beboerblad for højbjerg andelsboligforening - LiveBook

More documents

Recommendations

Info

Vi har modtaget... Det var som at komme i Himmerige I forbindelse med medlem nr. 1 - Eva Tolboes bortgang har vi valgt at genoptrykke nedenstående indlæg fra det jubilæumsskrift der blev udarbejdet i forbindelse med foreningens 40 års jubilæum i 1982 År 1942, Europa står i flammer, rationering, folkestrejker og sortbørshandel hører til dagens orden, mens krigsguden Aras lader sin diabolske latter tordne ud over menneskeheden, ”Das grosse Vaterland” paralyserer folket med løgne om »die Wehrmacht«s sejrrige fremmarch eller strategiske tilbagetrækninger, og den stærkes ret borer sine rødder helt ned i den ellers så fredelige danske befolkning, så nogle udnyttes, og andre udnyttes. Dette gælder ikke mindst inden for boligområdet, hvor det at være almindelig og ikke have evnen til at udnytte ragnarokket på andres bekostning til tider næsten utålelig. Det følgende er en kort beskrivelse af et møde, redaktionen af dette skrift havde med de ældste beboere, der alle har boet i Højbjerg Andelsboligforening siden oprettelsen. Det var et møde, der overvældede redaktionen både med hensyn til deltagernes antal (15 beboere) og disses evne til at fortælle om ”dengang”- en evne, som måske var en bedre sag værdig. Et fælles træk hos alle var taknemmelighed over, at der midt i mørket var nogle, der troede på en tid efter denne og trods næsten uovervindelige restriktioner trodsede alt og begyndte at bygge værdige boliger for »den almindelige arbejder«. Det er ikke vores opgave at fortælle, hvordan det begyndte, det overlader vi til dem, der var begivenhederne på nært hold. Blot må vi beskære de mange indtryk af pladsmangel, da det ellers ville fylde hele bladet. ”Værs’god, l unge pensionister, ordet er jeres!” I en lille toværelses lejlighed i den nordlige del af Århus er far, mor og et par børn samlet efter morgenkaffen en søndag morgen. Moderen er optaget i det lille dårligt indrettede køkken, hvor opvasken fra morgenbordet skal ryddes af vejen, for børnene skulle jo gerne vaskes, og søndagsmiddagen laves, alt imens der koges børnetøj på det lille gasbord. 1 Inde i stuen sidder far og forsøger at læse ”Demokraten”, mens børnene giver udtryk for deres livsglæde, selvom pladsen er trang. En evindelig tyssen for ikke at vække værtens vrede over larm i lejligheden er virkningsløs, og hvad skal man gøre, når der ikke er andre udfoldelsesmuligheder for børn end gaden, og den er for stor og børnene for små. Pludselig står der at læse i avisen, at man agter at bygge nye boliger i Højbjerg, beregnet til almindelige mennesker, endda med børn. Dette må undersøges nøjere, og uden at vække for store forhåbninger hos familien tager far sin cykel og kører ud for at se, hvad dette er for noget. Og uden at røbe sine planer beslutter han, at her vil de bo. Altså, på med vanten, finde frem til den, der bestemmer, overtale denne og få tildelt en lejlighed. Det lyder enkelt, men kun en selvoplevelse kan beskrive vanskelighederne. Cykelturen til Højbjerg blev foretaget mange gange for at følge byggeriet og sikre sig, at drømmen blev til virkelighed, og det blev den. Kære læsere, andelshaver nr. 1 og foreningens næstformand igennem 12-13 år blev en realitet. På et smedeværksted i Århus står en af fagets stoute håndværkere og tænker bekymret på, om den lejlighed, han efter stor møje har fået tildelt i Højbjerg Andelsboligforening, mon når at blive færdig til tiden, da hans familie ellers ikke har noget sted at bo. Bygningshåndværkerne vil ikke love noget, de siger, at det ikke kan blive til noget, da byggeriet overhovedet ikke kan blive tørt til det lovede indflytningstidspunkt. Men hvad gør en rigtig smed så. Han får en ide, cykler for 20. gang til Højbjerg og spørger, om han må hugge hul i skorstenen og sætte en brændeovn op, så lejligheden kan blive tør, til familien skal flytte ind. Bygningsfolkene ryster på hovedet, men det kan vel ingen skade gøre, og hvad sker. Man spørger mester, om man må fuske en brændeovn, selvom jern er en mangelvare, får man lov, og følgen blev, at bygningshåndværkerne fik en lun frokoststue, og smeden flyttede ind i en tør lejlighed til den planlagte tid. Man er vel ikke smed for ingenting. I øvrigt blev brændeovnen brugt til at lave mad på de