Kapitel 7 Skader på bevægeapparatet - BEREDSKABSSKOLEN

7. Skader på bevægeapparatet
Bevægeapparatet består af knogler, led og muskler. Knoglerne udgør grundlaget for kroppens
udseende og funktioner, og leddene forbinder knoglerne og sikrer, at de kan bevæges i forhold til
hinanden af musklerne.
Underarmens skelet består af to knogler, albuebenet og spolebenet, ligesom underbenet dannes
af to knogler, skinnebenet og lægbenet. Hænder og fødder dannes hver især af en række korte
knogler. I hånden danner otte knogler tilsammen håndroden, mens fodroden består af syv knogler.
Fra håndfladen stråler fem rækker knogler ud og danner håndfladen og fingrene, ligeledes er
forfoden og tæerne dannet af fem rækker knogler, som stråler ud fra hælen. Hver stråle dannes af
fire knogler, hvor de tre yderste kan kendes som fingre og tæer.
Knoglerne er det strukturelle grundlag for bevægeapparatet, men har også andre funktioner:
Knoglerne beskytter mange af kroppens skøre organer for eksempel hjerne og rygmarv og
fungerer som depot for mineraler. Knogler opdeles efter struktur i flade, uregelmæssige, korte eller
lange knogler. De enkelte knogler har en struktur som sikrer, at der opnås den højst mulige styrke
uden knoglen dermed bliver unødigt tung.
Knoglevæv findes, beskrevet efter deres struktur, i en kompakt og en svampet type. Forskellige
typer celler i knoglerne nedbryder og genopbygger konstant knoglen, således at skelettet i løbet af
cirka syv år er fuldstændigt udskiftet. Knoglevæv er således et levende væv som hele tiden
ændres og tilpasses ligesom kroppens øvrige væv. Benhinden er fast bundet til knoglen og har en
rig blod- og nerveforsyning, som også forsyner de yderste lag af knoglen. Alle hulheder i knoglens
indre er fyldt med knoglemarv. Hos en voksen person findes der cirka 2 kg knoglemarv, hvoraf
halvdelen består af bloddannende celler, mens resten er en inaktiv form, som hovedsagligt består
af fedtvæv. Knoglerne har en rig blodforsyning, som er nødvendig for at sikre tilstrækkelig tilførsel
af ilt og næringsstoffer til brug for knoglecellernes konstante remodellering af knoglevævet.
Dannelsen af blodceller foregår i knoglemarven. Processen kræver megen ilt og energi, hvorfor der
er en rig blodgennemstrømning af knoglemarven.
Knoglerne er forbundet med hinanden, og bevæges i forhold til hinanden, via led. Led kan opdeles
i ægte og uægte led, hvor ægte led, til forskel fra uægte led, har en ledhule med ledvæske. I
uægte led er knoglerne forbundet med bindevæv og kun i stand til at foretage fjedrende
bevægelser. Alle ægte led har det til fælles, at de er omgivet af en ledkapsel, at ledfladerne er
dækket af ledbrusk, og at der mellem ledfladerne findes en ledspalte fyldt med ledvæske.
I kroppen findes der tre former for muskulatur: Glat muskulatur, hjertemuskulatur og
skeletmuskulatur. Glat muskulatur findes blandt andet i kroppens indre organer og kar, mens
hjertemuskulatur kun findes i hjertet. I modsætning til glat muskulatur og hjertemuskulatur er
skeletmuskulaturen under viljens herredømme. Skeletmuskulatur udgør knap halvdelen af vægten
hos normalvægtige voksne og har, udover at bevæge knoglerne i forhold til hinanden, mange
andre funktioner: Skeletmusklers bevægelser
omkring vener er grundlaget for venepumpen.
Skeletmusklernes aktivitet er også en vigtig del
af kroppens temperaturregulering, foruden at de
fungerer som beskyttelse for skelettet og
organer i for eksempel bughulen. Muskler kan
kun trække sig sammen (eller opretholde en
spænding) men ikke udvide sig igen. Musklerne
er derfor ordnet parvist omkring leddene
således, at en muskel bøjer leddet, og en
anden strækker det. Trækkes begge muskler
sammen samtidig, vil leddet blive holdt fast i
den nuværende stilling. Bevægelse i leddet
sker, når den ene muskel afslappes, og den
anden spændes.
24

Der findes mange forskellige typer knoglebrud. En direkte påvirkning, for eksempel slag mod
benet, kan resultere i et tværbrud eller et skråbrud, som også kan opstå ved en indirekte
påvirkning. Knusningsbrud, hvor knoglen deles i flere mindre stykker, skyldes som regel en kraftig,
direkte påvirkning af knoglen, hvorimod spiralbrud oftest opstår ved ulykker der medfører et vrid af
knoglen, for eksempel ved ulykker under alpint skiløb.
