Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

Det rene vand
Viborg Vandværk 1900 - 2000
af Henning Ringgaard Lauridsen
Forord
Vand er en af de daglige goder, som vi ikke kan undvære. Vi bruger vand fra vi står op til vi
går i seng: Til vores morgenkaffe, når vi går i bad eller børster tænder, når tøjet skal vaskes og
i mange andre situationer. Ind imellem åbner vi endda lidt på vandhanen for at vande
gulerødderne i kolonihaven, hvis jorden er ved at være for tør.
I Viborg har vi nu haft rent og godt vand i hanerne i hundrede år. Den 1. maj 1900 begyndte
Viborg Vandværk at pumpe vand ud til byens borgere, og i anledning af jubilæet har Viborg
Kommunale Værker fornøjelsen at udsende denne lille bog, der fortæller historien om vores
fælles vandforsyning. Den er skrevet af museumsleder Henning Ringgaard Lauridsen, som i
bogen beretter om, hvad rent vand har betydet for viborgensernes sundhed og velvære
gennem hundrede år.
Det er i øvrigt tankevækkende, i hvor høj grad en effektiv vandforsyning har haft indflydelse
på sundhedstilstanden. I tidligere tider var der mange, som ikke brugte ret meget vand på den
personlige rengøring, hvis man skal tro forfatteren Jeppe Åkjær. I sine erindringer fortæller
han, at bønderne dengang kun blev vasket rigtig grundigt to gange i deres liv: Når de fødtes
og når de døde. Begge gange uden deres egen vilje og vidende!
Det blev der rettet op på, da borgerne fik lagt vand ind i husene om end der gik en del år,
inden alle familier fik installeret et moderne badeværelse. Mange viborgensere på over de ca.
50 har sikkert som jeg oplevet at blive vasket i en stor balje på køkkengulvet lørdag aften.
Også familiens storvask var besværlig dengang. Tøjet blev kogt i en gruekedel i vand tilsat
brun sæbe, alt imens en fortættet damp fyldte hele bryggerset eller vaskekælderen. Når tøjet
havde kogt en tid, blev det med en gråhvid vaskestok halet op og lagt over i den store
zinkbalje, der skramlede mod stengulvet. I mine forældres hus, som blev opført i 1952, var
zinkbaljerne blevet erstattet af murede, flisebeklædte skyllekar, og den gasfyrede gruekedel
var blevet suppleret med en håndbetjent vaskevugge i træ – vaskebrættets afløser.
I dag har vi fuldautomatiske maskiner og hårde hvidevarer og masser af rent og godt vand i
hanerne. Det er et gode, som vi måske ikke tænker så meget over i dagligdagen – men som
det fremgår af den spændende historie om vores fælles vandværk, er det et gode, som ikke er
kommet af sig selv.
Viborg, maj 2000
Johannes Stensgaard
borgmester

Indledning
For de fleste mennesker er det en fuldstændig dagligdags ting at åbne for vandhanen eller
bruseren og forsyne sig med varmt eller koldt vand i rigelige mængder. Kun i de meget
sjældne tilfælde, hvor der af en eller anden grund ikke kommer vand ud af hanen, tænker vi et
kort øjeblik over betydningen af altid at have frisk vand til vores rådighed.
Sådan har det bestemt ikke altid været. Før viborgenserne fik fælles vandværk for hundrede år
siden var det en yderst besværlig sag at skaffe sig det daglige vand og tilmed var vandet ofte
både grumset og bakteriefyldt, men siden man ikke kendte til andet, accepterede man tingenes
tilstand.
I sidste halvdel af 1800-årene brød industrialiseringen igennem i Danmark. Industriens
fabrikker og arbejderboliger krævede plads, og byerne fik brug for en effektiv vandforsyning
og et ordentligt kloaksystem. Allerede i 1850’erne kommer da også de første kommunale
vandværker i større danske provinsbyer.
I Viborg blev det ved snakken i mange år. Sagen blev rejst i byrådet for første gang i 1883,
men mange, lange og til tider følelsesladede drøftelser skulle der til, inden rådet i 1898
omsider besluttede, at byens borgere skulle tilbydes vand fra et kommunalt vandværk.
Selv da var en del grundejere fortsat hidsige modstandere af den slags nymodens
installationer. Alligevel gik anlægsarbejdet i gang, og den første liter af det friske
vandværksvand fossede ud af hanen den 1. maj 1900. Og derefter gik der ikke lang tid, før
den moderne vandforsyning var meget populær blandt borgerne.
Men hvad har det egentligt betydet for Viborgs borgere, at de nu i hundrede år har haft
adgang til frisk og rent vand? Det skal der fortælles lidt om i dette lille skrift.
Offentlige brønde
Den offentlige vandforsyning i Viborg bestod helt frem til 1900 af sølle fem fællesbrønde. Én
fandtes på Gammeltorv ved den østlige ende af det gamle rådhus. På Hjultorvet lå en anden
brønd, der var gravet i 1801 og uddybet i 1846. Den tredie brønd, som var fra 1843, befandt
sig på hjørnet, hvor Ll. Sct. Hans Gade løber ud i Sct. Mogens Gade. Stedet er i dag markeret
med en pumpe. Ved Sct. Mathias Port på hjørnet mod Gravene, over for det nuværende
Westend, fandtes den fjerde, mens den sidste af de offentlige brønde var at finde oppe for
enden af Gravene ved Gl. Vagt. De to sidstnævnte var gravet i 1841.
Brøndene hørte til byens samlingssteder. Her kom kvarterets beboere, vel tjenestepigerne
især, hver morgen og aften med deres spande, båret ved hjælp af et åg over skulderen, for at
hente vand. Og mens de stod på skift og pumpede, har lejligheden budt sig, at de kunne
udveksle lidt nyheder, og en og anden fangede vel også lidt sladder, som hun kunne tage med
sig hjem. På andre tider af dagen var det måske et par vognmænd, som standsede op for at de
og deres heste kunne slukke tørsten. Vandpumpen ved brønden i Sct. Mogens Gade var også
populær blandt børnene på vej hjem fra skole. Et par slag med pumpearmen og vandet

plaskede ud. En sjat vand kunne være godt en varm sommerdag, men også sjovt at samle i
hænderne eller i en hat og smide efter kammeraterne.
Virksomheder i byen, som hentede meget vand ved de offentlige brønde, måtte betale en årlig
afgift til kommunen. De typiske ”storkunder” var bryghuse, farverier og garverier. Afgiften
indbragte dog oftest mindre end det kostede at vedligeholde dem, men vedligeholdes skulle de
af hensyn til brandberedskabet. Brøndene tjente også andre offentlige formål, idet en af byens
vognmænd på varme dage kørte rundt og vandede gaderne. Når rendestenene stank for meget
eller hvis de var fyldt af sand og slam, bestilte kommunen ham også til at skylle dem rene.
Da byen fik vandværk i 1900, blev tre af brøndene straks sløjfet, mens pumpen ved Sct.
Mathias Port og den i Sct. Mogens Gade kunne bruges nogle få år endnu. I 1913 blev brønden
i Sct. Mogens Gade tilkastet som den sidste. Da var der kun en bruger tilbage, nemlig
skomagermester Th. Juels enke, og hun fik gratis installeret en vandhane, mod at hun frasagde
sig retten til at benytte den offentlige pumpe.
Viborg-søerne var den store vandreserve, som byens borgere tyede til, både i tilfælde af brand
og når der skulle vaskes storvask. Byens offentlige vaskeplads lå på en åben plads ud til
Nørresø ved Borgvold. Fra en vandpost kunne man pumpe vandet op direkte fra søen, og her
kom vaskekonerne året rundt for at vaske, blege og tørre tøj.
Forholdene var dog langt fra ideelle. I 1852 sendte vaskekonerne ligefrem en anmodning til
kommunalbestyrelsen, hvori de henstillede, at der blev anskaffet en ny platform eller vaskelad
ved søen. Kvinderne skrev, at de i alt for mange år havde døjet ondt under udøvelsen af deres
vistnok ikke misundelsesværdige arbejde, særligt deres fødder led under at måtte udholde det
våde og kolde elements ubehageligheder, fordi de ikke havde et ordentligt fundament at stå
på. Foruden et nyt vaskelad ønskede de også nye pæle på tørrepladsen, idet tidens tand havde
hentæret de fleste af de gamle. Vaskekonerne fandt det dog fornødent at ledsage anmodningen
med en diskret trussel. De skrev i brevet at skulle anmodningen til byrådet mod forventning

