mangler der adskillelsen mellem
gulv og kar. Alt er skåret ud i undergrundsmassivet. En tilgangsvinkel, som
også findes i barokkens bygningsværker: Det at udhule et bygningsmassiv.
I virkeligheden er forslaget et alternativ til de bekostelige hæve/sænkebunde.
I stedet for at hæve bunden op og ned, hæves og sænkes vandoverfladen i stedet.
Princippet har mange perspektiver i sig, og bør videreudvikles. Det er

klart, at princippet ikke kan bruges på alle bassiner. Et springbassin vil nok ikke
være det første sted at prøve, men f.eks. i lege- og undervisningsbassiner er der
stort behov for forskellige vanddybder. Navnlig i intervallet mellem 60 og 120
cm vanddybde er der brug for valgmuligheder.
I forhold til hæve/sænkebunden vil en regulering af vandoverfladen være
langsommere. Problemet må dog kunne reduceres uden brug af kolossale pumper,
men f.eks. ved brug af luftteknik. Det kunne være oppustelige “balloner”
i udligningstankene.
Surfbølge
Den aalborgensiske arkitekt, Lars Bjørk, har taget en spændende indretning
med i sit konkurrenceprojekt. Han skriver: ... I stedet for at lege i vandet, handler
det om at stå på vandet i form af en kunstig bølge – en surfbølge. Dette nye
element er ikke kun selve aktiviteten, men også det, at man ser bølgen, der bryder,
samt lyden af vand i bevægelse ...
Idéen er ikke særlig gennemarbejdet, og der kan stilles spørgsmål ved
bassinformen. Men grundidéen er spændende, og faktisk kan man finde lignende
elementer i forskellige legeparker, hvor rutchebanen er videreudviklet til
brede glidebaner. Hvis den kropslige udfoldelse kan udvikles videre til en form
for body-surfing, vil det være et værdifuldt idrætsligt element.
Body-surfing,
Lars Bjørk,
Aalborg.
31
Konkurrenceprojekt,
Jeroen Schipper
Architecten,
Rotterdam.

32
Konkurrenceprojekt,
Della Valle &
Bernheimer Design,
New York.
Bundlandskab
Tegnestuen Della Valle & Bernheimer Design fra New York gør også noget ved
karrets bund. Bunden er ikke præget af idrættens krav til ensartede bundforhold,
nej her er bunden et landskab for sig, som ganske vist tilpasser sig de
enkelte aktiviteter, men i en mere fri formgivning.
Aqu@rium
Arkitekt Julia Lindenthal fra Rom tager også udgangspunkt i vandskabet. I
hendes Aqu@rium arbejder hun med et rektangulært hus, som hun fylder med
vand, og hendes ø er en halvø med et søjlehus i flere etager.
Hvor vinderprojektet arbejder med flere bassiner til hver sit formål, tilbyder
Lindenthal et stort vandområde, hvor udformningen af bunden sikrer forskellige
aktiviteter. I slyngede former skabes en lavvandet strand ét sted, en
klippeø til udspring og klatring et andet sted og dybhav til dykning et tredje.
Det idrætslige udgangspunkt er sat i baggrunden, en rundsvømningsbane må
man f.eks. selv skabe sig. Dette vandkulturhus er som badestranden ved hav
og sø; man må selv skabe sit rum og forlige sig med, at andres udfoldelse kan
komme på tværs.

Julia Lindenthals Vandskabs-arkitektur står i gæld til de gode badelande. At
bearbejde bunden så naturinspireret finder man tradition for i Mellem- og
Sydeuropa. I Danmark holder arkitekterne sig normalt til en stringent geometri,
men projektets spændingsfelt mellem stringent bygning og organisk formet
bund burde ikke være fremmed for dansk mentalitet.
Bundlandskaber er spændende af flere grunde – også ud over, at forskellige
vanddybder tillader forskellige funktioner og udfoldelser. For det første refererer
de til naturen. Bundforhold, som vi møder ved havet, i søen, på dybhav,
i elven osv. For det andet bryder de med rationaliteten og sportsdominansen.
I et sportsbassin er den eneste variation i bunden stort set kun banestregerne.
For det tredje kan et bundlandskab tilbyde sig som en ny verden med oplevelser
og udfordringer til fysisk udfoldelse. Der bliver noget at dykke efter.
Undervandslandskabet er faktisk fyldt med muligheder, som vi endnu ikke
kender til. Man kan forestille sig klipper, der rejser sig fra bassinets bund og
skyder op over vandoverfladen. Klippen er for så vidt bare en del af bunden,
som rækker op over vandet. En klippe kan i sig selv være et landskab til udfordring,
fyldt med sanseoplevelser eller kropsoplevelser. Tænk på en omvendt
klatrevæg, hvor man ved hjælp af klippens små fremspring kan klatre eller
trække sig ned til bunden.
Konkurrenceprojekt,
Julia Lindenthal, Rom.
33

34
Klippehus
Tegnestuen Architectural Studio 12 PM-Architecture fra Amsterdam arbejder
med irregulære former og opløser den vante kar-arkitektur. De skriver:
Vandkulturhuset i Aalborg giver lejlighed til at oversætte svømmeoplevelsen til
en rumlig oplevelse. Designet skal rumme spænding mellem begær og frygt, længsel
og melankoli og opfatte rummet som et mellemled mellem disse ting. Vandkulturhuset
i Aalborg vil blive badekomplekset, hvor der tilbydes en vækkende oplevelse,
hvor alle sanser bliver prøvet. Denne oplevelse forsøger at sikre en ny og
radikal tilgang til selve bade-ritualet. Det handler ikke længere om en overfladisk
måde at svømme på (set ud fra en følelsesmæssig synsvinkel), men om at gøre vandkulturhuset
til et sted for den gedigne og ærlige oplevelse af vand i alle dets muligheder.
Ganske sigende kaldes projekt: Streams of desire.
Konkurrenceprojekt, Architectural Studio 12 PM-Architecture, Amsterdam.

