difoet-nyt 65.vp - heerfordt.dk

difoet.heerfordt.dk

difoet-nyt 65.vp - heerfordt.dk

diføtnyt

Sydengland:

Fantastiske korncirkler

Hartmut Müller:

TRINÆR LOGIK

Brev til Bearden:

Magnetmotoren

gør fremskridt

Steiner og Kant

Fra værkstedet:

Målinger og status

Mystisk kraft i rummet:

Skal tyngdeloven

skrives om?

NR. 65.2 / OKTOBER 2001 KR. 25,-

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK


2

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer

og at reducere allerede forekommende indgreb i

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets

vilkår forbedres.

www.difoet.dk

Foreningens bestyrelse

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@sca.csc.com

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 36 47 11 05

Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar

Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 75 80 24 14

Mogens Larsen - Kasserer - techni@worldonline.dk

Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre

Christian Heerup - christian.heerup@tempcold.dk

Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd

Arne Christensen - Tidsskriftlæsekreds

Agertoften 27, 2750 Ballerup

arne.christensen@mail.tele.dk

Jan Koed - Redaktør - jan-koed@inet.uni2.dk

Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C

Jørgen Olsen - Suppleant

Gærdesangervej 2, 3300 Frederiksværk

Børge Frøkjær-Jensen - Revisor

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

Girokonto

939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk

Medlemskab

Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages

som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte

1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent:

250,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 125,- kr.

Forsiden

Med dette ansigt prentet i

en kornmark i det sydlige

England, august 2001, blev

grænserne for korncirkelfænomenet

flyttet endnu

engang. I en form for ra-

ster, hvor de lyse områder

dannes af det nedlagte

korn, dannes et billede,

som skal ses fra luften for

at komme til sin ret. Læs

mere om efterårets korncirkler

på side 10-12.

19. årgang nr. 65.2, okt. 2001

Redaktør: Jan Koed

Redaktionens adresse

diføt nyt

Carl Bernhards Vej 15, st.tv.

1817 Frederiksberg C

tel 33 22 37 28

fax 33 22 37 26

email redak@difoet.dk

Udgivelse

diføt nyt udgives af Dansk

Institut for Økologisk Teknik

og udsendes til foreningens

medlemmer.

Hvor ikke andre er nævnt, er

udenlandske manuskripter

oversat af redaktøren.

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.

Bladet udkommer med fire

numre om året.

Oplag: 250 eksemplarer

Tryk: Vester Kopi, København

ISSN 0900-1816

Indhold

Universets trinære logik 3

Okkult kemi

Imponerende korncirkel

7

ryster skeptikerne 10

Fra metafysik til fysik II 13

Brev til Bearden 18

Statusrapport 26

Påvisning af fri energi

Kortnyt

28

Mystisk kraft i rummet 30

Brændstofceller 31

Svulster og mobiltelefoner 31

Foreningsnyt 32


Logik:

Universets trinære logik

Af dr.rer.nat. Hartmut Müller

I diføt nyt 64 gav Albert Hauser en fyldig

introduktion til den tysk-russiske fysiker

Hartmut Müller, som er en særdeles aktiv

forsker og teoretiker inden for adskillige

grænseoverskridende erkendelsesområder. I

denne artikel behandler han et logisk-matematisk

problem, som ses i sammenhæng

med hans teori om ’Global Scaling’.

Kan universet tænke? For mennesker,

der betragter sig selv som en del af universet,

er det et retorisk spørgsmål. Uanset

hvordan vi definerer det at »tænke«,

må svaret være »Ja«. Universet er ikke

blot i besiddelse af én hjerne, men sågar

ufatteligt mange og særdeles forskellige

hjerner, alene på planeten Jorden. Dertil

kommer, at de er forbundet med hinanden

i et netværk – af en global stående

gravitationsbølge. Den stående bølge er

årsagen til den globale synkronisme og

muliggør en global kommunikation

uden tidsforsinkelse.

For global kommunikation med en

stående gravitationsbølge som bærebølge

er afstande uden betydning. Forståelsesproblemer

på grund af manglende

kompabilitet mellem sender og modtager

eksisterer ikke, fordi det er den stående

gravitationsbølge, der i sig selv

uophørligt gendanner universet og dermed

garanterer universets isomorfi.

Er global kommunikation teknisk

mulig? Radio Jerevan ville svare: I princippet

– ja. Men nu er teknik jo noget, der

ikke findes i naturen. Eller mere udførligt:

(Moderne) Teknik er noget så primi-

tivt, at det ikke kan findes i naturen, fordi

den ikke ville kunne overleve. Udsagnet

sigter ikke alene til den moderne kommunikationsteknik,

der for enhver transmission

må generere en fremadskridende

(ikke en stående) bærebølge og derfor

er lænket til grænsen for lysets hastighed.

Lige så primitiv er den af menneskehånd

fremstillede kunstige hjerne –

computeren.

I milliarder af år eksperimenterede

naturen med uorganiske mineraler, ikke

mindst siliciumkrystaller, omtrent på

samme måde som vi i dag gør det med en

loddekolbe. Dengang var det bakterier

og alger, der gjorde arbejdet. De løste opgaven

hurtigt og præcist. Historien gentager

sig altså, selvfølgelig på et andet niveau

på skalaen.

Vores high-tech-arsenal repræsenterer

et fortidigt udviklingsniveau, som naturen

for længst har overhalet. Det gælder

både på hardware-siden og for softwaren.

Moderne computere er ikke gode til at

tænke, fordi den binære (toværdi) logik,

som man har påtvunget den, ikke kender

til frihed og derfor heller ikke til kreativitet.

Naturen tænker ikke binært, men

trinært (treværdi), omtrent på den måde

vi selv tænker.

I naturen kan fysiske værdier ikke stige

eller falde i det uendelige. Det er også

tilladt med en konstant værdi, i hvert

fald i et øjeblik. Kun på denne måde er de

stabile strukturer, som universet består

af, mulige. Den trinære dialektik er universets

indre logik. Den tillader enhver

fysisk størrelse x at forhøje sin værdi, at

3


diføt nyt 65.2

holde den konstant eller formindske

den. Anvendt på tiden t (hastighed) tillades

derfor tre fortegn: dx/dt > 0,

dx/dt = 0 og dx/dt < 0. De tre alternativer

modsvarer de (logiske) værdier +1

(ja), 0 (ubestemt) og -1 (nej) af den matematiske

funktion sign(dx/dt), som den

trinære matematiske logik bygger på.

Den er grundlaget for den trinære regneteknik,

der for første gang blev realiseret

i 1958 på Lomonosov-universitetet i

Moskva.

De logiske (boolske) variabler i moderne

computere kan imidlertid kun antage

én af to værdier, 1 (ja) eller 0 (nej). Et

udsagn kan altså kun være »sandt« eller

»falsk«. Denne binære (toværdi) logik er

ikke kun virkelighedsfjern, den er også

årsagen til næsten alle hardware- og software-problemer,

som enhver PC-ejer må

trækkes med:

1. Faren for at processoren bliver for

varm (derfor skal der hele tiden køre

én eller flere ventilatorer).

2. En permanent risiko for, at processoren

brænder sammen.

3. Et voldsomt behov for høje taktfrekvenser.

4. Højfrekvent stråling.

5. Et gigantisk behov for hukommelse.

6. Monstrøse operativsystemer.

7. Omstændelige programmeringssprog.

8. Uforholdsmæssig lang kilde- eller

maskinkode.

Alle disse åbenlyse mangler i den moderne,

binære computerteknik har en fælles

årsag: For at kunne realisere det manglende

tredje, logiske alternativ, er det

nødvendigt med et usædvanligt stort antal

forbindelser mellem binære omskif-

4

Inden for rammerne af den trinære logik skal der

kun ét skridt til at bestemme fortegnet af x. For at

udføre den samme logiske operation inden for

rammerne af en binær logik behøves der to

skridt.

tere. Dermed nedsættes ikke kun processorens

pålidelighed, dens »tankeprocesser«

bliver væsentligt langsommere,

dens effektive hastighed falder eksponentielt

med antallet af de forbundne

omskiftere. Derfor er det for komplicerede

processorer nødvendigt med stadig

højere taktfrekvenser, som i dag allerede

befinder sig i gigahertz-området og som

genererer sundhedsskadelig elektromagnetisk

stråling. Som en fysisk sideeffekt

varmes processoren så meget op, at

konstruktionen og størrelsen af en computer

afgøres af varmeudviklingen og

ventilatorens pladsbehov.

Det voldsomme forbrug af logiske

ressourcer, der inden for rammerne af en

binær logik er nødvendig for at realisere

det manglende tredje logiske alternativ,

er også grunden til de moderne operativsystemers

og programmers gigantiske

hukommelsesforbrug. Af samme grund

er programmeringssprog blevet omstændelige

og genererer uforholdsmæssig

lang kilde- eller maskinkode.

Menneskets måde at tænke på er baseret

på en trinær logik. Vore ytringer er


Setun

Datoen er den 23. april 1956. I laboratoriet

for beregningsteknik i Moskvas

statslige Lomonosov-universitet begynder

ingeniørerne på udviklingen

af en miniregnemaskine, der omkostningsmæssigt

og i størrelse og driftssikkerhed

er beregnet til laboratoriebrug

på universiteter. Man undersøger

ulemperne ved de eksisterende

maskiner, laver udkast til nye operativsystemer

og arkitekturer inklusive

deres sammenhæng med det tekniske

udstyr. Man forcerer arbejdet med

magnetiske omskiftere (ferritkerner),

da transistoren endnu ikke er tilgængelig;

radiorør kommer på forhånd

ikke i betragtning. Det er ingen sag at

skaffe ferritkerner og dioder, og

derfor er man i stand til selv at konstruere

det hele. Projektets initiativtager

er Sergey Sobolev, en verdenskendt

matematiker. Til projektets leder

og eneste praktiker i begyndelsen

udvælges den 31-årige ingeniør i radioteknik,

Nikolay Brusentsov.

Hans opgave var at udvikle en binær

miniregnemaskine baseret på

magnetiske omskiftere. Allerede på

dette tidspunkt fik Brusentkov ideen

til at udvikle et trinært system i stedet.

Det muliggjorde fremstillingen af meget

enkle og driftssikre omskiftere,

der er baseret på magnetforstærkere

og arbejder i impulsmodus. Brusentsov

udviklede kredsløbet til en trinær

additionsmaskine, der umiddelbart

virkede tilfredsstillende. Da Sobolev

hørte om hans ønske om at udvikle en

diføt nyt 65.2

trinær regnemaskine, støttede han

med begejstring ideen. Brusentsov

fortsatte derfor med at udvikle flere

trinære omskiftere.