første år, familien boede der. I den halvtunge klamme efterårsluft på en gårdsplads ved et lille hus i Tranbjerg står en mand og pumper vand ved en gammel vandpumpe. Han bor i en lille fugtig kælderlejlighed, som han har erhvervet efter en ungkarl, der ikke var tilfreds med stedet, intet vand, afløb eller gas. Vandet hentes i gården, og maden tilberedes over en primus. Lejligheden driver af fugt og er absolut ikke et sted for 3 mindre børn, men familien var så heldig at få denne lejlighed mod selv at istandsætte den og gøre den beboelig. Manden er ansat som ufaglært arbejder på et nybyggeri i Højbjerg, som ser ud til at blive alle tiders. Mon man kunne få en lejlighed der? Chancerne er ikke store, da denne kommune ikke er begejstret for at lade småkårsfolk flytte til. De er ikke særlig gode skatteydere og kunne jo blive en belastning for socialforvaltningen. Hensynet til børnene vejer tungt, og mens byggeriet skrider frem, vokser beslutningen om at prøve at få en lejlighed i dette nye byggeri. Et renderi efter besluttende personer begynder, og resultatet bliver, at den tredje lejlighed i Højbjergparken er udlejet. I en taglejlighed i Højbjerg læser en mand om et møde, der skal holdes på »Hotel Kragelund« om et nybyggeri, der er i gang, og da familien ikke har megen plads, beslutter han at gå til det møde. Det koster da ikke noget at lytte. Nedslået kommer han hjem og fortæller, at det kan de godt slå ud af hovedet, da en lejlighed i dette byggeri vil komme til at koste ca. 50 kr. om måneden. Der er en ting, han ikke kan glemme: Det blev sagt på mødet, at man ikke
lev lejere, men andelshavere og ikke umiddelbart kan siges op - noget familien går i evig angst for, hvor den bor nu. Efter nætters samtale og planlægning tager man chancen, søger en lejlighed i Højbjergparken og får en tildelt. Man skulle tro, at denne beskrivelse af nogle af de 48 andelshavere, der fik bopæl i Højbjergparken, er konstrueret, men det er ikke tilfældet, det er en gengivelse af den fortælleglæde, vore gæster lagde for dagen indebar, så nøjagtig som en gengivelse kan blive med dette fænomens svagheder. Vor beretning kunne måske godt slutte her med ordene: »Og alle levede lykkeligt osv.«. Men faktisk begynder historien først her. I det sene efterår begyndte flytningerne fra forskellige steder i byen med de forhåndenværende transportmidler. Enten lånte man en hestevogn hos en bonde på landet eller brugte trækvogn, og med disse menneske- eller hestetrukne køretøjer belæsset med indbo kunne man flere gange køre frem og tilbage, inden alle ens ejendele var i hus, men var vejen end lang og flyttelæsset tungt, gav det ekstra kræfter, at forventningens glæde hver gang kørte med. Og blev man lidt træt, gav det styrke at tænke på, at man ikke længere var almindelig lejer, men andelshaver. Og hvilket byggeri overtog man så? Det var jo under krigen med alle de besværligheder, dette indebar, med kun få eller manglende materialer til rådighed, så det var svært at få byggeriet færdigt, til indflytningerne fandt sted. Folk måtte tage det, som det var. Nogle steder manglede der gulve, andre steder var der intet køkkenbord, og på de trappeløb, der var lavet, fandtes intet gelænder. Ja, et sted var der end ikke en trappe, men så brugte man murerstilladset som trappe og vinduet som indgangsdør. At der manglede dørgreb i de få døre, der var monteret, tog man som en oplevelse. Som en af de kvindelige gæster sagde: »Godt nok var der intet køkkenbord i lejligheden, da vi flyttede ind, men pyt med det, Jørgensens, der flyttede ind ovenover med 4 børn, manglede hoveddøren, det var da værre«. På grund af restriktioner måtte der kun være en radiator i hver lejlighed, og i mange tilfælde måtte beboerne nøjes med en lille radiator, der egentlig var beregnet til brug i soveværelset. Men den klarede man sig med, indtil den, der var beregnet til stuen, blev monteret. Når dette var sket, blev den lille radiator afmonteret og sat i kælderen eller overflyttet til en anden lejlighed, hvor der manglede varme. Ak ja, det var mere vigtigt at skaffe Kruppkoncernen materialer til fremstilling af kanoner, end det var at sørge for opvarmningsmuligheder for nogle tilfældige civilister i Højbjerg. Selvom man havde en radiator, kunne varmeproblemet ikke løses uden centralfyr, og da man med stort