Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

I 1862 fik Viborg en sundhedsvedtægt og en sundhedskommission, der bl.a. skulle tilse, at
byens brønde blev forsynet med dæksler. Møddinger skulle også ifølge vedtægten ligge
mindst tre alen - knap 2 meter - fra brønde. Folk skulle sørge for, at deres latriner blev kørt
væk om natten eller i de tidlige morgentimer, og virksomhederne måtte kun lukke
ildelugtende spildevand ud i gadens rendestene tidligt om morgenen. Rendestenene skulle
derefter skylles med vand.
Afledningen af spildevandet var i det hele taget et stort problem så længe der hverken var
rindende vand eller nedgravede kloakrør. Fra de enkelte huse flød afløbsvand udover og ned
gennem gaderne. Efter hvert regnskyl stod der store søer rundt på gader og stræder, så man
skulle være mere en heldig, hvis man nåede gennem gaden uden våde sokker.
Spildevandsproblemerne var især store ud for garverier, brænderier og farverier, fordi folkene
her anvendte store mængder vand i produktionen. Meget bedre så det ikke ud omkring de godt
40 landbrug, som i datidens Viborg lå inden for bygrænsen. De havde både heste, køer og
svin i staldene, og uden for stalddøren lå møddingsdyngen, hvorfra der sivede vand.
Viborgs beliggenhed i et bakket landskab havde naturligvis visse fordele for beboerne på
bakketoppene, når de skulle slippe af med spildvand og regnvand. Fra de højtliggende gader i
bymidten samledes og strømmede det enten gennem St. Sct. Mikkels Gade eller gennem
Gravene og Dumpen og videre ud i søen. I smågaderne var det ikke alle ejendomme, der
havde afløb til gaden. I stedet løb spildevandet ud i gårdene og haverne, hvor det stod og
dannede søle og pløre, inden det sank i jorden.
Embedslæge Lind, der virkede i midten af 1800-årene, klagede ofte over svineriet i byens
gader. I sine indberetninger skrev han, at ”uddunstninger i stillestående, forrådnende og
hentørrende vand i gadens rendesten er højst skadelige for sundheden”. Han kunne i 1851
opremse en lang række gader, hvor råddent vand stod som stinkpøle. De største syndere var
byens handskemagere, som udbredte en pestilentialsk luft og stank. Handskemager Topp lod
løbe igennem gaderne strømme af rådne materier, der udbredte en så utålelig stank, at alle
passerende følte sig i høj grad forulempet derved. Der burde ifølge lægen gøres noget radikalt
for at standse eller forandre dette afskyelige uvæsen og svineri. Han foreslog derfor, ”at så
længe det ikke er forbudt handskemagerne at drive deres skidne håndtering midt inde i
Viborg, at de så skulle skaffe deres rådne og stinkende vand ud af byen i tønder.”
Et særligt problem var det, når afløbsvandet frøs til is. I de sidste tre årtier af 1800-årene blev
byens hovedgader og torve brolagt, og ved samme lejlighed anbragte vejmyndighederne flere
stenkister for at opsamle spildevandet. Men når vandet frøs i rendesten og stenkister, løb nyt
vand andetsteds hen. Flere kluntede forsøg på at forbedre forholdene blev gjort. Et af dem
skyldtes et tragikomisk uheld, som ramte byens fornemme amtmand.
Den uheldige stiftamtmand var kammerherre, baron G. E. Fr. Rosenkrantz, som var en ganske
korpulent herre. En vinterdag skulle han krydse Gammeltorv, men ak, han mistede balancen
og gled om på isen, der var ved at dannes på en kæmpepøl af afløbsvand. Ikke blot fandt den
store mand sig selv liggende våd og beskidt midt i al sølet; kammerherren slog tillige sin hofte
slemt.