Jysk børneforsorg/Fredehjem Årsskrift 2007 - Foreningen Jysk ...

8
Liza Riis Lange
Store mænd med store hjerter
- En fortælling fra værdidebatten om det at se lidt dybere
Jeg er i god tid i dag. Jeg er på vej ud til
en af Jysk børneforsorg/Fredehjems institutioner
for at tale om etik og værdier. I
dag skal jeg til Hinge for at mødes med
de ansatte på Holmstrupgårds projektafdeling.
Hvad mon venter mig?
Jeg svinger væk fra Viborgvej. Kører ind
over marker og kommer nu til et fantastisk
smukt område med søer, skove og høj himmel.
Jeg bliver rørt af den vidunderlige natur.
Nu er jeg her – alligevel ikke meget før
tid - Viborgvej er en upålidelig tidsrøver.
Jeg parkerer uden for en stor port, hvor
jeg bagved kan skimte flagstang og stor
terrasse. Jeg går ind ad porten og kommer
op til indgangen – her dufter af friskbrygget
kaffe og nybagte snegle.
Jeg lister mig ind, for jeg kan høre, at de
ansatte sidder midt i et personalemøde.
Da jeg træder ind i lokalet, får jeg mildest
talt et chok. Her sidder rundt om et bord
dækket med rugbrød og rullepølse 15 store
veltrænede mænd med store muskler
og tatoveringer og en enkelt kvinde, der
umiddelbart signalerer samme styrke.
Jeg får indledt værdidebatten, og efterhånden
som værdierne kommer i spil, kan
jeg mærke, at det her sted er unikt. Det
går op for mig, at jeg står over for en herlighed
af forskelligheder og mangfoldige
livshistorier. Her er tale om et helt specielt
tilbud til unge, der er kørt alvorligt
surt i livet, eller som har en psykisk lidelse.
Det er anderledes end, hvad jeg har set
før. Jeg er nysgerrig – det her sted rører
noget i mig, og de ansatte giver mig lyst
til at vide mere om dem. Jeg inviterer derfor
en af de ansatte til at mødes med mig
efter dagens værdidebat.
Det er Michael Bach Thomsen, 38 år,
der har været så venlig at imødekomme
min nysgerrighed. Han har været ansat i
Holmstrupgårds regi i fire år.
Michael er lige kommet tilbage fra barsel
med barn nr. 2 – en lille dreng på nu tre
måneder. ”Det, jeg savnede mest på min
barsel, var den tætte kontakt til mine kolleger
og til de unge. Jeg savnede at komme
ned og se de unge, at følge med i deres liv
og trivsel. Jeg passer på ikke at tage mit
arbejde med hjem, men jeg gør det nok alligevel
i et vist omfang – måske er de gode
relationer bare noget, der altid følger en”.
Jeg giver Michael ret og fortæller ham,
at jeg blev meget overrasket over at se så
store mænd tale om omsorg og nærvær på
den måde, de gør i projektafdelingen.
”Jeg møder rigtig mange fordomme, når
jeg bevæger mig rundt i den pædagogiske
verden. Nogle af disse går på, at vi er store
mænd med store muskler, der bare sætter
sig oven på de unge, når de ikke makker
ret. Det er virkelig trist, at nogle tænker
sådan om os. For bag de store kroppe gemmer
der sig faktisk et stort omsorgsgen og
en stærk vilje til at ville de unge. Det vigtigste
for mig i mit arbejde er, at de unge
kan mærke, at jeg kan lide dem. De skal
vide, at jeg er her for dem. Ikke at jeg er
stor og stærk, men at jeg har et stort hjerte
og vil dem på godt og ondt.
Jeg tror også, at mange af de her fordomme
grunder i vores manglende pædagogiske
uddannelse. Mine kolleger og jeg selv
kommer med forskellige baggrunde. En
har været politimand, en har været kok,
en har været fisker osv. Men vi har det til
fælles, at vi alle har mærket livet på godt
og ondt. Mange af os har været derude,
hvor livet ikke just byder på successer og
fremgang, og derfor var tanken om en længerevarende
pædagoguddannelse ikke et
naturligt valg. Men på trods af det er interessen
for det pædagogiske felt bestemt til
stede, og vi brænder for det her område på
samme måde, som mange uddannede pædagoger
gør. Vores problem som ufaglærte
er det store dokumenta tionsarbejde og det
at skulle udtrykke sig korrekt i faglige
termer. Vores leder siger ofte, at vi har en