Huset er bygget op som et spændingsfelt mellem meget massive – næsten klippelignende
– konstruktioner og lette glasoverdækninger.
Bassinerne opleves som bunden af den klippeagtige struktur, som var det
klippehuler, der blev fyldt med vand.
Rundsvømningsbanen er der. Den er irregulær og synes mere opsat på
rumoplevelse end på træning.
Hvor de fleste andre projekter arbejder med ét stort hovedhus, viser dette
projekt, hvordan bygningen kan dekomponeres og fremtræde som mindre og
sammensatte enheder.
Projektet inspirerer også til at forme badelandskaber som huler i et bjerg.
Et godt eksempel er Itäkeskus svømmehal i Helsinki, bygget 1991-93. Her er
behovet for beskyttelsesrum og svømmehaller slået sammen. Svømmehallen er
placeret nede i et fjeldmassiv.
Itäkeskus svømmehal i
Helsinki. Hyvämäki-
Karhunen-Parkkinen
Architects.
35

36
VAND I FLERE ETAGER
At et Vandkulturhus kan udføres som et højhus er tidligere vist. Andre projekter
arbejder også med vand i flere etager.
Mange vil nok spørge, om sådanne projekter er realistiske, og man må
medgive, at det kan synes paradoksalt, at flytte mange tons vand højt op i luften.
Men tanken er nu ikke så vild endda.
Rent teknisk foretrækkes det nemlig, at bassiner kan inspiceres fra ydersiden
– både sider og bund. Mange svømmebassiner er dermed allerede hævet
op fra jorden. Teknisk og økonomisk set, er der derfor ikke hindringer i vejen
for, at bassiner kan placeres i mange niveauer. Det afgørende er, at bygningens
bærende spænd ikke bliver for store – at der f.eks. arbejdes med smalle bygningskroppe,
store bjælker eller søjler.
Vandunivers
Et fascinerende projekt med vand i mange etager præsenteres af den danske
arkitekt Søren Robert Lund.
Huset har et åbent hovedrum med bjælkelag i flere etager. På disse bjælker
udlægges etagedæk, som var det terrasser, der stikker ud i det store hovedrum.
Et åbent og varieret rum.
Søren Robert Lund holder øjensynligt meget af vand og synes at være inspireret
af Norges og Sveriges vandlandskaber. Fra de øverste dæk udspringer
6 vandfald. De sammenbinder etagerne og giver hovedrummet liv. Nederste
kælderplan er grottelignende, har lavt vandspejl og en række småbroer.
Næstnederst ligger skærgården med et stort vandområde, vandfald, geysere
o.l. Der er mange småøer, som danner varierede rum med forskellige kvaliteter.
Omend udspringsfunktioner og boldlege i åbent bassin ikke har gode kår,
skal skærgårdens bassinlandskab fremhæves som en nytolkning af badelandskabet.

Etageplaner,
konkurrenceprojekt,
Søren Robert Lund,
København.
37

38
Konkurrenceprojekt,
Joon-Sang Lee, Paris.
I næste niveau ligger en 100 m lang, oval rundsvømningsbane, et test-track med
pit-stop-vigespor. Banen synes at svæve frit oppe i luften, og der må være helt
enestående rumlige oplevelser for den svømmende.
Næste niveau er forbeholdt de rolige bassiner, hvor gæsterne kan nyde
vandfald og udsigt.
På øverste niveau ligger kurbadet. Stemningen skabes af lyset og udsigten.
Etagen ligger som en terrasse med åben strøgforbindelse, der lægger op til
vandreture og snak.
Konstruktionen er dristig, men absolut realistisk. De rumlige oplevelseskvaliteter
er helt i top.
PLANTER
Tarvelige badelande – af nogen kaldet palmebadsrædsler – synes at have jaget
en skræk i livet på mange arkitekter. Illusionen om subtropisk ferieidyl synes
simpelthen at være for meget. Det er vel grunden til, at nogle nye badeanlæg,
herunder Vandkulturhuset i DGI-byen, overhovedet ikke arbejder med planter
og grøn iscenesættelse. Iscenesættelse behøver ikke at være et fy-ord. Det rene
arkitektoniske rum er også iscenesættelse. Grøn iscenesættelse har sin berettigelse,
fordi vi i Danmark har sø-, fjord- og havbadeoplevelser inde på nethinden,
der forbindes med planter, græs, buske, siv og træer. At kunne associere
til sådanne oplevelser og følelser vil være en gevinst for et badeanlæg.
Kunststykket beror på, at arkitektur og grøn iscenesættelse går hånd i
hånd.
Blandt konkurrenceprojekterne arbejder flere med iscenesættelse af landskabet,
men få giver bud på en grøn iscenesættelse. Et fransk projekt er undtagelsen:
Bambusdrivhuse
Arkitekt Joon-Sang Lee fra Paris skriver: ... Vandkulturhusets arkitektur skal
fremstå som en invitation til at dykke ned i en geografisk iscenesættelse. Den geografiske
opfindelse er en stiløvelse, som går ud på at “citere” naturens arketyper:
Øen, klippen, grotten, skoven, havet.
Skabelsen af en kunstig natur, en tidløs natur, som forbliver uforanderlig, modsat
den rigtige natur, der skifter ansigtsfarve med årstiderne – får især mening med
tanke på det danske klima.

Lee’s projekt er især interessant ved et plantebælte på hver side af bassinlandskabet.
Der skrives om “Bambus-filtret”: To dobbelte glasvægge med “vegetabilsk
isolering” afgrænser husets langsider. Disse grønne skiver er smalle drivhuse
bevokset med bambus. Sidstnævnte er placeret således, at de fungerer som et vegetabilsk
filter, der adskiller det indre fra det ydre og ligeledes filtrerer det naturlige
lys – som oplyser huset hele dagen lang på grund af den gunstige øst-vest orientering.
Der sigtes mod en speciel art bambus, hvis blade og stokke har samme grønne
farve og derfor fremstår som en let helhed.
... Bambus-drivhusene er tilgængelige fra bassinerne og fra de “tørre” bade samt
caféen.
Bambusskove er usædvanlige i forbindelse med badeanlæg, men meget karakterfulde.
Lee dykker ned i en geografisk scenografi, som for en dansker måske
kan virke lige så asiatisk, som palmescenografi kan virke sydhavsagtig. Projektet
skal dog fremhæves som et af de eneste, der har turdet udforske grøn iscenesættelse.
Projektet inspirerer til at tænke i en nordisk inspireret grøn iscenesættelse.
Badelandskaber med f.eks. birketræer, efeu, dunhamre, marehalm og mange
andre planter bliver pludselig en mulighed. Med særlige væksthuse, som Joon-
Sang Lees, kan der vælges planter, som ellers ikke kan klare den klorholdige
luft. Og har vi i det hele taget styr på, hvilke nordiske planter, der faktisk kan
klare klorholdig luft?
SØJLER I BASSIN
Kan der være søjler i et svømmebassin?
Vandkulturhuset i Nuuk havde oprindelig en søjle stående midt i det bassin,
som skal anvendes til konkurrencesvømning. Der var mange diskussioner
om dette forhold. På den ene side bidrog søjlen til at fjerne konkurrencebanernes
dominans uden at forhindre konkurrencesvømningen. På den anden
side gav søjlen ulemper for pladskrævende aktivitet som f.eks. vandpolo og
lignende boldspil. I sidste ende valgte man at ændre konstruktionen, så søjlen
forsvandt.
Konkurrenceprojekt,
Joon-Sang Lee, Paris.
39

