klik - Hansted-Egebjerg

Egebjerg i 1940-erne
Artiklen i forrige nummer med samme over
skrift handlede mest om krigen og den
tyske besættelse, men der var meget andet,
som optog sindene i Egebjerg og omegn
dengang i 1940-erne.
Skolebyggeri
I den gamle Lundum Hansted Kommune var der fire
små landsbyskoler, en i Lundumskov, en i Rådved, en i
Egebjerg og en i Hansted. Skolerne var meget små, gamle
og nedslidte og kunne ikke rigtig leve op til de skærpede
krav, som undervisningsministeriet stillede. Derfor
begyndte man allerede sidst i 30-erne at tale om opførelsen
af en ”Centralskole” for hele kommunen. Men som i så
mange andre situationer, hvor noget nyt skal ske, opstod
der en heftig diskussion blandt beboerne: Var det rimelige
i at bruge så mange penge på en ny skole? Og med kun én
skole i kommunen blev man jo nødt til at køre børnene i
skole, var det nu ikke en dyr og dårlig ide? Navnlig placeringen
af skolen viste sig at være et varmt emne.
Lokalpatriotismen kom rigtig frem i lyset. Indbyggerne i
de respektive landsbyer havde alle argumenter for hvorfor
den nye storskole skulle ligge lige netop i deres by.
Bølgerne gik højt og emnet blev ivrigt diskuteret ved
Af: Peder Pedersen
enhver lejlighed. Efter flere års diskussion, enedes man,
som så mange gange før, om et kompromis. Et areal syd
for gården ”Egesholm” som nu for længst er revet ned,
blev udpeget som den bedste placering. Kommunen købte
grunden, der var på ca. 2 ha. til opførelse af den nye skole
med tilhørende sportsplads.
Nu forestod der et større terrænregulerings arbejde,
navnlig der hvor sportspladsen skulle være, den skulle jo
helst være plan, og da terrænet skrånede stærkt mod syd
og der desuden var en lille høj på arealet, skulle der flyttes
rigtig meget jord.
Gravemaskiner kendte man ikke rigtig dengang, så der
var ikke andet at gøre end at spytte i næverne og tage fat
med skovlen. Det var nu heller ikke så dårligt endda for
arbejdsløsheden var stor og staten støttede den slags projekter,
det kom ind under en ordning man kaldte
„nødhjælpsarbejde“.
Jordarbejdet blev udført af 10-12 mand, udelukkende
lokale folk, arbejdet blev ledet af Vejmand Axel Jensen fra
Hansted.
Opførelsen af bygningerne blev påbegyndt i 1942 og
blev også udført at lokale håndværkere. Desværre med en
tragisk udgang for murermester Siig, som omkom da noget
forskalling faldt ned over ham.
Man nølede lidt med færdiggørelsen af byggeriet, for
Luftfoto af den nybyggede ”Centralskole” Bemærk gården ”Egesholm” i baggrunden, hvor Brugsen nu ligger. Læg også
mærke til ”Overlærerboligen” som blev revet ned efter nogle års forløb.
Juni - juli - august 2005 29

der var forlydender om at de tyske besættelsestropper stod
på spring for at overtage skolen når den stod færdig, men i
efteråret 1943 stod den alligevel færdig.
Selvom skolebyggeriet havde givet anledning til mange
stridigheder og diskussioner, så var beboerne alligevel
stolte over den nye store skole, som nu stod så flot der på
Egebjerg Bakke, den blev indviet den 5. november.
Da der var for langt at gå for de skoleelever, der kom fra
den yderste nordvestlige hjørne af kommunen - Lundum
og Lundum Skov - blev der etableret buskørsel for dem til
skolen. Charles Bryde Jensen som boede i Rådved, fik
overdraget opgaven, han købte en ældre rutebil, som passede
nogenlunde i størrelse og kørte så med børnene fra og
til skolen.
Fra den sydlige ende af Kommunen – Nordre Strandvej
og Gl. Århusvej - var der også for langt for børnene at gå,
men her var der ikke så mange børn, så de blev befordret i
en hestevogn - med kaleche - lidt af et særsyn, men det var
jo også under krigen. Peter Rasmussen, som drev et mindre
landbrug på Gl. Århusvej, havde jobbet.
Betydningen for egnen
Den nye skole viste sig at give et stort løft for hele
egnen. Foruden de forbedrede undervisningsfaciliteter, fik
vi en ny, stor gymnastiksal og en god sportsplads, de to
ting var et stort gode for egnens unge, som i stort tal, spillede
fodbold og håndbold om sommeren og gik til gymnastik
om vinteren.
