You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
diføt <strong>nyt</strong> 65.2<br />
»tankestof« svarer sandsynligvis til<br />
Kants æter-ide.<br />
Hvad det nu (ifølge Steiner) drejer sig<br />
om er at »gennemtrænge virkeligheden<br />
med begreber således at denne virkelighed<br />
kan gøres til genstand for tænkende<br />
betragtning«. Kun når tænkningen – ud<br />
fra sig selv – (dvs. gennem begrebsdannelsen)<br />
skaber orden i verdensbilledet<br />
kan den virkelige erkendelsesproces gå i<br />
gang.<br />
I og med at tænkningen får en forbindelse<br />
i stand mellem to adskilte dele af<br />
verdensindholdet så har den dog ikke<br />
derfor (ud fra sig selv) bestemt noget om<br />
disse dele. Den afventer blot hvad der skal<br />
gi sig af sig selv ud fra den form eller »konfiguration«<br />
som den har skabt. Tænkningen<br />
er en formdannende kraft ganske på<br />
linje med de formdannende kræfter vi<br />
finder andre steder i den fysiske natur<br />
(jvf. morfogeneseprincippet som det<br />
f.eks. beskrives af Rupert Sheldrake). Og<br />
da tænkningen altså kun udøver en sådan<br />
formel virksomhed så udsiger den intet<br />
a priori om det givne (som Kant oprindeligt<br />
mente), men frembringer blot<br />
(a posteriori) de former som ligger til<br />
grund for at fænomenernes lovmæssigheder<br />
og sammenhænge kan afsløre sig.<br />
Erkender vi en bestemt sammenhæng<br />
– kausalitet – mellem forskellige<br />
dele så skyldes dette altså ikke som den<br />
engelske filosof David Hume påstod blot<br />
»en vane« – fordi vi er vant til at se bestemte<br />
ting følge hinanden (et synspunkt<br />
som Kant kæmpede med i årevis<br />
for at frigøre sig fra), men derimod pga.<br />
det som gir sig selv ud fra delene. Denne<br />
mystiske kausalitet er altså ikke noget<br />
der »lægges til« tingene, men noget som<br />
væsensmæssigt tilhører delene selv. Vi opdager<br />
dem blot i vores erkendelse når vi<br />
16<br />
forholder os på den rette åbne og fordomsfri<br />
måde i vores begrebsdannelse.<br />
Det ser nu ud til at Kant har været på<br />
sporet af lignende tanker. Förster<br />
nævner her: The discovery of the reflective<br />
judgment as an autonomous faculty. Ide<br />
kendte værker var det blevet fremstillet<br />
som en opgave for tænkningen at fremprojicere<br />
et særligt punkt i forstillingen<br />
hvorimod den kunne rette sine anstrengelser<br />
for at komme til en forståelse. I<br />
Op.post indses det nu at man også her<br />
kan finde et udspring for selve materiens<br />
bevægende kræfter. (Vi ved da også allerede<br />
at tanker kan bevæge ting). Dette<br />
førte til at materien ikke længere blev betragtet<br />
som en blind mekanisme, men<br />
som noget der besad systematik og var<br />
formålsbestemt. Det var denne erkendelse<br />
der overbeviste Kant om at en<br />
»overførsel« (fra det metafysiske grundlag<br />
for naturvidenskaben til fysikken)<br />
var mulig.<br />
Sammenligner vi nu den opfattelse<br />
der gør sig gældende i Kants tidligere<br />
værker hvor erkendelsen starter med<br />
sanserne, går videre til forståelsen og ender<br />
med tænkningen, så er synspunktet<br />
nu det at tingene må foregå i den<br />
modsatte rækkefølge (altså startende<br />
uden noget a priori med erkendelsen<br />
idet tankerne eksisterer uafhængigt – eller<br />
»udenfor« tid og rum). Tidligere blev<br />
iagttagelse/opfattelse betragtet som en<br />
kombination af tilsynekomst og bevidsthed<br />
– nu blev denne definition udvidet.<br />
Skulle en tilsynekomst gælde for noget<br />
der kunne opfattes, måtte man være i<br />
stand til at forestille sig, at der var noget<br />
der dukkede op i bevidstheden pga. den<br />
indflydelse (!) objektet udøvede på sanserne.<br />
(NB: Vi står her overfor en ganske<br />
lignende opfattelse som hos Steiner,
Change language