40
Konkurrenceprojekt, KHR AS
arkitekter, København.
Arkitekt Ove Neumann fra KHR AS arkitekter i Danmark har i sit Aalborgprojekt
ligefrem arbejdet med en søjleskov.
Søjler, der står ned i vand, ændrer på Badekar-arkitekturen. Karrets bund bliver
bærende, og så bliver associationen til kar mere diffus. Associationen til
træer med vand omkring sig er tættere på.
Arkitektonisk er der et spændende spil mellem søjlens lodrette maskulinitet
og det bløde, modtagende og feminine vandelement.
I bassiner til leg og ophold kan det være et berigende element med søjler.
I rundbaner og boldspilsarealer må det dog anses for et generende element.
Søjler giver også nye muligheder. Hvor bundlandskaber kan bidrage til at erobre
undervandsuniverset, kan søjler være med til at erobre luftuniverset. Måske
kunne søjler være formet til klatring. Måske kunne der spændes indretninger
ud mellem søjler. Et klatretov. En hængekøje.
Træning kan også foregå over vandet.

RUNDSVØMNINGSBASSINER
Superellipsen
Vandkulturhuset i DGI-byen i København introducerede for første gang et
rundsvømningsbassin. Det har været en stor succes. Specielt har det været
populært blandt motionssvømmere.
På sit første idéstade havde det form som et stadions løbebane. Siden kultiveredes
formen til Piet Heins superellipse. Størrelsen blev tilpasset, dels efter
pladsforholdene på stedet, dels efter testforsøg, hvor svømmere afprøvede de
forskellige svømmearter ved forskellige krumninger. Superellipsen har 2
svømmebaner, hvor den ydre svømmebanelængde er på 92 m. På det smalleste
sted måler rundbanen 400 cm.
I badelande med smalle svømmekanaler er der ofte problemer med andre
svømmere, der forstyrrer. Derfor er de 400 cm et absolut minimum.
Det besluttedes også, at banerne skulle være forbeholdt svømmere. Det
skete ved at fastsætte vanddybden til 180 cm, som udelukker ikke-svømmere.
41

42
Rundbane med omkørsel
Med Vandkulturhuset i Nuuk var det store spørgsmål, om rundsvømningsbaner
kunne indbygges i et mindre badeanlæg. Befolkningsunderlaget i Nuuk
svarer til en mindre dansk provinsby. Med udgangspunkt i provinsbyens traditionelle
25 m bassin blev rundbanen lagt, så den skærer tværs gennem hovedbassinet
og adskiller leg fra udspring. I mindre vandkulturhuse gælder det om
at udnytte vandarealerne til flere formål.
I Nuuk fik rundsvømningsbanen indbygget små “rundkørsler” lige før det store
bassin. Det muliggør motionssvømning i rundbanen samtidig med aktivitet i
det store bassin, f.eks. konkurrencesvømning.
Rundsvømningsbanen er på ca. 75 m, og banen måler 420 cm i bredden.
For at kunne bruge rundsvømningsbanerne til undervisning er vanddybden
mindsket til 130 cm.
Cirkelbane
I Aalborg kan Vandkulturhuset størrelsesmæssigt sammenlignes med DGIbyen.
Vinderprojektet byder på en stor cirkelformet rundbane på ca. 150 m.
Bredden er i programmet fastlagt til min. 420 cm, og dybden er fastlagt til
150 cm.
Diameteren er så stor, at krumningen er mindre end i DGI-byens superellipse.
I det endelige projekt er rundsvømningsbanen reduceret til ca. 132 m,
men der er stadig tale om en lille krumning. Banebredden på 420 cm er bevaret.
Det er en stor kvalitet, at banerne angribes indefra, fordi svømmere i
yderbanen dermed aldrig generes af “startere”.

Stadionbane
Tegnestuen Shane Plazas fra San Francisco viser en stadionløsning med en ca.
420 cm bred og ca. 90 m lang rundbane. Stadionløsningen giver to typer
svømmeforløb: 2 rette forløb i siderne og 2 halvbuer i enderne.
Ellipse
Søren Robert Lund fra Danmark arbejder som tidligere nævnt med en ellipseformet
bane, som præcis er 100 m lang. Tilgang sker fra øen i midten. Man
kommer i vandet i “vigespor”, de såkaldte pitstop. Formen er smuk, og langsiderne
er gode at svømme i, men ellipsens skarpe ender vil kunne give svømmerne
problemer.
43

44
Trekantbane
Arkitekt Philip Speranza fra New York har tegnet en stor og spændende rundsvømningsbane
formet som en trekant. Som i vinderprojektet er banen placeret
ved ydervæggen. Banen er ca. 420 cm bred og ca. 170 m lang. Fordelen ved
denne løsning er, at svømmeren får flere lige stræk at svømme. To på ca. 30 m
og en på ca. 50 m. I stil med vinderprojektet angribes rundbanen indefra – fra
en ø.
Irregulær bane
Architectural Studio fra Amsterdam arbejder, som tidligere vist, med irregulære
former. Projektet indeholder dog en rundsvømningsbane, om end den
ikke umiddelbart genkendes som rundbane. Men svømmer man i periferien,
vil man få en svømmetur på næsten 90 m.
Den adskillende midterø giver passagemulighed for mindre rundture, men
kan dermed også genere langturssvømmerne.

