S C E NARIO - Instituttet for Fremtidsforskning

A BRIEFING ON TRENDS, IDEAS, VISIONS AND POSSIBLE FUTURES 

S C E N A R I O 

0 1 : 2 0 1 0 

Copenhagen Institute for Futures Studies 

LET’S PLAY HARDBALL: 

Fremtiden tilhører molekylærbiologien. Den vil ændre alt: 

vores forståelse af kulturer, landegrænser og livet i sig selv. 

- P R O F E S S O R E S K E W I L L E R S L E V 

LÆS INTERVIEWET SIDE 14

On the right is professor Thorkil Kristensen, former Secretary-General of the OECD, and our founder. 

40 years of experience 

in guiding decision 

makers worldwide. 

Copenhagen Institute for Futures Studies

Photo © Hisao Suzuki 

Udstilling / Exhibition 

World Architecture 

Kazuyo Sejima + Ryue Nishisawa 

+ Works by Walter Niedermayr 

19 June – 1 October 2010 

2 

Exhibition · Bookshop · Café · Open daily 10 am – 5 pm, Wednesday 10 am – 9 pm · Strandgade 27B . 1401 Copenhagen . www.dac.dk 

S C E N A R I O 0 1 : 2 0 1 0 S C E N A R I O 3 0 1 : 2 0 1 0

QUIDQUID LATINE D ICT U M S I T ALTU M VID I T U R 

S C E N A R I O 4 0 1 : 2 0 1 0 S C E N A R I O 5 0 1 : 2 0 1 0

ESKE 

WILLERSLEV 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

EPIC MICKEY 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SNEAK PEAK 

 

 

ASKESKY 

 

 

 

 

 

 

 

SLUT MED LORT 

PÅ DÅSE? 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DET FEDE VED 

EN SLAGSANG 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


S C E N A R I O 

Udgives seks gange om året af Instituttet for Fremtidsforskning, København. 

Udgaver på dansk og engelsk. 

Nørre Farimagsgade 65, 1364 København K., Telefon +45 3311 7176 

editor@scenariomagazine.com 

www.scenariomagazine.com 

Chefredaktør 

M ORTEN GRØNBORG 

Redaktør 

C HRISTINE HØJLUND ANDERSEN 

International medredaktør 

K LAUS Æ. MOGENSEN 

Redaktionsmedlem 

C ECILIE SKIELBOE SLOTH 

Art director 

S IGRÚN GUDBRANDSDÓTTIR 

Fotograf 

U LRIK JANTZEN 

.com-ansvarlig 

K IM MØLLER-ELSHØJ 

Sekretær 

E LLEN MAURI 

Udgiver 

I NSTITUTTET FOR FREMTIDSFORSKNING 

www.iff.dk 

Administrerende direktør 

A XEL OLESEN 

Forretningsuviklingschef 

T RINE AAGAARD SØRENSEN 

Oplag: 6000. 

Trykkeri: K AILOW 

Abonnement: E L L E N M A U R I +45 3311 7176 

PR: L ENA AZIMI 

Alle rettigheder forbeholdes. Enhver uautoriseret anvendelse, distribution og kopiering er forbudt, 

men vi siger ofte ja til at dele med andre, hvis vi bliver spurgt først. Synspunkter, der kommer til udtryk i artikler, forfattet 

af eksterne skribenter, er ikke nødvendigvis udtryk for Instituttet for Fremtidsforsknings officielle holdning. 

Dette og de følgende numre af S C E N A R I O erstatter for abonnenter hermed magasinet 

FO/Fremtidsorientering. Scenario 1 er et dobbeltnummer med udvidet sidetal. 

LEDER 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

S C E N A R I O 8 0 1 : 2 0 1 0 S C E N A R I O 9

K O MMENT AR 

Samfund: 

FORTID FORKLÆDT SOM FREMTID 

Axel Olesen, administrerende direktør, Instituttet for Fremtidsforskning 

D 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SCENARIO BACK S T AGE 

FEATURED 

D 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


A DFÆR D S MØNST RE A DFÆR D S MØNST RE 

BEHAVIOUR 

SPOT PÅ UDVALGTE ADFÆRDSMØNSTRE VERDEN OVER 

Eksemplerne er samlet og udvalgt af etnolog Jacob Suhr Thomsen 

INTERNETTET 

FLYTTER HJEMMEFRA 

Apple lancerede deres 

tablet-pc, iPad, under stor 

hurlumhej i USA. Den er 

nyskabende, men ikke på 

den måde de fleste tror den 

er. iPad handler nemlig 

ikke blot om teknologi, men 

er om noget symbolet på 

den udviskning af grænser 

mellem online og offline, vi 

på Instituttet for Fremtidsforskning 

har beskrevet i 

The Hybrid Space Manifesto 

(se www.hybridspacemanifesto.word 

press.com). 

Pointen er, at computeren 

som et stillestående “vindue” 

ud til internettet ikke 

findes om 10 år. I stedet er 

vores hverdag for alvor 

online, og vi arbejder, leger 

og bevæger os i et rum, som 

er styret af internettet, også 

offline. 

AL’ENTINES DAY? 

I den arabiske verden har 

flere og flere unge omfavnet 

den amerikanske tradition 

for at bruge den 14. februar, 

Valentines Day, som en mulighed 

for at lave romantiske 

middage og vise kærlighed 

til den udkårne. Ifølge 

thememriblog.org forhindrer 

fejringen af en vestlig 

mærkedag dog ikke de unge 

i at passe deres bønner og 

læse i den hellige Quran. 

 

NU GRÆDER 

DE IGEN 

Fænomenet ’Udnyttelse 

af ægte følelser til kyniske 

formål’ kan for tiden iagttages 

blandt vestlige politikere. 

Der er tale om en 

tendens, hvor top-politikere 

græder eller viser private 

følelser for åben skærm. 

Det var ikke almindeligt 

tidligere, hvor den slags blev 

undgået, men nu er det en 

del af pr-værktøjskassen. 

Den forhenværende britiske 

premierminister Gordon 

Brown kneb fx næsten en 

tåre, da han i et talkshow 

for nylig skulle tale om 

datterens død. Et emne, han 

forinden havde godkendt, 

selvom det ikke var ventet. 

Hillary Clinton var ligeledes 

grådlabil, da hun var 

ved at tabe primærvalget i 

New Hampshire – og Danmarks 

forsvarsminister 

Søren Gade græd, da han 

for nylig, hårdt presset, 

måtte gå af. 

Kilde: ’Mennesker og medier’, 

DR’s P1. 

 

COMPUTER- 

COMEBACK TIL 

MORSEKODEN 

Zimbabwe er plaget af inflation, 

hvilket gør taletidskort 

til mobiltelefoner til en 

LIVE-TV 

eftertragtet, fast værdi. For 

Korea er forbillede for at spare på minutterne, og 

computerspilentusiaster i fordi selve opkaldet er gra- 

hele verden. Her har dygtige tis, er mange helt holdt op 

computerspillere nemlig med at tale i deres telefoner. 

stjernestatus og kan ikke gå i I stedet er der udviklet et 

fred på gaden. Deres lønnin- sindrigt system af opkald, 

ger er på linje med vestlige der nærmest er en avanceret 

fodboldspilleres, og flere er morsekode. Systemet består 

blevet millionærer på at af en række opkald, hvor 

spille StarCraft, WarCraft beskeden til modtageren 

eller Counter-Strike. Der ligger i, hvor mange gange 

findes omkring 20 korean- telefonen ringer. Fx ét ring: 

ske tv-kanaler, som sender “hent mig på markedet”, to 

live fra computerspilturne- ring: “der er telekort på 

ringer. 

tilbud” osv. 

S C E N A R I O 12 0 1 : 2 0 1 0 S C E N A R I O 13 0 1 : 2 0 1 0 

 

 

 

 

THUMBS UP 

I Japan er unge begyndt at 

identificere og markere sig 

selv gennem en af de mest 

synlige symboler på mobiltelefon-generationen, 

nemlig 

tommelfingeren. Fingeren 

bruges til at skrive tekstbeskeder 

og trykke på joypads 

og håndholdte spillekonsoller, 

men er nu også i brug 

offline. De unge bruger i 

stigende grad tommeltotten 

som redskab og til at pege 

med – og faktisk anses det 

som uncool at pege med 

pegefingeren, som det ellers 

har været praksis over det 

meste af verden længe.

T E M A 

Han var utilpasset som ung, og efter eget udsagn på b-holdet i skolen, 

men er i dag en af Danmarks internationale topforskere. 

Inden 2040 vil han sandsynligvis bidrage til at klone og genoplive fortidsmennesker, 

men måske sker det langt tidligere. Mennesket og videnskabsmanden Eske Willerslev 

bliver nemlig til stadighed overrasket over, hvad der kan lade sig gøre, og hvor hurtigt udviklingen går. 

Derfor tør han også tale højt om at skabe... 

DET FØRSTE 

MENNESKE 

Af Morten Grønborg 

Jeg er faret vild i de evolutionsbiologiske gange. Det er fredag. Ugens femte dag. 

Jeg leder efter professor Eske Willerslev, der om lidt skal fortælle mig om menneskets 

muligheder for at skabe liv fra bunden. Jeg vil også spørge ham, om 

han kan klone afdøde personer. Han har netop som den første kortlagt den samlede 

arvemasse – genomet – fra et fortidsmenneske, en 4000 år gammel grønlænder, hvilket 

er en fuldstændig enestående begivenhed, men måske er der mere i vente? Kan 

den gamle grønlænder vækkes til live igen? Hvornår vil det ske? 

Jeg kan ikke finde Willerslevs kontor. Adressen blev kun hastigt skrevet ned og 

åbenbart ikke detaljeret nok, for der er hundredvis af kontorer her, fordelt på flere 

bygninger. Hver celle, sin forsker, og hver etage ligner den forrige. 

Jeg skifter blok. Jeg har gået rundt i bygning 12, men skulle have været i 10’eren. 

Det hjælper. Eske Willerslev hilser goddag og byder på kaffe. Jeg tager imod. 

Man skal altid sige ja til kaffe. Det er en del af det ritual, der er forbundet med 

situationer som denne. Eske Willerslevs bror – Rane Willerslev – er en kendt antropolog 

og ved derfor nok besked om den slags. Havde jeg interviewet ham, ville jeg 

have spurgt ind til forholdet. Jeg har nemlig hørt, at man stiller sig uden for fællesskabet 

ved at sige nej til kaffe, og det er jo en skidt start på en samtale. 

Men nu gælder det altså Eske Willerslev og molekylærbiologien. 


Fra CV’et kan oplyses: Født 1971 i 

Gentofte. Uddannet cand.scient. i 1998 

og dr.scient. i 2004. Blev i 2005 i en alder 

af bare 33 år udnævnt til professor, hvilket 

gjorde ham til Danmarks yngste. 

Samme år grundlægger og leder af Centre 

for Ancient Genetics ved Københavns 

Universitet, og i 2009 grundlægger og leder 

af Grundforskningscenter for GeoGenetik, 

der sammen med det første center i 

dag har tæt ved 50 ansatte. Han er modtager 

af adskillige priser for sin videnskab 

og formidling og har i sine bare 10 

år i videnskab produceret 96 videnskabelige 

afhandlinger, hvoraf 14 er publiceret 

i verdens mest prestigefyldte videnskabelige 

tidsskrifter Nature og Science. 

T E M A T E M A 

FULDSTÆNDIG ENESTÅENDE 

Adressen, jeg har vandret rundt på, er 

Universitetsparken 15 i København. Det 

er den samme matrikel, som huser Zoologisk 

Museum, en smuk gammel bygning, 

fyldt med fortidigt liv, der tidligere på året 

var rammen om det pressemøde, hvor offentligheden 

fik besked om ”Inuk” – den 

gamle grønlænder med den nu kortlagte 

arvemasse. Det er fra pressemødet, jeg har 

hentet ordene ”fuldstændig enestående 

begivenhed”. De blev brugt af direktør 

Morten Meldgaard fra museet, der bød 

velkommen. 

Men hvorfor er det så enestående, at 

arvemassen fra en oldgammel grønlænder 

bliver kortlagt? Det må vi have på 

plads fra begyndelsen. 

Eske Willerslev: ”Den menneskelige 

arvemasse fra levende personer blev jo 

kortlagt i 1995, men det er første gang, 

at man kortlægger hele arvemassen fra et 

fortidsmenneske – ja, fra noget som helst 

dødt væsen i det hele taget. I sig selv betyder 

det, at man kan sige en masse detaljerede 

ting om, hvordan personen så ud, 

hvordan han levede, og ikke mindst: hvor 

han kom fra. Det i sig selv har stor betydning 

for vores viden om fortidige kulturer, 

men også for vores viden om os selv som 

folkeslag. Men i et fremtidsperspektiv er 

det også et teknologisk gennembrud, at 

vi nu kan skabe hele arvemassen fra et 

fortidsmenneske i en kvalitet, som kom 

den fra et levende menneske. Det åbner 

dørene for en masse andre ting”. 

Hvad er det for ting, der bliver mulige? 

”Lad mig starte med et bredere perspektiv: 

Jeg tror, at biologien bliver dette århundredes 

videnskab, som fysikken var 

det for 1900-tallet. Dermed ikke sagt, at 

det kun bliver biologer, der skal løse udfordringerne, 

for det tror jeg ikke. Det 

kan også være folk fra fysik og kemi, og 

måske endda også folk fra humaniora, 

der kan gå ind i arbejdet. Men det bliver 

problemstillinger, der har en biologisk 

oprindelse. Jeg tror også, at molekylær- 

og cellebiologien vil rumme de største 

nybrud”. 

Og mere konkret, hvad bliver så muligt 

inden for disse områder. Kan man 

fx genoplive den gamle grønlænder, 

altså klone ham? 

”En af de ting, der vil komme... og man 

skal selvfølgelig passe rigtig meget på 

med det her... men én af de ting, der vil 

komme, er netop det med at genskabe 

liv. Jeg tror på, at vi i min tid vil kunne 

skabe både nyt liv, altså det, vi kalder artificial 

life, og genskabe fortidsliv – altså 

Jurassic Park-ideen... Det bliver måske 

bare ikke med en dinosaur i hovedrollen, 

det tror jeg ikke meget på, men så 

med et andet dyr. Det er der en meget 

stor sandsynlighed for”. 

Eske Willerslev er bare 38 år. Hvis han 

arbejder, til han er 67 – Danmarks officielle 

pensionsalder – vil han kunne tage 

hele turen med, for netop 30 til 40 år er 

en realistisk tidshorisont i forhold til at 

kunne klone afdøde mennesker og skabe 

nye mennesker fra bunden, mener han. 

Jeg spørger, om der kan sættes mere 

konkrete årstal på. Hvornår sker det 

ene, og hvornår sker det andet? 

”Jeg vil starte med at sige, at jeg faktisk 

er ret sikker på, at jeg tager fejl med 

mine årstal. Hvis du fx havde spurgt mig 

for fem eller 10 år siden, om det havde 

været muligt at gøre, som jeg selv lige 

har været med til – altså kortlægge arvemassen 

for et flere tusind år gammelt 

menneske – havde jeg sagt nej. Jeg havde 

på ingen måde forudset, hvordan – og 

hvor hurtigt – tingene skulle udvikle sig. 

Derfor vil mine årstal også være konser- 

vative, og måske sker det hele hurtigere, 

men jeg tør godt komme med et bud: 

Vi kommer til at lave kunstigt liv inden 

2045... og inden 2050 er det muligt at 

klone afdøde personer”. 

Hvilke barrierer skal overvindes, før 

det er muligt – hvorfor er det fx ikke 

muligt at klone døde mennesker allerede 

om fem år? 

”En ting er at kortlægge arvemassen fra 

et fortidigt væsen, en anden ting er at 

genskabe ham. Til det skal man bruge 

en komplet, funktionel cellekerne, og lige 

nu forstår vi ikke fuldt ud de mekanismer, 

der er i kernen. Men når vi først 

forstår dem, så er mulighederne der. Og 

det gælder også kunstigt liv, selvom det 

her er lidt mere simpelt, fordi vi allerede 

i forskningsverdenen har forstået principperne 

for bakterier. Det er et meget 

mere simpelt system, og det er så det, man 

prøver at kopiere først”. 

Kan du sige noget om, hvad der sker 

på lidt kortere sigt. Hvordan påvirker 

den molekylærbiologiske forskning fx 

vores hverdag det kommende årti? 

”En af de ting, der er ret sikre – lad os 

sige inden for de næste fem til 10 år – er, 

at prisen for kortlæggelsen af hele arvemassen 

for almindelige mennesker vil 

falde til under 1000 dollars hos kommercielle 

udbydere. Det vil sige, at vi alle 

sammen relativt billigt vil kunne få ALT 

at vide – præcis, som man i dag relativt 

billigt kan få lavet en simpel DNA-test i 

fx faderskabssager. Og så er der jo hele 

sygdomsområdet, der står over for kæmpe 

forandringer”. 

Hvad vil der ske på det område? Jeg 

har hørt om designermedicin, skabt på 

baggrund af ens genom-bestemmelse. 

Er det det, der er på vej? 

”Netop, det er i høj grad på vej, for kortlæggelsen 

af arvemassen hjælper også til 

med at forstå sygdomme – hvad man er 

disponeret for. Rygere vil fx kunne se deres 

disponering for lungekræft og den 

slags, og det vil i højere grad være muligt 

at fremstille medicin og ikke mindst medicinere 

korrekt i forhold til det enkelte 

menneske. Men det er også disse personal 


genomics, der vil kunne anvendes mindre 

venligt af fx forsikringsselskaber. Hvis de 

kan se din disponering for lungekræft, er 

det måske ikke sikkert, de vil forsikre 

dig. Og med mindre, der bliver sat nogle 

politiske rammer for det, er der fx intet til 

hinder for, at din arbejdsgiver også vil 

kunne ønske se din profil og sige: ’hvad er 

dine svagheder og hvad er dine styrker?’”. 

LIFE ON MARS 

Jeg spørger Eske Willerslev, hvilket af 

alt dette, han selv kommer til at arbejde 

med i fremtiden. Vil han fx medvirke til 

at udvikle designerdrugs for en medicinalvirksomhed? 

”Hvis der kommer et interessant projekt, 

så tror jeg, jeg hopper på! Det ville 

jeg også, hvis der kom nogen og spurgte, 

om jeg ville klone en neandertaler – altså 

hvis jeg kunne. Så længe, der ikke er sat 

en politisk ramme op, som forhindrer 

arbejdet – hvilken jeg sikkert alligevel 

ville prøve at komme uden om – så ville 

jeg gøre det. Og det er ikke nødvendigvis 

fordi, jeg synes, at kloning er etisk 

korrekt, men jeg er videnskabsmand. 

Jeg hungrer efter at vide mere. Videnskabsmandens 

rolle er at skubbe tingene 

fremad, at udvikle, og så må samfundet 

sætte rammerne op – det er ikke vores 

opgave på universitetet”. 

I et lidt længere perspektiv er det arbejdet 

med at klone fortidsmennesker, 

der interesserer Eske Willerslev. ”Det 

tror jeg, jeg kommer til at bidrage til”, 

fortæller han. ”Og så forestiller jeg mig 

også, at det en dag bliver muligt for mig 

at bidrage til bestemmelsen af, om der 

er liv på Mars – sandsynligvis sammen 

med nogle astrofysikere fra NASA og 

ESA (de amerikanske og europæiske 

rumfartsagenturer, red)”. 

Det arbejde har ikke så lange udsigter 

endda, mener han, det er snarere 20 end 

40 år, vi taler om. 

”Det handler i virkeligheden kun om 

økonomi. Eller i hvert fald hovedsageligt. 

Der er også noget teknik i det, men 

teknikken bliver bedre og bedre, og i dag 

er det faktisk muligt at sende mennesker


til Mars. Det er ikke gjort endnu, men 

det er på grund af økonomi. Det kan 

selvfølgelig være, at der aldrig har været 

liv på Mars, og så er det en anden planet, 

vi skal kigge på, hvor der nok skal noget 

mere teknik til. Men en dag...”. 

Du er ambitiøs. Og apropos dét der 

med videnskabsmandens rolle fra før: 

Hvad kendetegner en stor videnskabsmand? 

”Det er vigtigt at sige at det, der kendetegner 

en stor videnskabsmand i dag, er 

noget andet end på Einsteins og Bohrs 

tid. Det har ændret sig. På Einsteins tid 

var det at lave videnskab i høj grad en 

enmandsmanøvre. Man kunne sidde i et 

rum i flere år og komme op med en genial 

ting. Det kan man ikke længere. Videnskab 

i dag er meget mere et gruppearbejde. 

Det gælder stadig om at ’kunne 

tænke ud af boksen’, det er krav nummer 

1, men det nye er, at man skal kunne 

sætte et team sammen af specialister og 

selv være en del af det. Forskning i dag 

handler også om samarbejde, ledelse, networking, 

fordi tingene er blevet så komplekse, 

at ens egen menneskelige hjerne 

ikke magte at sætte sig ind i det hele”. 

Hvad med personlighed og opvækst. 

Hvordan har det spillet ind for dig? 

Du har en tvillingebror, der også er 

topforsker – er det tilfældigt? 

”Det er svært at sige... Indtil vi var en 16- 

17 år var vi begge det, man kalder for utilpassede. 

Vi syntes skolen var kedelig, vi 

drak øller og røg hash. Men så i den alder 

skete der noget... Jeg tror, at noget af det 

havde med at gøre, at vi simpelthen kunne 

se på vores bekymrede forældre, at de 

tænkte: ’tvillingerne, de bliver da aldrig til 

noget, hvad skal vi stille op med de børn?’. 

Sådan var det for mig i hvert fald. Jeg 

kunne simpelthen se, at deres bekymring 

T E M A 

 

 

 

 

voksede og voksede. I folkeskolen var jeg 

på b-holdet. Jeg kunne ikke læse, jeg kunne 

ikke skrive, jeg kunne ikke stave, og 

det har jeg svært ved selv i dag, og jeg har 

altid været relativ dårlig til at regne. Så de 

helt klassiske færdigheder, som man prioriterer 

meget højt, og som man bruger til 

at udskille et a- og et b-hold med i folkeskolen, 

dem dumpede jeg på”. 

