VANDKULTURHUSE - Lokale og Anlægsfonden

10
SPORTENS SVØMMEHAL
Den moderne ingeniørkunst og økonomiske velstand har muliggjort, at der
overalt er opført vandanlæg, som kunne give udfoldelse for denne lyst til vand
– denne længsel. Svømmehaller hedder de. Der er op til 300 af dem i Danmark,
og de byder på tempereret vand – 26 grader mindst – hvor kroppen kan
lade sig omslutte i udfoldelsen og nydelsen i dette underfulde element.
Sådan kunne det godt være, men virkeligheden siger noget andet. Den
eneste kultur- og fritidspolitiske diskussion, som har fundet sted i de kommuner,
der har finansieret svømmehalsboomet siden starten af 60’erne, har lydt:
Skal det firkantede bassin være 25 eller 50 m langt? – For firkantet skal det
naturligvis være!
Man ser for sig diskussionerne, som de har fundet sted i de 300 kommunalbestyrelser.
Væk er drømmen om vandet som en totaloplevelse af foretagsomhed
og livsnydelse. I stedet står sportens formel, som siger, at det eneste
relevante og fascinerende er konkurrencen: Konkurrencen om, hvem der kan
komme hurtigst fra den ene bassinkant til den anden – og tilbage igen. Efter
denne formel har alt sig at rette, og resultatet har været en massiv opbygning
af vandanlæg i 60’erne, 70’erne og 80’erne – anlæg, der har kostet store tocifrede
millionbeløb, men kun rummer én drøm: Den effektive krop spurtende
gennem vandet mod en ny rekord. En rekord, som vil få verdensomspændende
status, netop fordi bassinet præcist – helt præcist – er 25 eller 50 m langt.
Er man til andre lyster end sportens, er man ilde stedt. Træder man ind i
den lokale svømmehal – efter at have vasket sig grundigt de anviste steder og
påført sig et bånd, som angiver, at nu har man en time til rådighed – kunne
trangen til med et frydeskrig at kaste sig ud i det dejlige vand sagtens opstå.
Men man gør det ikke, for man må ikke. Istedet kravler man ned ad en musestige
og giver sig til at svømme. Frem og tilbage, frem og tilbage – i bestemte
baner. Man svømmer ikke på tværs, for på banen ved siden af ligger en anden
sælhund, som også svømmer frem og tilbage, frem og tilbage.
Man beslutter, om man den dag skal tage 20, 30 eller 46 ture frem og tilbage,
før man kravler op igen og mumler: “Det er dejligt – nu er det overstået!”
Motionsværdien er uomtvistelig. Kredsløbet og Hjerteforeningen har fået,
hvad de forlanger. Men frydefuldt? Kroppen er blevet banket på plads, og
morgendagen vil belønne en med den grad af ømhed, som en viljefast indsats
fortjener.
Sportens svømmehal indeholder ikke nogen lille ø, man kan svømme ud til og
skubbe de andre ud fra. Der er ikke noget undervandslandskab at dykke ned
til og gemme ting for kammeraterne. Der er ikke nogen lagune med fladt tilløb,
så man kan løbe pjaskende ud i vandet. Der er ingen muligheder for at
svømme rundt i lange træk uden hele tiden at blive afbrudt. Det er ikke tilladt
at tage en bold med i vandet. Man må ikke lege, når de andre svømmer. Frem
– vending – tilbage siger formlen.