ikke blive imødekommet, havde konerne besluttet at foreslå deres generalforsamling, at man
som en ny paragraf i lovene skulle optage, “fremtidigt ikke at vaske for
kommunalbestyrelsens medlemmer!”
Det var jo til at tage og føle på: Fik vaskekonerne ikke deres krav opfyldt, var det slut med at
vaske byrådsmedlemmernes snavsede undertøj!
Private brønde
Foruden de fem offentlige brønde fandtes talrige private. Adskillige håndværkere havde en
brønd i baggården, og sandsynligvis var samtlige købmandsgårde og alle byens landbrug
udstyret med private brønde. Længere tilbage i tiden var der tale om åbne brønde, men
omkring år 1900 havde de fleste fået monteret en håndpumpe, hvor spanden kunne hænge på
tuden, mens man hævede vandet ved at trække i pumpestangen. Ind imellem gik mekanikken
dog i stykker, og det var et vanskeligt arbejde for smeden at reparere dem, idet han måtte
kravle ned i brøndskakten for at klare tingene.
Farligere var det dog at grave eller uddybe en brønd. Faktisk medførte det ind imellem
ulykker med dødelig udgang. Edvard Hammershøy, der i sidste del af 1800-årene var
skomagermester i Viborg, fortæller om to tilfælde, hvor en brønd skred sammen omkring et
menneske. Den ene ulykke skete hos Edvards far.
Faderen, Christian Hammershøy, drev skomagervirksomhed på hjørnet af Vestergade og
Gravene, hvor han tillige havde et betydeligt garveri, som krævede en del vand. Hammershøy
ønskede derfor i 1847 at få gravet en ny brønd i gården. Brøndgraveren arbejdede sig ned til
et vandholdigt lag og begyndte så på murerarbejdet, men begik åbenbart den fejl at fjerne
nogle afstivninger på et for tidligt tidspunkt. Pludselig skete et skred og skomageren kunne
hjælpeløst se på, at jorden slog sammen over manden nede i brønden. I godt et halvt døgn sled
en flok mænd med at grave ned til den stakkels brøndgraver, men han var død, da de omsider
kunne trække ham fri af jord og mudder.
Vandet i de private brønde var ofte af en betydelig hårdhedsgrad, og mange samlede derfor
regnvand i store kar, så de havde blødt vand til rådighed, når husmoderen gik i gang med
storvask i familien. Andre henvendte sig til en af byens vognmænd og bestilte en tønde vand
hentet op fra søen, da vandet herfra var blødt og særlig egnet til vask.
Dunsten fra de åbne kloakker
Vand er uundværlig i madlavningen. At der er tale om frisk og rent vand, er imidlertid helt
afgørende for, om familiens medlemmer er sunde og raske.
I løbet af 1800-årene blev flere og flere efterhånden klar over, at overfladevand og vand fra
beskidte brønde var en medvirkende årsag til den høje dødelighed især blandt børn.
Sundhedsfaren lå blandt andet i, at en række smitsomme sygdomme udbredes med vandet.
Meget af det vand, som stod i de små private brønde, var overfladevand, og på regnfulde dage
kunne vand fra byens mange møddinger sive ned i brøndene. Sundhedsfaren var åbenlys.

I 1862 fik Viborg en sundhedsvedtægt og en sundhedskommission, der bl.a. skulle tilse, at
byens brønde blev forsynet med dæksler. Møddinger skulle også ifølge vedtægten ligge
mindst tre alen - knap 2 meter - fra brønde. Folk skulle sørge for, at deres latriner blev kørt
væk om natten eller i de tidlige morgentimer, og virksomhederne måtte kun lukke
ildelugtende spildevand ud i gadens rendestene tidligt om morgenen. Rendestenene skulle
derefter skylles med vand.
Afledningen af spildevandet var i det hele taget et stort problem så længe der hverken var
rindende vand eller nedgravede kloakrør. Fra de enkelte huse flød afløbsvand udover og ned
gennem gaderne. Efter hvert regnskyl stod der store søer rundt på gader og stræder, så man
skulle være mere en heldig, hvis man nåede gennem gaden uden våde sokker.
Spildevandsproblemerne var især store ud for garverier, brænderier og farverier, fordi folkene
her anvendte store mængder vand i produktionen. Meget bedre så det ikke ud omkring de godt
40 landbrug, som i datidens Viborg lå inden for bygrænsen. De havde både heste, køer og
svin i staldene, og uden for stalddøren lå møddingsdyngen, hvorfra der sivede vand.
Viborgs beliggenhed i et bakket landskab havde naturligvis visse fordele for beboerne på
bakketoppene, når de skulle slippe af med spildvand og regnvand. Fra de højtliggende gader i
bymidten samledes og strømmede det enten gennem St. Sct. Mikkels Gade eller gennem
Gravene og Dumpen og videre ud i søen. I smågaderne var det ikke alle ejendomme, der
havde afløb til gaden. I stedet løb spildevandet ud i gårdene og haverne, hvor det stod og
dannede søle og pløre, inden det sank i jorden.
Embedslæge Lind, der virkede i midten af 1800-årene, klagede ofte over svineriet i byens
gader. I sine indberetninger skrev han, at ”uddunstninger i stillestående, forrådnende og
hentørrende vand i gadens rendesten er højst skadelige for sundheden”. Han kunne i 1851
opremse en lang række gader, hvor råddent vand stod som stinkpøle. De største syndere var
byens handskemagere, som udbredte en pestilentialsk luft og stank. Handskemager Topp lod
løbe igennem gaderne strømme af rådne materier, der udbredte en så utålelig stank, at alle
passerende følte sig i høj grad forulempet derved. Der burde ifølge lægen gøres noget radikalt
for at standse eller forandre dette afskyelige uvæsen og svineri. Han foreslog derfor, ”at så
længe det ikke er forbudt handskemagerne at drive deres skidne håndtering midt inde i
Viborg, at de så skulle skaffe deres rådne og stinkende vand ud af byen i tønder.”
Et særligt problem var det, når afløbsvandet frøs til is. I de sidste tre årtier af 1800-årene blev
byens hovedgader og torve brolagt, og ved samme lejlighed anbragte vejmyndighederne flere
stenkister for at opsamle spildevandet. Men når vandet frøs i rendesten og stenkister, løb nyt
vand andetsteds hen. Flere kluntede forsøg på at forbedre forholdene blev gjort. Et af dem
skyldtes et tragikomisk uheld, som ramte byens fornemme amtmand.
Den uheldige stiftamtmand var kammerherre, baron G. E. Fr. Rosenkrantz, som var en ganske
korpulent herre. En vinterdag skulle han krydse Gammeltorv, men ak, han mistede balancen
og gled om på isen, der var ved at dannes på en kæmpepøl af afløbsvand. Ikke blot fandt den
store mand sig selv liggende våd og beskidt midt i al sølet; kammerherren slog tillige sin hofte
slemt.

Så kom der røre i andedammen. Kommunen ansatte skyndsomt en mand med den bosjevistisk
klingende titel “Gadekommissær”. Her var der tale om en gammel afskediget underofficer,
som fik til opgave at sørge for, at byens husejere fik ophugget de render i isen, som var
nødvendige, for at vandet kunne trække bort. Og det skulle han som gammel soldat nok sørge
for! Til at begynde med regnede det med bøder eller med tilsigelser til borgerne om at møde
op på rådhuset, men snart lurede folk ham af. Kommissæren nøjedes med en enkel daglig
inspektionstur, og når han havde været forbi i gaden, blev der sjældent hugget mere is den
dag. Så var man lige vidt, og forholdene blev ikke forbedret, før byrådet besindede sig til at få
anlagt et kloaksystem. Det begyndte man på i 1880'erne, men effektivt blev systemet først, da
byen fik et vandværk, som sikrede en ordentlig gennemskylning.
Brandvæsen og vandvæsen
I tilfælde af brand er det uhyre vigtigt, at brandvæsenet hurtigt kan fremskaffe rigelige
vandforsyninger. Før vandværket trak ledningerne igennem byens gader var
brandslukningsarbejdet derfor sjældent særlig effektivt. Vandet skulle enten hentes i søen i
vandvogne eller fra den nærmeste offentlige brønd. Det krævede et stort mandskab og mange
frivillige. Hver af byens fem sprøjter havde derfor tilknyttet fire “brandofficerer”, foruden
fem strålemestre, ni slangebærere, to fanebærere, 25 pumpere og 17 vandbærere. Også til
arbejdet med nedbrydning, redning og vandforsyning var der tilsammen udpeget godt et par
hundrede mand, og tilsammen var over 500 af byens ca. otte tusind borgere i 1885 udskrevet
til tjeneste i brandkorpset.
Når ild brød løs, rykkede de ud. Ved pumpen stod stærke brandsvende og trak i pumpearmen,
og vandet blev bragt til brandstedet, ved at folk dannede kæder og lod brandspande gå fra
hånd til hånd. Byens vognmænd blev også kommanderet ud for i ildtempo at køre med
vandvognene fra søen til det brændende hus. Særlig effektivt var det ikke, og det mest
effektive, som brandkorpet kunne foretage sig, var da også at undgå, at ilden bredte sig til
nabohusene. Viborgs mange bybrande vidner om, at det ikke altid lykkedes.
Vandværkets første år
Debatten om et vandværk i Viborg startede som nævnt allerede i 1883. Anledningen var, at
kyndige folk havde undersøgt vandforholdene i forbindelse med flytning af kirkegården ud til
Rødevej og her gjort den opdagelse, at byens vand ikke var grundvand, men overfladevand.
Ikke mindst distriktslæge Heiberg påpegede sundhedsrisikoen ved drikkevand fra brønde, der
samlede nedsivet overfladevand.
Flertallet i byrådet lod sig dog ikke anfægte af det. De mente vandet smagte udmærket og et
vandværk ville let blive en bekostelig affære for skatteyderne. Debatten blev genoptaget med
mellemrum i de følgende år, og modstandernes argumenter og forslag var ind imellem ganske
kreative. For eksempel foreslog én, at byens vognmænd systematisk kunne rulle rundt i
gaderne med vandvogne og sælge til husholdningerne. En anden mente, det måtte være godt