Det er altså ret specielt... Der må da 

have været et eller andet i jeres opvækst, 

der gav jer noget råstyrke? Eller 

har folkeskoletiden alligevel givet 

jer mere med, end du giver udtryk for 

–I kom jo trods alt på gymnasiet og siden 

universitetet... 

”Jeg mener i hvert fald ikke, at folkeskolen 

understøttede det, der skal fremavles, 

hvis man vil have gode forskere. Igen: 

hvad kendetegner den store videnskabsmand? 

Det handler om at ’tænke ud af 

boksen’, være kreativ, men skolen fremelskede 

kun den egenskab at tænke i boksen, 

ikke udenfor. Der var altid bestemte 

facit. Lærerne sad med facitlister”. 

Men I må da have haft solid opbakning 

med hjemmefra, så, når I alligevel 

kom frem i verden? 

”Ja og nej. Min far var lektor i historie, så 

selvfølgelig var det et akademisk hjem. 

Men han var 56 år, da han fik min bror 

og jeg, og han brugte opdragelsesprincipper 

fra 1930’erne... Mænd skulle være 

stærke og kunne tåle en masse fysisk, og 

så skulle de have en eller anden form for 

begavelse. Var man psykolog ville man 

sige, at det ideal har min bror og jeg så 

forsøgt at leve op til lige siden... Men min 

far var selvfølgelig ikke glad for det der 

med folkeskolen, og vi var også rimelig 

slapsvansagtige som børn...”. 

Hvad var så det dér med, at mænd 

skulle være stærke? 

”Jamen, vi havde fx en ødegård i Sverige, 

hvor vi tog op i alle ferier, og der 

skulle vi så stå og save brænde og hoppe 

i koldt vand og løbe i forhindringsbaner 

med ting, man skulle springe over, og så 

endte det med, at vi skulle slås mod hinanden...”. 

Du er vokset op i den gamle skole hos 

din far, men hylder alligevel den frie 

argumentation og kreativitetens kraft. 

Var du selv kommet videre, hvis du 

var uddannet i det nuværende skolesystem, 

hvor man netop lægger mere 

vægt på argumentation og selvstændig 

tænkning? 

”Det er jo svært at sige... men jeg tror i 

hvert fald, at min type opvækst er farlig at 

gennemgå, for enten gør den én stærkere, 

eller også går det helt galt. Og for både 

min bror og jeg var det på grænsen. Det 

kunne også ha’ svippet over og gået galt. 

Men det, vi har fået med, er nogle moralprincipper 

– man må ikke lyve, man skal 

holde, hvad man lover. Og en anden ting: 

Vi fik med, at man ikke skal forvente, at 

tingene bare kommer til én – man skal 

selv tage det af livet, man vil have. Man 

kan ikke bare sidde og vente på, at man 

bliver opdaget som rockstjerne”. 

Hvad er så det næste store resultat, du 

lancerer? 

”Vi har gang i noget meget spændende i 

forlængelse af arbejdet med Inuk, men 

det er for tidligt at fortælle om. Og igen 

– det er svært med forudsigelser: Hvis 

jeg havde skullet forudsige, hvad der er 

sket de sidste fem år, bare inden for mit 

eget felt – der hvor jeg følger med, der 

hvor jeg har fingeren på pulsen – så kan 

jeg love dig for, at jeg aldrig nogen sinde 

havde forudset, at vi var nået så langt, 

som vi er. En ting, jeg har lært er, at man 

ikke skal udelukke noget”. 

I N T ERV IEW 


T E M A 

ESKE WILLERSLEV OM... 

-AT VÆRE (FOR) MÅLSTYRET 

 

 

 

 

 

 

 

- AT SCREENE VERDEN FOR MULIGHEDER 

 

 

 

 

 

- INTUITION 

 

 

 

 

 

 

- KONKURRENCE 

 

 

 

 

 

 


MOLEKYLÆR BIOLOGIENS (FREM)TIDSLINJE 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

T E M A 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“WHY, THAT SON OF A BITCH 

WAS IN JUNIOR HIGH SCHOOL 

WHILE I WAS OUT 

BOMBING JAPAN!” 

OM SCENARIER OG VIGTIGHEDEN AF AT TÆNKE I ALTERNATIVE FREMTIDER 

T 

he Crisis Scenario blev udviklet 

af Shell i 1967. Det var ét af 

de seks scenarier, der skitserede 

mulige politiske udviklinger i Mellemøsten, 

som ville kunne få afgørende betydning 

for virksomhedens forretning. 

Studiet blotlagde en række fremtidige 

problemer i olieindustrien, der viste, at 

man i fremtiden kunne forvente oliemangel 

og prisstigninger. Shell reallokerede 

derfor ressourcer og investeringer 

og kom tåleligt igennem oliekrisen. 

Siden er Shell blevet brugt som den 

fremmeste business case på, hvorfor forestillinger 

om mulige fremtider – scenarier 

– er så vigtige. 

I dag virker det ikke epokegørende at 

skitsere en fremtid, hvor mangel på olie 

er en mulighed. Men i 1967, da lederen 

af Shells planning team i London, Pierre 

Wack, lancerede analyserne, var både 

prisfastsættelse og udbud anset som forudsigelige 

variabler. Siden 2. Verdenskrig 

var oliesektoren vokset støt med 

cirka 6 procent om året 1 , og Shells egne 

teknikere konstaterede, at der var mas- 

F REMTI D S F ORSK NING 

Af Martin Kruse 

ser af olie. Udbudssiden udgjorde altså 

heller ikke noget problem. Wack insisterede 

imidlertid på at se ud over business 

as usual og skønnede, at de udviklinger, 

man så i Mellemøsten, burde give 

anledning til at konstruere et scenarie, 

der fokuserede på de mennesker, der 

tog beslutningerne – og ikke blot på de 

ressourcer, der lå i jorden under dem. 

A BEAUTIFUL MIND 

Pierre Wack hentede sine strategiske 

redskaber hos den moderne fremtidsforskning, 

der først for alvor fandt sin 

form i forsknings- og udviklingsafdelingen 

i det amerikanske luftvåben i 

1950’erne. Afdelingen blev senere kendt 

som RAND Corporation. RAND Corporation 

var unik på grund af en samling 

af utroligt dygtige mennesker, der 

til dato tæller 32 nobelprismodtagere, 

fremtrædende personer som Samuel Cohen, 

opfinderen af neutronbomben, John 

von Neumann, pioner bag den moderne 

digitale computer, Margaret Mead, en 

fremtrædende amerikansk antropolog, 

samt matematikeren John Forbes Nash 


Jr., som nogle måske har set portrætteret 

i filmen ”A Beautiful Mind” med Russel 

Crowe i hovedrollen. 

Det var her hos RAND, at redskaberne 

i fremtidsforskerens værktøjskasse 

første gang blev smedet. RANDs vision 

var dengang som nu at forbedre grundlaget 

for politiske beslutninger ved at 

analysere fremtidens mulighedsrum. Noget, 

som til at starte med var svært at gennemføre 

på grund af de kulturelle barrierer, 

der kendetegnede det amerikanske 

militær i 1950’erne og i 1960’erne. Militæret 

var splittet mellem på den ene side 

de konservative veteraner og den nye 

unge veluddannede elite – the youngsters 

– der gik mere intellektuelt til værks. I 

sidstnævnte gruppe befandt militærstrateg 

og chef for RAND, Herman Kahn, 

sig. Gruppen, han repræsenterede, fik 

opbakning fra blandt andet John F. Kennedy 

og Robert McNamara som blandt 

mange af generalerne blev anset for alt 

for liberale. 

Splittelsen kan illustreres ved et udråb, 

som veteranen general Curtis Le- 

May, kom med om den kun 34-årige

direktør for flyvevåbnets forskningsafdeling, 

Harold Brown: “Why, that son of 

a bitch was in junior high school while I 

was out bombing Japan!” 2 

Curtis LeMay var en gammeldags 

krigshelt, en hardliner, der havde ansvaret 

for at brandbombe Tokyo, og som 

personligt havde ledet flere farlige missioner 

ind over Tyskland. Det var denne 

type mænd, Herman Kahn kæmpede en 

indædt kamp imod i sine bestræbelser 

på at gentænke det amerikanske forsvar. 

Herman Kahn var grundlæggende utilfreds 

med militærets strategiske planlægning 

og kritiserede den etablerede 

måde, forsvarets veteraner tænkte strategi 

på. Herman Kahn indførte blandt 

andet krigsspil og argumenterede for 

at anvende scenarier, som man også benævnte 

”syntetisk historie”, i den strategiske 

beslutningsproces. 

DR. STRANGELOVE 

I 1950’erne var den dominerende opfattelse 

hos Eisenhower-administrationen, 

at hvis den sovjetiske hær var størst, måtte 

USA forsvare sig ved hjælp af atomvåben, 

hvis de blev angrebet. I 1960, 

mens afstanden voksede sig større og 

større mellem USA og Sovjet, publicerede 

Kahn bogen ”On Thermonuclear 

War”. Titlen på værket parafraserede 


militærstrategen Carl von Clausewitz’ 

bog On War. Kahn demonstrerede her, 

hvordan tidens militære planlægning 

byggede mere på ønsketænkning, end 

på fornuftige forventninger, og han viste 

ved hjælp af scenarier, hvordan en 

atomkrig kunne starte som følge af fejlberegninger, 

uforudsete hændelser og 

rigide kommandostrukturer, der kunne 

eskalere konflikten unødigt. 

Hans rapport medførte en reevaluering 

af strategien for det amerikanske 

atomforsvar, særligt efter at Cuba-krisen 

med al tydelighed viste, at Kahn havde 

haft ret i sin bekymring. 

Kahns argument var, at hvis man 

ikke var villig til at tænke strategisk 

over mulighederne for sejr i forbindelse 

med en atomkrig, så burde der slet ikke 

være villighed til at trykke på knappen. 

Kernen i denne tanke var, at hvis USA 

blev ramt af et velkoordineret og altudslettende 

atomangreb, skulle landet 

stadig være i stand til at slå tilbage. Det 

ville være landets bedste sikkerhed. Det 

er denne tanke, som Stanley Kubrick 

gør tykt grin med i filmen Dr. Strangelove, 

der meget sigende har undertitlen 

”How I Learned to Stop Worrying and 

Love the Bomb” 3 . 

Kahns arbejde fik afgørende indflydelse 

og skabte en erkendelse af, at der 

 

 

 

 

 

 

var og måtte være alternativer til tilintetgørelse 

eller kapitulation. Hans meget 

pragmatiske måde at betragte tingene 

på fik ros af for eksempel filosoffen og 

multibegavelsen Bernard Russell, men 

langt størsteparten af offentligheden 

misforstod ham. Kahn beskrives som et 

supergeni med et særlig talent for politik, 

men det var netop hans åbenmundethed 

og manglende forståelse for folks 

ringe evne til rationel bedømmelse, der 

gav ham et ry som kyniker, og som i sidste 

ende ledte til, at han måtte forlade 

RAND 4 . 

Efter Kahn forlod RAND, startede 

han The Hudson Institute, hvor han udgav 

bogen ”The Year 2000”, der udkom 

i 1967. Bogen betragtes som et pionerværk 

og kom til at påvirke international 

politik. Rom Klubben, hvor Instituttet for 

Fremtidsforsknings grundlægger, professor 

Thorkil Kristensen, deltog, var 

således direkte inspireret af Kahn – om 

end det dystopiske syn på fremtiden 

ikke deltes af Kristensen eller deles af 

Instituttet for Fremtidsforskning i dag. 

Martin Kruse er cand.mag. med speciale 

i fremtidsforskning. Han er ansat på 

Instituttet for Fremtidsforskning og 

arbejder med scenarier, trends, kreativitet 

og innovation. 

 

 

 

 

 

 

BAGGRU N D 

 

D EN MODERNE FREMTI DSFORSKNI NG er et interdisciplinært felt, 

der historisk befinder sig i et krydsfelt mellem den sociohistoriske makroudvikling 

og den ”action science”, der kendetegner strategiske, politiske områder. 

Den makrohistoriske tilgang til fremtiden finder sit arnested hos Voltaire og 

sociologiens fader Auguste Comte. Voltaire anså det således for historiefilosofiens 

opgave ved hjælp af den sunde fornuft at afdække de grundtendenser, 

der kendetegner historiens gang, mens dens politiske strategiske del af fremtidsforskningen 

går tilbage til de preussiske militærstrateger von Clausewitz 

og von Moltke, der menes at være de første til at anvende og beskrive scenarier, 

som vi kender dem i dag. 


T EORI 

T EORI 

MORSKABSTEORIEN 

Vi ved godt, 

at det er sundest at tage trapperne og ikke elevatoren eller rulletrappen. 

Daglig funktionel træning – de små motionsindslag i hverdagen – anbefales af 

alle sundhedseksperter. Alligevel er der ganske få mennesker, der faktisk får taget 

trapperne, når de kan. Ansatte hos Volkswagen i Sverige spurgte derfor sig selv, 

om de kunne få flere mennesker til at tage trapperne ved simpelthen 

at gøre det sjovt. Og det kunne de. 

Ideen var simpel: ’Vi tager den ubenytttede trappe, der ligger lige ved den 

meget anvendte rulletrappe, vi dekorerer den som et klavertastatur – og ser, 

hvad der sker’. Resultatet var klart: 66 procent flere mennesker benyttede 

nu trappen – og nu var det rulletrappen, der fremstod tom. 

The Fun Theory virkede i praksis. 

Teorien er en del af en større idé, der kaldes nudging. 

Nudging handler om at give mennesker små skub i den rigtige retning 

i deres hverdag – ofte uden, at de bemærker, at der er tale om manipulation 

med deres adfærd. Flere mænd vil kende nudging fra billedet af den lille flue, 

der sidder i bunden af offentlige pissiors. Fluen er nudging i praksis, fordi mange 

mænd bevidst eller ubevidst sigter efter den. Derved bliver der langt mindre 

arbejde for rengøringsfolkene på toiletterne. Spildet er simpelthen mindre! 

Den slags kunne ikke ti skilte med løftede pegefingre gøre ligeså godt. 

Mennesket er dovent, men vi vil gerne lege, have det sjovt, konkurrere... 

eller skyde til måls. 

Læs mere om The Fun Theory på www.thefuntheory.com. 

Bogen Nudge af Thaler & Sunstein, www.caravanbooks.com, kan også anbefales. 


Mgr

ORGANISK ELEKTRONIK 

PÅ MARKEDET 

På den store elektronikmesse CES i januar 

præsenterede den britiske virksomhed 

Plastic Logic sin nye e-boglæser Que, 

en konkurrent til blandt andet Amazon 

Kindle. Que, som i skrivende stund ikke 

er kommet på markedet endnu, er især 

interessant ved at være verdens første 

kommercielle elektroniske apparat med 

organisk elektronik. Hvor normale mikrochips 

er fremstillet af silicium, består 

dem i Que af organiske polymerer, printet 

på en plasticplade. Det gør elektronikken 

både lettere og mere bøjelig (og 

dermed robust) end silicium-baseret 

elektronik. Den nuværende udgave af 

Que har et kabinet af hård plastic, men 

fremtidige udgaver kan blive bøjelige. 

Indtil videre er Plastic Logic den eneste 

virksomhed, der bruger organisk elektronik, 

men hvis Que bliver en succes, vil 

andre sandsynligvis følge trop. 

Kilde: Technology Review 

(www.tinyurl.dk/14975) 

N Y BRUD 

TECH 

NYT OM TEKNOLOGI OG VIDENSKAB 

Samlet og udvalgt af Klaus Æ. Mogensen 

URIN I MOTOREN 

Inden længe kan det blive muligt at køre 

bil på tis, takket være en ny teknologi, 

udviklet af forskere fra Ohio University. 

En specialfremstillet elektrode, lavet af 

nikkel, kan skille brint fra urin, og denne 

brint kan blive brændt eller bruges i 

brændselsceller. Ifølge professor Gerardine 

Botte vil en enkelt ko kunne producere 

energi nok til at varme vandet i en 

lille snes huse. I teorien vil en bil med en 

brændselscelle kunne køre næsten 40 km 

på en liter urin. På sigt vil teknologien 

ikke blot erstatte en stor mængde konventionel 

brændsel, den vil også begrænse 

miljøproblemer fra gylle. Forskerne, 

som er ved at lave kommercielle produkter 

baseret på teknologien, vil dog i første 

omgang satse på større anlæg, så man bør 

vente lidt med at skrotte benzinslugeren. 

Kilde: Discovery News 


VIRTUELLE VERDENER 

GAVNER VIDENSKABEN 

De fleste af os tænker på virtuelle verdener 

som World of Warcraft og Second 

Life som ren underholdning, men forskere 

er nu begyndt at bruge dem som 

vigtige redskaber i det internationale videnskabelige 

arbejde. En håndfuld amerikanske 

universiteter er gået sammen 

om at skabe MICA, the Meta Institute for 

Computational Astrophysics, som organiserer 

videnskabelige seminarer og foredrag 

i Second Life. Fordelen ved at bruge 

en virtuel verden er ikke alene, at det 

er nemt at samle deltagere fra hele verden, 

men også, at de virtuelle verdener 

har indbygget visualiseringsteknologi, 

som kan hjælpe forskerne med at se diverse 

fænomener på helt nye måder. Forskerne 

peger på open source-software som 

OpenSimulator, der gør brugere i stand 

til at skabe deres egne virtuelle verdener, 

som en vej til at udbrede brugen af virtuelle 

møderum og laboratorier. 

Kilde: PhysOrg.com 


HVEM ER DET? 

Forestil dig, at du ser en interessant person 

på gaden, til en fest eller til en konference. 

Diskret tager du et mobilfoto af 

vedkommende, og så får du ikke bare 

navnet på personen, men også links til 

hans eller hendes profiler på sociale sider. 

Nu er personen ikke længere fremmed, 

og du kan hurtigt finde noget at snakke 

med vedkommende om. Sådan en situation 

er nu mulig ved hjælp af software, 

udviklet til mobiltelefoner med operativsystemet 

Android. Programmet, kaldet 

Recognizr, bruger software til at sammenligne 

ansigter med en database. Alle 

brugere, der har oprettet en profil i databasen, 

vil blive genkendt, og data sendt 

til mobiltelefonen i form af nogle ikoner, 

der vil svæve omkring personens ansigt. 

Programmet sørger for, at selve ansigtet 

ikke bliver dækket af ikoner, uanset hvad 

vej personen ser. Recognizr er endnu ikke 

tilgængelig for offentligheden. 



N Y BRUD 

FLYDENDE GLAS PÅ 

SPRAYFLASKE 

Forskere fra Tyrkiet har sammen med 

den tyske virksomhed Nanopool udviklet 

et materiale, der har potentiale til at 

revolutionere stort set alting, hvis det ellers 

lever op til forventningerne. Materialet, 

der har fået navnet ’liquid glass’, 

består simpelthen af nanopartikler af siliciumdioxiod 

(hovedingrediensen i 

glas) opslemmet i vand eller alkohol. 

Når væsken bliver sprayet på en overflade, 

binder glaspartiklerne sig til overfladen 

via en kvantemekanisk effekt, og 

derved bliver der dannet et lag af glas, 

der kun er 15-30 molekyler tyk. Laget 

afviser vand, snavs og bakterier og er 

derfor velegnet til overfladebehandling 

af flader, hvor hygiejne er vigtig, hvad 

enten det er hospitaler eller det hjemlige 

badeværelse. Det tynde glaslag tillader 

luft at strømme igennem, så levende organismer 

kan ’ånde’ gennem det. Forsøg 

viser, at vinstokke sprøjtet med flydende 

glas bliver mere resistente overfor 

svampeangreb, og træflader bliver ikke 

angrebet af termitter. Mure kan gøres 

modstandsdygtige over for graffiti og 

slid fra regn og vind. Flydende glas 

kommer i første omgang i handelen i 

Storbritannien, men der er frygt for, at 

mange butikskæder vil boykotte produktet, 

fordi det vil gå ud over deres 

salg af rengøringsmidler. 

Kilde: PhysOrg.com 



ROBOTASTRONAUT 

Robotterne vil næppe overtage verden, 

men det er meget tænkeligt at de vil 

overtage rummet. Fordelene ved en robotastronaut 

er store, for eksempel behøver 

de ikke luft, mad og vand, og det 

er ikke så vigtigt, om de kommer hjem 

igen. Derfor er NASA ved at udvikle en 

robotastronaut ved navn Robonaut 2. 

Robotten er menneskelignende så den 

nemt kan arbejde sammen med mennesker, 

og den har sensorer i arme og hænder 

svarende til den menneskelige følesans. 

NASA arbejder i øjeblikket på at 

gøre robotterne bedre til at kommunikere 

med mennesker. I øjeblikket er de 

begrænset til fx at pege hovedet imod 

noget, de vil have mennesker til at se på. 

De første ’robonauter’ kan blive sendt til 

den internationale rumstation inden tre 

år. Man kan også forestille sig, at fremtidige 

modeller kan bruges i redningsarbejde 

nede på jorden. 


(www.tinyurl.dk/15079) og NASA 

(www.tinyurl.dk/15080)


MEGATREND 

Megatrends er overordnede udviklingstræk, der influerer på alle dele af samfundet, og som har stor 

indvirkning og rækkevidde. Mens meget andet i fremtidsforskning handler om at arbejde med usikkerheder, 

er megatrends de relativt sikre drivkræfter, der vil slå igennem i ethvert tænkeligt scenarie. 

I hver udgave af magasinet beskriver vi en ny megatrend. Denne gang: 

GLOBALISERING 


The US National Intelligence Council (NIC) anser globalisering for at være 

den overordnede megatrend – en kraft så stærk, at den vil påvirke alle andre 

megatrends i verden i fremtiden. Men hvad er det ved globaliseringen, der 

er kraftfuldt? Hvordan vil den påvirke os i fremtiden – og hvad er globalisering 

egentlig? Det sidste først i form af en kort definition: 

”Globalisering er betegnelsen for en stadig stigende kulturel og økonomisk udveksling 

mellem de forskellige verdensdele. Globaliseringen har to drivkræfter. Den første er teknologisk: 

ny teknologi gør, at transport og kommunikation bliver stadig billigere, hvilket gør 

handel og anden udveksling såsom turisme stadig mere økonomisk attraktiv. Den anden 

er politisk, hvor regionale ledere indgår forpligtende aftaler om at fjerne tekniske handelshindringer”. 

