Himmel & Jord her - Metodistkirken i Danmark

HIMMEL&JORD 

Magasin for Metodistkirken og Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund 

DECEMBER 2011 / 5 / 18. ÅRGANG

UDEN JEsUs INGEN JUL – 

INGEN JUL UDEN JEsUs 

Så enkelt er det. Eller så enkelt burde 

det være. For det er som om, julen 

lever sit eget liv løsrevet fra Jesus, 

som er grundlaget og forudsætningen 

for at julen overhovedet eksisterer. 

At Gud blev menneske er vel grund 

nok til at feste! 

Det er for Jesus vi fester, og uden 

fordybelse i det store mysterium, 

at han kom til verden, for at vi skal 

lære Guds kærlighed at kende, så 

bliver der ikke noget at fejre. Festen 

tømmes for betydning, og alt kan ske. 

Jeg har fx hørt, at man i Japan kan 

se julepynt bestående af korsfæstede 

nisser. Her er tilsyneladende tale 

om et forsøg på at efterligne vestlig 

julepynt, som er blevet en absurd 

sammenblanding af både to højtider 

og af verdslige og kristne begreber. 

Men forvirringen er forståelig. Hvis 

man kom fra en ikke-kristen kultur til 

din by, hvordan ville man så kunne 

vide, at Jesu fødsel er grunden til 

julefesten? 

Måske skulle vi, der virkelig ønsker 

at fejre Vor Herres komme til verden, 

overveje at flytte festen til et andet 

tidspunkt? Prøv at tænk efter: Hvad 

ville det gøre ved din julefejring, hvis 

den blev revet løs fra alt det, der ikke 

klart og tydeligt handler om Jesus? 

Hvad ville være centrale og umistelige 

elementer? 

En julekrybbe ville have en vigtig 

funktion i min julefejring. 

Og historien om Hieronimus og 

Jesusbarnet kan være til inspiration: 

Hieronimus, en af oldkirkens 

fædre, levede år 347 – 419, bl.a. 

i Bethlehem, hvor han oversatte 

hele Bibelens Gamle Testamente til 

latin. I en meditation betragter han 

Jesusbarnet i krybben og denne 

samtale udspiller sig: 

Hieronimus siger: Ak Herre Jesus, 

som du ryster, så hårdt du ligger for 

min saligheds skyld! Hvordan skal jeg 

gengælde det? 

Og det er som Jesusbarnet svarer: 

Kære Hieronimus, jeg begærer intet 

andet end at du synger: Ære være 

Gud i det høje! Jeg kommer til at 

blive endnu mere udsat og alene i 

Getsemane og på Golgatas kors. 

Hieronimus siger videre: Kære 

Jesusbarn, jeg må give dig en gave – 

jeg vil give dig alle mine penge. 

Barnet svarer: Himmelen og jorden er 

jo allerede mine. Jeg behøver intet. 

Giv din gave til de fattige, så vil jeg 

tage imod, som var den givet til mig 

selv. 

Hieronimus fortsætter: Kære 

Jesusbarn, det gør jeg gerne, men jeg 

må også give dig noget personligt! 

Det lille barn svarer: Kære 

Hieronimus, da du er så storsindet, 

skal jeg sige dig, hvad du skal give 

mig: Giv mig dine synder, din dårlige 

samvittighed og din fordømmelse. 

Evt kursiv? 

Julefejringen ville indeholde de gode 

gamle salmer og sange. Kirken ville 

danne ramme om gudstjenester og 

meditationer. I hjemmene ville vi feste 

og give og modtage gaver. Men vi 

ville måske være mere fokuserede på 

at gøre verden til et bedre sted at leve 

for de fattigste. Vi ville spise god mad, 

som ved en hver fest men nok gøre 

bedre plads til fremmede og flygtninge 

ved julebordene i hjemmene. 

Mangler du inspiration til at komme 

i stemning, så læs inde i bladet 

om arbejdet i Afrika eller om jul i 

Centralmisionen. Eller se, hvordan 

Gud har sat de mægtige fra magten, 

da Han sendte sin Søn. 

For: Uden Jesus ingen jul – ingen jul 

uden Jesus” Må din blive glædelig! 

Charlotte Thaarup 

(Historien om Hieronimus er taget fra 

Peter Halldorfs andagtbog ”Kyssa 

Spår, daglig läsning från den tidiga 

kristna kyrkan” forlaget Cordia) 

HIMMEL&JORD 

udgives af Kurér Forlaget (Metodistkirkens 

forlag) 

I samarbejde med MBUF, 

Metodistkirkens 

Børne- og Ungdomsforbund 

Redaktør, ansvarshavende 

Charlotte Thaarup, 

e-mail: 

charlotte.thaarup@metodistkirken.dk 

tlf: 21380071 

Redaktionssekretær 

Bente Aalbæk 

e-mail: himmel-jord@metodistkirken.dk 

Mission 

Kristine Pedersen 

e-mail: ynneh83@hotmail.com 

MSpejder 

Signe Just 

e-mail: signe.just@hotmail.com 

MUnge 

Signe Daugaard Steensen 

e-mail: steensen_signe@hotmail.com 

MBørn 

Lars Ulrik Jensen 

e-mail: luj@luj.dk 

MMusik 

Maria Thaarup 

e-mail: mariaharetproblem@hotmail.com 

Ja til livet 

Finn Bræstrup Karlsen 

e-mail: f.b.k.@mail.tele.dk 

Layout 

Peppermint Layout v. Lina Gaarde 

e-mail: lina@linagaarde.dk 

Tryk 

One Way Tryk, Industrivej 3A, 

8660 Skanderborg 

tlf: 86115000 

Abonnement 

Kurérforlaget v. Alf Hansen 

Ryslingeparken 74, 8270 Højbjerg 

tlf: 86112049 

fax: 86110749 

giro: 904 9231 

kurerforlaget@metodistkirken.dk 

Deadline 2012 

Himmel&Jord nr 1 2012 er d. 20. januar 

Materiale sendes til redaktør Charlotte 

Thaarup. 

Redaktionen forbeholder sig ret til at 

redigere indkomne indlæg. 

HIMMEL&JORD DECEMBER / 2011 / 5 

Et LIv I sORt OG 

Den ene dag fotograferer Jan Grarup 

død og ødelæggelse i et af verdens 

brændpunkter. Den næste dag 

smører han madpakker til sine børn 

på Østerbro. Og midt i kontrasterne 

forsøger han at finde en mening. 

Det var en dag i Sudan. En lille 

familie på flugt er nået frem til en 

landsby og i desperation drikker 

deres lille to-årige søn af et vandhul, 

inden forældrene kan stoppe ham. 

Vandet er giftigt, og drengen bliver 

syg og dør. Nu sidder moderen 

med den livløse dreng i sit skød 

og græder. Den knuste far tager 

drengen og bærer ham ud i et skur 

og vasker ham, for de er muslimer. 

Bagefter begraver de ham. Kort 

efter ringer Jan Grarups ekskone på 

mobiltelefonen og fortæller ophidset 

i 5 minutter, om en konflikt deres 

søn har haft i børnehaven. Til sidst 

spørger hun: Hvad har du lavet? 

Vi lever i en verden af kontraster, og 

selvom en konflikt i børnehaven er 

betydningsløs i det store perspektiv, 

er den betydningsfuld, hvor livet 

trænger sig på. Vi skal jo også leve, 

der hvor vi er. 

Jesus beder en bøn for sine 

efterfølgere og for sine efterfølgeres 

efterfølgere – han beder blandt 

andet: Jeg beder ikke om, at du skal 

tage dem ud af verden, men at du vil 

bevare dem fra det onde. 

(Johannes 17:15) 

Det er gode ord for os der trygt 

tænder adventskransen og nyder 

den hyggelige tid op til jul. Men Jan 

Grarup har med sit kamera også 

fanget en kvinde, som knælende 

beder i en tom kirke i Port au Prince 

på Haiti efter det store jordskælv. – 

Og pludselig lyder bønnen mærkeligt 

meningsløs og uden kraft. Måske 

ligefrem som en hån mod en troende 

kvinde, der som alle andre ikke var 

immun mod smerte og død. Verdens 

fattigste samfund blev ramt af et 

forfærdeligt jordskælv. Er der en 

ondskab værre end det? Findes der 

en anden ondskab som vi trænger til 

at blive beskyttet imod? 

Svaret er: Ja. 

Der findes en ondskab, der får os til 

kun at se os selv. En ondskab, som 

får os til at se andre mennesker som 

objekter og som midler til opfyldelse 

af egne mål og behov. Det er den 

ondskab, som gør os ligegyldige og 

koldt beregnende. Den ondskab gør 

os mennesker umenneskelige - og 

den truer os hele tiden. Den ondskab 

har vi brug for at blive bevaret fra. 

Den tyske præst og teolog 

Bedende i St. Martin Methodist Church i 

Port-au-Prince, Haiti. 

Foto: Mike Dubose 

Dietrich Bonhoefer, der døde i 

koncentrationslejr under anden 

verdenskrig, var kendt blandt de 

andre fanger for sin positive attitude, 

sin venlighed overfor fangevogterne, 

og for at bevare sin menneskelige 

værdighed på trods af de fornedrende 

omstændigheder. 

Han vidste godt, at andre opfattede 

ham på den måde. Men han 

oplevede sig selv som fuld af vrede 

over uretfærdigheden og fornedrelsen 

og fuld af længsel efter frihed til at 

ånde og igen sanse blomsternes 

farver og dufte og høre fuglene 

synge. ”Hvem er jeg?” spørger han, 

”det er det ensomme spørgsmål, som 

forfølger mig.” Og han slutter med at 

sige: ”Hvem jeg end er, du ved det o 

Gud, jeg er din.” 

