Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

Strunge, der var begyndt som ung ingeniør på elværket i 1968. I Strunges tid som driftschef
for værkerne blev vandforsyningen til forbrugerne “dobbeltsikret”, idet ledningsnettet blev
udbygget, så vandet kunne pumpes begge veje i nettet. Koblede det ene vandværk fra af en
eller anden grund, kunne det andet gennem de forbundne hovedledninger tage over og forsyne
hele værkets dækningsområde.
Sammenlægningen af administrationen af de to kommunale værker betød, at den daglige drift
af vandværket blev varetaget af en afdelingsleder. I mange år var det værkmester Jens Peter
Jensen, kaldet J.P. Han var smedeuddannet og kom til Viborg i 1950. J.P. var den
eftertænksomme og erfarne person, der altid fandt frem til en god teknisk løsning på opståede
problemer. I 1984 var det ingeniør Palle Holm, som fik det daglige ansvar for, at forbrugerne
kunne få frisk vand i rigelige mængder.
Dagligdag på værket
For de ansatte på vandværket er dagligdagens arbejde både administration og planlægning,
kontrol af boringer og vandkvalitet samt vedligeholdelse af pumper og ledingsnet.
Hvis vandforsyningen fungerer, er der ikke mange kontakter mellem værket og forbrugerne.
Gennem årene har husejerne dog mødt måleraflæseren på sin rute. Vandmålerne blev som
nævnt indført de fleste steder lige efter den første verdenskrig og i mange år kikkede
måleraflæseren indenfor en gang om måneden.
Blandt forbrugerne var der ind imellem et par dårlige betalere, og i de tilfælde kunne det ske,
at vandværket måtte “skrue bissen på” og lukke for vandet. Det var ubehageligt for begge
parter, uanset om årsagen var, at vedkommende ikke kunne eller om grunden var, at han ikke
ville betale. Hustruen til en af værkets ledningsmestre fortæller, at hendes mand i et par
tilfælde blev truet af en utilfreds kunde. Den ene ville smide ham ned ad trappen, den anden
truede endda med at slå ham ihjel. Det var naturligvis ubehageligt at opleve, hvorimod det var
med lidt andre følelser, man stod i døren hos en familie, som måske på grund af sygdom eller
arbejdsløshed havde svært ved at skaffe penge til betaling til tiden. I de tilfælde kunne
ledningsmesteren sjældent få over sit gode hjerte at lukke for vandet og nøjedes i stedet med
at give en henstilling.
Sort uheld!
Vandværket har heldigvis sjældent været ramt af uheld, omend mindre ledningsbrud i
forbindelse med vejarbejder naturligvis er sket i ny og næ.
Men en dag i 1957 skete der noget, som blev samtaleemne blandt alle forbrugerne. En
hovedledning sprang i vandværkets gård. Vandet fossede fra et brud på 1,5 meter, og bruddet
bevirkede, at jern- og manganslam i ledningsnettet blev slået løs. Vandværksbestyrer Olsen
styrtede ind til telefonen for at ringe og advare byens vaskerier og slagterier. Det nåede han
knapt, vandet blev kulsort og skulle tøjet ikke blive ødelagt, måtte vaskerierne handle hurtigt.
Det samme sorte vand væltede også ud af hanerne i de private hjem, så eftermiddagskaffen