nok at pumpe vand op fra Nørresø. Eventuelt kunne man så lede kloakudløbene uden om
søen. En tredie mente, en bæk nord for byen kunne levere udmærket vand.
Det er anført, at en tragisk brandulykke i 1897 gav stødet til, at Viborg omsider fik sit
vandværk. Sikkert er det i alt fald, at debatten blussede op på ny, men foruden de åbenlyse
problemer med vandforsyningen ved ildebrande, var der flere og flere, som blev
opmærksomme på sundhedsrisikoen ved en elendig vandforsyning. Derimod indgik det ikke i
drøftelserne, at man i de små hjem ville kunne slippe for besværet med i al slags vejr at skulle
slæbe vand ind i krukker og spande, i det øjeblik byen fik et fælles vandværk. Men de fleste
debattører havde uden tvivl tjenestepiger derhjemme til at tage sig af det besværlige.
Brandulykken i 1897 ramte bagermester Aalkjærs ejendom i Sct. Mathias Gade. Tre unge
mennesker indebrændte, og efter branden lød der en voldsom kritik af redningsindsatsen.
Brandvæsenets materiel var utidssvarende, men det hang igen sammen med, at
vandforsyningen var elendig. Så længe større vandmængder ikke kunne fremskaffes, var nye
brandsprøjter ikke til megen hjælp.
Kort efter ulykken nedsatte byrådet et udvalg, der skulle arbejde med anlæggelsen af et
vandværk. I sommeren 1898 var den politiske proces så langt fremme, at byrådet med 11
stemmer mod tre vedtog at anlægge værket. Herefter gik ingeniører og brøndborere i gang
med at finde frem til de bedste kilder. Valget faldt på området ved Nørresø nær Sct. Kjelds
Vej. Her havde prøveboringer været ganske lovende, og kommunen købte i januar 1899 de
nødvendige arealer.
Vandværket nøjedes i starten med otte boringer ned til et vandførende lag. Vandværksvandet
kom fra såkaldte artesiske boringer, idet det vandførende lag lå under vandstandsende lag,
således at grundvandet i det vandførende lag var under et vist pres. Når boringen gik igennem
det vandstandsende lag, blev grundvandet presset op gennem hullet. Ved boringerne ved
Nørresø viste presset sig at være så stort, at det nåede op i en højde af fem meter over søens
vandspejl. Boringerne var mellem 18 og 23 meter dybe.
Anlægsarbejdet, der kom ud i offentligt licitation i foråret 1899, var ganske omfattende. Ved
boringerne ved Sct. Kjelds Vej skulle bygges en stor vandbeholder samt maskin-, kedel-, kul-
og beboelseshus og på Skottenborg et vandtårn. Hertil kom det store arbejde med at nedlægge
hovedvandledninger og stikledninger samt naturligvis også installation af vandhaner hos de
husejere, som havde bestilt tilkobling. Et vandværk krævede også pumper, der skulle pumpe
vandet ud til forbrugerne og op i vandtårnet samt naturligvis en stor dampmaskine til at
trække pumperne. Dampmaskinen blev i øvrigt ret hurtigt afløst af en gasmotor.
Det store byggeri- og anlægsarbejde forløb ikke helt smertefrit. I sommeren 1899 herskede
der uro på det danske arbejdsmarked. Storkonflikten, der ved sin afslutning kom til at
fastlægge de fagretslige regler i Danmark, ramte også Viborg, idet de organiserede
arbejdsgivere valgte at lock-oute deres fagorganiserede arbejdere, hvilket i Viborg blandt
andet ramte svendene, der arbejdede på opførelsen af vandværksbygningen. Derimod blev
udlægningen af vandledninger ikke berørt. Uroen betød dog, at færdiggørelsen trak ud et par
måneder, så anlægget først kunne prøvekøres i foråret 1900. Vandet strømmede under pres op
fra de otte boringer til den store vandbeholder, og herfra pumpede dampmaskinen vandet ud i
nettet.

Vandværkets start forløb en anelse famlende. De første dage kneb det blandt andet med at få
så meget tryk på vandet, at det nåede ud til alle. Da vandet så omsider fyldte rørene i de
fjerneste huse, kneb det efterfølgende med at få flere af forbrugerne til at tænke sig om. Nogle
viborgensere lod nemlig vandhanerne stå åbne dag og nat i begejstring over at have rindende
vand i huset. Vandtårnets beholdning tømtes derved i løbet af et par timer, og i aviserne måtte
vandværksbestyreren indskærpe, at hanerne altså skulle lukkes om natten.
Problemer var der også med at få dampmaskinen og pumperne til at yde det, de skulle, og i
vinteren 1900-1901 frøs så vandrørene. Næsten ingen ejendomme i byen havde vand, og
vandværksudvalget måtte indrømme, at ingeniøren havde klokket i det. Rørene lå ikke dybt
nok i jorden og der manglede aftapningshaner på stikledningerne.
Vandværket blev dog kureret for “børnesygdommene”, og allerede i 1905 var efterspørgslen
efter det kommunale vand så stort, at man måtte i gang med den første udvidelse. Fire nye
boringer kom til, en af B & W’s nye dieselmotorer afløste gasmotoren, en større
samlebeholder blev bygget i 1908. Året efter fik værket endnu en dieselmotor og i 1918 blev
der foretaget endnu tre boringer.
Ledningsnettet fik i øvrigt brandhaner allerede i 1902. Herefter indledte vandværket et fast
samarbejde med brandvæsenet. I tilfælde af brand underrettede brandstationen straks
vandværket og i løbet af få minutter var der fuld tryk på ledningerne.
Som bestyrer af det nye vandværk ansatte byrådet i 1899 mekanikus Eduard Bruun som
maskinmester og fhv. møller Johannes Jensen som assistent. Eduard Bruun, der var
viborgenser, havde svendebrev som smed og virkede i mange år som håndværksmester, indtil
han forsøgte sig som vandværksbestyrer. Han blev imidlertid ramt af sygdom og fratrådte
efter eget ønske allerede 1. oktober 1900. Som ny maskinmester ansatte byrådets
vandværksudvalg en anden lokal smed, nemlig Laurits Peter Larsen. Han blev på posten
indtil sin død i 1925.
Byens vækst
Ved vandværkets start i 1900 var Viborg først lige begyndt at krybe udenfor den gamle
bygrænse, som i århundreder havde fulgt Reberbanen, Gravene og Dumpen. Byens første
vandtårn på Skottenborg lå ved opførelsen i 1899 i ensom majestæt udenfor byen. Nærmeste
nabo var Arbejdsanstalten, som amtet havde opført ved Overdammen i 1882. Mellem
vandtårnet og byhusene lå endnu dyrkede marker, men billedet ændrede sig i det følgende
årti. Boyesgade blev anlagt i 1902, og et nyt boligkvarter voksede frem mellem Grønnegade
og Boyesgade.
Et andet og større vækstområde lå syd herfor, idet banegården i 1896 var flyttet fra Søndersø
op til sin nuværende plads. Herved opstod en ny bydel mellem Dumpen, Jernbanegade og
Toldbodgade med en blanding af industri og boliger i etagebyggeri. I 1910'erne og 1920'erne
krøb byen videre vestover med etageejendomme langs Jyllandsgade og villahuse langs
Slesvigsgade, Fredensgade og i “trækvarteret” vest for Overdamsvej. Spredt bebyggelse kom

