difoet-nyt 65.vp - heerfordt.dk

diføtnyt 

Sydengland: 

Fantastiske korncirkler 

Hartmut Müller: 

TRINÆR LOGIK 

Brev til Bearden: 

Magnetmotoren 

gør fremskridt 

Steiner og Kant 

Fra værkstedet: 

Målinger og status 

Mystisk kraft i rummet: 

Skal tyngdeloven 

skrives om? 

NR. 65.2 / OKTOBER 2001 KR. 25,- 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK 

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse 

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med 

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst 

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer 

og at reducere allerede forekommende indgreb i 

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets 

vilkår forbedres. 

www.difoet.dk 

Foreningens bestyrelse 

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@sca.csc.com 

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 36 47 11 05 

Albert Hauser - Næstformand, bibliotekar 

Ålevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 75 80 24 14 

Mogens Larsen - Kasserer - techni@worldonline.dk 

Gammel Køge Vej 492, 2650 Hvidovre 

Christian Heerup - christian.heerup@tempcold.dk 

Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd 

Arne Christensen - Tidsskriftlæsekreds 

Agertoften 27, 2750 Ballerup 

arne.christensen@mail.tele.dk 

Jan Koed - Redaktør - jan-koed@inet.uni2.dk 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C 

Jørgen Olsen - Suppleant 

Gærdesangervej 2, 3300 Frederiksværk 

Børge Frøkjær-Jensen - Revisor 

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Girokonto 

939-4966 DIFØT, Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Medlemskab 

Enhver med interesse for DIFØT’s arbejde kan optages 

som medlem af foreningen. Medlemskab opnås ved at indsætte 

1 års kontingent på girokonto 939-4966. Årskontingent: 

250,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 125,- kr. 

Forsiden 

Med dette ansigt prentet i 

en kornmark i det sydlige 

England, august 2001, blev 

grænserne for korncirkelfænomenet 

flyttet endnu 

engang. I en form for ra- 

ster, hvor de lyse områder 

dannes af det nedlagte 

korn, dannes et billede, 

som skal ses fra luften for 

at komme til sin ret. Læs 

mere om efterårets korncirkler 

på side 10-12. 

19. årgang nr. 65.2, okt. 2001 

Redaktør: Jan Koed 

Redaktionens adresse 

diføt nyt 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv. 

1817 Frederiksberg C 

tel 33 22 37 28 

fax 33 22 37 26 

email redak@difoet.dk 

Udgivelse 

diføt nyt udgives af Dansk 

Institut for Økologisk Teknik 

og udsendes til foreningens 

medlemmer. 

Hvor ikke andre er nævnt, er 

udenlandske manuskripter 

oversat af redaktøren. 

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Bladet udkommer med fire 

numre om året. 

Oplag: 250 eksemplarer 

Tryk: Vester Kopi, København 

ISSN 0900-1816 

Indhold 

Universets trinære logik 3 

Okkult kemi 

Imponerende korncirkel 

7 

ryster skeptikerne 10 

Fra metafysik til fysik II 13 

Brev til Bearden 18 

Statusrapport 26 

Påvisning af fri energi 

Kortnyt 

28 

Mystisk kraft i rummet 30 

Brændstofceller 31 

Svulster og mobiltelefoner 31 

Foreningsnyt 32

Logik: 

Universets trinære logik 

Af dr.rer.nat. Hartmut Müller 

I diføt nyt 64 gav Albert Hauser en fyldig 

introduktion til den tysk-russiske fysiker 

Hartmut Müller, som er en særdeles aktiv 

forsker og teoretiker inden for adskillige 

grænseoverskridende erkendelsesområder. I 

denne artikel behandler han et logisk-matematisk 

problem, som ses i sammenhæng 

med hans teori om ’Global Scaling’. 

Kan universet tænke? For mennesker, 

der betragter sig selv som en del af universet, 

er det et retorisk spørgsmål. Uanset 

hvordan vi definerer det at »tænke«, 

må svaret være »Ja«. Universet er ikke 

blot i besiddelse af én hjerne, men sågar 

ufatteligt mange og særdeles forskellige 

hjerner, alene på planeten Jorden. Dertil 

kommer, at de er forbundet med hinanden 

i et netværk – af en global stående 

gravitationsbølge. Den stående bølge er 

årsagen til den globale synkronisme og 

muliggør en global kommunikation 

uden tidsforsinkelse. 

For global kommunikation med en 

stående gravitationsbølge som bærebølge 

er afstande uden betydning. Forståelsesproblemer 

på grund af manglende 

kompabilitet mellem sender og modtager 

eksisterer ikke, fordi det er den stående 

gravitationsbølge, der i sig selv 

uophørligt gendanner universet og dermed 

garanterer universets isomorfi. 

Er global kommunikation teknisk 

mulig? Radio Jerevan ville svare: I princippet 

– ja. Men nu er teknik jo noget, der 

ikke findes i naturen. Eller mere udførligt: 

(Moderne) Teknik er noget så primi- 

tivt, at det ikke kan findes i naturen, fordi 

den ikke ville kunne overleve. Udsagnet 

sigter ikke alene til den moderne kommunikationsteknik, 

der for enhver transmission 

må generere en fremadskridende 

(ikke en stående) bærebølge og derfor 

er lænket til grænsen for lysets hastighed. 

Lige så primitiv er den af menneskehånd 

fremstillede kunstige hjerne – 

computeren. 

I milliarder af år eksperimenterede 

naturen med uorganiske mineraler, ikke 

mindst siliciumkrystaller, omtrent på 

samme måde som vi i dag gør det med en 

loddekolbe. Dengang var det bakterier 

og alger, der gjorde arbejdet. De løste opgaven 

hurtigt og præcist. Historien gentager 

sig altså, selvfølgelig på et andet niveau 

på skalaen. 

Vores high-tech-arsenal repræsenterer 

et fortidigt udviklingsniveau, som naturen 

for længst har overhalet. Det gælder 

både på hardware-siden og for softwaren. 

Moderne computere er ikke gode til at 

tænke, fordi den binære (toværdi) logik, 

som man har påtvunget den, ikke kender 

til frihed og derfor heller ikke til kreativitet. 

Naturen tænker ikke binært, men 

trinært (treværdi), omtrent på den måde 

vi selv tænker. 

I naturen kan fysiske værdier ikke stige 

eller falde i det uendelige. Det er også 

tilladt med en konstant værdi, i hvert 

fald i et øjeblik. Kun på denne måde er de 

stabile strukturer, som universet består 

af, mulige. Den trinære dialektik er universets 

indre logik. Den tillader enhver 

fysisk størrelse x at forhøje sin værdi, at 

3

diføt nyt 65.2 

holde den konstant eller formindske 

den. Anvendt på tiden t (hastighed) tillades 

derfor tre fortegn: dx/dt > 0, 

dx/dt = 0 og dx/dt < 0. De tre alternativer 

modsvarer de (logiske) værdier +1 

(ja), 0 (ubestemt) og -1 (nej) af den matematiske 

funktion sign(dx/dt), som den 

trinære matematiske logik bygger på. 

Den er grundlaget for den trinære regneteknik, 

der for første gang blev realiseret 

i 1958 på Lomonosov-universitetet i 

Moskva. 

De logiske (boolske) variabler i moderne 

computere kan imidlertid kun antage 

én af to værdier, 1 (ja) eller 0 (nej). Et 

udsagn kan altså kun være »sandt« eller 

»falsk«. Denne binære (toværdi) logik er 

ikke kun virkelighedsfjern, den er også 

årsagen til næsten alle hardware- og software-problemer, 

som enhver PC-ejer må 

trækkes med: 

1. Faren for at processoren bliver for 

varm (derfor skal der hele tiden køre 

én eller flere ventilatorer). 

2. En permanent risiko for, at processoren 

brænder sammen. 

3. Et voldsomt behov for høje taktfrekvenser. 

4. Højfrekvent stråling. 

5. Et gigantisk behov for hukommelse. 

6. Monstrøse operativsystemer. 

7. Omstændelige programmeringssprog. 

8. Uforholdsmæssig lang kilde- eller 

maskinkode. 

Alle disse åbenlyse mangler i den moderne, 

binære computerteknik har en fælles 

årsag: For at kunne realisere det manglende 

tredje, logiske alternativ, er det 

nødvendigt med et usædvanligt stort antal 

forbindelser mellem binære omskif- 

4 

Inden for rammerne af den trinære logik skal der 

kun ét skridt til at bestemme fortegnet af x. For at 

udføre den samme logiske operation inden for 

rammerne af en binær logik behøves der to 

skridt. 

tere. Dermed nedsættes ikke kun processorens 

pålidelighed, dens »tankeprocesser« 

bliver væsentligt langsommere, 

dens effektive hastighed falder eksponentielt 

med antallet af de forbundne 

omskiftere. Derfor er det for komplicerede 

processorer nødvendigt med stadig 

højere taktfrekvenser, som i dag allerede 

befinder sig i gigahertz-området og som 

genererer sundhedsskadelig elektromagnetisk 

stråling. Som en fysisk sideeffekt 

varmes processoren så meget op, at 

konstruktionen og størrelsen af en computer 

afgøres af varmeudviklingen og 

ventilatorens pladsbehov. 

Det voldsomme forbrug af logiske 

ressourcer, der inden for rammerne af en 

binær logik er nødvendig for at realisere 

det manglende tredje logiske alternativ, 

er også grunden til de moderne operativsystemers 

og programmers gigantiske 

hukommelsesforbrug. Af samme grund 

er programmeringssprog blevet omstændelige 

og genererer uforholdsmæssig 

lang kilde- eller maskinkode. 

Menneskets måde at tænke på er baseret 

på en trinær logik. Vore ytringer er

Setun 

Datoen er den 23. april 1956. I laboratoriet 

for beregningsteknik i Moskvas 

statslige Lomonosov-universitet begynder 

ingeniørerne på udviklingen 

af en miniregnemaskine, der omkostningsmæssigt 

og i størrelse og driftssikkerhed 

er beregnet til laboratoriebrug 

på universiteter. Man undersøger 

ulemperne ved de eksisterende 

maskiner, laver udkast til nye operativsystemer 

og arkitekturer inklusive 

deres sammenhæng med det tekniske 

udstyr. Man forcerer arbejdet med 

magnetiske omskiftere (ferritkerner), 

da transistoren endnu ikke er tilgængelig; 

radiorør kommer på forhånd 

ikke i betragtning. Det er ingen sag at 

skaffe ferritkerner og dioder, og 

derfor er man i stand til selv at konstruere 

det hele. Projektets initiativtager 

er Sergey Sobolev, en verdenskendt 

matematiker. Til projektets leder 

og eneste praktiker i begyndelsen 

udvælges den 31-årige ingeniør i radioteknik, 

Nikolay Brusentsov. 

Hans opgave var at udvikle en binær 

miniregnemaskine baseret på 

magnetiske omskiftere. Allerede på 

dette tidspunkt fik Brusentkov ideen 

til at udvikle et trinært system i stedet. 