Virkeligheden er et liv i sort og hvidt. 

Vi lever mellem kontrasterne, og vi 

bliver hverken isoleret fra smerte 

eller gjort immune overfor lidelse. Her 

lever vi – virkeligt og ansvarligt. 

Jeg håber, bønnen holder, og at vi 

må blive bevaret fra det onde og 

huske, hvem vi er. 

Christian Alsted 

2 3

Han har styrtet de mægtige fra 

tronen, og han har ophøjet de 

ringe; 

Lukasevangeliet, kapitel 1, vers 52 

Jeg må indrømme, at ordet jul vækker 

meget blandede følelser i mig. Nok 

smager det af forventninger, men jul 

er for mig også ensbetydende med 

overdrevent forbrug, udfordringer 

på familiefronten, for meget mad og 

kitschet æstetik - ting, som jeg føler 

at kirken ikke altid helt har kunnet 

overdøve, selvom den ligger inde 

med smukke traditioner, fantastiske 

sange og den bedste historie, som 

verden nogen sinde har hørt… 

Når den værste julekrybbeidyl er 

børstet væk 

Selvom kirkens fortælling 

om Jesus oprindeligt har sit 

udgangspunkt i Jesu sidste dage og 

opstandelsesforkyndelsen, rummer 

evangelisterne Mathæus og Lukas´ 

historier om Jesu oprindelse og fødsel 

nogle fantastiske aspekter. De viser 

os, at Guds søn blev født, ikke bare 

som et almindeligt skrøbeligt barn, 

men som et vejfarende barn langt 

væk fra hjemmet, at han meget tidligt 

i sit liv blev flygtning, og at det ikke 

kun var de fine og kloge, der fik del i 

nyheden om Guds komme til verden. 

Når man lige får børstet den værste 

julekrybbeidyl væk, begynder en af 

de forunderligste historier.. 

Det anonyme mørke 

For nogle år siden malede jeg 

tRUkkEt 

Af Tine Gjessø 

hyrderne på marken. De er de første, 

der får besked om, at Guds søn er 

født i verden. Hyrderne er mørkets 

folk; de, der må blive ude, når det 

bliver mørkt og koldt, og alle andre 

kan trække sig tilbage til husenes 

skærmende mure og ildstedets varme 

og lys. I dag kan vi tænke på alle de, 

der går på arbejde på sygehuset, i 

taxaen og ved samlebåndet, mens 

vi andre hygger foran fjernsynet eller 

kryber under dynen med en god 

bog. Hyrderne på billedet er mørke 

skikkelser i anonymt tøj, for mørket 

opløser alle farver og personlige træk. 

Engle grønne som paradiset 

Men pludseligt brydes mørket af lys 

og kaskader af farve og liv. En engel, 

en budbringer fra Himmelens sale 

har bøjet sig mod jorden for at sprede 

budskabet: ”I dag har I fået en helt, 

der skal redde jer. Tegnet er, at der 

er født en lille dreng, der ligger blandt 

dyrene i stalden.” 

Engle bliver for det meste tegnet som 

hvide, florlette og ajordiske skikkelser, 

hvilket de må være, når de kommer 

fra Gud. Men jeg tegnede englene 

som grønne vingede væsener, fordi 

jeg ville have dem til at minde om alt 

det grønne i paradisets have. For når 

englene kommer os nær, bringer de 

også paradiset nær os. Paradiset er 

det sted, hvor mennesker oprindeligt 

skulle leve, i tæt fællesskab med Gud. 

Gud fandt vejen tilbage 

Og nu i denne nat, har Gud fundet 

vejen tilbage til menneskene. Han 

sender sin søn ind i verden på 

samme måde som alle vi andre er 

kommet hertil: gennem en livmor ud 

i livet som et afhængigt spædbarn. 

På den måde kommer der et stykke 

paradis til hyrderne, som bogstaveligt 

talt lever og arbejder i mørket. Deres 

mørke kapper oplyses af skabelsens 

klare lys, og et ansigt træder frem 

med sine egne helt personlige træk. 

Gud bliver menneske, og dermed får 

hvert enkelt menneske et ansigt og et 

navn. 

Værger vi os eller tager imod? 

Hyrden rækker hænderne frem mod 

lyset – værger han sig mod det 

uventede syn eller giver hænderne 

form til hans længsel? Vi hører, at 

hyrderne først blev bange. Når Gud 

kommer nær med besked til os er det 

både skræmmende og frydefuldt. Det 

er lys i mørket, men i Guds klare lys, 

bliver vi også rusket ud af mørkets 

anonymitet og tryghed. Hyrderne, 

som var de udstødte i samfundet, 

datidens hjemløse, blev pludseligt 

trukket frem på scenen for at spille 

en hovedrolle i Guds store fortælling. 

Trods overraskelse og måske endda 

chok tog de imod budskabet, gennem 

ører og øjne ind i hjertet og ned i 

fødderne; de traskede af sted til 

stalden under stjernen for at hilse på 

det nye barn. 

Med denne fortælling om, hvordan 

Gud kommer højst uventet til dem, 

der mindst forventede det med en 

forunderlig historie om lys og redning, 

ønsker jeg jer alle i Guds navn en 

glædelig jul. 


UD Af MøRkEt 

4 5

Har man været med til at fejre 

juleaften i Rigensgade nr. 19 i 

København glemmer man det 

næppe. Det er en skare på ca. 100 

personer, der får æren at komme til 

juleaften i Jerusalemskirkens krypt 

– og gæsterne er en blanding af 

hjemløse, alkoholikere, ensomme, 

mænd og kvinder. Fortrinsvis 

mennesker lidt oppe i alderen. Af de 

100 er der mellem ti og femten som 

er frivillige, og som sørger for maden 

og serveringen. De frivillige er gerne 

mellem 20 og 70år. 

Men inden vi kommer til juleaften 

i Metodistkirkens Sociale Arbejde 

(MSA), er der sket meget inden. 

Det tidligste nogen har spurgt efter 

julehjælp er vist engang i september 

måned. Det skete også i år, hvor vi 

på MSA kontoret blev ringet op af 

en enlig forsørger, der spurgte om, 

hvornår man kunne søge julehjælp 

i Centralmissionen, som er vores 

gamle og stadig fungerende navn. 

Helt så tidligt starter vi nu ikke med 

julen i Metodistkirkens Sociale 

Arbejde, men faktisk begynder julen 

så småt den 1. november hvert år, 

idet det er her startskuddet for at 

søge om julehjælp lyder. Så kan man 

komme på Centralmissionen kontor i 

Rigensgade 21 og enten udfylde eller 

hente et skema, der i udfyldt stand 

fortæller lidt om ansøgerens økonomi 

og husstandens størrelse. Strømmen 

af ansøgere fortsætter frem til 1. 

december som er sidste frist for 

ansøgning om julehjælp. 

Julehjælpen er både en sørgelig side 

af Centralmissionen – og så sandelig 

også en glædelig side af arbejdet. 

De er selvfølgelig godt, at man et par 

dage op til jul - i år den 21. december 

– kan få nogle madvarer med hjem til 


JULEN I 

CENtRAL MIssIONEN 

Af Finn Uth 

juleaften festen. Samtidig er det også 

kedeligt, at det er nødvendigt med 

denne form for hjælp. Men af skemaer 

kan vi se, at det er nødvendigt, hvis 

juleaften skal blive anderledes end 

de andre aftener hjemme hos den 

lille familie, der søger. Der er varer 

for en ca. 600 kr. i en julepakke, der 

indeholder flæskesteg rosiner, syltetøj/ 

marmelade, kaffe 500, te, sukker, ost, 

æg, tomater, peberfrugter, leverpostej, 

pegepølse, sild, rødkål, ris, kanel, 

småkager, forskelligt pålæg, smør, 

forskellige godter, mandariner, nødder, 

mandler, chokolade, saftevand, 

pålægschokolade, kiks, marcipan, 

nougat, frosne rundstykker m.m. 

Når de ca 300 julehjælpeskemaer er 

modtaget bliver de sorteret, og der 

bestilles varer til det antal, der skal 

uddeles. Normalt godt 200 pakker 

uddeles fra Jerusalemskirkens krypt. 

Derudover uddeles der pakker fra 

Acta i Aalborg og fra Solrød Frikirke. 

Den 21. december bliver derfor også 

en stor dag for vort sociale arbejde. 

Og ikke mindste en hektisk dag, hvor 

der aftenen inden er pakket mere end 

200 pakker. Den 21.december skal 

alle kødvarerne desuden pakkes, 

inden vi åbner for uddelingen kl. 

11. Efter en lille andagt og et par 

julesange starter juleuddelingen 

samtidig med at der til børnene er 

uddeling af godteposer af julemanden. 

En stor skare af frivillige gør det muligt 

at håndtere logistikken med alle de 

mange varer og uddelingen. 

Når den 21. december er overstået, 

vil der være et par dage inden selve 

juleaften, hvortil man på kontoret i 

hele december måned har kunnet 

hente billetter, plus billetter til jule- og 

nytårefesten den 29. december. 

I løbet af december vil der være 

mange, der ringer ind til kontoret for 

at høre, om vi har brug for frivillige 

juleaften. Og det har vi, men når vi når 

op på mellem 10 og 15 medhjælpere, 

må vi desværre afvise flere, der 

ellers gerne vil være med til at skabe 

en godt juleaften for hjemløse og 

ensomme. 

Juleaftens dag starter om 

formiddagen med at en af de 

ansatte i Centralmissionen sammen 

med en frivillige går i gang med 

at skrælle kartofler. Over middag 

møder de frivillige op, og over en 

kop kaffe får man fordelt opgaverne 

mellem sig. Det er madlavning, 

borddækning og indpakning af 

julegaver. Mange af gæsterne 

kommer til julegudstjenesten kl. 15 i 

Jerusalemskirken. Derefter er der lidt 

underholdning inden spisningen kl. 18. 

