diføt-nyt 99.vp - heerfordt.dk

diføtnyt 

Aktuel rapport: 

ENERGI og FRIHED 

Lysets væsen 2. del 

GRANDER-vand 

ind i varmen 

Links: 

Rossi-reaktoren 

Forum 

Nøgleeksperiment på nettet 

Boganmeldelse: 

Bevidsthed før stof – 

Er universet formålsbestemt? 

NR. 99 / JULI 2011 KR. 25,- 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK 

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse 

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med 

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst 

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer 

og at reducere allerede forekommende indgreb i 

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets 

vilkår forbedres. 

Foreningens bestyrelse 

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@csc.com 

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 3647 1105 

Albert Hauser - Næstform., bibliotek - a.hauser@mail.dk 

Aalevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 7580 2414 

Børge Frøkjær-Jensen - Kass. - mail@F-JElectronics.dk 

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Søren Birkelund Hansen - Revisor - sorenbh@privat.dk 

Klosterengen 28, 4000 Roskilde - tel 4635 4123 

Arne Christensen - arne.christensen@mail.tele.dk 

Agertoften 27, 2750 Ballerup 

Christian Heerup - heerup@live.dk 

Triumfvej 92, 2800 Kgs. Lyngby 

Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk 

Clara Pontoppidans Vej 41, 2500 Valby 

Poul Schriver - Mødearrangør - poul@schriver.com 

Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø 

Bankkonto Merkur Bank - Reg.nr. 8401 

Konto.nr. 1077298 - DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

SWIFT-BIC: RIBADK22 - IBAN: DK0284010001077298 

Medlemskab Medlemskab oprettes ved henvendelse til 

kassereren eller via hjemmesiden www.difoet.dk. Årskontingent: 

350,- kr. 

Internet www.difoet.dk 

Forsiden 

Produktionen af korncirkler 

er i skrivende stund i fuld 

gang i de sydengelske 

kornmarker. Forsidens enkle 

motiv blev registreret 

2/7 ved Barbury Castle, 

Wiltshire. Pr. 12/7 er der 

registreret 31 korncirkler i 

England, flere af dem af en 

sådan skønhed og kompleksitet, 

at de vil blive 

husket. Tjek selv www.crop 

circleconnector.com. 

28. årgang nr. 99, juli 2011 

Redaktør: Jan Koed 

Redaktionens adresse 

diføt nyt 

Clara Pontoppidans Vej 41 

2500 Valby 

tel 3322 3728 

redak@difoet.dk 

Udgivelse 

diføt nyt udgives af Dansk 

Institut for Økologisk Teknik 

og udsendes til foreningens 

medlemmer. 

Hvor ikke andre er nævnt, er 

udenlandske manuskripter 

oversat af redaktøren. 

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Oplag: 200 eksemplarer 

Tryk: Vester Kopi, København 

ISSN 0900-1816 

Indhold 

Om lysets væsen 

og betydning - II 3 

Energi og frihed 

Det formålsbestemte 

10 

univers 

Forum 

18 

Nøgleeksperiment 23 

Ufo-observation 

Kortnyt 

24 

Nyt om Grander-vand 25 

Rossi-reaktoren 28 

Mordet på E. Mallove 28 

IWONE 2011 28 

Teslaklubben 28

Lys og æter: 

Af Ernst Rasmussen 

Om lysets væsen og betydning 

»Lyset skinner i mørket 

og mørket forstod det ikke« 

»Resten af mit liv vil jeg 

tænke over hvad lyset er.« 

En beskrivelse af det æteriske 

som grundlag for videnskab og religion 

Del II 

(Joh. 1.5) 

(Einstein) 

Det er altså grundlæggende forkert når 

såkaldt spirituelle mennesker meget ofte 

ser helt bort fra videnskaben og den metode 

som man her har udviklet. 

Videnskaben kan ganske vist i dag 

foretage mange beregninger på grundlag 

af sine spekulationer – og beregningen 

af lyshastigheden er et godt eksempel 

på dette – men den kan intet forklare 

på grundlag af en dyb indsigt i den åndelige 

verden. Den kan kun finde frem til 

noget der er »rigtigt« i visse sammenhænge, 

men den kan ikke finde frem til 

om dette »rigtige« også er ensbetydende 

med »sandheden« om en given ting eller 

et givet fænomen. 

Indtil videre forsvarer videnskaben 

sig overfor sådanne bemærkninger med 

udtalelser som »Videnskaben er ikke 

interesseret i ’sandheden’ eller ’tingenes 

indre væsen’«, som det hævdes man kan 

finde gennem begrebsdannelsen og indsigt 

i den åndelige verden. Videnskaben 

er kun interesseret i at kunne forudsige 

og kontrollere. Men det er faktisk ud fra 

denne indstilling at tingene viser sig 

mere og mere absurde og uforståelige. At 

det tomme rum – ifølge Einstein – skulle 

have fysiske egenskaber er et eksempel 

på det første. At en nobelpristager i fysik 

(Richard Feynman) kan sige: »Det er 

fuldstændigt umuligt at forklare kvanteteoriens 

elektrodynamik med grundlag i den 

klassiske fysik« er et eksempel på det sidste. 

Mange fysikere har ment at kunne 

sætte lighedstegn mellem lyset og elektromagnetiske 

bølger der bevæger sig 

igennem rummet fordi en elektromagnet 

virker ind på en lyssøjle hvori der er 

dannet et spektrum. Problemet er her, at 

man ikke ved hvad elektromagnetisme 

er og at man heller ikke ved hvad lyset er. 

Så det vi oplever her er blot et håbløst forsøg 

på at forklare en ukendt ting vha. en 

anden ukendt ting. 

Skal man virkelig forstå det man her 

har med at gøre – og ikke blot acceptere 

nogle praktiske nødløsninger – så må der 

nævnes endnu et særligt forhold. Der 

findes to – i sig selv modsigende – opfattelser 

af lyset: dels som et partikelfænomen 

(der har masse) og dels et bølgefænomen 

(der ikke har masse) – hvorledes 

skal dette forstås? Overordnet må det siges 

at lyset er usynligt indtil det rammer 

en genstand som herved bliver synliggjort. 

Men selv i denne situation er lyset 

selv usynligt. Som det er sagt: 

»Lyset har aldrig afsløret sit væsen overfor 

mennesket, men kun brugt sig selv som no- 

3

diføt nyt 99 

get der afslører« – eller i det mindste prøver 

på det kunne man tilføje! Det forholder 

sig nok som der står i begyndelsen 

af Johannesevangeliet : »Lyset skinner 

i mørket, men mørket forstår det ikke.« 

Ifølge Einstein er lyshastigheden konstant 

uanset om lyskilden bevæger sig i 

lysets retning eller imod lysets retning. 

Igen et forhold der strider imod sund fornuft 

og logik. Og som understregning af 

det rent spekulative fortæller Einstein, at 

han som ung mand spekulerede på om 

»lyset – for ham – ville gå i stå hvis han 

kunne løbe lige så hurtigt som han mente 

det måtte bevæge sig!« 

Egentlig er der kun én simpel og fornuftig 

bemærkning, der kan løfte os ud 

»fra det hjørne vi her har malet os selv op 

i«, og det er bemærkningen: 

»Lyset bevæger sig slet ikke – det er overalt 

hele tiden!« 

Denne bemærkning er jo ikke spor fornuftig 

vil man sige. Nej, måske ikke, den 

er blot min egen fortsatte tænkning over 

Steiners bemærkning: »Man kan ikke måle 

lysets hastighed.« Hvordan skal man nu 

forstå dette? Nuvel, for at kunne måle et 

legemes hastighed gennem rummet er 

det en forudsætning at dette legeme har 

forladt en given position for så senere at 

ankomme til en anden position. For at illustrere 

dette vil jeg vælge et simpelt og 

nærliggende eksempel. 

Står jeg på toget ved Sønderborg station 

kl. 10.00 for at køre til Haderslev 

(hvor der er en banestrækning på ca. 60 

km) så forlader toget naturligvis perronen 

i Sønderborg. Jeg kan nu ved ankomsten 

til Haderslev kl. 11.00 beregne 

togets gennemsnitlige hastighed. Den 

4 

simple formel for beregning af hastighed 

ser således ud: v = s/t, idet v står for 

hastighed medens s står for vejlængde 

(rum) målt i kilometer og t for tiden målt i 

timer. Jeg kan nu beregne den gennemsnitlige 

hastighed til 60 km i timen idet 

60 : 1 = 60. 

For en umiddelbar betragtning vil 

man nok mene at hastigheden, der blot 

udtrykkes ved en kvotient eller en funktion 

af s og t, er det mest abstrakte i denne 

lille beregning medens tiden og vejlængden 

forekommer os at være det 

mere reelle eller virkelige. Det forholder 

sig dog lige omvendt. Hastigheden er 

det mest reelle eller virkelige, medens 

»tid« og »rum« (her repræsenteret ved 

vejlængden) dybest set er ubegribelige 

fænomener. Vi har så at sige »frigjort« os 

fra begrebet hastighed – den er på en 

måde »udenfor os«, og netop derfor kan 

vi også forstå den klart. Det samme kan 

vi ikke sige om tid og rum. »Vi lever i 

dem« så at sige, og derfor kan vi ikke 

klart forstå dem og derfor heller ikke 

måle dem. Det var netop hvad Einstein 

havde indset, da han talte om tid og rum 

som noget »ikke absolut«. 

Situationen minder lidt om udtalelsen: 

»Fisken er den sidste der vil erkende vandet.« 

Fisken svømmer i det og er fyldt 

med det. Først når den, i sin videregående 

udvikling til padde, går på land og 

hermed frigør sig fra vandelementet så 

opnår den en vis erkendelse af dette. Vi 

kan sammenligne dette med vores egen 

situation i forhold til erkendelsen af tid 

og rum. »Vi svømmer i dem « kunne man 

sige og kan derfor ikke erkende dem 

klart. Pointen i denne historie er, at vi 

ikke kan tale klart om lyshastigheden når 

vi kun kan bestemme den som forholdet 

imellem to ting vi ikke forstår.

Hvis vi nu vil sammenligne det vi kalder 

»lysets bevægelse gennem rummet« 

med den omtalte togrejse fra Sønderborg 

til Haderslev, så kommer der noget 

mærkeligt ind i billedet som i første omgang 

kan være svært at forstå. Vælger vi – 

som et meget oplagt eksempel – solen 

som lyskilde, så kan vi nemlig ikke sige at 

»lyset har forladt solen« på samme måde 

som vi sagde at »toget forlod Sønderborg 

station.« Lyset har – som et usynligt kontinuum 

der eksisterer overalt på én gang 

– ikke sluppet sin forbindelse med solen. 

Det er dette der gør det umuligt at måle 

lysets hastighed. 

Alle de beregninger som man ikke 

desto mindre har foretaget mht. lyset og 

dets såkaldte hastighed hviler på en række 

spekulationer, som vi nu vil kikke 

nærmere på. 

Mennesket har endnu ikke kunnet frigøre 

sig fra tiden og rummet og har derfor 

identificeret sig med disse. Og det vi 

forstår ved »fænomener« er derfor kun 

hvad vi kan observere udenfor os selv, og 

dertil hører »hastighed«, men ikke tid og 

rum. Og da vi kun kan måle det vi kan erkende, 

så kan vi ikke måle lysets hastighed 

når denne hastighed sættes lig med 

noget vi ikke kan erkende – nemlig forholdet 

mellem tid og rum. Vi kan altså 

ikke tillægge lyset en højere grad af 

objektivitet end den vi tillægger tid og 

rum. Også her må vi sige: »Vi svømmer i 

lyset« – og spørgsmålet er om vi engang 

kan erkende det i lighed med fisken der 

erkender vandet ved at frigøre sig fra 

vandet i forbindelse med dens videregående 

udvikling til padde. Den kan dog – 

hvis det af og til viser sig hensigtsmæssigt 

– gå tilbage til vandet, på samme 

måde som vi kan gå tilbage til naturen 

selv om vores fortsatte udvikling viser 


hen til at vi må hæve os over naturen og 

blive kulturvæsener. 