Definitionen ovenfor er hentet på Wikipedia. Det var en søgning på Google, der bragte 

mig hen på dette onlineleksikon – og netop Google har været omdrejningspunktet i 

en sag, der meget fint illustrerer de to kræfter, der driver globaliseringen fremad, nemlig 

teknologi og politik. Lad os derfor se på den. 

GOOGLE-SAGEN SOM EKSEMPEL 

Google er i sig selv inkarnationen på et teknologisk værktøj, der gør alt tilgængeligt 

for alle, uanset hvor i verden, man befinder sig – og for nylig røg den amerikanske 

søgemaskinevirksomhed ind i et verbalt slagsmål med den kinesiske regering, der for 

alvor aktiverede den anden globaliseringsdrivkraft: politik. 

Slagsmålet mellem Google og Kina handler om censur. For selvom internettet 

per definition er decentralt og dermed umuligt at styre, forsøger den kinesiske regering 

alligevel at gøre det. Målet er, at den almindelige kinesiske borger (som der 

er 1,2 milliarder af) ikke skal kunne læse kritiske artikler, blogs og debatsider om 

styrets adfærd, blandt andet over for Tibet. Google accepterede i en periode styrets 

krav om censur. Det kinesiske marked var – trods den statslige censurering af søgeresultaterne 

– for stort og for interessant til, at man bare kunne overlade det til 

andre, var rationalet sandsynligvis. Men for nylig sagde Google stop og nej: ”Vi kan 

ikke længere tillade censur af vores søgeresultater i Kina”. 

Officielt var begrundelsen, at medvirken til censur strider mod Googles egen selvforståelse 

som den virksomhed, der udbreder fri information og i øvrigt forbindes 

med sloganet Don’t be evil. Reelt var kalkulen dog nok, at samarbejdet med de kinesiske 

myndigheder gik ud over virksomhedens image i resten af verden. Og da 

Google blev udsat for en række hackerangreb 

mod mailkonti på mailtjenesten 

Gmail, der så ud til at komme fra de kinesiske 

myndigheder, blev det en kærkommen 

lejlighed til at trække stikket 

ud: Googles kinesiske aktiviteter blev 

lukket. 

Pointen er i forhold til globaliseringen, 

at virksomheden dog valgte at beholde 

sit salgskontor, mens søgningerne nu blot 

bliver udført fra servere i Hong Kong, 

der teknisk set også er Kina, hvorfor 

kinesere reelt også kan trække informationer 

den vej. Og Kina har ikke – ikke 

endnu, i hvert fald – slået ned på denne 

provokation fra Googles side. Og hvorfor 

ikke? Fordi landet har brug for Google 

og de andre vestlige 

virksomheder. Kina er 

nemlig også interesseret 

i fremtidig vækst, så 

derfor denne de facto 

fjernelse af ”tekniske 

handelshindringer” (jf. 

definitionen), som gør 

det muligt for Kina 

at fastholde sit krav, 

men med det blinde 

øje vendt mod Google. 

Og imens udveksler 

de menige kinesere og 

den øvrige verden økonomi og kultur. 

UDVIKLINGEN 

”Kulturel og økonomisk udveksling mellem 

de forskellige verdensdele”. Det er 

det, globaliseringen handler om – og i det 

perspektiv har globalisering stået på siden 

de store opdagelsesrejsers tid. Det er 

imidlertid den accelererende hastighed i 

nyere tid, der har sat den højt på dagsordenen, 

og den seneste mulighed for at 

rejse sker gennem street view-funktionen 

(for nu igen at bruge Google som eksempel), 

der gør det muligt for enhver at gense 

gader, man engang har boet på, pladser, 

man engang har besøgt og byer, man 

måske har levet i i udlandet. Fra opdagelsesrejse 

til rejse på computeren på et 

par tusind år... verden er stor, men lille. 

Lad os se på globaliseringens nyere 


udvikling i et økonomisk perspektiv, og 

dernæst i et kulturelt: 

I slutningen af det 19. århundrede 

og starten af det 20. århundrede var den 

internationale samhandel betydelig. Dog 

satte krisen i 30’erne gang i protektionismen, 

og det var først i 70’erne, at udenrigshandlen 

igen nåede op på niveauet 

fra starten af århundredet. Kræfterne 

bag globaliseringens udvikling er særligt 

de liberaliseringer og internationale 

aftaler, der blev indgået efter 2. Verdenskrigs 

afslutning. Marshall-hjælp 

samt GATT og WTO-forhandlinger 

var her blandt de vigtigste. Udviklingen 

er siden accelereret som følge af EF’s og 

siden EU’s opbygning, Kinas åbning for 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

omverdenen (relative åbning, vil nogen 

sige) og USSR’s og østblokkens sammenbrud. 

Endelig har billig transport 

(flyrejser især) og introduktionen af 

containere skabt grobund. 

Frem til liberaliseringen af kapitalmarkederne 

i 1970’erne og 1980’erne var 

det primært handel med fysiske varer, 

der karakteriserede det økonomiske 

samkvem mellem lande, men som finanskrisen 

i 2008 viste os med al tydelighed, 

er det vigtigste træk ved den 

økonomiske globalisering i dag uden 

sidestykke finansernes fri bevægelighed. 

Som økonomiprofessor Jacob Brøchner 

Madsen (ham, der i mange år advarede 

om risikoen for en verdensomspændende, 

økonomisk krise) fortalte mig i et interview 

i 2009 (FO 5/2009), ”så hænger 

det sammen det hele” – altså de økono- 


miske kredsløb i verden, både aktiemarkedet, 

boligmarkedet, derivatmarkedet 

og kreditmarkedet: ”Når det går ned i 

USA, så går det ned over hele verden. 

Man kan ikke diversificere makroøkonomisk 

risiko”, slog han fast. Det er et 

væsentligt træk ved globaliseringen i 

dag. Økonomien hænger sammen. 

Kulturelt er det noget sværere at sætte 

begivenheder og datoer på globaliseringens 

nyere udvikling. Der er ingen 

tvivl om, at der finder en kulturel globalisering 

sted, og til den økonomiske 

udvikling ovenfor (handel er i sig selv 

en kulturel udveksling), kan vi hæfte os 

ved fikspunkter som populærkulturens 

udvikling siden 1950’erne (musik og 

film), tv-mediets udbredelse 

siden midt 

i 1960’erne – og naturligvis 

ikke mindst 

internettets verdens- 

omspændendegennembrud fra 2000 og 

frem samt en generel 

øget migration og turisme. 

Overordnet synes 

der at være to opfattelser 

af, hvad den 

kulturelle globalisering 

går ud på. Den ene handler om, 

at der finder en ensretning sted. Tag fx 

udsagnet om, at en ung mand i Austin, 

Texas, kan have mere tilfælles med en 

ung kvinde i Delhi, Indien, end han 

har med naboens datter, fordi de begge 

tilhører den samme, globale subkultur 

(og ikke som tidligere, en subkultur, 

der var regionalt bestemt). Det er den 

samme logik, der fortæller os, at de traditionelle 

egnsretter uddør, fordi flere 

og flere køber hurtigmad fra de samme, 

multinationale virksomheder, uanset 

hvor i verden, de bor – præcis som den 

referenceramme, vi deler, bæres frem af 

internationale medieproduktioner og 

-personer. Oprah, Beckham, you name 

it. I denne opfattelse underforstås ofte, 

at der er tale om en primært vestlig og 

kapitalistisk påvirkning af resten af ver

den, og japansk-amerikanske Francis 

Fukuyamas kendte bog The End of History 

and the Last Man (1992) står vel som 

det stærkeste udsagn herpå. Pointen er 

her, at den vestlige styreform, det liberale 

demokrati, har sejret som den eneste, 

gangbare styreform. 

Den anden opfattelse anerkender den 

første, men understreger primært, at 

der trods den generelle økonomisk-kulturelle 

homogenisering sker en masse 

modreaktioner. At mennesker overalt i 

verden reagerer på globaliseringen ved 

netop at understrege og dyrke det, der 

er deres lokale særpræg og identitet. 

Tesen er, at mennesker grundlæggende 

ikke ønsker ensretning. Altså overlever 

egnsretten alligevel. Fortalere for dette 

synspunkt fremfører i øvrigt (med rette), 

at det er en udbredt praksis for internationale 

virksomheder netop ikke at 

sælge den samme ydelse eller det samme 

produkt over hele verden, men i stedet 

at tilpasse sig lokale skikke, vaner og 

kulturer. De laver altså lokale varianter 

af deres produkter i en form for glokaliserings-strategi. 

Sidstnævnte eksempel 

indrammer nok meget godt, hvad der er 

på færde, nemlig at kulturel ensretning 

og særegenhed begge er et produkt af 

globaliseringen, eller i hvert fald: at de 

to fænomener eksisterer samtidigt i en 

form for udveksling, hvor sidstnævnte 

er en reaktion på førstnævnte. 

Og apropos reaktion: Når jeg nævner 

Fukuyama, må jeg naturligvis også nævne 

Huntington – Samuel P. Huntington, 

der var amerikansk politolog, og som i 

1996 udgav bogen The Clash of Civilizations. 

Bogen var en reaktion på Fukuyamas 

bog og handler om, hvad der sker, 

når en nation eller kreds af nationer med 

samme tankesæt forsøger at overføre deres 

ideer og ideologier til andre nationer 

mod deres vilje. Huntington mente, at 

netop kulturelle og religiøse konflikter 

ville blive kilden til konflikter i tiden efter 

Den kolde krig. 


Uanset hvor, man placerer sig på aksen 

mellem Fukuyama og Huntington, må 

man nok medgive, at Fukuyama ikke 

har fået ret endnu. Om han nogensinde 

får det, må tiden vise. Men i hvert fald 

viser 9/11, Irakkrigen og den danske 

karrikaturkrise, at der i dag eksisterer 

spændinger i verden, der alene er mulige 

på grund af globaliseringens udvikling 

og acceleration. Karrikaturkrisen, fx, 

havde simpelthen ikke været mulig i en 

mindre globaliseret verden, fordi den 

næres af den internationale medieopmærksomhed, 

der eksisterer som følge 

af blandt andet internettets udbredelse. 

Noget lignende kan siges om 9/11, der 

kun fik effekt, fordi begivenheden blev 

dækket massivt i selv den mindste afkrog 

af verden. 

FREMTID 

Og fremtiden? Et ædrueligt bud på fremtiden 

for globaliseringen vil nok være, at 

den medfører en øget liberalisering og 

voksende handel i de fleste lande og regioner. 

Det virker dog mindre sandsynligt, 

at verden bliver domineret af fælles 

kulturelle og politiske værdier. En mere 

sandsynlig fremtid må derfor være en 

verden af regioner og nationer med overvejende 

global frihandel, men hvor den 

dybere integration af værdier og fællesskaber 

kun foregår på regionalt plan eller 

inden for de enkelte kulturkredse. 

Måske har Kina fundet metoden? De 

kan ikke undvære de vestlige virksomheder 

som fx Google, men står samtidig 

ofte så langt fra disse virksomheder 

rent holdningsmæssigt, at det ikke altid 

er muligt at samarbejde. Det kræver, at 

mindst én af parterne – og helst begge 

– lader ting passere, de egentlig ikke kan 

acceptere, og imens sker der kulturelle 

tilnærmelser på det mellemmenneskelige 

plan. Internettet er nemlig kommet 

for at blive, så meget er sikkert, og 

uanset hvor serveren står, slipper ting 

gennem sluserne. Både den ene og den 

anden vej. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

DEN UMULIGE RELATION 

I 

nteressen for relationer i forretningsmæssige 

sammenhænge er 

stor. Begreber som relationsmarkedsføring 

og CRM (Customer Relationship 

Management) vidner om det. Det 

samme gør det ofte formulerede ønske 

om at skabe et stærkt community med 

loyale brugere. I alle tilfælde gælder det 

om at skabe bånd til kunderne; bånd, 

der er så stærke, at de rækker ud over 

det mere forretningsmæssige kunde-/ 

forhandlerforhold, hvor relationen alene 

hviler på et professionelt grundlag. 

Det er ikke for at være kontrær, men 

for mig at se er der et stort paradoks forbundet 

med al den snak om relationer 

i erhvervslivet, nemlig at ingen gider, 

orker eller har mulighed for at stoppe 

op og rent faktisk relatere sig til andre. 

Dermed bliver relationerne primært 

noget, vi taler om, og som alle synes er 

vigtige, men som i virkeligheden fremstår 

ret kaloriefattige. Vi kommer til 

at få mindsteenhedsrelationer og ikke 

relationer, der substantielt adskiller sig 

fra det almindelige forhold mellem en 

ekspedient og en kunde i et stormagasin. 

Her ved vi, at det handler om en 

transaktion af varer for penge. Der er 

ingen følelser involveret. Der er intet 

på spil mellem parterne. Derfor er vi 

også iskolde, når en vare skal returneres 

i varehuset. Alle ved, at man altid kan 

få pengene igen netop her, og det er en 

K O MMENT AR 

Der er et stort paradoks forbundet med erhvervslivets fokus på relationsopbygning, 

nemlig at ingen gider, orker eller har mulighed for at stoppe op og rent faktisk relatere sig til andre. 

Dermed bliver relationerne primært noget, man taler om 

i marketingsafdelingen og på direktionsgangene 


ret, vi uden blusel benytter os af. ”Du er 

jo bare på arbejde – og jeg vil bare have 

mine penge igen uden at skulle forklare 

hvorfor”, lyder vores implicitte aftale 

med den anonyme ekspedient. Det er 

det, der er kontrakten. 

Det er straks noget andet med den 

lille butik på hjørnet, hvor indehaveren 

selv har designet produkterne, og hvor 

hun i øvrigt brugte ti minutter på at 

hjælpe mig med at finde den helt rigtige 

ting forleden dag. Der er det sværere at 

mande sig op til at benytte sig af sin bytteret, 

hvis butikken ellers tilbyder en sådan, 

bare fordi man har fortrudt. Der er 

skabt en ægte relation, fordi der ligger 

andet end udveksling af varer for penge 

bag handlen. Der er investeret noget. 

Man har valgt hinanden – eller rettere: 

jeg har som kunde valgt at involvere mig 

i butiksindehaverens liv; i hendes drøm 

om egen butik og håb om at kunne leve 

af sine design. Jeg har involveret mig, 

fordi jeg har set et menneske og ikke blot 

et lokale med en ekspedient og en masse 

varer. Jeg har ikke kunnet undgå at se 

mennesket bag varen (hvis jeg ellers er 

i stand til at leve mig ind), og derfor er 

den forpligtende relation skabt. Også 

selvom det er ret irriterende nu, hvor 

jeg egentlig helst ville af med varerne 

igen – og derfor ville ønske, at jeg bare 

havde købt dem i det mere anonyme 

varehus. En sandhed om den forplig- 


tende relation er jo nemlig også, at vi 

– der af butikkerne omtales som forbrugere 

– ikke altid ønsker relationen. Den 

er besværlig og kræver engagement. 

Tænk blot på verdens stærkeste relation, 

båndet mellem forældre og børn, og 

hvor meget besvær, den fører med sig 

(på linje med en masse fantastiske ting). 

Eller tænk på alle andre relationer i dit 

liv, som for alvor betyder noget. Parforhold 

og venskaber for eksempel. Det er 

helt gennemgående også dem, der er de 

mest krævende, ikke sandt? Derfor er 

vi generelt påpasselige med, hvem vi involverer 

os med. 

En anden sandhed er, at der slet 

ikke er ret mange mennesker, der faktisk 

opfatter deres forbrug som noget, 

der har med relationer at gøre. Det er 

kun marketingfolkene, der tænker sådan. 

Nede i butikken vil vi bare gerne 

finde en god og billig shampoo. Men 

relationer til mærket og virksomheden 

bag? Det eksisterer kun som en drøm 

hos producenterne, og sproget afslører 

deres virkelige bevæggrunde for ønsket 

om relationen. 

Tag fx branchetermen Share of 

Wallet, SOW. Den handler basalt om, 

hvor hvor langt og hvor tit man kan få 

snablen ned i kundernes pengepung, 

målt enten over tid eller i forhold til 

konkurrenternes evne til det samme. 

Hvem gider have sådan en ven? Eller

tag ideen om, at man kan eje kunderne 

og være markedsleder, som er en gængs 

opfattelse. Det harmonerer dårligt med 

den symmetriske relation, som vi ellers 

tilstræber i andre af livets forhold, altså 

det ligeværdige og respektfulde forhold. 

Det er måske også årsagen til, at de fleste 

af os primært opfatter relationer som 

noget, man har til familie og venner 

– og så lige til hende fra den lille butik 

på hjørnet. 

MENNESKELIGHED 

Når overskriften på denne artikel er 

”Den umulige relation”, er det fordi, at 

de fleste, som drømmer om at skabe 

stærke relationer til deres kunder, tror, 

de kan opnå det samme som den lille 

butiksindehaver. Men det kan de ikke. 

Disse drømmere er nemlig ofte store 

koncerner og virksomheder, hvor ejerne 

aldrig selv møder kunderne, og derfor 

vil deres kunder aldrig se det menneske, 

de kan få en ægte relation til. Det 

er rimelig simpelt, og det kan intet 

CRM-program rette op på. Et sådant 

program kan måske nok sætte kontakten 

mellem virksomheden og kunden i 

system; den kan minde virksomhedens 

sælger eller konsulent om, at der skal 

rettes kontakt – og skabes ”relationer” 

– til kunden. Men reelt er det kun kunden, 

der kan vælge relationen til, og det 

sker altid kun, hvis der er en menneskelighed 

at knytte an til. Relationer skabes 

ikke pr. stedfortræder. Dette har været 

udfordringen lige så længe, som der har 

været varemærker. 

Mærket – arketypisk fx Uncle Ben’s 

kontrafej – er jo netop skabt som et interface 

mellem den anonyme vare og 

kunden. Den skal erstatte den tabte relation 

mellem kunden og den gammeldags 

købmand bag disken, altså mødet ansigt 

til ansigt. Uncle Ben skal forsøge at give 

os tryghed, præcis som den gammeldags 

købmand gjorde det. 

Men relationen kan ikke opbygges 

strategisk og systematisk, og det er også 

en af de store svagheder ved branding – 

præcis som det er det med CRM. Spørg 

enhver glarmester, murer, lokal slagter 

eller hvilken som helst anden næringsdrivende 

i et traditionelt erhverv – altså 

en virksomhed hvor mester selv er til 

stede – om de har brug for et system til 

at skabe og vedligeholde relationerne 

til deres kunder. Svaret vil altid være 

nej. Det har de da ikke brug for. De har 

kunderne til at skabe relationerne, mens 

de selv skaber en vare eller ydelse, som 

kunder har brug for, og som de SELV 

stiller sig bag og garanterer for, i arbejdskitlen 

eller bag disken. De kender 

deres kunder, og deres kunder kender 

dem. Her er en helt naturlig relation. 

Den spekulative og instrumentelle 

omgang med relationsbegrebet, derimod, 

er ikke naturlig, og den minder 

om det store fokus på netværk, som 

præger vores tid. Man skal helst være 

forbundet med sine venner og kontakter, 

og helst også med vennernes venner 

og deres kontakter, så man altid har 

adgang og er forbundet til den fælles 

puls i en kæmpe organisme. Den sociale 

tjeneste LinkedIn er ét eksempel. Her 

er det en udpræget tro, at netværk er 

noget, man kan melde sig ind i eller få 

adgang til gennem venners venner. LinkedIn 

viser dig fx hvor mange led, der 

er mellem dig og en person uden for din 

egen pulje af kontakter. Den udregner 

en sti, en liste af personer, der forbinder 

personen og dig: Ole er forbundet med 

Sara, der er forbundet med Lise, som er 

forbundet med dig. 

Princippet er da smart, og hvis jeg en 

dag får brug for at få fat på Søren Fauli, 

er det rart at vide, at jeg bare skal spørge 

Lise, om hun vil sende en mail til Sara, 

hvor hun spørger Ole, om jeg må få Faulis 

private oplysninger. Men i virkeligheden 

er det værdiløst, for det forpligter 

ikke en skid. Søren Fauli er da ligeglad 

med mit udvidede netværk, hvis jeg ringer 

og plager ham med en idiotisk idé. Og 

havde jeg en genial idé og intet netværk, 

skulle jeg såmænd nok få hul igennem til 

Fauli alligevel. Netværk, som kan bruges 

til noget, er kvalitative, ikke kvantitative, 

og bygger på ægte relationer. Det kan 

ikke gentages ofte nok. 

Det er som om, at troen på kommunikation 

har taget overhånd. Som om, 

at det kvantitative og kanalen er blevet 

vigtigere end det kvalitative og budskabet. 

Som om, at hvis bare megafonen 

er kraftig nok, så betyder det, vi råber, 

ikke det store. 

Med budskabet ER vigtigt, og det 

bliver i stigende grad vigtigt i den verden, 

vi bevæger os ind i. Der er simpelthen 

ikke plads til ligegyldigheder længere, 

og derfor er tiden inde til igen at 

fokusere på det kvalitative. Se dig blot 

omkring: Alle virksomheder opruster 

nu og skærer ind til benet, for den økonomiske 

virkelighed er ændret. Der er 

ikke længere råd til flom. 

VEJEN FREM 

Jeg har ofte argumenteret for, at branding 

er en værdiløs taktik i forhold til 

organisationers og samfundets udvikling, 

fordi den ikke skaber substantielle 

forskelle, men kun kommunikative og 

immaterielle forskelle – eller forskelsløs 

forskellighed, som den tyske filosof Peter 

Sloterdijk har benævnt det. Det er et 

problem, fordi det meste branding ligner 

udvikling, men altså reelt blot dræner 

os for penge, tid og kræfter, som 

kunne være brugt bedre. Og dermed er 

der – i et udviklingsperspektiv – faktisk 

K O MMENT AR 

sket et tilbageskridt, fordi vi ikke har 

flyttet os, men kun stampet støv. Vi kunne 

have bevæget os frem, men har nu 

brugt ressourcerne på ingenting. 