Julemiddagen er den traditionelle med 

flæskesteg, rødkål og brune kartofler, 

rise á la mande med mandelgave. 

Desuden er der sodavand - og 

nisseøl til dem, der vil have det. Der 

danses og synges om træet, der 

er underholdning og der uddeles 

julegaver. 

Hvad der ikke har været af julegaver 

gennem årene er svært at nævne. 

Det har været termotøj, vindjakker, 

fleecetrøjer, tæpper, lygter, 

termoflasker, tasker, paraplyer, 

solopladelige radioer, sokker, huer, 

halstørklæder for at nævne nogle af 

gaverne gennem årene. 

6 7

Det er en helt egenartet oplevelse 

at være med til en juleaften i 

Centralmissionen. Første gang er 

man lidt spændt, men man finder 

ret hurtigt ud af, at der er et fint 

arbejdsfællesskab mellem de frivillige, 

og næsten helt ufrivilligt er men ved 

sin tilstedeværelse som frivillig med 

til at skabe glæde blandt gæsterne, 

der for nogles vedkommende er 

hjemløse, nogle alkoholikere og 

andre ensomme. Kun er par enkelte 

juleaftener har jeg oplevet ,at der var 

råb og ballade på grund af for meget 

drikkeri. Normalt er det helt fredeligt. 

Når klokken har passeret ti om 

aftenen og der er drukket kaffe og 

der er vasket op, så er der tid til at 

sige farvel og rydde op. Men man står 

tilbage med en mærkelig følelse af at 

være blevet værdsat og holdt af – selv 

om man troede at som frivillig, var 

man den, der skulle vise respekt og 

omsorg for mennesker, der ikke har 

det så let. - Ja så står man tilbage og 

føler faktisk, at det er hjælperne, der 

har oplevet den mest fredfyldte og 

givende juleaften man kan tænke sig. 

Og sådan skal det vel være – juleaften 

er en glædens og festens aften, hvor 

man ikke altid helt ved hvad der sker, 

I Sverige er der besluttet en 

sammenlægning af Metodistkirken, 

Baptistkirken og Missionsforbundet. 

Sverige skal derfor holde – formentlig 

den sidste – årskonference i 

Metodistkirken i Kristi Himmelfartsweekenden 

i 2012. 

Det er således ikke muligt for os 

i Danmark at holde Landsmøde 

(Årskonference for Metodistkirken i 

Danmark og MBUF’s Delegeretmøde) 

på samme tidspunkt, hvorfor vi 

har måtte ændre tidspunktet for 

Landsmødet 2012. 

Tidspunktet bliver i stedet i pinsen 

den 25. – 28. maj 2012. 

Lægården i Holstebro ser stadig frem 

til at lægge lokaler til. 

Mogens Hansen 

Sekretær, Metodistkirkens 

Årskonference 

hvad man får, og hvad man oplevet. 

Men jul har det været omkring en 

og julen har været følt dybt helt ind i 

sjælen – ikke mindst hos de frivillige. 

For hvor mange har prøvet at gå 

omkring juletræet med en hjemløs, 

med ru hånd i sin og synge ”Glade 

jul dejlige jul”? Når man har, ved man 

had jul er. 

Landsmøde 2012 Inspirationsweekend 

for 

Nyt tidspunkt for Metodistkirkens 

lægprædikanter 

3. – 5. februar 2012 i Strandby 

Alle nuværende og kommende 

lægprædikanter en velkomne. 

Weekenden består af gruppearbejde, 

erfaringsudveksling og undervisning: 

”Esajas 40 – 55” v/ Jørgen Thaarup 

”Bibelmeditation som vej ind i teksten” 

v/ Charlotte Thaarup 

Fælles arbejde med en på forhånd 

given tekst 

Valg af salmer og sange 

Forberedelse af søndagens 

gudstjeneste 

Pris 200 kr., Mulighed for privat 

indkvartering. 

Tilmelding til: charlotte.thaarup@ 

metodistkirken.dk senest søndag d. 

22.januar 

Jule og nytårsfesten den 29. slutter 

ligesom hele julen af med lidt mere 

underholdning og god mad. Igen her 

er der fuldt hus med omkring 100 

gæster. 

Så selv om julen er Centralmissionens 

travleste periode – tænker vi alligevel: 

Godt det er jul igen næste år. 

Peter Uth 

udnævnt 

Landsmøde 2012 Biskop Christian Alsted har pr. 1. 

november 2011 udnævnt Peter 

Lynggaard Uth som 

studentlokalpastor i ActA, Aalborg. 

Peter er kandidat til tjenesten som 

ordineret og læser teologi 

på Aarhus Universitet. 


REfLEksIONER EN 

MANDAG I NOvEMBER 

Af Bente Aalbæk, 

”ny” redaktionssekretær 

Netop hjemkommet fra et MK møde 

med pakkefest, sang, bøn, samtaler 

og oplæsning ser jeg på mailen, at 

vi har en tom side til Himmel og jord 

nr. 5. Jeg er alene i huset og efter 

dagens forskellige gøremål, har jeg 

nu to muligheder: 

Enten kan jeg sætte mig stille og lade 

strikkepindene tage over og tænde 

TV eller radio, eller jeg kan gå til 

tasterne, og gøre det jeg har tænkt på 

længe; tænke lidt over mit liv med min 

kirke, og hvorfor jeg er havnet i den 

situation, at det irriterer mig, at der 

mangler en side. Jeg gør det sidste, 

for måske er det den provokation, jeg 

har brug for. 

Profil: Jeg er 64 år, efterlønner, gift 

med Jens, mor til to piger på 44 og 32 

år. Svigermor til to og mormor til 4 (de 

bor alle tæt ved København). Samt 

dobbeltbedste til Clara Løvig. 

Interesser: familie, vandgymnastik, 

loop, bøger, strikning, gode samtaler, 

film, naturen, venner, m.m. Jeg har 

også været med til at etablere en lokal 

Lionsklub for kvinder i Frederikshavn 

i 2004. 

Siden 1999 har Jens og jeg været 

medlem af Strandby Metodistkirke, 

et valg der har haft stor betydning for 

årene, der er gået. Jeg er ikke vokset 

op med en bibel i hjemmet, men 

gradvist har Guds ord taget bolig i mit 

hjerte og i vores hjem. Livet har fået 

nye dimensioner, og kirken har givet 

os begge et utal af dejlige oplevelser. 

Men nu er det jo ikke gjort med 

at komme i kirke om søndagen. 

Langsomt men sikkert er flere og flere 

ting kommet til. Det vil føre for vidt 

at nævne alle de ting, jeg ikke har 

kunnet sige nej til, men det spænder 

fra rengøring over Myretue og MK til 

Lægprædikantuddannelsen. Dertil 

kommer flere læsegrupper og ikke 

mindst retræter. Alt dette fylder mig 

med en stor ydmyghed og glæde. 

I efteråret har vi arbejdet med hæftet 

et rigere liv, og for mig var det en 

enestående chance for at blive 

mindet om, hvad jeg sagde ja til den 

25. april 1999, og det understregede 

for mig ønsket om at være et 

vidnesbyrd i kraft af Guds kærlighed 

også til mig. 

Nu er det så, at jeg har undladt 

at sige nej til hvervet som 

redaktionssekretær, hvor jeg famler 

mig frem, rækker ud, og gør det 

bedste jeg kan, for: jeg tror! 

Afslutningsvis vil jeg skrive en bøn, 

der betyder rigtig meget for mig: 

Sindsrobønnen. 

Gud giv mig sindsro til 

at acceptere de ting 

jeg ikke kan ændre, 

mod til at ændre de ting jeg kan, 

og visdom til at se forskellen. 

Amen 

(Reinhold Niebuhr 1892-1971) 

8 9

Bønner fra ”Du er min ø i havet”, 

keltiske bønner fra Lindisfarne, 

Boedal 

Kristus, 

du som bærer freden i det høje 

og i det lave, 

kom med fred til alle kontinenter 

og til din universelle kirke på jorden. 

Stop krigene i alle hjørner af verden 

og lad al terror og vold få ende. 

Himmelens barn, 

Søn af Maria, 

født i en stald, 

evige konge. 

Du kom til vort ørkenland, 

du led i vort sted. 

Ved at blive født som et 

menneskebarn 

lærte du os 

at have ærbødighed 

for hvert menneskeliv. 

Må vi aldrig foragte, nedværdige 

eller ødelægge 

det liv, du har givet os. 

Hjælp os til at støtte og bevare alt 

levende. 

Du barn af menneskeheden, 

Søn i treenigheden, mild og stærk, 

du som er ophav til vores 

menneskelighed, 

bring fred til dine stridende børn. 

Fred mellem rige og fattige, 

fred mellem troende og ikketroende, 

fred mellem forældre og børn. 

Herre, hjælp os 

at vogte vore ord 

at overvinde fjendskab med 

kærlighed, 

at skabe fred i kærlighed til Livets 

Konge. 

Amen 

Du himmelens barn, 

forsvarsløs i kærlighed, 

du måtte drage langt bort fra dit 

hjem: 

Styrk os, når vi vandrer på jorden 

som tillidens pilgrimme. 

Herlighedens konge, du, som 

accepterede fornedrelsen: 

Indhyl os i din kappe af ydmyghed. 

Din fødsel viser os enkelheden 

i din Faders kærlighed: 

Bevar os i denne kærligheds 

enfoldighed. 

Dit komme viste os underet i at 

være menneske: 

Hjælp os til at værne om hvert 

eneste menneskeliv. 

Herlighedens barn, Marias søn, 

da du blev født, blev du kaldt 

Fredsfyrsten. 

