Et liv med stil og smil - vangen.dk

40
BEBOERBLADET
Den lækre mad er et tilløbsstykke.
ikke så mange, når Lisbeth
serverer brunkål.
Der er heller ikke fuldt
fremmøde til “moderne
mad” såsom lasagne, chili
con carne, wokmad og
ris og grøntsager. Hvidløg
hører også med til moderne
mad her på egnen.
Næ, her forlanges rigtig
mad med kartofler, gør
her! Rigtig mad som vor
mor lavede den. Med
masser af sovs. Selv mens
Servering
Den er hjemme. Dessertbordet og dansegulvet er fyldt, og Linda Jeppson kan juble.
musikken spillede, og
dansen blev trådt, sad
flere mænd ved bordene
og diskuterede højlydt,
hvem af dem der er bedst
til at lave sovs.
Tilsyneladende er det
Lisbeth, for hendes sovs
forsvandt fra sovsekanderne
som dug for solen.
Og hun havde ellers lavet
rigeligt. Endda på stegeskyen
fra oksestegene.
Ikke noget med sovse-
terninger! Det samme gør
sig gældende med kyllingebouillonen,
som hun
koger af friske kyllinger.
Lisbeths datter er nemlig
agronom i Brønderslev,
hvor hun arbejder
med høns og æg. Derfor
ved de, at det bliver for
dyrt i den sidste ende at
købe billige frosne kyllinger,
som i øvrigt heller
ikke smager af noget som
helst.
Perfekt stegt
oksesteg.
Indvandrere savnet
Lisbeth Andersen er ikke
alene primus motor i
Voksenklubben, hun er
også frivillig i “Sund By”,
hvor hun hjælper folk til
at holde op med at ryge,
skaber motionsstier og
helserum og holder foredrag
og laver etnisk mad i
kvindegrupper, således at
der åbnes for mulighederne
for at få flere kvinder
ud af deres lejligheder.
I den nærliggende Hjortegården
er der nemlig
70 procent indvandrere
og nogle problemer med
de unge. Derfor prøver
de også at få oprettet en
ungdomsklub for etniske
indvandrerunge, fordi
de unge med muslimsk
baggrund ikke må invitere
kammerater med
op i deres forældres
lejlighed, for “dér har
vi vores kvinder”, og de
må ikke være sammen
med mænd. Pigerne må
heller ikke komme med
på diskotek, så det er lidt
svært, synes Lisbeth.
Der er desværre heller
ingen af de 40-50
indvandrerfamilier, som
bor her i Lille Birkholm
3, som kommer på besøg
i Voksenklubben. Det er
meget ærgerligt, synes
Lisbeth. Selv om vi giver
gratis kaffe og småkager,
bliver de desværre væk.
Til gengæld er der ingen
problemer med de unge
her. Hvorfor ved Lisbeth
ikke.
Kram til den nye
“Ræk mig lige fløden,”
lød det med et højlydt
grin fra den anden ende
af det lange køkken.
Ordren kom fra Linda,
som var i færd med at
lave en rigtig mormordressing
af citron, piskefløde,
salt, peber og lidt
sukker til den grønne
salat. Som Lisbeths assistent
havde hun masser
af bolde i luften på én
gang. Hun havde travlt
med at dræne asparges,
brune oksestegene, stege
svinenakken, ribbe bønner
og dampe dem som
tilbehør til oksestegen og
med at glasere perleløg
til nakken, lave tomatsalat
og give plads til
Lisbeth, der med store
tunge armbevægelser fik
rørt en opbagning sammen
af margarine, mel
og mælk til tarteletterne.
“Vi får ingen tilskud,
så derfor bruger vi margarine.
Det er billigere
end smør,” sagde hun og
skyndte sig ud af køkkenet
for at give et stort
kram til en nytilflyttet
beboer fra Jylland, som
sammen med adskillelige
andre havde stået og ventet
længe udenfor, indtil
dørene til festlokalet blev
åbnet.
Velkomstdrinks og
kram blev delt rundhåndet
ud, snak og latter
blandedes med cigaretrøgen,
som blev tykkere
og tykkere, efterhånden
som lokalet blev fyldt.
Askebægrene blev
fjernet, og maden bragt
ind. Køkkenet var som
blæst, og Lisbeth og
Linda havde skiftet tøj.
Alle havde taget deres
stiveste puds på. Det var
jo en rigtig fest.