Kapitel 2 Håndtering af den tilskadekomne - BEREDSKABSSKOLEN

2. Håndtering af den tilskadekomne
Cirka halvdelen af alle traumebetingede dødsfald sker umiddelbart i forbindelse med tilskadekomst
indenfor de første minutter, eller indenfor en time, som direkte følge af læsionerne. Dødsårsagen
er ofte svære læsioner af for eksempel hjerne, rygmarv eller kroppens store blodkar. Indenfor de
næste timer efter tilskadekomst vil yderligere ca. 30 – 35 % af dødsfaldene finde sted. Årsagerne i
denne gruppe af tidlige dødsfald er læsion af brystkasse, lever, milt og/eller bækken med deraf
følgende stort blodtab og iltmangel – sidstnævnte eventuelt på grund af blokering af luftvejene i
forbindelse med bevidstløshed. De resterende cirka 15-20 % af dødsfaldene indtræder sent i de
efterfølgende 2 til 5 uger efter tilskadekomst og skyldes blandt andet svær blodforgiftning og
organsvigt.
Medens de umiddelbare dødsfald næppe kan undgås uanset hvor hurtig, at selv meget store
ressourcer sættes ind på at redde den tilskadekomne, kan de tidlige dødsfald i stort omfang
forebygges ved hurtig og kvalificeret præhospital og hospitalsbehandling af den tilskadekomne.
Dette er baggrunden for begrebet ”den gyldne time” som dækker over den iagttagelse, at
tilskadekomne der modtager definitiv behandling indenfor en time efter tilskadekomst, har større
sandsynlighed for overlevelse, end de som først modtager den definitive behandling på et senere
tidspunkt.
Optimal behandling af tilskadekomne afhænger af indsatspersonalets evner til at erkende
tilstedeværende såvel som mulige læsioner, man skelner i denne forbindelse mellem stumpe og
skarpe traumer. Stumpe traumer kan medføre påvirkning af vævet på flere måder f. eks. Kan
organer knuses eller knogler brække ved voldsomt tryk eller træk. Disse kræfter kan opstå ved et
frontalt sammenstød med høj hastighed, hvor der sker en nærmest øjeblikkelig nedbremsning.
Den del af kroppen som rammes først bremses, mens den bagvedliggende del af kroppen
fortsætter bevægelsen, indtil de ligeledes er bremset efter sammenstød. Ud over den kraftige
kompression der dermed kommer af organerne, vil de også blive udsat for et kraftigt træk, idet en
del af organerne kun er fæstnet til resten af kroppen et enkelt sted. Derved kan blodkarrene til
organet blive overrevet helt eller delvist.
Ved skarpe traumer er det et forholdsvist lille område af huden, som bliver ramt, hvorved huden
brister. Et skarpt traume kan f.eks. være et stiktraume, hvorved der opstår en sønderdeling af
vævet forårsaget af et skarpt instrument. Omfanget af læsionen afhænger naturligvis af størrelse,
længde, form, skarphed og dybden hvormed instrumentet er trængt ind i kroppen, men også af
hvilke dele af kroppen, der er ramt. Alvorligst er læsioner i brystkassen og i bughulen.
For at identificere livstruende tilstande hurtigt sker undersøgelse af tilskadekomne i en prioriteret,
systematisk rækkefølge under den primære vurdering, hvor livstruende tilstande behandles straks
de identificeres – inden undersøgelse af den tilskadekomne fortsætter. Denne undersøgelses- og
behandlingsstrategi, det såkaldte ABCDE princip anvendes altid og omfatter vurdering af følgende
områder:
A – Airway: Luftvejshåndtering og sikring af halshvirvelsøjlen
B – Breathing: Vurdering af vejrtrækning, herunder kunstig ventilation
C – Cirkulation: Vurdering af kredsløb, herunder kontrol af blødning
D – Disability: Vurdering af nervesystemet
E – Expose/Environment: Overblik over den tilskadekomne og beskyttelse mod temperaturfald
Ad A: Enhver form for luftvejshåndtering hos tilskadekomne omfatter sikring af halshvirvelsøjlen
mod utilsigtede bevægelser eller stillinger. Sikringen kan ske manuelt ved at hovedet støttes i
findestillingen. Den manuelle stabilisering kan endvidere suppleres med anlæggelse af stiv
halskrave. Anlæggelse af halskrave må kun udføres af særligt uddannet personel.
6