Overlærer Knudsen, som var skolens leder de første
mange år, sørgede desuden for at arrangere foredragsmøder
og andre sammenkomster for egnens beboere. Det var
også ham, der startede aftenskolen her i Egebjerg. Man
kunne få undervisning i blandt andet engelsk og tysk, men
også mere håndgribelige fag som sløjd og håndgerning, var
der mulighed for. Der var rigtig mange mennesker på skolen
om aftenen.
På skolen blev der også indrettet et Bibliotek hvor
egnens beboere kunne låne bøger af enhver art. Overlærer
Knudsen bestyrede selv biblioteket, som havde åbent for
publikum to gange om ugen. Havde biblioteket ikke lige
den bog man ønskede, så skaffede Knudsen den fra
Biblioteket inde i Horsens.
Skolen blev opvarmet af et centralvarmeanlæg i kælderen,
her stod der et stort stokerfyr, hvori der blev fyret med
brunkul, den eneste mulighed under krigen. I forbindelse
med fyrrummet var der indrettet et ”Folkebad” det var en
slags badeanstalt, dog i mindre format, der var kun nogle
få brusekabiner og et omklædningsrum. Men arrangementet
blev meget populært, her kunne man få et varmt brusebad
for en mindre betaling. To aftner om ugen var der
adgang for karle/mænd og to andre aftner for piger/kvinder.
Det lyder nok lidt underligt i dag, men man skal huske
på, at det ikke var ret mange familier dengang, som havde
bademuligheder der hjemme. I de fleste hjem, var husets
eneste varmekilde en kakkelovn, og den gav jo ikke varmt
vand i hanen, og badeværelse var der ikke mange der
30
havde. Ordningen blev administreret af pedellen Ejler
Steffensen.
Tyskere på skolen
Truslen om tysk besættelse af skolen var ikke helt bluf,
da skolen var blevet indviet og børnene havde taget de nye
lokaler i brug, kom den tyske besættelsesmagt og forlangte,
i første omgang gymnastiksalen til indkvartering, senere
hele skolen. Så måtte skoleeleverne tilbage til de gamle
skoler igen.
I første omgang var det soldater der invaderede skolen,
senere kom der også tyske flygtninge til. Sportspladsen fik
vi dog lov at beholde.
Vi gruede lidt for hvordan mon vores nye skole ville se
ud, når tyskerne igen havde forladt den. Gymnastiksalen
havde et flot lyst, lakeret trægulv, hvor vi fik strenge formaninger
om kun at færdes med gymnastiksko på, her gik nu
tyske soldater med sømbeslåede støvler. I skoleborde og
vindueskarme skar beboerne deres navne med en kniv,
flygtningene havde også engang forsøgt at tænde bål i et af
klasseværelserne, ikke lige den bedste måde at behandle en
ny flot skole på.
Flygtninge
Da krigen var forbi i maj 1945 rejste de tyske soldater
hjem, men flygtningene blev på skolen et år endnu.
I 1938 blev der under Civilforsvarsstyrelsen ved lov
oprettet et korps (CB korpset) til hjælp for civilbefolkningen
i krigstilfælde. CB korpset bestod af unge værnepligtige,
deres uniform lignede lidt politiets og da de gerne fulgte
i hælene af en politibetjent fik de øgenavnet ”Føl”
Da de tyske flygtninge i Danmark sorterede under
Civilforsvarsstyrelsen, blev flygtningene på Egebjergskolen
bevogtet af CB betjente. Forsamlingshuset i
Egebjerg, som også havde været beslaglagt af tyskerne,
tjente nu som kostforplejning.
To gange om dagen blev flygtningene stillet op på
række i skolegården og af en CB betjent ført ned i forsamlingshuset,
hvor de spiste deres mad, derefter blev de ført
tilbage til skolen igen, jeg talte aldrig hvor mange der var,
men der har nok været omkring 75 personer, flest kvinder
og børn og nogle få ældre mænd. I deres ansigter kunne
man læse sorg og modløshed, vel også længsel efter deres
hjem og savnede familiemedlemmer et trist syn.
I 1946 blev de fleste tyske flygtninge i Danmark samlet
i Oksbøllejren, der med sine 36000 indbyggere var
Danmarks sjete største by.
Da flygtningene var rejst fik vi endelig skolen tilbage
igen om end i en noget miserabel forfatning.