Ved et åbent brud er der risiko for infektion af knogledelene med bakterier fra hudoverfladen eller
omgivelserne. Der skal derfor være en forbindelse mellem overfladen og brudstedet for, at man
kan tale om et åbent brud. Principielt kan et brud derfor godt omtales som lukket, selvom der er en
hudafskrabning eller småsår ud for bruddet. I praksis bør førstehjælperen betragte alle brud, hvor
der er læsion af hud og eventuelt bløddele som åbne og indrette førstehjælpen derefter.
Efter et knoglebrud vil helingen forløbe i tre faser, som gradvist afløser hinanden. I den første fase,
med blødning og hævelse, oversvømmes brudstedet med celler fra immunforsvaret. Herefter
begynder specialiserede celler at danne midlertidig knogle, som i den sidste fase remodelleres til
knogle med den oprindelige struktur og form. Knoglebrud heler hurtigst hos små børn, hvor den
midlertidige knogle ofte er anlagt i løbet af 2 uger og helingen tilendebragt efter 3-6 uger. Hos
voksne kan helingen af brud tage væsentligt længere tid og afhænger i høj grad af bruddets
placering. Et skinnebensbrud kan, under gode omstændigheder, være helet efter 3 måneder, mens
et brækket lårben ofte tager 4-5 måneder om at hele.
Førstehjælpen til knoglebrud består i at støtte bruddet, så bevægelse mellem brudfladerne undgås.
Der er flere grunde til stabilisering af bruddet:
• Smerte lindres.
• Læsion af kar og nerver afværges
• Risikoen for, at skarpe knoglestykker skærer sig gennem huden, og derved forandrer et
lukket brud til et åbent brud, nedsættes.
Det kan ikke tilrådes, at førstehjælperen foretager udretning (reponering) af brud. Udretning af brud
kan retfærdiggøres, hvis blodcirkulationen er ophørt nedenfor bruddet. Da det imidlertid kan være
svært at afgøre om dette er tilfældet, bør man overlade denne beslutning til personale med den
rette uddannelse. I forbindelse med knoglebrud kan der i enkelte tilfælde ses et voldsomt blodtab.
Blødningen kan stamme fra selve knoglen eller fra iturevne kar omkring brudstedet. Ved lukkede
brud kan det være vanskeligt at opdage blødningen, idet blodansamlingen kan fordele sig i vævet i
hele legemsdelen. For eksempel kan der i overarmen, ved brud på overarmsknoglen eller i
underbenet, ved brud på skinnebenet dannes blodansamlinger på 0,5-1,5 liter og ved lårbensbrud
kan 1-2,5 liter ansamles i låret. Brud på knoglerne i bækkenet, hvor knoglestykker kan ødelægge
de store blodkar i bækkenhulen, kan føre til hurtig og voldsom blødning. Blodansamlingen kan
25

sprede sig i bughulens bagvæg og vise sig ved blåfarvning af huden på flanker og ryg.
Blodansamling i bughulen kan, i alvorlige tilfælde, være op til 4 liter stor.
Ledfladerne kan ved vrid, overstrækning eller slag forrykkes i forhold til hinanden i større grad end
normalt. Forskydningen kan føre til at ledkapsel og -bånd brister, hvorved ledhoved og ledskål kan
forskydes fuldstændigt i forhold til hinanden og ledhovedet fastlåses uden for ledskålen. Udover
læsion af selve leddet er der også stor risiko for læsion af omkringliggende strukturer som kar og
nerver, og ofte findes der også knoglebrud i forbindelse med ledskred. Ledskred, hvor de to
ledflader er forskudt fuldstændigt i forhold til hinanden kaldes luksation, mens ledskred, hvor
ledfladerne stadig er i delvis kontakt, kaldes subluksation. Ved luksation er læsionen sædvanligvis
så omfattende, at også kar og nerver omkring leddet er beskadigede. Ødelæggelse af kar og
nerver kan være forårsaget af den påvirkning, som skabte ledskredet, men andre forhold gør sig
også gældende. Kar og nerver løber tæt forbi leddet og kan klemmes mellem de to knogler. Dette
kan i nogle tilfælde føre til afklemning af blodforsyning eller nervebaner, i nogle tilfælde med varige
mén til følge.
Ved et ledskred vil den tilskadekomne have svære smerter og være ude af stand til at bevæge
leddet. Der vil i nogle tilfælde kunne ses formforandring og hævelse omkring leddet. Det kan være
vanskeligt at skelne mellem ledskred og knoglebrud. Ledskred skal betragtes, og behandles, som
brud indtil det modsatte er bevist. Førstehjælperen skal støtte leddet i findestillingen og på den
måde hindre læsionen i at udvikle sig yderligere. Støtte af leddet vil også have en smertelindrende
effekt. Smertelindring med ispose kan desuden også forsøges.