Sikring af frie luftveje kan opnås ved at trække
underkæben frem, ved at rense mundhulen med
fingrene, ved sugning af mundhule og svælg eller ved
brug af tungeholder. Spærring af luftvejene skal
identificeres ved at se, lytte og føle efter
vejrtrækningsbevægelser og lyde. Åbenlys spærring
af luftvejene skal fjernes, før man forsøger at skabe
frie luftveje, idet dette nedsætter risikoen for at
spærringen flyder bagud i luftvejene.
Ad B: Ved åndedrætsstop indledes straks kunstigt åndedræt med mund-til-mund metode, via
mund-til-maske metode eller ved brug af ventilationspose. Sidstnævnte er dog forbeholdt særligt
uddannet personale. Alle tilskadekomne skal, såfremt der er mulighed for det, gives ilttilskud
snarest muligt, uanset om der er spontan vejrtrækning eller om der skal foretages kunstig
ventilation. Hvis den tilskadekomne har vejrtrækning, skal denne vurderes over en periode af ½ til
1 minuts varighed. En vejrtrækningsfrekvens under 12 pr. minut eller over 30 pr. minut skal
medføre understøttende kunstigt åndedræt. En frekvens på 12-20 pr. minut betragtes som normal,
medens en frekvens på 20-30 pr. minut nødvendiggør tæt observation. Iltmangel kan give sig
udtryk i manglende samarbejdsvilje, stridbarhed eller direkte aggressivitet hos den tilskadekomne.
Ad C: Vurdering af kredsløbet indledes med standsning af synlige blødninger, primært med direkte
tryk mod og løft af det blødende sted. Kan blødningen ikke standes på denne måde, kan
afklemning af pulsårerne mellem hjertet og det blødende sted anvendes. Herved mindskes
blodforsyningen til det blødende område, hvormed blødningen bør aftage. Afklemning af pulsåren
kræver kendskab til anatomi og metoden kræver derfor særligt uddannet personale. En sidste
metode i forbindelse med voldsomme blødninger kan være anlæggelse af knebelpres. Metoden
indebærer en fuldstændig afsnøring af blodforsyningen og vil derfor i sin yderste konsekvens
medføre total vævsdød med deraf følgende amputation. Under krigs og katastrofer kan
anlæggelse af knebelpres dog være relevant.
Blodcirkulationen skal sikres, så den tilskadekomne har en følelig puls. Ved cirkulationssvigt
indledes hjertemassage.
Ad D: Synlig læsion af kranie, hjerne eller rygsøjlen skal identificeres under dette punkt, såvel som
der skal foretages en grov vurdering af nervesystemets funktion ved vurdering af
bevidsthedsniveau, pupilstørrelse, bevægeevne og følesans. En grov vurdering af den
tilskadekomnes bevidsthedsniveau kan ske ved at afgøre, om han er vågen, svarer på tiltale,
reagerer på smertepåvirkning eller er ukontaktbar. En grundigere vurdering af bevidsthedsniveau
kan foretages med Glasgow Coma Scale (GCS), som omfatter vurdering af den tilskadekomnes
øjenåbning, verbale respons og motoriske respons. For hvert af de tre punkter scores en værdi for
det bedste respons, som tilsammen kan give fra 3 til 15 point, hvor 3 svarer til en dybt bevidstløs
person og 15 til en vågen person orienteret i tid, sted og egne data.
Ad E: Fuldstændig afklædning på skadestedet, for at identificere eventuelle skader, vil bidrage
mærkbart til afkøling af den tilskadekomne og dermed have negativ indflydelse på dennes tilstand,
hvorfor man præhospitalt må affinde sig med et kompromis. Afklædning på skadestedet bør kun
finde sted i det omfang, det er strengt nødvendigt for at identificere og behandle livstruende
læsioner i forbindelse med punkterne A-D. Fuldstændig afklædning bør kun finde sted, når den
tilskadekomne er inden døre, det være sig i ambulance eller på sygehus eller under særlige
omstændigheder på venteplads. I forbindelse med afklædning af kroppen, skal det sikres, at der
ikke foretages en unødvendig blottelse af den tilskadekomne i fuld offentlighed.
Afhængig af den tilskadekomnes tilstand vil kroppens varmetab være forøget, samtidig med at
kroppens temperaturregulering er ineffektiv, hvorfor underafkøling også kan opstå i eller behageligt
vejrlig. Underafkøling er en tilstand, som skal forhindres i at opstå, derfor skal den tilskadekomne
snarest muligt pakkes i tæpper, helst opvarmede og bringes i læ, på venteplads eller i ambulance.
Indpakningen kan eventuelt suppleres med antishockfolie.
7

Ud over den fysiske førstehjælp og behandling af tilskadekomne, skal redningsmandskabet også
kunne udvise en hensigtsmæssig psykisk adfærd overfor tilskadekomne. Den der kommer til skade
eller pludselig bliver syg, har behov for information. Eftersom personen ikke selv har kontrol over
situationen, vil der melde sig en lang række spørgsmål, f.eks.
• Hvad er der sket med mig?
• Hvorfor befinder jeg mig her?
• Hvem er de mennesker der er omkring mig?
• Hvad skal der ske nu?
• Hvor længe vil det vare?
Før man giver information, må man vurdere hvilken type information den tilskadekomne eller syge,
har brug for. Hvis han føler sig mest tryg ved at kende til mange detaljer om situationen, bør han
naturligvis have disse, såfremt de kan medvirke til hans aktive deltagelse i sin egen behandling.
Det hjælper ham til at føle, at han ikke har mistet hele kontrollen over sin situation. Føler han sig
på den anden side mest tryg ved at overlade ansvaret og kontrollen til førstehjælperen,
ambulancefolk og sygehuspersonale, skal informationen begrænses, så personen ikke føler, at
han alligevel bliver pålagt et uønsket ansvar. Når man som førstehjælper, ambulancemand,
sygeplejerske, læge eller i anden sammenhæng arbejder med en akut tilskadekommen eller syg,
er det vigtigt at tale med personen selv. Mange begår den fejl, at de i stedet taler til pårørende eller
andre omkring personen. Hvis der f.eks. ligger en person på gaden og der står nogle personer på
stedet, er man tilbøjelig til at spørge ”hvad er der sket med ham?” frem for at sætte sig på hug og
spørge ”Hvad er der sket med dig?” Hvis personen er bevidstløs er situationen selvfølgelig en
anden, men det bør man undersøge, før man taler hen over hovedet på den tilskadekomne eller
syge.
Ud over informationen og samtalen med den tilskadekomne, er det også vigtigt at man giver
ambulancemandskabet så mange oplysninger som muligt om forløbet inden de overtager den
tilskadekomne, herunder hvilke skader der er konstateret og den tilskadekomnes
bevidsthedsniveau. På de efterfølgende sider er gengivet den ambulancejournal som benyttes af
ambulancemandskabet.
8