Einstein har lært os, at vi ikke kan 

forestille os rum uden masse eller masse 

uden rum som begge eksisterer i tid eller 

i det som både Einstein og Steiner kaldte: 

»Den 4. dimension«. Vi står her i vores 

udvikling overfor den udfordring at vi 

må frigøre os fra begreberne tid og rum – 

eller sagt på en anden måde: vi må arbejde 

på at nå til en erkendelse af den 4. dimension. 

Og her er det vel at mærke ikke 

kun en speciel gruppe af videnskabsmænd 

jeg tænker på. Jeg er overbevist 

om at det er en forpligtigelse der påhviler 

os alle, hvis vi skal udvikle os ind i fremtiden 

og ikke blot »tilpasse« os som nogle 

Darwinister stadig tror er udviklingens 

mål. Her gælder det imidlertid: 

»Kriteriet for tilpasning er nytte, men kriteriet 

for udvikling er frihed« – eller – for at 

relatere denne generelle udtalelse til emnet 

her: vort umiddelbart forestående 

udviklingsmål er: frigørelse fra begreberne 

tid og rum. 

Det er nærliggende at det er gennem 

udforskningen af lyset vi har mulighed 

for at komme videre i denne udvikling. 

Men hvordan kan vi da – som noget alment 

– forske i lyset kunne man spørge? 

En mulighed var, at man indlagde studiet 

af Goethes farvelære som en del af den 

obligatoriske læsning ved fremtidens 

gymnasium fordi det er igennem farverne 

at lyset kommer til et mere direkte udtryk. 

Det er i dette studium vi kan afæske 

lyset nogle af dets hemmeligheder og 

derigennem nå til en dybere forståelse af 

»det æteriske«. Det er også her vi har mulighed 

for at frigøre os fra de spekulationer 

der i dag bringer videnskaben mere 

og mere på afveje. 

5


 

I menneskets møde med den ydre verdens 

fænomener findes der tre store indfaldsvinkler 

som man kan benytte sig af. 

De er kendt under betegnelserne »varme«, 

»lyd« og lys. 

I varmen lever vi med hele vores krop 

og i lyden finder vi – gennem de musikalske 

oplevelser – noget rent kvalitativt der 

hæver os over fysikkens rent kvantitative 

måling af akustiske forhold. Når vi taler 

om lyd, så kan vi også få en helt bevidst 

oplevelse af, at der eksisterer en 

direkte forbindelse mellem de svingninger 

der udsendes fra et anslået legeme og 

forplanter sig gennem luften for til sidst 

at blive registreret af det fysiske øre. Man 

kan imidlertid ikke – som en analogi – 

overføre dette til lysets område og tro at 

en eller anden form for hypotetisk æter 

rammer vort øje, og at vi herigennem – 

blot ved at tilsætte nogle teoretiske beregninger 

fra bevægelseslæren – får en 

mulighed for at bevidstgøre os lysets 

budskab på samme måde som det er tilfældet 

med det vi opfanger gennem øret. 

I modsætning til varme og lyd er der 

den ejendommelighed knyttet til lyset, 

at vi her – gennem vort eget æterlegeme 

– lever i lysets element og har mulighed 

for, igennem nogle særlige underbevidste 

funktioner, at stille ordløse spørgsmål 

til dette – hvor utroligt det end kan lyde! I 

den nyeste forskning er man nu – ganske 

vist under andre betegnelser der ikke 

inddrager begrebet »det æteriske« – ved 

at komme på sporet af dette. 

Flere og flere bliver klar over, at det 

væsentligste tema i moderne videnskab 

nu handler om overbringelse af informationer. 

Selv om denne forskning endnu 

6 

ikke er alment anerkendt, så har den dog 

sine pionerer. Her kunne man nævne 

David Bohm og Hartmut Müller, der 

begge er fysikere. I et optaget foredrag 

kan man fx høre Müller omtale hvorledes 

man med basis i det han kalder proton 

resonansen kan formulere »spørgsmål« 

og få »svar« på disse. Og mht. Bohm 

ved vi at han i sine sidste leveår var fortaler 

for en ny teori der blev benævnt 

»Kvante potentiale«. Teorien sigtede bl.a. 

imod det mål, at man herigennem kunne 

komme ud af den spændetrøje som videnskaben 

i dag – generelt betragtet – 

hænger fast i med sine forestillinger om 

at alle bølger må være af elektromagnetisk 

art. I Bohms bølge/partikel teori tales 

der således om partikler der ikke »trækker 

i« eller »skubber til« hinanden, men i 

stedet »informerer hinanden«. 

At »se« må altså – med al respekt for 

vore andre sansers muligheder – betragtes 

som noget fundamentalt forskelligt 

fra dette at »høre«. Når jeg ser, så sker der 

imidlertid principielt det samme i mit øje 

som når vi – indenfor det akustiske område 

– hører og taler på samme tid. Øjet 

fungerer på samme måde som det vi 

kender til når vi lytter opmærksomt og 

forstår det vi hører. Men for øjets vedkommende 

er det blot på et dybere plan 

at denne proces foregår. Steiner siger det 

således: 

»Igennem øjet taler vi med os selv på det 

æteriske plan«. 

Her kommer vi til det »fundamentalt forskellige« 

som blev nævnt ovenfor. Vi 

nærmer os her en dybere erkendelse af 

verden som kun er muligt gennem lysets 

virksomhed. Det var formodentlig det 

evangelisten Johannes tænkte på da han

med sin udtalelse om »lyset der skinnede 

i mørket« henviste til Jesus der flere gange 

betegnede sig selv som »verdens lys« 

– som den der kommer med en ny erkendelse, 

som de fleste mennesker (»mørket«) 

endnu ikke kan forstå. 

Her er der naturligvis mange, som 

ikke har beskæftiget sig med de åndsvidenskabelige 

fremstillinger, der må 

savne en hel del begreber for virkelig at 

kunne forstå, at alt det vi opfatter som 

den fysiske verden i virkeligheden har 

en åndelig baggrund. De store åndsforskere 

– og jeg tænker her især på Swedenborg, 

Steiner og Martinus, men også 

på Jesus selv – har forstået dette, og de 

har derfor været henvist til at bruge forskellige 

billeder, lignelser eller analogier i 

forsøget på at overbringe erkendelsen til 

»det mørke« som ikke umiddelbart forstod 

dem. Swedenborg opdagede her 

det han kaldte »korrespondanceprincippet« 

som en mulighed der kunne bruges 

i de sproglige forklaringer. Princippet går 

ud på, at der til enhver beskrivelse af åndelige 

forhold kan findes en tilsvarende 

beskrivelse af fysiske forhold. Et eksempel 

kan illustrere hvad der tænkes på. 

Trykker jeg på lyskontakten i min stue 

så tændes den elektriske pære og oplyser 

stuen så jeg kan orientere mig. Men vi 

kender til noget tilsvarende når vi bruger 

udtrykket: »Der gik et lys op for ham.« 

Mange har sikkert oplevet dette når de fx 

har arbejdet med en vanskelig matematikopgave 

og tingene så pludselig faldt 

på plads. Dette ledsages ofte af en behagelig 

fornemmelse fordi man nu kan »se« 

(indse) tingenes rette sammenhæng. 

Her er der ikke tale om en »fysisk oplysning«, 

men en mental eller »åndelig oplysning«. 

Disse to former for oplysning 

kan imidlertid – igennem den sproglige 


formulering – i høj grad sammenlignes. 

Swedenborg blev klar over dette og 

brugte det ved sine forklaringer af mange 

vigtige tekster fra bibelen. 

Denne vigtige forbindelse mellem det 

der kan iagttages som synlige fænomener 

i den fysiske verden og det der kan 

indses som en art parallel i den usynlige 

(åndelige) verden kan man vel bedst få 

en forståelse af i forbindelse med studiet 

af Goethes naturvidenskabelige værker. 

Når man beskæftiger sig med det 

værk som Goethe selv anså for sit hovedværk 

– nemlig hans farvelære – så 

nævner man ofte Newtons eksperimenter 

med lyset og hans videnskabelige metode 

i øvrigt som noget der står i skærende 

kontrast til Goethes opfattelse af de 

samme temaer. Dette er nu ikke helt rigtigt. 

Goethe gik ganske vist ud fra et såkaldt 

»helhedssyn« som grundlaget for 

det videnskabelige arbejde, men det betød 

ikke at han ville forkaste »analysen« 

der flittigt blev benyttet af Newton og 

stadig spiller en afgørende rolle i moderne 

videnskab. Goethe havde for så vidt 

ikke noget imod analysen (fx beundrede 

han den svenske naturforsker Linnés berømte 

plantesystem der i udstrakt grad 

benyttede analysen), men problemet opstod 

– som Goethe så det – når man derefter 

ville forsøge at bringe de mange forskellige 

analyser sammen til en organisk 

helhed. 

For Newtons vedkommende ville det 

også være uretfærdigt at beskylde ham 

for kun at bygge sine opdagelser på spekulationer. 

Fx har han engang selv sagt: 

»Jeg fremlægger ikke hypoteser«. Åbenbart 

mente han, at han udtalte sig om de virkelige 

fænomener og ikke blot fremlagde 

en spekulativ teori om disse. Og når han 

tog fejl, mht. til sin forklaring på forhol- 

7


det mellem farver og lys, så skyldes det 

nok snarere en undskyldelig fejltagelse 

end trangen til at give sig spekulationerne 

i vold. Grunden til at han mente, at 

farverne opstod i et ubrudt farvespektrum 

med alle 7 farver i en særlig 

rækkefølge var den, at han var interesseret 

i at patentere en lille linse til en kikkert. 

Og i en linse af denne ringe størrelse 

er det rigtigt, at de to sider af farvespektret 

(den røde side og den blå side) 

falder sammen og i den forbindelse også 

– gennem interferens – danner farven 

grøn. 

I Goethes grundigere undersøgelser, 

der i første omgang benyttede et større 

vandfyldt prisme, eksisterede der ikke 

denne mulighed for interferens, og det 

viser sig her at farvespektret ikke danner 

en ubrudt helhed som Newton troede, 

men at den største del af den hvide flade 

som belyses gennem prismet faktisk stadig 

er hvid eller farveløs medens der kun 

ude ved kanten dannes det man kalder 

den blå side og den røde side af hele farvespektret. 

Goethe opdagede nu, at denne 

farvedannelse ved kanterne skyldes 

mørkets indflydelse idet lyset her går 

igennem prismets kanter, som virker 

mørkere og vanskeliggør lysets gennemtrængning. 