På samme måde kan man få den 

tanke, at det meste af den relationsopbygning, 

som foregår gennem CRM-systemer 

– og andre systemer, ordninger 

og praksisser i denne modus – i et stort 

omfang er spild af ressourcer, fordi den 

skaber pseudorelationer, dvs. relationer, 

der ved første øjekast ligner relationer, 

men ikke er det, fordi de reelt ikke tillægges 

værdi hos nogen af parterne. 

Altså hverken af virksomheden eller 

kunden. Sagen er jo, at relationsopbygningen 

fra virksomhedens side ikke 

sker uhildet, men tværtimod ud fra den 

klare betragtning, at det er nemmere 

at holde på en kunde end at etablere 

kontakt til en ny. CRM er økonomisk efficient, 

som det beskrives i lærebøgerne; 

det kan betale sig. Eller med andre ord: 

virksomhederne ønsker kun kontakten, 

fordi kunden dermed bliver ved med at 

købe noget, og kunderne ved det også! 

It’s all about Money, men det skal af 

en eller anden grund pakkes ind i noget, 

der ligner ægte interesse. Venskabet 

som metafor på forholdet mellem virksomheden 

og dens kunder er kolossalt 

udbredt på direktionsgangene. 

Jeg er helt med på, at virksomheder er 

sat i verden for at tjene penge, og at der 

derfor altid vil være økonomi indblandet 

i kontakten mellem kunde og købmand. 

Det er jo sådan set hele pointen. 

Men hvis man vil tage relationsarbejdet 

alvorligt – hvis det skal være andet end 

slet og ret administration af kundeemner 

og kontakter, tilsat smukke ord og 

en tilsyneladende interesse – må man 

starte med for alvor at relatere sig. Man 

må gå uhildet ind i kontakten og i princippet 

glemme alt om økonomi. Hvis 

man vil bryste sig af venskab, må man 

vise venskab! Det lyder måske som en 

1968-vision, men det er ikke desto mindre 

den eneste vej frem. Ellers må man 

kalde forholdet, hvad det er: en række 

serielle handler og transaktioner. 


Tankegangen kan illustreres ved at 

vende tilbage til netværket fra før. Mange 

mennesker tænker på deres netværk 

som et sted, man kan få gavn af og fordele 

fra. Som et sted, hvor man kan henvende 

sig, hvis man får brug for hjælp. 

Men det er nok mere gavnligt at se på 

netværket som et sted, man giver noget 

til – uden at forvente tilbagebetaling i 

forholdet 1:1. Det er den måde, at store 

dele af internettet fungerer, og det er på 

den måde, at hele ideen om freeware er 

opstået. Det bygger på tillid og en grad 

af altruisme, der ville klæde de fleste af 

de virksomheder, der arbejder med salg 

og markedsføring under dække af relationsopbygning. 

Man kan anskue det som en tankemæssig 

forskydning fra en pengeøkonomi 

til en gaveøkonomi. Her er det 

centrale – som den franske filosof Paul 

Ricoeur har påpeget det – ikke gaven i 

sig selv, men den relation, der indstiftes 

mellem giveren og modtageren. Ricoeur 

siger, at denne relation er anerkendelse, 

symboliseret i gaven, og at to personers 

symbolske anerkendelse af hinanden 

gennem gaveudvekslinger antager en 

ceremoniel karakter. Det sidste er vigtigt, 

for netop det ceremonielle adskiller 

gavebytningen juleaften fra den ombytning 

af penge for varer, der foregår, når 

vi selv køber noget. 

Ceremonien er en højtid; noget der 

ikke sker hver dag og med hvem som 

helst, men gaven kan til gengæld være 

hvad som helst – både ting eller fx et 

løfte om ægteskab eller en afsværget ed 

– og derfor fungerer gaven kun, hvis 

man er parat til at give noget uden at 

være sikker på, at man får det samme 

igen. Bliver det til ren bytning, hvor 

man ligefrem aftaler beløbsstørrelse eller 

selv ’bestiller’, hvad man skal have i 

julegave, lider gavegivningen nederlag, 

for så er den intet andet end en kommerciel 

transaktion. Sådan forholder 

det sig også med relationen. Den må 

indgås ubetinget. Det er sådan, den faktisk 

bliver mulig.

SUPERMARKED CHIC 

Den flade bomuldssko, Maoskoen, 

er en ny type klassiker. 

Den falder ikke inden 

for den traditionelle gode 

smag i en designkanon, men 

er i lighed med træskoen og 

gårdsangerskoen folkelig, 

billig og funktionel. Den 

har aldrig været helt forsvundet 

fra de vestlige fødder, 

siden den kom frem i de 

røde 1970’ere, hvor Mao var 

god markedsføring. Børne- 

havebørn, lektorer og kamp- 

sportsudøvere har været 

loyale bærere af det fornuftige 

stykke fodtøj, mens 

Maoskoen for de fleste andre 

har ligget i dvale. Inden for 

de sidste par år har skoen 

fundet vej til teenagefødder 

og har siden gennemlevet 

bølgen af godhed og bæredygtighed, 

ligesom så mange 

andre FMCG (Fast Moving 

Consumer Goods). Men i 

dag er den solidariske sutsko 

aktuel som en trend på et 

mere overordnet plan, hvis 

man tager den nyeste trendforskning 

i brug til at pille 

den fra hinanden. Som et 

symbol på en tid kan Maoskoen 

nemlig give større 

indblik i forbrugeradfærd og 

kommunikationsstrategier. 

T REND 

D I SSEK T I O N 

Af Maria Mackinney-Valentin 

MAOsko 

FORKERT 

Trends drives frem af statusangst. 

Kapløbet om at signalere 

det rigtige sociale tilhørsforhold 

gennem sit 

forbrug, er blevet sværere 

med demokratisering og decentralisering 

af blandt andet 

mode og design. Det 

handler om at narre fjenden 

så længe som muligt for at 

bevare førerpositionen, 

inden kopiering annullerer 

forspringet. Men når så 

meget er tilgængeligt for så 

mange, er det ofte dødt løb. 

Her kommer det forkerte ind 

som et nyt magtmiddel: Det 

grimme, det kiksede eller det 

frastødende skaber status for 

dem, der tør. Maoskoen blev 

oprindelig lanceret i dagligvarebutikken 

Irma, og i dag 

sælges den stadig primært i 

supermarkeder. Det har generelt 

sendt skoen på bænken 

som attraktiv for andet 

end praktiske nødvendigheder. 

Men ifølge det nye statusregnskab 

er det Supermarked 

Chic, når man kan lægge 

en halv liter sød, et kilo 

kartofler og et mode-statement 

i samme indkøbskurv. 

Det handler om, at skellet 

mellem det progressive og 

mainstream er i opløsning 

på samme måde, som skellet 

mellem højkultur og lavkultur 

er det. 

 

SOLIDARITET 

Maos balsamerede legeme 

hviler fortsat i sit mausoleum, 

men ideen om folkelig 

modstand mod dekadent 

levevis er vakt til live igen. 

Det er en revurdering af 

værdier og prioriteter, mere 

end en egentlig politisk 

revolution, og man kan sige, 

at udviklingen går fra 

forbrugersamfund til hensynssamfund. 

Obamas ’Yes we 

can’ slår igennem hos 

forbrugerne, der vil ud over 

det egocentriske overforbrug 

og styrke sammenholdet. 

Det er en videreudvikling af 

opmærksomheden omkring 

CSR og fairtrade-bølgen, 

men den løftede pegefinger 

T REND 

 

 

 

er sænket, og fokus er på ÆRLIGHED 

det følelsesmæssige. Vi ser En Maosko er i sin oprinde- 

allerede prioriteringen af lige form lavet af 100 

fællesskabet inden for procent bomuld. Intet andet. 

mode og design hos de Alt er synligt på skoen – fra 

toneangivende kollektiver syninger til måden, sålen er 

Moon-Spoon Saloon og monteret på. Der er ingen 

Artrebels, og tendensen til dikkedarer, bare en standar- 

solidaritet vil fortsætte også diseret form og en tydelig 

i andre brancher. 

funktion. Skoen lover ikke 

mere, end den kan holde. 

JORDNÆR 

Forbrugeren har været 

I Maosko er man bog- desillusioneret ovenpå den 

staveligt talt nær jorden. flade følelse efter forbrugs- 

Siden verden med fifesten, den udeblevne lyknanskrisen 

lod til at være kefølelse ved materielle ud- 

gået på grund, har der skejelser, men oplever også 

været et behov for at gen- en afmatning ovenpå de 

finde fodfæstet. At have filantropiske overbygninger 

fødderne plantet på jorden, på forbruget. Fokus skal 

er blevet sexet igen. Det er trækkes tættere på, både i 

hverken græsrøddernes forhold til det lokale og til 

kampråb, 1990’-ernes de nære relationer. Det er 

spirituelle holisme eller det godt-nok trenden, der er gået 

nye årtusindes fascination fra teknologien og har bredt 

af wellness og mindfulness. sig ud. Kvaliteten behøver 

Det er derimod hverdagens ikke være i top, så længe pris 

sensualisme, hvor vi træder og levetid hænger sammen. 

ned fra de høje designersti- Her bidrager Maoskoen 

letter for at finde vores na- med billedet på et ærligt og 

turlige balancepunkt. Vi troværdigt produkt, der er 

trækker i et par mentale organisk, fordi det holder så 

Maosko og mærker, at vi længe, som prisen tillader 

sætter et ben stille og roligt 

foran det andet. Man kan 

sige, at skiftet sker fra bæredygtighed 

til være-dygtighed. 

det. 


KRIT I K 

Hvem tager ansvaret? 

EPIC 

MICKEY 

OG DEN KULTURELLE DEROUTE 

Af Louise Christensen 

a Berlin-muren faldt, troede de østeuropæiske lande, de var havnet i den 

bedste af alle verdener. Hurtigt sandede den brede befolkning dog, at frihed 

ikke nødvendigvis er lig lykke og materiel velstand. Og her, 20 år efter, 

viste finanskrisen os, at fri markedsøkonomi ikke er nogen selvkørende paradisisk 

tilstand. Egeninteressen og jagten på indtjening bør gå hånd i hånd med et 

moralsk ansvar. 

Hvad med kultur og udviklingen af en nations karakter? Er det forsvarligt at 

antage, at dét er en selvkørende proces, eller gælder her samme grundregel? Og i så 

fald: hvem tager ansvar for kulturen og dens udvikling? 

Kulturen flytter sig hele tiden, og med sig flytter den du og jeg. Gå ind på You- 

Tube, og du vil opleve, at hvad der fængede dig for 10-15-20 år siden, ikke nær har 

helt den samme effekt. Af samme årsag må en virksomhed, for at optimere sit brands 

værdi, kontinuerligt aflæse den toneangivende populærkultur og forme brandet i 

overensstemmelse med den. Brandet skal nødvendigvis følge med tiden, og det er 

derfor kun at forvente, at brands ændrer form. Alligevel var det med undren, at 

jeg på en amerikansk webside, læste overskriften ”Ready for Mickey Mouse’s dark 

side?”. 1 

Efter i en menneskealder (med få undtagelser) at have tjent som et positivt produkt-brand, 

har folkene bag underholdningsimperiet besluttet at transformere 

Mickey Mouse til en kynisk og destruktiv figur. 

”Disney’s iconic happy-go-lucky Mouse [..] isn’t hip enough for the new generation” 

[..] “The New York Times notes that domestically, kids today know him, but 

may not love him”, står der på web- siden Midwest Voices. Transformeringen sker 

først og fremmest i det apokalyptiske computerspil Epic Mickey, hvorefter alt omkring 

ikonet skal revurderes. New York Magazine skriver: “Plans are in the works to 

re-imagine the conglomerate’s smiley mascot, apparently into something more relevant to 

the cynical, nihilistic children of today [..].” 2 

D 

Disneys ikon er i 2010 ganske givet mere genstand for nostalgi end en figur, amerikanske 

børn kan identificere sig med. Men Disneys værdier taget i betragtning, 

er tiltaget radikalt og tankevækkende. Børn skal nu erfare, at Mickey Mouse i en 

apokalyptisk kontekst er kynisk og destruktiv. 2010 bliver dermed året, hvor Disney 

sætter minus foran de værdier, der siden 1930’erne har været de bærende for 

det succesfulde underholdningsimperium. Årsagen er en generation af børn, der 

ikke i samme udstrækning som tidligere generationer fænges af det eventyrlige, 


magiske Disney univers. Derimod fascineres 

og underholdes de i højere grad 

end tidligere årgange af livets mørke og 

bizarre sider i den – for dem – toneangivende 

populærkultur. Overrasket ved 

nærmere eftertanke? Nej. Ser man til 

deres forældre, gør samme tendens sig 

gældende. 

KEDSOMHEDENS EPOKE 

Mangt og meget har gjort populærkulturen 

til dét, den er i dag. Ifølge den tyske 

filosof Peter Sloterdijk er det, der 

driver den i 2010, en grundstemning, 

præget af kedsomhed: ”Den posthistoriske 

eksistens, der synes at være dømt til 

evig fred, varig forsørgelse og uafbrudt 

underholdning, plages af en grundstemning 

af kedsomhed. Uden udfordringer 

blottes vi. Berøvet nødvendighedens alibi 

afsløres vores – fortsat eksisterende – 

onde handlinger som rene griller, der 

udføres uden grund, eller måske netop 

… af kedsomhed”. 3 Men som modargument 

hertil kan man anføre, at efterspørgslen 

på redskaber til at opnå indre 

ro har været stærkt stigende de sidste 

mange år. Kurser og bøger om feng shui, 

yoga og mindfullness ses overalt og vidner 

om behovet for at gøre noget aktivt 

for at opretholde balancen i tilværelsen. 

Helt så kedsommelig kan grundstemningen 

altså næppe være. 

What then is the root to our cultural 

malaise, spørger vi os selv, som den amerikanske 

præsident Jimmy Carter gjorde. 

Ifølge digteren Søren Ulrik Thomsen 

og professor i kognitiv semiotik, 

Frederik Stjernfelt, er svaret, at der hersker 

en ideologi, der er så nærværende, 

den forekommer usynlig: negativismen 

i den kunstneriske avantgardisme 4 . Det 

bærende i ideologien er negationstænkningen: 

Vil du til tops i denne verden, 

må du eller din metier være genstand 

for noget grænseoverskridende, du må 

gå imod normerne og vise, du står uden 

for the establishment, eller du må være 

outsideren eller offeret. Således er vejen 

banet til limelight’et, for som sultne, 

umættelige løver bifalder medier og 

KRIT I K 

smagsdommere ukritisk igen og igen 

sådanne tiltag og karaktertræk. Stjernfelt 

& Thomsen diagnosticerer arnestedet 

for denne negative opbyggelighed til 

at være universitetsverdenen, kirkelivet, 

den politiske radikalisme på både højre 

og venstre fløj og ikke mindst den kritiske 

journalistiks forfald. 

Dertil er endnu en nævneværdig faktor, 

den stærkt intense konkurrence i 

medierne, hvilken har affødt den journalistiske 

rettesnor ”if it bleeds it leads”. Det 

er tankegangen om, at seer- og oplagstal 

sikres ved at underholde og fascinere 

modtageren med verdens barske realiteter 

i form af mord, vold og alskens katastrofer. 

En tankegang, der formentlig har 

haft en forstærkende effekt på tendenserne 

i populærkulturen. Dens aktører 

har som modkultur til det smukke, pæne 

og harmoniske genopfundet sig selv i en 

kunstnerisk stadig mere vulgær, bizar eller 

mørk udgave. Samtidig har medierne 

drevet aktørerne frem med primærfokus 

på netop disse mere opsigtsvækkende sider 

for at sikre sig seer- og oplagstal. 

RIHANNAS DARK SIDE 

”Welcome to Rihannas dark side” står der 

på CNN’s showbiz-webside: “If you 

thought Rihanna was bad before, then welcome 

to her dark side 5 ”. Andre af tidens 

største kunstnernavne inden for populærkulturen 

– Lady Gaga og Amy 

Winehouse – brænder ligeledes deres 

røgelse ved altrene for det vulgære, det 

bizarre og det mørke. ”I want your psycho, 

your vertical stick, want you in my 

room when your baby is sick ” lyder lyrikken 

i Lady Gagas hit Bad Romance. ”The 

main message of her music is that she is 

willing to do anything, even sacrifice herself, 

to obtain fame”, skriver The Vigilant 

Citizen 6 . Går man famøse Gagas kunstneriske 

udfoldelser efter i sømmene, er 

det svært ikke at tro, at The Vigilant Citizen 

har ramt plet. Under sangerindens 

sidste MTV-performance insisterede hun 

på at lave en scene, hvor hun forblødte til 

døde og hængte sig selv. Ideen var blandt 

andet at vise, hvordan mange celebrities’ 

ender deres dage: ”We see the deaths of 

these other women, but we don’t see their 

death. So I think I wanted to show that, and 

in my showing that, if you’re wondering 

what I’m going to look like when I die, here 

it is”, lød det fra Gaga selv 7 . The Fame 

Monster har, som mange af sine kolleger 

inden for populærkulturens genre, klogt 

aflæst markedets præmis for succes. 

Grænseoverskridende skal det være. 

Men hvad er logikken i, at noget er progressivt, 

blot fordi det er grænseoverskridende? 

Hvori består det kunstneriske, 

og hvad er dagsordenen bag? Hvad 

er det højere, man vil opnå eller udtrykke, 

udover at blive set og tjene penge? 

Fortæl mig Lady Gaga: Hvori består dit 

bidrag til menneskeheden, når du laver 

et show, hvor du iklædt rødt lakundertøj 

og høje boots ligger og vrider dig i en 

tandlægestol? 

Eksemplerne tilhører underholdningsbranchen 

og har som udgangspunkt 

intet med virkeligheden at gøre. 

Det er som udgangspunkt blot underholdning. 

Imidlertid kan man ikke 

afvise, at populærkulturen vil se sig 

afspejlet i virkeligheden, for som toneangivende 

inspirationskilde flytter 

populærkulturens tiltag kulturen. Og 

dens tag i virkeligheden er unægtelig 

blevet mindre solidt af, at det netop er 

i showbiz og Hollywood, nutidens guder 

og gudinder har til huse. En positiv 

realitet, når de som idealer tjener verden 

godt, men rent ud sagt beklageligt, 

når det er undtagelsen mere end reglen. 

Angelina Jolie tjener her som et eksempel. 

Hun omtales og sammenlignes med 

Audrey Hepburn som sin tids most minded 

superstar. 

SMUKKE ANGELINA 

”Angelina Jolie skar i sig selv – Stjernen 

afslører sin mørke fortid”, skriver magasinet 

Woman8 : “Det er vist ingen 

hemmelighed, at smukke Angelina Jolie 

altid har været fascineret af mørkets dystre 

kræfter” (læg mærke til det positive 

lys, hvori vi skal læse om hende: smukke 

Angelina…): ”Jeg fik min første kæreste 

og havde sex med ham, da jeg var 14. 

Følelserne føltes ikke som nok. Fordi 

jeg ville føle mig tættere på ham, greb 

jeg en kniv og skar ham. Han skar mig 

igen. Og siden hen, når jeg følte mig 

fanget, skar jeg mig selv. Jeg har masser 

af ar”. Det handler om mersalg. The 

most minded superstar, der afslører sine 

interessante sider. Det er imidlertid 

svært ikke også at tro, at problemstillingen 

i lige så høj grad handler om en generation 

af journalister, der er så forblændede 

af Hollywoods stjernestøv, at 

de ikke evner at skelne 

mellem det gode 

og dårlige, og dermed 

ikke selv formår 

at se problemet i den 

måde, hvorpå de fører 

journalistik. De 

føler tilsyneladende 

ikke noget ansvar for 

i nævnte sammenhæng 

at sætte Jolie op 

på en piedestal og 

skrive mere eller mindre 

neutralt om hendes 

bizarre vaner. Og 

det til trods for, at 

Womans målgruppe 

blandt andet er teenagere. 

Problemet tilhører 

ikke kun journalister. UNICEF, 

eksempelvis, er stolte af Angelina Jolie 

som velgørenhedsambassadør. UNI- 

CEF mener altså, at Angelina Jolies 

image giver goodwill til organisationen. 

Senest har man hørt, hun som 16-årig 

havde sex med sin mors største kærlighed. 

What a star! Audrey Hepburn og 

Angelina Jolie er usammenlignelige, 

men som hver deres epokers idealer og 

rollemodeller må man sige, Audrey 

Hepburn var sin indflydelse noget mere 

bevidst og tog ansvar for den. 

A TOUT PRIX 

Vi er vidner til en tid, hvor der ikke er 

noget, der er entydigt rigtigt eller forkert. 

Kun det, der virker. Rettes blikket 

mod medierne, og den føromtalte jour- 

KRIT I K 

nalistiske rettesnor, tæller samme argument. 

Det virker tilsyneladende at rapportere 

om sensationelle, ligegyldige 

enkeltmandstragedier frem for at føre 

journalistik med det for øje at oplyse sin 

målgruppe om væsentlige emner. Det er 

drama, der rammer os på følelserne, og 

sådant gods er der ikke i Lissabon-traktatens 

indhold. Denne populistiske 

måde at føre journalistik på – gerne 

krydret med usmageligt følelsesporno 

med de obligatoriske, dybsindige spørgsmål: 

”hvordan er stemningen på stedet?” 

og ”hvordan har du det lige nu?” – virker, 

mener mange nyhedsmedier. Overraskende 

er svaret altid, at stemningen 

er tynget, og at folk er frygtelig ulykkelige 

over den tragedie, de har fået ind på 

livet. Se, det var der ikke mange, der 

kunne have ræsonneret sig frem til! Indslag 

i nyhederne skal helst udgøre et kapitel 

i en kriminalroman, forstår vi, for 

det virker! Først og fremmest på bekostning 

af demokratiet, da forudsætningen 

for, at folket kan styre er, at de er 

oplyste. Men dét er ikke den eneste bagside, 

der er ved denne journalistiske filosofi. 

Vi går forbi spisesedler, ser nyheder 

og undres over, at virkeligheden til stadighed 

synes mere rå. Helt sådan var 

det ikke for 10-15-20 år siden, tænker vi 


og spørger os selv, hvorfor vi i denne vores 

velfærdsstat og civilisationens triumf 

ikke kan gøre det bedre? Why have so 

many people completely lost their mind? I 

Danmark lover politikerne i valgkamp 

efter valgkamp flere ressourcer til de 

psykisk syge og hårdere straffe til de kriminelle, 

men mærker vi nogen effekt? 