Du kom for at fjerne murerne, som 

skiller 

menneskene fra hinanden. 

Må murerne af fjendskab og frygt 

blive revet ned. 

Du priser alle fredsskabere salige: 

Styrk enhver, der arbejder for 

forsoning 

- særligt i de områder af verden, 

som raseres af smertelig 

ødelæggelse. 

Kristus, du som kommer med 

retfærdighed og fred. 

Vi beder for velfærd og 

sameksistens 

i hele verden og mellem alle 

kirkesamfund. 

Lad os se Kristi ansigt 

i alle, vi møder. 

Må alle, vi møder, 

se Kristi ansigt i os. 

Amen 


SOMMERHØJSKOLE 2012 

Julegaveide til seniorer i din familie? 

Bliv 10 år yngre på kun én uge! 

Mudderbad og rynkecreme kan ikke forhindre, at vi bliver ældre. 

Men der findes rent faktisk ét middel, som kan: 

•Højsommer og smukke omgivelser 

•Festligt samvær med gode mennesker 

•Inspiration fra kloge mennesker 

•Og rigtig veltillavet mad 

Vi har mange års erfaring for, at det virker. 

”Musik & kunst i kirken” 

Metodistkirkens Sommerhøjskole 2012 

På Solborgen i skønne Odsherred 

Lørdag d. 28. juli til d. 4. august. 

Skynd dig at skrive det ind i din kalender. 

Sommerhøjskolen er skræddersyet for seniorer og yngre pensionister og byder både på 

bibeltimer, foredrag, kor, kreative aktiviteter, naturoplevelse og god tid til hygge og samvær. 

Prisen for deltagelse er kr.2.500 og inkluderer fuld pension, sengelinned, 

håndklæder og udflugt. Indkvartering på Solborgen, i pavilloner og sommerhuse 

samt i egen campingvogn. 

Find program og yderligere oplysninger om sommerhøjskolen på 

www.metodistkirken.dk/senior eller ring 

til Ditte Marqversen på telefon 83 27 20 73 

10 11

sCt. POULs kIRkE I 

vEJLE 

Genindvielse 

af kirkesalen 

Af Duncan Thompson, 

præst 

Gennem tre år har der været arbejdet 

med at renovere den 135 år gamle 

kirkebygning i Vissinggade. Målet er 

nået. Kirkerummet er færdigt og atter 

taget i brug. 

Mange mennesker er gået ud og ind 

ad døren til kirken. Nogle har båret på 

ting, der skulle ud, og andre har båret 

på stole og andet inventar, der skulle 

ind. Siden begyndelsen af september 

har rigtig mange af menighedens 

medlemmer brugt meget af deres 

tid på at få det sidste på plads, fået 

gjort rent og klart til genindvielsen af 

kirkerummet. 

En stor begivenhed, der fandt sted 

den 25. september kl. 10.00 med over 

100 deltager til festgudstjeneste. Tre 

års renoveringsarbejde var slut. 

Renoveringen var afslutningen på 

en lang periodes ønsker og drømme 

om, at kirken i højere grad kunne 

danne en bedre ramme om de 

arrangementer, der hver uge skaber 

glæde og liv i kirken. En perfekt 

ramme for alle, både medlemmer og 

ikke medlemmer, der kommer her. 

Projektet har ikke blot varet 3 år. Det 

har også været delt i 3 underprojekter. 

Første del præsteboligen, der 

ligger på 1. sal. Vægge blev brudt 

ned og andre bygget op for at 

give lys og plads for en moderne 

familie. Samtidig blev det gjort 

med stor respekt for den tidligere 

”herskabslejlighed”. 

I næste omgang gik menigheden 

med de mest brugte og nedslidte 

områder. Menighedssalen, køkkenet, 

samt badeværelser blev renoveret. 

Som noget meget dejligt blev 

køkkenet udvidet og forsynet med 

nyt rengøringsvenligt inventar. 

Dertil kom en stor opvaskemaskine, 

der i høj grad letter arbejdet ved 

større arrangementer. Det kan 

være det årlige julemarked sidste 

weekend i november, samt ved 

store kirkemiddage og andre 

festligheder. I stedet for to slidte og 

små badeværelser, er der nu tre lyse, 

hvoraf det ene er kørestolsvenligt 

og med bruser. Nu kan de klubbørn, 

der ind imellem overnatter i kirken 

få et bad, inden de efter en lang 

nat med hygge, airhockey, Wii 

og næsten ingen søvn, tager til 

børnegudstjeneste. 

Sidste vinter gik menigheden så selv i 

gang med at sætte de to sale ud mod 

Vissinggade i stand. Der blev malet 

og lagt nyt gulv, samt indsat gulv til 

loftskabe, så Legestuen, Myretuen og 

Børnekirkens legetøj og materialer nu 

har faste pladser bag lågerne. 

Herefter manglede tredje del, selve 

kirkerummet en meget sensitiv 

og vanskelig del at røre ved. I 

den forbindelse var der mange 

spørgsmål. Hvor meget skal ændres? 

Skal noget af det gamle bevares? 

Overvejelserne var mange, men 

efter flere diskussioner og forskellige 

arkitekttegninger besluttede 

byggekomiteen at gå i gang. Arkitekt 

Jens Hansen fra Frederikshavn, 

har formået at skabe et flot, lyst 

og imødekommende kirkerum i 

hvidt, blåt, guld og sort. Det er den 

tredje metodistkirke, Jens Hansen 

har været med til at renovere og 

udbygge, og han har på fornemste 

vis formået at fange sjælen i rummet. 

Nedbrydningen og ompolstringen af 

stolene har en del af menighedens 

medlemmer selv stået for, mens 

Tønnes og Ulstrup i Vejle har haft 

hovedentreprisen. 

Kirken er nu lys og åben. Den hvide 

altervæg med det flotte trækors byder 

én velkommen, når man træder ind. 

Den store ”lysekrone” og de mange 

led-lamper fremhæver rummets 

skønhed og lethed. De nyompolstrede 

blå stole i samme farve som det 

mobile knæfald leder blikket op 

mod alteret. Selv pulpituret har 

gennemgået en ombygning. Hvor det 

gamle pibeorgel stod, er der i dag et 

kreaværksted, hvor menighedsblade 

m.m. fremstilles, og foran det er et nyt 

lille mødelokale blevet bygget. 

En smuk og stolt kirke anno 2011. En 

kirke til Guds ære. 


EN NæstEN Ny kIRkE 

– en fortælling; fra støv til glæde i vejle 

Af Charlotte Strand Enemark 

Flagene vejrede smukt i den blide 

vind og solens skinnede. Folk fra nær 

og fjern, både store og små, myldrede 

frem og hilste glade på hinanden. Der 

var masser af flot dækkede borde, 

i flere af salene og i køkkenet var 

der også aktivitet. Folk kiggede sig 

omkring og nikkede anerkendende. 

HVORFOR? 

Jo, det kommer jeg til. Det begyndte 

for flere år siden. Vi føler næsten, 

vi har bygget om i evigheder! Først 

renoverede vi en præstebolig. Det 

støvede og larmede en anelse, men 

gjorde ikke den store ballade for 

menigheden i dagligdagen, selvom 

vi selvfølgelig var ret spændte på 

resultatet. Men vores præstefamilie fik 

en dejlig lys og skøn lejlighed ovenpå 

kirken, så det var de få gener værd. 

Så kom turen til kirkens køkken, 

toiletter, samt samlingssale og 

menighedslokalet. Som det da 

kunne støve og larme for dem, der 

færdedes i kirken i dagstimerne!!! I tre 

kolde efterårsmåneder havde vi både 

gudstjeneste og kirkekaffe og alskens 

andre aktiviteter i kirkerummet, mens 

håndværkerne rodede i resten af 

huset. Det var altså lidt noget bøvl, 

men efter devisen: Det skal være 

skidt, før det bliver godt, gik vi alle 

positive til sagen. 

Stor var glæden, da vi endelig var 

færdige med det projekt og kunne 

tage de flotte nye lokaler i brug. 

Hvor var det dejligt med et køkken 

i en ordentlig størrelse - og med 

opvaskemaskine ikke at forglemme, 

med en dejlig menighedssal og to 

flotte samlingssale. Samlingssalenes 

renovering er betalt af vores 

menigheds børn og unge – og nogen 

lidt ældre, der i dagevis har samlet 

skrald og gjort rent til ”Danmarks 

Hurtigste Bil”. Den kæmpe indsats 

gør, at vi har nogle super lokaler til 

menighedens børn og unge – og til at 

drikke vores kirkekaffe i! 

Men det var ikke nok med det. Nu 

manglede jo vores flotte, men gamle 

kirkerum, som efterhånden også 

trængte til et løft. Det var ikke bare 

sådan lige at gå i gang med. Men 

med hjælp fra Hovedkassen, lod det 

sig gøre. Vi kunne begynde at kigge 

på tegninger, snakke om behov og 

lægge planer. Men indrømmet… Det 

var noget svært at forestille sig. 

Byggekomiteen arbejdede hårdt 

sammen med arkitekten, for at få 

det helt rigtigt, og nu kunne resten 

af menigheden se de fine tegninger 

og godkende dem. Så nu manglede 

vi ’blot’ at tømme kirkerummet. FOR 

ALT. Det tog tid, og det var vemodigt 

at hive alle de gamle kendte ting ud. 

Men der skulle jo være plads til alt 

det fine og nye, og det glædede vi os 

over og til, mens vi sled og slæbte. En 

sidegevinst var, at vi fik ryddet op! 

Nu kunne håndværkerne gå i gang. 

Spændende var det, at følge med, 

uge for uge og dag for dag, for det 

gik stærkt. I begyndelsen kunne vi 

lure ind af de gamle kirkedøre og se 

fremskridtene. 

