Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

More documents

Recommendations

Info

Så kom der røre i andedammen. Kommunen ansatte skyndsomt en mand med den bosjevistisk klingende titel “Gadekommissær”. Her var der tale om en gammel afskediget underofficer, som fik til opgave at sørge for, at byens husejere fik ophugget de render i isen, som var nødvendige, for at vandet kunne trække bort. Og det skulle han som gammel soldat nok sørge for! Til at begynde med regnede det med bøder eller med tilsigelser til borgerne om at møde op på rådhuset, men snart lurede folk ham af. Kommissæren nøjedes med en enkel daglig inspektionstur, og når han havde været forbi i gaden, blev der sjældent hugget mere is den dag. Så var man lige vidt, og forholdene blev ikke forbedret, før byrådet besindede sig til at få anlagt et kloaksystem. Det begyndte man på i 1880'erne, men effektivt blev systemet først, da byen fik et vandværk, som sikrede en ordentlig gennemskylning. Brandvæsen og vandvæsen I tilfælde af brand er det uhyre vigtigt, at brandvæsenet hurtigt kan fremskaffe rigelige vandforsyninger. Før vandværket trak ledningerne igennem byens gader var brandslukningsarbejdet derfor sjældent særlig effektivt. Vandet skulle enten hentes i søen i vandvogne eller fra den nærmeste offentlige brønd. Det krævede et stort mandskab og mange frivillige. Hver af byens fem sprøjter havde derfor tilknyttet fire “brandofficerer”, foruden fem strålemestre, ni slangebærere, to fanebærere, 25 pumpere og 17 vandbærere. Også til arbejdet med nedbrydning, redning og vandforsyning var der tilsammen udpeget godt et par hundrede mand, og tilsammen var over 500 af byens ca. otte tusind borgere i 1885 udskrevet til tjeneste i brandkorpset. Når ild brød løs, rykkede de ud. Ved pumpen stod stærke brandsvende og trak i pumpearmen, og vandet blev bragt til brandstedet, ved at folk dannede kæder og lod brandspande gå fra hånd til hånd. Byens vognmænd blev også kommanderet ud for i ildtempo at køre med vandvognene fra søen til det brændende hus. Særlig effektivt var det ikke, og det mest effektive, som brandkorpet kunne foretage sig, var da også at undgå, at ilden bredte sig til nabohusene. Viborgs mange bybrande vidner om, at det ikke altid lykkedes. Vandværkets første år Debatten om et vandværk i Viborg startede som nævnt allerede i 1883. Anledningen var, at kyndige folk havde undersøgt vandforholdene i forbindelse med flytning af kirkegården ud til Rødevej og her gjort den opdagelse, at byens vand ikke var grundvand, men overfladevand. Ikke mindst distriktslæge Heiberg påpegede sundhedsrisikoen ved drikkevand fra brønde, der samlede nedsivet overfladevand. Flertallet i byrådet lod sig dog ikke anfægte af det. De mente vandet smagte udmærket og et vandværk ville let blive en bekostelig affære for skatteyderne. Debatten blev genoptaget med mellemrum i de følgende år, og modstandernes argumenter og forslag var ind imellem ganske kreative. For eksempel foreslog én, at byens vognmænd systematisk kunne rulle rundt i gaderne med vandvogne og sælge til husholdningerne. En anden mente, det måtte være godt