Det er svært at finde præcise tal for, men 

i hvert fald er den anmeldte alvorlige 

vold i Danmark stigende og fordoblet 

på bare 15 år. 9 I nævnte sammenhæng 

findes et fænomen, der får besynderligt 

lidt bevågenhed: copy 

cat-effekten. Et fænomen, 

man har kendt 

til siden Jack the Ripper, 

men som ingen taler 

om som værende et 

instrument til at forebygge. 

Den anerkendte 

amerikanske kulturelle 

adfærdsspecialist 

og kryptozoolog Loren 

Coleman beskriver 

effekten i bogen: ”The 

Copycat Effect. How 

the Media and Popular 

Culture Trigger the 

Mayhem in Tomorrow’s 

headlines”. Han stiller 

spørgsmålet: “Why do 

the terrible events we see in the media always 

seem to lead to more of the same?” 

– og svarer blandt andet: “Humans are 

98% chimpanzees, and monkeys copy 

things. That’s how we learn”. 

Mediernes prioritering af voldelige, 

dramatiske hændelser er ifølge Coleman 

skruen uden ende, idet emnerne også 

tjener som inspiration. ”Violence begets 

violence, begets violence, begets violence”, 

skriver han, og som han udtrykker det 

på anden vis: ”Human behaviour reporting 

impacts future human behaviours 

[..]. Nobody advocates censorship, [..] but 

limits on coverage actually works: Austria 

banned coverage after a rash of subway 

suicides, and those types of suicides were 

cut by 75%. After 9/11, we had a situational 

blackout, where news media were not

interested in reporting on school shooting 

for 18 months. They virtually ended”. 

Dertil har hjernescanninger fra det 

amerikanske institut Killology vist, at 

megen eksponering af vold fra medierne 

og fra computerspil påvirker kemien 

i hjernen og kan medføre den mentale 

tilstand Aggressive Behaviour Disorder10 . 

Interessant er det, at søger man på definitionen 

på vold er det første, der står: 

Vold hænger oftest sammen med aggression11 

. Lad mig endvidere citere et citat 

fra en amerikansk artikel om dette 

emne. ”It is no longer debatable whether 

the child or adolescent viewer’s exposure to 

violent media causes increased aggressive 

behaviour and contributes to youth violence”. 

Så kan det vist ikke siges mere 

præcist! 12 

Lad os lave tankeeksperimentet: 

Hvad mon vores børnebørn vil synes, 

var forkert ved vores tid? Jeg tror, de vil 

svare, at vi tillod, hvad der har en helt 

åbenlys destruktiv og demoraliserende 

effekt på samfundet. Så hvad er løsningen? 

Hvad gør vi, når vi for alt i verden 

vil forsvare ytringsfriheden, men erkender, 

den har sine begrænsninger, og den 

blandt andet ikke kun er med til at belyse 

problemer men også skabe dem? 

KULTUREL ANSVARLIGHED 

Den italienske renæssancetænker Niccolò 

Machiavelli sammenlignede verden 

med ler og sagde. ”Den lader sig bearbejde 

af dem, der vil, kan og tør, og verden bliver 

dermed til viljens, evnernes og modets 

arena”. Der er på engang noget befriende 

og skræmmende ved hans påstand. 

Samtidig er det en fuldstændig absurd 

tanke, at medier og reklamebureauer 

kan forme præcist, hvad det passer dem 

KRIT I K 

udelukkende til fordel for deres egne 

glitrende kistebunde. Hvordan kan det 

forsvares? Ville det ikke tjene verden 

bedre, hvis man fandt et system, så leret 

ikke kan tage hvilken som helst form? 

Sætte en dagsorden, som vil få medier, 

reklamebureauer og for den sags skyld 

alle virksomheder til at tage ansvar for 

konsekvenserne af måden, hvorpå de 

former leret – verden altså. Tankegangen 

handler om nødvendigheden af en 

kulturel agenda, hvor man anerkender, 

at kulturen reflekteres i individet og omvendt. 

Der er tale om en dagsorden, hvor 

man anerkender kulturens altoverskyggende 

betydning for samfundets bærende 

værdier og normer og derfor nødvendigvis 

forventer, at de primære 

skabere af kulturen, deriblandt medier 

og reklamebureauer, tager ansvar for 

netop kulturens udvikling. For hvis 

ikke kulturen afspejler de værdier, vi 

ønsker skal være de bærende for samfundet, 

hvor skal de værdier så komme 

fra? Hvordan skal de opretholdes? 

En kulturel agenda vil naturligvis 

kræve en større bevidsthedsændring, 

men forestil dig, den fandtes. Forestil 

dig fremtidens forbruger forvente, at 

også et kulturelt ansvar – Corporate Cultural 

Responsibility – udgør bundlinjen. 

Forestil dig fremtidens medie og reklamebureau 

have en kulturel profil, hvori 

de redegør for deres kulturelle eksistensberettigelse 

og lader denne udgøre 

en del af deres konkurrenceparameter. 

Der er ikke tale om censur, men om 

etik, moral og ansvar. Der er tale om, 

at fremtidens medie og reklamebureau 

anerkender sig selv, som det de er – et 

spejlbillede af kulturens udvikling, men 

også en katalysator for den – og at det der- 

for forventes, de tager ansvar for deres 

indflydelse. 

Fremtidens medie eller reklamebureau 

må have en kulturel vision. De 

må være bevidste om, hvad de i kulturel 

henseende producerer med deres 

produkter, og en del af deres virksomhedsstrategier 

må være at definere deres 

kulturelle idealværdier og navigere derudfra. 

Kultur er en dynamisk størrelse, 

og hvad end et medie foretager sig, er 

det med til at flytte kulturen. Derfor må 

det stå til ansvar for sin indflydelse og 

stille sig selv det spørgsmål, om det understøtter 

de tendenser og værdier, det 

ønsker skal være de bærende for dets 

idealsamfund. 

Sagt på anden vis tjener reklamen ved 

busstoppestedet ikke kun firmaet og reklamebureauet 

bag. Den tjener også den 

kollektive bevidsthed forstået som den 

generelle struktur af delt forståelse, normer 

og overbevisninger. Det samme gør sig 

gældende for alle andre medier. Derfor 

må der for fremtidens medie og reklamebureau 

nødvendigvis være mere end 

målgruppen og kunden at tage hensyn 

til. 

Et af spørgsmålene, der trænger sig 

på er nemlig, at hvis grænserne fortsat 

må skubbes for at sælge en vare, og 

der i stigende grad går ”anything goes 

”-værdier i tendenserne, hvad siger det 

spejlbillede så om samfundets bærende 

værdier? Hvad er så rigtigt og forkert, 

hvor går grænsen? Hvad er ok, hvad er 

ikke? 

IKONETS SIDSTE DAGE 

Forestil dig en dagsorden, som vil få 

morgendagens medie til at tage et kulturelt 

ansvar for den måde, den laver 

journalistik og skaber vores virkelighedsopfattelse 

på. Forestil dig et system, 

der får aviserne til at overveje, om det er 

nødvendigt at have mord og vold på spisesedler 

og forsider. Forestil dig, at der i 

fremtidens nyhedsmedie var en kulturel 

leder, så man som læser kan forstå den 

kulturelle hensigt med de tophistorier, 

der lægges for dagen: ”For at informere 

vores målgruppe om væsentlige emner, har 

vi i dag valgt at belyse…”. Denne metakommunikation 

bliver ikke mindre relevant 

af, at amatørernes ord på internettet 

i fremtiden vil fylde mere og 

mere. Forestil dig nyhederne spørge sig 

selv: Hvilke historier har vores målgruppe 

krav på at få at vide, for at være 

oplyste, hvilke er for dem de mest væsentlige? 

(Kulturen er demokratiets sjæl, 

husker vi den forhenværende franske 

premierminister, Lionel Jospin, udtale). 

Hvordan skal vi da fortælle historier, 

og hvad er konsekvensen af måden, 

vi fortæller dem på? Forestil dig medierne 

anerkende deres rolle som værende 

formidler af, hvad der er progressivt. 

Forestil dig MTV føle sig nødsaget til at 

tænke en ekstra gang, inden de lader 

Lady Gaga forbløde til døde og hænge 

sig selv. Forestil dig Woman overveje 

signalværdien inden de skriver ”stjernen” 

og ”smukke Angelina” i en artikel, 

der handler om, at samme Jolie har for 

vane at skære i sig selv. Forestil dig Woman, 

givet sin målgruppe, overveje 

overhovedet at skrive om sådan et emne. 

Forestil dig et system, der får magasinet 

til at overveje, hvad der er godt og dårligt. 

Forestil dig copy cat-effekten af sådan 

et instrument. 

Eller forestil dig modsat: At pilen kun 

peger en retning; at den alvorlige vold i 

Danmark fortsat stiger (eventuelt ses fordoblet 

igen om 15 år), og vestens medier 

in the name of the vulgar, bizar and dark 

til stadighed må skubbe grænserne for 

at kunne sælge en vare. Når kulturen 

reflekteres i individet, er det ikke uden 

konsekvens. Når vold eksempelvis er 

blevet normen at underholde både børn 

og voksne med, er det så ikke kun at 

KRIT I K 

forvente, at beating the other, bliver en 

kulturel norm? Er det ikke præcist det, 

der er sket? 

Steen Hildebrandt, professor i virksomheders 

organisation og ledelse, har 

udtalt at ”der sker en global bevidsthedsændring 

i verden, hvor forbrugerne 

bliver mere og mere indstillet på at tage 

medansvar og have medindflydelse” 13 . 

It sounds positive, men som forbruger af 

medier er man kommet på en utopisk 

opgave, hvis man vil kæmpe kulturens 

sag. Derfor er det imperativt med en 

dagsorden, som tvinger medierne til 

selv at overveje, hvordan de er med til at 

skabe kulturen og morgendagens overskrifter. 

Problemet kan kun løses strukturelt, 

ikke individuelt. 

”Ready for Mickey Mouse’s dark side” 

blev en nyhed og overskrift. Disneys 

forhold til populærkulturen blev en bad 

romance, og som 82-årig måtte ikonet 

ofre sig selv for berømmelse og skifte 

karakter til det mørke. Som New York 

Magazine skrev, skal det gøres relevant 

for” the cynical, nihilistic children of today”. 

Som et billede på USA’s kultur og 

historie kan man ikke lade være med 

at stille sig selv det spørgsmål, hvordan 

ikonet skal ende sine dage. Forhåbentlig 

ikke som Lady Gaga. 

Louise Christensen er cand.mercstuderende 

(Marketing Communication 

Management) på Copenhagen Business 

School. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


E 

t af de store temaer i den klassiske, 

religiøse litteratur er 

gudernes suveræne eneret til 

at skabe og genskabe liv. I både jødedommen, 

kristendommen og islam er 

magten over menneskets liv og skæbne 

alene de respektive guders. Profeter 

som Ezekiel og Muhammed kan 

blot fremlægge gudens visioner. Op 

til Oplysningstiden var guds-enevælden 

derfor komplet; alt lå i gudfaders 

hånd. 

Siden Oplysningstiden har mennesket 

selv i højere og højere grad taget 

ansvaret for sin skæbne og har - dog især 

i Vesten - accepteret, at mennesket med 

videnskaben i hånden også kan forsøge 

sig med skaberkraft. I de seneste mange 

år har videnskaben udviklet større og 

større kompetencer inden for stamcelleforskning 

og genmanipulation. Vi har 

været på vej et stykke tid. 

Nu har professor Eske Willerslev og 

hans forskerteam på Københavns Universitet 

altså bragt DNA-forskningen 

endnu et stykke vej fremad ved at have 

kortlagt hele den menneskelige arvemasse 

fra et fortidsmenneske. Og inden 

for en ramme af 40 år er det ikke utænkeligt 

hverken at skabe menneskeliv fra 

bunden eller klone fortidsmennesker, 

dvs. på det nærmeste vække dem til live 

igen, mener professoren. Så kan mennesket 

i princippet overtage Guds rolle. 

T E M A T E M A 

Molekylærbiologiske gennembrud: 

”ET OMRÅDE MED 

NÆSTEN IKKE-ERKENDBARE 

RESULTATER” 

REFLEKSIONER OVER MENNESKETS MULIGHEDER FOR AT KORTLÆGGE NULEVENDE OG AFDØDE 

MENNESKERS ARVEMASSE – OG FOR SNART AT KUNNE LEGE GUD 

Af Christine Lind Ditlevsen 

Det etiske spring, der ligger mellem at 

stimulere processer, der af naturlige 

indretninger allerede delvis er gjort 

mulige, som man fx gør det med reagensglasbefrugtning, 

til fra arvemassen 

at genskabe liv, er stort. Her manipulerer 

man ikke allerede eksisterende forhold, 

men griber ind i en orden, man 

kunne kalde ”naturlig” (vel vidende, at 

også grænserne for det naturlige kan 

diskuteres). Det samme gælder, hvis 

man begynder at ”programmere mennesker” 

fra bunden og derved simpelthen 

skabe – nyt – liv. Det kan for os almindelige 

mennesker få næsten 

ikke-erkendbare resultater. 

Hvordan kan man fx begribe Gud, 

hvis Gud ikke er så almægtig længere? 

Kan man overhovedet tale om det guddommelige, 

hvis den vigtige komponent 

– retten til at skabe liv – ikke længere 

er enevældig? 

USA 

USA’s præsident har netop udpeget sit 

etiske råd, The Presidential Commission 

for the Study of Bioethical Issues. Rådet 

skal arbejde med at foreslå politikker, 

som kan sikre, at forskning, sundhedsbehandling 

og teknologisk innovation 

udføres på en etisk forsvarlig måde. 

Hvilke udfordringer kan i fremtiden 

materialisere sig for Obamas råd qua 

fremskridt i den molekylærbiologiske 

forskning à la kortlægningen af fortidsmenneskers 

genomer? Både geopolitiske, 

juridiske, moralske, sundhedspolitiske 

og sikkerhedsmæssige udfordringer 

kandiderer. 

Gennembruddet har fx åbnet mulighed 

for, at man så at sige kan rejse 

tilbage i tiden og stirre fortidens mennesker 

direkte i øjnene. Det er fx muligt 

at sammenligne mumiers DNA 

med nulevende menneskers. Qua de 

seneste års udvikling i teknologien til 

genom-kortlæggelse vil vi se mange 

flere genom-kortlægninger fra fortidsmennesker 

i de kommende år. Eske 

Willerslevs team har allerede indsamlet 

prøver fra 150 sydamerikanske mumier, 

som de skal teste metoden på. 

Det kan formentlig give et meget mere 

detaljeret billede af hvem, der egentlig 

koloniserede Amerika. Via DNA fra 

hår kan vi nu få viden om, hvem de 

nu uddøde indianske folk var, hvordan 

de så ud, hvor de kom fra – og om de 

eventuelt er beslægtet med nogen nulevende 

mennesker. 

SUPERMENNESKER 

En anden følge af gennembruddet er 

det, at man inden for ganske få år vil 

kunne udstyre mennesker med genomkort 

– et atlas over den enkeltes komplette 

arvemasse. Her vil det være muligt 

at se, hvilke sygdomme og kropslige 

nedbrud, man er disponeret for. Det 

lægger i endnu højere grad end nu ansvaret 

for sundhed over på det enkelte 

individ. Men det rejser også en række 

spørgsmål. 

Hvis man fx ved, at man har stor risiko 

for at få levercancer og alligevel ikke 

undgår alkohol, har man så ret til en 

operation på det offentliges bekostning? 

Kan eutanasi – som også går under den 

mindre præcise betegnelse ’aktiv dødshjælp’ 

– til en patient være en mulighed, 

når man af genom-kortet kan erfare, at 

vedkommende i meget høj grad er disponeret 

for adskillige følgesygdomme, 

der forringer livskvaliteten eftertrykkeligt? 

Kan dit forsikringsselskab nægte 

at forsikre dig, hvis du er ”dårligt disponeret”? 

Kvaliteten af sæd i sædbankerne vil 

sandsynligvis højnes betragteligt, for 

med de arvelige disponeringer åbenbaret, 

vil man kunne udvælge sit fremtidige 

vidunderbarn efter nøje opstillede 

kriterier. Vi bliver i stand til at forme de 

kommende generationer og sørge for, at 

evolutionen får en hånd med i retningen 

af Supermennesket. For hvem siger, det 

kun er de barnløse, der skal have indflydelse, 

hvis genom-kortet bliver allemandseje? 

Hvis genmanipulation bliver 

demokratiseret, bliver gode gener 

så en handelsvare? Kan man forestille 

sig gen-svindel i rekrutteringsprocesser 

eller gen-terror mod nationers hemmelige 

super-gen-lagre? 

I det hele taget bliver det nødvendigt 

at tage livet som begreb op til overvejelse. 

Er det i orden at bruge DNA fra 

døde til at skabe nyt liv med? Hvordan 

bliver vores opfattelse af naturen, historien 

og evolutionen? Kan vi uden videre 

ophæve evolutionens irreversibilitet? 

Hvad er et liv værd, hvis man af DNA 

fra døde kan skabe nyt? Er døden reelt 

ikke den største trussel længere? Hvad 

betyder det for vores filosofier og religioner, 

hvis livet beviseligt ikke mere er 

helligt, men groft sagt kan opstå i den 

nærmeste petriskål? 

Hvem ejer livet? Den, der har skabt 

det – eller den, der lever det? 

POTENTIALE 

Først kom kortlægningen af det menneskelige 

genom, så Willerslevs kortlægning 

af et fortidsmenneskes genom – og 

ovenstående er selvfølgelig voldsomme, 

og i flere tilfælde ret spekulative, forslag 

til, hvilke konsekvenser, den videre udvikling 

kan have. 

Man kan med fordel have i baghovedet, 

at meget af det, man kan læse i et 

genom, er potentiale. Fx er en genetisk 

disponering for en sygdom ikke ensbetydende 

med, at man får den. Der 

er mange miljøfaktorer, der spiller ind, 

og ofte begås den fejl, at man foretager 


domme over en bestemt genetik med 

hensyn til ganske komplekse sammenhænge 

som cancer og intelligens. 

Men der viser sig stadig, om end mindre 

science fiction-agtige, så vigtige etiske 

udfordringer som: Er jeg fx den eneste, 

der har ret til at kende mit DNA? Da 

det er teknisk muligt for andre hurtigt 

og billigt få indsigt i mit DNA uden mit 

vidende, skal adgangen til denne teknologi 

så begrænses? Disse problemer er 

aktuelle, fordi analysen nu går lynhurtigt 

og strækkes ud over det enkelte 

DNA til dets sammenhæng i tid (forfædre) 

og rum (stamme, genetiske nærrelationer). 

På den positive side kan DNA-analyser 

illustrere, hvor anakronistisk racebegrebet 

er. Der er større genetiske 

variationer mellem vestafrikanere end 

amerikanere. Man kan derfor tænke sig 

at bruge den genome viden som løftestang 

til at indse, hvor intimt vi er knyttet 

til hinanden og ikke mindst andre 

arter. Det modsatte kan naturligvis også 

vise sig at være tilfældet. Fx kan Eske 

Willerslevs (og andres) forskning jo 

også føre frem til, at det viser sig, at vi 

er mindre forbundet, end vi tror, hvilket 

potentielt kan føre til mere adskillelse. 

Uanset hvad gælder det om at følge med 

i, hvad der sker på den front. Det får 

nemlig stor betydning for os alle i fremtiden, 

om vi ønsker det eller ej.

E K S PLORAT I VT 

Er det her retro? Eller er der faktisk noget nyt på færde? Forfatteren undersøger det kollektive 

anno 2010 og ser på ligheder og forskelle til fællesskaberne fra 70’erne 

DET KOLLEKTIVE 2.0 

Knive og gafler skramler mod mere end hundrede tallerkener. Både børn og 

voksne sidder bænkede ved langborde i fælleshusets spisesal. Det er tid til 

mad i bofællesskabet. 

Vi er i Albertslund, en forstadskommune, lidt uden for Danmarks hovedstad. Her 

er en gruppe idealistiske mennesker for nylig flyttet ind i et af landets største bofællesskaber, 

Lange Eng. De 80 ejerboliger og fælleshuset er bygget op fra bunden, på 

bar mark, i en tidligere frugtplantage. 

I 2007 flyttede Kristine Aamand med sin mand og fire børn fra en almindelig villavej 

til bofællesskabets alternative bomåde. Og med dem flyttede 200 andre, både 

voksne og børn. 

Opførelsen af bygningerne var i sig selv et kollektivt projekt, idet beboerne i fællesskab 

selv stod som bygherre, præcis som de selv i fællesskab udtænkte hele ideen 

bag. Men ellers ligner bofællesskabet mange af de andre fællesskaber, der i 00’erne 

planlagdes, projekteredes og opførtes rundt omkring i Danmark – og på lignende 

vis mange andre steder i Europa. 

 

af Cecilie Skielboe Sloth 

Det interessante ved bofællesskabet 

i Albertslund er dog beliggenheden, for 

netop Albertslund var i 1970’erne hjemsted 

for en lignende bølge af idealistiske 

bosættelsesprojekter med det kollektive 

fællesskab som omdrejningspunkt. 

Er det her retro? Eller er der faktisk 

noget nyt på færde? Er de moderne 

kollektive bevægelser – der også tæller 

blandt andet nye organisationsformer 

og samarbejdsmåder i erhvervslivet 

– født ud af en ny tids behov, eller kan 

man sætte lighedstegn mellem 1970 og 

2010? 

I denne artikel undersøger jeg ligheder 

og forskelle og tegner omridset 

af det kollektive 2.0 – fremtidens fællesskaber. 

KONSTRUERET 

I 1970’erne flyttede visionære hippier til 

kollektiver i forstæderne. Det var en del 

af et opgør med den patriarkalske familie, 

et eksperiment med storfamilier og 

nye boformer. Siden gik kollektivet lidt 

af mode, og mange kollektiver blev solgt 

eller transformeret til delevillaer for to 

eller tre familier med hver deres lejlighed. 

I dag er interessen for bofællesskaber 

igen stigende, men når familier anno 

2010 flytter i fællesskaber, handler det 

ikke om at lave storfamilie, men om at 

skabe nogle rammer, der forbedrer vilkårene 

for kernefamilielivet. Derfor bliver 

bofællesskaberne i dag nøje programmeret 

til at kunne rumme enkelte 

individers specifikke behov. 