Allerede i 1958 havde medarbejderne

i laboratoriet (nu drejede det sig

om næsten 20 ingeniører og videnskabsmænd)

med egne hænder fremstillet

den første trinære regnemaskine.

Deres glæde lader sig ikke beskrive,

da regnemaskinen efter 10 dages

test fungerede fejlfrit. Maskinen blev

kaldt Setun efter Setun-floden ikke

langt fra universitetet.

Det sovjetiske ministerråd overlod

arbejdet med at sætte regnemaskinen

Setun i serieproduktion til Fabrikken

for Matematiske Maskiner i Kasan.

Seriemodellen blev præsenteret på

Unionsudstillingen, og Kasan producerede

50 regnemaskiner af Setun-modellen,

hvoraf 30 anvendtes på højere

uddannelsesinstitutter i USSR. Maskinen

blev med held sat i drift i forskellige

klimazoner (bl.a. i Aschchabad,

Duschanbe, Machatschkala, Irkutsk,

Jakutsk, Odessa), og det var praktisk

talt overflødigt med teknisk service eller

reservedele.

Den videreudviklede model Setun

70 var i drift fra 1970 i Moskvas Statsuniversitet.

Senere blev der anvendt

halvlederelementer i konstruktionen.

Setun 70-maskinens succesperiode

sluttede i 1987. På trods af en lavineagtig

international efterspørgsel blev

den statsligt organiserede produktion

indstillet. Såvel IBM og Microsoft havde

en finger med i spillet i denne

undertrykkelseskampagne.

HM

5


diføt nyt 65.2

altid trinære, netop fordi der i realiteten

altid gives tre alternativer. En bilist er

ikke altid tvunget til at køre i højre- eller

venstresving, han kan også køre ligeud.

Han er heller ikke tvunget til enten at accelerere

eller bremse op, han kan også

bevæge sig med en konstant hastighed.

Det er ikke nødvendigt altid at tale sandt

eller lyve, det kan også forekomme, at

der er noget man ikke ved.

Naturligvis kan trinære situationer

også programmeres inden for rammerne

af den binære logik. Men for hvert trinært

skridt kræves der altid to binære logiske

skridt. Er trinære situationer koblet

sammen i et (indviklet) hierarkisk mønster,

vokser det logiske ressourceforbrug

som en lavine – inden for rammerne af

den trinære logik som 3 n , inden for rammerne

af den binære logik som 6 n , hvor n

er antallet af hierarkiske niveauer. For at

afvikle blot 10 trinære hierarkiske logiske

niveauer kræver den binære logik således

2 10 = 1024 gange så mange logiske

skridt. I sammenligning med den trinære

logik er det et hastighedstab på

102.400%!

Dette enkle eksempel viser den trinære

logiks overlegenhed i forhold til

den binære, især når det drejer sig om

komplekse afgørelser. Men også i forbindelse

med beregninger af negative tal er

trinære varianter nødvendige, beregninger

som i dag med et tilsvarende merforbrug

(logisk og tidsmæssigt) imiteres ved

hjælp af binær logik.

Det er ikke alene vores måde at tænke

på, der bygger på trinær logik. Det gælder

også for fysikken, naturen, ja hele

universet. Universets primære tripletstruktur

på den logaritmiske skala er trinær:

vækstzoner (+), stabilitetsøer (0) i

knudepunkterne af den globale gravita-

6

tionsbølge og henfaldszoner (-) veksler

med hinanden med lige store afstande

(se diføt nyt 64, s. 26). Rytmen hos den

globale, stående gravitationsbølge er

som hos én der danser vals: 1-2-3, 4-5-6,

7-8-9, … , 160, 161, 162(0). Stabilitetsøerne

er to logaritmiske enheder bred, væksthhv.

henfaldszonerne optager hver én

logaritmisk enhed (i forhold til basis

e = 2,718…). Intervallerne mellem egenfrekvenserne

i universets forskellige skalaniveauer

(3 1), (6 1), … (162 1) er

logaritmiske kvinter (2/3). Universet er

altså stemt som en (logaritmisk) violin.

Det står allerede i dag klart, at den binære

computerteknologi ikke vil overleve

på langt sigt. Udviklingen af computeren

har gjort os rigere på værdifulde

erfaringer, som omsat til den trinære logik

vil føre til en ny computerrevolution.

Trinære computere vil adskille sig væsentligt

fra de sædvanlige binære maskiner:

ved deres intelligens, fleksibilitet,

stabilitet, hastighed, fravær af sundhedsmæssige

risici og ultrakompakte konstruktion

(nanoteknologi).

I samarbejde med Moskvas Lomonosov-Universitets

Fakultet for Computermatematik

og Kybernetik og Instituttet

for Anvendt Matematik ved Universitetet

i St. Petersborg arbejder Instituttet for

Rum-Energi-Forskning (IREF) på udviklingen

af den trinære processor TP3000

og det trinære neurale netværk TNN.

Artiklen er oversat fra det tyske, alternative tidsskrift

raum&zeit 111, maj/juni 2001 s. 54-55, Die

trinäre Logik des Universums. På de følgende

fem sider i raum&zeit går forfatteren i dybden

med emnet. Interesserede kan evt. henvende

sig direkte til bladet på adressen:

redaktion@ehlersverlag.de. Mere om IREF’s

forskningsprojekter kan ses på hjemmesiden:

www.raum-energie-forschung.de


Anmeldelse:

Okkult kemi

Af dr. Mahadeva Srinivasan

Dr. Stephen M. Phillips: ’ESP of Quarks

and Superstrings’. New Delhi 1999, New

Age International Publishers. ISBN

81-224-1209-2.

Forfatteren til denne bog, dr. Stephen

Phillips, er en anerkendt videnskabsmand

inden for teoretisk fysik med eksamen

først fra Cambridge University i England

og dernæst fra University of California

i midten af 1970’erne, hvorfra han fik

sin doktorgrad i teoretisk partikelfysik.

Udtrykket »ESP« i bogens titel henviser

til studier udført ved hjælp af Extra Sensory

Perception (oversanselig erkendelse),

blot ikke af bogens forfatter, men af to andre

personer, Annie Besant og C. W.

Leadbeater. Phillips’ bog undersøger de

mere end 100 år gamle »clairvoyante«

opdagelser af Besant og Leadbeater om

strukturen og beskaffenheden af »atomernes«

subatomare partikler. For rigtigt

at kunne værdsætte bogens emne vil det

være på sin plads at fortælle lidt om baggrunden.

1. De oprindelige, clairvoyante studier

blev udført gennem en periode på over

38 år mellem 1895 og 1933 af de to »teosoffer«

Besant og Leadbeater, som vides

at have været i besiddelse af usædvanlige

psykiske evner.

2. De anvendte en særlig mental evne,

der første gang er beskrevet i Patanjalis

klassiske arbejde (400 f.Kr.), Yoga Sutraer,

som »anima«, evnen til »bevidst at for-

positiv UPA negativ UPA

mindske sin bevidsthed til atomstørrelse

og derved opnå viden om det mikroskopiske«.

(Anima er den første af de otte

»siddhier«, som den seriøst praktiserende

yoga-udøver antages at kunne opnå.)

3. Ved at tage denne særlige form for »mikro-psi«-evne

i anvendelse udførte Besant

og Leadbeater nogle særdeles detaljerede

studier af hvert af de 92 naturligt

forekommende grundstoffer foruden

nogle af deres isotoper.

4. Resultaterne af deres systematiske

studier, der begyndte med brint (det første

grundstof), blev første gang offentliggjort

som artikler i tidsskriftet Theosophist

og senere redigeret til en bog med titlen

Occult Chemistry, der udkom i sin førsteudgave

i 1908. I et appendiks i Phillips’

bog bringes en komplet liste over de

oprindelige referencer.

5. Den teknik, som blev anvendt af Besant

og Leadbeater, er beskrevet i Occult

Chemistry som følger: Besant udvalgte et

tilfældigt atom af det stof, hun ønskede

at studere, og ved at tage en »særlig form

for viljestyrke« i anvendelse opløste hun

det trin for trin, indtil hun nåede frem til

»det ultimative fysiske atom« (eng. Ultimate

Physical Atom eller UPA), som alt stof

er gjort af. Hun talte derefter antallet af

UPA’er i et atom fra hvert grundstof i det

periodiske system. (Fx rapporterede

hun, at hun iagttog 18 UPA’er i et brintatom

og 4.267 i ét uranatom!).

7


diføt nyt 65.2

6. Da de nåede til grundstof nr. 10, neon,

opdagede teosofferne, at nogle atomer

havde 360 UPA’er, mens andre havde 402

UPA’er. De clairvoyante havde således

opdaget eksistensen af isotoper 13 år før

Astons påvisning af isotoper ved hjælp

af hans massespektrograf.

Ved en tilfældighed stødte Phillips på bøgerne

om okkult kemi under sin studietid

i Californien og har siden ikke kunnet

slippe sin fascination af fænomenet. Han

har brugt det meste af et kvart århundrede

på at forstå UPA’ens sande identitet

set i lyset af den nuværende partikelfysik.

Bogen er resultatet af Phillips’ vedholdende

søgen. Han er nået til den

konklusion, at UPA’erne som observeret

af de clairvoyante må være subkvarker,

der endnu ikke er opdaget af fysikerne.

Resultatet er han nået frem til gennem en

meget detaljeret analyse af de trinvise

opløsningsdiagrammer og den fuldstændige

beskrivelse af de subatomare

partikler, der udgjorde det, som de clairvoyante

mente måtte være atomer. Beskrivelserne

omfatter 48 grundstoffer i

Occult Chemistry. I bogens kapitel 5, der

spænder over 150 sider, foretages en systematisk

undersøgelse af de kvantitative

data, der leveres af Besant og Leadbeater

for hvert af de 48 grundstoffer.

Phillips har været i stand til at gøre

rede for hver eneste partikel, der er beskrevet

af de to clairvoyante, idet han

som forudsætning har formuleret to antagelser:

a) At de beskrevne UPA’er er

subkvarker, hvor en positiv subkvark har

en ladning på +5/9 og en negativ subkvark

en ladning på -4/9. b) At en opkvark

er sammensat af to positive subkvarker

og én negativ subkvark, mens en

8

nedkvark er sammensat af to negative

subkvarker og én positiv subkvark.

Phillips præsenterer særdeles overbevisende

argumenter til fordel for konklusionen,

at det de to clairvoyante iagttog

rent faktisk var de subatomare partikler,

som de påstod. Han påpeger den »i sandhed

bemærkelsesværdige grad af konsistens

mellem de psykiske observationer

og de foreliggende kendsgerninger om

atomkernernes kvark-sammensætning«.