Det muliggjorde fremstillingen af meget 

enkle og driftssikre omskiftere, 

der er baseret på magnetforstærkere 

og arbejder i impulsmodus. Brusentsov 

udviklede kredsløbet til en trinær 

additionsmaskine, der umiddelbart 

virkede tilfredsstillende. Da Sobolev 

hørte om hans ønske om at udvikle en 


trinær regnemaskine, støttede han 

med begejstring ideen. Brusentsov 

fortsatte derfor med at udvikle flere 

trinære omskiftere. 

Allerede i 1958 havde medarbejderne 

i laboratoriet (nu drejede det sig 

om næsten 20 ingeniører og videnskabsmænd) 

med egne hænder fremstillet 

den første trinære regnemaskine. 

Deres glæde lader sig ikke beskrive, 

da regnemaskinen efter 10 dages 

test fungerede fejlfrit. Maskinen blev 

kaldt Setun efter Setun-floden ikke 

langt fra universitetet. 

Det sovjetiske ministerråd overlod 

arbejdet med at sætte regnemaskinen 

Setun i serieproduktion til Fabrikken 

for Matematiske Maskiner i Kasan. 

Seriemodellen blev præsenteret på 

Unionsudstillingen, og Kasan producerede 

50 regnemaskiner af Setun-modellen, 

hvoraf 30 anvendtes på højere 

uddannelsesinstitutter i USSR. Maskinen 

blev med held sat i drift i forskellige 

klimazoner (bl.a. i Aschchabad, 

Duschanbe, Machatschkala, Irkutsk, 

Jakutsk, Odessa), og det var praktisk 

talt overflødigt med teknisk service eller 

reservedele. 

Den videreudviklede model Setun 

70 var i drift fra 1970 i Moskvas Statsuniversitet. 

Senere blev der anvendt 

halvlederelementer i konstruktionen. 

Setun 70-maskinens succesperiode 

sluttede i 1987. På trods af en lavineagtig 

international efterspørgsel blev 

den statsligt organiserede produktion 

indstillet. Såvel IBM og Microsoft havde 

en finger med i spillet i denne 

undertrykkelseskampagne. 

HM 

5


altid trinære, netop fordi der i realiteten 

altid gives tre alternativer. En bilist er 

ikke altid tvunget til at køre i højre- eller 

venstresving, han kan også køre ligeud. 

Han er heller ikke tvunget til enten at accelerere 

eller bremse op, han kan også 

bevæge sig med en konstant hastighed. 

Det er ikke nødvendigt altid at tale sandt 

eller lyve, det kan også forekomme, at 

der er noget man ikke ved. 

Naturligvis kan trinære situationer 

også programmeres inden for rammerne 

af den binære logik. Men for hvert trinært 

skridt kræves der altid to binære logiske 

skridt. Er trinære situationer koblet 

sammen i et (indviklet) hierarkisk mønster, 

vokser det logiske ressourceforbrug 

som en lavine – inden for rammerne af 

den trinære logik som 3 n , inden for rammerne 

af den binære logik som 6 n , hvor n 

er antallet af hierarkiske niveauer. For at 

afvikle blot 10 trinære hierarkiske logiske 

niveauer kræver den binære logik således 

2 10 = 1024 gange så mange logiske 

skridt. I sammenligning med den trinære 

logik er det et hastighedstab på 

102.400%! 

Dette enkle eksempel viser den trinære 

logiks overlegenhed i forhold til 

den binære, især når det drejer sig om 

komplekse afgørelser. Men også i forbindelse 

med beregninger af negative tal er 

trinære varianter nødvendige, beregninger 

som i dag med et tilsvarende merforbrug 

(logisk og tidsmæssigt) imiteres ved 

hjælp af binær logik. 

Det er ikke alene vores måde at tænke 

på, der bygger på trinær logik. Det gælder 

også for fysikken, naturen, ja hele 

universet. Universets primære tripletstruktur 

på den logaritmiske skala er trinær: 

vækstzoner (+), stabilitetsøer (0) i 

knudepunkterne af den globale gravita- 

6 

tionsbølge og henfaldszoner (-) veksler 

med hinanden med lige store afstande 

(se diføt nyt 64, s. 26). Rytmen hos den 

globale, stående gravitationsbølge er 

som hos én der danser vals: 1-2-3, 4-5-6, 

7-8-9, … , 160, 161, 162(0). Stabilitetsøerne 

er to logaritmiske enheder bred, væksthhv. 

henfaldszonerne optager hver én 

logaritmisk enhed (i forhold til basis 

e = 2,718…). Intervallerne mellem egenfrekvenserne 

i universets forskellige skalaniveauer 

(3 1), (6 1), … (162 1) er 

logaritmiske kvinter (2/3). Universet er 

altså stemt som en (logaritmisk) violin. 

Det står allerede i dag klart, at den binære 

computerteknologi ikke vil overleve 

på langt sigt. Udviklingen af computeren 

har gjort os rigere på værdifulde 

erfaringer, som omsat til den trinære logik 

vil føre til en ny computerrevolution. 

Trinære computere vil adskille sig væsentligt 

fra de sædvanlige binære maskiner: 

ved deres intelligens, fleksibilitet, 

stabilitet, hastighed, fravær af sundhedsmæssige 

risici og ultrakompakte konstruktion 

(nanoteknologi). 

I samarbejde med Moskvas Lomonosov-Universitets 

Fakultet for Computermatematik 

og Kybernetik og Instituttet 

for Anvendt Matematik ved Universitetet 

i St. Petersborg arbejder Instituttet for 

Rum-Energi-Forskning (IREF) på udviklingen 

af den trinære processor TP3000 

og det trinære neurale netværk TNN. 

Artiklen er oversat fra det tyske, alternative tidsskrift 

raum&zeit 111, maj/juni 2001 s. 54-55, Die 

trinäre Logik des Universums. På de følgende 

fem sider i raum&zeit går forfatteren i dybden 

med emnet. Interesserede kan evt. henvende 

sig direkte til bladet på adressen: 

redaktion@ehlersverlag.de. Mere om IREF’s 

forskningsprojekter kan ses på hjemmesiden: 

www.raum-energie-forschung.de

Anmeldelse: 

Okkult kemi 

Af dr. Mahadeva Srinivasan 

Dr. Stephen M. Phillips: ’ESP of Quarks 

and Superstrings’. New Delhi 1999, New 

Age International Publishers. ISBN 

81-224-1209-2. 

Forfatteren til denne bog, dr. Stephen 

Phillips, er en anerkendt videnskabsmand 

inden for teoretisk fysik med eksamen 

først fra Cambridge University i England 

og dernæst fra University of California 

i midten af 1970’erne, hvorfra han fik 

sin doktorgrad i teoretisk partikelfysik. 

Udtrykket »ESP« i bogens titel henviser 

til studier udført ved hjælp af Extra Sensory 

Perception (oversanselig erkendelse), 

blot ikke af bogens forfatter, men af to andre 

personer, Annie Besant og C. W. 

Leadbeater. Phillips’ bog undersøger de 

mere end 100 år gamle »clairvoyante« 

opdagelser af Besant og Leadbeater om 

strukturen og beskaffenheden af »atomernes« 

subatomare partikler. For rigtigt 

at kunne værdsætte bogens emne vil det 

være på sin plads at fortælle lidt om baggrunden. 

1. De oprindelige, clairvoyante studier 

blev udført gennem en periode på over 

38 år mellem 1895 og 1933 af de to »teosoffer« 

Besant og Leadbeater, som vides 

at have været i besiddelse af usædvanlige 

psykiske evner. 

2. De anvendte en særlig mental evne, 

der første gang er beskrevet i Patanjalis 

klassiske arbejde (400 f.Kr.), Yoga Sutraer, 

som »anima«, evnen til »bevidst at for- 

positiv UPA negativ UPA 

mindske sin bevidsthed til atomstørrelse 

og derved opnå viden om det mikroskopiske«. 

(Anima er den første af de otte 

»siddhier«, som den seriøst praktiserende 

yoga-udøver antages at kunne opnå.) 

3. Ved at tage denne særlige form for »mikro-psi«-evne 

i anvendelse udførte Besant 

og Leadbeater nogle særdeles detaljerede 

studier af hvert af de 92 naturligt 

forekommende grundstoffer foruden 

nogle af deres isotoper. 

4. Resultaterne af deres systematiske 

studier, der begyndte med brint (det første 

grundstof), blev første gang offentliggjort 

som artikler i tidsskriftet Theosophist 

og senere redigeret til en bog med titlen 

Occult Chemistry, der udkom i sin førsteudgave 

i 1908. I et appendiks i Phillips’ 

bog bringes en komplet liste over de 

oprindelige referencer. 

5. Den teknik, som blev anvendt af Besant 

og Leadbeater, er beskrevet i Occult 

Chemistry som følger: Besant udvalgte et 

tilfældigt atom af det stof, hun ønskede 

at studere, og ved at tage en »særlig form 

for viljestyrke« i anvendelse opløste hun 

det trin for trin, indtil hun nåede frem til 

»det ultimative fysiske atom« (eng. Ultimate 

Physical Atom eller UPA), som alt stof 

er gjort af. Hun talte derefter antallet af 

UPA’er i et atom fra hvert grundstof i det 

periodiske system. (Fx rapporterede 

hun, at hun iagttog 18 UPA’er i et brintatom 

og 4.267 i ét uranatom!). 

7


6. Da de nåede til grundstof nr. 10, neon, 

opdagede teosofferne, at nogle atomer 

havde 360 UPA’er, mens andre havde 402 

UPA’er. De clairvoyante havde således 

opdaget eksistensen af isotoper 13 år før 

Astons påvisning af isotoper ved hjælp 

af hans massespektrograf. 

Ved en tilfældighed stødte Phillips på bøgerne 

om okkult kemi under sin studietid 

i Californien og har siden ikke kunnet 

slippe sin fascination af fænomenet. Han 

har brugt det meste af et kvart århundrede 

på at forstå UPA’ens sande identitet 

set i lyset af den nuværende partikelfysik. 

Bogen er resultatet af Phillips’ vedholdende 

søgen. Han er nået til den 

konklusion, at UPA’erne som observeret 

af de clairvoyante må være subkvarker, 

der endnu ikke er opdaget af fysikerne. 

Resultatet er han nået frem til gennem en 

meget detaljeret analyse af de trinvise 

opløsningsdiagrammer og den fuldstændige 

beskrivelse af de subatomare 

partikler, der udgjorde det, som de clairvoyante 

mente måtte være atomer. Beskrivelserne 

omfatter 48 grundstoffer i 

Occult Chemistry. I bogens kapitel 5, der 

spænder over 150 sider, foretages en systematisk 

undersøgelse af de kvantitative 

data, der leveres af Besant og Leadbeater 

for hvert af de 48 grundstoffer. 

Phillips har været i stand til at gøre 

rede for hver eneste partikel, der er beskrevet 

af de to clairvoyante, idet han 

som forudsætning har formuleret to antagelser: 

a) At de beskrevne UPA’er er 

subkvarker, hvor en positiv subkvark har 

en ladning på +5/9 og en negativ subkvark 

en ladning på -4/9. b) At en opkvark 

er sammensat af to positive subkvarker 

og én negativ subkvark, mens en 

8 

nedkvark er sammensat af to negative 

subkvarker og én positiv subkvark. 