I forhold til 70’erne, hvor den kollektive 

boform for 

manges vedkommende 

blev anset 

som et eksperiment, 

opfattes 

E K S PLORAT I VT 

nutidens bofællesskaber som permanente 

løsninger. En af grundene til det kan 

være, at man med de grundigt konstruerede 

rammer for fællesskab også skaber 

holdbare rammer for privatlivet – og for 

karrieren, der i dag ikke er et fyord. 

For Kristine Aamand opstod ideen 

om bofællesskabet ud af villavejens kedsommelige 

hverdagsliv: ”Kernefamilien 

fungerer ikke 100 procent for mig. Jeg 

synes, det er rart at høre til noget, der er 

større end mig selv, og være en del af en 

større cirkel end min egen lille familie. 

Der skal være masser af støj, liv og glade 

dage, og det er der bare ikke på en villavej,” 

fortæller hun. 

Og Kristine Aamand og familien har 

fået masser af liv omkring sig, for som 

tilflyttere i Lange Eng forpligter man sig 

til at deltage i spiseordningen, fællesmøder 

og i en eller flere interessegrupper, 

der varetager alt fra vedligehold af legepladser 

til fælles udflugter. Men ifølge 

Kristine Aamand får man langt mere 

igen end det, man giver til fællesskabet, 

og hendes og familiens hverdag har ændret 

sig markant, siden de flyttede ind: 

”Jeg føler mig meget mindre presset 

end før, fordi jeg har fået tre timer til 

mig selv om eftermiddagen, et tidspunkt 

hvor jeg ellers plejede at lave mad og 

skælde mine børn ud. Nu kan jeg gå til 

yoga fem gange om ugen”. 

Ifølge Kristine Aamand er belønningen 

for det, man giver til fællesskabet, 

at man kan trække på 100 menneskers 

ressourcer, og det giver en tryghed. 

Folk er forkælede og vil ikke undvære 

 

 

 

Arkitekt Marc Jay, WE Architecture 


privatlivet og muligheden for selv at bestemme, 

men det er ikke svært at vænne 

mennesker til at gå på kompromis med 

egne behov, hvis de kan se en fordel ved 

det kollektive. 

”Hvis du for eksempel mangler en 

børnepanodil, skal du bare stikke hovedet 

ud af vinduet. Det giver i det hele 

taget gode relationer til naboerne, når 

man hele tiden glemmer at købe bleer 

og toiletpapir,” konstaterer Kristine. 

VI-ARKITEKTUR 

Det er ikke kun i boligsfæren, at mennesker 

søger sammen i fællesskaber. I erhvervslivet 

ses eksempler på professionelle 

arbejdskollektiver, der med en 

fuldkommen flad struktur giver de konventionelle 

virksomheder baghjul, fordi 

de kan tilbyde medarbejdere ejerskab, 

ansvar, medbestemmelse og frihed. 

WE Architecture blev stiftet i 2008 

af arkitekt Marc Jay. Formelt er tegnestuen 

et enmandsfirma med vekslende 

samarbejdspartnere. Reelt er foretagendet 

et produktionskollektiv uden nogen 

egentlig leder, og arkitekter og studerende 

arbejder på lige fod. Det betyder, 

at man ikke skelner mellem praktikant 

og færdiguddannet arkitekt, når ansvar 

og løn skal fordeles. 

I bogen ’Det belejrede samfund’ skriver 

Zygmunt Bauman at savoir-faire 

– knowhow – gradvist erstattes af savoir-être 

som den egenskab, der sættes 

højest af den nuværende og kommende 

erhvervselite: 

”Savoir-être, det at kunne begå sig i 

verden, er mere end 

noget andet ensbetydende 

med at have 

gode forbindelser, 

at være i stand til at

kommunikere utvungent og have en stor 

omgangskreds af mennesker med tilsvarende 

gode forbindelser at kommunikere 

med”, skriver han. 

Og det er netop dannelsen af netværk, 

medarbejdere hos WE-architecture har 

den største glæde af: 

”Kontoret er et hyggeligt og socialt 

sted, hvor folk kommer og går som de 

vil under forudsætning af, at arbejdet 

bliver gjort. Generelt har folk et enormt 

godt engagement. De slider både for en 

fælles og en personlig sag, og derfor kan 

vi også følge med de store firmaer,” fortæller 

Marc Jay. 

Det var savnet af fællesskabsfølelse 

og pionerånd, der for snart tre år siden 

fik Marc Jay til at opsige sin stilling på en 

stor tegnestue og starte for sig selv. Både 

navnet WE og strukturen er en kommentar 

til topstyrede firmaer. 

”I arkitektverdenen er det normalt, 

at en tegnestues identitet refererer til 

en Master Mind: BIG for Bjarke Ingels 

Group og HLA for Henning Larsen 

Architects. Vores navn er en reaktion 

mod dét. Vi tror ikke på geniet, men på 

fællesskabet”, fortæller Marc Jay, som 

dog heller ikke er blind for, at det kollektive 

er blevet moderne. Denne måde 

E K S PLORAT I VT E K S PLORAT I VT 

at promovere sig på har nemlig en yderst 

positiv effekt i markedsføringssammenhænge, 

og tegnestuen oplever generelt 

at blive bemærket netop på grund af deres 

sociale indstilling. 

FORENEDE INDIVIDUALISTER 

I bogen Fællesskab skriver Zygmunt 

Bauman, at fællesskaber i sociologisk forstand 

er blevet sværere at få øje på. I en 

tid hvor alting bevæger sig og forandres, 

leder mennesker efter grupper, de kan 

tilhøre og finde tryghed i. Han forklarer, 

at i et samfund hvor informationsstrømme 

udefra konstant bryder ind i de små 

fællesskabers private sfærer, er fællesskabet, 

i klassisk forstand, brudt sammen og 

blevet erstattet af identiteten. 

”»Identiteten«, dagens hedeste samtaleemne 

og mest udbredte »selskabsleg«, 

tiltrækker sin opmærksomhed og bringer 

sindene i kog, fordi den er et surrogat 

for fællesskabet (…). Hverken det 

»naturlige hjem« eller den »varme 

kreds« står til rådighed i vores hastigt 

privatiserede, individualiserede og globaliserede 

verden(…). Den (identiteten) 

må benægte, at den »kun er et surrogat« 

- må fremmane et genfærd af det selv 

samme fællesskab, den er kommet for at 

 

 

 

 

 

erstatte. Identiteten spirer frem på fællesskabernes 

kirkegård, men blomstrer 

takket være løftet om de dødes (fællesskabets) 

genopstandelse”, skriver han. 

Fællesskaberne i 1970’erne er altså set 

med Baumans øjne et mere uforstyrret 

fællesskab, sammenlignet med nutidens 

fællesskaber, der nærmere er et spørgsmål 

om sociale og erhvervsmæssige forbindelser. 

Det stemmer fint overens med det, jeg 

selv har iagttaget i henholdsvis bofællesskabet 

og arkitektvirksomheden. I det 

kollektive 2.0 får jeget frie rammer. Bo- og 

arbejdsfællesskaber åbner for muligheden 

for større personlig udfoldelse, fordi man 

ved at dele pligter og ansvar med sine naboer 

og kolleger i sidste ende får mere tid 

og større styrke til at udleve egne behov. 

De moderne fællesskaber er personlige 

projekter – sammen med andre. 

I 1970’erne var tiden præget af kampsange. 

Dens slags er ikke moderne længere, 

men måske i fremtiden? I givet 

fald bliver det bare ikke alene for omkvædets 

skyld, men i høj grad også for 

solostykkets. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Hvorfor dette foto? 

Følgende sider: 

PÅ 

LANDINGS- 

BANEN 

(ASKESKY) 

Fotograf: 

ULRIK 

JANTZEN 

Sted: 

KØBENHAVNS 

LUFTHAVN 

Dato: 

MAJ 2010 






december 2009 lyste Walmarts direktør 

Lee Scott en interessant 

bandbule over hele detailindustrien 

og dens raison d’ être: at sælge varer, 

tjene penge, maksimere. Branchen må 

redefinere sit formål, genopfinde sig selv 

som andet end blot en pengemaskine: 

”Vi må være mere end det”, var Scotts 

budskab på NRF-konferencen – verdens 

største træfpunkt for beslutningstagere 

i detailhandlen: ”Vi må implementere 

et socialt og globalt ansvar i 

selve forretningsgrundlaget”. 1 

I 

I Danmark tror detailanalytikere 

også på, at vi vil se meget mere socialt 

ansvar; en tilbagevenden til nære forbindelser; 

en ny bevidsthed om, at vi 

skal hjælpe, hvor vi kan, og kere os om 

andre. I den logik kan man forestille sig 

”You buy We give”- koncepter, hvor butikker 

giver ulandshjælp i en eller anden 

form til børn i 3. Verdenslande for hver 

ting, vi køber i butikken. Et nyt sympatisk 

salgskoncept, der tilsyneladende vil 

falde helt i tråd med forbrugernes ønsker. 

En undersøgelse viser nemlig, at 

handlen med Fair Trade produkter steg 

med 40 procent i 2008, en ny måling januar 

2009 viste samme tendens, og i år 

forventes endnu en stigning. Så målt på 

vores køb af varer, der signalerer – eller 

i bedste fald sikrer – en fair trade med 

producenter i udviklingslandene, kun- 

SAMFUN D SAMFUN D 

Dagspressen tegner et billede af en vestlig befolkning, der qua finanskrisen kollektivt er vågnet op 

til økonomisk omtanke, påholdenhed og en ændring i værdisættet. Men genfødes vi som mindre grådige, 

mindre egoistiske og mere nøjsomme efter krisen? Eller er der blot tale om flygtige tilstande, 

en forstillet dybde, som vi pynter os med, indtil konjunkturerne igen svinger opad? Billedet er ikke entydigt. 

Læs om fire mulige adfærdsmønstre efter krisen. 

NEDTURS- 

KORREKTHED 

OG ANDRE ADFÆRDSMØNSTRE I POSTKRISESAMFUNDET 

Af Christine Højlund Andersen 

ne det tyde på, at finanskrisen i nogen 

grad har påvirket os til at ændre adfærd 

i en mere uselvisk og social ansvarlig 

retning 2 . 

Men er der tale om et radikalt skifte i 

vores mentale landskaber? Genfødes vi 

som mindre grådige, mindre egoistiske 

og mere nøjsomme efter krisen? Har vi 

fået nye værdier, der gør os i stand til at 

etablere en anden samfundsorden, hvor 

grådighed og konkurser erstattes af omtanke? 

Eller er der netop blot tale om 

flygtige tilstande, en forstillet dybde og 

ansvarlighed, som vi pynter os med, indtil 

konjunkturerne igen svinger opad? 

På SCENARIO kan vi se mere end 

én konsekvenslogik af krisen, og de 

gennemgås alle i denne artikel. Målet er 

at vise, at ikke alle mennesker nødvendigvis 

reagerer ens på den økonomiske 

situation, hvilket især dagspressen ellers 

har en tendens til at fremhæve. Her tegnes 

et billede af en befolkning i de vestlige 

lande, der for en stor dels vedkommende 

har skiftet kurs, enten tvunget af 

omstændighederne eller som følge af en 

ny bevidsthed om det materielle overforbrugs 

ulyksaligheder. Vi tegner andre, 

sandsynlige billeder. 

1: KRISE? ØH JA, MEN VI 

MÆRKER DEN NU IKKE 

Der findes mennesker i den vestlige verden, 

der reelt er fuldstændigt upåvirke- 

de af finanskrisen. De findes i alle lande, 

men med en overvægt i de stater og nationer, 

der har relativt store middelklasser, 

fx de skandinaviske lande. 

Der er tale om ’middelklassens konservative’ 

– altså dem, der har investeret 

deres midler uden gearing eller nævneværdig 

satsning, som har solide pensioner 

at se frem til, og som har jobs med 

pæne lønninger. Det kan være i den offentlige 

sektor eller i en branche med 

stor grad af jobsikkerhed. Der findes 

også meget rige mennesker, som ikke 

er synderligt berørt af krisen, fordi deres 

penge enten var investeret konservativt 

eller simpelthen sat i banken til 

fast rente. Disse grupper behøver ikke 

ændre adfærd i forhold til den, de havde 

før krisens udbrud i efteråret 2008. Og 

det er sandsynligt, at de ikke gør det. 

De var ikke specielt optagede af penge 

(og forvaltningen af dem) før krisen, og 

det er de heller ikke efter. De gør, som 

de plejer – bare med den forskel, at de 

nu komparativt er bedre stillede, end de 

var før. Der er nemlig andre omkring 

dem, der har tabt store beløb, og de fattige 

er lige så fattige, som de hele tiden 

har været. 

Endelig findes der også en stor gruppe 

af unge mennesker og studerende, 

for hvem krisen fremstår som noget 

abstrakt, der ikke rigtig har noget med 

deres liv at gøre. Holdningen er, at ”vi 

alligevel er vant til at leve på en sten”, 

og desuden er ”krisen sikkert slut længe 

inden, vi skal ud på arbejdsmarkedet”. 

So why bother? I ungdommen er voksenlivet 

langt væk, og livet fortsætter 

derfor som hidtil. 

2: NEDTURSKORREKTHED 

”Jeg har svært ved at spejle mig i samfundets 

materielle værdier. Men det 

kunne godt virke, som om der er en ny 

bølge på vej i kølvandet af finanskrisen. 

Måske er folk ved at lære, at man ikke 

bliver lykkelig af det materielle”, udtalte 

en dansk sangerinde i oktober 2009. I 

samme interview ville hun også langt 

hellere tale om ”meningen med livet” 

og læse en filosofibog, end tale om de 

mange ret dyre sko, hun har 3 . 

Om der er tale om en forstillet dybde 

eller virkelig substans i sangerindens 

livsværdier, kan vi i sagens natur 

ikke vide noget om. Men pointen er, at 

idealet – det antimaterielle, spirituelle 

sindelag – ligger snublende nær forstillelsen, 

hvis vi kigger på gaderobens 

ekstravagante luksus eller andet af det, 

vi erhverver. En adfærd som denne er 

endnu en mulig adfærdsstrategi i postkrisesamfundet. 

Lad os kalde den nedturskorrekthed. 

Nedturskorrektheden indebærer 

en afstandtagen til den økonomiske 

grådighed, der bar verden frem mod 

finanskrisens udbrud i 2008. Den karakteriseres 

ved en række ytringer og 

signaler, der fortæller omverdenen, 

hvad man står for – og så en mangel på 

personlig efterlevelse af egne værdier. 

Denne korrekthed er den personlige 

og økonomiske variant af de kommercielle 

virksomheders greenwashing, der 

har kunnet iagttages siden i hvert fald 

FN’s klimarapport i 2007. Pludselig lå 

grønne logofarver og ditto produktlinjer, 

træplantning som bodshandling for 

CO 2 -emission og løfter om at mindske 

virksomhedens carbon footprint øverst 

på den kommunikationsstrategiske dagsorden. 

Også selv om virksomhederne 

ikke nødvendigvis havde meget at have 

de klimabevidste signaler i. 

Konsekvensen af det spin, der naturligt 

knytter sig til en toneangivende 

dagsorden – her: at det er god tone at 

anlægge afstand til den adfærd, der 

førte os ind i krisen – er et både/og. På 

grund af krisekorrektheden er det på 

den ene side et helt ideelt tidspunkt at 

lancere produkter eller ydelser, der kan 

hjælpe os med at ændre livsstil. Folkestemningen 

er for, mange vil føle, de 

gør noget godt for sig selv og verden, og 

de er derfor klar til at eksperimentere 

med fx transport, byggeprojekter og 

spisevaner. På den anden side kan hypet 

hurtigt føre til krisekvalme. 

Læs fx, hvad en blogger 4 på internettet 

skriver under overskriften: ”Finanskrisen 

– Det Nye CO 2 ”: 

”Jeg så lige, at FDIH har et kursus de kalder 

“Google Adwords i finanskrisen” (...). 

Jeg kan ikke lade være med at blive en 

anelse træt i hovedet, når jeg ser sådan no- 


 

 

 

 

get. Jeg kan næsten høre tankerækken hos 

den, der har skrevet teksten: “Hmm… 

hvad er hot lige nu. Hvordan får jeg proppet 

noget aktualitet ind, hvordan sikrer 

jeg, at folk læser ann… finanskrise! Dér 

var den.” Nå oookay! Så vi propper bare 

“finanskrise” ind nu, så har vi folks opmærksomhed. 

Hvis så bare kursets indhold 

havde et minimum af berøring med overskriften, 

havde jeg kunnet finde mig i det. 

Men når det tydeligvis bare er overskriften 

og første linje, der har fået et twist, synes 

jeg det er decideret plat”. 

Overordnet set bliver kunsten at 

skelne mellem dem, der virkelig mener 

det, og dem der blot snylter på et emne, 

der er oppe i tiden. Det gælder både, 

hvad angår virksomheder og mennesker. 

3A: PÅTVUNGET 

ADFÆRDSÆNDRING 

En del af befolkningen i den vestlige 

verden er reelt ramt af finanskrisen. De

tilhører principielt den samme gruppe, 

som er beskrevet under adfærdsmønster 

1, men de har bare enten været mindre 

konservative i deres omgang med penge, 

haft mindre sikre jobs eller været ude 

i et genuint overforbrug. Det er også 

blandt denne gruppe, at stærkt gearede 

investeringer (herunder køb af fast ejendom, 

der i sig selv ofte er en stærkt gearet 

investering 5 ), har været en del af adfærden 

indtil finanskrisen. 

Finanskrisen har måske ramt denne 

gruppe hårdest. Det nybyggede hus, den 

nye Skoda Superb, thailandsrejsen og 

skiferien har været goder, man har vænnet 

sig til, men kursen må nu lægges om. 

Fx hvis en eller begge i husstanden mister 

job. 

Der er dog ikke tale om, at livsværdierne 

grundlæggende ændrer sig. Man 

bider tænderne sammen og strammer 

ballerne til krisen er overstået, men meningen 

med tilværelsen vil stadigvæk 

blive målt efter samme målestok som før 

– og her spiller forbrug og materielle 

goder en stor rolle. Det er en påtvunget 

adfærdsændring, noget ”sandsynligvis 

midlertidigt”, og der bliver heller ikke 

postuleret andet. 

3B: METAMORFOSE 

Mennesker i denne kategori ligner dem 

i gruppe 3A, men chokket over krisen 

forvandler omverdensforståelsen. Der er 

tale om et helt eller delvist reset – en dekonstruktion 

og reetablering, der i sin 

yderste konsekvens ændrer hele livsførelsen. 

Boligtype, forbrugsmønstre, samtaleemner, 

fritid, karriere, omgangen 

med venner – alt påvirkes og tages op til 

overvejelse. Det nye klarsyn bliver en 

SAMFUN D NAJ A MARIE AI DT 

ideologisk fæstning, der i sit mest radikale 

udtryk definerer metamorfosens 

før og efter. Før var vi on karriere, produktivitet, 

on forbrug, værditransaktioner 

og udnyttelse af vores ressourcer 

mod betaling. Nu er vi on familien og 

det nære – dét der i virkeligheden betyder 

noget for os – men mere off i forhold 

til den ydrestyrede livsstil. 

Der vil være masser – måske de fleste 

af os – der kun delvist realiserer 

en ændring à la en metamorfose. Men 

nogen går mere radikalt til værks, og i 

princippet kan disse mennesker findes i 

alle samfundslag – uafhængigt af, hvor 

hårdt, de har været ramt af krisen. 

Et eksempel er Karin Verland, medlem 

af Det Etiske Råd og forhenværende 

direktør for medicinalkoncernen Pfizer. 

For et par år siden flyttede hun med sin 

mand fra en dyr villa på Frederiksberg 

til det mindre fashionable postnummer 

2635 Ishøj. Her kunne de få tre gange 

så meget for pengene, og Karin Verland 

kan nu i ro og mag reflektere over sit 

fremtidige arbejdsliv efter den fyring 

fra Pfizer, hun var igennem. Hun anfører 

i et interview til en dansk avis 6 , at 

hun håber, at alle bruger finanskrisen til 

seriøs eftertanke: 

”Hvorfor så vi det ikke komme? 

Hvorfor råbte vi ikke vagt i gevær? Selv- 

om velstanden udviklede sig på en måde, 

vi historisk set vidste var usund? For 

eksempel ved at folk på to år kunne 

tjene fem millioner kroner bare i kraft 

af at have tag over hovedet. Det undrer 

mig, at vi ikke som samfundsborgere 

slog kollektivt bak […] Med risiko for at 

lyde usmagelig, kan jeg ikke lade være 

at nævne Nazityskland, som fik lov at 

vokse sig stærkt fra 1930’erne og frem. 

Også her var der tale om en massehenrykkelse, 

som gjorde folk i Tyskland, 

men også i resten af Europa både blinde 

og døve. Mens lederne råbte: Fuld fart 

frem, og familierne jublede over de nye 

motorveje og bilfabrikker, blev der kørt 

mennesker af sted i godstog og lukket 

inde i lejre. Jeg sammenligner ikke 

ideologien, ej heller slutresultatet, med 

vore dage. Blot stemningen. Den der tilsyneladende 

given pokker i alt og alle, 

bare velstanden vokser”. 

4: FACADEN FREM FOR ALT 

Historierne om tvangsauktioner, formuer, 

der forsvandt, og virksomheder, der 

lukkede, er velkendte. Nogle mennesker 

er åbne om deres ændrede økonomiske 

vilkår – enten fordi, vilkårene ikke kan 

skjules, eller fordi de bare er ærlige. Andre 

lader som ingenting og holder facaden, 

som om intet var hændt. Keeping up 

appearances er naturligvis også en adfærd, 

der lever efter finanskrisen. 

I sagens natur er eksemplerne på denne 

adfærd begrænsede, men man må 

regne med den som en del af det samlede 

billede. Mennesker og virksomheder 

i denne kategori virker til at klare 

sig lige så godt som før, men de lider i 

det stille, mens de kæmper for at holde 

skindet på næsen. Hvad enten pengene 

var arvet, optjent ved lønarbejde eller 

fremkommet ved spekulation i de fantastiske 

år mellem 2002 og 2008, hvor 

aktier og boligpriser steg og steg, er de 

helt eller delvis forsvundet igen. 

