Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

More documents

Recommendations

Info

århundredet. I 1932 omtalte embedslægen f.eks. en mindre epidemi i Nørremøllekvarteret, hvilket fik ham til at kræve en bedre kloakering af yderkvartererne. Så var der betydningen af den personlige hygiejne. Det gamle ord: “Renlighed er en god ting, sagde kællingen. Hun skiftede særk nytårsdag!” holdt vel knapt, omend det kunne være sin sag med regelmæssig badning, så længe det kolde vand skulle hentes ved brøndpumpen, og selv efter at der var lagt vand ind i huset, nøjedes de fleste i det daglige med en sparsom vask af dele af kroppen ved køkkenvasken. Badeværelser, centralvarme og rindende varmt vand i hanerne lod vente på sig. Badning foregik i mange hjem i en stor balje på køkken- eller dagligstuegulvet i forbindelse med den månedlige vaskedag, men ikke hos alle. Fnatmider og lus var udbredt, og det ubehagelige småkravl blev først for alvor trængt i defensiven i mellemkrigstiden. Da havde flere og flere husmødre fundet ud af, at kogevask af undertøj, lagner og pudevår var effektive bekæmpelsesmidler. Offentlige bademuligheder var der ikke mange af i byen. I 1880’erne havde bagermester Støttrup i Ll. Sct. Hans Gade i forbindelse med sit dampbageri også indrettet et badeanlæg, som nu ikke gik alt for godt. Støttrup var dog på banen igen, efter at vandværksvand havde forbedret vandforsyningen. Han annoncerede derfor i 1904 med, at den nyindrettede badeanstalt havde åbent fra otte morgen til ni aften. Her kunne tilbydes temperede styrte-, skelet-, sæde- og brusebade alle ugens dage; rabatordninger lokkede han også med: I karbad kunne 2 ukonfirmerede børn bade på én billet. Også militærets folk kunne komme i bad, efter at en militær badeanstalt i 1935 blev indrettet ved eksercerhuset på Rødevej. Her var der dog også et par aftner om ugen åbent for civile borgere fra byen. Også Østre Skole fik indrettet badefaciliteter, og blev man indlagt, kunne man i det nye amtssygehus fra 1889 få et bad, omend det først var med installation af centralvarmeanlæg i 1908, at badeanlægget kunne betegnes som fuldt tidssvarende. Ved samme lejlighed fik hospitalet anskaffet wc’er med vandklosetter i alle afdelinger. En egentlig varmtvands-badeanstalt stod længe på byrådets ønskeliste. Forslaget var fremme første gang i 1930. Kort efter krigen tog rådet en beslutning om at opføre badeanstalten og måske senere også en svømmehal i Grønnegade, men der blev ikke i første omgang bevilget penge nok til byggeriet. Realiseringen trak derfor i langdrag. I 1949 fik man ministeriets tilladelse til at rive den gamle Garnisonsskole i Grønnegade ned. Dermed lå arealet klar til byggeri, men først i 1955 lykkedes det, blandt andet via statslån, at komme videre med sagen. Argumentet blandt politikerne var fortsat, at en varmvands-badeanstalt var en påkrævet investering for at højne folkesundheden, men ønsket om at supplere med en svømmehal indgik også. Flere andre byer havde fået svømmehal,og der var røster fremme om, at der måske var mere fremtid i en svømmehal end i en badeanstalt. I november 1955 stod badeanstalten dog færdig med plads til 100 mennesker ad gangen. Arkitektfirmaet Fritz og Jens Madsen havde tegnet bygningen. I forbindelse med debatten om et offentlig badeanstalt i 1948 satte Viborg fokus på borgernes manglende muligheder for at blive skrubbet og skuret. Viborg Stifts Tidende konstaterede, at 15.000 viborgensere, svarende til 3/4 af byens indbyggere, ikke havde badeværelse og måtte klare sig med “vandpjask i dagligstuen og sæbe i frikadellerne”, altså lidt “etagevask” i en balje. Mulighederne uden for hjemmet for at komme i bad begrænsede sig til den kommunale badeanstalt i eksercerhuset på Rødevej og den private lysbadeanstalt i Sct. Mathias Gade.