Håndværkerne var færdige, og nu 

skulle vi igen i gang. For havde 

det støvet, da menighedslokalerne 

blev renoveret sidste år, ja, så var 

det da intet imod, som det kunne 

støve, i denne omgang, både oppe 

og nede. Så i flok tog vi fat med 

klud og spand, og fik det hele til at 

skinne. I tilpas tid inden den store 

genindvielse af kirkerummet, som 

blev en sand festgudstjeneste. Der 

var medlemsoptagelse af to, som i 

flere år er kommet i vores menighed, 

besøg af Distriktsforstander Ole Birch, 

som skulle medvirke ved genindvielse 

af kirkerummet, og kaffe/kage/ 

frokostfest bagefter. 

Som nævnt i begyndelsen: Det var 

en smuk solskinsdag, den søndag, 

hvor vi satte et punktum på den ene 

side og startede et nyt kapitel i en 

gammel historie, på den anden side. 

Vi glæder os over at være færdige 

med at renovere og glæder os over 

at se lokalerne og kirkerummet i fuld 

brug igen. 

Søndag den 29.september 2011 var 

en virkelig festdag i Vejle. Det var 

værd at vente på! 

12 13

Mens mange stadig havde 

sommerferie mødtes en lille flok i 

ActA på Sønderbro 2 for at flytte alle 

møbler, kors, syvarmet lysestage, 

køkkenting, fodboldbord og en masse 

andre ting til ActA´s nye hus på den 

anden side af Limfjorden til Skovvej 

i Nørresundby. Fire gange måtte 

traileren over broen før alt var flyttet. 

Den nye adresse på Skovvej er et 

helt hus, som lige er blevet istandsat, 

så det fremstår helt nyt og lækkert. 

Vi har opholdsrum, sofarum, toilet 

og køkken ovenpå, med trappe ned 

til et spejderlokale i en fin garage. 

Vi har hele huset for os selv og 

der er fine muligheder for at lege, 

grille og lave spejderting udenfor. 

Facaden på huset er grå og der 

er mange vinduer ud mod gaden, 

så alle forbipasserende kan følge 

med i, hvad der sker i den lille 

kirke på Skovvej. Vi vil sætte et 

ACtA´s NyE 

HUs 

Af Malika Lynggaard Uth 

skilt på facaden og en infoskærm i 

vinduet, hvor månedens program 

præsenteres. Vi ønsker en kirke, hvor 

der er plads til alle og hvor alle føler 

sig velkommen i fællesskabet. 

Der er sket meget i ActA siden vi 

flyttede ind på Sønderbro 2 for 3 

½ siden, hvor kirken blev indviet af 

distriktsforstander Ole Birch med 

mange besøgende og hilsner. Vi 

har uddelt gratis hotdogs fra en lejet 

pølsevogn, vi har optaget 2 nye 

medlemmer, døbt 10 børn og holdt 

en vielse. Det er ikke det hele der 

er foregået i Aalborg, nogle gange 

har det været nødvendigt at flytte 

begivenhederne til Strandby, fordi vi 

ikke har haft tilstrækkelig plads. Vi har 

startet en roverklan, holdt klubaftner, 

hvor vi blandt andet har hørt flere 

fortælle om store rejseoplevelser, 

befrielsesaften med øjenvidne 

HIMMEL&JORD 

DECEMBER / 2011 / 5 

beretninger fra krigen, Alphakursus og 

uddelt 32 julepakker til dårligt stillede 

familier i Aalborg. 

I længere tid var pladsen trang, når vi 

mødtes til spisning og efterfølgende 

program og da der endelig var en, 

der turde sige højt, at det måske var 

på tide at finde et større sted, hvor vi 

alle kunne være, var alle enige om, 

at det selvfølgelig var det vi skulle. 

Så 1.januar blev Sønderbro 2 sagt op 

og nogle stykker blev sat på opgaven 

med at finde et nyt sted. Der skulle 

tages højde for mange ting og listen 

med ønsker var lang. Der er blevet 

set en hel del lejemål i og omkring 

Aalborg, inden vi faldt for Skovvej 2. 

Huset er endnu ikke indviet til kirke, 

men til december kommer Biskoppen 

og indvier stedet og holder julefest 

sammen med os. 

Det nye hus er ikke det eneste 

nye i ActA. Her i efteråret er Peter 

Lynggaard Uth blevet ansat som 

lokalpastor og skal arbejde i Aalborg 

sammen med Charlotte Thaarup. Vi 

har også startet et par nye aktiviteter 

op og tilbyder nu myrespejder, som 

er spejder for de mindste børn og 

deres forældre. Myrespejder foregår 

ude i naturen, så børn og voksne 

kan hygge sig med bål, mudder 

og småkryb. Et par onsdage om 

måneden er der ”Mad med fyld”, 

hvor vi starter med at spise sammen, 

hvorefter der er et oplæg om svære 

spørgsmål, som diskuteres over 

kaffen. Udover de nye programmer 

tilbyder ActA fortsat roverspejder, 

gudstjenester og klubaftner. Vi har 

allerede nu planer om igen i år, i 

samarbejde med Metodistkirkens 

Sociale Arbejde, at uddele julepakker 

til dårligt stillede familier i Aalborg og 

Nørresundby. 

Der er fortsat mange udfordringer 

for ActA. Ledelsesgruppen deltager 

i menighedsplantningsprojektet med 

Øyvind Augland. Projektet giver stof 

til eftertanke og hjemmeopgaverne er 

meget berigende for ActA´s udvikling. 

I øjeblikket arbejder ledelsesgruppen 

med ActA´s værdier. Gennem en 

spørgeskemaundersøgelse har 

vi forsøgt at afklare, hvad der får 

folk til at komme i ActA og hvor de 

tror, ActA er om 4 år. Det har været 

meget spændende at arbejde med 

besvarelserne og se hvad det kan 

føre med sig. En anden udfordring vi 

fortsat arbejder med er, hvordan vi 

får nye ind i vores fællesskab og får 

dem der allerede er i fællesskabet til 

at engagere sig mere i det ugentlige 

arbejde. 

Det er ikke altid nemt at plante 

en ny menighed og arbejdet kan 

sammenlignes med at køre en 

aftentur i en kæmpestor rutsjebane. 

Det går både op og ned og det er 

svært at se om det der kommer, går 

op eller ned. 

Vi tror, at vi ved Guds hjælp kan fylde 

den fine nye ramme ud og vi forventer 

at Han fortsat vil lede Metodistkirken i 

Aalborg. 

14 15

NyE RAMMER PÅ 

IDRætsEftERskOLEN 

LæGÅRDEN Af Niels Urup Nielsen 

Vi har ny holdt skole på Lægården i 

42 år. Jeg har været her i 21 af disse 

år, så jeg kender efterhånden skolen 

ganske godt. På en måde ligner 

stadigvæk sig selv, men på en anden 

måde er den totalt forandret. 

Indtil 2004 havde vi ikke svært ved at 

være på skolen, men da vi ændrede 

vores profil fra almen efterskole til at 

være en kristen idrætsefterskole blev 

rammerne hurtigt for små. 

Det levede vi med i nogle år, 

hvorefter vi efter grundig overvejelser 

og udregninger sprang ud i det 

bygeprojekt, vi ved vore sidste 2 

generalforsamlinger har fortalt jer om. 

Nu er vi endelig færdige med at 

bygge, det har været en spændende 

og til tider svær tid for personalet 

og ledelsen. Der har været mange 

udfordringer under vejs, men de har 

alle sammen haft en løsning, så vi 

kunne komme videre med hverdagen 

og byggeriet. 

Det har været utroligt spændende 

at få lov til at være med til at skabe 

rammerne for undervisningen og 

samværet i de kommende år. Det 

er så utroligt vigtigt, at de bygninger 

man har til rådighed på en efterskole 

er med til at skabe en lys og glad 

stemning. 

Vi har med dette byggeri investeret 

ca. 25 mill. i nye og lyse omgivelser, 

som gerne skal være med til at 

gøre os konkurrencedygtige på 

et efterskolemarked, hvor der for 

øjeblikket er rift om eleverne. Når vi 

nu viser skolen frem til kommende 

elever og deres forældre, giver 

de udtryk for stor begejstring 

for de faciliteter, vi kan tilbyde, 

både hvad angår elevværelser, 

undervisningslokaler og idrætshaller. 

Den 24. september holdt vi indvielse 

af de nye lokaliteter 18 elevværelser, 

4 nye klasseværelser og 2 gamle, der 

er blevet renoveret, samt vores nye 

boldspilshal. Som idrætsefterskole 

foregik det ved at sidste års elever 

lavede gymnastikopvisning og efter 

de officielle taler, spillede nuværende 

og sidste års håndboldhold mod 

hinanden. Endeligt var der selvfølgelig 

stort kaffebord for alle gæsterne i 

vores spisesal, der også er blevet lidt 

større som en del af byggeriet. 

Det var dejligt ved den lejlighed at 

kunne præsentere de nye lokaliteter 

for bl.a. Niels Jørgen Ramsing, der 

var med i skolens første bestyrelse 

og senere formand for bestyrelsen og 

for Knud Kristensen, der var formand 

for bestyrelsen, da vi ændrede vores 

profil til idrætsefterskole. Det er 

vigtigt, at vi midt i begejstringen for alt 

det nye, vi har fået, husker at sende 

en tak til de fremsyndede folk, der 

startede det hele, og til alle dem, der 

har taget en tørn i skolens bestyrelse 

gennem tiderne. Samtidig skal vi også 

huske alle de ansatte, der gennem 

tiden har været med til at lægge 

grunden til den skole, vi i dag kan 

drive videre. 