 

 

 

 

 

 

 

 


Ske 

engang til fællesmøde spiser en kvinde yoghurt med hvedekim, 

hun bruger din sølvske, dit navn er indgraveret med store typer, 

hun bruger altid den ske når hun spiser yoghurt med hvedekim 

og det gør hun hver morgen og hver aften, hun bruger din ske, 

som ligger i fællesskuffen, og hun siger: ”jeg elsker den ske, den 

er perfekt til yoghurt, jeg elsker den,” og det er tydeligt, at hun 

nu har overtaget den, at hun nu betragter den som sin ske, fordi det 

er en fællesske, og du står og læner dig op ad det brune skab i 

køkkenet og ser hende smile og stoppe den i munden, skeen du 

fik til din dåb i en helt anden verden hvor man lærte at tro på 

noget, man nu ikke mere må tro på og sådan var der mange små 

overgreb blandt mange større.

uristindustrien er den største 

industri i verden og er ansvarlig 

for over 230 millioner arbejdspladser 

og over 10 procent af verdens 

BNP1 T 

. Turisme er i særdeleshed 

vigtig for udviklingslandene, hvor den 

for en tredjedel udgør den primære 

eksportindtjening. Denne sektor giver 

som få andre sektorer mulighed for stigende 

velstand i nogle af verdens fattigste 

lande, og i modsætning til råstoffer 

som fx olie, kommer indtjeningen den 

brede befolkning til gavn turismen er 

vokset fra 55 millioner turistankomster 

på verdensplan i 1950 til 800 millioner i 

2005. Den forventes at nå 1560 millioner 

i 2020, hvilket svarer til en årlig stigning 

på 4,6 procent, pænt over den globale 

vækst. 

De mange positive aspekter ved turisme 

følges imidlertid også af ændrede 

vilkår for de lande, som modtager turisterne, 

og ændringerne er ikke alle 

positive. Begrebet ”places to see before 

they are gone” vidner om den moderne 

verdens udvikling, herunder turismens 

ødelæggende natur. 

Backpackernes søgen efter uspolerede 

områder i verden afløses af masseturisternes 

behov for komfort. Der sker 

typisk en glidning fra et fokus på det 

særegne kulturelle til det underholdende. 

I den forstand sker der samtidigt en 

glidning fra det distinktive til det globalt 

T END ENS T END ENS 

En ny turismeform har set dagens lys. Den kombinerer ferie med velgørenhedsarbejde, og dermed er tidens 

’do no harm’-mantra udvidet til det mere aktive ’do good’. Tag med Martin Kruse på hvalhajsekspedtion på Afrikas Horn 

CONSERVATION 

TOURISM 

af Martin Kruse 

ensartede. Flere rejsebureauer har stoppet 

deres ture til kulturelle attraktioner, 

fordi disse ikke længere er attraktive for 

dagens charterturist. Antikke ruiner er 

på ønskelisten skiftet ud med badeland, 

og turisternes samlingsområder er 

transformeret til en international skueplads 

– uanset hvilken større by med 

vestlige turister, der er tale om: I hver 

by findes den tyske bar med en Fräulein, 

der forsøger at tjene til sit ophold, den 

engelske, der har premier league kørende 

på tv, der er boder med Calvin Klein 

T-shirts, Boss-skjorter, Louis Vuitton- 

tasker og diverse elektroniske udstyr. 

Der er en duft af pizza eller friture og 

burger – og den obligatoriske Flinstonebar 

er her også. Her er det bedste af 

alt det, vi kender hjemmefra. Dette turistområde 

er som regel lige så langt fra 

den lokale kultur, som de indhegnede 

militærbaser rundt omkring i verden er. 

Selv de lokale ligner en krydsning mellem 

en MTV-stjerne og en reggae-gut. 

Same same but different, som de siger i 

Thailand, hvor den thailandske indenrigsminister 

allerede for 17 år siden var 

ude at appellere til thailænderne om 

ikke at miste deres nationale kultur. 

Samtidig er turisme en vigtig industri 

for netop Thailand, og heri består et 

moderne paradoks: They can’t live with 

it, but they can’t live without. 

Turismen har ikke kun kulturelle 

konsekvenser, men i høj grad også 

miljømæssige. I de 109 lande i verden, 

hvor der findes koralrev, er der rapporteret 

skader i 90 af dem, forårsaget af 

cruise ship-ankre, turister der knækker 

koralstykker af og kommerciel høst til 

turister. Dertil kommer affaldsproblemet. 

Eksempelvis menes cruise ships i 

Caribien at producere 70.000 tons spildevand 

hvert år 2 . På strande rundt omkring 

i verden oplever man til tider det 

forunderlige, at når tidevandet vender, 

så kommer alt skraldet tilbage, og pludselig 

er den flotte palmestrand omdannet 

til en regulær losseplads. Oven i de 

mere direkte effekter af turismen kommer 

også de mere indirekte effekter af 

turisternes tilstedeværelse, fx udtømning 

af vandressourcer. Vandforbruget 

for en gennemsnitlig 18 huls golfbane 

svarer fx til 100 malaysiske bønders 3 . 

FREMTIDENS TURISME 

Ifølge World Tourism Organization vil 

vækstkurven for charterturismen forblive 

flad, mens den egentlige vækst vil 

finde sted inden for nicher som oplevelsesturisme, 

eco-turisme og soft adventure4 

. Særligt for denne udvikling er en 

bevægelse imod deltagelse frem for passiv 

oplevelse. Klassisk charterturisme 

vil stadig være tiltrækkende for børnefamilier 

eller som ren afslapning. 

Ecotourism er at rejse på en miljø- 

 


forsvarlig måde, der samtidig kommer 

lokalbefolkningen til gode, i modsætning 

til fx all-inclusive-rejser, hvor 80 procent 

af pengene typisk går til flyselskaber, 

hoteller og de internationale selskaber, 

der arrangerer turene. De bedst kendte 

eksempler på ecotourism er nok safari eller 

storvildtjagt i Afrika, hvor landene er 

begyndt at se dyrene som en ressource, de 

skal tage vare på. Det kan unægtelig være 

svært at overbevise lokalbefolkningerne 

om, at det er bedre at tage vare på dyrene 

end at brødføde menneskene. Derfor er 

det vigtig at engagere dem. I nogle dyreparker 

i Afrika har man derfor undervist 

de lokale og givet dem, der tidligere var 

krybskytter, job som dyrenes beskyttere. 

CONSERVATION TURISM 

En særlig form for ecotourism er Conservation 

tourism. Forskellen er, at hvor 

princippet i ecotourism er ”do no harm”, 

er conservation tourisms tilsvarende logik 

”do good”. Der er altså sket en bevægelse 

fra en ferieform, hvor man undlader 

at gribe (negativt) ind i det område, 

man besøger, til en mere aktiv ferie, 

hvor man netop griber ind, men altså 

positivt. I begge tilfælde er ønsket altså 

ikke at skade, men der er graden af involvering 

til forskel. 

Conservation tourists er aktive deltagere, 

der betaler for at få lov til at udføre 

et stykke arbejde som ’frivillige’ for lo- 

T END ENS 

kalbefolkningen eller forskere, fx i forbindelse 

med forskeres konserveringsarbejde. 

Det er en trend, der ikke er startet 

hos rejsebureauerne, men derimod på 

græsrodsniveau – fx hos dyrebeskyttelsesorganisationer. 

Disse har et ønske om 

at kunne blive ved med at udføre deres 

arbejde for alverdens dyr, men de har 

typisk få midler og er afhængige af frivillige 

donationer og bidrag, og så er de 

i konkurrence med utallige andre organisationer 

om opmærksomheden. Conservation 

tourism er dermed et glimrende 

eksempel på behov og efterspørgsel, 

der møder hinanden, for der er nemlig 

et marked for det. Den ny turismeform 

favner den moderne turists ønske om at 

gøre godt samtidig med, at der er en mulighed 

for at få en unik oplevelse. 

I år 2050 – spår FN – vil 10-20 procent 

af verdens skovområder være væk, 

og dertil kommer tab af dyrearter og 

ødelagte koralrev. Tendensen forstærkes 

af klimaforandringerne 5 . Denne 

udvikling vil formentlig betyde – givet 

princippet om knappe goder – at priserne 

på ecotourism vil stige betragtelig, 

og at conservation tourism som fænomen 

vil vokse i takt med, at almindelige 

menneskers bekymringer og ønske om 

at være med til at gøre en forskel bliver 

mere udtalt. Vi må altså forvente, at 

conservation tourism er en trend i udvikling, 

og at udviklingen peger på en 

øget udbredelse og udvikling af konceptet 

og ideen bag. 

For at forstå denne trend bedre, tog 

jeg til Djibouti på Afrikas Horn. Målet 

var at deltage i en hvalhajekspedition 

som conservation tourist. 

HVALHAJSEKSPEDITION 

I Djibouti svømmer hvalhajerne rundt 

og forundrer forskerne. Hvor og hvordan 

reproducerer de sig? Hvor fødes 

de? Hvor tager de hen efter, de er født? 

Mennesket ved næsten intet om et af de 

dyr, der af fritidsdykkere verden over 

bliver betragtet som en af de største gaver 

at få lov til at opleve. Netop derfor er 

frivillige verden over – og altså jeg – villige 

til at betale penge for at opleve mødet 

med disse fantastiske dyr og samtidig 

hjælpe programmet, der har som 

mål at redde hajerne. 

I den uge, jeg er med, skal hajerne 

kønsbestemmes, og der skal tages biopsier 

af dem, blandt andet med henblik på 

at bestemme slægtskabsforholdet mellem 

hajerne. Mens jeg er her som turist, 

har flere på holdet valgt at tage år ud af 

deres liv, for som praktikanter at få lov 

til at arbejde med hvalhajer, delfiner eller 

andet. Det er drømmejob, hvor man 

som fast medarbejder får lov til at bo 

på fx Seychellerne med værelse og kost 

betalt, men ellers praktisk talt uden løn. 

Det er en oplevelse for livet, i mere end 

en forstand, fordi mødet med hvalhajerne 

for nogle af deltagerne kommer til at 

sætte kursen for resten af deres liv. Et liv 

i havets tjeneste. Nogle vælger at blive i 

programmet og opfordres da til at tage på 

universitetet og blive marinebiologer for 

at kunne føre arbejdet videre og publicere 

videnskabelige artikler om hvalhajerne. 

Derfor er det også vigtigt, pointerer Michel 

Vély – en af hovedpersonerne bag 

organisationen Megaptera – at et ophold 

som fx mit ikke kommer til at handle om 

penge. Penge er et middel til målet, ikke 

målet i sig selv. Det må ikke kamme over 

i almindelig oplevelsesturisme. Det handler 

om engagement, om at gøre en forskel, 

men også om at skabe opmærksomhed på 

og interesse i hvalhajerne og sikre, at der 

er mennesker, der kan videreføre arven 

med at passe på disse fantastiske dyr. 

Her er det altså ikke pengene, der 

er afgørende, men det at kunne skabe 

opmærksomhed om det fantastiske ved 

det undersøiske liv. Og det er tilsyneladende 

lykkedes. For som en af de unge 

praktikanter – Ciara på 23 fra England 

– udtrykker det, så findes der to slags 

jobs: Det, man tager for at tjene penge 

T END ENS 

til livets ophold, og så det, man udfører, 

fordi man elsker det. At arbejde med 

hvalhajer gør en forskel og tæller i høj 

som sidstnævnte. I den forstand udtrykker 

Ciara også den søgen efter det meningsfulde 

arbejde, som er så markant 

for den nye generation af studerende 

og nyligt uddannede. Også derfor må 

ecotourism og dens aktivistiske version 

– conservation tourism – forventes at 

have fremtiden for sig. 

Jeg selv oplevede på nært hold, hvordan 

de megatrends, vi arbejder med på 

Instituttet for Fremtidsforskning – fx 

klimaforandringer, velstandsstigning og 

globalisering – berører selv de fjerneste 

egne, herunder Djibouti og dens hvalhajer. 

Jeg oplevede de fantastiske hvalhajer 

og de engagerede mennesker, foruden 

hvem også hvalhajen kunne gå hen og 

blive et offer for civilisationens på nogle 

måder ensidige udvikling. 

Martin Kruse er cand.mag. med speciale 

i fremtidsforskning. Han er ansat på 

Instituttet for Fremtidsforskning og 

arbejder med scenarier, trends, kreativitet 

og innovation. 

 

 

 

 

 


ETNOLOGISK 

DERFOR ER ETNOLOGIEN MODERNE 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

T END ENS T END ENS 

FILOSOFISK 

BH OG BURKA 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FUTURISTISK 

DEN LILLE GENSNEDKER 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


KREATIVISTISK 

SÆT RAMMER FOR DIN KREATIVITET

Beyond optical horizons er udgivet af DTU Fotonik, The 

Department of Photonics Engineering. Kapitlerne er skrevet 

af 15 forskellige forskerhold, heriblandt nogle af verdens førende 

forskere inden for kommunikationsteknologi, optisk biomedicin 

samt laser-, led- og nanoteknologi. 

Værket handler om komplekse forskningsprojekter, om 

makrooptiske linsesystemer, mikrooptik, fiberoptiske systemer 

og designs. Om cases fra denne del af forskningsverdenen, 

der typisk ville ende i intern cirkulation og ikke nå ud i 

en brugernær kontekst. 

Men heldigvis er det lykkedes redaktionen at skabe et godt 

og informativt værk for ikke-fotonik aficionados. Layoutet er 

varieret, kapitlerne korte og præcise, overskrifterne fænger og 

mellem svære passager med formler, der ikke gengives her, er 

der gjort plads til kortere interviews. 

Der er tænkt over tilgængeligheden, og Beyond optical horizons 

er overraskende relevant for alle, der ønsker at kende til 

fremtidens informationsarkitektur og til, hvad der sker for os 

socialt, når vi for alvor begynder at integrere kommunikation, 

netværksteknologi og sensorsystemer med den måde, vi byg- 

BOGANM B Ø GER E LDE L SE BOGOMTA B Ø GERL 

ER 

Af Christine Højlund Andersen 

BEYOND OPTICAL HORIZONS 

ger huse på. Bogen er også brugbar for dem, der vil være på 

forkant med fremtidens klimavarselssystemer, biosensorer eller 

en revolutionerende brug af ”extremely short laser pulses” 

i behandlingen af kræft og HIV. Hver case er en mulighed, 

en fremtidsvision, der ligger et kvart århundrede fremme på 

baggrund af de nuværende forskningsresultater. 

Værket indledes i øvrigt med en tankevækkende forestilling 

om fremtidens home entertainment - et såkaldt ”freeview 

3D television”. Freeview betyder, at vi ikke længere behøver 

at se det samme billede på tv-skærmen, men at vi hver især, i 

samme stue og med samme modtager, kan vælge fra hvilken 

vinkel, vi ønsker at se en real life-begivenhed på. Det kan for 

eksempel være World Cup finalen i fodbold år 2034 fra nederste 

tribune, midtfor eller fra bag målet. Sjovt bliver det. Men 

det er også interessant, hvor alene vi faktisk stilles med vores 

erfaringer og omverdensperception. 

Beyond optical horizons har 269 sider, koster DK K 149,00,- og kan 

købes i Polyteknisk Boghandel eller via: www.polyteknisk.dk/ 

home/Detaljer/9788792062345. 

FUTURETAINMENT 

Bogens forfatter, Mike Walsh, er en 

kendt foredragsholder og desuden CEO 

i innovations-researchbureauet Tomorrow. 

Han så den første kommercielle 

browser, Netscape Navigator, blive til. 

Han var en del af dot.com-feberen, og 

han var i Asien, da virtuel gaming-bestsellers, 

udgivet på mobiltelefonen, og sociale 

communities blev en del af ungdomskulturen. 

I dag ser han en fremtid, 

der ikke blot handler om mere teknologi, 

flere applikationer og gadgets, men 

om at forstå forbrugerens, medarbejderens 

og virksomheders sociale adfærd på 

nettet. Futuretainment er grafisk formgivet 

af den prisvindende designer Vince 

Frost, og læseoplevelsen er på alle måder 

involverende og nyskabende. 

Futuretainment: Mike Walsh. Udgivet på 

Phaidon Press. 287 sider. USD 29.95,- 

(Amazon.com) 

TRENDSPOTTING 

Et af de store spørgsmål i bogen er, om 

arbejdet med trends på lang sigt helt vil 

afløse de metoder til forbrugerforståelse, 

som har været kendt i en årrække. 

Vil vi se trendspotting i forskellige former 

afløse livsstilsanalyserne, og vil mange 

års forskning dermed forsvinde ud i 

den blå luft? Eller vil vi se livsstilsanalyserne 

antage en ny og anderledes form 

og måske smelte sammen med trendredskaber 

eller med andre metoder, som 

fremtidens marketingforskning vil identificere 

og udvikle? Dette er blot nogle 

af de emner, som bogens forfattere stiller 

skarpt på. 

Livsstilsanalyse og trendspotting: Kersten 

Bonnén, John Hird og Kirsten Poulsen. 

Udgivet på Academíca. 176 sider. DK K 250,- 


INDIEN 

En beskrivelse af det komplekse og fascinerende 

Inden: verdens næste stormagt. 

Landet er i rivende udvikling, og 

på den globale scene får Indien stigende 

betydning både økonomisk, politisk og 

kulturelt. Bogen fortæller om den nyeste 

udvikling inden for forretningsliv, 

økonomi, samfundsforhold og kultur. 

Ud over det aktuelle stof giver bogen 

forklaring på noget af udviklingen i Indien. 

Målgruppen er alle, der vil vide 

mere om landet, herunder forretningsfolk, 

rejsende og de, der interesserer sig 

for storpolitik. 

Indien – verdens næste stormagt: Thomas 

Sehested. Udgivet på L&R Business. 

224 sider. DK K 299,95,-

I FF’S K 

FREMTIDENS... lykke 

Af Sally Khallash 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

UDS Y N 

ANDRE SKRIVER 

DET BEDSTE FRA MAGASINER VERDEN OVER 

Samlet og udvalgt af Troels M. Kranker

Kunstneren som provokatør er 

en arketype, vi alle kender til. 

Marcel Duchamp ophøjede 

det latrinære pissoir til kunst og tegnede 

overskæg på en kopi af Mona Lisa. Danske 

Bjørn Nørgaard skar hovedet af en 

hest, parterede kroppen og puttede den 

på syltetøjsglas som led i en kunstnerisk 

happening – og den italienske konceptkunstner 

Piero Manzoni (1933-1963) 

puttede sin egen lort 

på dåse og solgte den 

som kunst. 

For Manzoni handlede 

det om at sætte 

kunstbegrebet under 

debat, det var i 1961, 

men så sent som i 

Danmark i foråret 

2010 var sagen oppe 

igen i den danske offentlighed. 

Den nyudnævntekulturminister 

Per Stig Møller 

mente nemlig ikke, at 

den slags var kunst – 

”noget lort”, kaldte han det. ”Men jo!”, 

sagde store dele af kunsteliten, herunder 

direktøren for kunstmuseet HE- 

ART i Herning, der ejer et eksemplar af 

dåselorten, ”det ER kunst”. Og sådan 

kunne salig Manzoni provokere fra sin 

grav, mere end 40 år efter sin død. Debatten 

lever endnu i de danske medier. 

Kunsten har altid provokeret og 

skabt debat, men det er ikke den eneste 

rolle, den har og har haft – og rollerne 

har skiftet fra århundrede til 

århundrede og fra årti til årti. Blandt 

andet har kunsten jo helt indlysende 

T END ENS 

Lort på dåse, afskårne hestehoveder – provokation! Sådan kender vi kunsten. 

Men rundt omkring spirer en ny rolle for kunsten frem, nemlig rollen som det samlende 

omdrejningspunkt for mennesker i belastede boligområder 

KUNST SOM FORSONING 


skullet udsmykke og forskønne i visse 

tilfælde, ligesom den har skullet oplyse 

og formidle i andre. Og så har ”kunst” 

jo nok aldrig nogensinde været én ting, 

men i høj grad flere ting på samme tid. 

Målet med denne artikel er at fortælle 

om en ny tendens, der peger på, at kunsten 

igen er under forvandling; at den 

tager en ny rolle, der eksisterer sideløbende 

med alt det andet, som kunsten 

også er. Det handler om, at kunst nu 

bruges til redskab til forsoning og som 

stopklods for marginalisering. I princippet 

det stik modsatte af kunst som 

provokation, der jo netop handler om 

at dele vandene og udstille eller fremprovokere 

modsætninger. 

FORSONING 

Det er Instituttet for Fremtidsforsknings 

Sofie Myschetzky, der iagttager 

og arbejder med tendensen. Hun har 

for nylig modtaget 640.000 kroner af 

Socialministeriet til at arbejde med 

’Kunst og kultur som strategisk og 

praktisk værktøj til udvikling af sociale 

belastede boligområder’, som projektet 

hedder officielt. 

”Socialministeriet har bevilget midler 

til undersøgelsen i erkendelse af, at samfundet 

har behov for nye redskaber til 

sociale forandringsprocesser, og fordi, 

at kunsten har noget at byde på i den 

forbindelse. Vores projekt går ud på at 

kortlægge eksisterende 

projekter”, fortæller 

hun. 

Udgangspunktet for 

Sofie Myschetzkys arbejde 

er de socialt belastede 

boligområder, 

for det er her, at der 

kan iagttages en forandring: 

”Jeg ser en stigende 

tendens til, at kunsten 

er ved at tage en 

ny form og betydning. 

Ved at bringe kunsten 

ud til folket søger 

man at skabe nye fællesskaber med 

kunsten som centrum. Kunsten bliver 

dermed en stopklods for kriminalitet 

og ligegyldighed. Det er en ny strategi i 

forhold til at involvere de marginaliserede 

og belastede grupper og give dem 

en følelse af ansvarlighed for det område, 

de lever i. Men det er altså samtidig 

også en ny rolle for kunsten”, fortæller 

hun og betoner et afgørende skifte i 

forhold til tidligere: 

”Hvor kunsten tidligere primært søgte 

konfrontation gennem provokation i 

det enkelte værk, og med en enkeltper- 

son som afsender, peger den ny tendens 

på det modsatte: Kunst som redskab til 

dialog og fælles forandring. Heri består 

det nye”. 

