Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

More documents

Recommendations

Info

havde fået lagt en ekstra stikledning ind. Det særlige ved den ledning var, at der hverken var vandmåler eller afgift på ledningen. Hvor store mængder gratis vand, bryggeriet egentligt måtte tappe fra ledningen, var tilmed en noget grumset sag. Fakta var imidlertid, at bryggeriet i løbet af kort tid fik installeret adskillige nye skyllemaskiner netop i det rum, som stikledningen forsynede. Debatten om Odins aftapningshane blev særdeles højrøstet og sagen dukkede op i lokalpressen adskillige gange i 1912 og 1913. Vandværksudvalget kunne jo ikke være uvidende om stikledningens eksistens, mente socialdemokraterne i byrådssalen. Og ganske rigtigt, udvalget måtte gå til bekendelse. Odin havde fået ledningen lagt ind i 1908 efter en forhandling, hvor bryggeriet havde truet med at grave deres egen brønd, hvis de ikke fik vandværksvandet til en lavere pris. Ingen i det daværende udvalg kunne imidlertid klart erindre, hvilken mundtlig aftale der blev indgået omkring maksimal forbrug af gratis vand. Udvalgsformanden mente dog, de havde varetaget kommunens interesser, idet det ville være et større tab at miste bryghuset som kunde. En vis sammenblanding af interesser var der imidlertid tale om. Et af de tre medlemmer i det daværende vandværksudvalg var fabrikant Peter Schneevoigt, og han var også aktionær og bestyrelsesmedlem i bryggeriet Odin. Byrådet måtte da også tildele vandværksudvalget en ”næse”, mens bryggeridirektør Pehrsson tilbød at betale en mindre erstatning og en bøde på 10 kr., mod at han til gengæld fik en skriftlig hæderlighedserklæring fra byrådet. Det borgerlige flertal forhindrede derved en kulegravning af hele sagen. Det blev således aldrig fastslået, hvor mange tusind m 3 vand Odin tappede på kommunens regning i de knap fire år. Viborg Amts Socialdemokrat mente at kunne regne sig frem til, at forbruget havde været ti gange større end den mængde, som erstatningsbeløbet dækkede, men flertallet accepterede forliget, om end Pehrsson ikke fik den ønskede hæderlighedserklæring. Træk og slip Hos de mere velhavende borgere i Viborg skabte det nye vandværk en forventning om, at man nu omsider kunne slippe af med natpotter og “das”. De såkaldte vandklosetter eller wc’er var kendt fra andre byer, og naturligvis var der også mange viborgensere, som gerne ville forbedre de sanitære forhold i huset med et moderne “træk og slip”. Vandværksudvalget ville gerne være imødekommende over for de mange forespørgsler, som begyndte at komme ind straks efter, at der var vand i ledningsnettet. Imidlertid gik det langsomt med at slippe af med gamle latriner, som typisk stod og hørmede i små huse i gårdene eller i aflukker i vaskehus eller bryggers. Årsagen var byens dårlige kloakforhold. Et par borgere mente, det gik for langsomt i byrådet med at bane vejen for de nye vandklosetter. Hotelejer Otto Preisler tog derfor sagen i egen hånd. Han installerede wc på hotellet uden at spørge om tilladelse. Så var balladen der, både i byrådet og i pressen. Myndighederne anførte, at der ikke var tilstrækkelig rindende strøm i Søndersø og at kloakken det sidste stykke ned gennem den nuværende Sct. Jørgensvej løb i en åben grøft hvorved udskylning af wc’er herigennem ville være en ret uhygiejnisk affære. Preisler forsvarede sig med, at han havde gravet septiktank, og at vandet derfra skam var næsten rent.