langs Århusvej og ved Søndermarkens skole, mens et lidt isoleret boligkvarter voksede frem
omkring Middagshøjvej sydvest for jernbanen.
Viborgs vækst i yderområderne betød for vandværket et fortsat behov for at udbygge
ledningsnettet. En relativ kraftig befolkningstilvækst i århundredets begyndelse skabte
imidlertid også et betydeligt boligbyggeri i den gamle bydel, hvilket også øgede presset i
vandledningerne. Især i byens hovedgader Sct. Mathias Gade, Vestergade og St. Sct. Mikkels
Gade blev de lave købstadshuse revet ned og erstattet af etageejendomme med forretninger i
stuen og boliger i anden og tredie etage. Byens vækst efter århundredskiftet, både i fysisk
udstrækning og i antallet af indbyggere, skabte derfor hurtigt et behov for nye udvidelser på
vandværket.
Første Verdenskrig skabte i den forbindelse særlige problemer. Anlægsarbejder turde man
ikke binde an med, og efterhånden blev den daglige drift ganske besværlig. Værst så det ud i
1917, da tyskerne erklærede uindskrænket ubådskrig, hvilket betød, at vandværksbestyreren
fik store bryderier med at skaffe brændstof til de to dieselmotorer. I første omgang forsøgte de
ansatte at få en lille dampmaskine til at trække pumperne, med den viste sig for lille til at
klare spidsbelastninger. Rationeringer måtte der til. Klokken 18 standsede man derfor
pumperne og lukkede for det ene vandtårn. Når byen havde brugt de 100 m 3 i det andet tårn,
var den tørlagt indtil næste morgen kl. 6. Fingersnilde teknikere gik imidlertid efter en snak
med en ingeniør på B & W i gang med at ombygge den ene dieselmotor, så værket kunne
anvende tørvegas som energikilde. Så var der igen vand til aftenkaffen.
Vand til billige priser
Afgifterne på vandet blev naturligvis gennem årene et diskussionsemne blandt politikere og
forbrugere. I de første år blev afgiften beregnet efter antal vandhaner, hvilket betød, at
forbrugerne ikke blev ansporet til at spare på vandet. På tørre og varme sommerdage kunne
det forhold presse vandværket mod dets maksimale ydeevne. En køkkenhane kostede iøvrigt
6 kr. om året og en vaskehushane 3 kr. I en ejendom kunne beboerne også være fælles om en
gårdhane. Den kostede 10 kr., men så måtte alle også benytte hanen.
En særlig gruppe var erhvervskunderne. De fik vand til en lidt lavere pris end de private
forbrugere, men det gjorde det ikke mindre vigtigt at have lidt styr på, hvor meget vand der
fossede ud af hanerne i fabriksbygningerne. Det blev klart for både politikere og borgere i
forbindelse med en sag i 1912, hvor bryggeriet Odin nok var ”hovedskurken”, men hvor
vandværksudvalgets medlemmer langt fra var uskyldsrene.
Sagen startede med en livlig drøftelse i byrådet om forbrugsafgifter og vandpriser.
Vandværksudvalget ønskede priserne hævet for erhvervskunder, idet de kunne påvise, at
kommunen faktisk tabte penge på at levere vand til store kunder som for eksempel Odinbryggeriet.
Alligevel undlod direktør Pehrsson på Odins generalforsamling ikke at brokke sig
over, at byrådet ville forhøje prisen på vand.
Den gode brygmester skulle nok have holdt sin mund ved den lejlighed. En tid senere kunne
Viborg Amts Socialdemokrat nemlig bringe en historie om, at Odin faktisk allerede i 1908

havde fået lagt en ekstra stikledning ind. Det særlige ved den ledning var, at der hverken var
vandmåler eller afgift på ledningen. Hvor store mængder gratis vand, bryggeriet egentligt
måtte tappe fra ledningen, var tilmed en noget grumset sag. Fakta var imidlertid, at bryggeriet
i løbet af kort tid fik installeret adskillige nye skyllemaskiner netop i det rum, som
stikledningen forsynede.
Debatten om Odins aftapningshane blev særdeles højrøstet og sagen dukkede op i
lokalpressen adskillige gange i 1912 og 1913. Vandværksudvalget kunne jo ikke være
uvidende om stikledningens eksistens, mente socialdemokraterne i byrådssalen. Og ganske
rigtigt, udvalget måtte gå til bekendelse. Odin havde fået ledningen lagt ind i 1908 efter en
forhandling, hvor bryggeriet havde truet med at grave deres egen brønd, hvis de ikke fik
vandværksvandet til en lavere pris. Ingen i det daværende udvalg kunne imidlertid klart
erindre, hvilken mundtlig aftale der blev indgået omkring maksimal forbrug af gratis vand.
Udvalgsformanden mente dog, de havde varetaget kommunens interesser, idet det ville være
et større tab at miste bryghuset som kunde.
En vis sammenblanding af interesser var der imidlertid tale om. Et af de tre medlemmer i det
daværende vandværksudvalg var fabrikant Peter Schneevoigt, og han var også aktionær og
bestyrelsesmedlem i bryggeriet Odin. Byrådet måtte da også tildele vandværksudvalget en
”næse”, mens bryggeridirektør Pehrsson tilbød at betale en mindre erstatning og en bøde på
10 kr., mod at han til gengæld fik en skriftlig hæderlighedserklæring fra byrådet. Det
borgerlige flertal forhindrede derved en kulegravning af hele sagen. Det blev således aldrig
fastslået, hvor mange tusind m 3 vand Odin tappede på kommunens regning i de knap fire år.
Viborg Amts Socialdemokrat mente at kunne regne sig frem til, at forbruget havde været ti
gange større end den mængde, som erstatningsbeløbet dækkede, men flertallet accepterede
forliget, om end Pehrsson ikke fik den ønskede hæderlighedserklæring.
Træk og slip
Hos de mere velhavende borgere i Viborg skabte det nye vandværk en forventning om, at man
nu omsider kunne slippe af med natpotter og “das”. De såkaldte vandklosetter eller wc’er var
kendt fra andre byer, og naturligvis var der også mange viborgensere, som gerne ville
forbedre de sanitære forhold i huset med et moderne “træk og slip”.
Vandværksudvalget ville gerne være imødekommende over for de mange forespørgsler, som
begyndte at komme ind straks efter, at der var vand i ledningsnettet. Imidlertid gik det
langsomt med at slippe af med gamle latriner, som typisk stod og hørmede i små huse i
gårdene eller i aflukker i vaskehus eller bryggers. Årsagen var byens dårlige kloakforhold.
Et par borgere mente, det gik for langsomt i byrådet med at bane vejen for de nye
vandklosetter. Hotelejer Otto Preisler tog derfor sagen i egen hånd. Han installerede wc på
hotellet uden at spørge om tilladelse. Så var balladen der, både i byrådet og i pressen.
Myndighederne anførte, at der ikke var tilstrækkelig rindende strøm i Søndersø og at
kloakken det sidste stykke ned gennem den nuværende Sct. Jørgensvej løb i en åben grøft
hvorved udskylning af wc’er herigennem ville være en ret uhygiejnisk affære. Preisler
forsvarede sig med, at han havde gravet septiktank, og at vandet derfra skam var næsten rent.

Tillige var der et godt fald fra Sct. Mathias Gade og ned til søen, så gennemstrømningen
gennem kloakken og grøften var god. Argumenterne prellede dog af, og Preisler måtte pille
sine vandklosetter ned igen.
Den restriktive holdning blev fastholdt nogle år endnu. I 1905 søgte værten på det nye
afholdshotel eksempelvis også om en tilladelse, men ansøgningen blev afvist med henvisning
til, at kloaknettet fortsat ikke kunne bære vandmængden fra vandklosetterne, og at
udledningen i søen ville have farlige følger for sundhedstilstanden i byen. Tilladelsen fik han
først i 1912. Stiftamtmanden havde da som den første i byen året før fået en særlig tilladelse
til at installere ”træk og slip”, mod at han lod grave en septiktank.
Nogle husejere valgte løsningen med at grave septic-tanke, som ikke blev sluttet til
kloaknettet. Det var dog en relativ dyr løsning og var kun muligt for dem, der havde en tilpas
stor grund. Først fra 1920'erne var kloaksystemet i Viborg så udbygget, at det kunne dække
behovet. Derfor gik det stærkt med indretning af vandklosetterne i mellemkrigstiden. I 1930
havde godt 30% af Viborgs boliger fået wc, mens beboerne i 56% af byens boliger i 1940
kunne slutte deres toiletbesøg til den karakteristisk skyllende lyd i rørene, fremkaldt af et træk
og et slip.
I 1938 kunne kommunen indvie det første rensningsanlæg ved Søndersø, og i løbet af
1940'erne blev kloaknettet kraftigt udbygget også i byens yderkvarterer. Det betød, at alle nye
huse og lejligheder blev indrettet med wc, og de fleste fik også badeværelse. I de første år
efter krigen fik mange beboere i de gamle lejligheder også installeret wc. Især gik det stærkt,
efter at byrådet i 1953 vedtog en ny sundhedsvedtægt, der gjorde det obligatorisk med wc i
alle boliger i byen inden november 1958 på nær i bygninger, der var saneringsmodne og snart
skulle rives ned. I en del ældre ejendomme kunne håndværkerne dog ikke finde en ordentlig
placering til et toilet, og løsningen her blev at installere fællestoiletter på hver etage. Af
Viborgs samlede boliger havde de tre fjerdedele derfor i 1960 eget toilet, mens næsten alle
beboerne i resten havde adgang til et fællestoilet. Kun beboerne i mindre end 5% af
lejlighederne var tvunget til at sætte sig ud på de mindre hygiejniske dasser.
Mellemkrigsårene
Verdenskrigen 1914-1918 samt vanskelighederne med at fremskaffe materialer i de første
efterkrigsår forsinkede den udbygning af vandværket, som efterhånden var nødvendig for at
følge med væksten i Viborg. På de varmeste sommerdage midt i jordbærsæsonen 1923
skelede vandværksbestyreren nervøst til vandmålerne. Pumperne kørte på fulde tryk for at
pumpe vand nok ud i de godt 23 km. vandledninger, nogle af boringerne løb i perioder tomme
og vandstanden i vandtårnene faldt i betænkelig grad i dagtimerne. Dagsforbruget satte ny
rekord på 2341 m 3 . Under en sådan topbelastning ville en ildebrand være en ganske alvorlig
sag.
Vandværksbestyreren fik overbevist sit udvalg om, at der måtte gøres noget. Strategien var
dengang styret af en tankegang, som også har kendetegnet vandværket i de sidste årtier: Både
at anvende vand med omtanke og at fremme værkets effektivitet. Det lykkedes således i
begyndelsen af tyverne at få installeret vandmålere hos alle de tilsluttede ejendomme på