Phillips præsenterer særdeles overbevisende 

argumenter til fordel for konklusionen, 

at det de to clairvoyante iagttog 

rent faktisk var de subatomare partikler, 

som de påstod. Han påpeger den »i sandhed 

bemærkelsesværdige grad af konsistens 

mellem de psykiske observationer 

og de foreliggende kendsgerninger om 

atomkernernes kvark-sammensætning«. 

Alligevel stiller han sig tvivlende 

over for de clairvoyantes påstand om, at 

de af dem beskrevne »mikrofysiske atomer« 

(Micro Physical Atoms eller MPA) er 

individuelle atomer i grundstofferne, 

som de findes i naturen. Phillips er 

nødsaget til at konkludere, at MPA’erne 

er kunstigt skabte »kvasi-nukleare systemer 

af kvarker og subkvarker i bundne 

tilstande« dannet af resterne af to atomer 

af grundstoffet, som går i stykker som en 

følge af den psyko-kinetiske indblanding 

fra de clairvoyantes »viljestyrke«. 

På denne måde er han i stand til dels at 

forklare de 18 UPA’er i brintens MPA, 

dels den tilnærmelsesvise proportionalitetsfaktor 

på 18 mellem antallet af UPA’er 

observeret i en MPA og det undersøgte 

grundstofs atomnummer. 

Phillips fortsætter derefter med at fortolke 

den detaljerede beskrivelse af et 

individuelt UPA, som den er givet af teosofferne, 

i lyset af den for tiden accepterede 

teori om superstrenge. 

Det er værd at notere sig, at bogens 

forord er skrevet af den fremtrædende 

indiske atomfysiker og tidligere formand 

for Den indiske Atomenergikommission, 

dr. Raja Ramanna, som skriver: »Såfremt 

viden, der er opnået gennem intuition, 

har stået sin prøve efter 100 år, så forekommer 

det indlysende, at den metode,

disse mennesker har anvendt, bør 

underkastes en kritisk undersøgelse set i 

lyset af dels ’en skolet bevidsthed’, dels 

’hjernens neurofysiologiske struktur’.« 

Da bogen Occult Chemistry første gang 

blev udgivet i 1908, blev den afvist som 

»ren nonsens«, fordi dens opdagelser var 

helt uforenelige med det billede, man 

havde af atomet og kernen på det 

tidspunkt. Dr. Stephen Phillips’ samvittighedsfulde 

indsats har genoplivet 

interessen for det fascinerende, hundredårige 

arbejde. Hans analyse og konklusioner 

understøtter med al ønskelig 

tydelighed gyldigheden af de clairvoyante 

observationer meget langt hen 

ad vejen. Læseren af denne bog kan ikke 

undgå at komme til at fundere over, at 

MPA klassificeret i 7 

forskellige typer. 

spiger håndvægt 


menneskets sind i sandhed har bevist sin 

overlegenhed over stoffet, og det på en 

særdeles overbevisende måde. Phillips 

beskæftiger sig indgående med den betydning, 

som opdagelserne i Occult Chemistry 

vil få for menneskets syn på natur 

og virkelighed. 

Denne anmeldelse er oversat fra Infinite Energy 

36, marts/april 2001. Samme nummer bringer 

udførlige omtaler af den clairvoyante forskning. 

Endvidere bringes en artikel af Stephen Phillips 

på engelsk fra det indiske tidsskrift Physics 

News. 

I diføt nyt 8, marts 1987 bragtes en 8 sider lang 

artikel om fænomenet baseret på en tidligere udgave 

af Phillips’ bog, Extra-Sensory Perception 

of Quarks, fra 1980. 

tetraeder terning oktaeder 

stænger stjerne 

9

Korncirkel: 

Imponerende korncirkel 

ryster skeptikerne 

Af Andy Thomas 

Den 13. august blev der opdaget en ny 

formation, der har rystet mange mennesker 

i deres grundvold. Med fraktallignende 

elementer, som dem der blev lanceret 

ved Stonehenge og derefter Windmill 

Hill i 1996, er denne seksarmede 

spiralform et af de mest veludviklede 

tegn, der nogensinde er dukket op. 

Figuren består af ca. 400 cirkler, der 

dækker et anseligt område på mellem 

10 

Milk Hill, Wiltshire, aug. 2001. 

Foto: Steve Alexander 

245 og 460 m alt afhængig af kilden til oplysningerne 

(senere oplyst til ca. 333 m – 

red.anm.). Den er under alle omstændigheder 

meget, meget stor, og fly og helikoptere 

har måttet flyve højere end sædvanligt 

for at få hele figuren med. Set fra 

jorden er det i realiteten umuligt at overskue 

den. Herfra ligner den en labyrint af 

cirkler i alle størrelser adskilt fra hinanden 

af en tynd væg af strå. Men fra luften 

afsløres dens virkelige skønhed og ufattelige 

præcision.

Efter en mat sommer med mønstre, 

der efter nogles mening har været uden 

særlig interesse, og med en korncirkelscene, 

der har været præget af forvirring 

og bevidst udspredelse af rygter om 

svindel, forekommer dette mønster at 

komme som en gave i sidste øjeblik. Det 

vil sætte selv de mest indædte skeptikere 

på prøve og måske give tvivlerne nyt 

mod, de tvivlere der har været udsat for 

den seneste tids nedgørelsespropaganda 

og de mange eksperimenter med menneskeskabte 

korncirkler. 

Selv »korn-knuseren« John Lundberg 

fra Circlemakers giver i sin seneste email 

udtryk for, at han er imponeret. Han skriver: 

»Hvis denne figur var menneskeskabt, 

skulle figuren fremstilles i løbet af 

4 timer, som er den tid det tager at komme 

ind i marken og ud igen under dække 

af nattemørket. Når figuren så består af 

over 400 cirkler, hvoraf nogle måler omkring 

21 m i diameter, betyder det, at der 

skal produceres en cirkel hvert halve minut 

– og så er der ikke afsat tid til udmålingen 

og afsætningen – kun »nedtrampningen« 

af kornet. Uden at overdrive 


kan man roligt sige, at denne figur bryder 

grænser… det er til at blive ør i 

hovedet af!« 

Det bedste bud fra de mest støjende 

skeptikere har været, at der »går rygter« 

om den nye korncirkel, hvilket er det 

samme som at sige, at de ikke har nogen 

anelse om, hvad eller hvem der har lavet 

den. Der er dog ingen tvivl om, at de 

snarest muligt vil stampe et eller andet 

nonsens op af jorden, blot for at føle sig 

bedre tilpas. 

Fraktalmønstret ligger på toppen af 

Milk Hill, Nr Alton Barnes, Wiltshire, på 

selve højdedragene, så der er faktisk ingen 

steder, det kan ses på afstand. Enten 

må man op at flyve eller også lade sig 

hypnotisere ved at gå rundt i selve mønstret. 

Rapporten er skrevet den 17. august og kan læses 

på engelsk ved at gå ind på hjemmesiden 

med adressen www.swirlednews.com. Nærbillederne 

af figuren herunder er optaget af Stuart 

Dike. Billederne kan ses i farver på The Crop Circle 

Connector www.cropcircleconnector.com 

11


Chilbolton Radio Telescope, nr Wherwell, Hampshire, aug. 2001. Fotos: Steve Alexander 

Der er blevet rapporteret om to formationer, 

der skulle være dannet søndag den 

19. august 2001 i en hvedemark nær ved 

radioteleskopet i Chilbolton, Hampshire. 

Den ene er en særdeles mærkelig, 

rektangulær dannelse med nogle figurer, 

der tydeligvis minder om en slags digital 

kode, hvor koden vises som et mønster af 

stående korn. 

Den anden formation er også temmelig 

enestående; i første omgang forekommer 

det at være en tilfældig samling stående, 

cirkulære klynger af varierende 

størrelse, der også rummes inden for en 

rektangulær form. Men kommer man på 

afstand af mønstret og kan overskue det, 

ser man pludseligt – næsten spøgelsesagtigt 

– et ansigt, der kikker på én fra 

12 

kornmarken! Vi har 

aldrig set noget lignende. 

Det særligt interessante 

er, at dette 

»rasteransigt« og kodestriben 

ved siden 

af radioteleskopet 

minder utroligt meget 

om den form for 

kodet information, vi 

sendte ud i rummet 

med Voyager-rumskibet. 

Kunne det være 

et svar eller et slags 

intergalaktisk ekko? 

Karen Douglas

Filosofi: 

Fra metafysik til fysik II 

- og hermed trækkes tæppet væk under den etablerede videnskab! 

Af Ernst Rasmussen 

Denne anden og afsluttende del af artiklen 

er fortsat fra diføt nyt 64, side 8-11. 

Men for nu at trænge dybere ind i de ting 

som Kant faktisk opdagede, så er der dog 

en person der her fortjener at blive 

nævnt – og denne person er Rudolf Steiner. 

Selvom Steiner i sin doktorafhandling 

i filosofi (bearbejdet i bogform med titlen: 

»Sandhed og videnskab«) behandler 

hvad man kunne kalde »et opgør med 

den traditionelle Kants teorier« som et 

klart hovedtema, så er det dog tankevækkende 

at konstatere hvor mange 

sammenfald der nu her kan findes mellem 

Steiners eget syn på verdenserkendelsen 

set i forhold til Kants nye (reviderede) 

syn på samme sag. Inden jeg, på 

baggrund af EF’s beskrivelser, vil skitsere 

et par eksempler på dette, bør man dog 

først nævne et grundlæggende forhold 

som er karakteristisk for de to store filosoffers 

syn på erkendelsen rent generelt. 

Steiner opponerer flere steder imod 

den såkaldte »a priori« ide der er så 

karakteristisk for Kants – gennem mange 

år fastholdte – påstand om at noget måtte 

forudsættes »for inden« dvs. før den 

egentlige erkendelsesakt kunne begynde. 

Og i så fald måtte denne erkendelse 

altid være »begrænset af disse forudsætninger« 

(som f.eks. kunne være tiden og 

rummet). Sammenknyttet med dette var 

også ideen om at selve tingenes væsen 

(»tingene i sig selv«) lå gemt »inde i« eller 

»bag ved« tingene, men på en måde så de 

aldrig kunne »trænge igennem« til et felt 

eller et stadie hvor de kunne erkendes. 

Overfor dette kunne Steiner hævde: 

Hvad nytter det at postulere et eller andet 

mystisk væsen inde i tingen hvis dette 

væsen aldrig kan give sig udslag i det 

ydre hvor tingene kan iagttages og forstås? 

For at illustrere hvorledes man i stedet 

burde betragte denne sag anvender Steiner 

flere steder et meget simpelt, men instruktivt 

billede. Man kunne forestille sig 

en klump smeltet lak, hvori man, med 

sin signetring, sætter et særligt aftryk. 

Den materialistisk indstillede person ville 

nu i lakken søge blot det mindste fnug 

af metal fra mødet med ringen som bevis 

på, at der virkelig, fra et helt andet område, 

var overført noget som kunne have 

ændret lakken. Da han imidlertid slet intet 

kunne finde ville han begynde at udspekulere 

forskellige teorier om hvad 

der kunne være sket. Men her overser 

man netop det væsentlige siger Steiner. 