besvær havde fremtryllet et stokerfyr fra Hyttemeier i Odense, ville skæbnen, at dette fyr blev forsinket på grund af sabotage - og så var man lige langt – men radiatorerne var skam pæne at se på. Til alt held var bebyggelsen fra starten projekteret til kakkelovnsopvarmning, så skorstenen fandtes endnu. De ukuelige indflyttere tog sagen i egen hånd, og ved venners hjælp eller handel under bordet fremskaffede man diverse kakkel- eller brændeovne. Endelig den 3. november kom fyret, og så havde man både en centralkedel og de fleste steder en radiator, men ingen brændsel. Også dette problem fandt man en løsning på. Der boede nemlig en vognmand i bebyggelsen, og for gode ord og ekstra betaling, 50 kr. pr. tur (svarende til en måneds husleje), fik man ham til at fyre sit generatordrevne køretøj op og køre til Søby brunkulslejer syd for Herning, hvor han i timevis måtte holde i kilometerlange køer for at få et læs våde brunkul med hjem til Højbjerg. Hvis det svigtede med brunkullene, havde nogle fundet ud af, at der var lagt et lag slagger, hvor det fremtidige parkanlæg var påtænkt. Hvad gjorde man så? Jo, man tog blot af disse slagger, og puttede dem i centralfyret, Keine Hexerei, nur Behandigkeit. Midt i den sprudlende fortælleglæde, der føg på kryds og tværs over bordet, lød pludselig en myndig røst fra en af gæsterne: ”Lad nu være med at bruge den sorte pensel for meget ved beskrivelsen af vore indflytningsproblemer, for ser man stort på det, må alle små hulk forstumme til fordel for de goder, Vi har modtaget... der trods alt var ved dette byggeri i forhold til de muligheder, de fleste af indflytterne var vant til. Tænk blot på beliggenheden, tæt ved skov og strand og gode velindrettede lejligheder med eget toilet monteret med både håndvask og bruser. Vel var der i starten kun koldt vand, men til gengæld fik man et virkelig frisk bad.« Trafikforholdene var skam i orden, man kunne flere gange om dagen komme ind til Århus for 35 øre, Og tænk på den revolution det var, at der fandtes vaskemaskine med centrifuge og varmerulle, hvilket var en virkelig landvinding for husmødrene med de mange børn. Dengang var der 100 børn i de 48 lejligheder. Børnene havde her fået et rigtigt fristed med legeplads med gynger og sandkasse og et sted til boldspil, der helt var deres eget. Jo, det var et paradis i forhold til det, de havde været vant til. I dag er der desværre kun 4 børn i afdelingen. Dette er absolut ikke et fyldestgørende referat af alle de indtryk og minder, der dukkede op på mødet med disse brave pionerer fra HOPLA-generationen. Ustandseligt lød det: »Kan du huske, kan du huske ... «, Midt i alle disse, for en nutidig forvænt beboer næsten uforståelige vanskeligheder, begyndte en ny epoke i indflytternes tilværelse. Man blev indkaldt til noget, der hed beboermøde og taget med på råd, det var noget nyt og positivt. Det foregik i starten på Hotel Kragelund«, men da besættelsesmagten okkuperede dette hotel, gjorde man som man plejede, tog sagen i egen hånd og flyttede møderne ned i den lokale biograf, hvor man fik lov til at være søndag formiddag. På vor forespørgsel, om det alligevel ikke var noget besværligt at skulle leve under disse forhold, fik vi for første gang et bebrejdende blik fra vore gæster og blev sat på plads med ordene: ”DET VAR SOM AT KOMME I HIMMERIGE«. Hermed en tak fra redaktionen, ikke fordi vi måtte skrive om jeres start i Højbjerg Andelsboligforening, men fordi vi måtte få den oplevelse at være sammen med jer denne dag, og et oprigtigt tillykke til jer med de 40 år. 15
Page 1 and 2: Godt Nytår 2010 BEBOERBLAD FOR HØ
Page 3 and 4: TilbaGebeTalinG aF varmepenGe Som b
Page 5 and 6: Postkasser til alle Tekst: Driftsaf
Page 7 and 8: Bogudgivelse Med Udsyn og indblik -
Page 9 and 10: Afd. 15 Kalkærparken Sådan kan de
Page 11 and 12: Saralystparken 1-24 Det er jo besk
Page 13: Fru Tolboe var en ener Af Jette Abi
Page 17 and 18: Endelig har afdelingen fået nedgra
Page 19 and 20: Gallafesten startede kl. 18.30 med
Page 21 and 22: Saralystparkerne - Tur til Tekst: I
Page 23 and 24: BL - 5. Kreds: Fælles opnotering D
Page 25 and 26: Kjeld Sørensen, afd. 33 Håndværk
Page 27 and 28: JULELUKKET Boligforeningens adminis

beboerblad for højbjerg andelsboligforening - LiveBook

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?