DARFUR – En overset konflikt? - IPmonopolet

Den politiske situation
Der er lang vej endnu til den evige fred. I begyndelsen
af august var der optimisme på konferencen i
Arusha, Tanzania, men de to væsentlige oprørsgrupper,
SLA/M, der repræsenterer de fordrevne fur’er, og
SLA Unity afstod fra deltagelse. En ny fredskonference
begyndte 27.10 i Sirte i Libien med deltagelse fra
FN, EU, USA, Kina og Rusland, men blev udskudt, da
de to væsentlige oprørsledere, Abdel Wahid al-Nur og
Khalil Ibrahim ikke dukkede op. Ifølge EU’s rådgiver
Umberto Tavolata er det store problem, at der ikke
findes en samlende figur for oprørslederne i Darfur,
som afdøde sydsudaner Garang, der kan forhandle fred
med regeringen. FN’s udsending Jan Eliassons håb er,
at de to grupper på et senere tidspunkt kommer med.
International Crisis Group:
Ingen fred uden retfærdighed
November 2007-rapporten fra International Crisis
Group (ICG) anbefalede en reformulering af Darfurfredsprocessen,
der bør inkludere landbesiddelser,
olierettigheder og de lokale regeringer. UNMAID
burde være mere pro-aktiv i beskyttelsen af civile, og
sikkerhedsrådet burde straffe obstruktion af UNAMIDs
deployering, overtrædelse af humanitær lov og presse
Khartoum til aktivt samarbejde med ICC og overdrage
sigtede for folkemord til ICC. En fundamental justering
af FN/EU’s mæglerposition kræver opbakning fra
AU, Rusland og Kina med henhold til at udøve effektivt
pres på Khartoum for at opgive en militær sejr, at
støtte EU/FN som det eneste forhandlingsforum, og
udvikle konsensus om en ny politisk strategi. En fredsløsning
kan i ICG’s optik ikke ske uden retfærdighed.
Kinas indflydelse i Afrika stigende
– på bekostning af EU?
Afrika-EU-topmødet i Lissabon i december 2007
vedtog en fælles EU-Afrika strategi, der tager sigte
på at indfri mål som god regeringsførelse, udvikling,
fred og menneskerettigheder og energiaftaler i Afrika.
Trods disse handlingsplaner og ambitionerne
om at sætte Darfur på dagsordenen, endte topmødet
i skænderier om handelsaftaler. Afrika er ikke nær så
afhængig af Europa længere, nu hvor Kina er kommet
på banen og har store olie- og handelsinvesteringer
i lande som Sudan. Sudan afviste et foreslået
møde mellem Al-Bashir og FN’s to specialudsendinge
i Darfur på topmødet. Zimbabwes Mugabe
stjal billedet, og udstillede Vestens uenighed overfor
folkemord. I konklusionerne fra det europæiske råds
topmøde i Lissabon i december nævnes Darfur ikke
med et ord, men det gør Burma trods alt. Det positive
ved EU-topmødet var, at Kosovos uafgjorte status
blev omtalt som et sui generis-spørgsmål, der ikke vil
danne præcedens. Man kan håbe, at otte års tovtrækkeri
mellem EU, FN og Rusland ender med, at Kosovo
bliver anerkendt som en selvstændig multi-etnisk stat.
Sanktioner på vej?
Til sidst kan man stille spørgsmålet, hvad kan EU,
AU og FN gøre? USA’s kongres vedtog i april 2006
en lov, der muliggør en række økonomiske og retlige
sanktioner overfor Sudan. Problemet er ifølge Human
Rights World Report 2007, at det ikke er efterfulgt af
sanktioner fra FN og EU, så som en våbenembargo, indefrysning
af udenlandske konti og rejseforbud for sudanske
politikere. Rusland og Kina er imod. Håbet er,
at EU og FN vil følge efter, når USA’s nye lov træder i
kraft og giver delstaterne mulighed for at indføre sanktioner
indenfor områderne som olie, energi, minedrift
og militærudstyr, der kan ramme Sudan økonomisk.
Tendenser mod fred og retfærdighed
FN, AU og EU mangler stadig at påtage sig det fulde
ansvar for Darfur. To tendenser arbejder dog mod
fred og retfærdighed i Darfur. For det første et relativt
nyere princip om Responsibility To Protect, der
i stigende grad anerkendes af FN, EU og af humanitære
talerør som ICG. Den anden tendens er revitaliseringen
af justum bellum-tanken og forbundet
dermed retfærdighedsprincippet, materialiseret med
Nato’s intervention i Kosovo og Den Internationale
Domstols dom i 2007 i sagen Bosnien mod Serbien.
Den Internationale Domstol slog som noget nyt fast,
at stater, der er passivt vidne til folkemord, som Serbien
var i Bosnien, også kan drages til ansvar. Den
Internationale Domstols fordømte den serbiske stat
for ikke at påtage sig ansvaret for at stoppe den etniske
udrensning og gribe ind overfor folkemordet
i Srebrenica, hvilket også kan siges at være en videreførelse
af R2P-doktrinens grundtanke indenfor
det internationale domstolssystem i FN-regi.
Stater, der overtræder menneskerettigheder, har fået
sværere ved at gemme sig bag ikke-indblandingsprincippet,
som Bosnien-sagen illustrerer, og hærchefer,
der bryder humanitær lov er blevet stillet til ansvar
ved straffetribunaler såsom ICTY. Den Internationale
Straffedomstol kræver folkemordere straffet ud fra
justum bellum og R2P-tanken, om at varig fred kræver
retfærdighed. Dette peger på en tredje tendens: en humanisering
af international lov og moderne folkeret.
14