nettet, hvilket lagde en dæmper på forbruget i de enkelte husstande. Boringerne blev også
øget fra 19 til 22 i 1925, tilmed var det langt mere effektfulde boringer, idet de var på 6
tommer, ført ned til 46 meters dybde. Året efter blev pumpekapaciteten øget med en ny
dieselmaskine på 150 HK. I 1927 stod et nyt vandtårn, der kunne rumme 500 m 3 , færdigt på
Fælledvej. Det erstattede dog værkets andet vandtårn, som var opført i beton i 1906. I 1935
havde ledningsnettet nået en udstrækning på 35 km. Næste fase i værkets udvidelse kom i
1936, da en ekstra dieselmotor og pumpe krævede, at bestyrerens lejlighed måtte lægges til
maskinhallen. I stedet fik han en ny bestyrerbolig umidelbar vest for værket.
Viborg Stifts Folkeblad besøgte vandværket en varm junidag i 1939. Anledningen var, at
forbrugerne rundt i en række byer i landet måtte spare på vandet i sommerperioden, mens
andre byer skulle bruge mange penge på rensning af vandet som følge af urenheder, salte og
mineraler.
Viborg var langt bedre stillet. Her var der rigeligt og godt vand, som uden behov for rensning
strømmer op fra 22 boringer i undergrunden. Journalisten fik naturligvis forevist den store
vandbeholder, hvor vandet fra boringerne samledes. Beholderen kunne rumme 750 m 3
vand,
og det var herfra, at maskinhallens tre motorer med tilhørende pumper sendte drikkevandet ud
i ledningsnettet. Fik dieselmotorerne lov at snurre med maksimal kraft, ville de kunne pumpe
725.000 liter vand ud til forbrugerne i timen, men det havde der endnu i 1939 aldrig været
brug for. Det gennemsnitlige timeforbrug lå på en trediedel. Den sidst installerede pumpe, der
kunne klare 325 m 3 , var derfor i det daglige alene om at forsyne husstandene og holde det to
vandtårne fyldte. Ledningsnettet var i 1939 nået op på 38.680 meter, idet vandledningerne
nåede Nørremølle i nord, Undallslund i vest, Søndermarkens skole i syd og Vinkelvej i øst. På
nettet var der tilsluttet 11.450 vandhaner.
Vandværksbestyreren kunne også på sine målere følge rytmen i vandforbruget rundt i de små
hjem. Forbruget var størst fra kl. 9 og henad middag, hvor der åbenbart blev vasket, skrubbet
og skuret. De store vaskedage var mandag, tirsdag og onsdag. Også virksomhederne havde
deres største forbrug i formiddagstimerne. Gennemsnitsforbruget i perioden var 275 m 3
. Om
eftermiddagen var der igen et gennemsnitsforbrug på 225-230 m 3
mellem halvto til henad
fem. Mellem seks og syv om aftenen kunne vandværket registrere, at manden kom hjem fra
arbejde og blev vasket, hvorefter opvasken fulgte lidt senere. Havevanding i sommertiden
skete især mellem seks og otte, eller søndag formiddag. En varm sommereftermiddag lå
forbruget derimod lavere. Da var folk ved skov og strand.
Besættelsen og de stille år i halvtredserne
Vandværket oplevede i besættelsesårene de samme besværligheder med at skaffe olie, som
det var tilfældet under første verdenskrig. Men vandværkets folk havde erfaringen fra
dengang, og i 1942 ombyggede de igen dieselmotorerne, så de kunne køre på tørvegas. Det
var en dårligere energikilde, men det lykkedes stort set at klare sig igennem uden
driftsforstyrrelser. Store tørveskure stod de tre sidste krigsår på arealet, hvor nu Søparken
ligger. En del af tiden havde tyskerne i øvrigt vagtstue i vandværkets forkontor, og mens
vandværkets ansatte passede deres arbejde med pumper og maskiner, havde
besættelsesmagten vagter gående rundt udenfor mellem tørvestakkene.

Især i 1940 og 1941var vintrene hårde. I februar 1940 frøs det så hårdt, at stikledningerne
konstant frøs om natten. Hovedledningerne i Slesvigsgade og på Spidstoften blev ligefrem
frostsprængt, og foruden at vandværkets folk havde al besværet med reparationer og
optøningsforsøg i den bidende kulde, måtte de også skaffe vognmænd, der kunne køre rundt i
gaderne med vandvogne for at forsyne de ramte husstande. Under en række hårde frostnætter i
februar 1941var vandforsyningen mange steder så truet, at værket foreslog folk at lade vandet
løbe en lille smule hele tiden for derved at undgå, at det frøs i rørene. Skader skete der også på
det gamle vandtårn, idet den i marts 1941 blev frostsprængt.
Verdenskrigen skabte ikke alene problemer for olieforsyningen til værkets maskiner. Det var
også svært at få reservedele til at vedligeholde materiellet og ledningsnettet. Værre for mange
borgere var det imidlertid, at næsten al byggeri gik i stå i de år, hvilket betød, at boligmanglen
voksede støt.
Også i de første efterkrigsår var det vanskeligt for håndværkerne at fremskaffe
byggematerialer og det gik trægt med byggeriet i Viborg såvel som i andre byer. Viborg
Byråd havde ellers forberedt et stort boligbyggeri umiddelbart nordvest for katedralskolen,
idet store dele af Brostrøms Planteskole var opkøbt og udlagt til boligområde. I 1947 kunne
byens borgmester dog tage det første spadestik i det store boligkompleks, der fik navnet
Digterparken. To år senere kunne beboerne flytte ind i de første 36 lejligheder, og i de næste
år fortsatte byggeriet af både lejligheder og villaer på det store areal.
Byens vækst i nordbyen betød, at vandværket måtte udvide kapaciteten. Der blev anlagt fire
nye boringer langs søbredden, så den samlede indvindingskapacitet blev på 1,6 mill. m 3
årligt.
Et nyt vandtårn måtte der også til for at bevare trykket i Nordbyen, hvor både de mange
lejligheder i Digterparken og store villakvarterer kom til i de år. Ved selve vandværket var der
i 1950 – trods besværligheder med at fremskaffe cement - rejsegilde på en tilbygning til
maskinhallen, en bygning, som skulle rumme et iltnings- og filteranlæg, samt en ny
rentvandsbeholder. Dermed var vandværket igen godt rustet en tid. Det kunne endda i 1959
udvide sit forsyningsareal, idet værket påtog sig at forsyne beboerne på den anden side af
Nørresø. En 525 meter lang plastledning blev i den anledning lagt gennem Nørresø. Først med
det store byggeboom i tresserne begyndte værket igen at få kapacitetsproblemer.
Fra slutningen af halvtredserne var der også byggeaktivitet på byens nye industriarealer, først
ved Middagshøjvej og snart efter vest for den nye Ringvej. Det gav efterhånden en del flere
nye erhvervskunder, omend en del var virksomheder, som flyttede ud fra bymidten. Blandt de
nye storkunder var tekstilfarveriet Nortex.
Til kamp mod lus og fnat
Den forbedring af vandkvaliteten, som vandværket sikrede viborgenserne, medvirkede til en
bedre sundhedstilstand. Frisk luft, sol og renlighed var vigtig i kampen mod tuberkulosen,
som dog endnu var ganske udbredt i 1920'erne. En række andre sygdomme blev efterhånden
sjældnere, tyfus forekom typisk kun i mindre antal og den frygtede sygdom var næsten
forsvundet efter første verdenskrig. Paratyfus dukkede op en gang imellem i begyndelsen af