Alligevel stiller han sig tvivlende

over for de clairvoyantes påstand om, at

de af dem beskrevne »mikrofysiske atomer«

(Micro Physical Atoms eller MPA) er

individuelle atomer i grundstofferne,

som de findes i naturen. Phillips er

nødsaget til at konkludere, at MPA’erne

er kunstigt skabte »kvasi-nukleare systemer

af kvarker og subkvarker i bundne

tilstande« dannet af resterne af to atomer

af grundstoffet, som går i stykker som en

følge af den psyko-kinetiske indblanding

fra de clairvoyantes »viljestyrke«.

På denne måde er han i stand til dels at

forklare de 18 UPA’er i brintens MPA,

dels den tilnærmelsesvise proportionalitetsfaktor

på 18 mellem antallet af UPA’er

observeret i en MPA og det undersøgte

grundstofs atomnummer.

Phillips fortsætter derefter med at fortolke

den detaljerede beskrivelse af et

individuelt UPA, som den er givet af teosofferne,

i lyset af den for tiden accepterede

teori om superstrenge.

Det er værd at notere sig, at bogens

forord er skrevet af den fremtrædende

indiske atomfysiker og tidligere formand

for Den indiske Atomenergikommission,

dr. Raja Ramanna, som skriver: »Såfremt

viden, der er opnået gennem intuition,

har stået sin prøve efter 100 år, så forekommer

det indlysende, at den metode,


disse mennesker har anvendt, bør

underkastes en kritisk undersøgelse set i

lyset af dels ’en skolet bevidsthed’, dels

’hjernens neurofysiologiske struktur’.«

Da bogen Occult Chemistry første gang

blev udgivet i 1908, blev den afvist som

»ren nonsens«, fordi dens opdagelser var

helt uforenelige med det billede, man

havde af atomet og kernen på det

tidspunkt. Dr. Stephen Phillips’ samvittighedsfulde

indsats har genoplivet

interessen for det fascinerende, hundredårige

arbejde. Hans analyse og konklusioner

understøtter med al ønskelig

tydelighed gyldigheden af de clairvoyante

observationer meget langt hen

ad vejen. Læseren af denne bog kan ikke

undgå at komme til at fundere over, at

MPA klassificeret i 7

forskellige typer.

spiger håndvægt

diføt nyt 65.2

menneskets sind i sandhed har bevist sin

overlegenhed over stoffet, og det på en

særdeles overbevisende måde. Phillips

beskæftiger sig indgående med den betydning,

som opdagelserne i Occult Chemistry

vil få for menneskets syn på natur

og virkelighed.

Denne anmeldelse er oversat fra Infinite Energy

36, marts/april 2001. Samme nummer bringer

udførlige omtaler af den clairvoyante forskning.

Endvidere bringes en artikel af Stephen Phillips

på engelsk fra det indiske tidsskrift Physics

News.

I diføt nyt 8, marts 1987 bragtes en 8 sider lang

artikel om fænomenet baseret på en tidligere udgave

af Phillips’ bog, Extra-Sensory Perception

of Quarks, fra 1980.

tetraeder terning oktaeder

stænger stjerne

9


Korncirkel:

Imponerende korncirkel

ryster skeptikerne

Af Andy Thomas

Den 13. august blev der opdaget en ny

formation, der har rystet mange mennesker

i deres grundvold. Med fraktallignende

elementer, som dem der blev lanceret

ved Stonehenge og derefter Windmill

Hill i 1996, er denne seksarmede

spiralform et af de mest veludviklede

tegn, der nogensinde er dukket op.

Figuren består af ca. 400 cirkler, der

dækker et anseligt område på mellem

10

Milk Hill, Wiltshire, aug. 2001.

Foto: Steve Alexander

245 og 460 m alt afhængig af kilden til oplysningerne

(senere oplyst til ca. 333 m –

red.anm.). Den er under alle omstændigheder

meget, meget stor, og fly og helikoptere

har måttet flyve højere end sædvanligt

for at få hele figuren med. Set fra

jorden er det i realiteten umuligt at overskue

den. Herfra ligner den en labyrint af

cirkler i alle størrelser adskilt fra hinanden

af en tynd væg af strå. Men fra luften

afsløres dens virkelige skønhed og ufattelige

præcision.


Efter en mat sommer med mønstre,

der efter nogles mening har været uden

særlig interesse, og med en korncirkelscene,

der har været præget af forvirring

og bevidst udspredelse af rygter om

svindel, forekommer dette mønster at

komme som en gave i sidste øjeblik. Det

vil sætte selv de mest indædte skeptikere

på prøve og måske give tvivlerne nyt

mod, de tvivlere der har været udsat for

den seneste tids nedgørelsespropaganda

og de mange eksperimenter med menneskeskabte

korncirkler.

Selv »korn-knuseren« John Lundberg

fra Circlemakers giver i sin seneste email

udtryk for, at han er imponeret. Han skriver:

»Hvis denne figur var menneskeskabt,

skulle figuren fremstilles i løbet af

4 timer, som er den tid det tager at komme

ind i marken og ud igen under dække

af nattemørket. Når figuren så består af

over 400 cirkler, hvoraf nogle måler omkring

21 m i diameter, betyder det, at der

skal produceres en cirkel hvert halve minut

– og så er der ikke afsat tid til udmålingen

og afsætningen – kun »nedtrampningen«

af kornet. Uden at overdrive

diføt nyt 65.2

kan man roligt sige, at denne figur bryder

grænser… det er til at blive ør i

hovedet af!«

Det bedste bud fra de mest støjende

skeptikere har været, at der »går rygter«

om den nye korncirkel, hvilket er det

samme som at sige, at de ikke har nogen

anelse om, hvad eller hvem der har lavet

den. Der er dog ingen tvivl om, at de

snarest muligt vil stampe et eller andet

nonsens op af jorden, blot for at føle sig

bedre tilpas.

Fraktalmønstret ligger på toppen af

Milk Hill, Nr Alton Barnes, Wiltshire, på

selve højdedragene, så der er faktisk ingen

steder, det kan ses på afstand. Enten

må man op at flyve eller også lade sig

hypnotisere ved at gå rundt i selve mønstret.

Rapporten er skrevet den 17. august og kan læses

på engelsk ved at gå ind på hjemmesiden

med adressen www.swirlednews.com. Nærbillederne

af figuren herunder er optaget af Stuart

Dike. Billederne kan ses i farver på The Crop Circle

Connector www.cropcircleconnector.com

11


diføt nyt 65.2

Chilbolton Radio Telescope, nr Wherwell, Hampshire, aug. 2001. Fotos: Steve Alexander

Der er blevet rapporteret om to formationer,

der skulle være dannet søndag den

19. august 2001 i en hvedemark nær ved

radioteleskopet i Chilbolton, Hampshire.

Den ene er en særdeles mærkelig,

rektangulær dannelse med nogle figurer,

der tydeligvis minder om en slags digital

kode, hvor koden vises som et mønster af

stående korn.

Den anden formation er også temmelig

enestående; i første omgang forekommer

det at være en tilfældig samling stående,

cirkulære klynger af varierende

størrelse, der også rummes inden for en

rektangulær form. Men kommer man på

afstand af mønstret og kan overskue det,

ser man pludseligt – næsten spøgelsesagtigt

– et ansigt, der kikker på én fra

12

kornmarken! Vi har

aldrig set noget lignende.

Det særligt interessante

er, at dette

»rasteransigt« og kodestriben

ved siden

af radioteleskopet

minder utroligt meget

om den form for

kodet information, vi

sendte ud i rummet

med Voyager-rumskibet.

Kunne det være

et svar eller et slags

intergalaktisk ekko?

Karen Douglas


Filosofi:

Fra metafysik til fysik II

- og hermed trækkes tæppet væk under den etablerede videnskab!

Af Ernst Rasmussen

Denne anden og afsluttende del af artiklen

er fortsat fra diføt nyt 64, side 8-11.

Men for nu at trænge dybere ind i de ting

som Kant faktisk opdagede, så er der dog

en person der her fortjener at blive

nævnt – og denne person er Rudolf Steiner.

Selvom Steiner i sin doktorafhandling

i filosofi (bearbejdet i bogform med titlen:

»Sandhed og videnskab«) behandler

hvad man kunne kalde »et opgør med

den traditionelle Kants teorier« som et

klart hovedtema, så er det dog tankevækkende

at konstatere hvor mange

sammenfald der nu her kan findes mellem

Steiners eget syn på verdenserkendelsen

set i forhold til Kants nye (reviderede)

syn på samme sag. Inden jeg, på

baggrund af EF’s beskrivelser, vil skitsere

et par eksempler på dette, bør man dog

først nævne et grundlæggende forhold

som er karakteristisk for de to store filosoffers

syn på erkendelsen rent generelt.

Steiner opponerer flere steder imod

den såkaldte »a priori« ide der er så

karakteristisk for Kants – gennem mange

år fastholdte – påstand om at noget måtte

forudsættes »for inden« dvs. før den

egentlige erkendelsesakt kunne begynde.

Og i så fald måtte denne erkendelse

altid være »begrænset af disse forudsætninger«

(som f.eks. kunne være tiden og

rummet). Sammenknyttet med dette var

også ideen om at selve tingenes væsen

(»tingene i sig selv«) lå gemt »inde i« eller

»bag ved« tingene, men på en måde så de

aldrig kunne »trænge igennem« til et felt

eller et stadie hvor de kunne erkendes.

Overfor dette kunne Steiner hævde:

Hvad nytter det at postulere et eller andet

mystisk væsen inde i tingen hvis dette

væsen aldrig kan give sig udslag i det

ydre hvor tingene kan iagttages og forstås?

For at illustrere hvorledes man i stedet

burde betragte denne sag anvender Steiner

flere steder et meget simpelt, men instruktivt

billede. Man kunne forestille sig

en klump smeltet lak, hvori man, med

sin signetring, sætter et særligt aftryk.

Den materialistisk indstillede person ville

nu i lakken søge blot det mindste fnug

af metal fra mødet med ringen som bevis

på, at der virkelig, fra et helt andet område,

var overført noget som kunne have

ændret lakken. Da han imidlertid slet intet

kunne finde ville han begynde at udspekulere

forskellige teorier om hvad

der kunne være sket. Men her overser

man netop det væsentlige siger Steiner.

Signetringen har jo sat et aftryk i lakken

hvor der står Møller! På samme måde bør

man også betragte den fysiske verden –

som »et aftryk«, hvor man, med den rette

indstilling, har mulighed for at »aflæse«

principper og lovmæssigheder fra en

ganske anden (Steiner ville sige »åndelig«)

verden, skønt man ikke finder noget

»åndeligt stof« gemt i de fysiske former.