Ottetals-baner
Tilberg Design fra Viken i Sverige har anvendt superellipsen som hovedbane
og har tilføjet en mindre cirkulær bane. I sammenskæringen er banen desværre
blevet indsnævret. Var den blevet udvidet, kunne den have fungeret som en
spændende variant, fordi svømmerne frit ville kunne passere hinanden og
vælge mellem at svømme i en lille eller stor rundbane.
BOT arkitekter fra Stockholm viser et projekt af organisk tilsnit. Deres rundbane
er et regulært ottetal. Banen synes ikke ret lang, og det er givet, at der vil
blive en del sammenstød, når svømmerne krydser bane.
45

46
Hesteskoformet rundbane
Tegnestuen Linson fra Riga i Letland har tegnet en hesteskoformet bane med
ellipseformede og helt lige forløb. Der er tilgang til rundbanen fra ydersiden
i et “vigespor”. Nogle af hesteskoens ender virker vel skarpe, men bassinet er
spændende, fordi forskel i krumninger lægger op til variation i svømmebevægelsen
og skaber en slags periodicering i svømningen.
I forbindelse med et projekt, som det hesteskoformede, kan der være gode
argumenter for, at nogle krumninger kan formes ret skarpe. På lange baner
giver det afbræk – eller variation – i svømmeturen, og det er jo ikke nyt for
nogen “at skulle tage farten af i svingene”.

Om rundbaner
Eksemplerne viser en mangfoldighed af baneformer, og det bliver spændende
at indhøste erfaringer fra de forskellige typer. Det er givet, at den gode svømmeoplevelse
skabes af flere forhold:
Den fysiske form
Forskellige geometriske former giver forskellige svømmeoplevelser. I Aalborg
har den cirkulære bane så stor radius, at svømningen formentlig ikke bliver
synderlig påvirket deraf. I superellipsen er der en “langside” med svag krumning.
En afbalanceret svømmetur bør vel både rumme drejninger til den ene
og den anden side. Og der bør vel også være muligheder for hurtigsvømning
på nogle distancer og stillesvømning på andre.
Det omgivende landskab
At svømme er ikke blot at mærke vandet, det kan ligesåvel være at opdage
eller mærke omgivelserne. En svømmetur med udsyn til et smukt landskab må
være en berigende oplevelse. Varierede rumforløb vil også bidrage til en større
svømmeoplevelse. Nogle steder svømmes der måske i meget lys andre steder
i halvmørke. Nogle steder er der generende støj, og andre steder er der beroligende
stilhed. Nogle steder er der lugte fra planter o.l., andre steder er der kun
klorlugt. Nogle steder er der aktivitet, og andre steder er der fred. Nogle steder
kigger man op, andre steder kigger man ned.
Vandets landskab
Der er stor forskel på, om rundsvømningsbanen er formet som en kanal,
eller den indgår i større vandområder. Kanaler i badelande har ofte det problem,
at de er for smalle, og derfor afbrydes svømmeturen hele tiden af folk,
der skal til og fra noget andet. En regulær rundbane uden afvigelser vil let
kunne få noget motorbane over sig og dermed nærme sig banesvømning. Den
kan i al fald sammenlignes med det at svømme i en å. Udposninger på rundbanen
eller sammenhæng med andre vandområder giver andre oplevelser. Fra
åen kan man komme ud i søen eller andre vandområder. Det store vandspejl
har sin helt egen virkning.
Tilgang og hvil undervejs
I Vandkulturhuset i DGI-byen sker tilgangen til rundbanen via en trappe på
ydersiden og på det smalleste sted. Det giver uro i svømningen og forårsager
ofte “trafikpropper”. Det bør derfor tilstræbes, at f.eks. yderside i rundbanen
ikke har tilgang, således at svømmerne kan holde sig til denne side.
De færreste svømmer uafbrudt. Et hvil skal der til ind imellem. Derfor bør
det tilstræbes, at der er små vigepladser eller udposninger, hvor svømmerne kan
tage sig et hvil.
47

SPRINGLANDSKABER
I de kommercielle badelande udelades vipper normalt. Sikkert fordi de på den
ene side kræver større vanddybde og større sikkerhedsforanstaltninger, og på
den anden side ikke just forbindes med feriens sydhavsidyl.
Nu er udspringsvippen også blevet et avanceret redskab, som kun de færreste
forstår at bruge. Det er konkurrencesportens instrument, og med de
meget få konkurrenceudspringere, vi har i dette land, er det uden mening at
indrette flere bassiner til dem. Når det er sagt, skal det imidlertid slås fast, at
det vil være en stor skam at fjerne selve udspringsmuligheden. De fysiske og
psykiske øvelser i udspringet er meget udfordrende og givende. Udspringet
hører derfor også hjemme i et vandkulturhus.
Udspring kan ske på langt flere måder end fra de konventionelle konkurrencevipper.
For en uøvet springer er det faste afsæt langt at foretrække fremfor
det fjedrende. Og faste afsæt i mange forskellige højder giver den enkelte
mulighed for at vælge den højde, der passer til vedkommendes vovemod.
Selve udspringet er i virkeligheden kun en af mange udfoldelsesmuligheder,
hvor det handler om at bevæge sig længst muligt i luftrummet inden mødet
med vandet. Det at kunne udnytte luftrummet i bevidstheden om et risikoløst
frit fald.
At klatre op i et tov over vand for til sidst at falde i vandet er en tilsvarende
fysisk udfordring. Ligeså med klatring på klatrevægge over vand. Det fjedrende
afsæt er også en udfordring, og ud over vippen er trampolinen et spændende
instrument.
49

50
At foretage et svæv over vand for til sidst at falde i er endnu et motiv, som
kan få udtryk i bl.a. små svævebaner, hvor man skal holde sig oppe længst muligt.
Rutchebaner findes i mange badelande. Den kropslige udfordring i normale
rutchebaner synes dog ikke at være særlig stor. Rutchebanen er mere underholdning
end kropslig udfordring.
Ønsker man at tiltrække kække drenge og modige piger, er det nødvendigt
med indretninger, der udfordrer til vovemod, artisteri, opvisning, kamp og i
det hele taget til fuld brug af bevægeapparatet. Mange badelande vælger indretninger
ud fra et underholdningsmæssigt synspunkt. I vandkulturhuse bør
der i stedet være fokus på, at indretningerne skal udfordre til så megen kropsudfoldelse
som muligt.
I svømmehaller, hvor springaktiviteter er sat i centrum, opdager man ofte en
utilsigtet ulempe: Springaktivitet tiltager sig megen opmærksomhed. Den
dominerer. Det er ikke alene de store plask, der drøner gennem hallen, det er
også springernes hvin og skrig, der dominerer lydbilledet.
Til tider kan det være meget generende for en rolig svømmetur eller andet
afslappende badeliv. Dønninger fra nedspringsplask generer også andre
svømmere. Man skal derfor være varsom med at placere springaktiviteter midt
i andre badeaktiviteter, og det bør overvejes at adskille udspringsbassinet
lydmæssigt fra andre bassiner.
DGI-byens springbassin,
– skitse fra udviklingsfasen,
Hans Lyngsgård.