Vi glæder os til at vise jer alle vore 

nye faciliteter ved kirkens landsmøde 

i foråret. 

Vil du gerne på efterskole ? 

skoleåret 2012/13 kan blive - et år, du aldrig glemmer! 

Læs mere på: www.lægården.dk 


16 17

MIssIONsARBEJDEts BEtyDNING fOR 

MEtODIstkIRkEN 

Når jeg fortæller fremmede om 

metodistkirken, så begynder jeg altid 

med at fortælle, at vores kirkefar 

John Wesley protesterede mod, at 

kirken i England i år 1750 kun var 

for de rige og veluddannede. Han 

begyndte at prædike for Englands 

fattige befolkning på et sprog alle 

kunne forstå, og holdt fast i at 

frelsen er tiltænkt alle mennesker. 

Det betød bl.a., at metodistkirken 

blev en samfundskritisk kirke, der 

kæmpede for social retfærdighed. 

Da metodismen kom til Danmark 

i slutningen af år 1800, blev der 

etableret socialt arbejde som f.eks. 

børnehjem, plejehjem og forskelligt 

andet hjælpearbejde for de dårligst 

stillede. Samtidig blev metodistkirken 

aktiv i u- landsarbejdet. 

Det er dette sociale engagement og 

næstekærlige menneskesyn, som 

er fundamentet i metodistkirken 

livsopfattelse og derfor mener jeg, 

at missionsarbejdet er en vigtig 

livsnerve for hele vores kirke - også 

i år 2011. Jesus hjalp mennesker i 

nød. 

Jeg er taknemmelig over alle de 

engagerede mennesker, der aktivt 

tager ansvar for missionsarbejdet 

i vores kirke. Metodistkirkens 

kvinder(MK) har gennem mange år 

båret en tradition for hjælpearbejde 

og har altid været et godt eksempel 

for alle andre. Men de seneste 

år, har kirkens missionsarbejde 

fundet nye veje og nye metoder, 

hvilket har betydet, at mange 

unge er blevet ambassadører for 

vores missionsarbejde. ”Den gode 

forbindelse”, Letland, Mikrolån 

og Honduras er eksempler, hvor 

unge mennesker aktivt har brugt 

deres penge, deres tid og deres 

engagement i missionsarbejdet. Tak 

for alles bidrag. Det gør vores kirke 

rigere. 

Bente Skov 

ORIENtERING fRA MIssIONsRÅDEt 

Til landsmødet i år blev to nye 

medlemmer valgt ind i missionsrådet; 

Jette Flinck fra Odense og 

Kristine Pedersen fra København 

(Frederikshavn menighed). Jette 

Flinck har tidligere været med i 

missionsrådet og lægger mange 

kræfter i vandprojekterne i DR 

Congo sammen med sin mand 

Anders Flinck. Kristine Pedersen 

har hjulpet missionsrådet med 

mikrolånsprojektet, været med til 

vandprojektet i Mununu i 2009 og 

ligeledes besøgt Hope Centret i 

Letland. Missionsrådet byder de nye 

kræfter velkomne og glæder os til at 

samarbejde med jer. 

Men livet går ikke altid som vi troede 

og håbede. Dette er tilfældet for de 

mennesker som ønskede at gøre 

en indsats for Missionsrådet, men 

som har måtte indse at forandringer 

i deres liv gør det umuligt for dem på 

nuværende tidspunkt. 

Dette gælder for Anni Pedersen, 

formand for Missionsrådet, som 

mistede sin mand d. 19. september 

efter en hård kamp med sygdom. 

Anni har valgt at gå på orlov og 

Beatrice Wittlinger, som næst 

formand overtager Annis forpligtelser. 

Missionsrådet kondolerer. 

Det gælder også for Michael 

Schæffer, kassere, som endnu 

en gang må se sygdommen tage 

så mange af hans kræfter og 

overskud at han vælger at træde ud 

af missionsrådet. Henning Bjerno 

vil midlertidig overtage Michaels 

forpligtelser som kasser indtil en 

anden fra missionsrådet kan overtage. 

Missionsrådet ønsker også at 

kondolere familie og venner for tabet 

af vores tidligere kassere, Kjeld 

Mogensen. Kjeld var en grundig, 

trofast og varm person og han gjorde 

i løbet af sin tid et stort stykke arbejde 

for missionsrådet. 


Beatrice Wittlinger 

Et MEGEt 

OPLøftENDE 

BEsøG I CONGO 

Af Anders Flinck 

Der er planer om et nyt vandprojekt 

i den congolesiske by Lukunki 

i 2012. Men hvordan forløber 

forberedelserne? Og hvordan går det 

med vandsystemerne i Mulungwishi 

og Mununu? I september var jeg 

i Congo. Og hvor var det dog et 

opløftende besøg! 

Congo er i krise, og det kan mærkes. 

Også selv om der er kommet 

mange nye kinesiske firmaer, som 

beskæftiger sig med alt muligt legalt 

og semi-legalt. Der er færre penge i 

lommen hos den enkelte congoleser, 

og mange ting koster det samme som 

i Danmark. Udenfor byerne lever og 

overlever man næsten uændret. 

Til trods for krisen var det opløftende 

at være i Congo. Det var opløftende 

at se alle de små og store projekter, 

som Metodistkirkens mission har 

været med til at sætte i gang. De 

fungerer lige så godt, som da de stod 

færdige – nogle steder bedre. 

Mulungwishi 

Hele strømforsyningen på 

Mulungwishi missionsstation var 

vedligeholdt, udbygget og fungerede 

perfekt. Der var vand i alle haner, 

selv om antallet af studerende er 

steget kraftigt. Der er et øget behov 

for vand, og derfor er de også 

begyndt at forberede en udvidelse af 

vandforsyningen. 

Lige inden jeg skriver dette, har jeg 

hjulpet teknikerne Tata og Jacques 

med at gennemgå det budget, de har 

lagt for etableringen af en ny pumpe. 

Der er tale om en ekstra pumpe 

til den brønd, der er boret mellem 

svejtserhuset og de store vandtanke, 

som John Holger og teenagerne 

renoverede i 2006. 

En Metodistkirke i Texas, som 

har flere medlemmer end hele 

Metodistkirken i Danmark, vil betale 

for etableringen af den nye pumpe. 

Det er en udvidelse, der koster 

ca. 95.000 kr. I mine øjne er det 

forudseende og god planlægning, de 

har gang i i Mulungwishi. 

Mununu 

Et besøg i landsbyen Mununu, hvor 

vi var med til at etablere en helt ny 

drikkevandsforsyning i 2009, var lige 

så opmuntrende. Her blev alt passet, 

plejet, renset og tilset regelmæssigt. 

Der var vand i hver eneste hane. 

Problemet var, at der er kommet 

næsten 1.000 nye indbygger til byen. 

Tilflytningen skyldes ikke mindst 

det rene drikkevand. Den lokale 

vandkomité har lagt planer om at få 

boret en ny brønd i den sydøstlige 

udkant af byen, installere en pumpe 

og opstille nye vandtanke. 

To ledere fra Metodistkirken i Texas 

besøgte Mununu i august og så byens 

nuværende vandforsyning. Gæsterne 

fra Texas var imponerede over, hvad 

de så. De sagde, de ville give et godt 

tilskud til en ny brøndboring i Mununu. 

Tata og Jacques skal snart i gang 

med at arbejde på disse planer. Jeg 

har lovet at hjælpe med at få kort, 

lister og plan til at gå op. Det er en 

spændende og positiv udvikling. 

Lukunki 

I Lukunki ventede høvding Mwepu i 

sin pieot på at få besøg af Philippe og 

mig. Vi blev modtaget på traditionel 

vis. Jeg gjorde et nummer ud af 

at vise, at jeg havde lært, hvordan 

man knæler og hilser ærbødigt. 

Efter en snak om vores planer for 

de følgende dages undersøgelser i 

landsbyen, blev jeg gjort til jæger med 

to kridtstreger på kinden, og dermed 

fik jeg ret til at jage i Mwepus område. 

Det hele blev gjort med et smil på 

læberne. Mwepu er en moderne 

mand jakkesæt, lille motorcykel og 

digitalt kamera. 

Da vi besøgte landsbyen Lukunki 

sidste år, sagde jeg, at de skulle 

indsamle mindst 5.000 US dollars 

for at vise, at de lokalt ville gøre en 

indsats for at få en ny vandforsyning. 

I juni i år havde de indsamlet 3.500 

US dollars. For de penge havde de 

på eget initiativ fået boret en 62m dyb 

brønd. 

Efter et par dage sygdom var jeg 

tilbage i Lukunki. Her havde Tata, 

Jacques og et lille arbejdshold gjort 

klar til at prøvepumpe. Efter noget 

bøvl med generatoren kom vi i gang 

og pumpede i to timer for at se, om 

vandet i brønden kunne løbe hurtigt 

nok. Det var ikke noget problem. Vi 

tog flere målinger: 200 liter på 1 minut 

og 42 sekunder. Det svarer til 7.000 

liter i timen. 

Efter de to timers pumpning udtog 

vi en prøve, som blev sendt direkte 

til et laboratorium i Lubumbashi. Det 

var det klareste vand, de havde set i 

Lukunki og på laboratoriet. 

Vand-indvielse 

Tata, Jacques og jeg har færdiggjort 

kortet med placering af vandhaner og 

rørføringer. Søndag d. 2. oktober blev 

projektarbejdet indviet i den lille lokale 

Metodistkirke. Under indvielsen faldt 

regntidens første byge på kirkens 

tage. Det tager vi som et godt tegn! 

Nu skal vi i gang med budget og 

projektbeskrivelse. Hvis alt går 

vel, står der 30 nye vandposter, et 

vandtårn og et kontrolrum i Lukunki i 

slutningen af juli 2012. Vi håber også, 

du vil være med. Det hele kommer til 

at koste mellem 350.000 og 450.000 

kr. Så ethvert bidrag er velkomment! 