Signetringen har jo sat et aftryk i lakken 

hvor der står Møller! På samme måde bør 

man også betragte den fysiske verden – 

som »et aftryk«, hvor man, med den rette 

indstilling, har mulighed for at »aflæse« 

principper og lovmæssigheder fra en 

ganske anden (Steiner ville sige »åndelig«) 

verden, skønt man ikke finder noget 

»åndeligt stof« gemt i de fysiske former. 

Det ser ud til at Kant (i sit sidste værk) 

nærmer sig en noget lignende opfattelse. 

13


Teorien om »tingen i sig selv« bliver nu 

endelig forkastet til fordel for det man nu 

i stedet skal søge – nemlig: »Ideen om tingen«! 

Kant definerer nu materien på to 

måder: 1) som »udvidelse i rummet« og 

2) som »bevægelse i tiden« og stiller 

spørgsmålet: Hvorledes frembringer 

materien et legeme? Han svarer selv: Et 

legeme fremstår som et sammenspil mellem 

tiltrækning og frastødning. Men det 

er en »sammenhængskraft« (kohæsion) 

der afbalancerer disse kræfter i forhold 

til hinanden. Denne kohæsion er nu atter 

bestemt af to ting – dels en kraft der 

virker i »kontakten« (altså ikke, i lighed 

med gravitationen, som en gennemtrængende 

kraft) – og dels som en 

sammenpresning af de til enhver tid virkende 

æter-svingninger. 

Resultatet af disse overvejelser blev 

nu at enhver opfattelse af et ydre objekt 

var bestemt af »materiens bevægende 

kræfter«. Det var denne nye opfattelse 

(æter-virkningen) som gjorde det muligt 

at opfatte selve rummet som noget der 

kunne »sanses«. Dette skabte forståelse 

for en virkelig helhed mellem alle bevægende 

kræfter i naturen. Vi kunne sige 

fysiske såvel som psykiske bevægelseskræfter 

under én hat! 

Hvorledes ser Steiner nu på disse 

ting? Også her finder vi – endog på et 

meget tidligt tidspunkt i hans liv – en 

særlig opmærksomhed overfor matematikken 

(især geometriens) muligheder 

for at vise os en del af virkeligheden, 

hvor vi kan gøre erfaringer (og komme til 

erkendelser) i en ren tankeverden. Faktisk 

blev det, på et senere tidspunkt i Steiners 

liv, en ambition for ham at udvikle 

en erkendelsesvej, der – med matematikkens 

deduktive metode som forbillede – 

kunne føre til lige så logiske og eksakte 

14 

resultater også i forskningsområder 

udenfor det rent abstrakte aritmetiske og 

geometriske område. Man kunne vel – 

selv om Steiner ikke selv bruger det udtryk 

tale om at der her arbejdes metafysisk, 

i og med forskellen på ren matematik 

og metafysik netop er den, at medens 

førstnævnte er en ren formel tankeoperation 

så postulerer sidstnævnte – 

udover en lige så streng formalisme – 

også at kunne udsige noget om selve virkeligheden 

(det ontologiske). 

Steiner hævdede at der var to veje til 

verdenserkendelse: iagttagelse og tænkning, 

og at videnskaben – indtil videre – i 

høj grad har undervurderet den sidste af 

disse. (NB: det er her vigtigt at man skelner 

nøje mellem »spekulation« – som 

hele tiden bragte videnskaben på vildveje 

– og så egentlig »tænkning« som Steiner 

gør rede for det). 

På få sider kan man naturligvis ikke 

trænge i dybden med så store og vanskelige 

spørgsmål, men en vigtig ting kan 

der dog peges på: Skønt matematikken 

udvikler sine begreber deduktivt så gør 

den dog sine store nye opdagelser i pludselige 

intuitive glimt – som noget der 

»anskues umiddelbart« i en indre verden. 

Dette var Kant fuldstændig klar 

over og Steiner påpeger det i undertitlen 

til sit hovedværk (»Frihedens filosofi«) 

der kan betragtes som en art fortsættelse 

af den nævnte doktorafhandling »Sandhed 

og videnskab«. Her står det præcist 

formuleret på denne måde: »Sjælelige 

iagttagelser efter naturvidenskabelig 

metode«. Der anvises her øvelser til det 

som kaldes »forvandlingen af tænkningen«. 

Steiner hævder at den egentlige 

virkelighedsforståelse ikke kan opnås 

gennem naturvidenskaben som vi kender 

den i dag, men kun hvis vi formår »at

nærme den materielle yderverden mere 

til menneskets indre liv«. 

Vi har gennem århundreder oplevet 

en stadig stærkere adskillelse mellem det 

såkaldte »objektive« overfor det såkaldte 

»subjektive« – en nødvendig forudsætning 

for den almene videnskabsudvikling. 

Steiner betragtede i den forbindelse 

Kants (klassiske) værker som den nyere 

tids mest effektive konstruktion for at 

opretholde denne adskillelse. Men nu 

bevæger udviklingen sig ind i en ny fase 

(Og det ny-opdagede Kant-manuskript 

er vel i sig selv et af de mest tankevækkende 

argumenter for dette forhold). 

Kant talte i sine tidligere værker om at 

mennesket kun lever i sine forestillinger 

– et omkvæd som mange andre filosoffer 

nu også sang med på. Steiner var nu i øvrigt 

ikke uenig i dette, men gik dog et 

skridt videre da han et sted, meget lakonisk, 

tilføjede: »Men hvad er baggrunden 

for forestillingsdannelsen – Det er 

kardinalspørgsmålet!« Hvad der her 

lægges op til er dette, at disse »forestillinger« 

ikke er af ren subjektiv art. Noget sådan 

kan man i hvert fald ikke blot – rent 

»a priori« – postulere. Dette kan kun afgøres 

ud fra en ren erkendelsesmæssig 

bestemmelse tilføjede Steiner. »Den der 

tror at intet af den virkelige ’ting i sig selv’ 

kan leve op i bevidstheden fordi denne ting, 

rent materielt, ikke kan vandre over i sjælen, 

han er materialist, også selv om han tror han 

er idealist – hans materialisme er blot så meget 

desto dybere fordi den er vandret over i 

selve erkendelsen« (S ogV). 

Skal der kastes lys over hele erkendelsen, 

så må det ske fra et udgangspunkt 

der er helt og aldeles uberørt af denne 

virksomhed. Man kunne her forestille 

sig den »rene iagttagelse« som måske 

kun det nyfødte barn oplever den. Dette 


er naturligvis kun en forestilling vi kan 

gøre os. Dog tjener dette det formål at vi 

kan forstå den logiske sammenhæng 

som der her skal gøres rede for. 

På denne baggrund (af ren iagttagelse) 

konfronteres vi med det man kunne 

kalde: »Det umiddelbart givne verdensbillede« 

(blottet for enhver form for erkendelse). 

På denne baggrund må vi 

også sige at »bevidstheden« såvel som 

»jeg-forestillingen« hører med til det 

umiddelbart givne. Det forhold der evt. 

måtte eksistere mellem disse to kan kun 

afgøres af erkendelsen. Vi bestemmer 

altså ikke erkendelsen ud fra bevidstheden, 

men tværtimod bevidstheden ud 

fra erkendelsen! Skal vi nu finde den virkelige 

forbindelse mellem tingene i verden, 

og det vi udvikler gennem vores 

tænkning, så må vi gribe fat dér hvor vi 

kan finde »noget der er homogent med 

erkendelsen«. »Vi må finde det område 

hvor vores erkendende virksomhed ikke 

blot forudsætter noget givet, men selv står 

virksom (skabende) midt i dette umiddelbart 

givne. Kun ved netop at holde 

strengt fast på det givne (som vi ikke forstår) 

kan vi komme frem til det som ikke 

er givet. Forudsætningen for virkelig forståelse 

er altså, at der eksisterer noget som 

vi selv skaber (og dermed forstår helt intimt) 

– og dette noget er begreberne,ogher 

altid startende med jeg-begrebet. 

Steiner er nu ikke alene om at hævde 

at tanken i sig selv allerede eksisterer i 

verden objektivt og uafhængigt af os. 

Den meget anerkendte amerikanske videnskabsmand 

William James kunne 

f.eks. udtrykke sig således: »I dag tænker 

det meget i mig« – akkurat som ville vi 

sige: »I dag regner det meget«. Denne 

usædvanlige (men altså ikke ganske 

ukendte) ide om et sådan eksisterende 

15


»tankestof« svarer sandsynligvis til 

Kants æter-ide. 

Hvad det nu (ifølge Steiner) drejer sig 

om er at »gennemtrænge virkeligheden 

med begreber således at denne virkelighed 

kan gøres til genstand for tænkende 

betragtning«. Kun når tænkningen – ud 

fra sig selv – (dvs. gennem begrebsdannelsen) 

skaber orden i verdensbilledet 

kan den virkelige erkendelsesproces gå i 

gang. 

I og med at tænkningen får en forbindelse 

i stand mellem to adskilte dele af 

verdensindholdet så har den dog ikke 

derfor (ud fra sig selv) bestemt noget om 

disse dele. Den afventer blot hvad der skal 

gi sig af sig selv ud fra den form eller »konfiguration« 

som den har skabt. Tænkningen 

er en formdannende kraft ganske på 

linje med de formdannende kræfter vi 

finder andre steder i den fysiske natur 

(jvf. morfogeneseprincippet som det 

f.eks. beskrives af Rupert Sheldrake). Og 

da tænkningen altså kun udøver en sådan 

formel virksomhed så udsiger den intet 

a priori om det givne (som Kant oprindeligt 

mente), men frembringer blot 

(a posteriori) de former som ligger til 

grund for at fænomenernes lovmæssigheder 

og sammenhænge kan afsløre sig. 

Erkender vi en bestemt sammenhæng 

– kausalitet – mellem forskellige 

dele så skyldes dette altså ikke som den 

engelske filosof David Hume påstod blot 

»en vane« – fordi vi er vant til at se bestemte 

ting følge hinanden (et synspunkt 

som Kant kæmpede med i årevis 

for at frigøre sig fra), men derimod pga. 

det som gir sig selv ud fra delene. Denne 

mystiske kausalitet er altså ikke noget 

der »lægges til« tingene, men noget som 

væsensmæssigt tilhører delene selv. Vi opdager 

dem blot i vores erkendelse når vi 

16 

forholder os på den rette åbne og fordomsfri 

måde i vores begrebsdannelse. 

Det ser nu ud til at Kant har været på 

sporet af lignende tanker. Förster 

nævner her: The discovery of the reflective 

judgment as an autonomous faculty. Ide 

kendte værker var det blevet fremstillet 

som en opgave for tænkningen at fremprojicere 

et særligt punkt i forstillingen 

hvorimod den kunne rette sine anstrengelser 

for at komme til en forståelse. I 

Op.post indses det nu at man også her 

kan finde et udspring for selve materiens 

bevægende kræfter. (Vi ved da også allerede 

at tanker kan bevæge ting). Dette 

førte til at materien ikke længere blev betragtet 

som en blind mekanisme, men 

som noget der besad systematik og var 

formålsbestemt. Det var denne erkendelse 

der overbeviste Kant om at en 

»overførsel« (fra det metafysiske grundlag 

for naturvidenskaben til fysikken) 

var mulig. 