Kapaciteten på Rødevej var ca. 60 personer pr. dag, mens lysbadeanstalten kunne betjene 20 mennesker. Stillede alle de badetrængende viborgensere op i køen ville det betyde, at de højst kunne blive vasket to gange om året. Varmt vand i hanerne Givetvis kom badeanstalten i Grønnegade for sent. Fra slutningen af halvtredserne begyndte det at gå stærkt med forbedringen af de sanitære forhold i de private hjem, og i takt med, at flere og flere byggede badeværelser derhjemme, faldt interessen for det offentlige bad. Kun 14% af alle boliger i Viborg havde badefaciliteter i 1930, mens tallet i 1940 var vokset til 29%. Centralvarme og varmt vand fandtes kun i ca. 10% af boligerne i 1930, i 1940 hos omkring 25%. Efter 1950 gik det rask fremad. I de store byggerier i f.eks. Digterparken og Ringparken var alle lejlighederne med badeværelse. De havde centralvarme, og i kælderen var der indrettet fælles vaskerum, tørrestuer og strygestuer. Også de fleste nye enfamilieshuse fra halvtredserne blev udstyret med badeværelse. I årene 1959 til 1972 kom så det store byggeboom. Da blomstrede velfærdssamfundet med en hidtil ukendt materiel velstand, hvilket betød at flertallet af danskerne nu kunne glæde sig over både bad og toilet, fuldautomatisk vaskemaskine og andre hårde hvidevarer. Velstandsbølgen skabte også en anden kropskultur med ændrede normer for den personlige hygiejne. Nu blev det efterhånden almindeligt med et dagligt brusebad for stort set alle i familien og det spillede heller ikke længere en større rolle efter en enkelt dags brug lige at smide tøjet ind i vaskemaskinen. Den nybagte parcelhusejer ville også gerne fremvise en smuk grøn græsplæne, så den blev regelmæssigt vandet, mens familiens bil hver lørdag blev spulet og vasket, så den præsenterede sig for naboerne. Alt dette øgede i høj grad folks vandforbrug. To nye vandværker Efterhånden havde vandværket udnyttet den fulde kapacitet for vandindvinding ved Nørresø. Forbruget var nået op på 2 mill. m 3 årligt, og i foråret 1964 undersøgte geologer undergrunden for alternative vandførende lag i Nørremølleområdet. Egentligt var det ganske imponerende, at vandindvindingsarealet langs søen alene i så mange år havde kunnet dække byens behov, men i 1966 stod det klart, at der i Viborg skulle to nye vandværker til. I ti-året 1956-1966 steg befolkningstallet i Viborg med ca. 2.000 mennesker, hvilket svarede til et par procent, mens vandforbruget i samme periode steg med 50%. I 1966 lå årsforbruget på 2.200.000 m 3 vand. Fra maj 1966 skulle Overlund tilsluttes nettet, omend det var meningen, at Overlund Vandværk fortsatte driften indtil Viborgs kapacitet var udvidet. Det ene af de nye værker blev placeret i den sydlige bydel, hvor boligbyggeriet bredte sig på Søndermarken og Teglmarken. De sydlige og østlige forstæder, Hald Ege, Bruunshåb og Birgittelyst, fik også i rask tempo udlagt parcelhuskvarterer. Sydværket, der blev taget i brug i
Page 1 and 2: Det rene vand Viborg Vandværk 1900
Page 3 and 4: plaskede ud. En sjat vand kunne væ
Page 5 and 6: I 1862 fik Viborg en sundhedsvedtæ
Page 7 and 8: nok at pumpe vand op fra Nørresø.
Page 9 and 10: langs Århusvej og ved Søndermarke
Page 11 and 12: Tillige var der et godt fald fra Sc
Page 13: Især i 1940 og 1941var vintrene h
Page 17 and 18: spørgsmål, der havde med vandfors
Page 19 and 20: var ødelagt. Vandet var absolut he
Page 21: En væsentlig årsag til, at værke

Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?