18 19

MIkROLÅN I DR CONGO 

Noget af det mest inspirerende, 

motiverende og livsbekræftende er 

når en drøm, en tanke, en ide bliver 

til handling og man derved gør en 

forskel. Mikrolånsprojektet startede 

som alle andre projekter med denne 

drøm, denne tanke og denne ide og 

har nu i et års tid været med til at 

forandre mange kvinder og deres 

familiers liv i DR Congo. 

Det startede med 30 kvinder, som fik 

deres første lån på $100 i oktober 

2011. Disse kvinder brugte deres lån 

til at købe varer, som de kunne sælge 

videre og derved tjene lidt ekstra, 

som kunne hjælpe dem med at sikre 

mad på bordet. Dette er nu blevet til 

54 kvinder, som nu har fået lån og 

hvor alle har kunnet betale tilbage. 

Efter som kvinderne betaler tilbage 

deres lån, får de tilbudt et nyt lån og 

hvis de ønsker det, kan de gradvist få 

større lån. Det betyder at de største 

lån på nuværende tidspunkt er på 

$150. Målet er at 70 kvinder i Luambo 

området modtager lån af First Step 

Initiative inden årsskiftet. 

Udover videresalg af varer, er der 

også nogle af kvinderne, som har en 

særlig egenskab eller idee, som de 

bruger lånet. Et eksempel er Ngoyi, 

som er uddannet sygeplejeske og 

som ved hjælp af lånet fra First 

Step Initiative, kan hjælpe sine 

medborgere. I Luambo er der ikke 

andre klinikker og målet er for Ngoyi 

at åbne sin egen klinik og på sigt 

ansætte et par andre sygeplejesker til 

at hjælpe hende. 

Således mangedobles den positive 

effekt, som det mikrolån Ngoyi har 

fået gennem First Step Initiative. Og 

altså et lån som First Step Initiativ 

kan give, fordi vi i den Danske 

Metodistkirke har valgt at støtte deres 

betydningsfulde arbejde i DR Congo. 

Julekollekten. 

Til jul giver vi hinanden gaver. Får 

man en gave af en, som man ikke 

selv havde købt en gave til, bliver 

man først rigtig glad for, at personen 

har tænkt på én og nogle gange er 

de overraskende gaver de bedste. 

Men jeg tror også de fleste af os lidt 

senere kan komme til at ærgre os 

over, at vi ikke havde købt en gave 

til den anden. Det er selvfølgelig 

ikke giverens hensigt og giveren 

vil højst sandsynligt ikke føle nag 

overhovedet, ikke desto mindre kan 

vores glæde over den overraskende 

gave måske godt blive lidt mindre, 

end hvis vi kunne give en gave igen. 

Det er ikke helt det samme, men 

alligevel lidt med de gaver, som vi 

giver vores venner rundt omkring i 

verden, som har ingenting. Men det 

behøver ikke i alle tilfælde at være 

sådan. Når vi giver et mikrolån til 

en kvinde i DR Congo, så har hun 

mulighed for hjælpe sig selv og 

sin familie til en bedre tilværelse 

og når hun så betaler lånet tilbage 

så ”skylder” hun ikke nogen mere. 

Dermed skænker vi i realiteten 

kvinden en af de største gaver vi kan, 

nemlig håb og værdighed på samme 

tid. Og hun skænker os faktisk en lige 

så stor gave, nemlig muligheden for 

at hjælpe endnu flere. 

Julekollekten går i år til mikrolånene 

i DR Congo. Giv en gave som vil 

sprede håb og værdighed. 


ARBEJDsfERIE I CONGO sOMMEREN 2012 

– er det noget for dig? 

Planen er, at der skal etableres et 

drikkevands system i landsbyen 

Lukunki lige øst for missionsstationen 

i Mulungwishi i DR Congo. Det sker 

under ledelse af metodistkirken 

i Congo og metodistkirkens 

verdensmission i Danmark fra 

slutningen af juni til slutningen af juli 

2012. 

I 2010-2011 samlede vi ind så 60 børn 

kunne komme i skole. 

I år (2011-2012)har vi igen sendt lidt 

over 60 børn i skole. 

Disse børn var ikke kommet i skole 

hvis det ikke var for den hjælp vi har 

givet dem. Mister et barn den ene 

eller begge sine forældre, er det ofte 

ikke muligt at betale for skolegang, og 

derfor er der mange der ikke kommer 

i skole. Vi har i øjeblikket børn i skole i 

Mulungwishi, Mununu og Lukunki. Alle 

børn går i grundskolen (0-6.klasse). 

Vi håber igen til næste år at kunne 

sende lige så mange børn i skole, og 

Vil du med til Lukunki og arbejde 

side om side med indbyggerne der, 

med at lægge rør, bygge vandposter 

og dække grøfterne til. Er du klar til 

at blive beskidt, svede, vaske dig i 

en balje og sove som en sten under 

myggenettet, medens vinden suser 

og bushen brænder i det fjerne. Vil du 

le og lege med børnene? 

en af mulighederne for at give penge 

til dette, er ved at købe et skolebevis 

til 350 kr. som er det det koster at 

sende et barn i skole i et år. Er dette 

en ide til julegave eller en senere 

gave, er det bare at sende pengene til 

missionsrådets konto og sende en mail 

til Kristine Pedersen med overførsel, 

navn og adresse så vil du modtage et 

gavebevis. 

Missionsrådets bankkonto: 

Reg.nr.: 8132 – Kontonr.: 6130256307 

Kristine Pedersen’s mail: ynneh83@ 

hotmail.com 

Så send en ansøgning inden 1. Marts 

2012, med oplysning om dig selv og 

om hvorfor du gerne vil med. 

Ansøgningen sendes til: 

Missionsrådet ved. Jette Flinck, på 

email: j-flinck@webspeed.dk 

Denne aktive ferie koster 15.000kr 

heraf betales et depositum på 5.000 

senest den 1. April 2012 og resten 

betales senest 1. Juni 2012. 

Prisen dækker flybilletten, forsikring, 

visum, vaccination, landtransport i 

Congo, kost og logi. 

Hvornår: Team 1 forventet afrejse 

torsdag den 28. juni og hjemkomst 

fredag den 20. juli 2012. 

Hvornår: Team 2 forventet afrejse 

torsdag den 12. juli og hjemkomst 

torsdag den 2. august 2012. 

Pris: er fastsat på betingelse af 

flybilletterne ikke overstiger 9.000 kr, 

som pt er KLM’s pris. 

Du kan læse mere om dette projekt 

og tidligere vandprojekter i DR Congo 

på disse sider: mununu09.blogspot. 

com, metodistkirken-odense.dk og 

Facebook gruppen Vand i Lukunki og 

her i bladet. 

Ansøgningen sendes til: Jette Flinck 

på email: j-flinck@webspeed.dk 

JULEGAvEIDE 

Mangler du en god ide er den måske her! 

20 21

MENIGHEDsNyt 

stRANDBy 

Café Qvindfolk 

Lørdag den 29. oktober var der 

inviteret til sæsonens anden café 

Qvindfolk, der er 2½ times forkælelse 

i samvær med andre kvinder. 

62 kvinder havde valgt, at bruge 

denne formiddag sammen, for at nyde 

Gittes dejlige brunch og ikke mindst 

lytte til en klog kvinde. Denne gang 

Lene Christiansen, landmandskone, 

sygeplejerske og blogger. Hendes 

blog har navn efter en sang af Lars 

Lillholt: ”Underet er vi er til”, http:// 

underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com/ 

Lene fortalte levende om sit arbejde 

med og forskning i behandling og 

pleje af mennesker, der har haft en 

blødning i hjernen. 

Det helt specielle ved disse lørdage, 

ca. 5 gange om året, er, at kvinder 

i alle aldre og fra mange forskellige 

kirker finder vej og tid til at deltage. 

Dåbsklubgudstjeneste 

Dagen efter den ovennævnte café, 

fik vi alle ”foræret” en time, da 

sommertiden sluttede. 

Vi har tradition for at invitere til 

dåbsklubgudstjeneste denne dag, 

med efterfølgende børnevenlig 

frokost. 

Dagen stod i fiskens tegn, og alt 

lige fra sange, til prædiken, til 

gudstjenestestationer, var præget af 

emnet. 

Børnene blev fotograferet, billederne 

fremkaldt, dåbsdato skrevet på og 

hængt op på et fiskenet. Der blev 

fortalt om de kristnes hemmelige tegn 

med halve fisk i sandet, hvor historien 

er den, at de bogstaver, der danner 

ordet fisk på græsk kan tydes som 

Jesus Kristus Guds Søn Frelseren. 

Når en kristen så en halv fisk tegnet, 

så var der mulighed for kontakt ved, 

at man tegnede den anden halve. Det 

var livsfarligt at være kristen. 

Der blev malet på ”fisk”, og lavet 

armbånd af vingummifisk. 

Prædiken ved Louise Aaen foregik 

iført gummistøvler og sydvest fra 

en fiskekutter, der 14 dage tidligere 

havde været en vigtig brik til et 

guldbryllup. 

Peters fiskedræt er en rigtig god 

historie. 

Dansepigerne rammede 

gudstjenesten ind med masser af 

glæde og energi. 