Det ser ud til at Kant (i sit sidste værk)

nærmer sig en noget lignende opfattelse.

13


diføt nyt 65.2

Teorien om »tingen i sig selv« bliver nu

endelig forkastet til fordel for det man nu

i stedet skal søge – nemlig: »Ideen om tingen«!

Kant definerer nu materien på to

måder: 1) som »udvidelse i rummet« og

2) som »bevægelse i tiden« og stiller

spørgsmålet: Hvorledes frembringer

materien et legeme? Han svarer selv: Et

legeme fremstår som et sammenspil mellem

tiltrækning og frastødning. Men det

er en »sammenhængskraft« (kohæsion)

der afbalancerer disse kræfter i forhold

til hinanden. Denne kohæsion er nu atter

bestemt af to ting – dels en kraft der

virker i »kontakten« (altså ikke, i lighed

med gravitationen, som en gennemtrængende

kraft) – og dels som en

sammenpresning af de til enhver tid virkende

æter-svingninger.

Resultatet af disse overvejelser blev

nu at enhver opfattelse af et ydre objekt

var bestemt af »materiens bevægende

kræfter«. Det var denne nye opfattelse

(æter-virkningen) som gjorde det muligt

at opfatte selve rummet som noget der

kunne »sanses«. Dette skabte forståelse

for en virkelig helhed mellem alle bevægende

kræfter i naturen. Vi kunne sige

fysiske såvel som psykiske bevægelseskræfter

under én hat!

Hvorledes ser Steiner nu på disse

ting? Også her finder vi – endog på et

meget tidligt tidspunkt i hans liv – en

særlig opmærksomhed overfor matematikken

(især geometriens) muligheder

for at vise os en del af virkeligheden,

hvor vi kan gøre erfaringer (og komme til

erkendelser) i en ren tankeverden. Faktisk

blev det, på et senere tidspunkt i Steiners

liv, en ambition for ham at udvikle

en erkendelsesvej, der – med matematikkens

deduktive metode som forbillede –

kunne føre til lige så logiske og eksakte

14

resultater også i forskningsområder

udenfor det rent abstrakte aritmetiske og

geometriske område. Man kunne vel –

selv om Steiner ikke selv bruger det udtryk

tale om at der her arbejdes metafysisk,

i og med forskellen på ren matematik

og metafysik netop er den, at medens

førstnævnte er en ren formel tankeoperation

så postulerer sidstnævnte –

udover en lige så streng formalisme –

også at kunne udsige noget om selve virkeligheden

(det ontologiske).

Steiner hævdede at der var to veje til

verdenserkendelse: iagttagelse og tænkning,

og at videnskaben – indtil videre – i

høj grad har undervurderet den sidste af

disse. (NB: det er her vigtigt at man skelner

nøje mellem »spekulation« – som

hele tiden bragte videnskaben på vildveje

– og så egentlig »tænkning« som Steiner

gør rede for det).

På få sider kan man naturligvis ikke

trænge i dybden med så store og vanskelige

spørgsmål, men en vigtig ting kan

der dog peges på: Skønt matematikken

udvikler sine begreber deduktivt så gør

den dog sine store nye opdagelser i pludselige

intuitive glimt – som noget der

»anskues umiddelbart« i en indre verden.

Dette var Kant fuldstændig klar

over og Steiner påpeger det i undertitlen

til sit hovedværk (»Frihedens filosofi«)

der kan betragtes som en art fortsættelse

af den nævnte doktorafhandling »Sandhed

og videnskab«. Her står det præcist

formuleret på denne måde: »Sjælelige

iagttagelser efter naturvidenskabelig

metode«. Der anvises her øvelser til det

som kaldes »forvandlingen af tænkningen«.

Steiner hævder at den egentlige

virkelighedsforståelse ikke kan opnås

gennem naturvidenskaben som vi kender

den i dag, men kun hvis vi formår »at


nærme den materielle yderverden mere

til menneskets indre liv«.

Vi har gennem århundreder oplevet

en stadig stærkere adskillelse mellem det

såkaldte »objektive« overfor det såkaldte

»subjektive« – en nødvendig forudsætning

for den almene videnskabsudvikling.

Steiner betragtede i den forbindelse

Kants (klassiske) værker som den nyere

tids mest effektive konstruktion for at

opretholde denne adskillelse. Men nu

bevæger udviklingen sig ind i en ny fase

(Og det ny-opdagede Kant-manuskript

er vel i sig selv et af de mest tankevækkende

argumenter for dette forhold).

Kant talte i sine tidligere værker om at

mennesket kun lever i sine forestillinger

– et omkvæd som mange andre filosoffer

nu også sang med på. Steiner var nu i øvrigt

ikke uenig i dette, men gik dog et

skridt videre da han et sted, meget lakonisk,

tilføjede: »Men hvad er baggrunden

for forestillingsdannelsen – Det er

kardinalspørgsmålet!« Hvad der her

lægges op til er dette, at disse »forestillinger«

ikke er af ren subjektiv art. Noget sådan

kan man i hvert fald ikke blot – rent

»a priori« – postulere. Dette kan kun afgøres

ud fra en ren erkendelsesmæssig

bestemmelse tilføjede Steiner. »Den der

tror at intet af den virkelige ’ting i sig selv’

kan leve op i bevidstheden fordi denne ting,

rent materielt, ikke kan vandre over i sjælen,

han er materialist, også selv om han tror han

er idealist – hans materialisme er blot så meget

desto dybere fordi den er vandret over i

selve erkendelsen« (S ogV).

Skal der kastes lys over hele erkendelsen,

så må det ske fra et udgangspunkt

der er helt og aldeles uberørt af denne

virksomhed. Man kunne her forestille

sig den »rene iagttagelse« som måske

kun det nyfødte barn oplever den. Dette

diføt nyt 65.2

er naturligvis kun en forestilling vi kan

gøre os. Dog tjener dette det formål at vi

kan forstå den logiske sammenhæng

som der her skal gøres rede for.

På denne baggrund (af ren iagttagelse)

konfronteres vi med det man kunne

kalde: »Det umiddelbart givne verdensbillede«

(blottet for enhver form for erkendelse).

På denne baggrund må vi

også sige at »bevidstheden« såvel som

»jeg-forestillingen« hører med til det

umiddelbart givne. Det forhold der evt.

måtte eksistere mellem disse to kan kun

afgøres af erkendelsen. Vi bestemmer

altså ikke erkendelsen ud fra bevidstheden,

men tværtimod bevidstheden ud

fra erkendelsen! Skal vi nu finde den virkelige

forbindelse mellem tingene i verden,

og det vi udvikler gennem vores

tænkning, så må vi gribe fat dér hvor vi

kan finde »noget der er homogent med

erkendelsen«. »Vi må finde det område

hvor vores erkendende virksomhed ikke

blot forudsætter noget givet, men selv står

virksom (skabende) midt i dette umiddelbart

givne. Kun ved netop at holde

strengt fast på det givne (som vi ikke forstår)

kan vi komme frem til det som ikke

er givet. Forudsætningen for virkelig forståelse

er altså, at der eksisterer noget som

vi selv skaber (og dermed forstår helt intimt)

– og dette noget er begreberne,ogher

altid startende med jeg-begrebet.

Steiner er nu ikke alene om at hævde

at tanken i sig selv allerede eksisterer i

verden objektivt og uafhængigt af os.

Den meget anerkendte amerikanske videnskabsmand

William James kunne

f.eks. udtrykke sig således: »I dag tænker

det meget i mig« – akkurat som ville vi

sige: »I dag regner det meget«. Denne

usædvanlige (men altså ikke ganske

ukendte) ide om et sådan eksisterende

15


diføt nyt 65.2

»tankestof« svarer sandsynligvis til

Kants æter-ide.

Hvad det nu (ifølge Steiner) drejer sig

om er at »gennemtrænge virkeligheden

med begreber således at denne virkelighed

kan gøres til genstand for tænkende

betragtning«. Kun når tænkningen – ud

fra sig selv – (dvs. gennem begrebsdannelsen)

skaber orden i verdensbilledet

kan den virkelige erkendelsesproces gå i

gang.

I og med at tænkningen får en forbindelse

i stand mellem to adskilte dele af

verdensindholdet så har den dog ikke

derfor (ud fra sig selv) bestemt noget om

disse dele. Den afventer blot hvad der skal

gi sig af sig selv ud fra den form eller »konfiguration«

som den har skabt. Tænkningen

er en formdannende kraft ganske på

linje med de formdannende kræfter vi

finder andre steder i den fysiske natur

(jvf. morfogeneseprincippet som det

f.eks. beskrives af Rupert Sheldrake). Og

da tænkningen altså kun udøver en sådan

formel virksomhed så udsiger den intet

a priori om det givne (som Kant oprindeligt

mente), men frembringer blot

(a posteriori) de former som ligger til

grund for at fænomenernes lovmæssigheder

og sammenhænge kan afsløre sig.

Erkender vi en bestemt sammenhæng

– kausalitet – mellem forskellige

dele så skyldes dette altså ikke som den

engelske filosof David Hume påstod blot

»en vane« – fordi vi er vant til at se bestemte

ting følge hinanden (et synspunkt

som Kant kæmpede med i årevis

for at frigøre sig fra), men derimod pga.

det som gir sig selv ud fra delene. Denne

mystiske kausalitet er altså ikke noget

der »lægges til« tingene, men noget som

væsensmæssigt tilhører delene selv. Vi opdager

dem blot i vores erkendelse når vi

16

forholder os på den rette åbne og fordomsfri

måde i vores begrebsdannelse.

Det ser nu ud til at Kant har været på

sporet af lignende tanker. Förster

nævner her: The discovery of the reflective

judgment as an autonomous faculty. Ide

kendte værker var det blevet fremstillet

som en opgave for tænkningen at fremprojicere

et særligt punkt i forstillingen

hvorimod den kunne rette sine anstrengelser

for at komme til en forståelse. I

Op.post indses det nu at man også her

kan finde et udspring for selve materiens

bevægende kræfter. (Vi ved da også allerede

at tanker kan bevæge ting). Dette

førte til at materien ikke længere blev betragtet

som en blind mekanisme, men

som noget der besad systematik og var

formålsbestemt. Det var denne erkendelse

der overbeviste Kant om at en

»overførsel« (fra det metafysiske grundlag

for naturvidenskaben til fysikken)

var mulig.