Tillige var der et godt fald fra Sct. Mathias Gade og ned til søen, så gennemstrømningen gennem kloakken og grøften var god. Argumenterne prellede dog af, og Preisler måtte pille sine vandklosetter ned igen. Den restriktive holdning blev fastholdt nogle år endnu. I 1905 søgte værten på det nye afholdshotel eksempelvis også om en tilladelse, men ansøgningen blev afvist med henvisning til, at kloaknettet fortsat ikke kunne bære vandmængden fra vandklosetterne, og at udledningen i søen ville have farlige følger for sundhedstilstanden i byen. Tilladelsen fik han først i 1912. Stiftamtmanden havde da som den første i byen året før fået en særlig tilladelse til at installere ”træk og slip”, mod at han lod grave en septiktank. Nogle husejere valgte løsningen med at grave septic-tanke, som ikke blev sluttet til kloaknettet. Det var dog en relativ dyr løsning og var kun muligt for dem, der havde en tilpas stor grund. Først fra 1920'erne var kloaksystemet i Viborg så udbygget, at det kunne dække behovet. Derfor gik det stærkt med indretning af vandklosetterne i mellemkrigstiden. I 1930 havde godt 30% af Viborgs boliger fået wc, mens beboerne i 56% af byens boliger i 1940 kunne slutte deres toiletbesøg til den karakteristisk skyllende lyd i rørene, fremkaldt af et træk og et slip. I 1938 kunne kommunen indvie det første rensningsanlæg ved Søndersø, og i løbet af 1940'erne blev kloaknettet kraftigt udbygget også i byens yderkvarterer. Det betød, at alle nye huse og lejligheder blev indrettet med wc, og de fleste fik også badeværelse. I de første år efter krigen fik mange beboere i de gamle lejligheder også installeret wc. Især gik det stærkt, efter at byrådet i 1953 vedtog en ny sundhedsvedtægt, der gjorde det obligatorisk med wc i alle boliger i byen inden november 1958 på nær i bygninger, der var saneringsmodne og snart skulle rives ned. I en del ældre ejendomme kunne håndværkerne dog ikke finde en ordentlig placering til et toilet, og løsningen her blev at installere fællestoiletter på hver etage. Af Viborgs samlede boliger havde de tre fjerdedele derfor i 1960 eget toilet, mens næsten alle beboerne i resten havde adgang til et fællestoilet. Kun beboerne i mindre end 5% af lejlighederne var tvunget til at sætte sig ud på de mindre hygiejniske dasser. Mellemkrigsårene Verdenskrigen 1914-1918 samt vanskelighederne med at fremskaffe materialer i de første efterkrigsår forsinkede den udbygning af vandværket, som efterhånden var nødvendig for at følge med væksten i Viborg. På de varmeste sommerdage midt i jordbærsæsonen 1923 skelede vandværksbestyreren nervøst til vandmålerne. Pumperne kørte på fulde tryk for at pumpe vand nok ud i de godt 23 km. vandledninger, nogle af boringerne løb i perioder tomme og vandstanden i vandtårnene faldt i betænkelig grad i dagtimerne. Dagsforbruget satte ny rekord på 2341 m 3 . Under en sådan topbelastning ville en ildebrand være en ganske alvorlig sag. Vandværksbestyreren fik overbevist sit udvalg om, at der måtte gøres noget. Strategien var dengang styret af en tankegang, som også har kendetegnet vandværket i de sidste årtier: Både at anvende vand med omtanke og at fremme værkets effektivitet. Det lykkedes således i begyndelsen af tyverne at få installeret vandmålere hos alle de tilsluttede ejendomme på
Page 1 and 2: Det rene vand Viborg Vandværk 1900
Page 3 and 4: plaskede ud. En sjat vand kunne væ
Page 5 and 6: I 1862 fik Viborg en sundhedsvedtæ
Page 7 and 8: nok at pumpe vand op fra Nørresø.
Page 9: langs Århusvej og ved Søndermarke
Page 13 and 14: Især i 1940 og 1941var vintrene h
Page 15 and 16: Kapaciteten på Rødevej var ca. 60
Page 17 and 18: spørgsmål, der havde med vandfors
Page 19 and 20: var ødelagt. Vandet var absolut he
Page 21: En væsentlig årsag til, at værke

Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?