Sammenligner vi nu den opfattelse 

der gør sig gældende i Kants tidligere 

værker hvor erkendelsen starter med 

sanserne, går videre til forståelsen og ender 

med tænkningen, så er synspunktet 

nu det at tingene må foregå i den 

modsatte rækkefølge (altså startende 

uden noget a priori med erkendelsen 

idet tankerne eksisterer uafhængigt – eller 

»udenfor« tid og rum). Tidligere blev 

iagttagelse/opfattelse betragtet som en 

kombination af tilsynekomst og bevidsthed 

– nu blev denne definition udvidet. 

Skulle en tilsynekomst gælde for noget 

der kunne opfattes, måtte man være i 

stand til at forestille sig, at der var noget 

der dukkede op i bevidstheden pga. den 

indflydelse (!) objektet udøvede på sanserne. 

(NB: Vi står her overfor en ganske 

lignende opfattelse som hos Steiner,

hvor begreberne heller ikke blev betragtet 

som blot og bart abstrakte og »tomme« 

billeder af omgivelserne, men noget 

– vel egentlig udefinerbart som det siges 

– der netop tillader en sådan indflydelse 

fra omgivelserne.) 

Endnu tættere på Steiners grundtanker 

kommer vi i et senere afsnit (i EF’s 

bog), hvor der tales om at erkendelsen 

starter med selverkendelsen (!). Det første 

skridt i retning af denne »bevidsthed 

om jeget« er et skridt der forvandler det 

hidtil »skjulte« og isolerede subjekt til et 

objekt (men et ganske særligt objekt!) 

blandt den ydre virkeligheds andre 

objekter. Fra dette stadium opnås et helt 

gennemskueligt og sikkert punkt hvorfra 

man kan gå i gang med erkendelsen 

af alle andre ting i verden. 

Det er her begreberne om æteren spiller 

en særlig rolle. Beviset for denne 

æter-ide fremtræder netop også for Kant 

som en forbindelse (sammensmeltning) 

af en subjektiv og en objektiv del. Ved det 

subjektive forstås her »den samlede erfaring 

af de bevægende kræfter« der påvirker 

subjektet. Ved den objektive del 

forstås »naturens egen ordnede enhed 

og bevægende kræfter«. Ud fra forbindelsen 

af disse to – hvor vi finder »bevægelse« 

som det gennemgående element – 

tilstræbes det at demonstrere hvorledes 

det der er subjekivt holdbart også må 

være det der er objektivt virkeligt. 

For Kant var æter-ideen ikke længere 

en hypotese der var nødvendig for at forklare 

fysiske fænomener, men simpelthen 

noget der kunne deduceres direkte 

fra visse erfaringer. Denne nye æter-ide 

fremtræder altså ikke blot som noget der 

er nødvendigt for forståelsen af stoffet, 

men også som nøglen til »selvbestemmelsens 

ide« og dette bliver (af EF) be- 


tragtet som: »Kulminationen af Kants sidste 

værk og med dette formodentlig også kulminationen 

af hans samlede værk. Her forvandles 

subjektet (jeget) til et objekt der kan erfares 

som ’noget der besidder sig selv’ og her findes 

grundlaget for den store ændring i Kants filosofi.« 

Og her er det passende at erindre om 

– som Steiner ville sige det – at »videnskabens 

sande værdi er den filosofiske 

påvisning af dens resultaters rent menneskelige 

betydning.« Men netop dette 

har vi i dag skubbet til side støttet af 

Kants gamle dogme om erkendelsens begrænsning. 

Videnskaben holder sig nu 

til de såkaldte »kendsgerninger« og legitimerer 

sin erkendelse pragmatisk, dvs. 

gennem sine nyttevirkninger, sin effektivitet 

i planlægning, beregning og kontrol, 

der bliver til kalkulation. Dette sker 

netop under henvisning til »fornuftens 

begrænsning« dvs. til dette at der ikke 

eksisterer en »ren rational erkendelse« 

(som metafysikken prætenderer at 

være). Men hvis filosofi ikke bare skal 

være vore meninger OM verden så må 

det forudsættes at der er en mening I verden 

og Kants råd til den der ønsker at 

vinde indsigt i dette lyder: »Fat mod til at 

betjene dig af din egen forstand.« 

Intet er for vidunderligt til at 

være sandt, hvis det blot er foreneligt 

med naturlovene. 

I den sammenhæng er eksperimentet 

den bedste prøve på foreneligheden. 

Michael Faraday 

17


18

Magnetkraft: 

Brev til Bearden 

I de seneste numre af bladet har der været 

sat fokus på Tom Bearden og udviklingen af 

den såkaldte MEG, ’Motionless Electromagnetic 

Generator’, ’generatoren uden bevægelige 

dele’. Der skulle angiveligt være fremstillet 

flere prototyper, der giver overskud af 

energi. Generatoren skulle være under patentering 

og være klar til produktion om et 

år. 

Tom Bearden er en særdeles aktiv herre, 

der gerne kommunikerer med omverdenen. 

Via Internet har vi fået en sjælden mulighed 

for at følge projektets fremdrift næsten fra 

måned til måned. 

Sendt: Fredag 31. august 2001 

Emne: Er du den store T. Bearden??? svar 

venligst 

Du modtager sikkert mange emails. 

Så jeg skal gøre det kort. 

Jeg studerer til elektroingeniør på 

Georgia Institute of Technology. 

Jeg har hørt så mange rygter om 

Howard Johnsons motor, Kawai-processen 

osv. 

1. Er du, personligt, i besiddelse af et 

fungerende overskudsapparat? 

2. Er du villig til at medbringe et sådant 

apparat – eller andet bevis – til et universitet 

og diskutere det med en forsamling 

af gamle professorer (dvs. 

det etablerede videnskabelige samfund)? 

Jeg vil kunne rejse pengene til et så- 

dant arrangement, hvis vi fik garanti for, 

at du er i besiddelse af et fungerende apparat. 

De har ikke en chance for at afvise 

en person med Deres troværdighed (administrerende 

direktør med PhD, tidligere 

officer i hæren m.m.). 

Jeg ser det som den hurtigste og nemmeste 

måde til at ryste videnskabens 

fundament og afsløre store sandheder, 

som alt for længe har været overset. 

Julian 

Sendt: Fredag 31. august 2001 

Emne: RE: Er du den store T. Bearden??? 

svar venligst 

Hej Julian. Ja, jeg er Tom Bearden, 

hvad det så vil sige (hvilket sikkert afhænger 

af hvem der siger det!). Jeg har 

også afgangseksamen fra Georgia Tech, 

1971, MS kernekraft. Jeg har arbejdet 

med fire ægte overskudsprojekter, hvor 

alle gav et overskud af energi med basis i 

et elektromagnetisk system. De demonstrerede 

alle visse nye fænomener, og 

alle havde de eller har mindst ét område 

og én funktion, der bryder med den klassiske 

ligevægtstermodynamik og den 

klassiske viden om elektricitet. Men ingen 

af dem overtræder fysikkens love, 

energiens bevarelse eller åbne systemers 

termodynamik, dvs. systemer langt fra 

en ligevægtstilstand i deres energiudveksling 

med et aktivt miljø. De afslørede 

dog alle visse fænomener, der afgjort 

ikke findes i den almindelige elektriske 

19


»værktøjskasse«, og endda visse fænomener, 

der er særdeles sjældne i selve fysikken, 

skønt de forekommer og er kendte 

inden for begrænsede områder. Nogle 

af disse »ekstremt oversete« fænomener 

er stadig juridisk beskyttede, idet en kollega 

og jeg har indsendt en patentansøgning 

om anvendelsen af disse fænomener. 

Imidlertid vil min kommende bog i 

2002, der udgives af World Scientific,omhandle 

også disse fantastiske fænomener. 

Det er lige så let at producere negativ 

energi som positiv energi, hvis systemet 

rent faktisk giver overskudsenergi. Derfor 

vil et system, der er en blanding af de 

to, også give særlige problemer. Et enkelt 

eksempel: et kalorimeter kan ikke anvendes 

med nogen sikkerhed til at måle 

på et sådant blandingssystem, fordi det 

vil måle effekten af forskellen mellem 

den positive energi, der opvarmer væsken, 

og den negative energi, der afkøler 

den på samme tid. Min og min kollegas 

patentansøgning løser opgaven med at 

håndtere denne blandingssituation, ja 

den transformerer den negative energi 

til positiv energi, som dermed kan bruges 

til at give systemet et overskud af 

energi. Her gælder det samme, at fænomenet 

eksisterer i fysikken omend temmelig 

skjult, samt at det er bevist, men 

kun lidt kendt. Men til næste år vil vi frigive 

de centrale spørgsmål, efter at vi har 

fået tid til at indlevere vores udenlandske 

patentansøgninger. 

Vi er tilsammen fem personer i dette 

MEG-projekt, hvor MEG står for Motionless 

Electromagnetic Generator; men jeg er 

ikke hovedopfinderen. Vi er i øjeblikket i 

besiddelse af et fungerende laboratorieeksperiment 

– et der giver overskud af 

energi. Det gælder også for adskillige an- 

20 

dre personer, som jeg samarbejder med 

privat. 

Som patentlovgivningen ser ud i dag, 

er der intet opfinderhold, der kunne finde 

på at gøre det du foreslår, medmindre 

de er komplet idioter. Fx har vi fremsendt 

to patentansøgninger og vil fremsende 

yderligere et par stykker, og ifølge reglerne 

gives der ingen mulighed for en »offentlig 

demonstration« før 1) man har 

fået tildelt et patent i USA og 2) også har 

indsendt og fået tildelt sine udenlandske 

patenter. Medmindre man altså ønsker 

at annullere sine intellektuelle ejendomsrettigheder 

og forære dem væk til 

alle og enhver. Georgia Tech ville selv på 

tilsvarende måde vogte strengt på sin 

egen opfindelse, indtil man havde fået 

overstået papirarbejdet. Det gør tekniske 

universiteter alle vegne. Der verserer i 

øjeblikket en appelsag ved højesteret, 

som hvis dommen stadfæstes vil betyde, 

at enhver opfindelse i fremtiden med lethed 

kan omgås ved at tilføje en ekstra 

spole eller noget tilsvarende simpelt. For 

tiden er alle mindre opfindere, som er 

ved deres fulde fem, yderst forsigtige. 

Den mindste fejl og flere års arbejde og 

ihærdig indsats kan være spildt på et 

øjeblik. 

Hverken jeg eller andre opfindere har 

behov for at bevise eksistensen af elektriske 

systemer med en COP > 1,0 ! (COP 

= Coefficient Of Performance = ydelseskoefficient). 

Fysikken har bevist det for 

længe siden, men det har ikke været tilladeligt 

at bringe det ind i den elektrotekniske 

videnskab. Fx producerer Bohren-eksperimentet 

COP = 18, og det 

ikke-lineære optiske laboratorium ved 

Georgia Tech er i stand til at udføre eksperimentet 

når som helst. Naturligvis er 

det ikke et »kraftværk«, men som en

»energi-transduktionsproces« afgiver 

systemet 18 gange så meget energi, som 

man putter ind i systemet i henhold til 

normale beregningsmetoder. Vi har for 

længe siden i adskillige artikler forklaret 

effekten. Den fremherskende forklaring, 

der gives af partikelfysikere, er den, at 

overskudsenergien bliver absorberet fra 

vakuumet. Jeg forklarer det simpelthen 

inden for rammerne af energiflowets to 

komponenter: den almindelige afledede 

Poynting-komponent og den for længe 

siden afviste ikke-afledede komponent. 