Bilerne kom ud at køre igen
Egebjerg Centralskole, som Egebjergskolen hed dengang,
blev et stort plus for kulturlivet i Lundum Hansted
kommune og i særdeleshed for Egebjerg, men en egentlig
byudvikling kom ikke i gang før mange år senere. Derimod
Broen 17. årgang - nr. 4

De fleste biler, som havde overlevet krigen var af denne
type, fra omkring 1930
blev Egebjergvej som i 30-erne hed hovedvej A 10, og nu
omdøbt til Europavej 3, en meget mærkbar faktor i bybilledet.
Den 1. marts 1946 oprandt den store dag, som mange
havde set frem til med længsel – Benzinsalget blev givet
fri, privatbilerne fik lov at køre igen – Efter at de i 5 år
havde stået ”klodset op” hjemme i garagen, kunne bilejerne
hente deres nummerplader hos Politiet igen, dog først
efter at bilen havde gennemgået et grundigt eftersyn og
blevet godkendelse. Men inden de kunne komme ud at
køre igen var der en del problemer. Gamle kølere var utætte
og nye kunne ikke fås, batterier var blevet for gamle og
kunne ikke holde strøm og på grund af krigen var der heller
ingen produktion af nye batterier. Men omsider kom
alle dog ud at rulle igen, selvom bilerne ikke blev brugt så
meget som i dag. Og det kan man jo godt forstå, for benzinprisen
blev sat til 1 kr. pr. liter og en almindelig timeløn
var på ca. 2 kr. Prøv engang at sammenligne forholdene
dengang og i dag! Er der nogen der taler om dyrt benzin?
Når vi så samtidig tager i betragtning, at bilerne dengang
kun kørte 6 - 8 km. på en liter benzin, kan man jo godt forstå
at man tænkte sig om en ekstra gang før bilen blev startet.
1940-erne var nok det årti hvor bilerne rigtig vandt terræn,
det var meget tydeligt at se på Egebjergvej, hvor trafikken
blev stadig tættere. Krigen havde sat udviklingen i
stå for en tid, men da den var slut kom der rigtig gang i salget
af nye biler. De gamle biler, som havde overlevet krigsårene
var forældede og trængte til fornyelse. De første
1948 kom de første folkevogne på vejene.
nye, der kom til landet var store amerikanske biler, som
skinnede af nikkel og krom, de så meget prangende ud og
fik da også tilnavnet ”Dollargrin” senere kom der også
engelske biler på markedet - Morris, Austin, Wauxhall,
H i l l m a n n
m. fl. - Der gik nogle år før den tyske bilindustri kom på
fode igen, men allerede i 1948 rullede de første
Folkevogne op ad Egebjergvej.
Landbruget
Også i landbruget mærkedes de nye tider. Medens der i
flere hundrede år, her i Danmark, havde været tradition for
at hesten gjorde arbejdet i marken, så dukkede der nu flere
og flere traktorer op, især på de lidt større gårde. Det var
relativ store amerikanske og engelske traktorer, som gik på
jernhjul, og med tilhørende bugserede redskaber. Men i
1948 skete der noget af en revolution da kom den lille grå
Ferguson på markedet. Den havde en størrelse og en pris
som mange landmænd kunne overskue, og så havde den
gummihjul og liftophængte redskaber, en ideel afløser for
hestene på de små brug, som der fandtes flest af her på
egnen. Snart summede de små grå frem og tilbage på markerne
på de fleste gårde. En anden ny maskine, der blev talt
meget om var mejetærskeren, som både kunne høste og
tærske i en arbejdsgang, nogle få eksemplarer var kommet
hertil fra Amerika – Combiners – blev de kaldt derovre, det
var ikke store selvkørende maskiner, som vi kender dem i
dag, men små maskiner, som kunne spændes efter en traktor.
Her på egnen vandt de dog ikke rigtig indpas før i 50erne.
Det mest revolutionerende i landbruget var nok, at der
kom gummihjul på alt det rullende, lige fra trillebøre til
landbrugsvogne og traktorer.
Ja, 1940-erne var en omskiftende tid for egnen her:
Anden verdenskrig, skolebyggeri, mange flere biler på
vejene og begyndende mekanisering i landbruget, men
Egebjerg var endnu et landsbysamfund med nogle få gårde
og et antal parcelhuse og med landbruget som det største
erhverv.
Billederne er dels hentet på nettet og dels udlånt fra
Hansted Sognearkiv. Desværre har det ikke været muligt at
finde fotos af terræn reguleringsarbejdet, det var ikke så
Og endelig den lille grå Ferguson, som tog alle med storm.
Juni - juli - august 2005 31