DGI-BYEN
Det var naturligt for en idrætsorganisation som DGI at fokusere på kropsudfoldelsen,
og fra starten valgte man klart at undgå underholdning og i stedet
at satse på indretninger, som udfordrede til kropslig udfoldelse – idræt i
bredeste forstand.
Springbassinets form afspejler ikke en ideel størrelse, men snarere en form,
som er udsprunget af placeringens lidt trekantede facon.
På en klippevæg er ophængt gangbro og faste udspringsafsæt i højderne
1,5 m, 2,0 m og 2,5 m. For enden af bassinet er indrettet en stor klatrevæg,
som fører op til en 5,0 m udspringsplatform. Langs det store vinduesparti er
indrette forskellige typer af fjedrende afsæt. Der er en traditionel vippe. Der
er også en lille løbebane med et springbrædt, som vil kunne tiltale mange gymnaster.
(Den synes dog ikke at være færdigudviklet). En vigtig fornyelse er trampolinen
– også kaldet vippolinen. Den blev udviklet specielt til dette formål og
er blevet en stor succes.
Ud over disse faste indretninger kan der trækkes klatretove frem, og der
kan ophænges forskellige redskaber ude i bassinet.
DGI-byens springbassin.
51

52
Springbassinet er ikke indrettet til, at alle aktiviteter kan foregå samtidig. Der
er udarbejdet sikkerhedsforskrifter for de enkelte springmuligheder, og i forlængelse
heraf er der udviklet en praksis, hvor de forskellige indretninger åbnes
efter tur.
NUUK
Med Vandkulturhuset i Nuuk er der søgt en fornyelse af det traditionelle
25 m kombibassin. Traditionen tro ligger springindretningerne og den dybe
del i den ene ende af bassinet. Der skal kunne foregå konkurrenceudspring fra
1 og 3 m vipper, og i en udvidelse af bassinet er der planlagt en klatrevæg og
klatretove.
Når rundbanen er i brug, har springerne deres eget vandområde, og vil
ikke blive forstyrret af svømmere og andre badende.
AALBORG
I Aalborg ønskede man et springlandskab, som skulle kunne endnu mere end
DGI-byens springbassin. I programfasen arbejdedes således med:
Faste udspringsplatforme i forskellige højder, 1,0 m, 1,5 m, 2,0 m,
2,5 m og 5 m.
Trampolinudspring. Klatrevæg. Klatretove. Klatretræ. Svævebane.
Forestillingerne fra denne programfase udtrykkes i skitsen.
Skitse fra programfasen,
Hans Lyngsgård.

Vinderprojektet
Som det fremgår af illustrationen har PLOT A/S opbygget et udspringsanlæg,
hvor man over rundbanen kan gå op til de forskellige afsæt. Denne tur op over
de svømmende kan blive en fin rumlig oplevelse.
Desværre viser projektet ikke andre indretninger. Der er plads til det, og
en videre bearbejdning af projektet vil kunne give et mere varieret og spændende
springbassin.
2. præmieprojekt
Dette projekt af Årstiderne Arkitekter arbejder med et grottelignende springbassin:
Springbassinet er gravet ind i massen, så rummet omkring bassinet virker som
en grotte. Placeringen af bassinet er valgt for at skærme de øvrige bassinområder
lydmæssigt. Ved at grave sig ind i massen opstår der opholdsnicher og udsigtsposter
rundt langs væggene.
Grottens ene side er opbygget som en springvæg, hvor trapper leder op til trampolin,
forskellige udspringsniveauer og nicher. Grotten har ligeledes en klatrevæg,
der på modsatte side fungerer som vandstøvbad. Der er mulighed for at opsætte
svævebane og vandret tov til armgang.
Også i DGI-byen var man i starten fascineret af det runde bassin og de høje
vægge. Her kaldte man det en fjeldsø i stedet for en grotte.
Rumligt set giver begge forslag meget karakterfulde rum, og lydmæssigt er
afskærmningen helt i top. Der er dog ét stort problem. Med springbassin i den
viste størrelse vil alle springerne ende i samme centerområde pga. cirkelformen.
Af sikkerhedsmæssige grunde vil der derfor kun kunne være én indretning åben
ad gangen, og det er for lidt.
Illustrationer fra
vinderprojektet,
PLOT A/S, København.
Udsnit af plan fra konkurrenceprojekt,
Årstiderne Arkitekter, Silkeborg.
53

54
Det er besnærende at bruge et så karakterfuldt rum, men for at kunne bruge
det, skal bassinet enten være større eller bearbejdes på anden måde.
Oplevelsesmuligheder i springbassin
Theo Bjerg viser i sit konkurrenceprojekt en sjov detalje ved springbassinet.
Han har placeret sit kurbad under springbassinet – med et glasfelt i etageadskillelsen.
For det første vil det give en helt speciel effekt i kurbadet at kunne
se dykkende svømmere over sig, og for det andet vil der også være noget at
dykke efter i springbassinet.
Snit fra konkurrenceprojektet,
Theo Bjerg, København.