Jeg har også udnævnt sidstnævnte komponent 

til at være den energi, der producerer 

den overskudsenergi, der holder 

sammen på spiral-galaksernes arme. En 

anden komponent af energi-flowet (den 

negative energi-komponent) har jeg udnævnt 

til at være kilden til den antigravitation, 

der accelererer udvidelsen af universet, 

hvilket nu er bevist eksperimentelt. 

… 

Den lille opfinder eller opfindergruppe 

er under hårdt pres for hele tiden at 

opnå den tilstrækkelige opbakning og 

økonomiske støtte til et projekt uden at 

komme til at forære det hele væk. Du må 

forstå, at sådan er landets love, og det afspejler 

ikke nødvendigvis mine personlige 

holdninger. Hver gang vi demonstrerer 

(under strenge betingelser om 

fuld diskretion – som universiteterne for 

øvrigt ikke vil skrive under på) vores 

MEG for betydningsfulde investorgrupper, 

anmoder investorerne videnskabelige 

forskergrupper om at undersøge os 

omhyggeligt, videnskabeligt så vel som 

teknisk. Allerede her bliver vi afvist – eller 

finansfolkene møder ikke op til vores 

demonstration. Så enkelt er det. Den 

proces vi udnytter – Aharonov-Bohm-effekten 

– eksisterer ikke i den klassiske 


elektrodynamik, der bruges af elektronikingeniører. 

Den har dog været kendt 

inden for fysikken siden 1959, og der eksisterer 

nu over 2.000 artikler om den, 

hundreder af ekperimentelle beviser osv. 

… 

Vi har altså med fuldt overlæg brudt 

med den klassiske ligevægts-termodynamik, 

da den kun gælder for systemer i 

ligevægt eller så tæt på, at den forsvindende 

uligevægt kan ignoreres. I stedet 

gælder de åbne, dissipative [spredendede] 

systemers termodynamik. Prigogine 

fik Nobelprisen i 1977 for sit bidrag til 

netop denne form for termodynamik. I 

sådanne åbne, dissipative systemer med 

en uligevægt i forhold til et aktivt miljø, 

dvs. det aktive lokale vakuum og rumtidens 

aktive lokale krumning, er det tilladeligt 

for systemet at udføre fem »magiske« 

funktioner, som dine egne professorer 

har lært dig var »imod termodynamikkens 

love«. De glemmer at sige, at 

disse virkninger kun er forbudt inden for 

én gren af termodynamikken, netop dér 

hvor systemer i ligevægt samvirker med 

omgivelserne. 

Systemets fem magiske funktioner er: 

1. selv-organiserende (hvilket betyder 

en indbygget evne til selvregulering 

og selvopbygning i form af potentiel 

energi), 

2. selv-oscillerende eller selv-roterende, 

3. afgivelse af mere energi end operatøren 

selv lægger ind i systemet 

(overskudsenergien modtages frit 

fra det aktive miljø), 

4. selv-kørende med og uden belastning 

(al energien modtages frit fra 

det aktive miljø) og 

5. udvisning af negativ entropi. 

21


Alle ladninger og dipoler udfører allerede 

de fem funktioner. Da den aktive 

energi i ethvert elektrisk kraftsystem 

hidrører fra dens kildeladning (hvilket 

indbefatter dipolernes kildeladninger), 

og da denne energi flyder frit fra den aktive, 

brudte symmetri mellem på den ene 

side ladningen og dipolen og på den anden 

det aktive miljø, følger heraf, at makrosystemer, 

der består af sådanne ladninger 

og dipoler, i realiteten modtager 

al deres tredimensionale, elektromagnetiske 

energi fra deres omgivelser! Ikke fra 

generatorens aksel eller den kemiske 

energi i batteriet! Heraf følger også, at det 

i hvert fald i teorien er muligt at have et 

makrosystem, der med den rette udformning 

vil udføre samtlige de fem 

funktioner, som hver eneste ladning og 

dipol inden i dem allerede udfører – hele 

tiden. 

Det er ikke det du har lært i timerne. 

Men det er ikke desto mindre sandt, og 

det er streng videnskab, der allerede er 

publiceret i naturvidenskabelige tidsskrifter. 

Den findes endnu ikke i den 

elektrotekniske litteratur! Men det gør 

beskrivelserne af og teorien bag Aharonov-Bohm-effekten 

heller ikke. Der er 

mængder af elektromagnetiske fænomener 

i fysikken, der ikke figurerer inden 

for elektroteknikken, som kun er en lille 

underafdeling af fysikken – tilmed en 

gammel og forældet underafdeling. 

Inden for elektroteknikken har dine 

lærere i bedste fald måske allerede lært 

dig en grov tilnærmelse, der kan være til 

nytte i forbindelse med COP < 1,0-systemer. 

I værste fald har de undervist i en 

særdeles mangelfuld lære, der allerede 

delvist er modbevist i avanceret fysik. I 

1956 forudsagde Lee og Yang den brudte 

symmetri; i begyndelsen af 1957 beviste 

22 

Wu og hendes kolleger den eksperimentelt, 

herunder ulige ladningers brudte 

symmetri (som fx en dipol). Det betød en 

så gennemgribende forandring af fysikken, 

at Lee og Yang fik Nobelprisen samme 

år, 1957. 

Den brudte symmetri i en dipol betyder, 

at når først dipolen er dannet, så vil 

den – hvis man blot lader den »sidde på 

sin plads«, så den ikke går til grunde–ial 

evighed udgyde elektromagnetisk energi 

i alle retninger i det tredimensionale 

rum. Det er ikke noget problem i partikelfysikken; 

her anerkender fysikerne 

(det er bevist både eksperimentelt og teoretisk), 

at enhver ladning eller dipol 

uophørligt absorberer virtuel fotonenergi 

fra det sydende vakuum. Desuden ligger 

der i definitionen af »brudt symmetri«, 

at noget af denne absorberede 

energi ikke vender tilbage til vakuumet 

som virtuelle fotoner, men integreres i 

den observerbare fotonenergi og bliver 

genudsendt til det tredimensionale rum 

som virkelig, observerbar, elektromagnetisk 

energi. Enhver professor der ikke 

forstår det, forstår ikke ladningernes fysik. 

Punktum. Det er ikke mig, der skal 

»bevise« noget, der har været veldokumenteret 

længe, og som allerede har fået 

tilkendt Nobelprisen! Det er op til professorerne 

at læse litteraturen og lære noget 

eller også se bort fra det og vedblive med 

at være dogmatiske. … 

I videnskaben er der den regel, at man 

skal læse litteraturen. Det gælder også 

fysiklitteraturen, da elektromagnetismen 

og elektrodynamikken er underafdelinger 

af fysikken. 

At sådan noget rod er blevet forsvaret 

i så lang tid, er en sørgelig egenskab ved 

den amerikanske og vestlige naturvidenskab, 

især da andre lande i verden

har militariseret den højsymmetriske 

elektrodynamik, der allerede indgår i 

lærebøgerne (i fysikken, ikke elektroteknikken). 

Jeg har gennem lang tid fulgt 

denne udvikling og offentliggjort billeder 

af et nedslag fra et sådant våben i 

nærheden af en amerikansk rumfærgeopsendelse 

m.v. Det er virkelighed, våbnene 

er virkelige, og den fortsatte afvisning 

fra det amerikanske videnskabelige 

samfunds side af at beskæftige sig med 

højsymmetri-elektromagnetisme er en 

parodi på vores forsvarsevne. Et eksempel: 

pionererne inden for ultra-bredbåndsradaren, 

Barrett og Harmuth, blev 

alvorligt angrebet, bagtalt, forhånet og 

slået oven i hovedet for deres frækhed. 

Mens forhånelserne stod på, kunne man 

i almindelig handel købe en lille 

UWB-radar, der blev brugt til at detektere 

hulrum i fx jorden eller kraftige betonstøbninger. 

Selvfølgelig havde Barrett, 

Harmuth og de andre ret, mens de 

etablerede amerikanske elektro- og radarteknikere 

var helt forkert på den. Efter 

en voldsom kamp vandt Barrett, Harmuth 

og de andre til sidst slaget og fik 

oprejsning. Og så skete der noget sælsomt. 

Nogle af de mest fremtrædende videnskabsmænd, 

der var blandt de mest 

uforsonlige kritikere af UWB-projektet 

og dets virkemåde, er i dag kendt som 

»Mr. Ultrawideband Radar«. Som tiderne 

dog skifter! Der var aldrig nogen, der 

sagde undskyld til Harmuth og Barrett. 

I modsætning til hvad der er god latin 

på universiteterne, sker fremskridtene 

inden for videnskaben ikke gennem fordomsfri 

ræsonneren, men som et hundeslagsmål 

mellem rodfæstede interesser 

og revolutionerende nytænkning. 

Dertil skal siges, at megen radikal nytænkning 

er forkert; blot det at være ra- 


dikal og ny er ikke nogen garanti for 

sandhed eller »klar til eksperiment«. 

Hvorom alting er, så har vi inden for 

AIAS måttet forsvare os voldsomt mod 

beskyldninger om »perpetual motion« 

og »nonsens« i de førende tidsskrifters 

bedømmelsesproces. Men vi har holdt 

stand med succes og har allerede fået offentliggjort 

videnskabelige artikler i 

førende tidsskrifter, artikler der forklarer 

hvordan den elektromagnetiske generator 

uden bevægelige dele virker. … 

I mellemtiden har vores lille gruppe 

(omkring MEG) oprettet et joint-venture-samarbejde 

med et statsligt laboratorium 

i materialevidenskab ved et 

nationalt videnskabsakademi i et venligtsindet 

fremmed land med henblik på 

at udføre den resterende del af den påkrævede 

MEG-forskning og for at kunne 

levere de første 2 kW enheder til salg om 

1 år. Vores plan er helt enkelt at udvikle 

en kommerciel enhed og at producere 

den til verdensmarkedet. Og vi gør fremskridt 

lige nu. Vi var utroligt glade for at 

opdage, at videnskabsfolkene ved det 

nævnte videnskabsakademi var fortrolige 

med og anvendte højsymmetri-elektrodynamik 

og i realiteten har 

undervist i det i deres skoler i mere end 

12 år. Her var der overhovedet ingen 

vanskeligheder med at forstå det aktive 

vakuums udveksling med systemet, 

hvordan systemet kan udvinde og bruge 

den elektriske energi fra dette vakuum 

osv. Derimod er det vores erfaring, at vi i 

USA altid geråder i diskussion med 

elektroingeniører, der helt ærligt ikke 

ved meget om fysik, og som er fuldstændigt 

ude af stand til enten at forstå eller 

håndtere et sådant projekt. 

Men vi deler alt, hvad vi har mulighed 

for, med vore unge læsere, men altid 

23


med den grundholdning, at kan læseren 

bruge det, er det fint, for det er meningen 

med det. Hvis læseren ikke kan bruge 

det til noget, så opfordrer vi ham eller 

hende til at arkivere materialet lodret og 

se at komme videre. Vi er ikke interesserede 

i »debatter« og andet vrøvl, som er 

det rene tidsspilde, hvis man gerne vil 

have udført et fornuftigt stykke arbejde. 