Sammenligner vi nu den opfattelse

der gør sig gældende i Kants tidligere

værker hvor erkendelsen starter med

sanserne, går videre til forståelsen og ender

med tænkningen, så er synspunktet

nu det at tingene må foregå i den

modsatte rækkefølge (altså startende

uden noget a priori med erkendelsen

idet tankerne eksisterer uafhængigt – eller

»udenfor« tid og rum). Tidligere blev

iagttagelse/opfattelse betragtet som en

kombination af tilsynekomst og bevidsthed

– nu blev denne definition udvidet.

Skulle en tilsynekomst gælde for noget

der kunne opfattes, måtte man være i

stand til at forestille sig, at der var noget

der dukkede op i bevidstheden pga. den

indflydelse (!) objektet udøvede på sanserne.

(NB: Vi står her overfor en ganske

lignende opfattelse som hos Steiner,


hvor begreberne heller ikke blev betragtet

som blot og bart abstrakte og »tomme«

billeder af omgivelserne, men noget

– vel egentlig udefinerbart som det siges

– der netop tillader en sådan indflydelse

fra omgivelserne.)

Endnu tættere på Steiners grundtanker

kommer vi i et senere afsnit (i EF’s

bog), hvor der tales om at erkendelsen

starter med selverkendelsen (!). Det første

skridt i retning af denne »bevidsthed

om jeget« er et skridt der forvandler det

hidtil »skjulte« og isolerede subjekt til et

objekt (men et ganske særligt objekt!)

blandt den ydre virkeligheds andre

objekter. Fra dette stadium opnås et helt

gennemskueligt og sikkert punkt hvorfra

man kan gå i gang med erkendelsen

af alle andre ting i verden.

Det er her begreberne om æteren spiller

en særlig rolle. Beviset for denne

æter-ide fremtræder netop også for Kant

som en forbindelse (sammensmeltning)

af en subjektiv og en objektiv del. Ved det

subjektive forstås her »den samlede erfaring

af de bevægende kræfter« der påvirker

subjektet. Ved den objektive del

forstås »naturens egen ordnede enhed

og bevægende kræfter«. Ud fra forbindelsen

af disse to – hvor vi finder »bevægelse«

som det gennemgående element –

tilstræbes det at demonstrere hvorledes

det der er subjekivt holdbart også må

være det der er objektivt virkeligt.

For Kant var æter-ideen ikke længere

en hypotese der var nødvendig for at forklare

fysiske fænomener, men simpelthen

noget der kunne deduceres direkte

fra visse erfaringer. Denne nye æter-ide

fremtræder altså ikke blot som noget der

er nødvendigt for forståelsen af stoffet,

men også som nøglen til »selvbestemmelsens

ide« og dette bliver (af EF) be-

diføt nyt 65.2

tragtet som: »Kulminationen af Kants sidste

værk og med dette formodentlig også kulminationen

af hans samlede værk. Her forvandles

subjektet (jeget) til et objekt der kan erfares

som ’noget der besidder sig selv’ og her findes

grundlaget for den store ændring i Kants filosofi.«

Og her er det passende at erindre om

– som Steiner ville sige det – at »videnskabens

sande værdi er den filosofiske

påvisning af dens resultaters rent menneskelige

betydning.« Men netop dette

har vi i dag skubbet til side støttet af

Kants gamle dogme om erkendelsens begrænsning.

Videnskaben holder sig nu

til de såkaldte »kendsgerninger« og legitimerer

sin erkendelse pragmatisk, dvs.

gennem sine nyttevirkninger, sin effektivitet

i planlægning, beregning og kontrol,

der bliver til kalkulation. Dette sker

netop under henvisning til »fornuftens

begrænsning« dvs. til dette at der ikke

eksisterer en »ren rational erkendelse«

(som metafysikken prætenderer at

være). Men hvis filosofi ikke bare skal

være vore meninger OM verden så må

det forudsættes at der er en mening I verden

og Kants råd til den der ønsker at

vinde indsigt i dette lyder: »Fat mod til at

betjene dig af din egen forstand.«

Intet er for vidunderligt til at

være sandt, hvis det blot er foreneligt

med naturlovene.

I den sammenhæng er eksperimentet

den bedste prøve på foreneligheden.

Michael Faraday

17


diføt nyt 65.2

18


Magnetkraft:

Brev til Bearden

I de seneste numre af bladet har der været

sat fokus på Tom Bearden og udviklingen af

den såkaldte MEG, ’Motionless Electromagnetic

Generator’, ’generatoren uden bevægelige

dele’. Der skulle angiveligt være fremstillet

flere prototyper, der giver overskud af

energi. Generatoren skulle være under patentering

og være klar til produktion om et

år.

Tom Bearden er en særdeles aktiv herre,

der gerne kommunikerer med omverdenen.

Via Internet har vi fået en sjælden mulighed

for at følge projektets fremdrift næsten fra

måned til måned.

Sendt: Fredag 31. august 2001

Emne: Er du den store T. Bearden??? svar

venligst

Du modtager sikkert mange emails.

Så jeg skal gøre det kort.

Jeg studerer til elektroingeniør på

Georgia Institute of Technology.

Jeg har hørt så mange rygter om

Howard Johnsons motor, Kawai-processen

osv.

1. Er du, personligt, i besiddelse af et

fungerende overskudsapparat?

2. Er du villig til at medbringe et sådant

apparat – eller andet bevis – til et universitet

og diskutere det med en forsamling

af gamle professorer (dvs.

det etablerede videnskabelige samfund)?

Jeg vil kunne rejse pengene til et så-

dant arrangement, hvis vi fik garanti for,

at du er i besiddelse af et fungerende apparat.

De har ikke en chance for at afvise

en person med Deres troværdighed (administrerende

direktør med PhD, tidligere

officer i hæren m.m.).

Jeg ser det som den hurtigste og nemmeste

måde til at ryste videnskabens

fundament og afsløre store sandheder,

som alt for længe har været overset.

Julian

Sendt: Fredag 31. august 2001

Emne: RE: Er du den store T. Bearden???

svar venligst

Hej Julian. Ja, jeg er Tom Bearden,

hvad det så vil sige (hvilket sikkert afhænger

af hvem der siger det!). Jeg har

også afgangseksamen fra Georgia Tech,

1971, MS kernekraft. Jeg har arbejdet

med fire ægte overskudsprojekter, hvor

alle gav et overskud af energi med basis i

et elektromagnetisk system. De demonstrerede

alle visse nye fænomener, og

alle havde de eller har mindst ét område

og én funktion, der bryder med den klassiske

ligevægtstermodynamik og den

klassiske viden om elektricitet. Men ingen

af dem overtræder fysikkens love,

energiens bevarelse eller åbne systemers

termodynamik, dvs. systemer langt fra

en ligevægtstilstand i deres energiudveksling

med et aktivt miljø. De afslørede

dog alle visse fænomener, der afgjort

ikke findes i den almindelige elektriske

19


diføt nyt 65.2

»værktøjskasse«, og endda visse fænomener,

der er særdeles sjældne i selve fysikken,

skønt de forekommer og er kendte

inden for begrænsede områder. Nogle

af disse »ekstremt oversete« fænomener

er stadig juridisk beskyttede, idet en kollega

og jeg har indsendt en patentansøgning

om anvendelsen af disse fænomener.

Imidlertid vil min kommende bog i

2002, der udgives af World Scientific,omhandle

også disse fantastiske fænomener.

Det er lige så let at producere negativ

energi som positiv energi, hvis systemet

rent faktisk giver overskudsenergi. Derfor

vil et system, der er en blanding af de

to, også give særlige problemer. Et enkelt

eksempel: et kalorimeter kan ikke anvendes

med nogen sikkerhed til at måle

på et sådant blandingssystem, fordi det

vil måle effekten af forskellen mellem

den positive energi, der opvarmer væsken,

og den negative energi, der afkøler

den på samme tid. Min og min kollegas

patentansøgning løser opgaven med at

håndtere denne blandingssituation, ja

den transformerer den negative energi

til positiv energi, som dermed kan bruges

til at give systemet et overskud af

energi. Her gælder det samme, at fænomenet

eksisterer i fysikken omend temmelig

skjult, samt at det er bevist, men

kun lidt kendt. Men til næste år vil vi frigive

de centrale spørgsmål, efter at vi har

fået tid til at indlevere vores udenlandske

patentansøgninger.

Vi er tilsammen fem personer i dette

MEG-projekt, hvor MEG står for Motionless

Electromagnetic Generator; men jeg er

ikke hovedopfinderen. Vi er i øjeblikket i

besiddelse af et fungerende laboratorieeksperiment

– et der giver overskud af

energi. Det gælder også for adskillige an-

20

dre personer, som jeg samarbejder med

privat.

Som patentlovgivningen ser ud i dag,

er der intet opfinderhold, der kunne finde

på at gøre det du foreslår, medmindre

de er komplet idioter. Fx har vi fremsendt

to patentansøgninger og vil fremsende

yderligere et par stykker, og ifølge reglerne

gives der ingen mulighed for en »offentlig

demonstration« før 1) man har

fået tildelt et patent i USA og 2) også har

indsendt og fået tildelt sine udenlandske

patenter. Medmindre man altså ønsker

at annullere sine intellektuelle ejendomsrettigheder

og forære dem væk til

alle og enhver. Georgia Tech ville selv på

tilsvarende måde vogte strengt på sin

egen opfindelse, indtil man havde fået

overstået papirarbejdet. Det gør tekniske

universiteter alle vegne. Der verserer i

øjeblikket en appelsag ved højesteret,

som hvis dommen stadfæstes vil betyde,

at enhver opfindelse i fremtiden med lethed

kan omgås ved at tilføje en ekstra

spole eller noget tilsvarende simpelt. For

tiden er alle mindre opfindere, som er

ved deres fulde fem, yderst forsigtige.

Den mindste fejl og flere års arbejde og

ihærdig indsats kan være spildt på et

øjeblik.

Hverken jeg eller andre opfindere har

behov for at bevise eksistensen af elektriske

systemer med en COP > 1,0 ! (COP

= Coefficient Of Performance = ydelseskoefficient).

Fysikken har bevist det for

længe siden, men det har ikke været tilladeligt

at bringe det ind i den elektrotekniske

videnskab. Fx producerer Bohren-eksperimentet

COP = 18, og det

ikke-lineære optiske laboratorium ved

Georgia Tech er i stand til at udføre eksperimentet

når som helst. Naturligvis er

det ikke et »kraftværk«, men som en


»energi-transduktionsproces« afgiver

systemet 18 gange så meget energi, som

man putter ind i systemet i henhold til

normale beregningsmetoder. Vi har for

længe siden i adskillige artikler forklaret

effekten. Den fremherskende forklaring,

der gives af partikelfysikere, er den, at

overskudsenergien bliver absorberet fra

vakuumet. Jeg forklarer det simpelthen

inden for rammerne af energiflowets to

komponenter: den almindelige afledede

Poynting-komponent og den for længe

siden afviste ikke-afledede komponent.