Imidlertid har det store flertal i dag 

holdt sig til Newtons forklaring (hvad 

man kan overbevise sig om ved at slå op i 

ethvert anerkendt leksikon). Det farlige 

er nu, at der her, fra dette forkerte udgangspunkt, 

skabes grundlag for forskellige 

teoretiske spekulationer, som 

man mente kunne bruges til forklaringer 

på det man så i eksperimenterne. En af 

de første af disse spekulationer gik ud på 

at tale om »lysstråler«. Ideen om disse såkaldte 

»lysstråler« er blevet grundlaget 

8 

for al materialistisk tænkning indenfor 

lyslæren. Her er det nu afgørende – gennem 

inspiration fra Goethes og Steiners 

eksperimenter – at holde sig strengt 

indenfor selve fænomenernes område 

(det vi virkelig iagttager) og ikke indskyde 

forskellige teorier mellem disse iagttagelser 

og vores forståelse af disse. Steiner 

foreslår her i den konkrete situation, at 

man taler om »lysfyldte rum« eller »oplyste 

billeder« i stedet for at bruge ordet 

»lysstråler« som man formodede kunne 

repræsentere en række usammenhængende 

fotonpakker der blev revet ud af 

den helhed der ene og alene kunne repræsentere 

lysets væsen. En sådan helhed 

kunne man naturligvis ikke måle på. 

Men denne mulighed forelå når man 

spekulerede i »lysstråler«. 

Når den moderne videnskabsmand 

eksperimenterer med lyset, så sender 

han fx lyset gennem en smal åbning. 

Men det man ser på den anden side fortæller 

os ikke noget om lysets væsen, 

men kun noget om det der kan fremprovokeres 

ved at isolere en enkelt del (»en 

lysstråle«) fra en større helhed. En helhed 

man kunne kalde »lysfænomenets 

allestedsnærværende stråling«. Hvis 

man nu, i relation til det omtalte eksperiment 

postulerer, at »lyset bevæger sig i 

den eller den retning«, så fortæller dette 

os ikke noget om selve lysets væsen eller 

dets såkaldte »bevægelse«. Denne ide 

opstår fordi en del af lyset tvinges igennem 

den omtalte åbning. Hvis lyskilden 

foran spalten fx bevæges op eller ned, så 

vil den smalle strimmel lys vi finder bagved 

spalten også bevæges tilsvarende 

opad eller nedad og skabe en illusion af 

at lyset bevæger sig i den ene eller den 

anden retning. 

Den såkaldte lysstråle – som i aner-

kendte leksika stadig illustreres som 

»hvid« skønt den i virkeligheden er 

usynlig – kan nu bruges i et påtænkt forsøg. 

Og her er det jo oplagt at tænke på 

Newtons eksperimenter som tilsyneladende 

viser os hvorledes lys kan »brydes« 

i forskellige brydningsvinkel. Herfra 

drages den fejlagtige konklusion at 

»hvidt lys i virkeligheden indeholder alle 

farverne.« I stedet burde man forstå, at 

der er tale om en »provokation« af lyset. 

Provokationen opstod fordi Newton troede 

at han kunne få lyset til at afsløre sine 

hemmeligheder uden at sætte det sammen 

med »sin bedre halvdel« (mørket). 

Ifølge Newtons opfattelse behøvede 

man slet ikke mørket for at fremstille de 

farver vi ser. Mørket blev blot defineret 

som »mangel på lys« At denne »mangel« 

så kunne være større eller mindre gik 

man slet ikke ind på, skønt dette har en 

afgørende betydning for fremkomsten af 

de forskellige farver. I denne sammenhæng 

er det interessant at mærke sig 

Goethes udtalelse om farverne når han 

taler om dem som »lysets smerte«. 

Det skal naturligvis ikke benægtes, at 

man kan tale om de forskellige farvers 

forskellige brydningsvinkler, som man 

(set i forhold til den såkaldte lyshastighed) 

kan beregne i tilsvarende forskellige 

frekvenstal. Det skal heller ikke 

underkendes, at disse beregninger har 

betydning i flere praktiske sammenhænge. 

Formålet er ikke her at underkende 

den nuværende videnskabs resultater, 

som man kun kan beundre. Formålet er 

at rette opmærksomheden mod det vi i 

virkeligheden står overfor – en dybere 

erkendelse af virkelighedens verden, 

som noget der hæver sig over de rent 

praktiske resultaters betydning for vort 

materielle liv. 


Et andet forhold som bør nævnes i 

denne sammenhæng er udsprunget fra 

de teoretiske spekulationer der angår 

»lysets forskellige brydningsvinkler set i 

forhold til lysets bevægelse igennem forskellige 

medier«. Her vil det være oplagt 

at nævne det som de fleste kender til, 

nemlig brydningsvinklerne som de tager 

sig ud i overgangen fra luft til vand. Enhver 

kender fra sine besøg i svømmehaller 

den sjove fordrejning af kropsdele 

der ser ud til at eksistere når man iagttager 

de dele af kroppen der er under vandet 

i forhold til de dele der er over vandet. 

Og måske husker man også fra sin 

skoletid forklaring på dette forhold. Her 

vil vi kikke lidt nærmere på denne forklaring. 

Forestiller vi os en dyb skål hvor vi på 

bunden har anbragt en mønt, så vil vi, 

idet vi kikker ned i skålen, kunne lokalisere 

mønten helt præcist. Vi tager ikke 

fejl hvis vi med vore fingre vil tage mønten 

op. Men fylder vi nu skålen med 

vand, så sker der noget interessant. Det 

ser ud som om mønten har hævet sig til 

en lidt højere position og forskubbet sig 

mod venstre hvis jeg kikker på arrangementet 

fra højre side. For en person der 

ikke har set første del af eksperimentet 

(møntens virkelige position i den tomme 

skål) og nu opfordres til at tage mønten 

op vil der umiddelbart ske det at han griber 

lidt ved siden af, fordi han mener, at 

mønten befinder sig et andet sted end 

den i virkeligheden kan findes. Hvad 

sker der her, og hvad er videnskabens 

forklaring på det der sker? 

(fortsættes) 

9

"Energie und Freiheit" 

Neuartige Energiesysteme als Alternative zu Nuklearanlagen 

Kongress vom Samstag, 25.Juni, bis Sonntag, 26. Juni 2011 

Steigenberger Hotel Frankfurt-City, Lange Str. 5-9, 60311 Frankfurt 

http://www.steigenberger.com/Frankfurt_City 

Veranstalter: 

Jupiter-Verlag, TransAltec AG und 

Schweizerische Vereinigung für Raumenergie SVR 

Samstag, 25. Juni 2011 

10.00 Uhr Eröffnung und Überblick 

Adolf und Inge Schneider, Jupiter-Verlag/TransAltec AG, SVR-Schweiz, Zürich/CH 

10.15 Uhr Autonome Energiegewinnung - die grösste technische Revolution 

Wegweisende Konzepte für eine menschen- und umweltfreundliche Technik 

Prof. (em.) Dr. Dr. Dr.h.c. Josef Gruber, Ehrenpräsident DVR, Hagen-Hohenlimburg/DE 

11.15 Uhr Thermodynamisches Kleinkraftwerk 

CO2-Kreisprozess zur Umwandlung latenter Umgebungswärme in elektrische Energie 

Klaus Rauber, Dipl.-Ing., Verein für Implosionsforschung, Zell a.H./DE 

12.30 Uhr Mittagspause 

14.00 Uhr Hocheffizienz-Elektrolyse für stationären und mobilen Einsatz 

Umweltfreundliche Technologie ohne Treibhausgasemission mit hohen Einspareffekten 

Dr. Theo Almeida-Murphy, Düsseldorf/DE 

15.00 Uhr Teslatec statt Desertec 

Optimierung der Energietechnik ohne Kernkraft nach Plänen von Nikola Tesla 

Prof. Dr.-Ing. Konstantin Meyl, University of Applied Sciences, Furtwangen/DE 

16.00 Uhr Kaffeepause 

16.30Uhr Erste Energie-Erzeugung durch Autonome Rotationssysteme 

Differenzierung von Drehmomenten durch Zentrifugalkraftumlenkung und Druckverstärkung 

Hans Adalbert Schmidtke, Ingenieur, Rimbach/DE 

17.00 Uhr Neue Technologien auf der Basis von Nullpunkt-Energie 

Subatomare Resonanz-Effekte mit Transmutation, Levitation materieller Objekte usw. 

auf der Basis der Forschungen von John K. Hutchison, Paul Lavioloette u.a. 

Dr. Thorsten Ludwig, Präsident der DVR, Berlin/DE 

18.00 Uhr Abendessen 

9.30 Uhr Kernenergie-Konversion statt Atomspaltung oder Kernfusion - mit Demo 

Neues Verfahren mit Nutzung der Schwingungsenergie über Vibronenanregung 

Dr. sc. nat. Hans Weber, Nuklearphysiker und Thermodynamiker, Zürich/CH 

21.00 Uhr Opus Dei - Evolution, Schöpfung und Wissenschaft 

Die geheimnisvolle Ordnung hinter den Dingen - ein faszinierender Filmbericht 

NuoViso & Horizon, mit spannenden Beiträgen renommeirter Forscher und Autoren 

März/April 2011 NET-Journal Jg. 16, Heft Nr. 3/4 37

Kongresrapport: 

Energi og frihed 

Af Anders Heerfordt 

Dr. Dr. Dr. Josef Gruber, ærespræsident 

for Deutsche Vereinigung für Raumenergie 

(DVR), fortalte om forskellige frienergimaskiner. 

En maskine fik han demonstreret 

på en rasteplads på en motorvej. 

Opfinderen var blevet udsat for indbrud, 

vold og sabotage og var nu blevet 

meget forsigtig med, hvor han opbevarede 

maskinen, og hvem han viste den til. 

Gruber så i 1999 Jim Pattersons apparat, 

som kunne uskadeliggøre radioaktivt 

affald. 

Det er dokumenteret, at Tesla i 1930 

kørte en tur fra Niagara Falls til New York 

i sin Pierce Arrow automobil, hvor han 

havde fjernet tanken og benzinmotoren 

og erstattet den med en frienergi-maskine. 

Med på turen var Heinrich Jebens. 

Turen er dokumenteret i bogen Die Urkraft 

aus dem Universum, 2006, af sønnen 

Klaus Jebens. Storbankerne undertrykker 

sådanne frienergi-maskiner. 

Wilhelm Mohorn, Aquapol, har lavet 

en meget succesfuld alternativ teknik til 

udtørring af gammelt murværk fx i kirker. 

Teknikken producerer ikke direkte 

energi, men er beslægtet. 

Heinz V. Wenz fra Star Fire Institute i 

Frankfurt har 2003 bygget en FKM frienergi-maskine. 

Professor Szabo i Budapest har en maskine, 

www.gammamanager.com. Nogle 

interessante websteder: www.etzs.de, 

www.rafoeg.de. 

Der er mange maskiner. Storbankerne 

er de væsentligste modstandere, der bekæmper 

fri energi. Men der er også na- 

tionale regeringer, der ikke går ind for fri 

energi. Der er svindlere blandt opfinderne, 

og så er en del offentlige institutioner 

meget konservative. 

Gruber koncentrerede sig om de økonomiske 

konsekvenser, når folk begynder 

at bruge frienergi-maskiner. Skattesystemet 

skal omformes, fx skal bilskatten 

lægges om fra en skat på benzin til en 

skat på kørte kilometer. 

Man kan slukke for fjernsynet. Der er 

de fleste nyheder udvalgt, så de stabiliserer 

det herskende verdensbillede. I stedet 

kan man orientere sig via websites, 

der går ind for alternativ teknologi. 

Diploming. Klaus Rauber fra Verein für 

Implosionsforschung fortalte om en maskine, 

han var ved at bygge. Det var en maskine 

lidt som Seregodskys eller Bernhard 

Schäffers. Den var inspireret af, at 

andre påstod, at de havde bygget en lignende 

maskine, som gav nogle hundrede 

watt overskud. Den var også inspireret 

af tilsyneladende OU-fænomener i 

hvirvelstorme – og inspireret af Schauberger. 

Hans maskine lod carbondioxid 

gennemløbe et kredsløb, hvor det ændrede 

tryk og temperatur. 