Det hele står og falder med, om det lykkes 

os at få udviklet et overskudssystem 

og få det ud på markedet. Det er vores 

opgave. Men må jeg minde dig om de 

skrækkelige angreb, som Ovshinsky var 

ude for i forbindelse med hans amorfe 

halvledere, der også var »i modstrid med 

naturlovene – det vidste enhver idiot!« 

Til sidst modtog Ovshinsky støtte fra Japan 

(vores egne videnskabsmænd i 

Amerika »vidste«, at det i bedste fald beroede 

på en misforståelse hos Ovshinsky 

eller i værste fald på svindel). Men en 

skønne dag vågnede vores »eksperter« 

op og opdagede adskillige tusind eksemplarer 

af maskinen, der fungerede 

særdeles udmærket med Ovshinskys 

amorfe halvledere, som vores videnskabelige 

samfund havde angrebet og fordømt 

så lidenskabeligt. Enhver videnskabshistoriker 

kan give dig i hundredvis 

af lignende eksempler. 

De artikler vi citerer er ikke »rygter«, 

som du kan konstatere ved selv at læse 

dem i de tidsskrifter, hvori de bringes. 

Det gælder også Bohren-eksperimentet, 

ladningen og dipolens brudte symmetri 

og elektromagnetisk energi fra vakuumet. 

Der er allerede givet Nobelpriser inden 

for områder, der har forbindelse 

med overskudssystemer, og det er ikke 

vores opgave at efterprøve Nobelkommitteens 

særdeles grundige undersøgelser, 

og hvad der allerede er etableret som 

24 

kendt fysik gennem eksperimenter. At 

det ikke nævnes i beskrivelserne af 

elektroteknikkens udvikling er uvæsentligt; 

Ovshinskys amorfe halvledere var 

heller ikke kendt. 

At få vores universiteter til at blive bevidste 

om og bruge den fysik, der allerede 

har bevist sin gyldighed og er til rådighed, 

er noget helt andet. Men det er 

heldigvis ikke min opgave. Min opgave 

er det at levere den oplyste læser tilstrækkelig 

gyldig information om fysikken 

til at vedkommende selv kan tage 

stilling og derefter selv læse den citerede 

litteratur og – hvis vedkommende selv er 

indstillet på det – begynde at tænke på sit 

eget eksperimentelle arbejde. Jeg ønsker 

simpelthen, at han skal begynde med 

det, som jeg brugte 30 møjsommelige år 

på at opdage allerede fandtes i fysikken – 

og derfra komme videre. Jeg er en gammel 

knark, der prøver videregive det, 

som jeg med møje og besvær har lært, så 

at de der arbejder videre ikke behøver at 

opfinde den dybe tallerken igen, men 

kan bygge videre på min viden. 

Det er hvad vi forsøger at gøre, så godt 

som muligt. 

Mange hilsner 

Tom Bearden, PhD Fellow Emeritus, Alpha 

Foundation’s Institute for Advanced Study 

Theoretical Research, Magnetics Energy 

Limited. 

I denne oversættelse er de teoretiske diskussioner 

i vidt omfang udeladt. Overspringelserne 

er angivet ved … Interesserede læsere 

henvises til diføt nyt 61, 62, 64 og 

www.cherniere.org 

Gengivelserne på side 18 og 25 er fra en artikel 

offentliggjort i Foundations of Physics Letters 

14(1), feb. 2001, s. 87-94.


25

Eksperiment: 

Statusrapport 

Af Albert Hauser 

Som de implicerede er blevet informeret 

om i diføt nyt 60 og 61, har foreningen i 

sommeren 2000 indkøbt et Meyl-Teslaanlæg. 

Den i diføt nyt 61, side 29 oplyste 

pris på ca. kr. 8000,- kunne reduceres 

med kr. 2000,-, men de hidtil foretagne 

forsøg med udstyret har desværre ikke 

ført til de (af prof. Meyl) lovede resultater. 

Der vil i det følgende komme en beskrivelse 

af de allerede foretagne forsøg, 

og der er planlagt yderligere forsøg, som 

udstyret ifølge nye ideer giver mulighed 

for. 

RQM-kontoen blev i 1998 flyttet til 

Alm. Brand Bank, Vejle nr. 7681 470480-5. 

Dette er en seniorkonto, der giver (bedre) 

renter, men kun over kr. 25.000,- indestående, 

hvorfor jeg har suppleret samme 

med egne midler. 

Efter at nogle sponsorer havde trukket 

deres indskud tilbage, stod der kr. 

15.000,- og fratrukket købesummen til 

Meyl-anlægget er resten i dag kr. 9.000,-. 

Når beløbet i dag fordeles på de 15 andele 

(hvoraf 2 indskydere har indsat 2 andele), 

så udgør hver andel nu kr. 600,-. 

Som man kan læse i diføt nyt 64, så er 

der i Tyskland et nyt frienergiprojekt i 

gang, der ifølge de oplyste planer (side 

16) muligvis kommer tidligere på markedet 

end det længe ventede RQM-projekt. 

Jeg kan tilføje, at flere foreningsmedlemmer 

allerede arbejder med det i 

diføt nyt 63, side 30-31 beskrevne 

MEG-projekt (se også side 18-25 i dette 

blad – red.anm.). 

26 

Konklusion 

Flere årtiers forskning i fri energi har udover 

diverse prototyper endnu ikke ført 

til et alment anvendeligt produkt. Internettet 

har dog givet nogle muligheder, 

der foruden det endnu ikke færdigafprøvede 

Meyl-apparat, tilbyder MEG-trafoen, 

G-elementet samt andre tiltag, hvoraf 

det i diføt nyt 61, side 19-21 beskrevne 

antityngdesystem ifølge min 

mening også burde undersøges nærmere. 

Første forsøgsresultater 

med Meyl-anlægget 

1. Energioverførsel 

1.1 Eksperimentator: 

Ing. Albert Hauser 

1.2 Sted og dato: 

DK-7160 Tørring, 26.10.00 

1.6 Forsøgsgennemførelse: 

Opstilling som beskrevet ved Meyl, 

først med 0,5 m, senere med2mogtil 

sidst med 6 m afstand. 

Alle indstillinger er let at ramme, 

men kommer personer tæt på sendekuglen 

eller kølepladen af generatoren, 

hvad der nemt sker ved betjeningen 

(finindstillingen) af anlægget, 

så opstår der fejlvisninger (af 

lysdioderne). 

2. Tilbagevirkning (fra modt. på sender) 

Opstilling som beskrevet ved Meyl 

(nu og fremover altid 6 m). 

Indstillingen var svær at ramme, måske 

fordi jeg ikke var opmærksom på 

kropsnærheden.

Da indstillingen var fundet gik jeg videre 

til forsøg 3. 

3. Påvisning af fri energi 

3.2 Sted og dato: 

DK-7160 Tørring, 27.10.00 

Opstilling som ved forsøg 2 og måling 

med to multimetre (som beskrevet 

hos Meyl). 

Jeg har tre multimetre, to digitale 

JEMCO DS 105 og CEM DT-830B og 

det analoge JEMCO US 105. 

Alle tre instrumenter viser mellem 66 

og 70 mV ved modtageren og mellem 

5 og 10 mV ved senderen. 

Dette indikerer en forstærkning til 

modtageren fra 7 til 14. 

Forsøgsvurderinger 

Det fungerer efter opskriften, men 

skal vurderes af en fagmand, der efter 

gennemgangen af printene (der 

mangler et diagram) kan godkende 

de anvendte forbindelser. 

Det er derfor for tidligt for mig at 

fortsætte med forsøgene om Overlyshastigheden 

og Uvirksom Faraday-bur. 

Videre forsøgsresultater 

med Meyl-anlægget 

Efter at have oversat den tyske brugervejledning 

til Demo-Set til dansk og sendt 

denne til de fire DIFØT-medlemmer, der 

ytrede interesse, gik jeg den 26/10-2000 

selv i gang med forsøgene. 

Nr. l, 2 og 3, dvs. Energioverførsel, Tilbagevirkning 

(fra sender til modtager) og 

Påvisning af fri energi, blev gennemført og 

målt med almindelige voltmetre og så tilforladelige 

ud (se ovenstående). 

Den 1/11 mødtes jeg med Esben 

Pedersen og Bjørn Petersen, begge 


elektroingeniører, på Fyn og forsøgene 

blev gentaget og tillige kontrolleret med 

oscilloskop og strømmen målt over en 

modstand. 

Nu viste de tre første forsøg sig mindre 

positive og Esben beholdt Meyl-sættet for 

at foretage et grundigere eftersyn. 

Den efterfølgende rapport med tegninger 

viser resultatet, der stort set bekræfter 

den schweiziske el-ing. André 

Wasers kritik i tidsskriftet raum&zeit 107. 

Denne kritik havde jeg i mellemtiden 

også oversat til dansk, og vi var alle tre 

forbavset over, at medens indtrykket af 

demo-sættet og den tilhørende vejledning 

og baggrundsforklaring er, at det er 

højprofessionelt, så er sættet og sikkert 

også det ca. dobbelt så dyre (ca. kr. 

10.000) eksperimentsæt uvirksomt. 

Forsøgene 4 og 5, dvs. Overlyshastighed 

og Uvirksomt Faraday-bur blev ikke 

gennemført, da de påståede »stående 

bølger« ikke kunne opnås. 

I det schweiziske NET-Journal er der 

bragt flere Meyl-forsøgsberetninger af 

personer fra både Schweiz og Tyskland, 

der alle har målt sættet på simpel måde, 

som jeg selv i begyndelsen. Resultaterne 

er derfor positive. 

Den tidligere nævnte André Waser 

har dog i NET-Journal 5/12 offentliggjort 

en professionel måling af det mere avancerede 

eksperimentsæt, og hans konklusion 

er lige som hans første beretning i 

raum&zeit 107 negativ. 

Meyl-sættet, der transporteres i en 

standardkuffert, er for tiden udlånt til 

Ole Nielsen, Århus, der evt. sammen 

med Ib Bang, Tebstrup, vil foretage de i 

begyndelsen af artiklen omtalte følgeforsøg. 

27


Forsøg: 

Påvisning af fri energi 

Denne rapport er specifik omkring 

Meyls forsøg til påvisning af fri energi. 

Som udgangspunkt har interessen været 

at finde frekvensgeneratorens afgivne 

effekt og sende/modtage-systemernes 

modtagne effekt. 

Opsætningen af anlægget 

Frekvensgenerator forbundet med »sender« 

via en 10,87 ohms modstand. Der er 

benyttet en HF neutral kulmodstand 

(ikke spiralvunden), og farvekoden er 

yderligere fjernet. Frekvensgeneratorens 

output er sat lavt, idet her optræder 

den bedste 50% duty cycle. Jordledningen 

(»ground«) er valgt til 6 meter. Afstanden 

mellem de to kugler er mellem 

0,5 og 1 meter. 

