Mejeristen 1 2010 - Danske Mejeristers Fagforening

Da Aars mejeri rejste til Chile
Grunden til at dette indlæg kan skrives kender de fleste
vist til.
Aars mejeri lukkede i sensommeren 2007. Det var hurtigt
klart, at der ikke var andre som kunne overtage
bygninger samt maskiner. I foråret 2008 var man i gang
med, at nedtage udstyret i osteriet som var solgt til et
mejeriselskab i Chile.
Ved et tilfælde kom jeg i kontakt med den danske projektleder,
som også havde stået for salget. Vi talte om
anlægget, hvordan det havde kørt osv., og da vi skiltes
ville han gerne have mit tlf. nr., da det var muligt, at
de skulle bruge noget hjælp for at starte anlægget op
igen. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde forestillet
mig, at det blev til virkelighed.
Efter flere samtaler og møder, kunne jeg godt se, at det
kunne blive en oplevelse for livet.
I foråret 2009 var der lavet en plan for, hvornår vi skulle
i gang. Aftalen blev at vi skulle to mejerister (Karl og
undertegnede) af sted på skift for at hjælpe anlægget
i gang.
Optakten til monteringen af mejeriet var lidt problemfyldt.
Der skulle bygges en ny fabrikshal, hvor hele det
nye osteri skulle være. Bygningen af det nye osteri tog
længere tid end forventet, så der var derfor først klar
til montagen af osteriudstyr i marts. I april rejste Jens
som havde stået for nedtagningen i Aars til Osorno.
Osteriet skulle stå på samme måde som i Aars. Ostetankene
skulle dog placeres lidt anderledes, da der var
god plads i det nye osteri. I starten af maj rejste Tommy
af sted. Han havde været elektriker ved nedtagning, så
han kendte lidt til det.
I Osorno havde Jens og Tommy fået hjælp af Søren
som også er uddannet mejerist, men havde boet og
arbejdet flere år i Chile, som opstarter i hele Sydamerika
og derfor kunne tale spansk. Inden min afrejse fik
jeg flere mails og telefonopkald fra Chile. Når der var
tvivl, blev jeg brugt som livline.
Endelig blev det sidst i juni og min tur til at komme af
sted. Kufferten var pakket og så begyndte den lange
rejse. At flyve er ikke det jeg har gjort mest i, så der var
lidt spænding ved afrejsen fra Aalborg. Der blev vinket
til familien, som skulle nyde det gode danske sommervejr
herhjemme. Jeg selv måtte ned til masser af regn
og en temperatur på ca. 5 grader om dagen, let frost
kunne forekomme.
I Kastrup mødtes jeg med min rejsemakker Kristian,
som skulle være programmør på projektet. Efter flyskifte
i Paris startede vi på næsten 14 timer i luften og
efter ca. 11.800 km var vi i Santiago, Chile. Efter lidt
ventetid gik det videre sydpå, og i lufthavnen i Osorno
blev vi varmt modtaget af Jens og Tommy. Det var
rart. Endelig fremme efter 30 timer undervejs. I Osorno
8
øsregnede det. Vi blev indlogeret på vores hotel, ikke
noget vildt og voldsomt, men rent og pænt.
Gensynet med osteriet og ostetankene var lidt mærkeligt.
Jeg stod og betragtede de maskiner, som jeg i så
mange, mange timer havde arbejdet med. Til tider kunne
jeg bande det hele langt væk, men der var også rigtig
mange gode minder sammen med mine ”gamle” kollegaer.
Det var en underlig følelse jeg stod med i maven.
Sikkerhed er meget vigtig i Chile, så sikkerhedsbriller,
-sko og -hjelm, skulle vi bære når vi var på mejeriet.
Den første uge gik med at få forpressekarrerne til at
virke. Det viste sig at være en større opgave. Der var
en del montagefejl i elkabler, der måtte laves IO test
flere gange.
Programmet til udskæringen viste sig desværre at
have taget skade pga. fugt. Efter flere forsøg måtte vi
til sidst erkende at vi ikke kunne få programmet til at
virke.
Plan B blev sat i gang. Kristian måtte lave et nyt program
for udskæring i forpressen.
Langsomt fik vi mere og mere til at virke, men der kom
hele tiden nye fejl. Det kunne være en luftslange som
vendte forkert eller følere/ledninger som ikke var monteret
rigtig. Når vi fandt fejl som de lokale smede eller
elektrikere skulle rette for os, måtte vi indstille os på en
del ventetid. De lokale håndværkere kan lave alt. Det
skete bare ikke altid så hurtigt, som vi kunne have ønsket
os. For at udnytte ventetiden måtte vi være kreative
og starte på noget andet.
Vore spanske gloser strakte ikke langt, og de ansatte
på mejeriet kunne heller ikke tale meget engelsk,
så der blev brugt fingersprog. Større problemer måtte
løses ved hjælp af Søren eller de to ansatte i produktionen
som kunne engelsk.
Efter 14 dage var vi ikke kommet så langt som vi havde
håbet. Cip havde vi ikke kørt noget af endnu. Der var
prøvet med lidt vandskub igennem rørene. Derefter
begyndte det langsomt at gå fremad. Mere og mere