Han havde to store beholdere, en 

hvor carbondioxiden havde et højt tryk 

og stuetemperatur, og en hvor den havde 

et lavt tryk og en lav temperatur. Gasformig 

carbondioxid fra beholderen med 

stort tryk drev en stempelmotor og flød 

ind i beholderen med lavt tryk. I beholderen 

med det lave tryk og den lave temperatur 

fortættede carbondioxiden sig 

og blev flydende. Han pumpede den fly- 

11


dende carbondioxid ind i beholderen 

med det store tryk. Da den flydende carbondioxid 

havde et lille rumfang, krævede 

det mindre energi at pumpe den, end 

den energi man vandt i stempelmotoren. 

Motoren virkede endnu ikke. Beholderen 

med det lave tryk var ikke isoleret, 

så der var et for stort varmetab. Det var 

ganske kostbart at bygge motoren, han 

skulle nu bruge nogle hundrede tusind 

på forskellige ændringer, herunder varmeisolation. 

Dr. Theo Almeida-Murphy arbejdede 

med GEET og hydrolyse af vand, 

www.clean-motor.com og www.cleanworld-energies.de. 

Han havde et elektrolyseapparat, 

som mindede lidt om 

Claus Thomsens. Apparatet stod og spaltede 

vand under foredraget, men med 

en effektivitet lidt under 1. 

Jeg mener, han ved en tidligere kongres 

demonstrerede elektrolyse med en 

effektivitet langt over 1, altså med en 

OU-koefficient på 10 eller mere. Han var 

nu blevet mere forsigtig og ville ikke demonstrere 

OU ved kongressen. Han ville 

kun udtale sig i forblommede vendinger 

om de tekniske detaljer. Han viste et frekvensskema 

med en række frekvenser i 

audio-området og sagde, at nogle af disse 

frekvenser var vigtige, hvis man ville 

have OU. 

Man skulle også læse nogle skrifter, 

som havde et alkymistisk anstrøg, hvor 

en slags periodisk system var opdelt i frekvensoktaver. 

Det første grundstof i dette 

system var ikke hydrogen, som det ellers 

plejer at være. Forfatteren havde et 

engelsk navn, måske Walker. 

Theo var ikke i tvivl om, at GEET-motorer 

kan virke. Theo havde rigtigt godt 

styr på sit elektrolyseanlæg og tændte 

12 

knaldgassen, så den eksploderede med 

et brag. Han demonstrerede derefter, at 

han kunne tænde knaldgassen, så den 

brændte rytmisk uden at knalde. Han 

havde forbundet en ballon til den flaske, 

hvori knaldgassen brændte, og den 

pumpede sig op og trak sig sammen som 

et hjerte, rytmisk med en frekvens på 

omkring 60 pulsslag i minuttet. Det er 

slet ikke en almindelig måde at brænde 

på for knaldgas. Han ville måske demonstrere, 

at knaldgassen var levende. 

Prof. Konstantin Meyl holdt et foredrag, 

hvor han oplistede en lang række fungerende 

teknologier. De fysiske teorier 

og formler, man havde i 1800-tallet, var 

tilstrækkeligt grundlag til, at man kunne 

bygge frienergi-maskiner, hvis man angreb 

opgaven rigtigt. 

Han fortalte, hvordan Tesla allerede 

omkring 1911 havde en glimrende forståelse 

af fri energi og havde nogle 

OU-systemer. Han fortalte, at GEET-motorer 

fungerer, og at nogle implosionseller 

vortex-teknologier virker. 

Han viste et apparat, som måske lignede 

Den gyldne Stråle lidt, hvor man 

hvirvlede vand rundt og tilsatte carbondioxid. 

Der skete så en omdannelse af 

vandet til en brændbar væske, som man 

kunne tænde med en tændstik. Videoen 

viste, at man hældte »vandet« i benzintanken 

på en Mercedes og kørte en tur i 

den. Han fortalte, at der havde været politikere 

til stede ved seancen, så nogle politikere 

var vidende om alternativ teknik. 

I øvrigt kunne man med fordel vande sin 

køkkenhave med det brændbare »vand«. 

Det var temmelig økologisk. 

Meyl nævnte også Fabrizio Pinto, som 

har noget interessant, www. 

interstellartechcorp.com.

Ing. Hans A. Schmidtke var tidligere 

atomkrafttilhænger. Efter ulykken på 

Three Mile Island 28. marts 1979, hvor 

150 arbejdere blev alvorligt bestrålet, 

blev han atomkraftmodstander. Den officielle 

historie i dag er, at der ikke var nogen 

tilskadekomne og ingen fik kræft. 

Den officielle historie er ikke helt sand. 

Han studerede længe Ranque-Hilsch 

hvirvelrør og modellerede hvirvelbevægelser 

på sin computer. I januar 2011 

fandt han en god model, hvor en slags 

hvirvelbevægelse giver en energigevinst. 

Han er blevet opmærksom på, at 

rumæneren Florian Raul Popescu lavede 

en lignende maskine og indgav patentansøgning 

på den 15. oktober 1979. Der 

var en artikel i NET-Journal i marts 2009 

om en sådan maskine. 

Dr. Thorsten Ludwig fortalte om sine 

besøg hos John Hutchinson, http://en. 

wikipedia.org/wiki/John_Hutchison, i 

Canada og hos Paul LaViolette. John bor i 

en lille lejlighed i noget socialt boligbyggeri. 

Han arbejder med ophugning af 

gamle skibe, gerne krigsskibe, og slæber 

tonsvis af gammelt elektronik-skrammel 

hjem i lejligheden, masser af radaranlæg 

og elektronrør. 

Han har fået trukket ekstra kabler fra 

lysnettet, fordi hans strømforbrug er 

langt ud over det sædvanlige for en lejlighed. 

Han har fjernet alle skillevægge i 

lejligheden for at få plads til elektronikskraldet. 

Lejligheden er så stuvende 

fuld, at man skal være et slangemenneske 

for at bevæge sig gennem den. Det er 

ret umuligt at finde et sted at placere en 

stol. Altanen er stuvende fuld. 

John har monteret et utal af antenner 

på altanen (og i lejligheden) og noget, 


der ligner en 15 mm maskinkanon. John 

overholder stort set ingen regler og bestemmelser. 

Hans installationer er i strid 

med våbenloven, stærkstrømsreglementet, 

brandvedtægterne og masser af andre 

regler. Han påstår engang imellem, 

at myndighederne generer ham, men 

det er ikke rigtigt. De holder hånden 

over ham. Han er tydeligvis også under 

intens overvågning af det militære efterretningsvæsen 

og måske også under 

overvågning af politiet. 

Han laver de mest fantastiske eksperimenter. 

Hans mærkelige felter kan omdanne 

stål til gele. Stål og aluminium får 

konsistens som havregrød. Det kan også 

få en fibret struktur, så det brækker, ligesom 

en gren kan brække. Der sker dimensionsforskydninger, 

så et stykke træ 

pludseligt kan dukke op inden i en stålstang. 

Træet er ikke svedet, men ligesom 

støbt ind i stålet. Hans felter laver kunstig 

tyngdekraft, og han excellerer i at 

lade tunge genstande falde opad, så de 

havner på loftet. Det kan være en flaske 

vand, der falder opad eller en portion 

flødeis eller i ét tilfælde en 35 kilogram 

tung kanonkugle. 

Han laver også frienergi-maskiner, fx 

krystalbatterier. Thorsten har et par af 

hans krystalbatterier. John er totalt umulig 

at arbejde sammen med. Han holder 

fx ikke aftaler. 

Thorsten nævnte også Fabrizio Pinto. 

Han nævnte J. Maclay og R. L. Forward, 

der har lavet et chip-drive. Det er det, der 

også kaldes et reaction-less drive. Det er 

beslægtet med fri energi, men er en slags 

kunstig tyngdekraft, der kan bruges til at 

drive flyvende tallerkener med. Det specielle 

ved chip-driven er, at den har størrelse 

som en transistor og kan loddes ind 

i et elektrisk kredsløb. 

13


Adolf Schneider holdt et kort foredrag 

om tidligere forsøg med transmutation 

til nedbrydning af radioaktive isotoper. 

Transmutation med Browns gas var demonstreret 

mindst 50 gange. Den italienske 

fysiker Roberto Monti har demonstreret 

en anden transmutationsmetode, 

hvor nedbrydningen af radioaktiviteten 

tager 1-4 dage. Metoden bygger på 

William Harkins atommodel. Andrew 

Michrowski (PACE) har også rapporteret 

om succes med transmutation vha. 

Browns gas. 

Hans Weber er en schweizisk atomkraftingeniør. 

Han byggede i 1983 et meget 

nøjagtigt kalorimeter, mere nøjagtigt 

end hvad der ellers findes i Schweiz. Det 

kunne måle på energiforholdene i atomkerneprocesser 

med hidtil ukendt nøjagtighed. 

Han fandt nogle nye fænomener 

med energioverskud, som der ikke stod 

noget om i lærebøgerne. Han fik besked 

på at holde mund med det – man kunne 

ikke forholde sig til de fænomener på det 

tidspunkt. 

Weber undersøgte Testatika-maskinen 

omkring 1984 og fandt den yderst 

interessant. Weber arbejdede derefter i 

mange år for militæret og forskede i hurtige 

impulser og shockwaves. Formodentlig 

tænker han på chokvirkninger i forbindelse 

med atomeksplosioner, fx EMP. 

Han opdagede i den forbindelse, at hvis 

man kombinerede hurtige impulser med 

magneter, så kunne man vinde fri energi. 

Han nævnte, at han var begejstret for 

van Helsing, som på en eller anden måde 

havde været relevant for hans arbejde. 

Weber er nået frem til, at man skal forstå 

magnetisme som en hvirvelbevægelse i 

æteren og fortalte, at han havde fået kon- 

14 

takt til RQM-bevægelsen og havde samarbejdet 

med dem. RQM-bevægelsen 

havde nogle meget fornuftige ideer. 

Weber frembringer nogle svingninger 

i æteren fx ved hjælp af vibrationer i piezoelektriske 

krystaller. Disse svingninger 

kalder han vibroner, og de skal ikke 

forstås som elektromagnetiske svingninger. 

Hvis man siger skalarbølger, så er det 

mere rammende. Virkningen af vibronerne 

er meget frekvens-afhængig. Hvis 

han vælger de helt rigtige frekvenser, 

kan han få resonans med atomkernerne 

og lave transmutationer. På den måde 

kan han nedbryde radioaktivt affald 

ganske hurtigt. Nedbrydningen udvikler 

voldsomt meget varme, så man kan 

brænde det brugte atombrændsel af i de 

eksisterende atomreaktorer og vinde 

elektricitet ved processen. Når atombrændslet 

er helt nedbrudt, så er det 

ufarligt, og man har ikke noget affaldsproblem. 

Han opfandt denne metode i 1983, 

men dengang var der ingen, der var 

interesseret. Det burde der være nu, men 

han kan ikke finde gehør for sine forslag. 

Han kan ombygge et atomkraftværk, så 

det ikke producerer atomaffald. Det koster 

nogle millioner, men det vil tjene sig 

ind på et halvt år. 

Som sagt kan han ikke finde gehør for 

disse ideer blandt dem, der ejer atomkraftværkerne. 

Derfor bygger han i stedet 

på en frienergi-maskine. Den består 

af en halvleder omviklet med en spole. 

Han har planer om at bygge en frienergimaskine, 

som fx er mindre end et knappenålshoved, 

og som leverer nogle milliwatt. 

Foreløbigt leverer den kun nogle 

mikrowatt. Han mener, der er et stort 

markedspotentiale for sådan en dims i 

høreapparat-markedet.