århundredet. I 1932 omtalte embedslægen f.eks. en mindre epidemi i Nørremøllekvarteret,
hvilket fik ham til at kræve en bedre kloakering af yderkvartererne.
Så var der betydningen af den personlige hygiejne. Det gamle ord: “Renlighed er en god ting,
sagde kællingen. Hun skiftede særk nytårsdag!” holdt vel knapt, omend det kunne være sin
sag med regelmæssig badning, så længe det kolde vand skulle hentes ved brøndpumpen, og
selv efter at der var lagt vand ind i huset, nøjedes de fleste i det daglige med en sparsom vask
af dele af kroppen ved køkkenvasken. Badeværelser, centralvarme og rindende varmt vand i
hanerne lod vente på sig. Badning foregik i mange hjem i en stor balje på køkken- eller
dagligstuegulvet i forbindelse med den månedlige vaskedag, men ikke hos alle. Fnatmider og
lus var udbredt, og det ubehagelige småkravl blev først for alvor trængt i defensiven i
mellemkrigstiden. Da havde flere og flere husmødre fundet ud af, at kogevask af undertøj,
lagner og pudevår var effektive bekæmpelsesmidler.
Offentlige bademuligheder var der ikke mange af i byen. I 1880’erne havde bagermester
Støttrup i Ll. Sct. Hans Gade i forbindelse med sit dampbageri også indrettet et badeanlæg,
som nu ikke gik alt for godt. Støttrup var dog på banen igen, efter at vandværksvand havde
forbedret vandforsyningen. Han annoncerede derfor i 1904 med, at den nyindrettede
badeanstalt havde åbent fra otte morgen til ni aften. Her kunne tilbydes temperede styrte-,
skelet-, sæde- og brusebade alle ugens dage; rabatordninger lokkede han også med: I karbad
kunne 2 ukonfirmerede børn bade på én billet.
Også militærets folk kunne komme i bad, efter at en militær badeanstalt i 1935 blev indrettet
ved eksercerhuset på Rødevej. Her var der dog også et par aftner om ugen åbent for civile
borgere fra byen. Også Østre Skole fik indrettet badefaciliteter, og blev man indlagt, kunne
man i det nye amtssygehus fra 1889 få et bad, omend det først var med installation af
centralvarmeanlæg i 1908, at badeanlægget kunne betegnes som fuldt tidssvarende. Ved
samme lejlighed fik hospitalet anskaffet wc’er med vandklosetter i alle afdelinger.
En egentlig varmtvands-badeanstalt stod længe på byrådets ønskeliste. Forslaget var fremme
første gang i 1930. Kort efter krigen tog rådet en beslutning om at opføre badeanstalten og
måske senere også en svømmehal i Grønnegade, men der blev ikke i første omgang bevilget
penge nok til byggeriet. Realiseringen trak derfor i langdrag. I 1949 fik man ministeriets
tilladelse til at rive den gamle Garnisonsskole i Grønnegade ned. Dermed lå arealet klar til
byggeri, men først i 1955 lykkedes det, blandt andet via statslån, at komme videre med sagen.
Argumentet blandt politikerne var fortsat, at en varmvands-badeanstalt var en påkrævet
investering for at højne folkesundheden, men ønsket om at supplere med en svømmehal
indgik også. Flere andre byer havde fået svømmehal,og der var røster fremme om, at der
måske var mere fremtid i en svømmehal end i en badeanstalt. I november 1955 stod
badeanstalten dog færdig med plads til 100 mennesker ad gangen. Arkitektfirmaet Fritz og
Jens Madsen havde tegnet bygningen.
I forbindelse med debatten om et offentlig badeanstalt i 1948 satte Viborg fokus på borgernes
manglende muligheder for at blive skrubbet og skuret. Viborg Stifts Tidende konstaterede, at
15.000 viborgensere, svarende til 3/4 af byens indbyggere, ikke havde badeværelse og måtte
klare sig med “vandpjask i dagligstuen og sæbe i frikadellerne”, altså lidt “etagevask” i en
balje. Mulighederne uden for hjemmet for at komme i bad begrænsede sig til den kommunale
badeanstalt i eksercerhuset på Rødevej og den private lysbadeanstalt i Sct. Mathias Gade.

Kapaciteten på Rødevej var ca. 60 personer pr. dag, mens lysbadeanstalten kunne betjene 20
mennesker. Stillede alle de badetrængende viborgensere op i køen ville det betyde, at de højst
kunne blive vasket to gange om året.
Varmt vand i hanerne
Givetvis kom badeanstalten i Grønnegade for sent. Fra slutningen af halvtredserne begyndte
det at gå stærkt med forbedringen af de sanitære forhold i de private hjem, og i takt med, at
flere og flere byggede badeværelser derhjemme, faldt interessen for det offentlige bad.
Kun 14% af alle boliger i Viborg havde badefaciliteter i 1930, mens tallet i 1940 var vokset til
29%. Centralvarme og varmt vand fandtes kun i ca. 10% af boligerne i 1930, i 1940 hos
omkring 25%.
Efter 1950 gik det rask fremad. I de store byggerier i f.eks. Digterparken og Ringparken var
alle lejlighederne med badeværelse. De havde centralvarme, og i kælderen var der indrettet
fælles vaskerum, tørrestuer og strygestuer. Også de fleste nye enfamilieshuse fra
halvtredserne blev udstyret med badeværelse. I årene 1959 til 1972 kom så det store
byggeboom. Da blomstrede velfærdssamfundet med en hidtil ukendt materiel velstand,
hvilket betød at flertallet af danskerne nu kunne glæde sig over både bad og toilet,
fuldautomatisk vaskemaskine og andre hårde hvidevarer.
Velstandsbølgen skabte også en anden kropskultur med ændrede normer for den personlige
hygiejne. Nu blev det efterhånden almindeligt med et dagligt brusebad for stort set alle i
familien og det spillede heller ikke længere en større rolle efter en enkelt dags brug lige at
smide tøjet ind i vaskemaskinen. Den nybagte parcelhusejer ville også gerne fremvise en
smuk grøn græsplæne, så den blev regelmæssigt vandet, mens familiens bil hver lørdag blev
spulet og vasket, så den præsenterede sig for naboerne. Alt dette øgede i høj grad folks
vandforbrug.
To nye vandværker
Efterhånden havde vandværket udnyttet den fulde kapacitet for vandindvinding ved Nørresø.
Forbruget var nået op på 2 mill. m 3
årligt, og i foråret 1964 undersøgte geologer undergrunden
for alternative vandførende lag i Nørremølleområdet.
Egentligt var det ganske imponerende, at vandindvindingsarealet langs søen alene i så mange
år havde kunnet dække byens behov, men i 1966 stod det klart, at der i Viborg skulle to nye
vandværker til. I ti-året 1956-1966 steg befolkningstallet i Viborg med ca. 2.000 mennesker,
hvilket svarede til et par procent, mens vandforbruget i samme periode steg med 50%. I 1966
lå årsforbruget på 2.200.000 m 3 vand. Fra maj 1966 skulle Overlund tilsluttes nettet, omend
det var meningen, at Overlund Vandværk fortsatte driften indtil Viborgs kapacitet var udvidet.
Det ene af de nye værker blev placeret i den sydlige bydel, hvor boligbyggeriet bredte sig på
Søndermarken og Teglmarken. De sydlige og østlige forstæder, Hald Ege, Bruunshåb og
Birgittelyst, fik også i rask tempo udlagt parcelhuskvarterer. Sydværket, der blev taget i brug i