Jeg har også udnævnt sidstnævnte komponent

til at være den energi, der producerer

den overskudsenergi, der holder

sammen på spiral-galaksernes arme. En

anden komponent af energi-flowet (den

negative energi-komponent) har jeg udnævnt

til at være kilden til den antigravitation,

der accelererer udvidelsen af universet,

hvilket nu er bevist eksperimentelt.


Den lille opfinder eller opfindergruppe

er under hårdt pres for hele tiden at

opnå den tilstrækkelige opbakning og

økonomiske støtte til et projekt uden at

komme til at forære det hele væk. Du må

forstå, at sådan er landets love, og det afspejler

ikke nødvendigvis mine personlige

holdninger. Hver gang vi demonstrerer

(under strenge betingelser om

fuld diskretion – som universiteterne for

øvrigt ikke vil skrive under på) vores

MEG for betydningsfulde investorgrupper,

anmoder investorerne videnskabelige

forskergrupper om at undersøge os

omhyggeligt, videnskabeligt så vel som

teknisk. Allerede her bliver vi afvist – eller

finansfolkene møder ikke op til vores

demonstration. Så enkelt er det. Den

proces vi udnytter – Aharonov-Bohm-effekten

– eksisterer ikke i den klassiske

diføt nyt 65.2

elektrodynamik, der bruges af elektronikingeniører.

Den har dog været kendt

inden for fysikken siden 1959, og der eksisterer

nu over 2.000 artikler om den,

hundreder af ekperimentelle beviser osv.


Vi har altså med fuldt overlæg brudt

med den klassiske ligevægts-termodynamik,

da den kun gælder for systemer i

ligevægt eller så tæt på, at den forsvindende

uligevægt kan ignoreres. I stedet

gælder de åbne, dissipative [spredendede]

systemers termodynamik. Prigogine

fik Nobelprisen i 1977 for sit bidrag til

netop denne form for termodynamik. I

sådanne åbne, dissipative systemer med

en uligevægt i forhold til et aktivt miljø,

dvs. det aktive lokale vakuum og rumtidens

aktive lokale krumning, er det tilladeligt

for systemet at udføre fem »magiske«

funktioner, som dine egne professorer

har lært dig var »imod termodynamikkens

love«. De glemmer at sige, at

disse virkninger kun er forbudt inden for

én gren af termodynamikken, netop dér

hvor systemer i ligevægt samvirker med

omgivelserne.

Systemets fem magiske funktioner er:

1. selv-organiserende (hvilket betyder

en indbygget evne til selvregulering

og selvopbygning i form af potentiel

energi),

2. selv-oscillerende eller selv-roterende,

3. afgivelse af mere energi end operatøren

selv lægger ind i systemet

(overskudsenergien modtages frit

fra det aktive miljø),

4. selv-kørende med og uden belastning

(al energien modtages frit fra

det aktive miljø) og

5. udvisning af negativ entropi.

21


diføt nyt 65.2

Alle ladninger og dipoler udfører allerede

de fem funktioner. Da den aktive

energi i ethvert elektrisk kraftsystem

hidrører fra dens kildeladning (hvilket

indbefatter dipolernes kildeladninger),

og da denne energi flyder frit fra den aktive,

brudte symmetri mellem på den ene

side ladningen og dipolen og på den anden

det aktive miljø, følger heraf, at makrosystemer,

der består af sådanne ladninger

og dipoler, i realiteten modtager

al deres tredimensionale, elektromagnetiske

energi fra deres omgivelser! Ikke fra

generatorens aksel eller den kemiske

energi i batteriet! Heraf følger også, at det

i hvert fald i teorien er muligt at have et

makrosystem, der med den rette udformning

vil udføre samtlige de fem

funktioner, som hver eneste ladning og

dipol inden i dem allerede udfører – hele

tiden.

Det er ikke det du har lært i timerne.

Men det er ikke desto mindre sandt, og

det er streng videnskab, der allerede er

publiceret i naturvidenskabelige tidsskrifter.

Den findes endnu ikke i den

elektrotekniske litteratur! Men det gør

beskrivelserne af og teorien bag Aharonov-Bohm-effekten

heller ikke. Der er

mængder af elektromagnetiske fænomener

i fysikken, der ikke figurerer inden

for elektroteknikken, som kun er en lille

underafdeling af fysikken – tilmed en

gammel og forældet underafdeling.

Inden for elektroteknikken har dine

lærere i bedste fald måske allerede lært

dig en grov tilnærmelse, der kan være til

nytte i forbindelse med COP < 1,0-systemer.

I værste fald har de undervist i en

særdeles mangelfuld lære, der allerede

delvist er modbevist i avanceret fysik. I

1956 forudsagde Lee og Yang den brudte

symmetri; i begyndelsen af 1957 beviste

22

Wu og hendes kolleger den eksperimentelt,

herunder ulige ladningers brudte

symmetri (som fx en dipol). Det betød en

så gennemgribende forandring af fysikken,

at Lee og Yang fik Nobelprisen samme

år, 1957.

Den brudte symmetri i en dipol betyder,

at når først dipolen er dannet, så vil

den – hvis man blot lader den »sidde på

sin plads«, så den ikke går til grunde–ial

evighed udgyde elektromagnetisk energi

i alle retninger i det tredimensionale

rum. Det er ikke noget problem i partikelfysikken;

her anerkender fysikerne

(det er bevist både eksperimentelt og teoretisk),

at enhver ladning eller dipol

uophørligt absorberer virtuel fotonenergi

fra det sydende vakuum. Desuden ligger

der i definitionen af »brudt symmetri«,

at noget af denne absorberede

energi ikke vender tilbage til vakuumet

som virtuelle fotoner, men integreres i

den observerbare fotonenergi og bliver

genudsendt til det tredimensionale rum

som virkelig, observerbar, elektromagnetisk

energi. Enhver professor der ikke

forstår det, forstår ikke ladningernes fysik.

Punktum. Det er ikke mig, der skal

»bevise« noget, der har været veldokumenteret

længe, og som allerede har fået

tilkendt Nobelprisen! Det er op til professorerne

at læse litteraturen og lære noget

eller også se bort fra det og vedblive med

at være dogmatiske. …

I videnskaben er der den regel, at man

skal læse litteraturen. Det gælder også

fysiklitteraturen, da elektromagnetismen

og elektrodynamikken er underafdelinger

af fysikken.

At sådan noget rod er blevet forsvaret

i så lang tid, er en sørgelig egenskab ved

den amerikanske og vestlige naturvidenskab,

især da andre lande i verden


har militariseret den højsymmetriske

elektrodynamik, der allerede indgår i

lærebøgerne (i fysikken, ikke elektroteknikken).

Jeg har gennem lang tid fulgt

denne udvikling og offentliggjort billeder

af et nedslag fra et sådant våben i

nærheden af en amerikansk rumfærgeopsendelse

m.v. Det er virkelighed, våbnene

er virkelige, og den fortsatte afvisning

fra det amerikanske videnskabelige

samfunds side af at beskæftige sig med

højsymmetri-elektromagnetisme er en

parodi på vores forsvarsevne. Et eksempel:

pionererne inden for ultra-bredbåndsradaren,

Barrett og Harmuth, blev

alvorligt angrebet, bagtalt, forhånet og

slået oven i hovedet for deres frækhed.

Mens forhånelserne stod på, kunne man

i almindelig handel købe en lille

UWB-radar, der blev brugt til at detektere

hulrum i fx jorden eller kraftige betonstøbninger.

Selvfølgelig havde Barrett,

Harmuth og de andre ret, mens de

etablerede amerikanske elektro- og radarteknikere

var helt forkert på den. Efter

en voldsom kamp vandt Barrett, Harmuth

og de andre til sidst slaget og fik

oprejsning. Og så skete der noget sælsomt.

Nogle af de mest fremtrædende videnskabsmænd,

der var blandt de mest

uforsonlige kritikere af UWB-projektet

og dets virkemåde, er i dag kendt som

»Mr. Ultrawideband Radar«. Som tiderne

dog skifter! Der var aldrig nogen, der

sagde undskyld til Harmuth og Barrett.

I modsætning til hvad der er god latin

på universiteterne, sker fremskridtene

inden for videnskaben ikke gennem fordomsfri

ræsonneren, men som et hundeslagsmål

mellem rodfæstede interesser

og revolutionerende nytænkning.

Dertil skal siges, at megen radikal nytænkning

er forkert; blot det at være ra-

diføt nyt 65.2

dikal og ny er ikke nogen garanti for

sandhed eller »klar til eksperiment«.

Hvorom alting er, så har vi inden for

AIAS måttet forsvare os voldsomt mod

beskyldninger om »perpetual motion«

og »nonsens« i de førende tidsskrifters

bedømmelsesproces. Men vi har holdt

stand med succes og har allerede fået offentliggjort

videnskabelige artikler i

førende tidsskrifter, artikler der forklarer

hvordan den elektromagnetiske generator

uden bevægelige dele virker. …

I mellemtiden har vores lille gruppe

(omkring MEG) oprettet et joint-venture-samarbejde

med et statsligt laboratorium

i materialevidenskab ved et

nationalt videnskabsakademi i et venligtsindet

fremmed land med henblik på

at udføre den resterende del af den påkrævede

MEG-forskning og for at kunne

levere de første 2 kW enheder til salg om

1 år. Vores plan er helt enkelt at udvikle

en kommerciel enhed og at producere

den til verdensmarkedet. Og vi gør fremskridt

lige nu. Vi var utroligt glade for at

opdage, at videnskabsfolkene ved det

nævnte videnskabsakademi var fortrolige

med og anvendte højsymmetri-elektrodynamik

og i realiteten har

undervist i det i deres skoler i mere end

12 år. Her var der overhovedet ingen

vanskeligheder med at forstå det aktive

vakuums udveksling med systemet,

hvordan systemet kan udvinde og bruge

den elektriske energi fra dette vakuum

osv. Derimod er det vores erfaring, at vi i

USA altid geråder i diskussion med

elektroingeniører, der helt ærligt ikke

ved meget om fysik, og som er fuldstændigt

ude af stand til enten at forstå eller

håndtere et sådant projekt.

Men vi deler alt, hvad vi har mulighed

for, med vore unge læsere, men altid

23


diføt nyt 65.2

med den grundholdning, at kan læseren

bruge det, er det fint, for det er meningen

med det. Hvis læseren ikke kan bruge

det til noget, så opfordrer vi ham eller

hende til at arkivere materialet lodret og

se at komme videre. Vi er ikke interesserede

i »debatter« og andet vrøvl, som er

det rene tidsspilde, hvis man gerne vil

have udført et fornuftigt stykke arbejde.