Han arbejder også med en skalarbølge-antenne 

og har patenteret et par varianter. 

En simpel antenne består af en aluminiumring, 

som er omviklet med kobbertråd 

som en ringkernespole. Sådan 

en antenne har interessante egenskaber, 

bl.a. kan den bruges som en modtageantenne 

for tidsbølger. Den kan også 

lave noget kunstig gravitation. I stedet 

for aluminium har han prøvet zinksulfid 

og grafit. 

Atomkernernes kernespin er vigtig 

for funktionen. Der skal være en resonans 

mellem kernernes spin og de tilførte 

frekvenser. Når denne resonans er til 

stede, kan man være heldig og få de 

interessante effekter frem. Inspireret af 

Fukushima-katastrofen arbejder han 

også på en orgon-akkumulator lavet af 

tynde lag af skiftevis isolerende og ledende 

materiale. Det burde kunne anvendes 

som en beskyttelsesdragt til 

Fukushima-arbejdere. 

Han lavede et demonstrationsforsøg 

med radioaktiv stråling, som ikke var 

vellykket. 

Joe Spiteri-Sargent fortalte, at han har 

opfundet en klassisk evighedsmaskine. 

Han har et slags svømmebassin. Deri har 

han et slags roterende hjul med nogle 

opdriftselementer. Han mener, at han 

kan få et energioverskud og hævder 

desuden, at maskinen producerer 335 

kW, koster 16 mio. euro at bygge, og at 

den vil køre stabilt med 20-25 år imellem 

reparationer. 

Jeg mener, at den aldrig kan virke. 

Han har en prototype, der vejer nogle 

tons, og som står på Malta, hvor man kan 

se den. En hollænder var nede at kigge 

på den. Den virkede ikke. Opfinderen 

søger investorer. 


Diploming. Joachim Wagner holdt et 

langt foredrag om homøopatisk behandling 

af benzin og dieselmotorer. Han var 

en elendig foredragsholder, talte monotont 

og uden at artikulere ordene. Han 

mumlede nærmest, så jeg syntes, han 

var næsten komplet uforståelig. Han viftede 

ikke med armene og ændrede ikke 

ansigtsudtryk; men publikum fandt 

hans foredrag meget interessant. 

Prof. Claus W. Turtur, som før har bygget 

frienergi-maskiner i mikrowatt-størrelse, 

går nu efter noget i kilowatt-størrelse. 

Han vil skalere maskinerne op og har 

regnet sig frem til, at noget i retning af en 

Keppe-motor burde kunne virke. 

En række mennesker har forsøgt at 

bygge Turturs maskine, men det er endnu 

ikke lykkedes at få den op på de 6000 

rpm, hvor den burde begynde at levere 

overskud. Den højeste rotationshastighed, 

man har nået, var 5500 rpm. 

Turtur ridsede i øvrigt noget historie 

op for frienergi-maskinerne. Han snakkede 

en del om Hans Colers maskine. 

Han fortalte, at Coler havde en 10 W maskine, 

som han i 1926 demonstrerede for 

prof. M. Kloss ved TH Berlin. I 1933 demonstrerede 

han en 70 W maskine for dr. 

Moderson. Omkring 1942 byggede han 

en 6 kW maskine, som kørte indtil den i 

1945 blev ramt af en flyverbombe. Volkrodt 

indgav i 1986 en patentanmeldelse 

på noget lignende. Og MEG’en blev patentanmeldt 

omkring 2002. 

En Mr. Watt demonstrerede sin opfindelse. 

Den bestod af en spole og en kondensator 

på et lille kredsløbskort. På inputbøsningerne 

lagde man et 2,3 kHz 40 volt 

17 mA signal. På output-bøsningerne 

15


kunne man tappe et 2,3 kHz 40 volt 17 

mA signal. OU-koefficienten var tydeligvis 

1,0. Men manden havde målt en højere 

spænding over spolen i svingningskredsen 

(det skal der være, det er helt efter 

bogen) og mente derfor, at OU-koefficienten 

var 40. Han søgte investorer. En 

tragikomisk skikkelse… 

George Soukup er en brasilianer, kendt 

for sin selvkørende V-gate magnetmotor, 

som man har kunnet se videoer af på 

Internet. Der var ikke skyggen af fornuft 

i det han sagde. Hans demonstration var 

et totalt flop. Motoren kunne absolut 

ikke køre af sig selv. Tilhørerne begyndte 

meget hurtigt at snakke indbyrdes om 

andre ting, så der rejste sig en summen 

fra salen. Ordstyreren brød flere gange 

ind for at få George til at stoppe sin 

underlige talestrøm og få ham til at lave 

en fornuftig demonstration. 

Dick Korf fra Holland fortalte om sine 

mange rejser for at besøge opfindere. 

Han havde besøgt Szabo i Budapest, som 

havde været en skuffelse. Han havde 

skullet betale Szabo et stort beløb for en 

demonstration, som han ikke kunne bruge 

til noget. 

Han så en pendulmaskine i Ohio, som 

det var umuligt at komme videre med. 

Man kunne ikke samarbejde med de 

mennesker. 

Han havde besøgt Lutec i Australien. 

De havde været meget umulige at samarbejde 

med. De ville konstant have penge 

– mange penge – og de kunne ikke 

overholde aftaler. De havde ikke gjort 

væsentlige fremskridt de sidste 8 år. Men 

maskinen virkede for så vidt godt nok. 

Han havde mødt Bedini. Det havde 

været en stor skuffelse. Han havde set en 

16 

kæmpe monopol-motor med en diameter 

på 4,5 meter. Men leverede den noget 

overskud? Bedini havde sagt, at den leverede 

16 watt, men Bedini blandede 

rundt på watt og volt, som er to meget 

forskellige ting, så Bedinis troværdighed 

led et alvorligt knæk. Bedini ville ikke demonstrere 

noget med en tydelig OUeffekt, 

men sagde, at Dick selv måtte 

bygge en maskine ud fra de oplysninger, 

man kunne finde på Internet. 

Han havde besøgt Wang Shum Ho 

(Wang Shen He) i Kina. Wang var meget 

dygtig og vidste, hvad han lavede. Wang 

havde en baggrund i raketforskning. 

Wang var i starten noget tillukket, men 

efterhånden lykkedes det at oparbejde et 

tillidsforhold til manden. Imidlertid viste 

det sig umuligt at købe en maskine af 

ham, selv om Wang ikke var afvisende 

over for ideen. 

Efterhånden gik det op for Dick, at 

han selv måtte bygge en maskine. Så begyndte 

han at bygge en af Wangs maskiner, 

og det havde han gode oplevelser 

med. Han fik noget støtte af Wang, og 

han så lyst på fremtiden. 

Jeg mødte Guy Hary ved kongressen. 

Guy har bygget fungerende frienergimaskiner, 

og han har udtalt, at han ikke 

længere bruger el fra lysnettet. Jeg fandt 

ikke ud af, hvor hans energi kom fra (måske 

solceller?), men det var ikke fra Bedini-maskiner. 

Han fortalte, at hans Bedini-maskiner 

maksimalt havde haft en 

OU-koefficient på 0,98. Han arbejdede 

nu på en slags mellemting mellem en 

Bedini-maskine og en Keppe-motor. 

Alt i alt en ganske interessant kongress…

Sonntag, 26. Juni 2011 

10.00 Uhr Nullpunkt-Energie zur Rettung des Planeten Erde 

Globale Aspekte und Projekte für eine hoffnungsvolle Zukunft (Video-Präsentation) 

Adam Trombly, Physiker, Institute for Advanced Studies (IAS), Aspen/USA 

10.45 Uhr Spiteri-Wasserpumpe - autonomes Energiesystem von 90...355 kW 

Kraftwerksystem mit autonomer Stromerzeugung aus hydrostatischer Energie (Prototyp) 

Joe Spiteri-Sargent, Erfinder und Geschäftsführer der Sargent Enterprise Ltd, Malta 

12.00 Uhr Mittagspause 

13.30 Uhr Resonanz als Grundprinzip der Freien Energie 

Optimierungen für Autos und biologische Systeme mit CHIProzessoren 

Joachim Wagner, Dipl.-Ing. (FH), Weisendorf/DE 

14.15 Uhr Entwicklung eines 1-kW-Raumenergie-Konverters 

Rechnerische Simulation und Optimierung praktisch einsetzbarer Magnetmotoren 

Prof. Dr. Claus W. Turtur, Fachhochschule Braunschweig-Wolfenbüttel/DE 

15.30 Uhr Kaffeepause 

16.00 Uhr Präsentation verschiedener Freie-Energie-Projekte 

Adolf Schneider, Dipl.-Ing., Schweizerische Vereinigung für RaumenergieSVR,Zürich/CH 

George Soukup, Wiesbaden/DE: Autonom laufender Permanentmagnet-Motor 

Energiemacher GmbH: Resonanz-Spannungsverstärker mit COP = 400% 

17.30 Uhr Freie Energie für die Gesellschaft des dritten Jahrtausends 

Ausblick auf eine hoffnungsvolle Zukunft im Lichte eines spirituellen Managements 

Reiner Oberüber, Spiritual Manager, Sareghis GmbH, Berlin/DE 

18.30 Uhr Schlusswort zum Kongress-Ende 

Adolf und Inge Schneider, Kongress-Organisatoren, Zürich/CH 

Ausstellung von Büchern, Demonstrationsmodellen und Produkten 

Am Büchertisch steht einschlägige Literatur zur Verfügung; Referenten zeigen Ausstellungsmodelle und Produkte, 

über die sie zum Teil in ihren Vorträgen referieren, und beantworten Fragen der Besucher. 

Anmeldung und Kongress-Organisation 

Jupiter-Verlag/TransAltec AG 

PF 1111, CH 8032 Zürich, redaktion@jupiter-verlag.ch 

Informationen zu Teilnahmekonditionen und Hotelangeboten 

siehe unter: www.borderlands.de Rubrik "Terminkalender" 

Tel. +41 44 252 7734, Fax +41 44 252 77 36 

Veranstaltungsort: 

Steigenberger Hotel Frankfurt-City, Lange Str. 5-9, 60311 Frankfurt 

http://www.steigenberger.com/Frankfurt_City 

38 NET-Journal Jg. 16, Heft Nr. 3/4 März/April 2011

Anmeldelse: 

Det formålsbestemte 

univers 

Af Alan H. Batten 

Denne anmeldelse kommer til at begynde 

med en afsløring: Jeg har selv en bog 

på vej (Batten, 2011), hvor jeg behandler 

mange af de samme emner som Haisch. 

Vores tilgang er forskellig, men vi deler 

det samme grundlæggende budskab: 

Der er intet i den moderne videnskab, 

der udelukker en eller anden form for religiøsitet. 

Vi citerer mange af de samme 

forfattere, nogle gange endda de samme 

passager fra dem, som vi på mange 

måder har en fælles holdning til. Der er 

endda nogle af Haisch’ konklusioner, 

som jeg ville ønske, jeg selv var nået frem 

til, fx side 35: »Det er intellektuelt uvederhæftigt 

på forhånd at se bort fra, at 

vores univers synes at være specielt, fordi 

det jo faktisk er specielt.« Man bør dog 

være opmærksom på, at min tilbøjelighed 

til at være positiv over for Haisch kan 

have fået et negativt præg grundet den 

omstændighed, at vi er konkurrenter! 