1968, kom til at ligge ved Vejlevej nær Vindt sø. Straks efter kunne vandværket i Overlund
lukkes.
Nordværket ved Aalborgvej blev taget i brug to år senere, og dermed var der kapacitet til at
dække byens udvidelser mod nord og vest. I 1970'erne havde ledningsfolkene imidlertid også
travlt med at føre kilometervis af ledninger til den nye storkommunes landsbysamfund i
Finderup, Ravnstrup, Hjarbæk, Kølsen og Løgstrup. Tapdrup fik dog først vand fra Viborg i
1998.
Allerede i 1965 var to nye plastledninger på 100 mm i diameter ført tværs gennem Nørresø til
Overlund. Her var der for alvor gang i byggeriet. Overlund mere end tredoblede sit
boligområde mellem 1960 og 1972, og kort efter kommunesammenlægningen i 1970 startede
opførelsen af boligblokke og parcelhuse i den stort projekterede Houlkær bydel. I 1973
gravede ledningsfolkene et nyt vandrør ned fra Nordværket i en bue udenom Nørresø til en ny
pumpestation i Houlkær. Forbruget af vand var fortsat i voldsom stigning i første del af
1970'erne. Det årlige forbrug i 1973 lå på 3.500.000 m 3 , og hvis stigningstakten fortsatte,
måtte der nye boringer til.
Nordværket viste sig i øvrigt at blive lidt af et mønsterværk. Driftsmæssigt var og er det
billigt. Det skyldes at vandkvaliteten er meget fin, og at værket fik nogle nyudviklede
dykvandspumper fra Grundfos. I 1980'erne modtog Nordværket derfor jævnligt besøg af
gæster fra det meste af verden. Både Viborg Vandværk og Grundfos viste gerne anlægget
frem.
“Vand-Ole”
I 1961 tog vandværksudvalget afsked med vandværksbestyrer P. A. Olsen. “Vand-Ole”, som
han kaldtes, havde været noget af en institution på stedet, og det var ikke langt fra, at Olsen
anså værket for helt sit eget.
Peter Alfonso Olsen fra Falster fik en karriere på 44 år ved Viborgs vandvæsen, idet han
allerede i 1917 fik jobbet som assistent ved vandværket. I 1925 havde han afløst Laurits
Larsen som vandværksbestyrer.
Peter Olsen begyndte ellers som sømand, men da tjenesten på havet blev lidt for hedt under
første verdenskrig, søgte og fik han job ved 2. Generalkommando i Viborg som
radiomekaniker. Han fungerede også som mekaniker for de to flyvemaskiner, Hugin og
Munin, som det militære “flyverdetachement” havde stationeret i Viborg under
verdenskrigen. Det ene fly, Munin, styrtede dog ned på en mark nord for eksercerpladsen i
1917. Peter Olsen var den første, som nåede frem til ulykkesstedet og fandt den dræbte pilot.
Dagligdagen ved vandværket var mere fredsommeligt, men som nævnt levede og åndede
Olsen for ”sit” vandværk i alle årene. En af hans faste vittigheder når det regnede var: ”Det er
dog et dejligt vejr i dag, for nu får vi varer hjem!”. Han tænkte naturligvis på bygernes bidrag
til at supplere grundvandstanden. I hans lange ”regeringsperiode” blev ledningsnettet
firdoblet, og ”Vand-Ole” havde altid en redegørelse for værkets tilstand på rede hånd, faktisk
var det sådan, at det var som at åbne for en af hans egne vandhaner, hvis man stillede ham et

spørgsmål, der havde med vandforsyningen at gøre: Tal, kubikmetermængder, rørkilometer,
pumpekapacitet og meget mere strømmede fra ham, ikke cirka-oplysninger, men helt præcise
angivelser med mere eller mindre skæve tal. I virkeligheden var han et omvandrende
vandteknisk leksikon.
I det store og hele havde han et godt forhold til sit vandværksudvalg, men opstod der forhold,
som han fandt urimelige, kunne han forfalde til at bruge udtryk, som han havde lært, da han
var sømand. Et noget anstrengt forhold herskede dog mellem Olsen og udvalgsformanden,
maskinarbejder K. Hansen, der trådte til i 1937. K. Hansen, der var nyvalgt medlem af
Aggerholms byråd, ønskede naturligvis at markere sig, men derved kom han ifølge Olsens
mening til at blande sig vel rigeligt i vandværkets virksomhed. De to herrers temperament
slog især gnister i forbindelse med opførelsen af en ny bestyrerbolig med have. Olsen var en
ivrig havemand og ønskede at pryde det nye anlæg mellem bestyrerboligen og værket med et
stenhøjs-parti. Det fik K. Hansen til at tale med ”store bogstaver”, og den efterfølgende
polemik forbedrede ikke klimaet. Det var derfor ikke Olsen ukært, da der skete et
formandsskifte. Men bortset fra dette modsætningsforhold lyder “Vand-Oles” eftermæle, at
han havde en lykkelig evne til ikke at ærgre sig, hvis han ikke fik alt igennem.
En anden veteran, som værket tog afsked med i 1965, var maskinmester Chr. Larsen. Han var
søn af den gamle vandværksbestyrer Laurits Larsen. Som ung arbejdede Christian på B & W,
men vendte i 1925 tilbage til Viborg for at få jobbet som maskinmester ved vandværket.
Vand og el i samme hus
Ved Olsens afgang i 1961 skete der en organisatorisk ændring, idet de to kommunale værker,
Elværket og Vandværket fik samme driftsleder. I en korte periode fra juni 1961 til juli 1962
samledes ledelsen hos elværkets driftsbestyrer Jens M. Jensen. Han døde imidlertid i juli
1962, og herefter var det elektroingeniør Carl J. Alstrup, som stod i spidsen for de kommunale
værker. Alstrup var søn af smedemester Johan Alstrup fra Viborg og stod i smedelære hos
smedemester Chr. Nielsen i Sct. Mathias Gade. Efter at han havde aflagt svendeprøve, tog han
på Århus Teknikum for at læse til elektronikingeniør. Efter at have arbejdet nogle få år ved
Midtkraft, kom han til Elværket i Viborg i 1959.
En af de første opgaver, som Alstrup fik udført efter sin tiltræden, var en gradvis
automatisering af vandværkets pumper. Det skete gennem udskiftning af dieselmotorerne med
elmotorer. Elektricifiseringen var fuldført i 1964.
En anden nyskabelse var pvc-rørene. Det første plastrør, som Viborg Vandværk anskaffede,
var søledningen gennem Nørresø fra 1959, men allerede i 1960-1961 var de første fire km
hovedledning i plast. De nye pvc-rør var meget lettere for ledingsfolkene at arbejde med,
foruden at rørene havde en længere levetid. Udskiftningen foregik derfor løbende i de næste
år.
Det blev også i Alstrups tid, at de kommunale værker flyttede administrationen til den
nuværende adresse på Bøssemagervej. Det skete i 1977. Alstrup nåede også at deltage i
planlægningen af naturgasnettet i Midt- og Nordjylland og var med ved de indledende
drøftelser om et kraftvarmeværk i Viborg. Alstrup døde i 1980 og blev efterfulgt af C. C.

Strunge, der var begyndt som ung ingeniør på elværket i 1968. I Strunges tid som driftschef
for værkerne blev vandforsyningen til forbrugerne “dobbeltsikret”, idet ledningsnettet blev
udbygget, så vandet kunne pumpes begge veje i nettet. Koblede det ene vandværk fra af en
eller anden grund, kunne det andet gennem de forbundne hovedledninger tage over og forsyne
hele værkets dækningsområde.
Sammenlægningen af administrationen af de to kommunale værker betød, at den daglige drift
af vandværket blev varetaget af en afdelingsleder. I mange år var det værkmester Jens Peter
Jensen, kaldet J.P. Han var smedeuddannet og kom til Viborg i 1950. J.P. var den
eftertænksomme og erfarne person, der altid fandt frem til en god teknisk løsning på opståede
problemer. I 1984 var det ingeniør Palle Holm, som fik det daglige ansvar for, at forbrugerne
kunne få frisk vand i rigelige mængder.
Dagligdag på værket
For de ansatte på vandværket er dagligdagens arbejde både administration og planlægning,
kontrol af boringer og vandkvalitet samt vedligeholdelse af pumper og ledingsnet.
Hvis vandforsyningen fungerer, er der ikke mange kontakter mellem værket og forbrugerne.
Gennem årene har husejerne dog mødt måleraflæseren på sin rute. Vandmålerne blev som
nævnt indført de fleste steder lige efter den første verdenskrig og i mange år kikkede
måleraflæseren indenfor en gang om måneden.
Blandt forbrugerne var der ind imellem et par dårlige betalere, og i de tilfælde kunne det ske,
at vandværket måtte “skrue bissen på” og lukke for vandet. Det var ubehageligt for begge
parter, uanset om årsagen var, at vedkommende ikke kunne eller om grunden var, at han ikke
ville betale. Hustruen til en af værkets ledningsmestre fortæller, at hendes mand i et par
tilfælde blev truet af en utilfreds kunde. Den ene ville smide ham ned ad trappen, den anden
truede endda med at slå ham ihjel. Det var naturligvis ubehageligt at opleve, hvorimod det var
med lidt andre følelser, man stod i døren hos en familie, som måske på grund af sygdom eller
arbejdsløshed havde svært ved at skaffe penge til betaling til tiden. I de tilfælde kunne
ledningsmesteren sjældent få over sit gode hjerte at lukke for vandet og nøjedes i stedet med
at give en henstilling.
Sort uheld!
Vandværket har heldigvis sjældent været ramt af uheld, omend mindre ledningsbrud i
forbindelse med vejarbejder naturligvis er sket i ny og næ.
Men en dag i 1957 skete der noget, som blev samtaleemne blandt alle forbrugerne. En
hovedledning sprang i vandværkets gård. Vandet fossede fra et brud på 1,5 meter, og bruddet
bevirkede, at jern- og manganslam i ledningsnettet blev slået løs. Vandværksbestyrer Olsen
styrtede ind til telefonen for at ringe og advare byens vaskerier og slagterier. Det nåede han
knapt, vandet blev kulsort og skulle tøjet ikke blive ødelagt, måtte vaskerierne handle hurtigt.
Det samme sorte vand væltede også ud af hanerne i de private hjem, så eftermiddagskaffen

