Det rene vand Viborg Vandværk 1900 - 2000 af Henning Ringgaard ...

langs Århusvej og ved Søndermarkens skole, mens et lidt isoleret boligkvarter voksede frem
omkring Middagshøjvej sydvest for jernbanen.
Viborgs vækst i yderområderne betød for vandværket et fortsat behov for at udbygge
ledningsnettet. En relativ kraftig befolkningstilvækst i århundredets begyndelse skabte
imidlertid også et betydeligt boligbyggeri i den gamle bydel, hvilket også øgede presset i
vandledningerne. Især i byens hovedgader Sct. Mathias Gade, Vestergade og St. Sct. Mikkels
Gade blev de lave købstadshuse revet ned og erstattet af etageejendomme med forretninger i
stuen og boliger i anden og tredie etage. Byens vækst efter århundredskiftet, både i fysisk
udstrækning og i antallet af indbyggere, skabte derfor hurtigt et behov for nye udvidelser på
vandværket.
Første Verdenskrig skabte i den forbindelse særlige problemer. Anlægsarbejder turde man
ikke binde an med, og efterhånden blev den daglige drift ganske besværlig. Værst så det ud i
1917, da tyskerne erklærede uindskrænket ubådskrig, hvilket betød, at vandværksbestyreren
fik store bryderier med at skaffe brændstof til de to dieselmotorer. I første omgang forsøgte de
ansatte at få en lille dampmaskine til at trække pumperne, med den viste sig for lille til at
klare spidsbelastninger. Rationeringer måtte der til. Klokken 18 standsede man derfor
pumperne og lukkede for det ene vandtårn. Når byen havde brugt de 100 m 3 i det andet tårn,
var den tørlagt indtil næste morgen kl. 6. Fingersnilde teknikere gik imidlertid efter en snak
med en ingeniør på B & W i gang med at ombygge den ene dieselmotor, så værket kunne
anvende tørvegas som energikilde. Så var der igen vand til aftenkaffen.
Vand til billige priser
Afgifterne på vandet blev naturligvis gennem årene et diskussionsemne blandt politikere og
forbrugere. I de første år blev afgiften beregnet efter antal vandhaner, hvilket betød, at
forbrugerne ikke blev ansporet til at spare på vandet. På tørre og varme sommerdage kunne
det forhold presse vandværket mod dets maksimale ydeevne. En køkkenhane kostede iøvrigt
6 kr. om året og en vaskehushane 3 kr. I en ejendom kunne beboerne også være fælles om en
gårdhane. Den kostede 10 kr., men så måtte alle også benytte hanen.
En særlig gruppe var erhvervskunderne. De fik vand til en lidt lavere pris end de private
forbrugere, men det gjorde det ikke mindre vigtigt at have lidt styr på, hvor meget vand der
fossede ud af hanerne i fabriksbygningerne. Det blev klart for både politikere og borgere i
forbindelse med en sag i 1912, hvor bryggeriet Odin nok var ”hovedskurken”, men hvor
vandværksudvalgets medlemmer langt fra var uskyldsrene.
Sagen startede med en livlig drøftelse i byrådet om forbrugsafgifter og vandpriser.
Vandværksudvalget ønskede priserne hævet for erhvervskunder, idet de kunne påvise, at
kommunen faktisk tabte penge på at levere vand til store kunder som for eksempel Odinbryggeriet.
Alligevel undlod direktør Pehrsson på Odins generalforsamling ikke at brokke sig
over, at byrådet ville forhøje prisen på vand.
Den gode brygmester skulle nok have holdt sin mund ved den lejlighed. En tid senere kunne
Viborg Amts Socialdemokrat nemlig bringe en historie om, at Odin faktisk allerede i 1908