nok at pumpe vand op fra Nørresø. Eventuelt kunne man så lede kloakudløbene uden om søen. En tredie mente, en bæk nord for byen kunne levere udmærket vand. Det er anført, at en tragisk brandulykke i 1897 gav stødet til, at Viborg omsider fik sit vandværk. Sikkert er det i alt fald, at debatten blussede op på ny, men foruden de åbenlyse problemer med vandforsyningen ved ildebrande, var der flere og flere, som blev opmærksomme på sundhedsrisikoen ved en elendig vandforsyning. Derimod indgik det ikke i drøftelserne, at man i de små hjem ville kunne slippe for besværet med i al slags vejr at skulle slæbe vand ind i krukker og spande, i det øjeblik byen fik et fælles vandværk. Men de fleste debattører havde uden tvivl tjenestepiger derhjemme til at tage sig af det besværlige. Brandulykken i 1897 ramte bagermester Aalkjærs ejendom i Sct. Mathias Gade. Tre unge mennesker indebrændte, og efter branden lød der en voldsom kritik af redningsindsatsen. Brandvæsenets materiel var utidssvarende, men det hang igen sammen med, at vandforsyningen var elendig. Så længe større vandmængder ikke kunne fremskaffes, var nye brandsprøjter ikke til megen hjælp. Kort efter ulykken nedsatte byrådet et udvalg, der skulle arbejde med anlæggelsen af et vandværk. I sommeren 1898 var den politiske proces så langt fremme, at byrådet med 11 stemmer mod tre vedtog at anlægge værket. Herefter gik ingeniører og brøndborere i gang med at finde frem til de bedste kilder. Valget faldt på området ved Nørresø nær Sct. Kjelds Vej. Her havde prøveboringer været ganske lovende, og kommunen købte i januar 1899 de nødvendige arealer. Vandværket nøjedes i starten med otte boringer ned til et vandførende lag. Vandværksvandet kom fra såkaldte artesiske boringer, idet det vandførende lag lå under vandstandsende lag, således at grundvandet i det vandførende lag var under et vist pres. Når boringen gik igennem det vandstandsende lag, blev grundvandet presset op gennem hullet. Ved boringerne ved Nørresø viste presset sig at være så stort, at det nåede op i en højde af fem meter over søens vandspejl. Boringerne var mellem 18 og 23 meter dybe. Anlægsarbejdet, der kom ud i offentligt licitation i foråret 1899, var ganske omfattende. Ved boringerne ved Sct. Kjelds Vej skulle bygges en stor vandbeholder samt maskin-, kedel-, kul- og beboelseshus og på Skottenborg et vandtårn. Hertil kom det store arbejde med at nedlægge hovedvandledninger og stikledninger samt naturligvis også installation af vandhaner hos de husejere, som havde bestilt tilkobling. Et vandværk krævede også pumper, der skulle pumpe vandet ud til forbrugerne og op i vandtårnet samt naturligvis en stor dampmaskine til at trække pumperne. Dampmaskinen blev i øvrigt ret hurtigt afløst af en gasmotor. Det store byggeri- og anlægsarbejde forløb ikke helt smertefrit. I sommeren 1899 herskede der uro på det danske arbejdsmarked. Storkonflikten, der ved sin afslutning kom til at fastlægge de fagretslige regler i Danmark, ramte også Viborg, idet de organiserede arbejdsgivere valgte at lock-oute deres fagorganiserede arbejdere, hvilket i Viborg blandt andet ramte svendene, der arbejdede på opførelsen af vandværksbygningen. Derimod blev udlægningen af vandledninger ikke berørt. Uroen betød dog, at færdiggørelsen trak ud et par måneder, så anlægget først kunne prøvekøres i foråret 1900. Vandet strømmede under pres op fra de otte boringer til den store vandbeholder, og herfra pumpede dampmaskinen vandet ud i nettet.
Page 1 and 2: Det rene vand Viborg Vandværk 1900
Page 3 and 4: plaskede ud. En sjat vand kunne væ
Page 5: I 1862 fik Viborg en sundhedsvedtæ
Page 9 and 10: langs Århusvej og ved Søndermarke
Page 11 and 12: Tillige var der et godt fald fra Sc
Page 13 and 14: Især i 1940 og 1941var vintrene h
Page 15 and 16: Kapaciteten på Rødevej var ca. 60
Page 17 and 18: spørgsmål, der havde med vandfors
Page 19 and 20: var ødelagt. Vandet var absolut he
Page 21: En væsentlig årsag til, at værke

Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?