Bernard Haisch behøver næppe nogen 

nærmere præsentation for regelmæssige 

læsere af Journal of Scientific 

Exploration (JSE), som han i mange år var 

chefredaktør for. Skønt han engang var 

kandidat til præsteskabet i den romerskkatolske 

kirke, viser denne bog, at han er 

stærkt påvirket af The Perennial Philosophy 

(Den Evige Filosofi), som den især er 

beskrevet i Aldous Huxleys (1944) bog og 

af mysterietraditionerne inden for alle 

religioner. Hans tese kan uden større 

problemer opsummeres således: Det 

18 

Bernard Haisch: 

The Purpose- 

Guided Universe: 

Believing in 

Einstein, Darwin, 

and God. Franklin 

Lakes 2010, New 

Page Books. 

222 s. ISBN 

9781601631220 

fysiske univers udgør ikke hele virkeligheden 

og er underordnet bevidstheden. 

Med et citat af hindu-identifikationen af 

Atman (den individuelle bevidsthed) 

med Brahman (den universelle og kreative 

bevidsthed) skriver han, at vi alle er en 

gnist af Gud. Han argumenterer med, at 

den seneste udvikling inden for kvantemekanikken 

utvetydigt viser, at »virkeligheden« 

skabes af vores målinger. De 

fundamentale partiklers egenskaber eksisterer 

ikke, før der er foretaget en måling. 

Som Haisch formulerer det (side 

168): »Bevidsthed skaber virkelighed.« 

Med denne fortolkning af videnskab og 

mystisk religiøsitet til fordel for den 

organiserede form for religion, som han 

har forladt, ser han ingen konflikt i at tro 

på Einstein, Darwin og Gud. 

Jeg er enig i, at »bevidsthed skaber virkelighed«, 

hvis det ikke fortolkes, som 

om det er vores individuelle bevidsthed, 

der gør det. Jeg tror ikke på, at vi selv skaber 

universet, og jeg er ikke helt overbevist 

om, at vi er »gnister af Gud«. Jeg 

tror på, at der er et virkeligt fysisk univers 

uafhængigt af vores begrænsede 

sind, selv om alt hvad vi kan sige om det

er det samme, som Eddington (1928:291) 

med sin berømte udtalelse om elektronet 

sagde: »Noget ukendt gør noget, vi ikke 

ved, hvad er.« 

Skønt jeg hverken citerer Huxleys bog 

eller refererer specifikt til The Perennial 

Philosophy, argumenterer jeg på lignende 

måde for, at virkeligheden er mere end 

kun det fysiske univers, som kan opfattes 

af vores sanser. Jeg finder det bekvemt at 

bruge ordet »transcendent« til at betegne 

de aspekter af universet, der ikke åbenbares 

af vores sanser, et ord som også 

Haisch benytter af og til. Ordet er ikke 

helt tilfredsstillende på grund af visse af 

dets medbetydninger; det samme kan 

dog siges om alle andre kandidat-ord. 

Haisch ser beviser på det transcendente i 

mystikernes oplevelser, især i forfatterskabet 

og tænkningen hos den store 

astronom og mystiker Sir Arthur 

Eddington. (Haisch er venlig nok til at 

referere til en artikel, jeg har skrevet om 

Eddington.) Igen er jeg enig, selv om jeg 

gerne vil påpege, at musik og billedkunst 

giver os en tilsvarende erfaring. 

Jeg har sommetider tænkt på, at vi må 

redde ordet »Gud« fra dem, som tror på 

Gud. Tilsvarende peger Haisch på den 

skelnen, som mange mystikere foretager 

mellem »Gud« og »Guddommen« (side 

120 og frem). Han er helt tydeligt påvirket 

af den oplevelse af enhed med guddommen, 

som disse mystikere beskriver. 

Der er imidlertid en anden form for 

mysticisme, den såkaldte natur-mysticisme, 

hvor personen oplever en fornemmelse 

af enhed, ikke med guddommen, 

men med hele skaberværket. Jeg har på 

fornemmelsen, at Eddingtons mysticisme 

var af denne karakter. Beviserne er 

ikke helt entydige, men en sætning i The 

Nature of the Physical World (Eddington 


1928:321) forekommer mig at støtte denne 

antagelse. 

Mit citat fra side 35 i denne anmeldelses 

første afsnit vil gøre læserne opmærksom 

på den fremtrædende rolle, 

som den såkaldte »finindstilling« af universet 

spiller i Haisch’ fremstilling. Han 

opstiller to mulige forklaringer: Enten er 

der mange »universer«, hvoraf nogle af 

dem tilfældigvis er egnet for udviklingen 

af livsformer; eller at dette særlige univers 

er bevidst skabt af Gud. Han påpeger 

– i mine øjne korrekt – at den sidste 

forklaring er langt den simpleste. (En 

tredje mulig forklaring, at vores univers 

blot er resultatet af et gigantisk lykketræf, 

afvises – igen synes jeg korrekt – 

som så usandsynligt, at det ikke kan tages 

alvorligt.) Selv om det ikke forrykker 

argumentationen væsentligt, kunne jeg 

ikke lade være med at notere mig to tekniske 

fejl, eller snarere uklarheder, i dette 

kapitel. På side 69 antages det tilsyneladende, 

at månen kun er 290.000 kilometer 

fra jorden, kun trefjerdedel af den 

korrekte værdi, og på siderne 75-76 opgives 

der tal for mængden af mørkt stof i 

universet, der umiddelbart synes modstridende. 

Mørkt stof er på den ene side 

opgivet til at udgøre 25% af universet, 

mens vi på den næste side får fortalt, at 

der er omkring seks gange så meget 

mørkt stof i forhold til normalt stof. Jeg 

har på fornemmelsen, at det første tal 

omfatter både stof og energi, mens det 

sidste kun refererer til stoffet, men det 

kunne have været udtrykt mere klart. 

Mens Haisch ikke har svært ved at forene 

mystisk religiøsitet og The Perennial 

Philosophy med moderne videnskab, 

skriver han på side 31, at organiseret religion 

efter hans mening må forblive adskilt. 

Det er jeg nu ikke enig i som en, det 

19


er lykkedes for (dog ikke uden forhindringer) 

at forblive i en organiseret religion 

og samtidig iagttage dens mange 

fejltagelser, der ofte indebærer magtmisbrug. 

Ikke desto mindre er kirker, synagoger 

og moskeer ofte centrum for mange 

gode aktiviteter, og som helhed tror 

jeg, at vores samfund ville være fattigere, 

hvis ikke de eksisterede. Det store flertal 

af os har jo ikke mystiske oplevelser, hvor 

meget vi end kunne ønske os det, og den 

organiserede religion hjælper os med at 

udfylde kløften. Formodentlig vil det at 

leve et disciplineret liv og regelmæssigt 

dyrke en særlig tænkemåde – det være 

sig bøn, meditation eller åndelige øvelser 

– disponere folk til en mystisk oplevelse; 

men mange der gør disse ting får aldrig 

oplevelsen, mens oplevelsen for andre, 

som Haisch påpeger (side 148), kan komme 

som lyn fra en klar himmel, uden at 

de på nogen måde har forberedt sig på 

det. 

Haisch bruger nogen plads på tankeeksperimentet, 

som er kendt under 

navnet »Schrödingers kat«. Schrödinger 

var ligesom Einstein uvillig til at acceptere 

københavnerfortolkningen af kvanteteorien, 

og hans tankeeksperiment, 

som han selv kaldte »djævelsk«, havde til 

formål at udstille både denne fortolkning 

og Einstein-Podolsky-Rosen-eksperimentet, 

som Haisch også diskuterer. 

Walter Moore (1989) redegør i sin biografi 

om Schrödinger insigtsfuldt om forbindelsen 

mellem de to tankeeksperimenter. 

I eksperimentet afhænger kattens liv 

af, om et radioaktivt atom henfalder inden 

for en given tid eller ej. Københavnerfortolkningen 

indebærer, at katten 

hverken var levende eller død, før en 

iagttager åbnede den forseglede boks, 

hvori katten var anbragt. Schrödinger 

20 

fandt denne konklusion absurd. Vi kan 

kun spekulere over, om han eventuelt 

ville have ændret mening, hvis han havde 

levet længe nok til at se resultatet af de 

moderne eksperimenter, som Haisch refererer 

til. De fleste kvantefysikere accepterer 

imidlertid nu denne usikkerhed, 

ligesom Haisch. Desuden fortsætter 

han med at sige, at ikke blot er katten 

hverken levende eller død, før iagttageren 

åbner boksen, selv det atom, som kattens 

liv afhænger af, hverken henfalder 

eller forbliver stabilt, før boksen er åbnet. 

Med andre ord er iagttageren årsag til 

atomets henfald, selv om observationen 

kommer efter henfaldet! Denne form for 

baglæns årsag-virkning i tid diskuteres 

også af Paul Davies (2006) inden for rammerne 

af dobbeltspalte-eksperimentet. 

Davies hævder på tilsvarende vis, at 

vores tilstedeværelse i universet har givet 

det en historie, der har finjusteret det 

til at rumme liv. Interessant nok har J. 

Scott Turner (2007) også påstået, at denne 

form for baglæns årsag-virkning kan 

forekomme i biologisk udvikling. Det er 

den slags overvejelser, der får Haisch til 

at konkludere – som allerede citeret – at 

»bevidsthed skaber virkelighed«. 

Haisch citerer også fra Schrödingers 

(1944) kendte lille bog, What Is Life?, hvis 

efterskrift næsten lyder som et resume af 

Haisch’ bog. I indledningskapitlet understregede 

Schrödinger sin tilbøjelighed 

for en reduktionistisk forklaring på 

livets fysiske processer og hans tro på, at 

kvanteusikkerheden ikke havde nogen 

biologisk relevans. Begge holdninger 

stiller Haisch spørgsmålstegn ved, selv 

om de to mænd gennemgik næsten den 

samme åndelige udvikling fra organiseret 

kristendom (i Schrödingers tilfælde 

den lutheranske kirke) til en forståelse af

The Perennial Philosophy og indisk religiøsitet 

med dens tro på Atman og Brahman. 

(Huxleys bog var ikke udgivet, da 

What Is Life udkom første gang, men 

Schrödinger kommenterede den i senere 

udgaver.) Haisch vil næppe uden videre 

godkende min egen reaktion over for 

dette aspekt af hans bog. Jeg fornemmer, 

at den kristne doktrin om treenigheden 

har noget for sig, fordi den forsøger at afbalancere 

tre inkompatible ideer om 

guddommen: transcendens, der er så 

vigtig i både judaisme og islam, inkarnation 

i menneskelig form, der igen og igen 

dukker op i hinduisme, og immanens, 

vigtig i mystisk religiøsitet. … 

Et andet kapitel har den provokerende 

titel, Staying out of Heaven. Haisch bryder 

sig ikke om ideen om evig lyksalighed 

– alt som bliver ved i en uendelighed, 

giver før eller siden forstoppelse. 

Det er selvfølgelig noget usikkert, om 

»evighed« og »evigt« betyder helt det 

samme. Evighed er måske noget i retning 

af »tidløshed«, som Haisch skriver 

temmelig entusiastisk om. De traditionelle 

forestillinger om Himmel og Helvede 

virker ikke særligt overbevisende i 

vore dage, undtagen for dem, igen, som 

går ud fra, at Biblen skal tages bogstaveligt. 

