XXX - Nyt Liv

formået at opbygge deres helt eget religiøse
system, udsprunget af deres eget hjerte (Jer
23,16-32).
Det er altså ifølge Bibelen muligt, at det helt
store flertal af dem, som benævner sig Guds
folk i virkeligheden ikke er det. Ja, Bibelen
advarer stærkt imod de vranglærere inden for
menigheden, som helt sikkert vil komme og
lede mange vild – i et større og større omfang
frem mod Jesu genkomst (Matt 24,3-13).
En grund at stå på
Det er ikke let at stå alene blandt mennesker.
Det er Jeremias det allerstærkeste eksempel
på, når han frembærer Guds sande ord midt i
hele den menneskelige religiøsitet, som hersker
i samfundet. I dybet af sin ensomhed kan
Jeremias løfte røsten mod Herren og råbe sin
frustration ud:
”Dagen lang er jeg til latter, alle spotter mig.
Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om
vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer
mig dagen lang kun spot og spe. Når jeg
sagde: ‘Jeg vil ikke tænke på ham og ikke
mere tale i hans navn‘, kom der i mit hjerte
en brændende ild, den rasede i mine knogler.
Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære
det!” (Jer 20,7-9).
En utroligt rammende beskrivelse for alle, der
har oplevet modstand for sandhedens skyld.
Det er ikke noget attraktivt kald at stå ene
mand med Guds budskab. Men der var i Jeremias’
hjerte en brændende ild, der rasede i
knoglerne, så snart han prøvede at lukke
munden.
Luther erfarede i sin kamp noget af den
samme plage, som Jeremias blev udsat for.
Men han var i sin samvittighed helt bundet
til Skriftens ord – og dette fik Luther lov til
at opleve ikke blot som en plage, men også
NYT LIV
2-2011
som en fortrøstning og en sikkerhed, som han
kunne bygge på med frimodigt sind. Da Luther
i 1521 udpensler sin ensomheds plage,
kan han videre skrive:
”Det varede ved, lige indtil Kristus styrkede
og bekræftede mig med sit eget sikre ord, så
mit hjerte ikke mere hamrede, men modstod
dette argument fra pavetilhængerne, som en
stenbred modstår bølgerne, og lo ad dets trusler
og stormen.”
Luther står fast på sit – ikke fordi han er en
særligt stærkt udrustet person, som i sig selv
har kræfterne til at stå imod bølgerne og
stormvejret; men fordi han står på den faste
klippegrund, som Skriften er. Han bygger alt
på det ord, som ikke er opstået i noget menneskes
hjerte (1 Kor 2,9).
Som Jeremias ikke kan lade være med at tale
Herrens ord, sådan kan Luther ikke fortie
Skriftens klare vidnesbyrd.
Deri har Luther sin frimodighed – ikke i sig
selv og sin egen tankeklarhed, men i det ydre
ord, som altid er klart som det levende vand;
Ordet, som er udsprunget af den Eviges egen
Ånd.
Pavens nøgne ord
Luther var ikke den type menneske, som solede
sig i modvinden og nød at være på tværs.
Tværtimod havde Luther livet igennem stor
respekt for traditionen.
Der er ingen grund til at tro, at Luther ikke
mente sin indbydelse til teologisk debat alvorligt,
da han hamrede teserne op på døren
til Slotskirken. Med indbydelsen håbede han
på enten at få medhold eller at blive modsagt
og overbevist på Skriftens grund.
Luther sendte også teserne til ærkebiskoppen,
Albrecht af Mainz, som havde fået afladshandlen
som sit ansvarsområde, i håb om en
reaktion fra denne.
53