Ved gennemløb af frekvensbåndet ses 

tydeligt to resonanstoppe, et ved ca. 5 

MHz og et lidt kraftigere ved ca. 7,5 MHz 

(aflæst på oscilloskopsweep). Ydermere 

ses også tydeligt, at faseforholdet mellem 

strøm og spænding fra generatoren 

ændrer sig markant omkring resonans. 

Ved resonans er cos.fi. 1. Følgende måling 

er udmålt ved ca. 7,5 MHz resonans. 

Anvendte måleinstrumenter 

Tektronix 453 A, 10 Mohm prober, 

bruges til måling af frekvensgeneratorens 

spændingsforhold. 

Leader LBO 507 A, 10 Mohm probe, 

bruges til måling af »modtager«spænding. 

YF 3502 og DT 830 B til måling af DC 

spænding og strøm (modstandsberegning). 

28 

Udmåling af referencemodstand 

Ohmmåling med YF 3502 giver en værdi 

på 10,8 ohm. 

Strøm/spændingsmåling giver ved 2,0 

volt og 184 mA en beregnet modstand på 

10,87 ohm. 

Spænding over referencemodstand: 

ch 1 = 4,0 mVpp 

Udregnet effektivværdi = 1,42 mV 

Spænding over »sender«-modstand: 

ch 2 = 12,2 mVpp 


Afgiven generatorspænding = 

ch 1 + ch 2 = 5,75 mV 

Afgiven generatorstrøm = 

(I=U/R) 1,42 m/10,87 = 0,13 mA

Afgiven generatoreffekt = 

(P=U*I) 5,75 m*0,13 m = 0,75 microW 

»sender«-effekt over 100 ohm modst. = 

(P=U^2/R) 4,33 m^2/100 = 

0,19 microW 

Spænding over »modtager«-modstand: 

14,0 mVpp 


»modtager«-eff. over 100 ohm modst. = 

(P = U^2/R) 4,96 m^2/100 = 

0,25 microW 

Sammentrukket 

Generator: 0,75 microW 

»sender«: 0,19 microW 

»modtager«: 0,25 microW 


Konklusion 

Selv om »modtager« har større effekt 

påtrykt end »sender«, er der dog stadig et 

tab i forhold til generatorens afgivne effekt. 

Esben Pedersen 

29


En uforklarlig kraft trækker i fjerne rumskibe. 

Forskere er nået frem til den 

konklusion efter at have foretaget en 

dybtgående analyse af banerne efter de 

rumsonder, der er nået langt ud i rummet. 

Det kan være en forsvindende lille og 

upåagtet effekt i selve rumskibet, men 

videnskabsfolkene gør opmærksom på, 

at det også kan være det første tegn på, at 

vi bliver nødt til at ændre på vores forståelse 

af tyngdekraften. 

»Det er næsten som om rumsonderne 

ikke opfører sig i overensstemmelse med 

de kendte love for tyngdekraften«, sagde 

dr. John Anderson fra NASA’s Jet Propulsion 

Laboratory. Han tilføjede: »Vi har arbejdet 

med dette problem i adskillige år, 

og vi har taget højde for alt vi kunne 

komme i tanke om.« 

Den ukendte kraft synes at virke på 

fire rumsonder, der befinder sig spredt 

rundt om i vores solsystem. 

Pioneer 10 blev opsendt i retning mod 

de ydre planeter i 1972. Den er nu godt 

og vel forbi Jupiter, men har stadig radio- 

30 

Kortnyt 

’Pioneer’-rumskibet på vej mod stjernerne. 

Mystisk kraft i rummet 

kontakt med Jorden. Ved at studere 

Doppler-effekten i radiosignalerne fra 

sonden har videnskabsfolkene været i 

stand til at beregne, hvor hurtigt sonden 

bevæger sig. Siden 1980 har dens bane 

været registreret med meget stor nøjagtighed. 

Det mystiske er, at Pioneer 10 bremser 

mere op, end den burde. 

Man troede i første omgang, at det 

måske skyldtes en påvirkning fra et lille 

luftudslip, eller at den blev trukket ud af 

kurs på grund af et uopdaget objekt i solsystemet. 

Mysteriet blev yderligere forstærket, 

da en analyse af banen efter søsterrumskibet 

Pioneer 11, der blev opsendt i 1973, 

viste, at også den blev påvirket af den 

samme mystiske effekt. 

Men Pioneer 11 befinder sig i den 

modsatte side af solsystemet i forhold til 

Pioneer 10, omkring 22 mia. km væk. Det 

betyder, at effekten ikke kan skyldes en 

tyngdekraftpåvirkning fra et eller andet 

uopdaget objekt. 

Hvis man dertil lægger, at den samme 

uforklarlige effekt måske også har påvirket 

rumskibet Galileo på dens rejse til Jupiter 

og rumsonden Ulysses, der er i bane 

om Solen, så sidder vi med en gåde af format 

som solsystemet. 

Der vil inden længe i et førende astronomisk 

tidsskrift blive offentliggjort en 

artikel, hvor dr. Anderson og kolleger 

fremlægger et bemærkelsesværdigt studie 

i Pioneer-rumskibenes tilstand og alle 

de svage kræfter, som de kan være påvirket 

af. 

»Vores analyser tyder meget på, at det 

er vanskeligt at forstå, hvordan blot en 

eneste af disse mekanismer kan forklare 

omfanget af den observerede anomali i 

Pioneers opførsel«, sagde forskerholdet.

Det er blevet påpeget, at rumskibets 

sporingsdata har vist en tyngdekraftsafvigelse, 

der kun kan iagttages over meget 

store afstande. Det er blevet understreget, 

at effektens styrke synes at være 

relateret til to af universets fysiske konstanter: 

lysets hastighed og den fart, 

hvormed universet udvider sig. 

Men andre har afvist dette som 

værende for fantasifuldt, idet de argumenterer 

med, at hvis Pioneer-anomalien 

virkelig havde betydning for vores forståelse 

af tyngdekraften, så ville fænomenet 

også være nærværende i forbindelse 

med planeternes baner omkring Solen – 

hvad det ikke er. 

Effekten savner endnu en forklaring, 

og da alle de fire involverede sonder aldrig 

vender tilbage til Jorden og dermed 

aldrig vil blive undersøgt, så vil vi måske 

aldrig få en forklaring. 

Dr. David Whitehouse 

BBC News Online, 15.05.01 

Brændstofceller 

Den tyske Siemenskoncerns datterselskab, 

Siemens Westinghouse Power Corp., 

bygger nær Pittsburgh i USA en fabrik til 

produktion af brændstofceller. Der bliver 

500 arbejdspladser. Produktionen 

kommer til at omfatte brændstofceller og 

specielle generatorer til brug i f.eks. hospitaler 

og kontorbygninger. Brændstofceller 

producerer elektrisk strøm fra naturgas 

og brint og udleder kun vand og 

kultveilte. (USA Today). 

ErhvervsBladet 05.10.01 

Svulster følger 

mobiltelefonen 


En bestemt type hjernesvulster er langt 

mere tilbøjelige til at sætte sig i den side 

af hovedet, som mobiltelefonen holdes 

imod end i den modsatte. Det viser en 

svensk undersøgelse. 

Det svenske forskerteam, der ledes af 

professor Lennart Hardell fra Örebro 

Medical Centre Hospital i Sverige, er endnu 

ikke færdig med at analysere resultaterne, 

men den nu offentliggjorte delundersøgelse 

underbygger tidligere mindre 

studier. Undersøgelsen, der blev offentliggjort 

på en konference i London, 

har sammenlignet brugen af mobiltelefoner 

blandt 1.617 patienter, der alle har 

fået diagnosticeret hjernecancer siden 

1997, med en rask kontrolgruppe. 

Selv om Lennart Hardell ikke har fundet 

noget, der overordnet tyder på, at 

brug af mobiltelefoner øger hjernecancer, 

har forskerne fastslået, at en bestemt 

type hjernesvulster optræder to en halv 

gang så ofte i mobiltelefonsiden af 

hovedet. Til Financial Times siger Lennart 

Hardell, at der er brug for længere observationer, 

før det kan afgøres, om mobiltelefoner 

udgør en øget risiko i forbindelse 

med hjernesvulster. 

Seniorforsker og læge Christoffer 

Johansen, Kræftens Bekæmpelse, har endnu 

ikke set den svenske undersøgelse, 

men siger til Politiken, at han ikke vil afvise, 

at der kan være en sammenhæng 

mellem svulsternes placering og mobiltelefonen. 

Birgitte Aabo 

Politiken 11.06.01 

31


32 

Gabs’ hjørne 

Vejret i november: 

Vejret begynder som øklima. Efter en 

storm kommer der et omslag. Vi begynder 

på første afsnit af den kommende vinter. 

Vinden går om i øst - barometret stiger og 

kulden tager over sidst på måneden. November 

ender med sne og nattefrost. 

Vejret i december: 

DMI gør meget ud af at vi får en hvid JUL, 

og det bliver meget spændende at se 

hvordan de klarer det, for helt hen mod 

JUL ser det lovende ud. Men så kommer 

der et kraftigt lavtryk med nedbør og 

storm. Det kan gå nord om eller lige her 

hen over og så giver det tø. Hvis det går 

sydligere kan det give alle tiders snestorm 

og så lige i juledagene. Sidst i december 

vil vi få stigende barometer, vejret vil blive 

endnu koldere, vi står lige foran en god 

gammeldags vinter, som blev bebudet for 

2 år siden. 

Jordskælv: 

Den 20. sept. 2001 varsler Gabs jordskælv 

i Mexico 16.10.01 og 12.02.02. 

Jordskælvet i Mexico kom 15.10.01, hvilket 

ligger komfortabelt inden for usikkerhedsmargenen 

på 2 dage. 

Internet: 

Gabs hjemmeside www.itai.dk/arnegabs 

Foreningsnyt 

KOMMENDE MØDER 

Operation Infinite Justice 

TIRSDAG DEN 13. NOVEMBER har vi 

inviteret Steve Robertson til at give sin 

version af begivenhederne den 11. september 

og det egentlige formål bag 

amerikanernes krigserklæring mod 

international terrorisme. Steve er clairvoyant 

med hensyn til at kunne hente informationer 

fra fremtiden. Foredraget 

holdes på engelsk. 

Møder i foråret 2002 

Bestyrelsen har reserveret følgende mødedatoer: 

tirsdagene den 19. februar, 19. 

marts og 16. april. 

 

Møderne foregår i: 

Østerbrohuset, Århusgade 103 

2100 København Ø 

Vi starter kl. 19.30. Entré for medlemmer 

og gæster er 30 kr. I pausen kan der købes 

the, kaffe eller andre forfriskninger ved 

medborgerhusets buffet. -red 

Web-adresser 

Ved det sidste medlemsmøde med Albert 

Hauser 23.10. blev der nævnt nogle 

hjemmesider, som flere af de fremmødte 

var interesserede i at stifte bekendtskab 

med. Adresserne følger her: 

utenti.tripod.it/testatikmachine/introindex.htm 

som er en »uofficiel« hjemmeside dedikereret 

Methernithas energimaskiner. Prima fotos. 

www3.htl-hl.ac.at/homepage/hcrs/index.html 

en guldgrube for folk med lyst til selv at eksperimentere.

difoet-nyt 65.vp - heerfordt.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?