Det hele står og falder med, om det lykkes

os at få udviklet et overskudssystem

og få det ud på markedet. Det er vores

opgave. Men må jeg minde dig om de

skrækkelige angreb, som Ovshinsky var

ude for i forbindelse med hans amorfe

halvledere, der også var »i modstrid med

naturlovene – det vidste enhver idiot!«

Til sidst modtog Ovshinsky støtte fra Japan

(vores egne videnskabsmænd i

Amerika »vidste«, at det i bedste fald beroede

på en misforståelse hos Ovshinsky

eller i værste fald på svindel). Men en

skønne dag vågnede vores »eksperter«

op og opdagede adskillige tusind eksemplarer

af maskinen, der fungerede

særdeles udmærket med Ovshinskys

amorfe halvledere, som vores videnskabelige

samfund havde angrebet og fordømt

så lidenskabeligt. Enhver videnskabshistoriker

kan give dig i hundredvis

af lignende eksempler.

De artikler vi citerer er ikke »rygter«,

som du kan konstatere ved selv at læse

dem i de tidsskrifter, hvori de bringes.

Det gælder også Bohren-eksperimentet,

ladningen og dipolens brudte symmetri

og elektromagnetisk energi fra vakuumet.

Der er allerede givet Nobelpriser inden

for områder, der har forbindelse

med overskudssystemer, og det er ikke

vores opgave at efterprøve Nobelkommitteens

særdeles grundige undersøgelser,

og hvad der allerede er etableret som

24

kendt fysik gennem eksperimenter. At

det ikke nævnes i beskrivelserne af

elektroteknikkens udvikling er uvæsentligt;

Ovshinskys amorfe halvledere var

heller ikke kendt.

At få vores universiteter til at blive bevidste

om og bruge den fysik, der allerede

har bevist sin gyldighed og er til rådighed,

er noget helt andet. Men det er

heldigvis ikke min opgave. Min opgave

er det at levere den oplyste læser tilstrækkelig

gyldig information om fysikken

til at vedkommende selv kan tage

stilling og derefter selv læse den citerede

litteratur og – hvis vedkommende selv er

indstillet på det – begynde at tænke på sit

eget eksperimentelle arbejde. Jeg ønsker

simpelthen, at han skal begynde med

det, som jeg brugte 30 møjsommelige år

på at opdage allerede fandtes i fysikken –

og derfra komme videre. Jeg er en gammel

knark, der prøver videregive det,

som jeg med møje og besvær har lært, så

at de der arbejder videre ikke behøver at

opfinde den dybe tallerken igen, men

kan bygge videre på min viden.

Det er hvad vi forsøger at gøre, så godt

som muligt.

Mange hilsner

Tom Bearden, PhD Fellow Emeritus, Alpha

Foundation’s Institute for Advanced Study

Theoretical Research, Magnetics Energy

Limited.

I denne oversættelse er de teoretiske diskussioner

i vidt omfang udeladt. Overspringelserne

er angivet ved … Interesserede læsere

henvises til diføt nyt 61, 62, 64 og

www.cherniere.org

Gengivelserne på side 18 og 25 er fra en artikel

offentliggjort i Foundations of Physics Letters

14(1), feb. 2001, s. 87-94.


diføt nyt 65.2

25


Eksperiment:

Statusrapport

Af Albert Hauser

Som de implicerede er blevet informeret

om i diføt nyt 60 og 61, har foreningen i

sommeren 2000 indkøbt et Meyl-Teslaanlæg.

Den i diføt nyt 61, side 29 oplyste

pris på ca. kr. 8000,- kunne reduceres

med kr. 2000,-, men de hidtil foretagne

forsøg med udstyret har desværre ikke

ført til de (af prof. Meyl) lovede resultater.

Der vil i det følgende komme en beskrivelse

af de allerede foretagne forsøg,

og der er planlagt yderligere forsøg, som

udstyret ifølge nye ideer giver mulighed

for.

RQM-kontoen blev i 1998 flyttet til

Alm. Brand Bank, Vejle nr. 7681 470480-5.

Dette er en seniorkonto, der giver (bedre)

renter, men kun over kr. 25.000,- indestående,

hvorfor jeg har suppleret samme

med egne midler.

Efter at nogle sponsorer havde trukket

deres indskud tilbage, stod der kr.

15.000,- og fratrukket købesummen til

Meyl-anlægget er resten i dag kr. 9.000,-.

Når beløbet i dag fordeles på de 15 andele

(hvoraf 2 indskydere har indsat 2 andele),

så udgør hver andel nu kr. 600,-.

Som man kan læse i diføt nyt 64, så er

der i Tyskland et nyt frienergiprojekt i

gang, der ifølge de oplyste planer (side

16) muligvis kommer tidligere på markedet

end det længe ventede RQM-projekt.

Jeg kan tilføje, at flere foreningsmedlemmer

allerede arbejder med det i

diføt nyt 63, side 30-31 beskrevne

MEG-projekt (se også side 18-25 i dette

blad – red.anm.).

26

Konklusion

Flere årtiers forskning i fri energi har udover

diverse prototyper endnu ikke ført

til et alment anvendeligt produkt. Internettet

har dog givet nogle muligheder,

der foruden det endnu ikke færdigafprøvede

Meyl-apparat, tilbyder MEG-trafoen,

G-elementet samt andre tiltag, hvoraf

det i diføt nyt 61, side 19-21 beskrevne

antityngdesystem ifølge min

mening også burde undersøges nærmere.

Første forsøgsresultater

med Meyl-anlægget

1. Energioverførsel

1.1 Eksperimentator:

Ing. Albert Hauser

1.2 Sted og dato:

DK-7160 Tørring, 26.10.00

1.6 Forsøgsgennemførelse:

Opstilling som beskrevet ved Meyl,

først med 0,5 m, senere med2mogtil

sidst med 6 m afstand.

Alle indstillinger er let at ramme,

men kommer personer tæt på sendekuglen

eller kølepladen af generatoren,

hvad der nemt sker ved betjeningen

(finindstillingen) af anlægget,

så opstår der fejlvisninger (af

lysdioderne).

2. Tilbagevirkning (fra modt. på sender)

Opstilling som beskrevet ved Meyl

(nu og fremover altid 6 m).

Indstillingen var svær at ramme, måske

fordi jeg ikke var opmærksom på

kropsnærheden.


Da indstillingen var fundet gik jeg videre

til forsøg 3.

3. Påvisning af fri energi

3.2 Sted og dato:

DK-7160 Tørring, 27.10.00

Opstilling som ved forsøg 2 og måling

med to multimetre (som beskrevet

hos Meyl).

Jeg har tre multimetre, to digitale

JEMCO DS 105 og CEM DT-830B og

det analoge JEMCO US 105.

Alle tre instrumenter viser mellem 66

og 70 mV ved modtageren og mellem

5 og 10 mV ved senderen.

Dette indikerer en forstærkning til

modtageren fra 7 til 14.

Forsøgsvurderinger

Det fungerer efter opskriften, men

skal vurderes af en fagmand, der efter

gennemgangen af printene (der

mangler et diagram) kan godkende

de anvendte forbindelser.

Det er derfor for tidligt for mig at

fortsætte med forsøgene om Overlyshastigheden

og Uvirksom Faraday-bur.

Videre forsøgsresultater

med Meyl-anlægget

Efter at have oversat den tyske brugervejledning

til Demo-Set til dansk og sendt

denne til de fire DIFØT-medlemmer, der

ytrede interesse, gik jeg den 26/10-2000

selv i gang med forsøgene.

Nr. l, 2 og 3, dvs. Energioverførsel, Tilbagevirkning

(fra sender til modtager) og

Påvisning af fri energi, blev gennemført og

målt med almindelige voltmetre og så tilforladelige

ud (se ovenstående).

Den 1/11 mødtes jeg med Esben

Pedersen og Bjørn Petersen, begge

diføt nyt 65.2

elektroingeniører, på Fyn og forsøgene

blev gentaget og tillige kontrolleret med

oscilloskop og strømmen målt over en

modstand.

Nu viste de tre første forsøg sig mindre

positive og Esben beholdt Meyl-sættet for

at foretage et grundigere eftersyn.

Den efterfølgende rapport med tegninger

viser resultatet, der stort set bekræfter

den schweiziske el-ing. André

Wasers kritik i tidsskriftet raum&zeit 107.

Denne kritik havde jeg i mellemtiden

også oversat til dansk, og vi var alle tre

forbavset over, at medens indtrykket af

demo-sættet og den tilhørende vejledning

og baggrundsforklaring er, at det er

højprofessionelt, så er sættet og sikkert

også det ca. dobbelt så dyre (ca. kr.

10.000) eksperimentsæt uvirksomt.

Forsøgene 4 og 5, dvs. Overlyshastighed

og Uvirksomt Faraday-bur blev ikke

gennemført, da de påståede »stående

bølger« ikke kunne opnås.

I det schweiziske NET-Journal er der

bragt flere Meyl-forsøgsberetninger af

personer fra både Schweiz og Tyskland,

der alle har målt sættet på simpel måde,

som jeg selv i begyndelsen. Resultaterne

er derfor positive.

Den tidligere nævnte André Waser

har dog i NET-Journal 5/12 offentliggjort

en professionel måling af det mere avancerede

eksperimentsæt, og hans konklusion

er lige som hans første beretning i

raum&zeit 107 negativ.

Meyl-sættet, der transporteres i en

standardkuffert, er for tiden udlånt til

Ole Nielsen, Århus, der evt. sammen

med Ib Bang, Tebstrup, vil foretage de i

begyndelsen af artiklen omtalte følgeforsøg.

27


diføt nyt 65.2

Forsøg:

Påvisning af fri energi

Denne rapport er specifik omkring

Meyls forsøg til påvisning af fri energi.

Som udgangspunkt har interessen været

at finde frekvensgeneratorens afgivne

effekt og sende/modtage-systemernes

modtagne effekt.

Opsætningen af anlægget

Frekvensgenerator forbundet med »sender«

via en 10,87 ohms modstand. Der er

benyttet en HF neutral kulmodstand

(ikke spiralvunden), og farvekoden er

yderligere fjernet. Frekvensgeneratorens

output er sat lavt, idet her optræder

den bedste 50% duty cycle. Jordledningen

(»ground«) er valgt til 6 meter. Afstanden

mellem de to kugler er mellem

0,5 og 1 meter.

Ved gennemløb af frekvensbåndet ses

tydeligt to resonanstoppe, et ved ca. 5

MHz og et lidt kraftigere ved ca. 7,5 MHz

(aflæst på oscilloskopsweep). Ydermere

ses også tydeligt, at faseforholdet mellem

strøm og spænding fra generatoren

ændrer sig markant omkring resonans.