Hun understreger, at der ikke er tale 

om en forandring af hele kunstfeltet, 

men snarere om en udvidelse, hvor 

community art – som man kunne oversætte 

til ”fællesskabskunst” – vinder 

frem på flere områder. ”Det er ikke 

kun en tendens, som vi ser i Danmark. 

Også hos vores svenske naboer, samt i 

England og Frankrig, er det noget, som 

vokser frem”, slår hun fast. 

NED FRA PIEDESTALEN 

OG UD I VIRKELIGHEDEN 

Men hvad sker der konkret, når kunsten 

anvendes til forsoning? Sofie Myschetzky 

forklarer tendensen ud fra en 

række eksempler – blandt andet projektet 

T-ARD, som blev igangsat af kunstneren 

Kenneth A. Balfelt i 2009. Det løber 

over en treårig periode og indeholder 

en række processer i det udsatte og udskældte 

område Tingbjerg i udkanten 

af København. Her indgår blandt andet 

uddannelse af konfliktmæglere. 

”Kenneth A. Balfelt har erfaring med 

den slags processer”, fortæller hun. ”Blandt 

andet lavede han i 2006 et forsøg, hvor 

unge rødder fra en produktionsskole 

ved boligområdet Mjølnerparken i København 

lavede et nyt facadeskilt til 

Café Heimdal. Det er en bodega, der 

ligger tæt ved boligområdet i et vejkryds, 

som ofte havde været centrum for 

en konflikt mellem to grupper: ’drankerne’ 

og ’rødderne’. Ved at arbejde 

T END ENS 

mod et fælles mål – en renovering af bodegaen 

– skabte Balfelt et rum for et 

møde mellem de to grupper. Det gav 

grupperne plads til at vise positive sider 

af sig selv overfor hinanden. Resultatet 

blev et nyt facadeskilt udskåret i træ. Og 

endnu vigtigere: Der har ikke siden været 

problemer mellem grupperne, og facadeskiltet 

hænger stadig uberørt og 

graffitifrit”, fortæller hun. 

Tendensen peger også på en ny rolle for 

kunstneren, der i langt højere grad end 

tidligere involverer sig i det miljø, som 

værkerne skabes til. ”Der er ikke tale om 

en ensom, ophøjet kunstnertype, men en 

kunstner i dialog – en procesorienteret, 

politisk engageret eller socialt ansvarlig 

kunstner”, fortæller Sofie Myschetzky. 

Dermed har tendensen rod i en overordnet 

retning i samtidskunsten, nemlig 

relationel æstetik. Det er en kunstretning, 

der arbejder på at bringe kunstinstitutionerne 

ind i samfundets sociale områder 

og disse områders mellemmenneskelige 

relationer – herunder altså byrummet, 

men også fx arbejdspladsen og kommercielle 

virksomheder. Den relationelle 

æstetiks manifest og idégrundlag er formuleret 

af Nicolas Bourriaud i bogen 

Relationel Æstetik (Esthétique relationnelle) 

fra 1998. 

”For at skabe et kunstværk, må der 

være en forløbende proces, og taler man 

om kunstneriske processer inden for 

kunstfeltet community-art indebærer 

denne proces en interaktion med lokalområdets 

beboere”, siger Sofie Myschetzky: 

”Netop interaktionen med 

lokalområdet er essentiel for at opnå til- 


hørsforhold til et bestemt lokalområde, 

og for at kunne fremhæve netop det, 

som er kendetegnet ved den konkrete 

lokalitet – det faktiske community. Det 

er således det lokale, som bliver kunstværkets 

essens”. 

Myschetzky fortæller, at man ved at 

involvere borgerne skaber et rum, hvor 

beboere inviteres til at forholde sig til 

deres lokalområde. Der skabes et rum, 

hvor de kan ytre deres oplevelser og 

opfattelser af deres eget lokalområde 

– og få en indflydelse på, hvad der skal 

ske i og med det. Rummet er frit i den 

forstand, at der ikke er et fikseret sigte 

– som fx en bestemt arbejdsplan med 

konsekvenser for ”forkert deltagelse”. 

Det er et åbent rum, hvor ”processen er 

i centrum”, og hvor resultatet beror på 

”beboernes engagement og deltagelse”. 

”Det kan i værste fald skabe en lille 

forstyrrelse i hverdagen eller blot forblive 

ved status quo. Men i bedste fald skaber 

det rammer for dialog med udsatte 

borgere – borgere, som ellers regnes 

for at stå uden for samfundet og måske 

endda pædagogisk rækkevidde”, siger 

hun og peger dermed på et demokratisk 

aspekt: 

”Når kunsten bringes ud til folket, og 

når kunstneren involverer sig i et lokalområde 

og anerkender vigtigheden af 

den lokale historie og ånd, kan man tale 

om en ny måde at opfordre til at deltage 

i demokratiet på. Det er en måde at 

fremhæve nuancerne i et samfund, hvor 

konflikter og modsætninger ellers ofte 

er på dagsordenen”.

THE GERVAIS PRINCIPLE, OR THE 

OFFICE ACCORDING TO “THE OFFICE” 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

WWW WWW 

BLOGOSFÆREN 

DET BEDSTE FRA DE BEDSTE BLOGS GENNEM VORES FILTER 

Samlet og udvalgt af Christine Højlund Andersen 

 

THE COLLAPSE OF COMPLEX 

BUSINESS MODELS 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

THE CONNECTED CIO 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


THE RISE OF ROBOT JOURNALISTS

ANALYSE ANALYSE 

Vi efterlader os elektroniske spor overalt, og disse data indsamles og bruges i stigende grad til at forudsige vores 

næste træk på nettet, i supermarkedet – og i det hele taget… Predictive analytics er i vækst 

I FREMTIDEN 

HANDLER 

DET IKKE OM, 

HVEM DU ER, 

MEN HVAD VI VED, 

DU ENDER MED 

AT BLIVE! 

Af Jeffrey S. Saunders 

Data er nøglen til fremtiden, og vi bidrager alle sammen til en voksende, 

kollektiv strøm af data gennem vores online- og mobilaktiviteter, gennem 

brug af GPS, når vi ser fjernsyn, og når vi køber ind. Det hele fortæller om 

vores ønsker, drømme og daglige praksis, hvis man vel at mærke forstår at afkode 

budskaberne. Det er der flere og flere, der gør, både myndigheder og firmaer. Disse 

discipliner og værktøjer hjælper dem: 

Behavioral targeting – handler om at bruge indsamlede oplysninger om en persons 

web-browsing-adfærd (hvilke sider, der er besøgt eller hvilke søgninger, der er foretaget 

i fx Google) for at bestemme, hvilke reklamer, der skal vises til den pågældende person. 

Brand mapping – en metode til at kortlægge og forstå hvor og hvornår mennesker 

interagerer med forskellige brands i gennem en dag. Ideen er at forstå, hvorfor præferencer 

forandrer sig med tiden. 

Predictive analytics – omfatter en bred vifte af teknikker fra statistik, data mining 

og spilteori. Målet er at analysere aktuelle og historiske fakta for at forudsige fremtidige 

mønstre i adfærd. 

Det hele handler om at prøve at forudsige vores fremtidige aktiviteter til brug for 

fx udvikling af produkter, ydelser og reklametiltag, men den indsamlede data kan 

også bruges til at forhindre ting, fx en uønsket adfærd. Her en analogi til filmen Minority 

Report, der handlede om et system, der kunne forudse en forbrydelse før den 

blev begået. Der findes mange flere eksempler end de ovenstående, og også mange 

mere specialiserede værktøjer og systemer. Disse er dog i sagens natur ikke nemme 

at få indblik i for udenforstående. Den slags holdes som forretningshemmeligheder, 

præcis som Googles søge-algoritmer gør det. Men hjemmesiden www.wefeelfine. 

org er et eksempel på, hvad man kan med data, hvis man har den. Se QR-kode 1. 

Siden arbejder med de informationer, der er offentligt tilgængelige på nettets mange 

weblogs. Den er et slags kort over strømmen af informationer – en kortlægning af, 

hvad vi skriver og i hvilken sammenhæng på en bestemt dato i en bestemt del af verden. 

Derved kan man kan se, hvilke stemninger, der hersker rundt om på kloden, og 

hvilke stemninger, der afviger fra det normale. 

KØD PÅ SKELETTET 

Lysten til at forudsige kundeadfærd har eksisteret i flere hundrede år, men først nu 

er der virkelig kød på skelettet for virksomhederne. Flere og flere forsøger derfor 

ihærdigt at kortlægge mønstre og målrette tilbud til kunderne. Det sker ofte gennem 

analyser med tal, hentet fra virksomhedens eget datalager, kombineret med databaser 

fra eksterne kilder. Allerede i 2004 havde fx Walmart – verdens største indkøbskæde 

– oplagret 500 terabytes af information om deres kunders indkøbsvaner, indsamlet 

i over 2900 butikker på seks kontinenter 1 . I dag er mængden af denne data 

femdoblet til 2,5 petabytes. 

Og lige for at sætte dette tal i relief: I 2008 var størrelsen af hele internettet samlet 

15 petabytes. 

Walmarts datalager er enormt. De udnytter det blandt andet til at give deres 

mere end 3500 underleverandører mulighed for at lave analyser, så de bedre kan 

skræddersy produkter efter kundernes – sandsynlige – fremtidige behov. 

Hjernen er den seneste destination i virksomhedernes forsøg på at forstå og forudsige 

vores adfærd. I takt med, at den kollektive viden om hjernen vokser, stiger 

også den kommercielle forskning og interesse. Analysevirksomheden Nielsen Market 

Research ejer fx NeuroFocus, der fortager neuro-scanninger for at forstå vores 

spontane reaktion på marketingbudskaber. NeuroFocus kan aflæse, hvad der fanger 

din opmærksomhed, hvad din følelsesmæssige reaktion er, og hvilke budskaber, der 

bliver opbevaret i hjernen. Igennem en såkaldt EEG-brainwave analysis måler NeuroFocus 

deltagernes hjerneaktivitet 2000 gange i sekundet fra 64 punkter på hovedet. 

Dataene er kombineret med en eye scanning-teknologi, så forskerne kan forstå 

netop hvilke stimuli, der har skabt en reaktion. 

PROFIT OG SIKKERHED 

Men hvorfor er der så stor interesse i at forudsige andre menneskers adfærd? Min 

opfattelse er, at virksomheder helt overvejende anvender predictive analytics, data 

mining etc. fordi de ser en mulighed for at målrette produkter og ydelser mere specifikt 

efter kundernes behov, herunder at påvirke kunderne, når de faktisk har muligheden 

for eller lysten til at købe et produkt. Et eksempel er den såkaldte locationbased 

advertising, som Google lige har fået et stort patent på. Denne reklameform er 

en underkategori af fænomenet context awareness – kontekstafhængig information 

– der giver os informationer på mobiltelefonen via gps-målinger af vores geografiske 

færden, kombineret med intelligente systemers viden om vores præferencer. 

Det spiller også ind, at virksomhederne ønsker at forstå, hvordan deres produkter 

bruges i sammenhæng med andre. Virksomhederne kan da se, om der er innova- 


tionsmuligheder eller nye anvendelsesmuligheder. Det er også en drivkraft, at de 

ligeledes kan udpege de mest rentable kunder eller simpelthen: fravælge dem, der 

ikke bidrager til bundlinjen. 

Hvad så med offentlige organisationer og myndigheder da – hvad er deres interesse? 

Her er svaret helt overvejende: sikkerhed. Terrorangrebene mod USA den 11. 

september 2001, Spanien den 11. marts 2004 og Storbritannien den 7. juli 2005 skabte 

øget behov for at identificere fremtidige trusler – fx i forhold til rejser med tog og fly. 

UK e-Borders, EU PNR, USVISIT og ATS er alle eksempler på programmer, der 

udviklet af forskellige internationale regeringer, hvor analytikere gennem algoritmer 

træffer beslutninger om, hvilke personer, der i en lufthavn skal stoppes, stilles 

spørgsmål, undersøges og tilbageholdes. Der bruges forskellige data sets, hvor fx 

oplysninger om en persons rejsevaner, kreditkortkøb, visa-applikationer og type af 

mad bestilt på flyet kan indgå. 

DEN HYBRIDE VERDEN 

ANALYSE ANALYSE 

Som Scott Nealy fra Sun Microsystems sagde allerede for 10 år siden: ”Privatlivet er 

dødt – kom nu over det!”. Mængden af offentlig tilgængelig data er siden steget eksplosivt 

– også hurtigere end udviklingen i verdens samlede lagerkapacitet 2 . Myndigheder 

og organisationer har derfor brug for nye teknologier og redskaber til at reducere 

i denne datakompleksitet og kondensere det vigtige. 

Men hvor kommer så al denne data fra? Her nogle fremtidige og nutidige eksempler: 

Sensorer, mobile telefoner og computere er i gang med at skabe et Internet of 

Things – se QR-kode 2 – hvor enheder, som er udstyret med sensorer, kan kommunikere 

med hinanden og med os. The Internet of Things skaber en sammensmeltning 

af den virtuelle og den fysiske verden. Fusionen af de to verdener har flere gode konsekvenser, 

fx bliver vi hjulpet til at bruge ressourcer på en mere effektiv måde. Om 

få år vil det fx være muligt for vores mobiltelefoner at hjælpe os med at pendle frem 

og tilbage fra arbejde på den mest tids- og energieffektive måde med inddragelse af 

flere transportmidler (gåben, cykel, bil, offentlig transport) 3 . Men det skaber altså 

også øget data om vores – præcise – færden i den fysiske verden. 

Denne hybridverden giver os også mulighed for at være virtuelt tilstede, selvom 

vi fysisk er langt fra andre – et fænomen som sociologer kalder presence in absence 4 . 

 

 

 

 

 

 

Facebook, Friendster, flickr.com, slideshare.net og myspace.com er alle sammen velkendte 

eksempler på dette. Deltagelse på disse sociale netværk handler om deling 5 . 

Deltagerne deler erfaringer, følelser, information, nyheder, billeder eller foredrag. 

Men faktisk er det kun fem procent af den information, der eksisterer på nettet, der 

er gemt i formater, der er let for computere at behandle og forstå. Resten ligger i 

form af fx grafik, billeder og telefonsamtaler, hvilket de seneste udgaver af predictive 

analytics-værktøjerne nu prøver at nu filtrere og fortolke. Fx introducerede Google i 

2009 Google goggles, som er det første forsøg på at behandle og søge relationer mellem 

fysiske genstande og information om dem på nettet. 

Predictive analytics er ofte afhængige af statistiske modeller og stor beregningskapacitet, 

som i højere og højere grad bliver håndteret af computere frem for analytikere. 

Ligesom i alle andre fag er automatisering afgørende. Med en stigning i 

mængden af data stiger nemlig også kravene til computerhardware og -software, der 

konstant skal lave flere millioner beregninger. For at gøre data, der er spredt ud over 

flere databaser, mere tilgængelige og håndterbare for disse automatiske beregninger 

udvikles det semantiske web. Målet er at lave ”dataenes web,” hvor den enorme 

mængde data på nettet er til rådighed i et standardformat. 

Det vil i fremtiden gøre forsøg på at forudse menneskers handlinger og adfærd 

nemmere. Derfor peger alt på, at vi kun har set begyndelsen af denne tendens. 

Jeffrey S. Saunders er MA i I NTERNATI ONAL AFFAI RS og MA i historie. Han er ansat ved 

Instituttet for Fremtidsforskning, hvor han arbejder med bl.a. økonomi, miljø og energi, 

national sikkerhedspolitik og globalisering. Indtil 2006 var han ansat som rådgiver for den 

amerikanske regering samt internationale organisationer i OFFI CE OF THE SECRETARY OF 

DEFENSE FOR STABI L I TY OPERAT I ONS. 

 

 

 

 

 


T E M A 

DNA I TAL 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den velkendte, røde telefonboks blev første gang indført i 1920 i London og 

har siden hen bredt sig til gadehjørner i resten af verden. Boksen har lagt 

skulder til meget, blandt andet har den fungeret som elevator i en Harry 

Potter-film og som Supermands omklædningsrum – og så har den løst helt almindelige 

menneskers behov for en hurtig opringning gennem mere end et halvt århundrede. 

Mønttelefonen var fremtidens løsning, da den blev udviklet, og en succes i lang 

tid efter. 

DET PENGELØSE SAMFUND 

BAGGRU N D 

FORTIDENS FREMTID 

KORTTELEFONEN RINGER AF 

Af Cecilie Skielboe Sloth 

Men husker du så telekortet? Mens mange har gode – og måske endda romantiske 

– minder om telefonboksens indre, er der af en eller anden grund ikke den samme 

magi over de betalingstelefoner, der skulle betales med plastickort. Ideen om TDC’s 

korttelefon opstod i en tid, hvor Danmarks Nationalbank forudså det pengeløse 

samfund. Mønter og sedler syntes håbløst gammeldags, og plastickortet skulle nu 

overtage de rigtige penges funktion. 

I 1991 var Danmønt-kortet allerede blevet introduceret. Kortet var et forudbetalt 

elektronisk betalingskort, tænkt som en afløser til småmønter og som en pendant 

til det nationale Dankort, dog uden kredit. I 1995 købte Visa International Danmønt-systemet 

og introducerede efterfølgende Visa Cash i blandt andet Australien, 

Canada og USA. I Danmark blev Danmønt-kortet aldrig nogen stor succes, hvorfor 

det blev lukket med udgangen af 2005. 

I Danmark kunne tendensen blandt andet aflæses i telebranchen, hvor den klassiske 

mønttelefon i 1997 fik konkurrence fra korttelefonen, der med farverige chipkort 

bebudede den pengeløse fremtids komme. 

Ud af i alt 8500 mønttelefoner blev omkring 4500 kasseret og afløst af de moderne 

korttelefoner, der blev sat op overalt i Danmark. Men præcis som med Danmøntkortet 

var korttelefonens levetid kortvarig. I marts 2009 endte historien om korttelefonen, 

da den sidste af slagsen blev pillet ned, og den 1. januar 2010 outsourcede 

TDC endeligt betalingstelefonen til firmaet Danske Mønttelefoner. 


HER ÆNDREDE 

FREMTIDEN SIG 

På samme tidspunkt hvor korttelefonen 

introduceres, var mobiltelefonen for alvor 

ved at slå igennem som allemandseje, 

og mange danskere havde ikke længere 

behovet for en offentlig betalingstelefon. 

I 1997 havde 40 procent af Danmarks befolkning 

allerede en mobiltelefon, og ti år 

senere, i 2007, lå tallet på 93 procent. 

Det har ikke været muligt at få adgang 

til faktuelle oplysninger om korttelefonens 

økonomi, og generelt ser 

det ud til, at korttelefonens historie er 

redigeret ud af TDC’s offentlige historieskrivning. 

Ifølge Michael Hardrup 

fra virksomheden Danske Mønttelefoner 

gik det i årene 1994 til 1997 langsomt 

op for TDC, at korttelefonen var 

mindre rentabel end mønttelefonen, og 

man påbegyndte derfor en udskiftning 

af korttelefonerne med den klassiske 

mønttelefon. 

Derfor er det også stadig muligt at søge 

læ i en gammel mønttelefonboks, men 

BAGGRU N D 

 

 

 

markedet er nedadgående. Ifølge Danske 

Mønttelefoner, der ejer og servicerer 

de resterende 1100 offentligt tilgængelige 

mønttelefoner, vil der dog sandsynligvis 

også om ti år være behov for betalingstelefoner 

i det offentlige rum. 

VI HAR STADIG PENGE 

PÅ LOMMEN 

Forklaringen på, at mønttelefonen endte 

med at triumfere over sin udfordrer, 

korttelefonen, er, at korttelefonen kræver 

en vaneændring og et ekstraarbejde. 

Det er simpelthen en besværlig omvej at 

skulle i kiosken efter et telefonkort, når 

vi alligevel har mønter i lommen – hvilket 

vi nok også har en rum tid ind i fremtiden. 

Så selvom korttelefonen afhjalp 

arbejdet med at tømme mønttelefonboksene 

for TDC, må den for den almindelige 

borger i samfundet betegnes som en 

opfindelse, vi var bedre tjent uden. 

Man kan spørge sig selv, hvorfor 

TDC ikke udnyttede det eksisterende 

Dankort-system i stedet for at introdu- 

cere endnu et plastickort, eller hvorfor 

man overhovedet satsede på den stationære 

betalingstelefon, når flere i midten 

af 1990’erne kunne have forudsagt mobiltelefon-udviklingen. 

Endvidere: Hvis 

TDC havde bevaret de gamle mønttelefoner, 

er det sandsynligt, at virksomheden 

kunne have tjent det samme og 

samtidig sparet omkostningerne ved 

udskiftning til de nye korttelefoner. 

Fortællingen om korttelefonen er et 

godt eksempel på, hvordan virksomheder 

kan fejlbedømme samfundsudviklingen, 

og at der er mange faktorer 

at tage højde for, når man produktudvikler. 

Moralen er vel, at fremtiden ikke 

altid bliver nutiden + 20 procent. 

Korttelefonen er dog ikke helt død. 

Der eksisterer fortsat 120 i Danmark, 

nemlig i de danske statsfængsler, hvor 

mønttelefoner af sikkerhedsmæssige 

grunde er forbudt. Den lever altså videre 

der, hvor dens funktion opfylder et 

reelt behov. 

 

 


I FF’S K 

FREMTIDENS... boligbobler 

Af Anders Bjerre 

 

 

 

 

KURSER 

I FF’S K 

AKTIVITETER PÅ INSTITUTTET 

SCENARIEPROCESSER 

& PROJEKTER 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

u 

 

 

 

 

 

 

u 

 

 

 

u 

 

AFTER HOURS 

 

 

 

OMSLAG 

 

 

u 

 

 

u 

 

 

u 

 

 

RAPPORTER 

 

u 

 

 

u 

 

 

 

 

u 

SCENARIO MAGAZINE 

 

 

u 

u 

 

 

u 

 

 


 

MULTIKLIENTSTUDIER

OMSLAG 

(SE SEPERAT DOKUMENT)

S C E NARIO - Instituttet for Fremtidsforskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?