Forestillingerne var imidlertid et forsøg 

på at beskrive visionen om lyksalighed 

(eller dens fravær), som helt sikkert 

kan være en dynamisk proces. Dog sympatiserer 

jeg med Haisch’ modvilje mod 

tanken om, at ét kort liv – højst ca. ét århundrede 

– er afgørende for vores skæbne 

i al evighed. Hans løsning er igen at 

vende sig mod Østens religioner og 

adoptere forestillingerne om karma og 

reinkarnation og antage, at vi har adskillige 

liv, indtil vi til sidst genforenes med 

guddommen, som han mener, vi er en 


del af. Ideen om reinkarnation er ikke 

uden en vis tiltrækning, og som Haisch 

er jeg blevet påvirket af den store mængde 

data indsamlet af den nu afdøde Ian 

Stevenson, og hvor meget af det har 

været bragt i JSE. Men at skulle igennem 

alle de frustrerende oplevelser som 

spædbarn og senere hen i barndommen 

er for mig ikke noget specielt indbydende 

perspektiv. Jeg håber på en eksistens 

efter døden, hvor man kan fortsætte med 

at udvikle sig og lære praktisk talt alt. 

Selvfølgelig må man også forvente at 

skulle bøde for det man har gjort galt. 

Hvis universet har et formål, må det 

være af moralsk karakter – det er Haisch 

og jeg helt enige om. … 

Mod slutningen af bogen (kapitel 9) 

diskuterer Haisch vigtigheden af videnskaberne 

om fysik og biologi i fremtiden. 

Efter hans mening har fysikken haft sin 

guldalder, i det mindste indtil videre – 

måske en lidt forhastet spådom med 

Large Hadron Collider i drift! Men han har 

uden tvivl ret i at mene, at biologien for 

øjeblikket er det mest produktive forskningsområde. 

Det skyldes selvfølgelig 

hovedsageligt, at fremskridtene i molekylær-biologien 

og genetikken ser ud til 

at få direkte indflydelse på vores daglige 

tilværelse. Jeg er dog ikke sikker på, at 

det vil forandre videnskaben så meget, 

som han antyder. Således siger han fx, at 

det »tilsyneladende uomgængelige krav 

om reproducerbarhed [af eksperimenter] 

må vige« (side 177). Det er selvfølgelig 

sandt, når vi taler om gammeldags 

feltbiologi – naturhistorie – men er mindre 

indlysende, når det handler om molekylær-biologi. 

I øvrigt overraskede det 

mig at se denne bemærkning komme fra 

en astronom-kollega. Astronomiske observationer 

har aldrig været reproducer- 

21


bare, og astronomer har længe vidst, at 

de må klare sig bedst muligt med enkeltstående 

observationer ofte foretaget under 

ugunstige omstændigheder. Polemikken 

omkring Eddingtons oprindelige 

demonstration af lysets afbøjning i et 

tyngdefelt, som Einstein forudsagde, opstod, 

tror jeg, delvis fordi fysikere aldrig 

helt har forstået forskellen mellem et 

kontrolleret eksperiment og observation. 

Haisch synes også at mene, at biologiens 

stadig større betydning vil føre videnskabsfolkene 

væk fra reduktionismen, 

men mange, der arbejder med molekylær-biologi 

og neuroscience holder 

stadig fast i noget, der stærkt minder om 

1900-tallets version af materialisme, determinisme 

og reduktionisme. Francis 

Cricks The Astonishing Hypothesis (1994) 

er et godt eksempel. Haisch og jeg selv citerer 

den samme passage fra denne bog, 

hvilket fint illustrerer min pointe. Det er 

et interessant paradoks, at fysikere, som 

arbejder med livløst stof og har forstået, 

hvor flygtigt det er, er langt mere åbne 

over for en diskussion om universets 

finindstilling end biologer er, som arbejder 

med levende organismer. Det gælder 

i hvert fald for flertallet af dem, der skriver 

populærvidenskabelige bøger. 

Mine forbehold over for Haisch’ bog 

er kun få og opvejes lang af min generelle 

enighed med ham. Det er en bog, der 

stimulerer tanken – længden af denne 

anmeldelse viser, hvor meget den har stimuleret 

undertegnede – og det er det 

vigtigste kendemærke for en god bog. 

Jeg anbefaler den stærkt. Men desværre 

er det nok sådan, at dem der helst skulle 

læse bogen – dem der har patent på 

sandheden, hvad enten de tror den bygger 

på religion eller videnskabelig ma- 

22 

terialisme – er dem der ikke kunne drømme 

om at læse bøger som vores. Richard 

Dawkins er en særdeles succesrig forfatter 

af populærvidenskabelige bøger; han 

fortjener al den succes og berømmelse, 

hans bøger har skaffet ham. Men det tjener 

ikke vores medier til ære, at denne 

bog af Bernard Haisch, som ved mere om 

religion end Dawkins nogen sinde har 

demonstreret i sine bøger, ikke vil få den 

form for omtale, som sidstnævnte uden 

videre diskussion bliver til del. 

Litteratur 

Batten, A. H. (2011). Our Enigmatic Universe: 

One Astronomer’s Reflections on the Human 

Condition. Ely, UK: Melrose Books. 

Crick, F. H. C. (1994). The Astonishing Hypothesis: 

The Scientific Search for the Soul. New York: 

Simon and Schuster. 

Davies, P. C. W. (2006). The Goldilocks Enigma: 

Why Is the Universe Just Right for Life? UK: The 

Penguin Press, pp. 242-249. 

Eddington, A. S. (1928). The Nature of the Physical 

World. Cambridge University Press. 

Huxley, A. (1944). The Perennial Philosophy. 

New York: Harper and Row. 

Moore, W. (1989). Schrödinger: Life and 

Thought. Cambridge University Press. 

Schrödinger, E. (1944). What Is Life?: The Physical 

Aspect of the Living Cell. Cambridge University 

Press. 

Stenmark, M. (2004). How To Relate Science 

and Religion: A Multidimensional Model. Grand 

Rapids, MI: Wm. B. Eerdmans Publishing Co. 

Turner, J. S. (2007). The Tinkerer’s Accomplice: 

How Design Emerges from Life Itself. Harvard 

University Press. 

Anmeldelsen blev bragt i Journal of Scientific Exploration 

vol. 24, nr. 4, vinter 2010, s. 738-743.

Forum 

Nøgleeksperiment 

På YouTube.com er der en bruger, k4zep, 

som de sidste par dage har uploadet nogle 

videoer, der dokumenterer et nøgleeksperiment. 

www.youtube.com/user/k4zep#p/a/u/2/ 

-7HtUFSkGdE 

Der er en OU-effekt, idet han får noget 

output-energi, og hans eneste input er 

en jordledning (i et af eksperimenterne – 

i andre eksperimenter kilder man opstillingen 

lidt med nogle milliwatt-input). 

Eksperimentet er meget centralt, fordi 

det er 1) meget beslægtet med (og belyser 

og forklarer) Bob Boyces generatorer, 

2) meget beslægtet med Marks 

TPU, 3) beslægtet med MEG’en, 4) beslægtet 

med Bedinis generator og vel 

også 5) beslægtet med andre eksperimenter, 

men det er dem, jeg pt. tænker 

på og har brugt tid på. 

Forsøget viser OU-effekter, som er 

meget afhængige af frekvensen. 

For det første: Det er et vigtigt punkt, 

at effekten er meget afhængig af frekvensen. 

Meget afhængig af resonanser 

(som ikke er af den sædvanlige L-C type, 

hvor man har en veldefineret spole-induktans, 

en veldefineret kapacitor-kapacitet 

og en deraf følgende veldefineret 

resonansfrekvens). 

Resonanserne kan måske betegnes 

som transmissionslinie-resonanser, hvis 

man tænker i de baner; fx resonanser i 

viklinger, som kun er forbundet i den ene 

ende. Når man arbejder med kredsløb, 


som kun er forbundet i den ene ende, så 

arbejder man lidt udenfor den verden, 

som er tilladt af den gængse (men lidt 

spændetrøje-agtige) lærebogsteori. Vi er 

snarere ovre i antenne-teori. Antenner er 

typisk kun forbundet i den ene ende. 

Længden af ledningerne spiller her en 

stor rolle. 

De observerede resonansfrekvenser i 

k4zep’s forsøg har ikke nogen umiddelbart 

forklarlig sammenhæng med »antennens« 

dimensioner. De kan observeres, 

men ikke umiddelbart forklares. De 

observerede resonansfrekvenser er meget 

afhængige af selv små ændringer i 

spolernes placering og vel af placeringen 

af genstande i omgivelserne. Forsøgene 

er derfor ikke umiddelbart reproducerbare. 

Hvis man laver forsøget et andet 

sted, vil frekvenserne formodentlig være 

nogle andre. 

De observerede fænomener er altså 

meget tricky, på en måde sarte og upålidelige. 

De er bastante nok, når de optræder, 

men de er i den grad påvirkede af 

små ændringer i omgivelserne, så det 

måske kræver lidt af en kunstner overhovedet 

at få fænomenerne frem. 

For det andet: Det bliver først rigtig 

spændende, når man kobler tre frekvenser 

sammen, som ikke er ens, men er tæt 

på at være ens eller overtoner af hinanden. 

I både Steven Marks TPU og i Bob 

Boyces tilsvarende toroid er der tre separate 

viklinger, der opfylder disse betingelser. 

I MEG’en er der også mere end 

én primærspole. Der er typisk to eller 

fire, og de bliver i beskrivelserne typisk 

fodret med det samme eller næsten det 

samme signal. Men hvis vi skal lære af 

Steven Mark eller Bob Boyce, så får vi 

mere ud af MEG’en, hvis vi bruger tre 

23


forskellige frekvenser på tre forskellige 

inputspoler til den. 

For det tredie: Fænomenet afhænger 

af jordledningen. I forbindelse med 

Bedini-generatorer har man talt om at 

forbinde generatoren til store halvdøde 

lastbil-batterier, som man gravede ned i 

jorden. De havde en eller anden magisk 

effekt. Ankeret i jorden havde en magisk 

effekt. Kapadnaze-generatoren var forbundet 

fx til en radiator, som var gravet 

ned i jorden. 

Der findes andre frienergi-maskiner, 

der er afhængige af en jordledning. Og 

dette eksperiment er også afhængig af en 

jordledning. Eksperimentet virker ikke 

uden en jordledning, og jordledningens 

beskaffenhed har afgørende betydning 

for forsøgets udfald. 

For det fjerde: Under passende omstændigheder 

opstår der pludseligt nye 

frekvenser i kredsløbet, som ikke har nogen 

umiddelbar forklarlig sammenhæng 

med input-frekvenserne. Det er, som om 

man anslår resonanser i æteren og får et 

svar tilbage fra denne. Som sagt er de nye 

frekvenser, der opstår uforklarlige efter 

gængs teori. Ossy Callanan observerede 

et lignende fænomen, når hans Bedinigenerator 

gav overskud. Der optrådte 

nye frekvenser i systemet, der næsten 

kom af sig selv, som om æteren var blevet 

anslået og svarede tilbage med nye frekvenser, 

som kredsløbet ikke selv var 

skyld i. 

Vi skal huske at k4zep ikke selv har 

opfundet disse fænomener. Han replikerer 

forsøg lavet af dr. Stiffler, og forsøg 

som er nært beslægtede med de forsøg, 

som er blevet vist ved et af DIFØT’s seneste 

møder. Vi taler altså om forsøg, som er 

blevet lavet ikke blot i ét laboratorium, 

men flere steder, og også offentligt frem- 

24 

vist ved et møde i DIFØT. Der er en forskel 

på forsøg, som kun er udført ét sted, 

eller som kun er set på en tåget YouTube 

video optaget et eller andet sted i Centralasien, 

eller måske optaget et ukendt 

sted, og så på forsøg, som er reproduceret 

flere steder. At tilsvarende forsøg er 

vist på et DIFØT-møde, gør jo ikke sagen 

mindre interessant… 26.02.11 

Anders Heerfordt 

2610 Rødovre 

Ufo-observation i Trørød 

Den 21. juni kl. 0:05 stod jeg på vor balkon 

med udsigt mod markerne bag 

Trørødskolen og lavede mine daglige 

yogaøvelser, inden jeg gik i seng. 