var ødelagt. Vandet var absolut heller ikke egnet til at koge kartoflerne i, så både madlavning
og opvask måtte udsættes. Hen på aftenen strømmede der dog igen rent vand gennem rørene.
Vandværket har af hensyn til risikoen for uheld altid haft medarbejdere på beredskab døgnet
rundt. Når en vandledning sprang, kunne det lige så ofte ske om natten som om dagen, og så
var det med at rykke ud hurtigst muligt. Den vagthavende skulle i huj og hast få lukket de
rigtige stophaner og stikledninger og fortælle kunderne om bruddet. Herefter måtte
ledningsfolk og gravefolk straks i gang med at udbedre skaden. Ledningsmester William
Mathiasen oplevede engang i halvfjerdserne et stort brud i krydset Sct. Ibs Gade og
Randersvej midt om natten. Det var et af de alvorlige tilfælde, hvor vandet fossede op som en
ren geyser, hvorved vejen var ved at blive undermineret. I de tilfælde, hvor der var tale om
komplicerede bud, måtte vandværket tilkalde hjælp fra lokale VVS-firmaer.
Tilkaldevagten kunne også ind imellem blive udsat for falske alarmer. Det var mest
nytårsaftner, hvor bekymrede husejere eller viceværter ringede og klagede over, at beboerne
intet vand havde. Som regel var “problemet”, at en eller anden spasmager, der var ude på at
lave nytårsløjer, var listet i kælderen og havde lukket for vandtilførslen til ejendommen.
Isvinteren 1978-1979 gav mange prøvelser for viborgenserne, idet Varmeværkets
fjernvarmerør sprang adskillige steder. Mens Varmeværkets folk kæmpede med at udbedre
skaderne, sad frysende borgere i timer og dage i de kolde stuer, indpakket i dyner og tæpper.
De åbne brud og den hårde frost gjorde imidlertid også vandforsyningen sårbar, og folkene på
vandværket var af sted tidligt og sent for med deres gasbrændere at tø frosne vandrør op.
Værst var det, når det hede vand fra sprungne fjernvarmerør truede med at ødelægge
vandværkets pvc-rør, hvorved det rene drikkevand var i fare for at blive forurenet.
En af de frostskader, som William Mathiasen blev kaldt ud til, var konstateret i Asmild kirke.
Meldingen lød en sen aften, at vandet fossede ud ved kirkediget, og ledningsmesteren måtte i
gang i mørket både uden for og inde i kirken. Det var en kold omgang, men kirkens nærmeste
nabo, museumsinspektør Peter Seeberg bemærkede de forfrosne ledningsfolk, hvorefter de
blev inviteret indenfor i varmen og budt på snapse og spegepølsemadder.
Fald i forbruget
Op gennem tresserne og halvfjerdserne steg viborgensernes vandforbrug næsten konstant år
for år. Kun i 1973 var kurven svagt faldende for blot at nå et nyt toppunkt i 1976, hvor
viborgenserne brugte 3.923.920 m 3 vand. I det næste årti bevægede kurven sig en del op og
ned for i 1985 at nå det absolut højeste forbrug i Viborg nogensinde på 4.012.920 m 3 vand.
Herefter nærmest styrtdykker forbrugskurven. I 1994 var det nede på 3.051.530 m 3 og i 1998
nåede det endda under 3 mill. m 3 vand, hvilket var det laveste forbrug siden 1969.
Der er tre hovedforklaringer på det markante fald i vandforbruget.
I løbet af firserne og begyndelsen af halvfemserne mistede vandværket en lille håndfuld af de
større industrikunder. Bryggeriet Odin, der i 1978 var blevet overtaget af Faxe, lukkede i
1988. Viborg Eksportslagteri på Brovej blev i 1987 overtaget af Oxexport, der lukkede det
lokale slagteri i 1992. Byens andet store slagteri, svineslagteriet, var i 1972 fusioneret med

Skive Andelsslagteri og Morsø Andelsslagteri for endeligt i 1990 at blive en del af Vestjyske
Slagterier. Det betød, at der i Viborg kun blev en opskæringsafdeling tilbage. Endnu et
andelsforetagende, andelsmejeriet, blev lukket i 1988. Tabet af store erhvervskunder forklarer
ca. halvdelen af tilbagegangen.
Den anden hovedårsag er en stigende miljøbevidsthed i befolkningen. I forlængelse af de
senere års miljødebat er der i befolkningen og hos myndighederne en voksende erkendelse af,
at rent drikkevand ikke er en ubegrænset ressource. En af følgerne har været, at vandværket,
ud over at sælge vand til forbrugerne, også forsøger at rådgive kunderne til at bruge det med
omtanke.
Den samme bestræbelse - omend mere smertefuldt for pengepungen - ligger i statens
afgiftspolitik. Her har vi den tredie og givetvis mest tungtvejende forklaring på forbrugsfaldet.
Regeringens vandafledningsafgifter i 1980'erne fordoblede i løbet af få år prisen på vand, og i
halvfemserne kom de grønne afgifter til. Ser man på figuren over vandprisens sammensætning
igennem det sidste årti er det afgifterne, som udgør den altovervejende del af prisstigningerne.
Mens den samlede pris på en m 3 vand i 1990 var på godt ni kr., ligger den i 2000 på godt 26
kr. Heraf var den egentlige vandpris i 1990 på 3 kr., mens vandprisen i 2000 kun er steget til
godt 5,50 kr.
Det rene vand
Amtet griber også regulerende ind, idet en amtslig planlægning skal sikre, at større arealer
med rene og store grundvandsreserver beskyttes mod fremtidig bebyggelse og intensiv
dyrkning. Industrialiseringen i samfundet gennem de sidste godt hundrede år har haft en
række omkostninger også for vores vandreserver, idet målinger har vist, at grundvandet i
områder, hvor der har ligget forurenende industri, kan indeholde for mange skadelige stoffer.
Også den intensiverede gødskning og anvendelsen af pesticider i landbruget siden 1950'erne
kan være en trussel mod naturens balance og mod rent drikkevand. Det samme gælder i øvrigt
i mindre målestok de private haver. Spor af reststoffer fra ukrudtsmidler blev fundet i nogle af
de gamle boringer ved Cityværket i Sct. Kjelds Gade i 1996. Vandværket tog konsekvensen af
målingerne og undlod at sende vandet fra boringerne ud i ledningsnettet. Pumperne kører dog
fortsat for at sikre “balancen” eller trykket mellem de forurenede og de rene boringer. Vandet
fra de forurenede boringer renses og pumpes enten ud i søen eller bruges af farveriet Nortex
til industriformål.
Midtjylland er begunstiget af rigelige vandressourcer i undergrunden. Viborg er tilmed så
heldig, at vandet som i hundrede år er fosset op fra de underjordiske kilder, altid har været af
fineste kvalitet. Det har været billigt, også fordi det ikke krævede en omfattende rensning.
Viborg Vandværk har tillige altid formået at udbygge ledningsnettet og pumpekapaciteten
med den hastighed, som det var nødvendigt, for at kommunens borgere aldrig kom i bekneb
for vand. Værket har gennem de hundrede år altid været et hestehoved foran, så problemer
ikke opstod, selv om byen voksede hurtigt og borgerne frådsede i vand. Kun manglen på
næsten alt under og lige efter de to verdenskrige skabte en antydning af knaphed.

En væsentlig årsag til, at værket har kunnet udbygge efter en fornuftig langtidsplanlægning
skyldes også, at de kommunale værker altid har haft deres eget driftsøkonomi ud fra egne
indtægter. Det politiske udvalg og værkernes ledelse har i en fornuftig dialog haft et klart øje
for det væsentlige.
Et veldrevet vandværk giver sjældent anledning til meget ballade udadtil. Viborg Vandværks
historie er da også udramatisk, men det ændrer ikke ved, at målet for værket fortsat er det
samme: at Viborgs borgere hver dag skal kunne øse af rent og friskt vand, men også, at det
bruges med omtanke, så der også er mere end nok til vores børn og børnebørn.