KURBAD
Kurbadstraditionen var engang levende i Danmark. I middelalderen havde vi
et hav af badstuer, hvilket de mange “Badstuegader og -stræder” vidner om.
Ved slutningen af det 16. århundrede lukkede de fleste badeanstalter. Syfilisepidemier
hærgede Europa. Moralens vogtere havde frit spil. Glædeshuse blev
lukket. Også badstuer havde ry for at være løsagtighedens sæde og blev lukket
over en kam. Den egentlige grund var dog snarere, at syfilis smitter gennem
blodet, og der flød med blod i badstuerne fra badskærernes ridsning, ragning,
åreladning og kopsætning.
Fra slutningen af 1800-tallet vågnede badstuetraditionen atter op i Europa
og i Danmark, og i 1920’erne og 30’erne blev der bygget svømmehaller med
badstueafdeling i alle større byer. Badstue blev afløst af betegnelser som “luksusbad”
og tilsvarende.
Kurbadet i Danmark har fra begyndelsen været inspireret af den finskrussiske
badetradition. Vi har ikke de varme kilder, som i Mellemeuropa har
begunstiget varierende former for varmtvandbassiner. Vi har hældet mere til
saunaer, dampbade og varmluftbade.
De gamle badeanstalters “luksusbade” blev nærmest lukket på stribe i
90’erne. Tiden havde tæret meget på rør og installationer. De var dyre i drift,
og megen energi gik til spilde. Derfor lukkede man hellere end at renovere.
Som et minimum blev dampbadene skåret væk, og man nøjedes med de billigere
saunaer.
Hermed var kurbadstraditionen stort set udryddet i Danmark, og i 90’erne
kom det til at stå i skærende kontrast til den rige og stærkt voksende kurbadstradition
i Mellemeuropa – i særdeleshed i Tyskland.
Faktisk var det den lille Silkeborg Badeanstalt, der først tog udfordringen
op, og genoptog de gamle badetraditioner med urtebade, gammeldags damp,
massage og badesamvær.
I udviklingen af Vandkulturhuset i DGI-byen var kurbadet en vigtig del
i starten. Desværre blev det stærkt beskåret og præget af en indelukket arkitektur.
Det gav dermed ikke det ventede nybrud i udviklingen.
På trods heraf er kurbadstraditionen alligevel under genoplivning i Danmark,
og det store spørgsmål er, om Danmark skal overtage f.eks tyske traditioner
for kurbadsudformninger.
55

56
Herrebassinet i
Det Romerske Bad
i Wien, fra 1872.
Flere forhold er til diskussion:
1 Er dansk mentalitet indstillet på nøgenhed i fællesbad?
I Tyskland er der en lang tradition for, at sauna- og dampbadsområder er “Textil-freie”
zoner for begge køn. Indtil nu har de fleste diskussioner konkluderet,
at danskerne ikke er klar til offentligt at fællesbade nøgne. I DGI-byen valgtes
separate tøjfri kurområder for hvert køn, men med fælles opholdsstue, hvor
man kan komme i badekåber. I Aalborg hælder man mere til fællesområder,
men med påbudt badeklæder. Det er indlysende, at der for de samme penge
kan tilbydes langt flere badefaciliteter, såfremt de er fælles for begge køn.
Hygiejnen har også været inde i diskussionen, og fra sagkyndig side synes
der ikke mere at være forbehold overfor at tage varme bade i badetøj.
2 Skal vi fortsætte den finsk-russiske tradition med “tørre” kurbade? Altså et
udbud med hovedvægt lagt på saunaer, varmluftbade og til tider dampbade?
Eller skal vi vælge den romersk-tyrkiske tradition med “våde” kurbade? Altså
et udbud med hovedvægt lagt på bl.a. vandbassiner med forskellige vandtemperaturer
og forskelligt indhold af mineraler, æteriske olier, urter o.lign?
DGI-byens kurbad må siges at tilhøre traditionen med det “tørre” kurbad.
I Aalborg fastlagde konkurrenceprogrammet, at det “våde” kurbad skulle være
udgangspunkt.

3 Skal der være særskilt omklædning for kurbadsafdelingen? I Danmark har
der været tradition for, at “luksus-badene” har særskilt omklædning i en bedre
kvalitet end svømmebadsomklædningen.
I DGI-byen valgtes denne løsning, og det er givet, at der er mere ro i en
sådan afdeling. Til gengæld er det dyrt med to hold omklædnings- og badefaciliteter.
I Aalborg valgtes en løsning med fælles omklædning. Her må kurbadsgæsten
acceptere uroen i fællesomklædningen og forlægge ro og fordybelse
til kurbadsafdelingen. Til gengæld kan selve kurbadet kvalificeres yderligere for
de samme penge.
KURBAD I DGI-BYEN
Kurbadet ligger på 3. sal og følger traditionen fra danske badeanstalters “luksusbade”.
Der er traditionelle saunaer, karbade og dampbade samt forskellige
behandlingstilbud. Desværre er kurbadet stærkt indskrænket i forhold til de
oprindelige idéer, som havde en mangfoldighed af saunaer, varme bassiner og
åbninger til omgivelserne. Opholdsstuen med pejs og bibliotek samt udendørs
terrasse er som det eneste en fornyelse af den gamle badeanstalttradition.
KURBAD I AALBORG
Som nævnt er udgangspunktet i Aalborg, at kurbadet skal høre til den “våde”
tradition (romersk-tyrkisk), at kurbadsfaciliteterne skal være for begge køn, at
der skal være badetøjspligt, og at omklædning sker sammen med almindelig
svømmeomklædning.
Under programudarbejdningen blev forestillingen om et “vådt” kurbad
konkretiseret. Centralt er de varme bassiner i en vandrehal samt det udendørs
bassin med koldt vand. Det sociale liv med samtaler i hyggekroge og under
vandring er søgt sat i centrum. “Ildens afdeling” har centrum i et rum med
pejs, og inspiration fra den gamle rituelle svedehytte er taget op. Der er også
plads til at træne kroppen på et trægulv og med forskellige simple redskaber.
57

58
VINDERPROJEKT AF PLOT A/S, KØBENHAVN
De romanske bade er en sekvens af forskellige rum med varierende temperatur,
fugtighed, rumhøjde, lys og materiale. Et stort højloftet bade- og hvilerum giver
adgang til de forskellige bade, sauna og svedehytte ... Det romanske bad kan dels
opleves som et labyrintisk forløb af varierende rum, dels som et stort baderum med
en række lommer og nicher til forskellige formål. (Fra projektbeskrivelsen.)
Projektets kurbad er ikke særlig konkretiseret, som det også fremgår af
teksten, og planløsningen synes konfliktfyldt, men illustrationerne åbner til en
anderledes kurverden fyldt med vand og rumlige oplevelser. Nogle af illustrationerne
får én til at tænke på sakrale anlæg, der måske virker bedst til fordybelse
og rituelle ceremonier. Der er tale om spændende indslag, men man kan
være spændt på, om hele afdelingen får den folkelige appel, som et offentligt
ejet kurbad bør have. En styrkelse af de sociale indretninger i centralrummet
vil måske kunne indfri dette.