ODENsE 

Optaget som bekendende medlem 

Ann Charlotte Solberg Kjeldsen 2. 

oktober 

Stefan Lambæk 20. november 

Sisse Vestergaard Platz 4. december 

Ulf Salmonsen 4. december 

Wally Jensen 15. november 2011 

Ariane Becker Tolstrup 29. november 

Jesper Thyregod 29. november 

Døbte 

Asta Meier Sørensen 2. oktober 2011 

Mathilde Aagard Andersen 2. oktober 

2011 

Rufus Gudiksen Chambless 30. 

oktober 2011 

Optaget som døbte medlemmer 

Kristine Aagaard 15. juli 2011 

Søren Andersen 15. juli 2015 

Henrik Rothe Fabrin 30. august 

Susanne Nelly Anna Kathrine Blohm 

Chris tensen 30. august 

Lina Meier Sørensen 2. oktober 

Andreas Stahl Madsen 15. november 

Charlotte Stahl Madsen 15. november 

Jeppe Lambæk 20. november 2011 

Mathias Stahl Madsen 4. december 

2011 

Dødsfald 

Kjeld Mogensen 4. oktober 2011 


fACEBOOk 

GUDstJENEstE, HvAD 

ER NU DEt?Af Dorthe Bhutho, Strandby 

Det kan da kaldes 

gudstjenestefornyelse 

Vi sad klar ved vores computere 

søndag aften og ventede spændt på, 

hvad en facebook-gudstjeneste mon 

var eller kunne udvikle sig til. For mig 

kom den endda til at udkonkurrere 

den ellers så populære serie ”Borgen” 

på TV. Så blev det tid og Duncan bød 

velkommen med ordene: ”Hvor to eller 

tre er samlet i Jesu navn er han der, 

også på Facebook.”. Derefter ledte 

han os i bøn – en bøn der blev skrevet 

på væggen af facebook-siden. 

Jeg er klar over, at det kan være lidt 

svært at forestille sig, hvad det hele 

handler om, hvis man ikke selv har en 

computer, er koblet på internettet eller 

er på Facebook, som er et af nutidens 

såkaldte «sociale medier», men vi kan 

altså sidde ved hver vores computere 

og kommunikere med hinanden, 

uanset hvor i verden, vi befinder 

os. Således havde vi f.eks. også 

deltagere fra hhv. Sverige og Afrika. 

Bøn, musik og samtaleprædiken 

Efter Duncans bøn og vores fælles 

Fadervor, fik vi et link til en musikvideo 

”Blessed be your name” med 

Newsboys, en flot og stemningsfuld 

lovsang. Efter denne sang var der 

flere, der kommenterede - igen på 

skrift - og gudstjenesten fortsatte med 

en bibeltekst, hvorefter Louise holdt 

en kort prædiken. 

Prædikenen kom i mindre stykker 

med afsluttende spørgsmål, som vi 

kunne svare på eller kommentere. I 

begyndelsen syntes jeg, at det var 

lidt svært lige at finde ud af, at der 

både var tekst på væggen - som man 

kalder det i Facebook-sproget - og 

på chatten, men det går sikkert bedre 

næste gang, og hjælper nok også, 

hvis jeg vælger den store computer i 

stedet for den lille bærbare, som har 

en meget lille skærm. 

På denne måde blev det en slags 

samtaleprædiken, som jeg er spændt 

på at se udvikle sig, efterhånden som 

vi lærer at bruge mediet. 

Lystænding 

Efter samtaleprædikenen kom der 

endnu en musikvideo, denne gang 

«Light the candle» med Neil Young, 

og vi tændte et lys, der hvor vi sad 

og kunne nu bede eller sige Gud 

tak for forskellige ting. Vi var inden 

gudstjenesten begyndte blevet 

opfordret til at have et stearinlys i 

nærheden, og selv tændte jeg et lys 

for en god ven og skolekammerat, 

som døde af Cancer i Januar måned 

og en anden tændte et lys for sin 

far, som hun havde mistet 5 dage 

tidligere. 

Til slut takkede Duncan af og vi fik lyst 

velsignelsen via endnu en musikvideo: 

May the road rise to meet you, 

may the wind be always at your back. 

May the sun shine warm upon your 

face, 

and the rain fall soft upon your fields, 

until we meet again, may God hold 

you in his hand. 

Efter den korte gudstjeneste var der 

flere af os, der blev hængende og 

“talte” sammen over “kirkekaffen” som 

mange af os havde klar ved hånden. 

En dejlig, positiv overraskelse 

Jeg vil indrømme, at mine forventning 

til denne form for gudstjeneste ikke 

var voldsom stor, men jeg blev positivt 

overrasket og vil bestemt være med 

næste gang også. 

Jeg tror, at vi var imellem 30 og 50 

personer, og flere deltog aktivt med 

kommentarer undervejs, og det tror 

jeg vil blive mere, når vi har prøvet det 

et par gange. Vi var mange forskellige 

aldre repræsenteret, fra de helt unge 

til os, der bare føler os unge, men har 

rundet de 50, og os var der faktisk en 

del af. 

Hvad har de nu fundet på? 

Jeg kan forestille mig, at der er flere af 

kirkens mere modne medlemmer, som 

vil undre sig over dette nye fænomen, 

og som måske har svært ved helt at 

forestille sig, hvad det egentlig er, der 

foregår. Til jer vil jeg bare sige: Glæd 

jer over, at der nu er opstået en ny 

måde, vi kan være kirke på. Jeg er 

ret sikker på, at denne måde at holde 

en alternativ gudstjeneste på, vil nå 

ud til mange mennesker, som måske 

ikke føler sig klar til at møde op til en 

gudstjeneste i kirken, men måske godt 

vil deltage i facebook-gudstjenesten 

og være mere eller mindre anonym, 

indtil de måske føler sig klar til at 

deltage aktivt og måske stille nogle 

spørgsmål. 

Godt initiativ 

Jeg er sikker på, at dette nye tiltag 

vil få mange gode og dybsindige 

samtaler i gang på nettet, og hvem 

ved, om det ikke kan medføre, at 

folk bliver nysgerrige og også vil 

træffe os og hinanden personligt 

hen ad vejen. Personligt vil jeg ikke 

undvære gudstjenesten i kirken, hvor 

vi kan se og mærke hinanden, men 

jeg ser virkelig muligheder i dette 

nye initiativ, og hvor er det fantastisk 

at kunne sidde hjemme og være til 

gudstjeneste med mennesker fra hele 

landet og udlandet! Her i huset var det 

faktisk en familiegudstjeneste, for min 

hund, Nikki, var nemlig med i kirke! 

22 23

24 

ID 47778 Afsender: Kurér-forlaget, Ryslingeparken 74, 8270 Højbjerg 

Sig det ikke til nogen, men jeg 

købte tre pakker juleservietter med 

salmetekster og engle i begyndelsen 

af oktober. Da jeg lagde dem ind 

i skabet, opdagede jeg, at der 

stadigvæk ligger to pakker (rensdyr 

med forgyldte gevirer) fra sidste år - 

hvor jeg ved nærmere eftertanke nok 

havde nogle liggende fra forrige år. 

For jeg elsker jul, og der må endelig 

ikke mangle noget - og så kan man 

komme til at forkøbe sig. 

Det står for mig, som om min 

barndoms jul hvert år flød 

med hjemmebagte småkager, 

hyggeaftener med juleklip, metervis 

af nisselandskab, hjemmelavede 

marcipanfrugter og en vrimmel af 

kravlenisser og glaskugler. Jeg bilder 

mig ind, at vi lavede snelygter hvert 

evige eneste år, og at vi altid var 

mindst 10-12 børn og voksne til bords 

juleaften. Jeg husker det i hvert fald 

sådan. 

Det er noget sværere at leve op til 

minderne end at pynte på dem, og 

jeg har en lumsk mistanke om, at det 

er derfor, nogle mennesker kommer 

frem til, at de hader jul. Alt det, man 

skal. Al den mad. Al den stress. 

Foran mit bugnende juleservietlager 

må jeg spørge mig selv, hvad det 

egentlig er, der ikke må mangle til jul. 

”Jesusbarnet blandt os bor” står 

der på mine seneste servietter - og 

Grundtvig og salmen hævder også, 

at engle daler ned, hvor de ser noget, 

der er kønt for Gud. 

tIL LIvEt 

HvIs ENGLENE LIGE MÅ HA´ 

LOv At kOMME tIL Af Anne Hedegaard 

JA 

Jeg tvivler på, at det er mit 

nisselandskab, de falder for. Eller, at 

engle tæller artsfæller i papirklip på 

juletræet, før de tager stilling til, om 

der eventuelt skal suppleres med 

paradisgrønt. 

Når jeg tænker efter, tror jeg faktisk 

heller ikke, at det var mængden af 

julepynt eller antallet af småkager, 

der gjorde julen til noget særligt 

for mig. Det var oplevelsen af, at 

mennesker gjorde deres bedste for 

at glæde hinanden, og selv om jeg 

som barn aldrig var i kirke til jul, så 

troppede en engel alligevel altid op 

et eller andet sted med det glædelige 

budskab - i en salme, i et eventyr af 

Selma Lagerlöf eller i juleevangeliet til 

spejderafslutningen. 

Det er dét, der ikke må mangle. 

Plads og tid til at glæde og undre sig 

over budskabet om, at Gud lod sig 

føde på jord. Uden det bliver julen til 

en fest uden årsag, og den slags kan 

være meget anstrengende. 

Heldigvis har vi al mulig grund til at 

fejre jul - bedre budskab findes ikke - 

og om al julepynten kommer op, eller 

om antallet af hjemmeflettede hjerter 

svarer til mors derhjemme er en 

fuldstændig ligegyldig detalje. 

Julen ER glædelig. 

PS: Jeg har i øvrigt lige genset en 

frostpose med vaniljekransedej i 

fryseren. Hvor længe kan sådan 

noget holde sig? Det stammer vistnok 

fra sidste år, hvor jeg ikke nåede at 

bage alligevel. Eller var det forrige år?

Himmel & Jord her - Metodistkirken i Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?