Forstuvninger (forvridninger) opstår ved vrid eller overstrækning af et led. Ved en forstuvning er
påvirkningen kun i stand til at skabe en delvis overrivning af ledbånd og/eller -kapsel, og løsheden i
leddet er mindre udtalt, og ledfladerne kan ikke forskydes i samme omfang, som ved et ledskred.
Symptomerne på en forstuvning er smerter, som forværres ved belastning og bevægelse. Det
forstuvede led hæver, på grund af blødning, i løbet af kort tid og der kan ses blodudtrækning i
huden ud for leddet. Hævelsen giver anledning til øget tryk i vævet, som bliver spændt og ømt. Det
forøgede tryk påvirker smertefølsomme nerveceller i området, hvorved der opstår smerte.
Tilsammen vil blødning, hævelse og forhøjet tryk give dårlige betingelser for heling.
Førstehjælp til forstuvninger kan beskrives med huskereglen R-I-C-E: Rest - Ice -
Compression - Elevation eller, fordansket: Ro - Is - Kompression - Elevation).
Efter en forstuvning skal leddet holdes i ro for at forhindre yderligere læsion af leddets strukturer.
Generelt bør hvile af leddet være af 1-2 døgns varighed, og belastning skal undgås. Så snart det
er muligt skal genoptræning begyndes, i starten med let belastning og bevægelse i alle retninger.
Ved korrekt behandling kan de fleste forvente at være kommet sig indenfor nogle uger.
Jo hurtigere blødning i vævet standses, jo mindre
bliver hævelsen, og jo hurtigere vil læsionen heles.
Kølingen skal derfor iværksættes snarest muligt.
Køling virker smertelindrende og får samtidig
blodkar i området til at trække sig sammen, hvorved
hævelse af leddet modvirkes. Kølingen skal omfatte
hele det ramte område - også i dybden. Køledybden
afhænger af tiden der køles. Jo længere tid, jo
dybere. Varigheden og kølemåden skal derfor
tilpasses læsionen, for eksempel skal
køleperioderne for et knæ være omkring 30
minutter, men for et fodled 10-15 minutter.
Kølespray giver kun en effektiv køling i en dybde
ned til 3-4 mm, og kun mens der sprayes, mens
køling med ispose virker længere og dermed
dybere.
26

Gennem de første 2-3 timer efter tilskadekomst skal området køles konstant for at standse
blødningen effektivt. Herefter vil blødningen være aftaget og køling vil da hovedsagligt have
smertelindrende effekt. Gennem de næste 3-6 timer skal der køles med pauser. Hver halve times
køling følges af en pause af samme varighed. Isposen bør ikke lægges direkte på huden, et stykke
stof mellem hud og ispose nedsætter risikoen for kuldeskader såvel som ubehag ved kølingen
mindskes.
I den første tid efter forstuvningen skal leddet løftes (eleveres). Ved at løfte leddet højere end
hjerteniveau nedsættes blodtrykket i vævet, hvilket modvirker hævelse af leddet. Liggende stilling
med det forstuvede led hævet på puder højere end kroppen (i en vinkel cirka 45° i forhold til
underlaget) vil i praksis kombinere ro og elevation i tilstrækkeligt omfang. Leddet skal holdes
eleveret lige så længe, som belastning skal undgås, det vil sige 1-2 døgn.
Forbinding med elastikbind vil modvirke hævelse og støtte leddet så overbelastning undgås. Den
komprimerende forbinding er en væsentlig del af førstehjælpen, og bidrager i stort omfang til at
hævelsen modvirkes. Ved anlæggelse af elastikbindet skal det strammes let. Opstår der
føleforstyrrelser, smerter eller skifter huden nedenfor forbindingen farve (til bleg eller blålig) skal
elastikbindet lægges om. Elastikbind bør kun være anlagt i vågne perioder af døgnet.
Forbindinger anvendes til fiksering af et sårkompres eller til stabilisering af led og knogler samt til
modvirkning af hævelse. En forbinding bør lægges, ikke rulles på. Dette gøres ved at trække så
meget bind fra bindrullen, at det passer til et skift fra hånd til hånd. Bindet lægges med let tryk, og
skal straks have den rigtige retning. Den første tur dækkes helt af anden tur, så bindet låses. De
følgende ture bør dække to tredjedele af den foregående turs bredde. Forbindingen vil herved
udøve et ensartet tryk over hele fladen, og der kommer ikke hævelse på grund af vekslende tryk
mellem de enkelte ture. En forbinding må ikke ligge så stramt at den genere. Kommer der sovende
fornemmelse nedenfor forbindingen, hævelse eller blåfarvning af huden, skal forbindingen straks
lægges om.
27