Ved resonans er cos.fi. 1. Følgende måling

er udmålt ved ca. 7,5 MHz resonans.

Anvendte måleinstrumenter

Tektronix 453 A, 10 Mohm prober,

bruges til måling af frekvensgeneratorens

spændingsforhold.

Leader LBO 507 A, 10 Mohm probe,

bruges til måling af »modtager«spænding.

YF 3502 og DT 830 B til måling af DC

spænding og strøm (modstandsberegning).

28

Udmåling af referencemodstand

Ohmmåling med YF 3502 giver en værdi

på 10,8 ohm.

Strøm/spændingsmåling giver ved 2,0

volt og 184 mA en beregnet modstand på

10,87 ohm.

Spænding over referencemodstand:

ch 1 = 4,0 mVpp

Udregnet effektivværdi = 1,42 mV

Spænding over »sender«-modstand:

ch 2 = 12,2 mVpp

Udregnet effektivværdi = 4,33 mV

Afgiven generatorspænding =

ch 1 + ch 2 = 5,75 mV

Afgiven generatorstrøm =

(I=U/R) 1,42 m/10,87 = 0,13 mA


Afgiven generatoreffekt =

(P=U*I) 5,75 m*0,13 m = 0,75 microW

»sender«-effekt over 100 ohm modst. =

(P=U^2/R) 4,33 m^2/100 =

0,19 microW

Spænding over »modtager«-modstand:

14,0 mVpp

Udregnet effektivværdi = 4,96 mV

»modtager«-eff. over 100 ohm modst. =

(P = U^2/R) 4,96 m^2/100 =

0,25 microW

Sammentrukket

Generator: 0,75 microW

»sender«: 0,19 microW

»modtager«: 0,25 microW

diføt nyt 65.2

Konklusion

Selv om »modtager« har større effekt

påtrykt end »sender«, er der dog stadig et

tab i forhold til generatorens afgivne effekt.

Esben Pedersen

29


diføt nyt 65.2

En uforklarlig kraft trækker i fjerne rumskibe.

Forskere er nået frem til den

konklusion efter at have foretaget en

dybtgående analyse af banerne efter de

rumsonder, der er nået langt ud i rummet.

Det kan være en forsvindende lille og

upåagtet effekt i selve rumskibet, men

videnskabsfolkene gør opmærksom på,

at det også kan være det første tegn på, at

vi bliver nødt til at ændre på vores forståelse

af tyngdekraften.

»Det er næsten som om rumsonderne

ikke opfører sig i overensstemmelse med

de kendte love for tyngdekraften«, sagde

dr. John Anderson fra NASA’s Jet Propulsion

Laboratory. Han tilføjede: »Vi har arbejdet

med dette problem i adskillige år,

og vi har taget højde for alt vi kunne

komme i tanke om.«

Den ukendte kraft synes at virke på

fire rumsonder, der befinder sig spredt

rundt om i vores solsystem.

Pioneer 10 blev opsendt i retning mod

de ydre planeter i 1972. Den er nu godt

og vel forbi Jupiter, men har stadig radio-

30

Kortnyt

’Pioneer’-rumskibet på vej mod stjernerne.

Mystisk kraft i rummet

kontakt med Jorden. Ved at studere

Doppler-effekten i radiosignalerne fra

sonden har videnskabsfolkene været i

stand til at beregne, hvor hurtigt sonden

bevæger sig. Siden 1980 har dens bane

været registreret med meget stor nøjagtighed.

Det mystiske er, at Pioneer 10 bremser

mere op, end den burde.

Man troede i første omgang, at det

måske skyldtes en påvirkning fra et lille

luftudslip, eller at den blev trukket ud af

kurs på grund af et uopdaget objekt i solsystemet.

Mysteriet blev yderligere forstærket,

da en analyse af banen efter søsterrumskibet

Pioneer 11, der blev opsendt i 1973,

viste, at også den blev påvirket af den

samme mystiske effekt.

Men Pioneer 11 befinder sig i den

modsatte side af solsystemet i forhold til

Pioneer 10, omkring 22 mia. km væk. Det

betyder, at effekten ikke kan skyldes en

tyngdekraftpåvirkning fra et eller andet

uopdaget objekt.

Hvis man dertil lægger, at den samme

uforklarlige effekt måske også har påvirket

rumskibet Galileo på dens rejse til Jupiter

og rumsonden Ulysses, der er i bane

om Solen, så sidder vi med en gåde af format

som solsystemet.

Der vil inden længe i et førende astronomisk

tidsskrift blive offentliggjort en

artikel, hvor dr. Anderson og kolleger

fremlægger et bemærkelsesværdigt studie

i Pioneer-rumskibenes tilstand og alle

de svage kræfter, som de kan være påvirket

af.

»Vores analyser tyder meget på, at det

er vanskeligt at forstå, hvordan blot en

eneste af disse mekanismer kan forklare

omfanget af den observerede anomali i

Pioneers opførsel«, sagde forskerholdet.


Det er blevet påpeget, at rumskibets

sporingsdata har vist en tyngdekraftsafvigelse,

der kun kan iagttages over meget

store afstande. Det er blevet understreget,

at effektens styrke synes at være

relateret til to af universets fysiske konstanter:

lysets hastighed og den fart,

hvormed universet udvider sig.

Men andre har afvist dette som

værende for fantasifuldt, idet de argumenterer

med, at hvis Pioneer-anomalien

virkelig havde betydning for vores forståelse

af tyngdekraften, så ville fænomenet

også være nærværende i forbindelse

med planeternes baner omkring Solen –

hvad det ikke er.

Effekten savner endnu en forklaring,

og da alle de fire involverede sonder aldrig

vender tilbage til Jorden og dermed

aldrig vil blive undersøgt, så vil vi måske

aldrig få en forklaring.

Dr. David Whitehouse

BBC News Online, 15.05.01

Brændstofceller

Den tyske Siemenskoncerns datterselskab,

Siemens Westinghouse Power Corp.,

bygger nær Pittsburgh i USA en fabrik til

produktion af brændstofceller. Der bliver

500 arbejdspladser. Produktionen

kommer til at omfatte brændstofceller og

specielle generatorer til brug i f.eks. hospitaler

og kontorbygninger. Brændstofceller

producerer elektrisk strøm fra naturgas

og brint og udleder kun vand og

kultveilte. (USA Today).

ErhvervsBladet 05.10.01

Svulster følger

mobiltelefonen

diføt nyt 65.2

En bestemt type hjernesvulster er langt

mere tilbøjelige til at sætte sig i den side

af hovedet, som mobiltelefonen holdes

imod end i den modsatte. Det viser en

svensk undersøgelse.

Det svenske forskerteam, der ledes af

professor Lennart Hardell fra Örebro

Medical Centre Hospital i Sverige, er endnu

ikke færdig med at analysere resultaterne,

men den nu offentliggjorte delundersøgelse

underbygger tidligere mindre

studier. Undersøgelsen, der blev offentliggjort

på en konference i London,

har sammenlignet brugen af mobiltelefoner

blandt 1.617 patienter, der alle har

fået diagnosticeret hjernecancer siden

1997, med en rask kontrolgruppe.

Selv om Lennart Hardell ikke har fundet

noget, der overordnet tyder på, at

brug af mobiltelefoner øger hjernecancer,

har forskerne fastslået, at en bestemt

type hjernesvulster optræder to en halv

gang så ofte i mobiltelefonsiden af

hovedet. Til Financial Times siger Lennart

Hardell, at der er brug for længere observationer,

før det kan afgøres, om mobiltelefoner

udgør en øget risiko i forbindelse

med hjernesvulster.

Seniorforsker og læge Christoffer

Johansen, Kræftens Bekæmpelse, har endnu

ikke set den svenske undersøgelse,

men siger til Politiken, at han ikke vil afvise,

at der kan være en sammenhæng

mellem svulsternes placering og mobiltelefonen.

Birgitte Aabo

Politiken 11.06.01

31


diføt nyt 65.2

32

Gabs’ hjørne

Vejret i november:

Vejret begynder som øklima. Efter en

storm kommer der et omslag. Vi begynder

på første afsnit af den kommende vinter.

Vinden går om i øst - barometret stiger og

kulden tager over sidst på måneden. November

ender med sne og nattefrost.

Vejret i december:

DMI gør meget ud af at vi får en hvid JUL,

og det bliver meget spændende at se

hvordan de klarer det, for helt hen mod

JUL ser det lovende ud. Men så kommer

der et kraftigt lavtryk med nedbør og

storm. Det kan gå nord om eller lige her

hen over og så giver det tø. Hvis det går

sydligere kan det give alle tiders snestorm

og så lige i juledagene. Sidst i december

vil vi få stigende barometer, vejret vil blive

endnu koldere, vi står lige foran en god

gammeldags vinter, som blev bebudet for

2 år siden.

Jordskælv:

Den 20. sept. 2001 varsler Gabs jordskælv

i Mexico 16.10.01 og 12.02.02.

Jordskælvet i Mexico kom 15.10.01, hvilket

ligger komfortabelt inden for usikkerhedsmargenen

på 2 dage.

Internet:

Gabs hjemmeside www.itai.dk/arnegabs

Foreningsnyt

KOMMENDE MØDER

Operation Infinite Justice

TIRSDAG DEN 13. NOVEMBER har vi

inviteret Steve Robertson til at give sin

version af begivenhederne den 11. september

og det egentlige formål bag

amerikanernes krigserklæring mod

international terrorisme. Steve er clairvoyant

med hensyn til at kunne hente informationer

fra fremtiden. Foredraget

holdes på engelsk.

Møder i foråret 2002

Bestyrelsen har reserveret følgende mødedatoer:

tirsdagene den 19. februar, 19.

marts og 16. april.


Møderne foregår i:

Østerbrohuset, Århusgade 103

2100 København Ø

Vi starter kl. 19.30. Entré for medlemmer

og gæster er 30 kr. I pausen kan der købes

the, kaffe eller andre forfriskninger ved

medborgerhusets buffet. -red

Web-adresser

Ved det sidste medlemsmøde med Albert

Hauser 23.10. blev der nævnt nogle

hjemmesider, som flere af de fremmødte

var interesserede i at stifte bekendtskab

med. Adresserne følger her:

utenti.tripod.it/testatikmachine/introindex.htm

som er en »uofficiel« hjemmeside dedikereret

Methernithas energimaskiner. Prima fotos.

www3.htl-hl.ac.at/homepage/hcrs/index.html

en guldgrube for folk med lyst til selv at eksperimentere.

More magazines by this user
Similar magazines