Kurbadsetage, PLOT A/S, København.
2. PRÆMIEPROJEKT AF ÅRSTIDERNE
ARKITEKTER, SILKEBORG
I projektbeskrivelsen står der om kurbadet: ... Alle
aktiviteter har udgangspunkt i det åbne rum, med
varmtvandsbadet som det centrale element. Vandet
nås enten via trapper eller rampen, der står i umiddelbar
forbindelse med indgangen. Fra centralrummet
bevæger man sig ind i cirkulære rum til de lukkede
aktiviteter, som de to saunaer og dampbadet. ...
Placeringen af cylinderne er med til at skabe interne
ophold, der bryder det store rum, uden at fornemmelsen
af åbenhed forsvinder.
Rumforløbet er spændende og vil kunne give
gode vandremuligheder og socialt samvær omkring
de 7 små bassiner, alle saunaerne og dampbadene.
Man kan dog frygte, at rummene får for lidt dagslys.
Udsnit af plan fra konkurrenceprojekt,
Årstiderne Arkitekter, Silkeborg.
59

60
Konkurrenceprojekt,
BBP arkitekter, København.
2. PRÆMIEPROJEKT AF BBP ARKITEKTER, KØBENHAVN
Projektet byder på en helt anden type kurbad end de forrige eksempler. Hvor
mangfoldigheden præger de forrige, er der noget entydigt over dette projekt.
Alle kurbadsfaciliteter ligger på stribe uden videre adskillelse. Kurbadet relaterer
sig først og fremmest til svømmehallen og dernæst i længdeaksen til terrasse
og natur. Over bassinerne er der meget høje lysskakte, der sammen med
den stramme opbygning giver kurbadet et højstemt præg, som med god vilje
kan sættes i forbindelse med antikkens anlæg. Rumudformningen balancerer
dog på en knivsæg, for der skal ikke mange småkiks til, før rummet får præg
af gammeldags svømmehal, som kan overskues og opleves i ét blik.

PROJEKT AF SØREN ROBERT LUND, KØBENHAVN
Projektet arbejder med to åbne, indskudte etager, hvor de forskellige bade ligger
i et varieret gangforløb. Der foreslås salt-, damp-, sauna-, lys- og mudderbade
sammen med SPA-bassiner og et varmtvandsbassin. En halv etage nedenunder
er “relax-området”, som taler til forældre med mindre børn.
Det bemærkelsesværdige er ikke så meget udbuddet, men den måde
hvorpå tilbuddene er spredt på den åbne etage. Stemningen skabes tydeligvis
af lyset, udsigten og de mange rumlige dimensioner.
Kurbadsetage,
konkurrenceprojekt,
Søren Robert Lund, København.
61

62
Om kurbade
Der bliver ikke skabt en ny kurbadstradition i Danmark over en nat – eller over
en arkitektkonkurrence.
Et er, hvordan gæsterne skal gebærde sig i kurbadet, noget andet er hvilken
arkitektur, der føles mest gunstig for en levende dansk kurbadstradition.
Vi tilhører den finsk-russiske tradition – uden varme kilder, der springer
med oceaner af vand. Vi er derfor også præget af det finske saunabyggeri.
Rummene er små – man sidder tæt. Vægge, bænke og gulv er træbeklædte. I
nyere tid er der begyndt at dukke små vinduer op, så man fra saunaen kan se
ud på naturen.
Med moderne vandrensningsteknik er vi ikke så bundet af denne tradition.
Vi kan bygge større anlæg i den tyrkisk-romerske tradition, som spiller på bade
i forskellige temperaturer og kvaliteter. Arkitekturtraditionen er anderledes i
denne type rum. Her dukker billeder af romerske og tyrkiske bade op på nethinden
med hvælvede lofter, store murmassiver og spændstige søjler. Beklædninger
er som regel klinker eller sten, og vinduer kan ofte være mange små
lyshuller i det hvælvede loft.
Vi taler med andre ord om to arkitekturretninger. I Aalborg blev der opfordret
til at vælge den tyrkisk-romerske badetradition med meget vand. Derfor
vil mange sikkert føle sig inspireret af den sidstnævnte arkitektur.
At et sted kan skabe sin helt egen arkitektur, som også rodfæster sig i lokale
skikke og byggematerialer, vidner et moderne kurbad om.
Termalbadet i Vals
I Schweiz blev der i byen Vals bygget et nyt kurbad i 1996. Arkitekten Peter
Zumthor tegnede et bad, der både står i tradition med de gamle romerske kurbade
og bruger et formsprog, som udtrykker stedets særlige karakter. Termalbadet
er bygget af den grå-grønne Vals-gneis-sten, som er tilvirket og opbygget
som murene i områdets huse. Termalbadet er bygget som en stor stenblok,
der halvvejs skyder sig ind i klippen. Længst inde i “grotten” er rummene små
og huleagtige, men ud mod dalen lukker bygningen sig op for i facaden at have
store vinduer mod dalen. (Arkitekten,02,2000).
Det er et strålende eksempel på et badeanlæg, der dels bekender sig til sin
egen tids byggeteknik – uden at anlægget af den grund bliver monotont og
oplevelsesfattigt, og dels bygger videre på de gamle kurbadstraditioner.
I Vals er badet det vigtige. Selv om der er mange rum, er det alligevel badet,
der binder tingene sammen.
Ligeså kan man ønske, at der i Aalborgs nye kurbad også kommer et centralt
bad, der binder tingene sammen, og hvorfra andre aktiviteter strømmer
ud. Dette er nerven i kurbadet.
Det giver store udfordringer til arkitekterne, men ligesom i Vals handler
det om at formidle en gammel tradition i en moderne udformning.