Pludselig så jeg et kraftigt kugleformet 

blågrønt (mest grønt) lys godt 200 

meter foran mig fare hurtigt henover 

markerne i 2 meters højde fra syd (ved 

Trørødskolens nordende) og forsvinde 

bag træerne mod nord over Gøngehusvej. 

Bevægelsen over afstanden på ca. 

800 meter anslog jeg til at vare 0,4 sekunder. 

Herefter vendte lyset pludseligt om 

og fløj lige så hurtigt samme vej tilbage, 

dog lidt tættere på mig, og forsvandt bag 

træerne, der skjulte skolens nordende, 

for efter 1-2 sekunder at vende tilbage fra 

skolens nordende, forbi træerne på den 

anden side af marken i ca. 2-3 meters højde 

ca. 150 meter foran mig. 

Hele observationen tog vel 3 0,4 

sekunder + 1,5 sekund = 2,7 sekunder. 

Hvis min tidsfornemmelse er rigtig, giver 

det en hastighed på omkring 7000 

km/timen. 

Jeg råbte til min hustru: »Kom og se, 

der er et UFO over marken«, men hun

hørte det ikke. Så måtte jeg hente hende, 

og sammen skyndte vi os ud på balkonen. 

På vej herud så vi lyset igen, der var 

vel gået 5 sekunder siden den sidste observation. 

Og nu gentog eksakt den samme 

observation sig. Tre gange frem og tilbage 

over marken med samme hastighed 

som første gang, varighed igen 2-3 

sekunder. 

Først troede jeg, der var tale om nogle, 

der legede med en projektør, men jeg 

forstod, at det ville være umuligt at placere 

den og dreje den på en sådan måde, 

at træerne ikke nogen steder skyggede 

for lyset. 

Lysets størrelse vurderedes til at være 

50 cm i diameter og ændrede ikke farve 

under flyveturen. Det styrede behændigt 

uden om træerne, idet det fløj under 

trækronerne, i halv højde af træerne. 

Da jeg så det første gang, fik jeg en 

bange fornemmelse af, at det med den 

retning det havde let ville kunne lægge 

ruten rundt om mig på balkonen, men 

det skete ikke; det føltes dog, som om det 

observerede mig. Jeg er glad for, at min 

hustru også så det, så har jeg vidner på, 

at det ikke var fri fantasi. 

Min eneste forklaring er, at jeg har 

været vidne til en telemeterskive (omtalt 

i ufo kontakt nr. 3, feb. 1967) eller en rekognosering 

med en af de såkaldte fjernstyrede 

foo-fighters (fjernstyret fra et moderskib), 

som RAF-flyverne så i stort antal 

omkring deres fly, da de fløj bombetogter 

fra England til Tyskland i 1944/45. 

De var dengang på størrelse med fra en 

tennisbold til en fodbold. 

Børge Frøkjær-Jensen 

Trørød 

Kortnyt 

Nyt om Grander-vand 


Det vitaliserede Grander-vand har flere gange 

fået omtale i diføt · nyts spalter, senest i nr. 

97, der berettede om et stærkt nedsat forbrug 

af kemikalier hos plastvirksomheden ’Ulstrup 

Plast’. Nu har teknologien bevist sin værdi i 

praktiske forsøg hos to af Danmarks absolutte 

topvirksomheder, ’Haldor Topsøe’ og Danisco’, 

se Grander-firmaets informationsblad 

’Haldor Topsøe’ side 27. 

Det opsigtsvækkende gennembrud foranledigede 

’Ingeniøren.dk’ til at tage emnet op i 

slutningen af marts, hvor Bjørn Godske bl.a. 

skrev: 

Hvad gør en højt profileret teknologivirksomhed, 

der ikke kan forklare, hvad 

der sker i virksomhedens vandbehandlingsystem? 

Tja, man trækker på skuldrene 

og kigger på resultatet. 

Det er i hvert fald, hvad de må gøre på 

Haldor Topsøes katalysatorfabrik i Frederikssund. 

Her har de fået installeret ny 

teknologi til behandling af vand i kølesystemet. 

Men ingen kan forklare, hvordan 

det virker. 

»Hvad skal jeg sige? Det frustrerer 

mig virkelig, at jeg ikke kan forklare, 

hvordan det virker. Men vi kan altså se, 

at det gør det«, siger fabrikschef Henrik 

Guldberg, der selv er uddannet kemiingeniør. 

Og der er ikke noget at sige til, at Henrik 

Guldberg ikke kan komme med en ordentlig 

forklaring på resultaterne. For 

virksomheden bag det specielle vandbehandlingsudstyr 

beskriver selv teknikken 

som »vand der kan huske og fortælle 

25


det videre«. Konkret sker det ved, at det 

vand, man ønsker at ændre, bliver ført 

forbi en kapsel med noget specielt 

»Grander-vand«. Egenskaberne i Grander-vandet 

skulle så blive overført til 

vandet, lyder forklaringen. 

Efter at have gennemført en test af 

vandbehandlingssystemet besluttede 

virksomheden at installere systemet i 

forbindelse med en buffertank til kølesystemet. 

Her skulle man normalt pumpe 

en masse slam op hver anden eller tredje 

måned: »Men da vi efter 3 måneder kiggede 

i tanken, var den helt tom for slam. 

Et andet sted havde vi problemer med 

okker i nogle rør, men det er også væk«, 

siger Henrik Guldberg og understreger, 

at man ikke har været i stand til at måle 

noget i de færdige produkter. Tilbagebetalingstiden 

vurderer han til at være 

under 1 år. 

Hos Haldor Topsøe går de nu videre og 

kigger på andre steder, hvor vand giver 

problemer: »Vi kigger blandt andet på 

vores udstyr til osmose. Hvis vi kan få det 

til at fungere bedre, så vil jeg tro, at vi kan 

opnå en tilbagebetalingstid på et par måneder«, 

siger han. 

Hos Danisco i Grindsted har man altid 

kæmpet med tilkalkning af pladevarmevekslere. 

Men efter at man for 5 måneder 

siden fik installeret det nye vandbehandlingssystem 

på vandledningen fra 

den kommunale forsyning, så er alle problemer 

forsvundet, fortæller værkfører 

Ib Nielsen: »Vi aner ikke, hvordan det 

fungerer, men normalt skulle vi rengøre 

vores varmevekslere hver tredje måned 

eller skille dem helt ad. Nu har vi kørt i 5 

måneder uden problemer«, fortæller han 

med et lille suk, som indikerer, at det er 

lidt træls ikke at vide, hvordan det fungerer. 

26 

Ib Nielsen vurderer, at investeringen i 

den alternative vandbehandling er betalt 

tilbage på under 1 år. Danisco vil nu 

købe endnu et system og installere det på 

en helt ny pladevarmeveksler for dermed 

at have en klar reference. 

Hos både DTU og Teknologisk Institut 

er forskere forundret over det såkaldte 

Grander-vand. Forskerne er åbne for at 

lave forsøg og opfordrer også virksomhederne 

til at lave egne forsøg. 

»Vi vil da være meget interesseret i at 

lave en forsøgsopstilling her på DTU, 

hvor vi undersøger, om det er selve enheden, 

som giver effekten, eller om det 

specielle informationsvand virkelig har 

en betydning«, siger han. 

Hans-Jørgen Albrechtsen har trods 

flere henvendelser til den danske repræsentant 

for Grander-vand i Danmark forsøgt 

at få dokumenteret effekten uden 

held. Og professoren fra DTU har heller 

ikke haft held med selv at forstå vandets 

virkning, men han er åben overfor, at 

vandet kan have en effekt. 

»Som forsker vil det da pirre min nysgerrighed, 

hvis det virkelig var muligt at 

vise en effekt. For så vil det også være 

muligt at optimere effekten.« 

På Aalborg Universitet sidder lektor 

Kristian Keiding med speciale i blandt 

andet separationsteknik. Også han er 

særdeles skeptisk omkring Grandervands 

funktion. På instituttet har man 

tidligere gennemanalyseret Grandervand 

uden at kunne finde nogen som 

helst forskel fra almindeligt vand: 

»Men jeg må også acceptere, at der er 

ting omkring væsker, som vi endnu ikke 

forstår. Derfor tager jeg hatten af for de 

virksomheder, der vælger at kaste sig ud 

i noget de ikke forstår, men som de kan se 

sparer penge«, siger han.


27


Rossi-reaktoren 

Rossi er nu ved at teste komponenterne 

til en 1 MW-reaktor, som skal opstilles i 

Xanthi, Grækenland. 

http://pesn.com/2011/05/17/9501827 

_Ampenergo_Amps_Up_Rossis_Energy 

_Catalyzer_in_America 

Den er ret lille, 332 meter, og vejer 

kun 2 ton. Det kan blive spændende… 

Det svenske Ny Teknik har testet Rossis 

reaktor med godt resultat: netto-effektoverskuddet 

var ca. 2,5 kW ved et input 

på 300 W. Det er en OU-koefficient på 

9,3. Reaktoren fyldte 50 kubikcentimeter. 

20.05.11/AH 

www.nyteknik.se/nyheter/energi_miljo/ 

energi/article3166451.ece 

Rossi demonstrerer sin fusionsreaktor: 

www.youtube.com/watch?v=m-8QdVwY98E 

22.06.11/AH 

Mordet på Eugene Mallove 

Politiet i Norwich har i slutningen af maj 

udstedt anholdelsesordre på en tredje 

person i forbindelse med mordet på 

Eugene Mallove den 14. maj 2004. 

De to personer, der blev anholdt i første 

omgang, var tilsyneladende uskyldige 

(i mordet). I den nye sag kendte morderne 

Eugene, den ene havde faktisk lejet 

en bolig af ham, men var blevet sat ud. 

Nogle af de tre har en mindre pæn straffeattest. 

Der forlyder ikke noget om, at 

mordet var bestilt fra anden side. 

AH 

28 

IWONE 2011 

Den næste IWONE-konference (International 

Workshop on Natural Energies) vil 

blive afholdt i dagene 5.-7. august 2011 

ved Höör, 50 km nordøst for Malmø. 

2 år efter den sidste konference i 2009 er 

det igen blevet tid til en ny interessant 

workshop, hvor der vil blive lejlighed til at 

præsentere og diskutere ukonventionel 

forskning i en åben og afslappet atmosfære. 

IWONE 2011 vil især fokusere på vandets 

strømningsmønstre, vandkvalitet, planter, 

vejr- og økosystemer og ukonventionelle 

alternative energikilder. Historisk set bygger 

workshoppen på ideer med relation til 

den østrigske naturforsker Viktor Schauberger. 

Workshoppen arrangeres af Institute of 

Ecological Technology (IET), et uafhængigt 

forskningsinstitut i Sverige. 

Tid: fre.05.08.kl.9 - søn.07.08.kl.ca.17 

Sted: Stiftelsen Holma, Holma, Höör 

Pris: 2000 skr. inkluderer 3 dages workshop, 

frokost, middag, kaffepauser og en 

uformel sammenkomst. 

Mere information: 

www.iet-community.org 

Teslaklubben 

Lasse Johansson 

Curt Hallberg 

Teslaklubben blev stiftet i december 2010 

og er et mødested for de som interesserer 

sig for Nikola Teslas liv og opfindelser. Vi 

mødes første onsdag i hver måned. 

Møderne foregår i OSAA’s (Open Space 

Aarhus) lokaler på Bryggervej 30, 8240 

Aarhus N. 

Knud Sørensen 

knud@all-technology.com

diføt-nyt 99.vp - heerfordt.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?