Termalbad i Vals i Schweiz, Peter Zumthor.
63

64
OMKLÆDNING
I de fleste badelande rundt omkring i Europa er der såkaldt kabineomklædning.
Man klæder om i en lukket kabine, samler sit tøj på bøjle og i pose, går
hen til en af de mange garderobeskabe og låser tøjet inde.
Fordelene ved denne omklædningsform er:
Den sikrer intimitet under omklædningen.
Man undgår kønsvis opdeling.
Handicappede kan klæde om med hjælpere uden at være beskuet.
Ulemperne ved denne omklædningsform er:
Kabiner kan være optaget i lang tid og give flaskehalsproblemer.
Kabinerne kan være for små til visse personer.
Det er ikke sikkert, at badetøjet igen kommer af under afvaskningen.
I Danmark er der tradition for storrumsomklædning. Dvs. at man klæder om
i et stort rum ved bænke, tøjet samles og placeres i et nærliggende skab og tøjet
låses inde.
Fordelene ved denne omklædningsform er:
Pladskapaciteten til omklædning udnyttes fuldt ud. Sålænge der er et
skab, kan man også finde lidt bænkplads.
God plads omkring omklædningen.
Ulemperne ved denne omklædningsform er:
Ingen intimitet under omklædningen.
Kønsopdelte omklædningsrum.
Handicappede kan ikke have hjælpere af andet køn.
I DGI-byen valgtes flere typer omklædningsrum, men hovedomklædningsrummene
var baseret på kabineomklædning. Det viste sig dog, at gæsterne
havde svært ved at finde ud af denne omklædningsform, og der opstod tit
flaskehalsproblemer. Efter kort tid blev der indført storrumsomklædning.
På baggrund af denne erfaring valgte Aalborg også storrumsomklædningen.
En forudsætning for storrumsomklædning må dog være, at der etableres flere
rum til familie- og handicapomklædning, samt at det er muligt for personer
med særlige intimitetskrav at kunne bruge kabine eller mindre rum.
Afvaskning
Det er et problem i mange svømmehaller, at folk ikke vasker sig, inden de går
i vandet. Det er derfor en dårlig indretning, hvis man kan gå forbi baderummene
og ind til bassinrummene. Man skal helst tvinges gennem baderummene
for at komme derind.

BETJENING
I mange svømmehaller belaster personaleudgifterne driften uforholdsmæssigt
meget, fordi placeringen af de enkelte arbejdsområder er uhensigtsmæssig.
DGI-BYEN
Vandkulturhuset i DGI-byen stod i den vanskelige situation, at der allerede var
café og reception i det eksisterende byggeri. Det vanskeliggjorde en effektiv
personaleudnyttelse. Livreddere holder nu til i bassinrummet. Kurbadsreceptionen
kræver personale på 2. sal. Caféen i Vandkulturhuset kræver særskilt
personale på 1. sal og er derfor sjældent bemandet. Billetter købes i caféen
i stuétagen, som ikke ligger i direkte forbindelse med Vandkulturhuset. Det er
ikke den mest optimale personalesituation.
AALBORG
I Aalborg er der lagt op til bedre udnyttelse af personalestaben. Det optimale
er, at billetsalg, café og kurbadsreception er en del af samme område, således
at betjeningsfunktionerne kan være overlappende.
Problemet er ikke så meget de tidspunkter, hvor vandkulturhusene er fyldt
helt op. Det er snarere i de tyndt besatte perioder, hvor det vil være dyrt at have
for mange betjeningssteder kørende på lav kraft.
Livredderfunktionen vil også med fordel kunne kobles på en central
personaleenhed. Kommunikationen vil blive lettere, og man kan bedre hjælpe
hinanden.
BILLETSYSTEM
Højteknologiske billetsystemer kan afhjælpe personalebehovet, men generelt
er erfaringen, at der altid opstår problemer med det tekniske, og at der derfor
kræves personalebistand. Billetteringsmekanismer bør derfor ligge i nærheden
af personaleområder.
65

66
FREMTIDSBILLEDER
En, to, tre – og så er der en tradition. Sådan er det lige ved at være med vandkulturhusene.
Flere projekter er på vej, og meget tyder på, at udviklingen ikke stopper
med de tre projekter. De tegner en retning, og forhåbentlig vil erfaringerne
underbygge udviklingen og give skub til nye initiativer.
På nuværende tidspunkt kan der skimtes udviklingshop på flere områder.
HUSET SOM BASSIN
Ikke alene vinderprojektet i Aalborg plantede øer i et hus fyldt med vand. Der
var faktisk en del udenlandske og et andet dansk projekt, der fulgte samme
princip.
Den store fordel er, at vandarealet kan blive større, og kontakten til naturen
udenfor huset mere direkte.
I virkeligheden er der tale om et brud med herskende danske forskrifter,
hvor der helst skal være gangarealer rundt om alle bassiner.
Badekar-arkitektur synes at blive afløst af vandskabs-arkitektur.
RUNDSVØMNING
Rundbanen synes virkelig at have udfyldt et behov. Som det ser ud nu, ligger
den fast med en bredde på ca. 420 cm og en dybde, der prioriterer svømmerne
og ikke andre badende. Det bliver spændende at se erfaringerne med de forskellige
længder på rundbanen.
Der bliver nu realiseret rundbaner formet som superellipser, cirkler og med
små rundkørsler. Konkurrenceprojekterne viser mange andre former, og der vil
formentlig vise sig flere nye udformninger.
UDSPRING
Vandkulturhusene prioriterer den kropslige udfordring højere end underholdningen,
og det har vist sig i DGI-byen, at den kan tiltrække og fastholde de
unges interesse.
Springindretninger er med til at stimulere interessen, og derfor kan der
forventes en spændende udvikling på dette område.
Andre udfordrende indretninger kan være former for bodysurfing. Kan
små brusende vandfald f.eks. udformes til bodysurfing?

DANSK KURBAD
At bevæge sig fra DGI-byens kurbad til Aalborgs kommende kurbad er som
at gå fra én kultur til en anden – fra den tørre til den våde. Det bliver meget
spændende at se, om vinderprojektet kan ramme en gedigen tone, som virkelig
slår an. Det står klart, at en særlig dansk kurbadstradition er en mulighed, men
der er langt igen. Der skal først findes en badetøjstradition, dernæst skal der
findes en balance mellem det behandlende, det oplevelsesmæssige og det sociale.
Der skal defineres en balance mellem folkelighed og luksus. Og endelig
skal der findes arkitektoniske toner, som både er i samklang med kurbadstraditionen
og med dansk byggeskik.
67